Arbejdshygiejniske målinger (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5) (* 6)
Statutory Text (2 Articles)
Arbejdshygiejniske målinger (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5) (* 6)
Arbejdshygiejniske målinger
Indledning
Denne At-meddelelse oplyser om anmeldelse af arbejdshygiejniske målinger samt om de væsentlige elementer, der skal indgå i valget af målingstype og de forskellige målingstypers anvendelse.
Arbejdsgiveren skal sikre, at de ansatte kan arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Dette medfører bl.a., at arbejdsgiveren skal føre effektiv kontrol med, at de ansatte ikke udsættes for sundhedsskadelige påvirkninger fra gasser, dampe og støv fra stoffer og materialer.
En sådan kontrol kan for eksempel indebære, at der foretages arbejdshygiejniske målinger med henblik på vurdering af forholdene.
Der henvises i øvrigt til Arbejdsmiljøinstituttets (AMI) vejledninger nr. 5/1990 og Biologisk monitorering Arbejdsmiljøinstituttets (AMI) rapport nr. 25/1987.
Forskellige typer målinger
De arbejdshygiejniske målinger (luftforureningsmålinger og biologiske målinger) kan deles i 2 kategorier
- dokumentationsmålinger , som er målinger, der skal bruges som dokumentation over for Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynet stiller krav til målestrategi, prøvetagning, analyse og rapporter, for at eventuel måling kan anerkendes som en dokumentationsmåling. Arbejdstilsynets krav er beskrevet i At-anvisning nr. 4.3.0.1
- vejledende målinger , som er målinger, der bruges som vurderingsgrundlag i forbindelse med en vurdering af arbejdsforholdene. Det kan for eksempel være en orienterende undersøgelse, overvågningsmåling eller kildestyrkemåling.
Dokumentationsmålinger skal anvendes ved
- periodiske målinger krævet i bekendtgørelser for eksempel vedrørende bly og asbest
- periodiske målinger krævet af Arbejdstilsynet for eksempel støberimålinger
- påbud fra Arbejdstilsynet.
Vejledende målinger kan anvendes ved
- løbende kontrol af, at virksomhedens egen vurdering af forholdene er i orden (orienterende undersøgelser eller overvågningsmålinger)
- virksomhedens vurdering af foretagne foranstaltninger for eksempel kildestyrkemåling.
Målingernes anvendelse
Ved arbejde med stoffer og materialer er udgangspunktet, at unødig påvirkning herfra skal undgås.
Det betyder, at påvirkningen skal nedbringes så meget, som det er rimeligt under hensyn til den tekniske udvikling.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at grænseværdien er overholdt, hvis man med tekniske foranstaltninger kan begrænse forureningen yderligere.
Arbejdstilsynet vil sædvanligvis kræve etableret tekniske foranstaltninger svarende til, hvad der er god praksis i branchen eller god praksis ved tilsvarende processer i andre brancher.
Disse forhold bevirker, at det meget ofte ikke er nødvendigt at foretage målinger, inden virksomheden træffer de nødvendige foranstaltninger mod påvirkninger fra stoffer og materialer.
Målinger er således overflødige, hvis man på baggrund af en grundig vurdering af oplysninger om: (se AMI's vejledning kap. 4)
- arten og mængden af de anvendte stoffer og materialer,
- processer og arbejdsoperationer, herunder disses hyppighed og varighed,
- tekniske foranstaltninger,
- rengøring,
- oprydning og orden på arbejdspladsen
kan finde frem til, at der sker en luftforurening, og hvorfra den stammer.
Til hjælp ved en sådan vurdering kan man indhente erfaringer fra andre tilsvarende virksomheder eller processer.
Dokumentationsmålinger foretaget på een virksomhed kan dog ikke overføres direkte til en anden virksomhed.
I de tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre at vurdere forholdene på denne måde, kan der foretages en orienterende undersøgelse, der er en mere systematisk undersøgelse af forholdene på arbejdsstedet. Formålet hermed er med simple midler at kunne vurdere, om luftkvaliteten er acceptabel. Ved en sådan undersøgelse kan anvendes direkte visende udstyr. Se AMI's vejledning kap. 3 og pkt. 5.1.
En mere detaljeret undersøgelse kan være nødvendig, hvis måleresultaterne fra den orienterende undersøgelse varierer meget, er behæftet med stor variation eller eventuelle foranstaltninger vil være urimeligt omfattende og bekostelige. Ved en detaljeret undersøgelse vil der blive taget flere målinger og anvendt mere nøjagtigt og avanceret måleudstyr. Se AMI's vejledning kap. 5, pkt. 5.2.
Målinger anvendes endvidere i forbindelse med de minitværsnitsundersøgelser, Arbejdstilsynet foretager. Formålet med en sådan undersøgelse er at kortlægge arten og omfanget af arbejdsmiljøproblemer i en branche, ved en arbejdsproces, ved håndtering af et kemisk stof etc.
Resultatet af undersøgelsen vil kunne bruges af Arbejdstilsynets kredse i forbindelse med prioritering af kredsens arbejde.
Målinger kan derudover anvendes, når alle rimelige tekniske foranstaltninger til fjernelse af luftforureningen er foretaget, til kontrol af foranstaltningernes effektivitet. Se AMI's vejledning kap. 6.
Endvidere stilles der i visse bekendtgørelser krav om, at der skal foretages målinger, og Arbejdstilsynet kan i konkrete tilfælde påbyde målinger foretaget.
Hvem foretager målinger?
Prøvetagning i forbindelse med luftforureningsmålinger kan foretages af
- akkrediterede laboratorier, dvs. laboratorier, der er akkrediterede af Industri- og Handelsstyrelsen til at udføre bestemte typer målinger
- BST'erne, der også i et vist omfang kan udføre målinger for andre end deres medlemsvirksomheder
- andre.
Prøvetagning i forbindelse med biologiske målinger kan foretages af
- læger
- sygeplejersker med ret til at foretage blodprøveudtagning
- hospitalslaboranter
eller eventuelt på arbejdsmedicinske klinikker.
Analyse af prøverne foretages sædvanligvis af AMI eller et laboratorium, der er akkrediteret til at foretage denne type analyser.
Ved henvendelse til Industri- og Handelsstyrelsen kan man få oplyst, hvilke laboratorier der er akkrediterede.
Rapportering
Når målingen er afsluttet, udfærdiges en rapport, der sendes til virksomheden.
En rapport skal indeholde alle de oplysninger, der er relevante, for at målingen kan bruges til vurdering af arbejdsforholdene. Der henvises til At-anvisning 4.3.0.1, der beskriver, hvilke krav en målerapport bør opfylde.
Hvis målingerne er foretaget, fordi det kræves efter bestemmelser i arbejdsmiljølovgivningen, eller fordi Arbejdstilsynet har afgivet påbud herom, skal målerapporten i sin helhed sendes til Arbejdstilsynet.
Indeholder rapporten ikke alle relevante oplysninger, vil den blive afvist af Arbejdstilsynet, idet den så ikke kan anvendes som dokumentation.
Af hensyn til den videnbank, der er under opbygning på AMI til brug ved forskning, kortlægning, indsatsområder m.v., opfordres virksomhederne til også at indsende resultaterne i form af målerapporter af de målinger, der foretages af egen drift. Inddatering af oplysningerne i videnbanken kan ske i anonymiseret form, hvis virksomheden ønsker dette. (AMI-vejledning kap. 11).
Vurdering af måleresultater
Vurdering af resultatet er afhængig af formålet med undersøgelsen. Der henvises til AMI's vejledning.
Hvis en målerapport viser, at der foreligger en risiko for, at den enkelte ansatte udsættes for en overskridelse af en grænseværdi, skal arbejdsgiveren straks sørge for, at faren afværges med midlertidig brug af egnede personlige værnemidler, indtil luftforureningen er fjernet/mindsket ved etablering af permanente tekniske foranstaltninger (substitution, indkapsling og ventilation).
Hvis det drejer sig om biologiske målinger, skal virksomheden være opmærksom på, at der findes regler vedrørende arbejde med bly, der kræver, at arbejdsgiveren skal sørge for, at der bliver truffet forskellige foranstaltninger ved forskellige værdier, også værdier under grænseværdien. Ved andre påbudte biologiske undersøgelser indsendes resultaterne til den stedlige arbejdstilsynskreds som gør virksomheden bekendt med, hvorvidt resultaterne giver anledning til foranstaltninger.
Sikkerhedsorganisation
Virksomhedens sikkerhedsorganisation skal deltage i planlægningen og kontrollen af virksomhedens sikkerheds- og sundhedsarbejde. Dette medfører, at sikkerhedsorganisationen skal inddrages i vurderingen af, om der er behov for at foretage målinger.
Endelig skal resultaterne af målingen videregives til sikkerhedsorganisationen.
Hvis det drejer sig om resultater af biologiske målinger, skal reglerne i bekendtgørelse 1165 af 16. december 1992 (Arbejdsmedicinske undersøgelser efter lov om arbejdsmiljø) følges. Dette indebærer bl.a. at den, der forestår undersøgelsen skal orientere den ansatte om resultat og at resultaterne ikke må overlades til arbejdsgiveren.
En undtagelse herfra gælder for målinger af bly i blod, der er foretaget efter blybekendtgørelsen, der siger, at sikkerhedsorganisationen skal have en kopi af målerapporterne, således at den kan blive inddraget i en vurdering af disse.
Erik Andersen
(* 1) AT-meddelelse nr. 4.3.0.1 oktober 1993
(* 2) Lov om arbejdsmiljø nr. 646 af 18. december 1985
(* 3) Bekendtgørelse nr. 1182 af 18. december 1992 om arbejdets udførelse
(* 4) Bekendtgørelse nr. 1165 af 16. december 1992 om arbejdsmedicinske undersøgelser efter lov om arbejdsmiljø
(* 5) Arbejdsmiljøinstituttets vejledning nr. 5/1990 i arbejdshygiejniske undersøgelser - luftforurening
(* 6) Arbejdsmiljøinstituttets rapport nr. 25/1987 - biologisk monitorering