Vejledning om sterilisation
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om sterilisation
I. Almindelige bemærkninger om loven
Ved § 15 i lov nr. 389 af 7. juni 1989 om ændring af den sociale styrelseslov samt forskellige lovbestemmelser om det sociale udvalg blev § 9, stk. 1 og 2, i lov om sterilisation og kastration, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 15. september 1986 ændret med virkning fra 1. januar 1990, således at anmodning om sterilisation nu fremsættes over for en læge eller over for en amtskommune eller i København og på Frederiksberg kommunen.
Ved lov nr. 1136 af 22. december 1993 om ændring af lov om sterilisation og kastration, der træder i kraft 1. januar 1994, får de enkelte sygehuskommuner mulighed for selv at tilrettelægge sterilisationstilbudet, herunder at bestemme, om sterilisationsbehandling af såvel mænd som kvinder skal foretages i sygehusvæsenet eller hos praktiserende speciallæger i henhold til lov om offentlig sygesikring.
Reglen om, at læger skal have Sundhedsstyrelsens særlige tilladelse til at foretage sterilisationsindgreb, er ophævet, da det følger af lægelovens § 25, stk. 2, at operative indgreb kun lovligt kan foretages af personer, der har autorisation som læge eller anden i lovgivningen hjemlet særlig adkomst.
Også bestemmelsen om, at en overlæge kan nægte at medvirke til sterilisations- og kastrationsindgreb, er ophævet.
Det vil fremgå af sygehuskommunernes visitationsretningslinier, hvordan sterilisationstilbudet er tilrettelagt, herunder om den alment praktiserende læge i den pågældende sygehuskommune skal henvise en person, der opfylder betingelserne for sterilisation, til sterilisationsbehandling på et sygehus eller hos en praktiserende speciallæge.
I det omfang sterilisation skal foregå ved speciallæge for patientens egen regning, finder lovens bestemmelser vedrørende kriterier for behandling og lægens pligt til at vejlede tilsvarende anvendelse. Lovens § 11, der omhandler betaling, finder derimod ikke anvendelse.
A. Tilladelse unødvendig
Efter lovens § 2 har personer, der er fyldt 25 år og har bopæl her i landet, fri adgang til sterilisation. Samrådstilladelse er således ikke nødvendig i disse tilfælde.
Kravet i lovens § 2 om bopæl her i landet kan normalt anses for opfyldt, såfremt den, som ønsker at blive steriliseret, er i besiddelse af personnummerbevis eller sygesikringskort, når personnummer er angivet på dette.
Efter lovens § 3, stk. 1, kan en kvinde steriliseres uden tilladelse på medicinsk indikation, selv om hun er under 25 år, hvis det er nødvendigt at forebygge svangerskab for at afværge fare for hendes liv eller for alvorlig og varig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægeligt begrundet. På grund af § 2 får bestemmelsen normalt kun betydning for kvinder under 25 år. § 3 omfatter i modsætning til § 2 og § 4 også kvinder, der ikke har bopæl her i landet. I § 3, stk. 2, er der åbnet mulighed for, at kvindens ægtefælle eller samlever under 25 år i stedet af samrådet kan få tilladelse til sterilisation, hvis kvinden opfylder betingelserne i § 3, stk. 1.
B. Tilladelse nødvendig
Hvis betingelserne i lovens § 2 eller § 3 ikke er opfyldt, kan samrådet give tilladelse til sterilisation, hvis betingelserne i lovens § 4 er opfyldt. Betingelserne i denne bestemmelse svarer i realiteten til den tidligere lov, der byggede på et lovforslag i betænkning om sterilisation og kastration (352/1964). Betænkningen (navnlig s. 26-32 og s. 67-71) vil derfor i vid udstrækning kunne være vejledende ved skønnet over, om lovens betingelser er opfyldt.
Kravet i lovens § 4 om bopæl her i landet kan normalt anses for opfyldt, såfremt den, som ønsker at blive steriliseret, er i besiddelse af personnummerbevis eller sygesikringskort, når personnummer er angivet på dette.
I samtlige tilfælde kan sterilisation tillades, uanset om det er ansøgeren selv, dennes ægtefælle eller samlever, der opfylder betingelserne.
Ved afgørelsen af, om sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på, om de forhold, der begrunder sterilisation, kan antages at være af varig karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan opnås på en anden måde.
Efter lovens § 4, stk. 3, må sterilisation af personer under 18 år ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold taler for det.
I visse tilfælde kræves samrådstilladelse, selv om den pågældende er fyldt 25 år. Det drejer sig om følgende tilfælde
1. Hvor ansøgeren på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller af anden grund varigt eller for længere tid er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet. Samrådet kan da efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade sterilisation, hvis det finder, at omstændighederne taler for, at tilladelse gives, selv om den pågældende er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, jf. lovens § 6, stk. 2. Er ansøgeren umyndiggjort i personlig henseende, sindssyg eller åndssvag skal betingelserne i lovens § 4 tillige være opfyldt.
2. Hvor ansøgeren er umyndig, sindssyg eller åndssvag, eller det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder svage begavelse, findes betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation. I disse tilfælde kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og forældremyndighedens indehaver eller værgen, eventuelt en særligt beskikket værge, jf. lovens § 7. Hvis den pågældende er umyndiggjort i personlig henseende, sindssyg eller åndssvag, forudsætter tilladelse endvidere, at betingelserne i lovens § 4 er opfyldt.
3. Hvor ansøgeren ikke har bopæl her i landet. Samrådet kan da tillade sterilisation, hvis ansøgeren har en særlig tilknytning her til landet, jf. lovens § 8. Er ansøgeren fyldt 25 år, skal samrådet alene tage stilling til, om der er den tilstrækkelige tilknytning til Danmark. Tilknytningen kan f.eks. bestå i, at ansøgeren har bevaret sit danske statsborgerskab efter at være flyttet til udlandet.
Afgørelse om, hvorvidt tilladelse skal gives, træffes af samrådet ved amtskommunen (kommunen). Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet, jf. lovens § 5, stk. 2, og § 4 i bekendtgørelse nr. 1174 af 23. december 1993 om sterilisation og kastration.
II. Fremgangsmåden ved ansøgning om sterilisation
1. Almindelige bemærkninger
En person, der ønsker sterilisation, kan henvende sig enten til en læge eller en amtskommune (kommune). Ifølge § 1, stk. 3, i bekendtgørelse om sterilisation og kastration skal den, der fremsætter anmodningen om sterilisation, underskrive anmodningen. Det vil sige den, på hvem indgrebet skal foretages, jf. lovens § 6, stk. 1, eller en særligt beskikket værge, jf. lovens § 6, stk. 2, eller den, på hvem indgrebet skal foretages i forening med forældremyndighedens indehaver, værgen, eller eventuelt en særligt beskikket værge, jf. lovens § 7. Sker henvendelsen til en amtskommune (kommune), behandles sagen efter cirkulære nr. 227 af 23. december 1993 om behandlingen af sager om sterilisation.
2. Fremgangsmåden i sager, hvor samrådstilladelse er unødvendig
a. Den praktiserende læge
Lægen skal under en personlig samtale med den pågældende søge oplyst grunden til ønsket om sterilisation. Lægen bør give den vejledning, der er nævnt i lovens § 9, stk. 3, og herunder orientere om mulighederne for refertilisering, sikkerheden ved sterilisation og om anvendelse af alternative svangerskabsforebyggende midler. Den vejledende læge og den person, der ønsker sterilisation, skal ved deres underskrift bekræfte, at vejledningen har fundet sted. Dette gælder også, når vejledning skal gives til den, der fremsætter anmodningen efter lovens § 6, stk. 2, og til den, der skal tiltræde anmodningen efter lovens § 7. Er den, på hvem indgrebet skal foretages, omfattet af lovens § 6, stk. 2, skal denne dog ikke ved sin underskrift bekræfte, at vejledningen har fundet sted.
Selv om den pågældende opfylder betingelserne for sterilisation uden tilladelse fra samrådet, må der lægges afgørende vægt på, at han eller hun ikke beslutter sig uden nøje overvejelse.
Fastholdes ønsket om sterilisation, skal lægen henvise den pågældende til sterilisationsbehandling.
Der skal ikke indhentes en erklæring fra en eventuel ægtefælle.
Ved henvisningen til sterilisationsbehandling bør det i videst muligt omfang fremgå af lægens oplysninger, i hvilket omfang han har påset, at den person, der ønsker sterilisation, opfylder betingelserne for sterilisation uden tilladelse, samt at de formelle krav i lovens § 6, stk. 1 og § 9, stk. 3, jf. bekendtgørelse om sterilisation og kastration § 1, stk. 3, og § 3, er opfyldt, således at det i almindelighed ikke vil være nødvendigt for sygehuset eller den praktiserende speciallæge at indhente yderligere oplysninger.
Lægen bør således så vidt muligt i henvisningen meddele oplysninger
om beviset for den pågældendes bopæl, jf. lovens § 2,
om anmodningen er fremsat af den pågældende selv, jf. lovens §§ 6-7, samt
om, at den pågældende er vejledt efter lovens § 9, stk. 3.
b. Sygehuset eller den praktiserende speciallæge
For så vidt angår den medicinske indikation, jf. lovens § 3, stk. 1, vil den opererende læge som regel ved sin egen undersøgelse kunne konstatere, om betingelserne for sterilisation er opfyldt. Det er ikke nødvendigt, at den opererende læge selv har konstateret farens tilstedeværelse, men han kan lægge en erklæring fra en anden læge, f.eks. en speciallæge i psykiatri, til grund. Er betingelserne ikke opfyldt, bør andre specialundersøgelser sædvanligvis foretages i samarbejde med sygehusvæsenet og kun undtagelsesvis gennem amtskommunen (kommunen).
Den læge, der skal foretage indgrebet, skal sikre sig, at vejledning er sket i overensstemmelse med lovens § 9, stk. 3.
Den opererende læge bør, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og samtykke mv. »Lægers pligt og patienters ret«, i denne forbindelse informere om det konkrete indgreb, samt risikoen for komplikationer og bivirkninger i relation hertil. Endvidere bør indgrebets sikkerhed omtales, samt patientens mulighed for refertilisering.
3. Fremgangsmåden i sager, hvor samrådstilladelse er nødvendig
Ved amtskommunens (kommunens) forberedende arbejde følges reglerne i cirkulære om behandlingen af sager om sterilisation.
I tilslutning til det i cirkulæret anførte om arten af de oplysninger, der er nødvendige for samrådenes afgørelse, er det af væsentlig betydning for amtskommunens (kommunens) behandling af sagerne og for disses hurtige gennemførelse, at den praktiserende læge omgående henviser ansøgeren til amtskommunen (kommunen) og ved henvisningen giver så fyldige oplysninger som muligt såvel om de medicinske forhold som om ansøgerens og dennes families sociale og økonomiske forhold og ansøgerens personlige og familiemæssige vanskeligheder, i det omfang lægen måtte have kendskab hertil.
Hvis en læge får en henvendelse om sterilisation i et tilfælde, hvor der kræves tilladelse, skal han forelægge anmodningen for vedkommende amtskommune (kommune) sammen med en udtalelse om sagen. En læge, der modtager en anmodning om sterilisation, kan således ikke på egen hånd afvise denne.
4. Betaling
Udgifterne i anledning af sterilisation afholdes af bopælsamtskommunen (i København og på Frederiksberg kommunen) i henhold til lov om sygehusvæsenet eller lov om offentlig sygesikring afhængig af, om behandlingen efter bopælsamtskommunens (kommunens) bestemmelse skal finde sted på et offentligt sygehus eller hos en praktiserende speciallæge.
Udgifterne til sterilisationsbehandling hos en praktiserende speciallæge afholdes kun af bopælsamtskommunen (kommunen) i det omfang, dette er fastsat ved sygesikringsoverenskomst.
III. Afsluttende bestemmelser
Vejledning af 19. marts 1976 om sterilisation bortfalder.
Endvidere bortfalder vejledning nr. 227 af 26. november 1976 om sterilisation af mænd uden for sygehuse.
Civilretsdirektoratet, den 23. december 1993
Erling Olsen
/ Lene Larsen
Ingen