Kyllingefangeres arbejdsmiljø (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5)
Statutory Text (1 Articles)
Kyllingefangeres arbejdsmiljø (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5)
I. Orientering
AMI har undersøgt professionelle kyllingefangeres arbejdsforhold, hvor flere faktorer samtidigt er blevet målt eller vurderet. Den første metode, »lastbilmetoden«, foregår ved, at folk manuelt indfanger kyllingerne, der rækkes til en hjælper placeret på transportlastbilen, der er bakket ind i kyllingehuset, og hjælperen putter så kyllingerne ned i transportkasser, der er placeret på dens lad. Ved den anden metode, »skuffemetoden«, anbringer fangerne kyllingerne i en slags skuffer i »reoler«, der køres ud af kyllingehuset til transportlastbilen af en truck.
I hovedtræk påviser rapporten om »lastbilmetoden« og »skuffemetoden«, her suppleret med direktoratets vurdering, følgende
- Der blev fundet gennemsnitlige koncentrationer af organisk støv ved de to indfangningsmetoder til henholdsvis 8,4 og 11,9 mg/(m3), mellem 2,4 og 2,9 gange grænseværdien på totalt 3 mg/(m3).
Vurdering: Betydelig sundhedsmæssig risiko for luftvejslidelser (akutte og kroniske).
- Indholdet af endotoksiner i luften blev målt til mellem 70 og 110 ng/(m3).
Vurdering: Betydelig sundhedsmæssig risiko for luftvejslidelser (akutte og kroniske).
- Der belv fundet mellem 18 og 70 mill. cfu/(m3) (enhed for måling af bakterier) i luften.
Vurdering: Risiko for sundhedsskadelige påvirkninger.
- Der blev ved de to metoder målt henholdsvis 5,7 og 13,1 ppm ammoniak.
Vurdering: Risiko for luftvejslidelser og forværring i eksisterende lidelser.
- Hos 90% af fangerne blev der registreret sår og rifter som følge af kyllingernes hakken og kradsen, hvorfor der er en infektionsrisiko til stede.
- Belastningen af kredsløbet blev ud fra registrering af hjertefrekvensen bedømt til at være omtrent 56% af det maksimale.
Vurdering: Så høj, at det må forventes at medføre sundhedsmæssige risici for akutte og kroniske arbejdsbetingede lidelser.
- Arbejdscyklus blev målt til henholdsvis 16,4 og 13,3 sek; i hver cyklus forekommer et løft på 12-16 kg, således at en daglig løftemængde pr. person herudfra kan beregnes til henholdsvis 14,8 og 19,4 tons. Som forværrende faktor ved løftene blev der ved begge metoder konstateret arbejdsstillinger med hyppig og gentagen forekomst af meget belastende hugsiddende, foroverbøjet, strakt arm, og over skulder positioner, med de deraf følgende belastninger af nakke, skulder, ryg, knæ og arme. Ved flytning af kasser forekommer tunge løft.
Vurdering: I særlig grad sundhedsmæssigt skadeligt.
II. Instruktion
1. Kredsene skal aflægge besøg på alle virksomheder, der har storopdræt af kyllinger til slagtning (kyllingefarme) med henblik på inspektion af kyllingeindfangning.
2. Hvis kredsene under tilsynsbesøg konstaterer, at der foretages indfangning af kyllinger under forhold, i det væsentlige som ovenfor beskrevet, skal der - ud fra en konkret vurdering - afgives påbud om, at der skal træffes
a) foranstaltninger til nedsættelse af påvirkninger fra organisk støv, endotoksiner, bakterier og gas (ammoniak).
Indtil der er truffet foranstaltninger til nedsættelse af påvirkningerne på anden måde, skal de ansatte benytte enten luftforsynet åndedrætsværn eller filtrerende åndedrætsværn med hjælpemotor (P 3 filtermaske med K-filter) under arbejdet.
I pauser må de beskæftigede ikke opholde sig i kyllingehusene.
Hjemmel
Arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1182 af 18.12.1992 om arbejdets udførelse § 7, § 13, nr. 4, og § 16, og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 af 28.8.1992 om brug af personlige værnemidler § 3.
b) foranstaltninger til nedsættelse af de sundhedsskadelige fysiske belastninger.
Indtil indfangning af kyllinger kan ske på anden måde end beskrevet, skal arbejdstiden nedsættes, pauser af passende antal og længde indlægges og/eller arbejdstempoet nedsættes for de ansatte, der beskæftiges med indfangning af kyllinger, samt ansatte, der arbejder som »modtagere« på lastbiler.
Hjemmel
Arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1182 om arbejdets udførelse § 7, stk. 1, og § 17, og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16.12.1992 om manuel håndtering § 3, og § 9, stk. 1.
Som vejledning kan anføres, at Arbejdstilsynet anser arbejde under forhold som nævnt ovenfor for sundhedsskadeligt i særlig grad, såfremt den enkelte i løbet af en arbejdsdag udfører sådant arbejde i mere end 4 x 30 minutter og uden at afholde pauser på mindst 30 minutter mellem hver arbejdsperiode.
c) foranstaltninger til imødegåelse af risikoen for smitte gennem sår og rifter og risikoen for eksem.
Hjemmel
Arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1182 af 18.12.1992 om arbejdets udførelse § 7, og § 13, nr. 4, og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 af 28.8.1992 om brug af personlige værnemidler § 3.
Indtil der er truffet foranstaltninger til nedsættelse af påvirkningerne på anden måde, skal de ansatte bære handsker under arbejdet, og de ansatte skal på arbejdsstedet sikres mulighed for vask af hænder og ansigt samt mulighed for omklædning.
3. Under hensyn til sundhedsfaren skal efterkommelses- og tilbagemeldingsfrister fastsættes så korte som praktisk muligt, ligesom det i påbuddet angives, hvorvidt en klage ikke bør have opsættende virkning.
III. Ikrafttræden
Straks.
26. marts 1993
Erik Andersen