Kyllingefangernes arbejdsmiljø (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)
Statutory Text (1 Articles)
Kyllingefangernes arbejdsmiljø (* 1) (* 2) (* 3) (* 4)
Kyllingefangernes arbejdsmiljø
I. Orientering
Denne At-cirkulæreskrivelse erstatter At-cirkulæreskrivelse nr. 2/1993, hvilket skyldes, at direktoratet har fundet det hensigtsmæssigt at indføje de instrukser, jf. afsnit II, vedrørende kredsenes tilsyn med kyllingefangernes arbejdsmiljø, der er udsendt efter At-cirkulæreskrivelse nr. 2/1993.
AMI har undersøgt professionelle kyllingefangeres arbejdsforhold, hvor flere faktorer samtidigt er blevet målt eller vurderet. Den første metode, »lastbilmetoden«, foregår ved, at folk manuelt indfanger kyllingerne, der rækkes til en hjælper placeret på transportlastbilen, der er bakket ind i kyllingehuset, og hjælperen putter så kyllingerne ned i transportkasser, der er placeret på dens lad. Ved den anden metode, »skuffemetoden«, anbringer fangerne kyllingerne i en slags skuffer i nogle »reoler«, der køres ud af kyllingehuset til transportlastbilen af en truck.
I hovedtræk påviser rapporten om »lastbilmetoden'og »skuffemetoden«, her suppleret med direktoratets vurdering, følgende
- Der blev fundet gennemsnitlige koncentrationer af organisk støv ved de to indfangningsmetoder på henholdsvis 8,4 og 11,9 mg/(m3), mellem 2,4 og 2,9 gange grænseværdien på totalt 3 mg/(m3).
Vurdering: Betydelig sundhedsmæssig risiko for luftvejslidelser (akutte og kroniske).
- Indholdet af endotoksiner i luften blev målt til mellem 70 og 110 ng/(m3).
Vurdering: Betydelig sundhedsmæssig risiko for luftvejslidelser (akutte og kroniske).
- Der blev fundet mellem 18 og 70 mill. cfu/(m3) (enhed for måling af bakterier) i luften.
Vurdering: Risiko for sundhedsskadelige påvirkninger.
- Der blev ved de to metoder målt henholdsvis 5,7 og 13,1 ppm ammoniak.
Vurdering: Risiko for luftvejslidelser og forværring i eksisterende lidelser.
- Hos 90% af fangerne blev der registreret sår og rifter som følge af kyllingernes hakken og kradsen, hvorfor der er en infektionsrisiko til stede.
-Belastningen af kredsløbet blev ud fra registrering af hjertefrekvensen bedømt til at være omtrent 56% af det maksimale.
Vurdering: Belastningen, så høj, at det må forventes at medføre sundhedsmæssige risici for akutte og kroniske arbejdsbetingede lidelser.
- Arbejdscyklus blev målt til henholdsvis 16,4 og 13,3 sekunder; i hver cyklus forekommer et løft på 12-16 kg, således at en daglig løftemængde pr. person kan beregnes til henholdsvis 14,8 og 19,4 tons. Som forværrende faktor ved løftene blev der ved begge metoder konstateret arbejdsstillinger med hyppig og gentagen forekomst af meget belastende hugsiddende, foroverbøjet, strakt arm og over skulder positioner, med de deraf følgende belastninger af nakke, skulder, ryg, knæ og arme. Ved flytning af kasser forekommer tunge løft.
Vurdering: I særlig grad sundhedsmæssigt skadeligt.
II. Instruktion
1. Kredsene skal aflægge besøg på alle virksomheder, der har storopdræt af kyllinger til slagtning (kyllingefarme) med henblik på inspektion af kyllingeindfangning.
Kredsene kan med hjemmel i arbejdsmiljølovens § 76, stk. 1, afgive påbud om, at kyllingefarmerne skal oplyse, hvornår kyllinger skal indfanges.
2. Under besøg i kyllingefarme skal de tilsynsførende bære hvide engangsovertræksdragter samt engangsovertræksposer på fodtøjet (uanset om der bæres gummistøvler). Under ophold i kyllingehusene skal de tilsynsførende endvidere bære åndedrætsværn i form af P3 filtermaske med K-filter.
Det brugte overtræksudstyr og filter efterlades på kyllingefarmen, når tilsynet er slut, for at undgå at evt. smitte viderebringes fra en kyllingefarm til en anden.
3. Hvis kredsene under tilsynsbesøg konstaterer, at der foretages indfangning af kyllinger under forhold, i det væsentlige som beskrevet ovenfor, skal der - ud fra en konkret vurdering - afgives påbud om, at der skal træffes
a) foranstaltninger til nedsættelse af påvirkninger fra organisk støv, endotoksiner, bakterier og gas (ammoniak).
Indtil der er truffet foranstaltninger til nedsættelse af påvirkningerne på anden måde, skal de ansatte benytte enten luftforsynet åndedrætsværn eller filtrerende åndedrætsværn med hjælpemotor (P 3 filtermaske med K-filter) under arbejdet.
I eventuelle pauser må de beskæftigede ikke opholde sig i kyllingehusene.
Hjemmel
Arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1182 af 18. 12. 1992 om arbejdets udførelse § 7, § 13, nr. 4, og § 16, og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 af 28. 8. 1992 om brug af personlige værnemidler § 3.
b) foranstaltninger til nedsættelse af de sundhedsskadelige fysiske belastninger.
Indtil indfangning af kyllinger kan ske på anden måde end beskrevet, skal arbejdstiden nedsættes, pauser af passende antal og længde indlægges og/eller arbejdstempoet nedsættes for de ansatte, der beskæftiges med indfangning af kyllinger samt ansatte, der arbejder som »modtagere« på lastbiler.
Hjemmel
Arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1182 af 18. 12. 1992 om arbejdets udførelse § 7, stk. 1, og § 17, og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16.12. 1992 om manuel håndtering § 3, og § 9, stk. 1.
Som vejledning kan anføres, at Arbejdstilsynet anser arbejde under forhold som nævnt ovenfor for sundhedsskadeligt i særlig grad, såfremt den enkelte ansatte i løbet af en arbejdsdag løfter mere end 7 tons. Endvidere må arbejdet kun udføres i perioder af maks. 30 minutter ad gangen afbrudt af pauser på mindst 30 minutter mellem hver arbejdsperiode.
c) foranstaltninger til imødegåelse af risikoen for smitte gennem sår og rifter og risikoen for eksem.
Hjemmel
Arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1182 af 18. 12. 1992 om arbejdets udførelse § 7 og § 13, nr. 4, og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 af 28. 8. 1992 om brug af personlige værnemidler § 3.
Indtil der er truffet foranstaltninger til nedsættelse af påvirkningerne på anden måde, skal de ansatte bære handsker under arbejdet, fangerne en fingerløs inderhandske, der så vidt muligt skal være langskaftet, og »modtagerne« på lastbilerne en traditionel arbejdshandske.
d) Det skal endvidere påses, at reglerne om arbejdsstedets indretning er opfyldt, særligt skal de ansatte på arbejdsstedet sikres mulighed for vask af hænder og ansigt, samt mulighed for omklædning.
4. Såfremt kredsene skønner det nødvendigt, kan der med hjemmel i arbejdsmiljølovens § 76, stk. 1, afgives påbud til virksomheder, der beskæftiger kyllingefangere, om at sende indberetning om arbejdets organisering til kredsen.
5. Under hensyn til sundhedsfaren skal efterkommelses- og tilbagemeldingsfrister fastsættes så korte som praktisk muligt, ligesom det i påbuddet angives, hvorvidt en klage ikke bør have opsættende virkning.
6. Eventuel afgivelse af påbud ved indfangning af andet fjerkræ skal i givet fald ligeledes ske ud fra en konkret vurdering af de arbejdsmiljømæssige forhold.
III. Ikrafttræden
Straks.
2. september 1993
Erik Andersen