Vejledning til bekendtgørelse om betalingsordninger inden for arbejdsmarkedsuddannelserne i 1994
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning til bekendtgørelse om betalingsordninger inden for arbejdsmarkedsuddannelserne i 1994
I. Indledning
Bekendtgørelsen giver nogle muligheder for en øget indtægtsfinansiering af arbejdsmarkedsuddannelser i henhold til § 3, nr. 1 i lov nr. 430 af 30. juni 1993 om arbejdsmarkedsuddannelser. De vigtigste generelle forhold er følgende
A. Forhold til gældende bestemmelser
Bekendtgørelsen ændrer ikke ved den nuværende praksis f.eks. hvad angår bestemmelserne om depositium. Kurser, der udbydes i henhold til bestemmelser om virksomhedstilpassede kurser med nedsatte statstilskud og indtægtsdækket virksomhed, er ikke omfattet af bekendtgørelsen.
B. Administrative bestemmelser
Nødvendige tekniske ændringer med hensyn til procedurer for optagelse, opkrævning og regnskabsføring vil indgå i den løbende justering af de forskellige retningslinjer, Arbejdsmarkedsstyrelsen udsender til kursusiværksætterne. - Der henvises således til disse.
II. Bemærkninger til bekendtgørelsens enkelte paragraffer
Til § 1
Bestemmelsen fastslår, at det primære formål med betalingsordningerne er at skabe mulighed for en forøget kursusaktitivet. Det betyder, at ordningerne kræver forøgede udgifter til administration, og at det herudover kan blive nødvendigt at anvende en mindre del af indtægterne til investeringer i udstyr mv. til sikring af den nødvendige kapacitet.
Betalingsreglerne sigter ikke mod en ændret praksis for optagelse. Den, der iværksætter uddannelsen, skal fortsat prioritere ansøgerne ud fra et samlet skøn over ansøgernes behov og det lokale arbejdsmarkeds behov.
Til § 2
Det følger af bestemmelsen, at ledige kursister er undtaget fra betalingsreglerne.
I forbindelse med kursusoptagelsen vil der blive informeret om nærværende betalingsregler. Arbejdsgiverens betalingsforpligtelser ved certifikater og meget dyre kurser omfatter ansatte hos arbejdsgiveren på tidspunktet for kursistens optagelse på kurset.
Til § 3
Bestemmelsen fastsætter under hvilke omstændigheder, der skal betales et afmeldegebyr.
Til § 3, stk. 1
Det er tilstrækkeligt, at kursisten møder frem 1. kursusdag. Frafald i løbet af kurset giver ikke anledning til opkrævning af gebyr.
Til § 3, stk. 2
Framelding skal ske senest ugedagen inden kursets start, typisk mandagen før.
Til § 3, stk. 4
Som gyldig grund til manglende fremmøde på første kursusdag kan nævnes sygdom og barns første sygedag, hvor der er overenskomstmæssig dækning hertil.
Som gyldig grund for framelding senere end ugedagen inden kursusstart, kan nævnes dokumenteret sygdom.
Til § 4, stk. 1
Der betales for hvet enkelt certifikat. Hvis flere kurser i en uddannelsesrække giver et selvstændigt certifikat, skal der betales for hvert enkelt af disse.
Til § 4, stk. 2
Betalingen for de enkelte certifikater fastsættes under hensyntagen til bl.a. uddannelsens længde og omkostninger. Øvrige udgifter i forbindelse med certifikatprøver, som f.eks. lægeattest, berøres ikke af nærværende betalingsregler.
Revision vil typisk ske i forbindelse med godkendelse af nye certifikatkurser eller ved væsentlige revisioner af eksisterende uddannelsesplaner.
Betalingen opkræves, uanset om certifikatet udstedes på baggrund af deltagelse i kurset eller ej.
Til § 4, stk. 3
Reglen betyder, at der ikke kan udstedes certifikat såfremt betaling ikke er foretaget.
Til § 5, stk. 1
Bestemmelsen bemyndiger Arbejdsmarkedsstyrelsen, efter retningslinjer, godkendt af arbejdsministeren, efter forhandling med Uddannelsesrådet til at fastsætte hvilke kurser, der skal være omfattet af virksomhedsbetaling, samt betalingens størrelse.
Bestemmelsen omfatter kurser, der foregår efter en foreløbig eller en endelig godkendt uddannelsesplan.
Arbejdsmarkedsstyrelsen udsender en gang årligt en oversigt over kurser, der er omfattet af dette afsnit. Oversigten revideres efter behov, f.eks. ved godkendelse af nye uddannelsesplaner eller væsentlige revisioner af eksisterende uddannelsesplaner.
Til § 5, stk. 2
Bestemmelsen indebærer, at betaling forud for kursusstart er en betingelse for at deltage i kurset. Hermed undgås ekstra administration ved efterfølgende opkrævning.
Til § 5, stk. 4
Bestemmelserne om afmeldegebyr gælder, uanset om der sker tilbagebetaling efter stk. 4.
Til § 8
Henvisningen til de nævnte paragraffer indebærer, at de pågældende aktivitetsområder ikke er omfattet af bestemmelserne i bekendtgørelsen, da de i forvejen er helt eller delvis indtægtsdækket og fortsat vil være højt prioriteret inden for arbejdsmarkedsuddannelserne.
Arbejdsministeriet, den 17. december 1993
P. M. V.
Lis Gamborg
/ Margrethe Øhlenschlæger
Ingen