Legislator Case Law & Legislation
C19930021860 DK

Vejledning til bekendtgørelse om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1993 218 Historic

Vejledning til bekendtgørelse om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen

Direktoratets bekendtgørelse nr. 1152 af 23. december 1993 indeholder nærmere regler om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen. Der er her knyttet en række bemærkninger til bekendtgørelsens bestemmelser.

Overgang til efterløn

Til § 1

Efterløn kan tidligst ydes fra det tidspunkt, hvor kassen har modtaget en skriftlig anmodning fra medlemmet.

I forbindelse med ansøgning om efterløn skal medlemmet udfylde en særlig blanket, der udleveres af arbejdsløshedskassen.

Da medlemmet på overgangstidspunktet skal opfylde betingelserne for ret til dagpenge eller modtage overgangsydelse, skal ansøgningen være modtaget i kassen, inden retten til dagpenge eller overgangsydelse bortfalder.

Retten til overgangsydelse bortfalder ved udgangen af den måned, hvor medlemmet fylder 60 år.

Det bemærkes, at et fuldtidsforsikret medlem, som overgår til efterløn fra overgangsydelse, på overgangstidspunktet skal opfylde de almindelige betingelser i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 d, stk. 1, for at modtage efterløn som fuldtidsforsikret.

Et medlem, der er omfattet af en af ordningerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3 eller 6, om dagpengeperioder med ret til fradragsfri arbejdsindtægter, kan udtræde af ordningen for at overgå til efterløn.

Til § 2

Et medlem skal som udgangspunkt opfylde betingelserne for ret til dagpenge for at kunne overgå til efterløn. Medlemmet skal således på overgangstidspunktet bl.a. være berettiget til dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 og skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Et medlem, der er omfattet af en af ordningerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3 eller 6, om dagpengeperioder med ret til fradragsfri arbejdsindtægter, eller som ønsker at overgå til efterløn direkte fra en periode med orlov efter lov om orlov, er dog ikke af den årsag afskåret fra at overgå på grund af manglende rådighed.

Bestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med § 3.

Kommunale hverv

Medlemmer af Folketinget eller regeringen

Kravet om ret til dagpenge indebærer, at et medlem ikke kan overgå til efterløn, hvis den pågældende udøver kommunalt hverv som borgmester eller rådmand som fuldtidsbeskæftigelse, eller hvis den pågældende er medlem af Folketinget eller regeringen.

Derimod hindrer kommunalt hverv som deltidsbeskæftiget udvalgsformand ikke medlemmets overgang til efterløn.

Arbejdskonflikt

Et medlem, der på det ønskede overgangstidspunkt ikke er dagpengeberettiget på grund af en arbejdskonflikt, kan ikke overgå til efterløn, så længe konflikten varer.

Overgang efter en periode med overgangsydelse

Bestemmelsen i stk 1 finder ikke anvendelse på medlemmer, der modtager overgangsydelse . Det indebærer, at et medlem kan overgå fra overgangsydelse til efterløn, selv om pågældende ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, f.eks. på grund af sygdom.

Til § 3

I bestemmelsen opregnes en række tilfælde, hvor medlemmet på trods af manglende ret til dagpenge eller overgangsydelse kan overgå til efterløn.

I de i stk. 1 nævnte tilfælde kan der udbetales efterløn fra overgangstidspunktet.

Hvis overgang til efterløn sker i en periode, hvor medlemmet på grund af en almindelig eller effektiv karantæne ikke har ret til dagpenge eller overgangsydelse, kan der ikke udbetales efterløn, før karantænen er udstået.

Til § 4

Hovedbetingelsen for overgang til efterløn er, at medlemmet skal have forladt arbejds-livet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 a, stk. 1. Blandt de øvrige betingelser er kravet i lovens § 75 b, stk. 1, nr. 3, om, at medlemmet på overgangstidspunktet skal opfylde betingelserne for ret til dagpenge eller modtage overgangsydelse eller dagpenge efter § 55, stk. 4.

Det er derfor ikke muligt at overgå til efterløn i en række tilfælde, hvor der udbetales erstatning, godtgørelse eller løn for en periode indtil udløb af et opsigelsesvarsel. Ligeledes er det ikke muligt at overgå til efterløn i en periode på ventepenge eller rådighedsløn efter tjenestemandsloven.

For at præcisere i hvilke situationer, udbetaling af løn og lignende ydelser er til hinder for overgang til efterløn uanset, at der ikke udføres faktisk arbejde, er der fastsat regler herom i § 4.

Stk. 1. - Løn, rådighedsløn m.v.

Bestemmelsen vedrører blandt andet udbetaling af løn for en periode, hvor medlemmet er fritstillet (f.eks. i en opsigelsesperiode), udbetaling af rådighedsløn efter tjenestemandslovens § 32, og udbetalinger efter sømandslovens § 18 m.v.

Medlemmet kan således ikke overgå til efterløn i den periode, som udbetalingen af ydelserne skal dække.

Dette gælder uanset, om der er tale om løbende udbetalinger eller udbetaling af et engangsbeløb.

Det er uden betydning, at medlemmet ikke udfører faktisk arbejde i perioden.

Stk. 2. - Udbetalinger, der erstatter løn m.v.

Bestemmelsen præciserer, at beløbets benævnelse ikke er afgørende for, om medlemmet kan overgå til efterløn. Det afgørende er derimod, om det udbetalte beløb kan anses for at træde i stedet for løn m.v. i en periode.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor en arbejdsgiver ikke har overholdt det gældende opsigelsesvarsel, og hvor arbejdsgiveren ved en fagretlig sag pålægges at betale den ansatte en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller indgår et forlig herom.

»Fratrædelsesgodtgørelse«

Det kan endvidere være tilfældet i situationer, hvor en virksomhed ønsker at afskedige en eller flere medarbejdere, og der i den forbindelse indgås en aftale mellem virksomheden på den ene side og de pågældende medarbejderes repræsentanter på den anden side, om at der i forbindelse med ophøret skal udbetales en »godtgørelse« til de(n) medarbejder(e), der fratræder.

Ved vurderingen af om det beløb, der udbetales, vil være til hinder for medlemmets overgang til efterløn, er det af afgørende betydning, om det varsel, virksomheden normalt skal give i forbindelse med en afskedigelse, er blevet overholdt.

Hvis arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er overholdt, er udbetalingen ikke til hinder for, at medlemmet overgår til efterløn. Er dette derimod ikke tilfældet, f.eks. fordi det aftales, at medarbejderen selv siger sin stilling op, vil det udbetalte beløb være omfattet af bestemmelsen.

Det samme vil være tilfældet, hvis enkeltpersoner indgår sådanne aftaler med deres arbejdsgivere. Bestemmelsen omfatter således både kollektive og individuelle aftaler.

Fratrædelsesgodtgørelse, der udbetales efter funktionærlovens §§ 2 a og 2 b, eller godtgørelser, der svarer hertil, har ingen betydning for overgangen til efterløn.

Konsekvenser for retten til at overgå til efterløn

Som udgangspunkt kan medlemmet ikke overgå til efterløn før udløbet af det opsigelsesvarsel, der ville have været fra arbejdsgiverens side, hvis medlemmet var blevet afskediget på almindelig vis.

Hvis det udbetalte beløb imidlertid kun svarer til løn i en kortere periode end det gældende opsigelsesvarsel, kan medlemmet dog overgå til efterløn efter udløbet af denne kortere periode.

Bestemmelsen betyder desuden, at medlemmet ikke kan overgå til efterløn i en periode, for hvilken der udbetales ydelser fra Lønmodtagernes Garantifond eller godtgørelse i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 102 a, stk. 2, jf. lovens kapitel 5 a.

Beløb, der udbetales ud over det, der svarer til løn i arbejdsgiverens opsigelsesvarsel, har ikke indflydelse på retten til at overgå til efterløn.

Eksempler

1) Der udbetales et beløb, som svarer til løn i 12 måneder. Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er 6 måneder, og medlemmet har et opsigelsesvarsel på 1 måned. Medlemmet siger selv op og fratræder ved udløbet af sit eget opsigelsesvarsel. Medlemmet vil da ikke kunne overgå til efterløn de første 5 måneder efter sin fratræden (forskellen mellem medlemmets og arbejdsgiverens opsigelsesvarsel). Resten af beløbet, svarende til 7 måneders løn, har ingen betydning for efterlønnen.

2) Et medlem afskediges med normalt varsel, får løn i opsigelsesperioden og modtager desuden en fratrædelsesgodtgørelse. Denne fratrædelsesgodtgørelse har ingen betydning for retten til at overgå til efterløn.

3) Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er overholdt. I forbindelse med eller efter arbejdsophøret indbetales der ekstraordinært beløb til en pensionsordning for medlemmet. Indbetalingen har ingen betydning for medlemmets overgang til efterløn.

Stk. 3. - Løbende udbetalinger / engangsudbetalinger

Bestemmelsen fastslår, at både løbende udbetalinger og engangsudbetalinger kan være til hinder for overgangen til efterløn.

Det er som hovedregel ikke afgørende, hvordan beløbene beskattes.

Det er ligeledes uden betydning, om et engangsbeløb udbetales direkte til medlemmet eller f.eks. indbetales til en pensionsordning for medlemmet.

Til § 5

Et medlem kan højst modtage efterløn med et beløb, der svarer til medlemmets dagpenge beregnet efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 51, stk. 1, jf. §§ 47 eller 70, eller udbetalt efter § 51, stk. 5, i 30 måneder (trin 1). Denne periode reduceres i det omfang, der inden for de sidste 30 måneder før overgangen og efter den senest erhvervede dagpengeperiode er udbetalt dagpenge, overgangsydelse, orlovsydelse til sabbat efter lov om orlov eller ydelser efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Ledighed m.v. før overgangen opgøres i timer.

For fuldtidsforsikrede svarer en uge med fuld ledighed til 37 timers ledighed. For deltidsforsikrede svarer en fuld uges ledighed til 30 timer.

For fuldtids- og deltidsforsikrede, der har fået supplerende dagpenge i perioden, opgøres ledigheden med det antal timer, der er udbetalt dagpenge for. De opgjorte timer sammenlægges og deles med 37/30 for henholdsvis fuldtids- og deltidsforsikrede. Efter omregning af opgjorte timer til uger rundes ned til nærmeste hele uge. Herved fremkommer et antal uger, der fragår i 30 måneders perioden. 130 uger svarer til 30 måneder.

Orlovsydelse til sabbat og ydelser efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik medregnes med 37/30 timer pr. uge for henholdsvis fuldtidsforsikrede og deltidsforsikrede.

Efter arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 75 d, stk. 3, og 75 e, stk. 2, sidestilles delpensionsperioder med perioder på efterløn. Perioden på trin 1 afkortes derfor med alle tidligere delpensionsperioder.

Et medlem, der ikke får udbetalt efterløn på grund af fradrag for feriegodtgørelse optjent før overgangen, skal have satsskiftedatoen udskudt med det tilsvarende antal dage, jf. stk. 3.

Fra udløbet af 30 måneders perioden (satsskiftedatoen) kan efterlønnen højst udgøre 82 % af højeste dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 47 eller 70 (trin 2). Hvis medlemmets individuelt beregnede sats er lavere end 82 % af højeste dagpenge, fortsætter medlemmet på den hidtidige sats.

Til et medlem, der overgår til efterløn fra delperiode 2 eller fra overgangsydelse, ydes efterløn i hele efterlønsperioden med et fast beløb på 82 % af højeste dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 47 eller 70.

Overgangsordninger

Bestemmelsen i stk. 4 er en konsekvens af de særlige overgangsregler og har til formål at sikre, at ingen medlemmer bliver dårligere stillet i overgangsperioden.

Der er derfor fastsat en særlig metode til opgørelse af ledighedsperioder, der ligger forud for lovens ikrafttræden.

Da efterlønnen knytter sig til dagpengeniveauet, således at der er ret til efterløn på trin 1 i de første 30 måneder af en dagpengeperiode, fastsættes det, at de 30 måneder opgøres på baggrund af den ledighedsanciennitet, medlemmet er indplaceret i dagpengeperioden med.

Et medlem, der er overgået til efterløn før bekendtgørelsens ikrafttræden, fortsætter på trin 1 indtil den satsskiftedato, der var beregnet efter de hidtil gældende regler, jf. stk. 5.

Til § 6

Medlemmer, som

1) første gang er overgået til efterløn efter 29. februar 1992,

2) på overgangstidspunktet er fyldt 63 år, og

3) på overgangstidspunktet ville have ret til dagpenge i delperiode 1 i mindst 2 år,

har i hele efterlønsperioden ret til efterløn med den individuelle sats.

For medlemmer, som har modtaget efterløn eller delpension inden det fyldte 63. år, gælder de almindelige regler om satsskifte, jf. stk. 2.

Overgang efter en periode med delpension

Et medlem, som er overgået til delpension efter den 29. februar 1992, og som ved overgangen til delpension var fyldt 63 år, er berettiget til efterfølgende at modtage efterløn med den individuelle sats i hele efterlønsperioden, hvis medlemmet på tidspunktet for overgang til delpension ville være berettiget til dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1, i mindst 2 år. Det gælder uanset, om medlemmet overgår til efterløn direkte fra delpension, eller om medlemmet efter perioden med delpension har haft en beskæftigelsesperiode eller en ledighedsperiode uden delpension.

Dette skal ses i sammenhæng med, at perioder med delpension ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 75 d, stk 3, og 75 e, stk. 2, ligestilles med perioder med efterløn, og at arbejde i delpensionsperioder ikke forlænger den periode, hvor medlemmet vil være berettiget til efterløn med den individuelle sats.

Genindtræden

Et medlem, som ved første overgang til efterløn opfyldte betingelserne i stk. 1 for at få efterløn med den individuelle sats i hele efterlønsperioden, bevarer denne ret ved senere genindtræden, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt på genindtrædelsestidspunktet.

Udtræden af efterlønsordningen

Til § 7

Bestemmelsen indebærer, at et medlem, der

1) påtager sig lønarbejde af større omfang end 200 timer inden for et kalenderår,

2) påbegynder vedvarende selvstændig virksomhed eller

3) påbegynder arbejde i ægtefællens selvstændige virksomhed,

skal give kassen meddelelse herom og udtræde af efterlønsordningen.

Udgangspunktet er, at et medlem, der påtager sig lønarbejde , straks ved beskæftigelsens påbegyndelse skal give kassen meddelelse, hvis beskæftigelsen må påregnes at ville overstige 200 timer inden for kalenderåret.

Hvis medlemmet derimod først efterfølgende kan forudse, at lønarbejdet bliver af større omfang end 200 timer inden for kalenderåret, skal meddelelsen gives på dette tidspunkt, jf. stk. 3.

Bestemmelsen om vedvarende selvstændig virksomhed , jf. stk. 2, nr. 2, gælder uanset beskæftigelsens omfang.

Medlemmet kan dog uden at skulle udtræde af efterlønsordningen drive mindre jordbrug efter reglerne om arbejde i efterlønsperioden.

Et medlem, der påbegynder arbejde i ægtefællens selvstændige virksomhed , anses for at være vendt tilbage til arbejdslivet og har dermed pligt til at udtræde af efterlønsordningen, jf. stk. 2, nr. 3. Denne regel finder anvendelse, uanset om medlemmet på grund af beskæftigelsen må betragtes som selvstændig erhvervsdrivende eller som lønmodtager, jf. direktoratets bekendtgørelse om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.

Til § 8

Bestemmelsen opregner de tilfælde, hvor retten til efterløn bortfalder, uden at dette skyldes tilbagevenden til arbejdslivet.

Nr. 1. - Medlemmets død

Ved bortfald af efterlønsretten på grund af medlemmets død, jf. bestemmelsens nr. 1, ydes efterlønnen til og med dagen for dødsfaldet.

Nr. 2. - Social pension

For et medlem, der overgår til ydelser efter lov om social pension eller tilsvarende udenlandsk lovgivning, bortset fra invaliditetsydelse på grund af hørehandicap, jf. nr. 2, suspenderes udbetalingen af efterløn enten fra den første i måneden efter ansøgningsdatoen eller fra det tidspunkt, hvor pensionen ifølge kommunens oplysning tidligst kan få virkning.

Vedrørende de nærmere regler om suspensionen henvises til direktoratets bekendtgørelse om retten til dagpenge, efterløn og overgangsydelse i forbindelse med social pension.

Genindtræden i efterlønsordningen

Til § 9

Som udgangspunkt er efterlønsordningen et engangstilbud.

Et medlem, der er udtrådt af efterlønsordningen efter den 29. februar 1992, har dog ret til een gang at genindtræde, hvis medlemmet er udtrådt, fordi pågældende er vendt tilbage til arbejdsmarkedet.

Medlemmet kan således ikke genindtræde i efterlønsordningen, hvis pågældende er udtrådt af andre årsager, f.eks. på grund af svigsslettelse.

Det er som udgangspunkt en betingelse for genindtræden, at medlemmet er dagpengeberettiget på genindtrædelsestidspunktet, herunder at medlemmet er til rådighed for arbejdsmarkedet. Rådighedsvurderingen skal som udgangspunkt foretages i overensstemmelse med retningslinierne i direktoratets bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed med tilhørende vejledning.

Selv om et medlem efter sin udtræden ikke har haft arbejde i et sådant omfang, at kravet om arbejde efter manglende rådighed kan opfyldes, kan medlemmet dog genindtræde i efterlønsordningen.

Et medlem, der er omfattet af en af ordningerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3 eller 6, om dagpengeperioder med ret til fradragsfri arbejdsindtægter, er ikke af den årsag afskåret fra at genindtræde i efterlønsordningen på grund af manglende rådighed.

Der stilles ikke krav om, at arbejdskravet i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, stk. 2, skal være opfyldt.

Medlemmet skal skriftligt ansøge arbejdsløshedskassen om genindtræden, som tidligst kan ske på det tidspunkt, hvor kassen har modtaget ansøgningen.

Til § 10

Et medlem, som i den første efterlønsperiode har fået udbetalt efterløn som deltidsforsikret, har under visse betingelser mulighed for ved genindtræden at modtage efterløn som fuldtidsforsikret.

Det gælder, hvis medlemmet inden for de sidste 10 år før genindtrædelsen har været fuldtidsforsikret i mindst 5 år, deraf mindst 26 uger umiddelbart før genindtrædelsen i efterlønsordningen.

Af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at perioder med fuldtidsforsikring i den første efterlønsperiode dog ikke kan medregnes til opfyldelse af dette krav.

Til § 11

Ved bestemmelsen sikres det, at et medlem, som tidligere har fået udbetalt efterløn som fuldtidsforsikret, også ved genindtræden kan modtage efterløn som fuldtidsforsikret.

Det er dog en forudsætning, at medlemmet enten har bevaret sin status som fuldtidsforsikret eller igen bliver fuldtidsforsikret forud for genindtrædelsen.

Genindtræden efter periode med delpension

Et medlem, der på grund af delpension i udtrædelsesperioden er overgået til deltidsforsikring, kan uden at opfylde beskæftigelseskravet for fuldtidsforsikring genindtræde i efterlønsordningen som fuldtidsforsikret, hvis

1) medlemmet tidligere har fået udbetalt efterløn som fuldtidsforsikret, og

2) medlemmet anmoder om at genindtræde i efterlønsordningen inden delpensionens bortfald.

Til § 12

Et medlem kan modtage efterløn på trin 1 i højst 30 måneder, jf. § 5, stk. 1 og 2. Fra dette tidspunkt (satsskiftedatoen) kan efterlønnen højst udgøre 82 % af højeste dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 47 eller 70 (trin 2).

Hvis medlemmet udtræder af efterlønsordningen efter satsskiftedatoen, kan efterløn ved genindtræden højst udgøre 82 % af højeste dagpenge, jf. stk. 1.

Hvis medlemmet udtræder inden satsskiftedatoen, kan medlemmet ved genindtræden få efterløn med den individuelle sats i et tidsrum, der svarer til resten af den periode, hvor medlemmet ville være berettiget til efterløn med den individuelle sats, hvis medlemmet ikke var udtrådt af efterlønsordningen, jf. stk. 2 og 3.

Udgangspunktet er således, at der i relation til tidspunktet for satsskifte ses bort fra udtrædelsesperioden.

Det bemærkes dog, at modtagelse af dagpenge, orlovsydelse til sabbat eller delpension under udtræden ligestilles med perioder med efterløn og herved forkorter den periode, hvor medlemmet efter genindtræden kan oppebære den individuelle sats, jf. stk. 3, 2. og 3. punktum.

Beskæftigelse under udtræden forlænger ikke den periode, hvor medlemmet efter genindtræden kan modtage efterløn med den individuelle sats.

Ny beregning af efterlønssats ?

Det afgøres efter de almindelige beregningsregler, om der som følge af medlemmets beskæftigelse i udtrædelsesperioden skal foretages ny beregning af medlemmets individuelle sats ved genindtræden i efterlønsordningen, jf. herom direktoratets bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for medlemmer, der overgår til efterløn.

Hvis et medlem er overgået til efterløn efter at have modtaget ydelser i delperiode 2 eller fra overgangsydelse og derfor er overgået til efterløn direkte på 82 %-satsen, udgør efterlønnen ved genindtræden stadig 82 % af højeste dagpenge, uanset om medlemmet under sin udtræden har haft arbejde, som efter de almindelige beregningsregler ville have medført, at der skulle beregnes en ny dagpengesats, jf. stk. 5.

Til § 13

Bestemmelsen medfører for eksempel, at medlemmet ikke må arbejde i de første 5 uger efter genindtrædelsen i efterlønsordningen, og at reglerne om begrænsning af beskæftigelse til højst 200 timer sammenlagt pr. kalenderår finder tilsvarende anvendelse efter genindtræden i efterlønsordningen.

Under særlige omstændigheder kan der gives tilladelse til, at et medlem, der har overtrådt disse regler, kan forblive i efterlønsordningen, eller til at et medlem, der i udtrædelsesperioden har påbegyndt bibeskæftigelse, kan bevare denne beskæftigelse efter genindtrædelsen, selv om der vil blive arbejdet i de første 5 uger, og selv om arbejdets omfang i mindre grad må antages at overstige 200 timer inden for et kalenderår.

Ifølge bestemmelsens stk. 2 må et medlem højst arbejde 200 timer sammenlagt i efterlønsperioderne i et kalenderår, hvor medlemmet både udtræder og genindtræder i efterlønsordningen.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 23. december 1993

Ole Poul Pedersen

/ Sofie Hedegaard Larsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →