Vejledning til bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser

Vejledning til bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser

Indledning

Bekendtgørelsen fastlægger, i hvilket omfang en kasse har ret til refusion fra statskassen i tilfælde, hvor kassen har fejludbetalt ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (dagpenge, feriedagpenge, dagpenge som lån, efterløn og overgangsydelse).

Endvidere omfatter bekendtgørelsen kassernes fejludbetalinger af etableringsydelse eller uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og af ydelser efter lov om orlov.

Bekendtgørelsen omfatter ikke tilfælde, hvor en ydelse er udbetalt med rette på udbetalingstidspunktet, men hvor efterfølgende begivenheder gør, at ydelsen kan kræves tilbagebetalt af medlemmet i henhold til almindelige retsgrundsætninger, som for eksempel dansk rets almindelige regler om bristende forudsætninger. I disse tilfælde vil kassen have ret til refusion, medmindre der samtidig foreligger et selvstændigt ansvarsgrundlag for kassen.

Ad § 1

Hovedreglen i bekendtgørelsen er, at kassen ikke har ret til refusion for fejludbetaling af ydelser, som er foretaget af kassen.

Dette gælder, selv om kassen er uden skyld i fejludbetalingen. Bestemmelsen skal derfor ikke ses som et udtryk for fastlæggelse af kassens ansvar for erstatningspådragende handlinger eller undladelser.

Fra hovedreglen er der gjort nogle særlige undtagelser, som er nævnt i bekendtgørelsens §§ 2-4, og kun i disse tilfælde har kassen ret til refusion.

Har kassen i forbindelse med en fejludbetaling, som er omfattet af §§ 2-4, pådraget sig et selvstændigt erstatningsansvar, for eksempel ved manglende agtpågivenhed eller overtrædelse af formelle regler, bortfalder retten til refusion for det beløb, som ville have været fejludbetalt alene som følge af kassens forhold.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 3, hvorefter kassens ret til refusion også bortfalder i tilfælde, hvor kassen ikke kan dokumentere, at de formelle regler er fulgt, uanset om dette har medført en fejludbetaling.

Endvidere bortfalder kassens ret til refusion i undtagelsestilfældene, hvis medlemmet i forbindelse med fejludbetalingen har udvist uagtsomhed i et sådant omfang, at der i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, er grundlag for at stille krav om tilbagebetaling over for medlemmet, jf. dog vejledningen til § 4.

Ifølge bekendtgørelsens § 5 har direktoratet mulighed for - i ganske særlige situationer - at give kassen refusion, selv om medlemmet har handlet uagtsomt.

Der henvises i øvrigt til vejledningen til de enkelte bestemmelser.

Ad § 2

Hvis fejludbetalingen skyldes svig fra medlemmets side, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, har kassen ret til refusion.

Hvis kassen samtidig med medlemmets svig har begået en fejl, som i sig selv ville have medført en fejludbetaling, har kassen dog ikke ret til refusion for det beløb, som ville have været fejludbetalt alene som følge af kassens forhold.

Eksempel: En kasse har fejlberegnet ydelsesperioden for et medlems dagpengeret, således at medlemmet modtager dagpenge efter periodens udløb. Samtidig har medlemmet bevidst undladt at oplyse om arbejdstimer på sine dagpengekort. I denne situation vil kassen ikke have ret til refusion fra statskassen for de dagpenge, som er udbetalt efter den korrekt beregnede ydelsesperiode.

Kassens ret til refusion er tæt knyttet til den endelige afgørelse, som direktoratet eller Arbejdsmarkedets Ankenævn har truffet over for medlemmet. Har direktoratet således truffet afgørelse om, at et forhold må anses for svigagtigt fra medlemmets side, og ændres denne afgørelse senere af direktoratet, Arbejdsmarkedets Ankenævn eller domstolene, gælder hovedreglen i § 1, hvorefter kassens ret til refusion bortfalder, jf. dog vejledningen til § 5.

Ad § 3, stk. 1

Skyldes fejludbetalingen, at kassen har truffet en ukorrekt skønsmæssig afgørelse, har kassen ret til refusion, jf. dog vejledningen til § 3, stk. 3, hvis

- kassen inden afgørelsen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og

- det udøvede skøn kan anses for forsvarligt ud fra de foreliggende oplysninger og de gældende regler på området, herunder den administrative praksis.

Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor fejludbetalingen udelukkende skyldes det udøvede skøn.

Det forudsættes således, at kassen med udgangspunkt i de foreskrevne dokumentationskrav har indhentet de for sagen relevante oplysninger, og at det udøvede skøn kan anses for forsvarligt, herunder at det hviler på en rigtig anvendelse af gældende regler og af direktoratets, Arbejdsmarkedets Ankenævns og domstolenes praksis på området. Kasserne bliver løbende orienteret om praksis blandt andet via konkrete afgørelser og DfA-meddelelser.

Har kassen indhentet de nødvendige oplysninger og herefter foretaget en forsvarlig begrundet bedømmelse, vil kassen have ret til refusion, selv om direktoratet eller Arbejdsmarkedets Ankenævn efterfølgende måtte bedømme forholdet anderledes.

Skønsmæssige afgørelser forekommer i situationer, hvor den rigtige anvendelse af en regel på et konkret tilfælde ikke umiddelbart kan læses ud fra reglen, men hvor afgørelsen beror på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger og omstændigheder i sagen.

Som eksempler på afgørelser, som ofte vil være skønsmæssige, kan nævnes spørgsmålene om, hvorvidt et medlem står til rådighed for arbejdsmarkedet, eller om et medlems arbejdsophør må anses for selvforskyldt. Tilsvarende gælder afgørelsen af, om en selvstændig erhvervsdrivende opfylder beskæftigelseskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, eller om et medlem, som er beskæftiget på freelance-basis, skal anses for lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

Ad § 3, stk. 2

Skyldes fejludbetalingen urigtige oplysninger fra arbejdsgivere, offentlige myndigheder eller en anden arbejdsløshedskasse, har kassen ret til refusion, jf. dog vejledningen til § 3, stk. 3.

Dette gælder dog ikke, hvis kassen vidste eller burde vide, at oplysningerne var urigtige. Som eksempel kan nævnes, at en arbejdsgiver på grund af personombytning fejlagtigt giver lønoplysninger på en anden person end medlemmet, og dette fremgår af arbejdsgivererklæringen eller lønsedlerne. Det hører med til kassens almindelige agtpågivenhed at kontrollere medlemmets navn, adresse og cpr.nr.

I tilfælde hvor de forkerte oplysninger er modtaget fra en anden arbejdsløshedskasse, kan direktoratet træffe afgørelse om, at denne kasse skal være ansvarlig for fejludbetalingen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 5.

Der er særlige regler om tilfælde, hvor Arbejdsformidlingen er skyld i fejludbetaling af etableringsydelse, uddannelsesgodtgørelse og orlovsydelse. Der henvises til vejledningen til § 4.

Ad § 3, stk. 3

Kassens ret til refusion efter § 3, stk. 1 og 2, bortfalder, hvis medlemmet i forbindelse med fejludbetalingen har udvist uagtsomhed i et sådant omfang, at der i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, er grundlag for at stille krav om tilbagebetaling over for medlemmet, jf. dog vejledningen til § 4.

Vedrørende situationer, hvor en afgørelse om svig efterfølgende ændres til uagtsomhed af direktoratet eller Arbejdsmarkedets Ankenævn, henvises der til vejledningen til § 2.

Ad § 4

Bekendtgørelsens §§ 1-3 finder også anvendelse ved fejludbetaling af etableringsydelse, uddannelsesgodtgørelse og orlovsydelse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 13.

Arbejdsformidlingen træffer afgørelse om bevillingen af de respektive ydelser, men arbejdsløshedskassen skal som led i ansøgningsproceduren bidrage med fundamentale oplysninger, herunder også beregning af dagpenge- og ledighedsperioder. Kassen skal for selvstændige erhvervsdrivende endvidere attestere, at det er sandsynliggjort, at medlemmet kan ophøre med sin virksomhed i en orlovsperiode. Se nærmere om kassens administrative forpligtelser under de respektive ordninger.

Hvis kassen ikke anfører eller beregner disse oplysninger korrekt, mister kassen refusion for eventuelt fejludbetalte beløb.

Kassen bevarer derimod retten til refusion, såfremt en fejlagtig godkendelse alene kan tilregnes Arbejdsformidlingen - eller eventuelt må henføres under § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen. Det er samtidig en betingelse, at kassen ikke vidste eller burde vide, at godkendelsen hvilede på et fejlagtigt grundlag. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis kassen var eller burde være opmærksom på, at der søgtes om ydelse til en selvstændig virksomhed eller en uddannelse, der ikke berettiger hertil. Kassen skal gøre Arbejdsformidlingen opmærksom på sådanne fejl for at bevare retten til refusion.

Kassen bevarer også retten til refusion, selv om medlemmet i relation til godkendelsen af etableringsydelse, uddanneselsgodtgørelse eller orlovsydelse har udvist uagtsomhed, således at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetaling efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1. Det er igen en betingelse, at kassen ikke vidste eller burde vide, at en godkendelse eller udbetaling hvilede på et fejlagtigt grundlag.

Ad § 5

Som nævnt er udgangspunktet, at kasserne mister refusionen fra statskassen for fejludbetalte beløb. Undtagelserne fra denne hovedregel fremgår af §§ 2-4.

I særlige tilfælde vil direktøren for arbejdsløshedsforsikringen dog efter en konkret vurdering af sagen undtagelsesvis kunne bestemme, at kassen bevarer retten til refusion, uanset at §§ 2-4 ikke er opfyldt.

Som eksempler på sådanne situationer, hvor der efter en konkret vurdering kan blive tale om at dispensere, således at kassen bevarer refusionen, kan nævnes

* Tilfælde, hvor et medlem har udvist uagtsomhed, således at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetaling efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, men hvor det uagtsomme forhold finder sted i sammenhæng med og i forlængelse af et svigagtigt forhold. Det vil blandt andet være en betingelse for at bevare refusionen for det uagtsomme forhold, at kassen kun kunne have forhindret fejludbetalingen vedrørende det uagtsomme forhold, såfremt den havde haft kendskab til det svigagtige forhold.

* Tilfælde, hvor direktoratet og/eller Arbejdsmarkedets Ankenævn har anset forholdet for svigagtigt, men hvor domstolene efterfølgende frifinder medlemmet for bedrageri på grund af bevisets stilling, eller hvor politiet af samme grund opgiver tiltale - for eksempel fordi det bagvedliggende forhold har fundet sted i udlandet - hvorefter direktoratet/ankenævnet ændrer afgørelsen til uagtsomhed. Bevarelse af refusionen vil blandt andet være betinget af, at kassen har gjort alt, hvad der med rimelighed kan forlanges, for at oplyse og underbygge sagen.

* Tilfælde, hvor fejludbetalingen skyldes, at arbejdsløshedskassen ikke er blevet orienteret af Arbejdsformidlingen om, at medlemmet er blevet afmeldt.

Herudover kan bestemmelsen f.eks. tænkes anvendt i tilfælde, hvor der er sket udbetalinger af ydelser efter et medlems død, fordi arvinger, dødsboet m.v. ikke har orienteret kassen om dødsfaldet. Dette gælder dog ikke, hvis kassen kendte eller burde have haft kendskab til dødsfaldet.

Det skal fremhæves, at der ikke er tale om en generel dispensation i de nævnte eller lignende tilfælde. Der skal som anført ske en konkret vurdering af den enkelte sag.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 14. december 1993

Birger Stein Christensen

/ Lone Helder

Ingen