Cirkulære om den skattemæssige behandling af privat og erhvervsmæssig befordring (Til de statslige told- og skattemyndigheder og til de kommunale skattemyndigheder)

Cirkulære om den skattemæssige behandling af privat og erhvervsmæssig befordring (Til de statslige told- og skattemyndigheder og til de kommunale skattemyndigheder)

1. Indledning

2. Privat befordring

2.1. Generelle forhold

2.1.1. Sædvanlig bopæl

2.1.2. Arbejdsplads

2.1.3. Normal transportvej

2.1.4. Opgørelse af fradraget

2.1.5. Samkørsel

2.1.6. Færgetransport og lignende

2.2. Overgangsregel vedrørende kørsel i egen bil

2.3. Fri befordring

2.3.1. Arbejdsgiverbetalt befordring

2.3.2. Medlemmer af Folketinget m.fl.

2.4. Invalides og kronisk syges befordringsudgifter

3. Erhvervsmæssig befordring

3.1. Definition

3.1.1. Befordring mellem arbejdspladser og inden for samme arbejdsplads

3.1.2. Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads

3.2. Opgørelse af befordringen

3.3. Godtgørelse af erhvervsmæssige befordringsudgifter

3.3.1. Modregningsforbuddet

3.3.2. Fradrag efter § 9 C i tilfælde, hvor skattefri godtgørelse ikke ydes

3.4. Fradrag for erhvervsmæssige befordringsudgifter

3.4.1. Selvstændige m.fl.

3.4.2. Lønmodtagere med kundeopsøgende aktiviteter

3.4.3. Afskrivninger

3.5. Bestyrelsesmedlemmer m.fl.

1. INDLEDNING

Ved lov nr. 482 af 30. juni 1993 er der gennemført ændringer dels af reglerne om privat befordring mellem hjem og arbejdsplads dels af reglerne om erhvervsmæssig befordring. Loven har virkning fra og med indkomståret 1994.

For så vidt angår det almindelige befordringsfradrag i forbindelse med privat befordring er bundgrænsen hævet, og intervallet for normalfradraget er udvidet. Desuden er der gennemført regler om beskatning af fri befordring.

I bekendtgørelse nr. 1003 af 14. december 1993 er der fastsat nye regler om adgangen til at fratrække udgifter til færgetransport.

Med de nye regler om erhvervsmæssig befordring indføres der i ligningslovens § 9 B objektive kriterier for, hvad der udgør erhvervsmæssig befordring. Lønmodtagere kan få godtgjort udgifter til erhvervsmæssig befordring skattefrit, mens adgangen til at fradrage udgifter til erhvervsmæssig befordring principielt bortfalder for lønmodtagere. Til gengæld er der indført adgang til at fradrage erhvervsmæssig befordring, der ikke godtgøres skattefrit, efter standardreglerne i ligningslovens § 9 C. Selvstændige erhvervsdrivende kan fradrage udgifter til erhvervsmæssig befordring efter reglerne i § 9 B.

I samtlige eksempler er der ved beregningen anvendt de satser, som Ligningsrådet har fastsat for 1993.

Hvis ikke andet er anført, henviser paragrafferne til ligningsloven.

Dette cirkulære træder i stedet for afsnit 14 i Skatteministeriets cirkulære nr. 96 af 22. juni 1993, som ophæves.

2. PRIVAT BEFORDRING

2.1. Generelle forhold

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads har privat karakter og er derfor som udgangspunkt ikke fradragsberettiget.

Med hjemmel i ligningslovens § 9 C er der imidlertid indført adgang til et standardiseret fradrag. Alle skattepligtige, der befordrer sig mellem hjem og arbejdsplads, kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretage befordringsfradrag efter reglerne i § 9 C, stk. 1-3. For befordring mellem hjem og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage gælder reglerne i § 9 B, stk. 1, litra a) om erhvervsmæssig befordring, jf. pkt. 3.1.2. nedenfor.

Fradraget er uafhængigt af, hvilket befordringsmiddel der anvendes og dermed, hvilke faktiske udgifter befordringen medfører. Fradraget opgøres i alle tilfælde med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometersats, der fastsættes af Ligningsrådet på grundlag af udgiften ved befordring med bil.

Alene den del af den daglige befordring, der overstiger 24 km, berettiger til fradrag. For daglig transport mellem 25 og 100 km foretages fradraget med Ligningsrådets sats. For befordring herudover beregnes fradraget med 25 pct. af Ligningsrådets sats.

Fradraget foretages i den skattepligtige indkomst. Begrænsningen af fradragsretten for lønmodtageres udgifter til det beløb, hvormed de samlede udgifter overstiger det regulerede grundbeløb på 3.000 kr. gælder ikke fradrag for befordring omfattet af § 9 C, jf. § 9, stk. 2.

Anvendelsesområdet for § 9 C er udvidet med de nye regler. Ud over den rent private befordring mellem hjem og arbejdsplads kan der fremover foretages et standardiseret fradrag for erhvervsmæssig befordring som defineret i § 9 B efter reglerne i § 9 C. For lønmodtagere gælder dette, såfremt arbejdsgiveren ikke yder skattefri godtgørelse for den erhvervsmæssige befordring, jf. § 9, stk. 5. Reglerne om erhvervsmæssig befordring er behandlet nedenfor i afsnit 3.

Også befordring, der tidligere har været fradragsberettiget, fordi der var afholdt udgifter til befordring, der var omfattet af de tidligere gældende regler om erhvervsmæssig befordring, kan fremover fradrages efter reglerne i § 9 C. Det gælder f.eks. den såkaldte trekantkørsel, hvor der er tale om kørsel mellem en arbejdsplads hos een arbejdsgiver til en arbejdsplads hos en anden arbejdsgiver. Tilsvarende gælder ved kørsel i forbindelse med f.eks. tilkaldevagt.

2.1.1. Sædvanlig bopæl

Ligningslovens § 9 C omhandler fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Begrebet sædvanlig bopæl er det samme i § 9 C og i den nye § 9 B.

Begrebet er fastlagt gennem en lang praksis. I tvivlstilfælde foretages fastlæggelse af den sædvanlige bopæl ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret. En skattepligtig kan have flere samtidige bopæle.

Sædvanlig bopæl stilles således i modsætning til andre opholdssteder. F.eks. kan der ikke foretages fradrag for befordring efter § 9 C fra en sommerbolig til arbejdspladsen i det omfang, fradraget herved overstiger fradraget mellem den skattepligtiges sædvanlige bopæl og arbejdspladsen. Tilsvarende gælder, at der ikke kan ydes godtgørelse for udgifter til befordring omfattet af § 9 B i det omfang, godtgørelsen herved overstiger godtgørelsen mellem den skattepligtiges sædvanlige bopæl og arbejdspladsen.

2.1.2. Arbejdsplads

Også begrebet arbejdsplads i § 9 C er identisk med arbejdspladsbegrebet i § 9 B. Alene kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted og ikke f.eks. til et uddannelsessted er omfattet af reglerne. Dette gælder, selv om der ydes løn under uddannelsen. Til gengæld er alle former for arbejdspladser, der ikke tillige er den skattepligtiges bopæl, omfattet, herunder ud over almindelige faste arbejdspladser f.eks. kundebesøg, konferencer eller steder for afhentning af post eller materialer. Som arbejdsplads betragtes også steder, hvor den pågældende modtager undervisning i efteruddannelsesøjemed som et led i arbejdet.

Betinger arbejdet, at den skattepligtige overnatter uden for bopælen, f.eks. på et hotel, anses befordring til hotellet som en del af befordringen til arbejdspladsen. Får hotellet karakter af et midlertidigt opholdssted på grund af flere overnatninger, omfattes kørsel mellem hotellet og arbejdspladsen af 60-dages reglen i § 9 B, jf. nedenfor under pkt. 3.1.2.

I relation til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads anses et område som een arbejdsplads. Det gælder f.eks. skove og lufthavnsområder.

Har den skattepligtige befordring mellem flere arbejdspladser for samme arbejdsgiver eller inden for samme arbejdsplads, der ikke godtgøres skattefrit af arbejdsgiveren i overensstemmelse med reglerne i § 9, stk. 5, jf. § 9 B, kan den pågældende foretage fradrag efter ligningslovens § 9 C.

Skattepligtige, der har flere arbejdsgivere, og som befordrer sig mellem flere arbejdspladser, kan foretage fradrag for befordring efter § 9 C. Disse skattepligtige har ingen adgang til at modtage skattefri godtgørelse for udgifter til transporten mellem arbejdspladserne.

Fradrag for befordring efter § 9 C kan ikke kombineres med modtagelse af skattefri befordringsgodtgørelse. Har den skattepligtige erhvervsmæssig befordring, og modtages der hel eller delvis skattefri godtgørelse for denne befordring, kan den skattepligtige ikke foretage fradrag efter § 9 C for den pågældende strækning.

2.1.3. Normal transportvej

Befordringsfradraget opgjort efter § 9 C beregnes på grundlag af den normale transportvej ved kørsel i bil. Hvis den skattepligtige f.eks. på cykel kommer frem og tilbage til arbejde ad stier, der gør den tilbagelagte strækning væsentligt kortere end den normale transportvej ved bilkørsel, er dette uden betydning for befordringsfradraget, der alligevel skal beregnes på grundlag af den normale transportvej ved kørsel med bil. Den skattepligtige må i disse tilfælde danne sig et rimeligt skøn over strækningen af normal transportvej ved bilkørsel.

Benyttelse af offentlige transportmidler begrænser eller udvider ikke fradraget opgjort efter § 9 C, stk. 1-3. Også i disse tilfælde er det afgørende længden af normal transportvej ved bilkørsel, og fradraget beregnes også i dette tilfælde uden hensyn til afholdte udgifter.

Der kan således fortsat opstå spørgsmål om benyttelse af motorveje, omfartsveje, hovedveje o.l. frem for en måske kortere strækning ad mindre veje.

Ligningsmyndighederne skal i disse tilfælde lægge betydelig vægt på den skattepligtiges eget valg af transportvej, men må i øvrigt ud fra en samlet vurdering tage hensyn til de givne geografiske forhold, tidsmæssigt forbrug og økonomisk rimelighed.

2.1.4. Opgørelse af fradraget

Når den samlede daglige befordring er fastslået på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel, fratrækkes 24 km, idet befordring under 24 km daglig ikke kan fradrages, og befordringsfradraget beregnes for yderligere befordrede kilometer.

Alle skattepligtige skal for at få befordringsfradrag oplyse skattemyndighederne om afstanden mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.

Der er ikke i loven ændret på reglerne for dokumentation for befordringsfradrag. Ved opgørelsen af kørslen kan kørselsregnskaber dog være en praktisk hjælp.

De skattepligtige skal ligeledes oplyse antallet af arbejdsdage. Fradraget gives for det faktiske antal arbejdsdage, den skattepligtige har foretaget befordring til og fra arbejde, og der kan således ikke beregnes befordringsfradrag for feriedage og sygedage.

Flere daglige befordringer giver kun fradrag i det omfang, de også efter hidtidig praksis giver fradrag. Flere daglige befordringer skal således være begrundet i arbejdsmæssige hensyn, f.eks. at arbejdsdagen er opdelt i flere arbejdsperioder.

Eksempel 1

Afstand frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og

arbejdsplads pr. arbejdsdag 46 km

Herfra trækkes den del af befordringen, den

skattepligtige ikke har fradrag for pr. arbejdsdag - 24 km ------- 22 km

Anvendes den kilometertakst, Ligningsrådet har

fastsat for 1993 (1,17 kr.), udgør fradraget

pr. arbejdsdag 22 km x 1,17 kr. = 25,74 kr.

Hvis den samlede beregnede befordring pr. arbejdsdag er længere end 100 km, nedsættes fradraget for disse yderligere befordrede kilometer til 25 pct. af den af Ligningsrådet fastsatte takst.

Eksempel 2

Afstand frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og

arbejdsplads pr. arbejdsdag 108 km

Pr. arbejdsdag udgør fradraget

100 km-24 km= 76 x 1,17 kr. = 88,92 kr.

108 km-100 km=8 km x 0,2925 kr. = 2,34 kr. --------- 91,26 kr.

2.1.5. Samkørsel

De skattepligtige kan ved samkørsel bruge fradraget efter § 9 C uden hensyn til, hvilket transportmiddel der benyttes. At f.eks. tre naboer kører sammen fra bopælen til deres respektive arbejdspladser i den enes bil, påvirker ikke fradraget. Fradraget opgøres, som om hver enkelt havde befordret sig alene mellem hjem og arbejdsplads.

Eventuel betaling fra samkørerne til ejeren af den benyttede bil medfører ingen ændring i de berørte skattepligtiges befordringsfradrag.

Befordringsfradraget påvirkes alene i situationer, hvor det er arbejdsgiveren, der betaler befordringen, jf. nærmere herom i afsnit 2.3.

2.1.6. Færgetransport og lignende

I bekendtgørelse nr. 1003 af 14. december 1993 er der med hjemmel i § 9 C, stk. 4, givet mulighed for fradrag for faktiske udgifter til færgetransport og lignende.

Baggrunden for denne regel er, at f.eks. øboere, der arbejder på fastlandet, dels ikke kan fastlægge den normale transportvej ved bilkørsel dels afholder udgift til færgetransport. Denne udgift står ikke altid i rimeligt forhold til den tilbagelagte strækning ved beregning af befordringsfradrag efter reglerne i § 9 C, stk. 1-3.

Ved fastlæggelsen af den normale transportvej ved bilkørsel kan de geografiske forhold m.v. ligeledes betinge, at der sejles over f.eks. en fjord eller en vig for således at undgå at skulle køre en længere omvej. Også i disse tilfælde foretages der fradrag for udgift til færgetransport eller lignende.

Denne gruppe af skattepligtige kan mod dokumentation fratrække udgiften til færge m.v. Fradrag for udgiften til færgetransport o.l. kan foretages for befordring i f.eks. bil, på cykel, knallert, motorcykel o.l.

Fradraget begrænses som for alle andre med et beløb svarende til det beregnede befordringsfradrag for 24 km daglig befordring.

Eksempel 1

Den skattepligtige bor i havnebyen på øen X og

arbejder i havnebyen Y, hvor færgen fra

X lægger til.

Da den skattepligtige i begge havnebyer

kun skal gå en kort strækning, er der

ikke yderligere transport. Den daglige

billetudgift er 60,00 kr.

Herfra trækkes den del af befordringen

pr. arbejdsdag, den skattepligtige ikke har

fradrag for: 24 x 1,17 kr. - 28,08 kr. -----------

Fradrag pr. arbejdsdag 31,92 kr.

Fradraget beregnes altså uden hensyn til det antal kilometer, færgen tilbagelægger.

Hvis transporten med færge m.v. er kombineret med yderligere transport, kan normalfradraget benyttes for denne yderligere befordring. I disse tilfælde foretages begrænsningen i fradraget fortrinsvis i fradraget for yderligere transport.

Eksempel 2

Den skattepligtige bor i havnebyen på øen X

og arbejder på fastlandet i en afstand fra

havnebyen Y af dagligt i alt 16 km.

Den skattepligtige medbringer eget

transportmiddel f.eks. bil med færgen, hvilket

dagligt inkl. personbilletten koster 120,00 kr.

Herfra trækkes den del af befordringen pr.

arbejdsdag, den skattepligtige ikke har

fradrag for

De 16 km landtransport giver ikke fradrag og

den daglige udgift til færgetransporten skal

reduceres med 16 km - 24 km = - 8 x 1,17 kr. - 9,36 kr. ----------

Fradrag i alt pr. dag 110,64 kr.

Eksempel 3

Hvis eksempel 2 ændres, således at der ud over

færgetransporten køres 32 km i bilen, udgør

fradraget pr. arbejdsdag

Færgetransport 120,00 kr.

32 km - 24 km = 8 km x 1,17 kr. 9,36 kr. ----------

Fradrag i alt pr. arbejdsdag 129,36 kr.

2.2. Overgangsregel vedrørende kørsel i egen bil

Reglerne i § 9 C, stk. 4, om et særligt fradrag for befordring ved kørsel i egen bil i tilfælde, hvor offentlig befordring ikke kan anvendes, er ophævet med virkning fra og med indkomståret 1994. Der er imidlertid gennemført en overgangsregel, der betyder, at fradraget principielt bevares, men aftrappes over 4 år. Fradraget foretages efter reglerne i § 9 C, stk. 1-3.

Principperne bag den ophævede særregel har således fortsat betydning til og med 1997, idet betingelserne for at foretage fradraget efter overgangsreglen skal være opfyldt i det enkelte år. Fradrag kan herefter alene foretages af skattepligtige, hvis daglige befordring overstiger 54 km, og som anvender egen bil til befordringen, idet offentlig befordring ikke kan anvendes. Ved vurderingen af, om betingelserne er opfyldt, anvendes den hidtidige praksis om anvendte vejstrækninger, ventetider, ændring af køreplaner mv.

Dertil kommer, at yderligere tre betingelser skal være opfyldt, for at overgangsreglen kan anvendes

1) Den skattepligtige skal være anset berettiget til at foretage fradrag efter særreglen i § 9 C, stk. 4, i indkomståret 1993,

2) fradrag kan alene foretages for den strækning mellem hjem og arbejdsplads, som berettiger til fradrag efter § 9 C, stk. 4, i 1993, og

3) fradraget kan maksimalt udgøre et beløb, der svarer til det fradrag, der er foretaget efter § 9 C, stk. 4, i 1993.

Heraf følger, at fradrag alene kan foretages for befordring efter overgangsreglen, hvis den skattepligtiges sædvanlige bopæl og arbejdsplads er uændrede i forhold til 1993. Det er således ikke muligt at bevæge sig ind i overgangsordningen. Skiftes der bopæl eller arbejdsplads, bortfalder fradrag efter overgangsordningen. Fradraget kan også bortfalde, såfremt muligheden for at anvende offentlig befordring bedres så meget, at betingelserne for at foretage fradrag for kørsel i egen bil ikke længere er opfyldt.

Det beløb, der fradrages i 1993, udgør overgrænsen for fradraget efter overgangsreglen i årene 1994-1997. Dette gælder uanset antallet af dage i 1993, hvor der er foretaget fradrag for kørsel i egen bil efter særreglen, og uanset om den skattepligtige har skiftet arbejdsplads i løbet af 1993.

Udgør fradraget efter § 9 C, stk. 4, i 1993 f.eks. 12.000 kr. for befordring foretaget i månederne september til december 1993, mens fradrag er foretaget efter hovedreglen i de øvrige måneder af 1993, er det maksimale fradragsbeløb efter overgangsreglen i hvert af årene 1994-1997 12.000 kr. Maksimumbeløbet relaterer sig til det samlede daglige befordringsfradrag, jf. eksemplet nedenfor.

Fradraget efter overgangsreglen kan kombineres med normalfradraget efter § 9 C, stk. 1-3. Det betyder, at normalfradraget fortsat anvendes de dage, hvor offentlig befordring kan anvendes, samtidig med at overgangsreglen anvendes de øvrige arbejdsdage. Kombinationsmuligheden indebærer også, at normalfradraget kan anvendes, når fradraget efter overgangsreglen har nået maksimumbeløbet.

Fradrag for daglig befordring efter overgangsreglen opgøres for 1994 på følgende måde

0-24 km: 0 kr.

25-100 km: Ligningsrådets sats

101-130 km: 1/4 af Ligningsrådets sats

over 130 km: 1,05 kr. pr. km.

For 1995 udgør grænsen for fradrag, der kan foretages med 1,05 kr. pr. km, 150 km, for 1996 170 km og for 1997 190 km pr. dag.

Eksempel på anvendelse af overgangsreglen i 1994

Den skattepligtige har en daglig transport på 150 km. Fradraget for 1993 udgør 24.000 kr. I eksemplet anvendes satsen for 1993.

Fradraget udgør

0-24 km: 0 kr.

25-100 km: 1,17 kr. pr. km

101-130 km: 0,2925 kr. pr. km

131-150 km: 1,05 kr. pr. km.

Det daglige fradrag udgør således 118,70 kr. Fradrag efter overgangsreglen kan herefter foretages 202 arbejdsdage i 1994. Derefter kan fradrag foretages efter § 9 C, stk. 1-3.

Har den skattepligtige adgang til fri befordring, jf. § 9, stk. 6, beskattes værdien af denne befordring, jf. afsnit 2.3. om fri befordring nedenfor.

2.3. Fri befordring

2.3.1. Arbejdsgiverbetalt befordring

Efter § 9 C, stk. 6, inddrages adgangen til enhver form for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, der betales af arbejdsgiveren, under beskatning. Beskatning sker, uanset om der er tale om helt eller delvis fri befordring, dvs. uanset om den ansatte betaler en del af befordringen.

Der er tale om al befordring, der kan fradrages efter § 9 C. Beskatningen omfatter således ud over den skattepligtiges befordring mellem hjem og arbejdsplads også befordring mellem arbejdspladser og inden for samme arbejdsplads, når befordringen er arbejdsgiverbetalt.

Bestemmelsen i § 9 C, stk. 6, omfatter alle skattepligtige, der har adgang til at foretage fradrag efter § 9 C. Bestemmelsen gælder dermed også for skattepligtige, der principielt har adgang til at anvende overgangsordningen vedrørende kørsel i egen bil.

Den skattepligtige skal medregne værdien af den fri befordring på den pågældende strækning ved indkomstopgørelsen. Værdien af den fri befordring ansættes til et beløb, der modsvarer fradraget efter § 9 C. Værdien af den fri befordring indgår i den personlige indkomst, mens fradraget indgår i den skattepligtige indkomst.

Undlader den skattepligtige at foretage fradrag for befordring efter § 9 C, beskattes den fri befordring i realiteten ved bortfald af fradragsretten.

Arbejdsgiverbetalt befordring kan eksempelvis være bil til fri rådighed (firmabil), frikort eller frirejse, herunder fri flyrejse, til offentlige eller private transportmidler. Som andre eksempler på denne befordring kan nævnes fri befordring i firmabus, fri kørsel i mandskabsvogn eller fællesbefordring i privat bil, der betales af arbejdsgiveren.

Arbejdsgiverbetalt befordring, f.eks. frikort eller fri bil, beskattes efter bestemmelsen i § 9 C, stk. 6, også ved anvendelse i forbindelse med arbejde for en anden arbejdsgiver end den arbejdsgiver, der har betalt befordringen.

Bestemmelsen gælder også i tilfælde, hvor en arbejdsgiver finansierer den ansattes befordring, selv om dette sker på en indirekte måde. Som eksempel på en sådan ordning kan nævnes tilfælde, hvor en arbejdsgiver betaler til een i en gruppe på f.eks. 4 personer, mod at den, der modtager betalingen, påtager sig at transportere sine kolleger mellem hjem og arbejdsplads. I denne situation vil alle fire personer være omfattet af § 9 C, stk. 6.

Det er selve adgangen til den arbejdsgiverbetalte befordring mellem de relevante geografiske punkter, der beskattes. Der ses således bort fra, om den skattepligtige udnytter adgangen. Er der f.eks. tale om frikort til offentlige transportmidler, sker beskatning, hvis den pågældende strækning på noget tidspunkt er betjent af de offentlige transportmidler, hvortil frikortet gælder. Der tages ikke hensyn til, om transporten indebærer ventetider, omveje e.l.

Hvis de offentlige transportmidler på den pågældende strækning ikke betjenes på det pågældende tidspunkt, f.eks. fordi det er det første eller det sidste tog, som den ansatte skal gøre eller har gjort tjeneste på, kan der foretages fradrag efter reglerne i § 9 C for denne befordring uden reduktion af værdien af fri befordring. Det er dog alene den del af befordringen, hvor den ansatte faktisk er afskåret fra at benytte de offentlige transportmidler, der er undtaget fra beskatningen af fri transport.

Det kan forekomme, at en del af strækningen mellem hjem og arbejdsplads betjenes af offentlige transportmidler, mens der ikke findes offentlige transportmidler f.eks. på en yderstrækning. I så fald sker beskatning vedrørende den del, der betjenes af offentlige transportmidler, mens der kan foretages fradrag for den strækning, hvor offentlig befordring ikke findes.

Den skattepligtige har mulighed for at fraskrive sig retten til at benytte den fribefordring, der stilles til rådighed.

I nogle tilfælde betaler arbejdsgiveren befordringen over en del af strækningen, f.eks. ved at stille firmabus til rådighed for transporten mellem en station og arbejdspladsen, mens der ikke er fri befordring på den resterende strækning. I disse tilfælde beskattes den del af strækningen, hvor der ydes fri befordring, mens der kan foretages fradrag efter § 9 C for den resterende strækning.

Eksempel

En skattepligtig foretager daglig 60 km befordring, heraf 20 km, der ikke betales af arbejdsgiveren, og 40 km i en bus, der stilles til rådighed af arbejdsgiveren. Fradraget opgøres efter de almindelige regler, idet bundgrænsen fragår i den samlede daglige kørsel, der i eksemplet er omfattet af § 9 C. Bundgrænsen på 24 km omfatter de 20 km egentransport plus 4 km af den arbejdsgiverbetalte transport. Hvis der foretages fradrag for de resterende 36 km kørsel i arbejdsgivers bus, indtægtsføres et beløb svarende til fradraget i den personlige indkomst. Beløbet medregnes ikke, hvis der ikke foretages fradrag.

2.3.2. Medlemmer af Folketinget m.fl.

I henhold til § 9 C, stk. 7, kan medlemmer af Folketinget, ministre og danske medlemmer af Europaparlamentet ikke foretage fradrag for befordring i forbindelse med folketingshvervet. Dette gælder også, hvis de pågældende anvender frikort eller frirejse til offentlige transport-midler i forbindelse med andre hverv eller andet arbejde. Fradragsretten bortfalder også, selv om frikortet kun anvendes til en del af denne befordring.

2.4. Invalides og kronisk syges befordringsudgifter

Reglerne i § 9 D om fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads for invalide og kronisk syge er ikke ændret.

Godtgør den skattepligtige, at den pågældende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan således i stedet for § 9 C anvende reglerne i § 9 D og dermed fratrække sine faktiske befordringsudgifter efter reduktion med et bundfradrag.

Da fradraget forudsætter, at den skattepligtige har særlige udgifter til befordring, kan fradraget ikke foretages, hvis den pågældende ikke har afholdt udgifter til befordringen. Således medfører f.eks. arbejdsgiverbetalt befordring, herunder firmabil til fri rådighed for privat kørsel, reelt fortabelse af adgangen til fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads efter § 9 D.

I sygdomstilfælde er det en betingelse for at anvende reglen, at sygdommen er kronisk, hvorved i praksis forstås, at der skal være tale om en uhelbredelig eller i det mindste en langvarig sygdom, der nødvendiggør en dyrere transportform. Øgede transportudgifter som følge af sygdom af ikke-varig karakter berettiger derimod ikke til fradraget efter § 9 D.

Reglens anvendelse er ikke betinget af, at der foreligger tilladelse til invalidebil.

Det er ikke en forudsætning, at der er tale om befordring mellem den invalides sædvanlige bopæl og arbejdspladsen. Der kan f.eks. også gives fradrag for befordringsudgifter mellem sommerhus og arbejdsplads.

Den skattepligtige kan fratrække den del af den normale befordringsudgift, der overstiger 2.000 kr., samt den del af de faktiske udgifter, der overstiger den normale befordringsudgift. Den normale befordringsudgift opgøres som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel, eller hvor offentlig befordring ikke kan anvendes, som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Ligningsrådet.

Eksempel

Den skattepligtige kører i alt 6.000 km mellem hjem og arbejdsplads i løbet af et år. De faktiske udgifter herved udgør 12.000 kr. Offentlig befordring anses ikke for anvendelig.

Fradraget opgøres således

Normal befordringsudgift (6.000 km a 1,17 kr.) 7.020 kr.

Fradrag for den del, der overstiger 2.000 kr.

(7.020 kr. - 2.000 kr.) 5.020 kr.

Fradrag for faktiske udgifter ud over normal

befordringsudgift (12.000 kr. - 7.020 kr.) 4.980 kr.

Fradrag i alt (5.020 kr. + 4.980 kr.) 10.000 kr.

Fradraget foretages i den skattepligtige indkomst. Begrænsningen af fradragsretten for lønmodtageres udgifter til det beløb, hvormed de samlede udgifter overstiger det regulerede grundbeløb på 3.000 kr. gælder ikke fradrag for befordring omfattet af § 9 D, jf. § 9, stk. 2.

For så vidt angår invalides eller kronisk syges erhvervsmæssige befordring gælder de almindelige regler, jf. nedenfor under pkt. 3. Heraf følger, at invalide og kronisk syge lønmodtagere kan modtage skattefri godtgørelse for udgifter til kørsel, der er omfattet af ligningslovens § 9 B. Yder arbejdsgiveren ikke skattefri godtgørelse, kan befordringen fratrækkes efter reglerne i § 9 C.

3. ERHVERVSMÆSSIG BEFORDRING

3.1. Definition

Med de nye regler i ligningslovens § 9 B fastlægges via objektive kriterier, hvilken befordring der anses for erhvervsmæssig.

Erhvervsmæssig befordring er herefter

1) Befordring mellem arbejdspladser,

2) befordring inden for samme arbejdsplads og

3) befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage.

Al anden befordring er privat befordring.

3.1.1. Befordring mellem arbejdspladser og inden for samme arbejdsplads

Befordring mellem arbejdspladser anses altid for erhvervsmæssig, jf. § 9 B, stk. 1, litra b). For lønmodtageres befordring mellem flere arbejdspladser forudsættes, at arbejdet udføres for samme arbejdsgiver. Kører en skattepligtig fra sin arbejdsgivers virksomhed i arbejdsgiverens interesse ud til andre arbejdspladser, f.eks. andre virksomheder, og tilbage til virksomheden, er den samlede kørsel således erhvervsmæssig.

Også befordring inden for samme arbejdsplads, f.eks. en lufthavn eller et skovområde, anses for erhvervsmæssig, jf. § 9 B, stk. 1, litra c).

3.1.2. Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 dage er erhvervsmæssig, jf. § 9 B, stk. 1, litra a). For så vidt angår begreberne sædvanlig bopæl og arbejdsplads henvises til afsnit 2.1.1. og 2.1.2. ovenfor.

Perioden på 60 arbejdsdage gælder for befordring direkte mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Køres der således fra hjemmet til konstant skiftende arbejdspladser og ikke til samme arbejdsplads i mere end 60 dage, er befordringen hele tiden erhvervsmæssig. De 60 dage på een arbejdsplads kan ligge i forlængelse af hinanden eller ligge spredt. Det afgørende er alene, om arbejdet på den enkelte arbejdsplads udstrækker sig over 60 arbejdsdage. I perioden på 60 arbejdsdage medregnes enhver arbejdsdag uanset længde. Weekender, feriedage, sygedage mv. medregnes ikke, men afbryder heller ikke perioden.

Overstiger antallet af arbejdsdage på samme sted 60 dage, anses arbejdspladsen for fast og befordringen dermed for privat.

Perioden afbrydes alene ved, at der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdspladsen som nævnt i § 9 B, stk. 1, litra a), jf. § 9 B, stk. 2. Også her er det afgørende befordringen direkte mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Har den skattepligtige således ikke været på en bestemt arbejdsplads som dagens første eller sidste arbejdsplads i 60 arbejdsdage i træk, påbegyndes en ny 60-dages periode. Det er derimod uden betydning, om der har været fremmøde på arbejdspladsen midt på dagen efter fremmøde på en anden arbejdsplads.

Reglerne i § 9 B, stk. 1, litra a), (kørsel mellem hjem og arbejdsplads i indtil 60 dage) og stk. 2 (afbrydelsesperioden på 60 sammenhængende arbejdsdage) gælder for det konkrete ansættelsesforhold.

Afbrydes et ansættelsesforhold, påbegyndes en ny 60-dages periode. Ansættes en skattepligtig f.eks. den 1. maj 1994 i en ny stilling, anses kørsel mellem hjem og den nye arbejdsplads for erhvervsmæssig i op til 60 dage. Ophører dette ansættelsesforhold f.eks. den 31. oktober 1994, idet den skattepligtige tiltræder en ny stilling hos en anden arbejdsgiver pr. 1. november 1994, påbegyndes atter en ny 60-dages periode.

Er der derimod tale om f.eks. hjemsendelse på grund af vejrlig, manglende tilførsel af råstoffer e.l., hvor ansættelsesforholdet afbrydes midlertidigt og forudsættes genoptaget, så snart betingelserne for at genoptage arbejdet foreligger, anses 60-dages perioden ikke for afbrudt. I sådanne tilfælde sammenlægges perioden før og efter det midlertidige ophold i arbejdet.

Ved afgørelse af, om befordring mellem sædvanlig bopæl har fundet sted i indtil 60 arbejdsdage, tages også arbejdsdage i de sidste tre måneder af indkomståret 1993 i betragtning, jf. § 3, stk. 2, i lov nr. 482 af 30. juni 1993.

Eksempel 1 (een arbejdsplads pr. dag)

Der arbejdes på een arbejdsplads pr. dag efter følgende mønster

Dag 1-60 (60 dage): Hjem - A - hjem.

Dag 61-80 (20 dage): Hjem - B - hjem.

Dag 81-120 (40 dage): Hjem - C - hjem.

Dag 121-180 (60 dage): Hjem - A - hjem.

Al transport er her erhvervsmæssig. Men arbejdes der kun 30 dage på arbejdsplads C, før arbejdet genoptages på arbejdsplads A, er befordringen ved genoptagelsen af arbejdet på A ikke erhvervsmæssig.

Eksempel 2 (flere arbejdspladser pr. dag)

Der arbejdes efter følgende mønster

Dag 1-40: Hjem - A - B - hjem

Dag 41-80: Hjem - B - A - C - hjem

Dag 81-120: Hjem - A - B - C - hjem.

Transporten mellem de respektive arbejdspladser er erhvervsmæssig alle dage, for lønmodtagere dog kun hvis der er tale om befordring for samme arbejdsgiver.

Følgende befordring hjem - arbejdsplads og omvendt er erhvervsmæssig

Befordring mellem hjem og A: dag 1-40 og dag 81-100.

Befordring mellem hjem og B: dag 1-60.

Befordring mellem hjem og C: dag 41-100.

Ved beregningen af 60-dages perioden i forbindelse med befordring mellem hjem og en bestemt arbejdsplads, hvor der samtidig indgår transport mellem flere arbejdspladser, fokuseres der som vist i eksemplet på den direkte befordring mellem hjem og den pågældende arbejdsplads. I eksemplet er det altså uden betydning for beregningen af 60-dages perioden, at arbejdsplads A udgør en af de mellemliggende arbejdspladser.

Eksempel 3 (beregning af afbrydelsesreglen i § 9 B, stk. 2)

Der arbejdes efter følgende mønster

Dag 1-60: Hjem - A - B - C - hjem

Dag 61-120: Hjem - B - A - C - hjem

Dag 121-180: Hjem - A - B - C - hjem.

Transporten mellem de respektive arbejdspladser er erhvervsmæssig alle dage, for lønmodtagere dog kun hvis der er tale om befordring for samme arbejdsgiver.

Følgende befordring hjem - arbejdsplads og omvendt er erhvervsmæssig

Befordring mellem hjem og A: dag 1-60 og dag 121-180.

Befordring mellem hjem og C: dag 1-60.

Befordring mellem hjem og B: dag 61-120.

Arbejdet på A anses for afbrudt, da der ikke er befordring mellem hjemmet og A dag 61-120.

Eksempel 4 (beregning af 60-dages reglen ved weekendkørsel)

En skattepligtig bor i by X og arbejder i by Y. Mandag morgen køres der fra hjemmet i X til arbejdspladsen i Y, og der returneres til hjemmet i X fredag eftermiddag. I Y bor den skattepligtige på arbejdspladsen. Ved beregningen af 60-dages perioden for befordring mellem hjem og arbejdsplads tæller henholdsvis mandag og fredag som hver een dag, da der alene foretages befordring disse dage.

Eksempel 5, idet eksempel 4 ændres, således at den skattepligtige i forbindelse med arbejdet i Y bor uden for Y

Ved beregningen af 60-dages perioden for befordring mellem hjem og arbejdsplads tæller hver arbejdsdag som een dag.

3.2. Opgørelse af befordringen

Befordringen beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel, jf. afsnit 2.1.1. og 2.1.3. ovenfor. Befordringen kan aldrig opgøres på grundlag af en strækning, der er længere end det faktiske antal kørte km.

3.3. Godtgørelse af erhvervsmæssige befordringsudgifter

Udgifter til erhvervsmæssig befordring som defineret i ligningslovens § 9 B kan godtgøres skattefrit, jf. § 9, stk. 5. Der er tale om en undtagelsesbestemmelse til den generelle regel om, at godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen.

Forudsætningen for at modtage skattefri godtgørelse er, at modtageren af godtgørelsen har afholdt udgifter. Dette medfører bl.a., at der ikke kan modtages skattefri godtgørelser i tilfælde, hvor befordringen allerede på anden måde betales af arbejdsgiveren, f.eks. i form af bil til fri rådighed eller fri rejse på den pågældende strækning. Tilsvarende gælder, at en skattepligtig, der anvender firmabil, der betales af een arbejdsgiver, ikke kan modtage skattefri godtgørelse i forbindelse med kørsel for en anden arbejdsgiver, ligesom en skattepligtig ikke kan modtage skattefri godtgørelse for samme kørsel fra to arbejdsgivere.

Godtgørelse kan ydes efter Ligningsrådets satser. Skattefri godtgørelse kan kun udbetales, hvis de betingelser, som Ligningsrådet fastsætter, er opfyldt. En forudsætning for, at kørselsgodtgørelse kan udbetales skattefrit er, at godtgørelsen udbetales for det faktiske antal kørte km. Det er en betingelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte km.

Er godtgørelse udbetalt skattefrit, uden at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, skal godtgørelsen indtægtsføres som personlig indkomst, og den skattepligtige kan foretage fradrag for befordring efter § 9 C i den skattepligtige indkomst.

Overstiger godtgørelsen Ligningsrådets satser, skal hele beløbet medregnes ved opgørelsen af lønmodtagerens personlige indkomst, og der kan foretages fradrag efter § 9 C.

Sker der en klar opdeling og specificering af, hvad der skal anses som skattefri godtgørelse, og hvad der skal anses som supplerende skattepligtigt løntillæg, skal kun det supplerende løntillæg medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst. I dette tilfælde kan der ikke foretages fradrag efter § 9 C.

Faste f.eks. månedlige beløb, der udbetales uafhængigt af det faktiske antal kørte kilometer, eller beløb, der skal dække inden for særlige afstandszoner, kan ikke udbetales som skattefri godtgørelse.

Er betingelserne i § 9 B for at udbetale kørselsgodtgørelse skattefrit opfyldt, kan skattefri godtgørelse udbetales, såfremt strækningen mellem hjem og arbejde er større end det antal km, for hvilket der udbetales godtgørelse. Er afstanden mellem den skattepligtiges sædvanlige bopæl og arbejdspladsen f.eks. 100 km og afstanden mellem arbejdsgivers adresse og en konkret arbejdsplads 30 km, kan der ydes godtgørelse for de 30 km efter § 9 B, stk. 1, litra b) (befordring mellem arbejdspladser). For de resterende 70 km kan der foretages fradrag efter § 9 C under hensyntagen til reglerne om, at alene befordring ud over 24 km pr. dag kan fradrages.

3.3.1. Modregningsforbuddet

Befordringsgodtgørelse, der er udbetalt skattefrit, medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn, jf. § 9, stk. 5, 4. pkt. Der gælder således et modregningsforbud, der rammer tilfælde, hvor lønnen løbende nedsættes i overensstemmelse med antallet af kørte km og dermed den udbetalte km-godtgørelse.

Det står således som hidtil lønmodtager og arbejdsgiver frit for at aftale lønvilkår, herunder en generel lønnedsættelse under hensyntagen til årets gennemsnitlige befordringsudgifter mod, at der fremover udbetales skattefri godtgørelse oven i lønnen.

Udbetalt skattefri godtgørelse for udgifter til kost og logi ved arbejde i udlandet (rejsegodtgørelse), der er omfattet af § 9, stk. 5, medregnes på samme måde som befordringsgodtgørelse ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn.

3.3.2. Fradrag efter § 9 C i tilfælde, hvor skattefri godtgørelse ikke ydes

Udbetales der ingen godtgørelse for den erhvervsmæssige kørsel, kan den skattepligtige foretage fradrag for befordring efter § 9 C, jf. § 9, stk. 5, 3. pkt.

Fradrag for befordring mellem arbejdspladser og inden for samme arbejdsplads beregnes på samme måde som fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.

Eksempel: En skattepligtig har en arbejdsdag følgende befordringsmønster frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads: Sædvanlig bopæl - arbejdsplads A - arbejdsplads B - sædvanlig bopæl. Arbejdsgiveren udbetaler ingen skattefri godtgørelse. Den pågældende kan efter § 9 C fratrække den samlede befordring ud over 24 km med beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel.

Hvis der ydes hel eller delvis godtgørelse, kan der ikke foretages fradrag for den befordring, der har dannet grundlag for godtgørelsen, jf. § 9 C, stk. 5. Udbetales der f.eks. skattefri godtgørelse med beløb, der er mindre end Ligningsrådets satser, er den pågældende afskåret fra at foretage befordringsfradrag for kørslen.

Der henvises til afsnit 2. om privat befordring ovenfor.

3.4. Fradrag for erhvervsmæssige befordringsudgifter

Lønmodtagere kan som udgangspunkt ikke fradrage udgifter til erhvervsmæssig befordring, jf. § 9, stk. 1, 3. pkt. Der er således tale om en ren godtgørelsesordning vedrørende erhvervsmæssig befordring, idet der ikke er adgang til alternativt eller supplerende at fradrage udgifter. Det indebærer også, at er betingelserne for ydelse af skattefri befordringsgodtgørelse opfyldt, men er udbetalingen sket med lavere beløb end Ligningsrådets satser, kan der ikke foretages et fradrag svarende til differencen mellem den modtagne godtgørelse og Ligningsrådets satser.

3.4.1. Selvstændige m.fl.

Derimod kan selvstændige erhvervsdrivende og andre med indtægtsgivende arbejde, der ikke er lønmodtagere, fradrage erhvervsmæssige befordringsudgifter, jf. § 9 B, stk. 1. Forudsætningen for at foretage fradraget er, at der er afholdt udgifter.

For så vidt angår afgrænsningen mellem selvstændige og lønmodtagere henvises til Skattedepartementets cirkulære nr. 116 af 5. oktober 1988.

Personer, der modtager andre vederlag end lønindkomst, behandles på samme måde som selvstændige. Sådanne arbejdsvederlag kan være honorarindtægter af forskellig art, f.eks. ved kunstnerisk optræden eller foredragsvirksomhed. Kunstnere, foredragsholdere og andre, der modtager sådanne honorarer, kan derfor fradrage befordringsudgifter efter § 9 B.

Fradraget kan alene foretages i det omfang, hvervet er indtægtsgivende. Er der ingen indtægt ved det pågældende hverv, kan der derfor ikke foretages fradrag for udgifter til befordringen i forbindelse med hvervet.

Forudsætningen for at fradrage udgifter til erhvervsmæssig befordring er, at de almindelige betingelser i § 9 B er opfyldt, jf. ovenfor under afsnit 3.1.

Fradraget kan efter den skattepligtiges valg foretages med faktiske udgifter eller med Ligningsrådets satser.

Fradraget foretages i den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 2.

3.4.2. Lønmodtagere med kundeopsøgende aktiviteter

Lønmodtagere, der har flere arbejdsgivere og for disse i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter har erhvervsmæssig befordring, der vedrører flere af disse arbejdsgivere på een gang, kan ligesom selvstændige m.fl. fradrage udgifter til denne befordring, jf. § 9 B, stk. 3.

Betingelserne for at foretage fradraget er, at lønmodtageren har mindst to arbejdsgivere, at befordringen foretages for mindst to arbejdsgivere på een gang, og at lønmodtagerens arbejde består i kundeopsøgende aktiviteter. Der er således i bestemmelsen opstillet snævre betingelser for foretagelsen af fradraget, og bestemmelsen skal administreres i overensstemmelse hermed.

Der vil typisk være tale om befordring, der foregår efter et fast mønster, men hvor der konstant køres til en lang række forskellige arbejdspladser. At den pågældende befordring vedrører flere arbejdsgivere betyder, at den strækning, der køres, i overvejende grad falder således, at befordringen, hvis den blev udført for hver arbejdsgiver for sig, f.eks. på to forskellige dage, ville være sammenfaldende.

Kundeopsøgende aktiviteter består typisk i at køre ud til kunder, nye såvel som gamle, for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produkterne har karakter af varer eller tjenesteydelser. Den kundeopsøgende aktivitet skal have en vis fast karakter over året.

Betingelserne for at foretage fradrag kan eksempelvis være opfyldt for handelsrejsende, der virker for afsætning af varer for flere arbejdsgivere. Som et andet eksempel kan nævnes assurandører, der er ansat i flere selskaber og tegner forsikringer for disse selskaber. Hvorvidt der foreligger ansættelsesforhold i flere selskaber, må afgøres ud fra en konkret bedømmelse i det enkelte tilfælde.

Da det er en forudsætning, at den samlede befordring vedrører flere (mindst to) arbejdsgivere på een gang, kan der ikke foretages fradrag for udgifter til befordring i forbindelse med f.eks. et fast dagjob og et bijob om aftenen. Sådan befordring kan i stedet fradrages efter reglerne i § 9 C.

Fradrag for udgifter til befordring efter § 9 B, stk. 3, kan ikke kombineres med modtagelse af skattefri godtgørelser, jf. § 9 B, stk. 3, 2. pkt. Dette gælder i relation til såvel den enkelte befordring som til årets samlede befordring. Fradrag kan således kun foretages, såfremt samtlige godtgørelser, der modtages i årets løb, indtægtsføres.

Forudsætningen for at fradrage udgifter til erhvervsmæssig befordring er som for selvstændige m.fl., at de almindelige betingelser i § 9 B er opfyldt, jf. ovenfor under afsnit 3.1.

Fradraget kan efter den skattepligtiges valg foretages med faktiske udgifter eller med Ligningsrådets satser.

Fradraget efter § 9 B, stk. 3, foretages i den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 2.

Begrænsningen af fradragsretten for lønmodtageres udgifter til det beløb, hvormed de samlede udgifter overstiger det regulerede grundbeløb på 3.000 kr. gælder ikke fradrag for befordring omfattet af § 9 B, stk. 3, jf. § 9, stk. 2.

3.4.3. Afskrivninger

Med bortfaldet af adgangen for lønmodtagere til at fradrage erhvervsmæssige udgifter til befordring bortfalder også adgangen for lønmodtagere til at foretage skattemæssige afskrivninger på køretøjer benyttet til befordringen.

Er der tale om en bil, der til og med 1993 har været anvendt dels privat dels erhvervsmæssigt, skal der som hidtil kun foretages en skattemæssig avanceopgørelse, hvis bilen sælges eller faktisk overgår til enten rent privat eller rent erhvervsmæssig anvendelse, jf. afskrivningslovens § 32.

De nye regler for erhvervsmæssig befordring i § 9 B medfører således ikke, at bilen i relation til afskrivningsloven pr. 1. januar 1994 skal anses for overgået til udelukkende privat benyttelse. Der skal derfor ikke foretages en skattemæssig avanceopgørelse, blot fordi lønmodtageren senest med virkning fra 1994 overgår til kilometergodtgørelse.

Lønmodtagere, der i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter har befordring, der vedrører flere arbejdsgivere på een gang, kan fradrage udgifter forbundet med erhvervsmæssig kørsel, herunder afskrivninger. Tilsvarende kan selvstændige og andre med indtægtsgivende arbejde, der ikke er lønmodtagere, foretage afskrivninger.

3.5. Bestyrelsesmedlemmer m.fl.

De generelle regler om skattefri befordringsgodtgørelse i § 9, stk. 5, jf. § 9 B, gælder tilsvarende for medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende, jf. § 9, stk. 6.

I § 7 M er der ved lov nr. 1120 af 22. december 1993 indsat en særbestemmelse om skattefrihed for visse godtgørelser til ulønnede medhjælpere m.fl. i forbindelse med foreningsaktiviteter. Herefter er godtgørelser, som en forening udbetaler til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller til frivillige, ulønnede medlemmer, der yder bistand som led i foreningens skattefri virksomhed, skattefri for modtageren. Skattefriheden omfatter blandt andet befordringsgodtgørelser.

Skattefriheden er betinget af, at godtgørelsen udbetales til dækning af udgifter, som modtageren afholder på foreningens vegne, samt at godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Ligningsrådet. Udbetales der godtgørelser, som overstiger satserne, skal hele det udbetalte beløb medregnes ved inkomstopgørelsen. Loven har virkning fra og med indkomståret 1994.

Skatteministeriet, den 31. december 1993

Peter Loft

/ H.K. Andersen

Ingen