Legislator Case Law & Legislation
C19930021060 DK

Vejledning om lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme mv.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1993 210 Historic

Vejledning om lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme mv.

Indledning

Vejledningen er udarbejdet i tilslutning til Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1012 af 14. december 1993 om lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme mv.

Formålet med revisionen af meldesystemet for smitsomme sygdomme er at forenkle og standardisere systemet.

De summariske anmeldelser (ugesygelisterne, formular nr. 4021 og 4025) bortfalder.

Systemet vil herefter bestå af det individuelle anmeldelsessystem (blanket 1507), anonymiseret meldesystem for syfilis og gonore (blanket 1510), anonymiseret anmeldelse af HIV-undersøgelser (blanketterne 4001-1 og 4001-3), laboratorieovervågning af visse sygdomme og blodbankers indberetning af visse virusmarkører.

Denne vejledning indeholder en kort beskrivelse af formålet med anmeldelse af de pågældende sygdomme og af udfyldelse af anmeldelsesblanket 1507.

For de enkelte individuelle anmeldelsespligtige sygdomme angives case-definition med henblik på at gøre anmeldelserne ensartede og dermed systemet mere validt.

Formålet med meldesystemet

Meldesystemet for infektionssygdomme (MIS) er et vigtigt grundlag for forebyggelse og kontrol med infektionssygdomme. Gennem MIS sker der en løbende epidemiologisk overvågning af en række smitsomme sygdomme.

Der kan være forskellige årsager til, at en sygdom skal overvåges

- Iværksættelse af hygiejniske forholdsregler

- Profylaktisk behandling af kontakter

- Undersøgelse af kontakter

- Udredning af epidemier

- Overvågning af vaccinationsprogrammet

- International overvågning.

De individuelle anmeldelser skal foretages til embedslægeinstitutionen og til Statens Seruminstitut, epidemiologisk afdeling.

For de sygdomme, der skal anmeldes individuelt, er det væsentligt at kende forskellige data på patienten med henblik på iværksættelse af forebyggende foranstaltninger.

Embedslægerne har ansvaret for den lokale forebyggelsesindsats og vil på baggrund af anmeldelse af det enkelte sygdomstilfælde kunne iværksætte profylakse og give rådgivning. Anmeldelserne giver embedslægen mulighed for at opdage en lokal ophobning af sygdomstilfælde.

Statens Seruminstitut, epidemiologisk afdeling, varetager meldesystemet for smitsomme sygdomme. Afdelingen foretager epidemiologisk overvågning af sygdomsforekomsten og yder i samarbejde med instituttets andre afdelinger faglig rådgivning.

For visse sygdommes vedkommende er personidentificerbare data ikke nødvendige for at kunne overvåge sygdomsmønstret og iværksætte relevante forholdsregler. De nødvendige oplysninger fremgår for de seksuelt overførbare sygdommes vedkommende af anmeldelsesblanketten, og for de sygdomme, der anmeldes af laboratorierne, er oplysningerne på laboratoriesedlen fyldestgørende.

Udarbejdelse af blanketanmeldelser

Til de individuelt anmeldelsespligtige sygdomme anvendes blanket 1507. (Blanket 4102 udgår hermed).

De relevante data anføres på blanketten, dels for overvågning af sygdomsforekomsten med henblik på generelle forholdsregler, dels for at kunne iværksætte foranstaltninger i forbindelse med et enkelt sygdomstilfælde.

Patientens personlige data og sygdomsdebut skal altid angives. I en del tilfælde er fødeland (for børns vedkommende forældres fødeland) af betydning. Det kan dreje sig om de sygdomme, der ikke optræder endemisk i Danmark.

Det er vigtigt så vidt muligt at angive formodet smittemåde. Dette omfatter bredt smittemuligheder, smittevej, smittekilde og eventuel risikoadfærd.

Oplysninger om udlandsophold er i mange tilfælde væsentligt.

For børns vedkommende bør der altid anføres skole/institutionstilknytning, og i nogle tilfælde er angivelse af voksnes erhverv af betydning.

Case-definitions

Anmeldelse af en sygdom kan ske på grund af følgende 3 kriterier

- Klinisk diagnose eller klinik forenelig med pågældende sygdom

- Påvisning af agens ved mikroskopi eller dyrkning, påvisning af antigen eller nukleinsyre

- Påvisning af specifikke antistoffer i forbindelse med akut sygdom

I det følgende beskrives en case-definition for hver enkelt af de individuelt anmeldelsespligtige sygdomme.

For den enkelte sygdom fremgår det, om 1, 2 eller alle 3 kriterier skal være tilstede

enten eller angives ved: /

både og angives ved: +

AIDS

Specifikke diagnoser hos en HIV-positiv patient, jf. de europæiske AIDS-kriterier, sidst revideret i 1993.

Anthrax (miltbrand)

Klinisk diagnose/påvisning af Bacillus anthracis/påvisning af specifikke antistoffer.

Botulisme

Klinisk diagnose/påvisning af toxin-producerende Clostridium botulinum i fødeemnet/positiv toxin-test på materiale fra patient eller fødeemne.

Difteri

Klinisk diagnose/påvisning af toxin-producerende Corynebacterium diphteriae.

Hepatitis A

Klinisk diagnose + påvisning af specifikke IgM-antistoffer.

Hepatitis B

Klinisk diagnose + påvisning af agens/påvisning af specifikke IgM-antistoffer.

Hepatitis C.

Klinisk diagnose + påvisning af agens/specifikke antistoffer.

Hæmorrhagisk feber (Lassa-feber, Marburg-sygdom og Ebola-sygdom)

Klinisk diagnose/påvisning af agens/påvisning af specifikke antistoffer.

Kolera

Klinisk diagnose + påvisning af Vibrio cholerae.

Legionella pneumoni

Klinisk diagnose + påvisning af agens/påvisning af specifikke antistoffer.

Lepra

Klinisk diagnose + påvisning af Mycobacterium leprae.

Leptospirose

Klinisk diagnose + påvisning af leptospirer/påvisning af specifikke antistoffer.

Levnedsmiddelbårne sygdomme

Klinisk diagnose + mistanke til bestemt måltid eller levnedsmiddel som årsag til symptomerne.

Meningokok-sygdom

Klinisk diagnose/påvisning af meningokokker i blod eller spinalvæske

eller

klinisk diagnose + MAT titerstigning/påvisning af meningokok antigen.

Purulent meningitis

Klinisk diagnose/påvisning af agens i spinalvæsken.

Morbilli

Klinisk diagnose + påvisning af specifikke antistoffer.

Neuroborreliose

Klinisk diagnose + påvisning af specifikke antistoffer.

Ornitose

Klinisk diagnose + mindst 4 fold stigning i titer mod klamydiagruppeantigen, når infektion med C. pneumoniae eller C. trachomatis kan udelukkes.

Paratyfus

Klinisk diagnose + påvisning af Salmonella paratyphi.

Parotitis epidemica

Klinisk diagnose + påvisning af specifikke antistoffer.

Pest

Klinisk diagnose + påvisning af Yersinia pestis/påvisning af specifikke antistoffer.

Plettyfus

Klinisk diagnose + påvisning af Rickettsia prowazekii/påvisning af specifikke antistoffer.

Poliomyelitis anterior acuta

Klinisk diagnose/påvisning af virus i fæces/påvisning af specifikke antistoffer.

Rabies

Klinisk diagnose + påvisning af virus/påvisning af specifikke antistoffer.

Rubella

Kongenit rubella: Klinisk diagnose + påvisning af specifikke antistoffer.

Rubella i graviditet: Påvisning af IgM-antistoffer.

Shigella dysenteri

Klinisk diagnose + påvisning af agens.

Tetanus

Klinisk diagnose.

Tuberkulose

Klinisk diagnose + påvisning af Mycobacterium tuberculosis/røntgenforandringer typisk for TB/positiv tuberkulinreaktion/histologi, eventuelt klinisk diagnose alene.

Tussis convulsiva

Klinisk diagnose + påvisning af Bordetella pertussis.

Tyfus

Klinisk diagnose + påvisning af Salmonella typhi.

Vaccinationskomplikationer

Sygdomsforløb med tidsmæssig forbindelse til vaccination og uden anden kendt ætiologi. Undtaget herfra er forventelige reaktioner.

Vandbårne sygdomme

Klinisk diagnose + mistanke til bestemt vandforsyning som årsag til symptomerne.

Sundhedsstyrelsen, den 14. december 1993

Palle Juul-Jensen

/ Michael von Magnus

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →