Vejledende retningslinier for fastsættelse af underholdsbidrag efter den 1. januar 1994. (Skattereformen)

Vejledende retningslinier for fastsættelse af underholdsbidrag efter den 1. januar 1994. (Skattereformen)

Som bekendt lægges der ved udmåling af underholdsbidrag som

vejledende princip hovedvægt på parternes bruttoindkomst, herunder

arbejdsløshedsunderstøttelse, eller efter omstændighederne den

indtægt, de kunne have, hvis de udnyttede deres erhvervsevne og

øvrige indtægtsmuligheder, mens udgifter spiller en mindre rolle,

bortset fra de underholdsforpligtelser, som bidragspligtige har over

for børn. Udgangspunktet ved fastsættelsen af bidragets støttelse har

igennem en længere årrække været et beløb svarende til 1/4 forskellen

mellem den bidragsberettigede og den bidragspligtiges indtægter.

Den skattereform, der træder i kraft den 1. januar 1994, betyder, at fradragsværdien for bidragspligtige vil falde. Samtidig vil beskatningen af bidraget hos modtageren ligeledes falde. Denne virkning indtræder allerede den 1. januar 1994 og forstærkes i perioden frem til den 1. januar 1998, hvor skattereformen er endeligt gennemført.

Fastholdes de hidtidige retningslinier for udmåling af underholdsbidrag, vil skattereformen betyde, at nettoudgiften for den bidragspligtige vil stige, samtidig med at nettoindtægten for den bidragsberettigede ligeledes vil stige.

Civilretsdirektoratet finder på denne baggrund, at retningslinierne for udmåling af ægtefællebidrag bør ændres, således at den forskydning, som skattereformen ellers ville give anledning til, i det væsentlige neutraliseres. Dette kan ske ved, at »1/4-reglen« gradvis fraviges og i 1988 erstattes helt af »1/5-reglen«, samtidig med at de øvrige retningslinier for udmåling af underholdsbidrag fastholdes.

I praksis bør denne overgang ske ved, at der ved udmåling af bidrag tages udgangspunkt i et beløb, der er mindre end det beløb, som 1/4-reglen ville give anledning til, men som et større end det beløb, som en 1/5-regel vil give anledning til. Ved den endelige skønsmæssige fastsættelse af bidraget, bør man i 1994 alt andet lige lægge sig tæt på det beløb, som 1/4-reglen giver. I årene frem til 1998 bør man ved skønnet alt andet lige bevæge sig mod at tage udgangspunkt i det beløb, som 1/5-reglen giver.

Da der således blive tale om en »glidende« overgang til en 1/5-regel over en 4-årig periode, og da hidtidige praksis iøvrigt som udgangspunkt fastholdes, herunder principper om, at et bidrag i almindelighed ikke ændres, medmindre ændringen vil udgøre et beløb over en vis størrelse, bør de ændrede retningslinier efter Civilretsdirektoratets opfattelse ikke give anledning til, at der opstår ekstraordinært mange sager i forbindelse med overgangen til de nye retningslinier.

P.M.V.

E.B.

Ingen