Cirkulære om beskatning af personalegoder (Til de statslige told- og skattemyndigheder og til de kommunale skattemyndigheder)

§ 1

I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1223 af 17. december 1992, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 271 af 6. maj 1993, indsættes efter § 15 N

»§ 16. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes tilskud til telefon uden for arbejdsstedet, jf. stk. 2, samt efter reglerne i stk. 3-6 vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

Stk. 2 . Udgifter til telefonabonnement uden for arbejdsstedet kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Tilskud til telefonudgifter anses fortrinsvis at dække abonnementsudgiften. Erhvervsmæssige samtaleudgifter vedrørende telefon uden for arbejdsstedet kan for erhvervsdrivende fradrages efter reglen om driftsomkostninger i statsskattelovens § 6, litra a, og for lønmodtagere fradrages efter ligningslovens § 9, stk. 1.

Stk. 3 . Den skattepligtige værdi af de i stk. 1 omhandlede goder skal ved skatteansættelsen, medmindre andet følger af stk. 4-6, fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel. Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene beskattes i det omfang, rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver m.v.

Stk. 4 . Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på en procentdel af bilens værdi, dog mindst af 150.000 kr. og højst af 400.000 kr. Procentdelen udgør 20 for indkomståret 1994, 21 for indkomståret 1995, 22 for indkomståret 1996 og 23 for indkomståret 1997 og følgende indkomstår. For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi i det indkomstår, hvori første indregistrering er foretaget, og i de to følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen. For biler, der er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, og for tidligere hyrevogne, der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Er bilen kun til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori bilen ikke har været til rådighed. Hvis en bil, der af arbejdsgiveren m.v. er stillet til rådighed for den skattepligtige udelukkende for erhvervsmæssig kørsel, benyttes privat, beskattes værdien af den private benyttelse i det pågældende år efter reglerne i 1.-4. pkt. Kørsel mellem hjem og virksomheden højst 1 dag om ugen anses ved anvendelsen afreglerne i 6. pkt. ikke for privat kørsel for skattepligtige, der som led i kundeopsøgende arbejde fra hjemmet i øvrigt udelukkende kører erhvervsmæssigt. Den skattepligtige værdi efter 1.-6. pkt. nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomståret til arbejdsgiveren m.v. for råderetten, men nedsættes ikke med eventuelle beløb, der beskattes efter reglen i § 9 C, stk. 6.

Stk. 5 . Den skattepligtige værdi af en sommerbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til 1/2 pct. pr. uge af ejendomsværdien pr. 1. januar i rådighedsåret for hver af ugerne 22-34 og 1/4 pct. for hver af årets øvrige uger. Den skattepligtige værdi efter 1. pkt. nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomståret til arbejdsgiveren m.v. for råderetten.

Stk. 6 . Den skattepligtige værdi af en lystbåd, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til 2 pct. pr. uge af bådens anskaffelsessum inkl. moms og levering. Den skattepligtige værdi efter 1. pkt. nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomståret til arbejdsgiveren m.v. for råderetten.«

§ 2

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 27. august 1992, som ændret ved § 5 i lov nr. 1020 af 19. december 1992 og § 2 i lov nr. 271 af 6. maj 1993, foretages følgende ændringer

1. § 7, stk. 4 , affattes således

» Stk. 4 . Enhver, der i det foregående kalenderår som led i et ansættelses- eller aftaleforhold har ydet skattepligtige fordele som omhandlet i ligningslovens § 16, uden at der er betalt fuldt vederlag derfor, skal foretage indberetning herom i det omfang, skatteministeren efter indstilling fra Ligningsrådet fastsætter regler herom. Skatteministeren bestemmer i den forbindelse, om indberetningen tillige skal indeholde en værdiansættelse af fordelen, og i givet fald efter hvilke retningslinier eller med hvilken værdi indberetningen skal foretages.«

2. I § 7, stk. 5 , ændres to steder »stk. 1« til: »stk. 1 og 4«.

3. I § 7, stk. 6 , ændres »de i stk. 1 nævnte oplysningspligtige« til: »de i stk. 1 og 4 nævnte oplysningspligtige« og »som nævnt i stk. 1« til: »som nævnt i stk. 1 og 4«.

4. I § 7, stk. 7, 1. pkt. , ændres »stk. 1« til: »stk. 1 og 4«.

5. I § 7, stk. 8, 1. pkt. , ændres »stk. 1 og 6« til: »stk. 1, 4 og 6«.

6. I § 7, stk. 9, 1. pkt. , udgår », 4«.

§ 3

I lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 780 af 18. september 1992, som ændret ved lov nr. 1030 af 19. december 1992, foretages følgende ændring

I § 1, stk. 3, indsættes efter 5. pkt. som nyt punktum

»Ved fastsættelse af værdien af privat benyttelse af aktiver, der indgår i virksomheden, finder ligningslovens § 16 tilsvarende anvendelse.«

§ 4

Stk. 1 . Loven træder i kraft den 1. juli 1993.

Stk. 2 . Lovens § 1 og § 3 har virkning fra og med indkomståret 1994.

Stk. 3 . Lovens § 2 har virkning for indberetning af oplysninger vedrørende kalenderåret 1994 og senere år. Den hidtil gældende bestemmelse i skattekontrollovens § 7, stk. 4, finder fortsat anvendelse på indberetning af oplysninger vedrørende kalenderåret 1993.

Givet på Christiansborg Slot, den 30. juni 1993

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Ole Stavad

Bilag

Lov nr. 483 af 30. juni 1993

Lov om ændring af ligningsloven, skattekontrolloven og virksomhedsskatteloven

(Telefonudgifter og personalegoder)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov

§ 16 ændrer som udgangspunkt ikke ved den hidtidige afgrænsning mellem skattepligtige og ikke-skattepligtige personalegoder. Således beskattes heller ikke fremover personalegoder, der på arbejdspladsen har karakter af almindelig personalepleje, når goderne for den enkelte ikke har en væsentlig økonomisk værdi. Bestemmelsen ændrer derimod på principperne for værdiansættelsen af skattepligtige personalegoder.

Efter § 16 skal personalegoder som udgangspunkt værdiansættes til markedsværdien, men der er i bestemmelsen gjort en række undtagelser herfra, jf. rådighed over biler, sommerboliger og lystbåde til privat brug, samt køb af virksomhedens produkter.

Bestemmelsen har virkning fra og med indkomståret 1994.

1.2.2. Skattekontrollovens § 7, stk. 4

Ved § 2 i lov nr. 483 af 30. juni 1993 er § 7, stk. 4, i skattekontrolloven ændret, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 28. juli 1993.

Efter skattekontrollovens § 7, stk. 4, er skatteministeren nu bemyndiget til efter indstilling fra Ligningsrådet at bestemme, hvilke typer af personalegoder arbejdsgivere m.v. skal foretage indberetning om til de statslige told- og skattemyndigheder.

Skatteministeren er endvidere bemyndiget til efter indstilling fra Ligningsrådet at bestemme, at indberetningen af personalegoder skal indeholde en værdiansættelse af det enkelte gode, og efter hvilke kriterier godet skal værdiansættes i indberetningen.

Bestemmelsen har virkning for indberetning af oplysninger vedrørende kalenderåret 1994 og senere år.

1.2.3. Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, 5. pkt.

Ved § 3 i lov nr. 483 af 30. juni 1993 er § 1, stk. 3, 5. pkt., indføjet i virksomhedsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 701 af 2. september 1993.

Efter virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, 5. pkt., er anvendelsesområdet for ligningslovens § 16 udvidet til også at omfatte personligt erhvervsdrivende, selv om der for den personligt erhvervsdrivende ikke foreligger et ansættelsesforhold eller lignende i forhold til dennes egen virksomhed.

§ 16 finder dog i disse tilfælde kun anvendelse på de blandet benyttede aktiver, der kan henføres under virksomhedsskatteordningen, og som den erhvervsdrivende det pågældende indkomstår har valgt at henføre herunder.

Bestemmelsen er for så vidt en videreførelse af hidtidig ligningsmæssig praksis vedrørende biler.

Bestemmelsen har virkning fra og med indkomståret 1994.

1.3. Lovforslag nr. L 80 af 18. november 1993

Regeringen har den 18. november 1993 fremsat forslag til lov om ændring af forskellige skattelove, der indeholder en række justeringer af skatteomlægningen fra juni 1993.

Lovforslaget indeholder bl.a. forslag om, at ligningslovens § 16 udvides til også at omfatte personer, der gennem valg til en politisk eller anden tillidspost medtager vederlag i form af naturalier, samt forslag om at indberetningsbestemmelsen i skattekontrollovens § 7, stk. 4, udvides til også at omfatte disse tilfælde.

2. Ligningslovens § 16

I ligningslovens § 16 er principperne for den skattemæssige værdiansættelse af personalegoder fastsat.

2.1. Anvendelsesområdet, jf. § 16, stk. 1

2.1.1. Arbejdsaftaler

2.1.1.1. Ligningslovens § 16 finder kun anvendelse på økonomiske fordele, der ydes som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

Bestemmelsen finder ikke kun anvendelse på almindelige lønmodtagerforhold, f.eks. funktionærer eller tjenestemænd, men også på mere individuelle personlige arbejdsaftaler som f.eks. arbejdsaftaler med konsulenter, revisorer, bestyrelsesmedlemmer m.v.

Bestemmelsen finder således også anvendelse på en hovedaktionær, selv om aktionæren ikke har anden arbejdsaftale med selskabet end bestyrelsesposten, men kun for så vidt godet er ydet som led i bestyrelsesarbejdet.

Det bemærkes, at der godt kan foreligge en aftale om personligt arbejde, selv om den ansatte ikke vederlægges i penge, men alene i naturalier, f.eks. i reklamesammenhæng.

Bestemmelsen finder ikke kun anvendelse på goder, der ydes direkte til en ansat som led i en arbejdsaftale, men også på goder, der ydes til den ansattes familie eller pårørende, når godet utvivlsomt er ydet som en følge af arbejdsaftalen. Godet skal i disse tilfælde indtægtsføres hos den ansatte som om godet var ydet til denne.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse på goder til personer, der er fratrådte efter ansættelse i firmaet, f.eks. pensionister, selv om godet er ydet som følge af det tidligere ansættelsesforhold.

2.1.1.2. Bestemmelsen finder kun anvendelse på goder, der er ydet af en arbejdsgiver m.v, men det er ikke en forudsætning, at arbejdsgiveren er ejer af godet eller har købt godet til den ansatte. Har arbejdsgiveren haft en bestemmende indflydelse på, hvem godet er ydet til, finder bestemmelsen anvendelse.

Bestemmelsen kan således finde anvendelse på f.eks. sommerboliger, der stilles til rådighed af en feriefond, hvori arbejdsgiveren har en direkte væsentlig indflydelse, herunder f.eks. gennem tilskud, der i væsentlig grad dækker udgifterne til sommerboligerne. Bestemmelsen finder derimod ikke anvendelse på goder, der ydes af f.eks. en faglig sammenslutning eller en funktionærforening på den pågældende arbejdsplads, hvis ikke arbejdsgiveren afholder en sådan del af foreningens udgifter, at goderne reelt må anses for at være ydet af arbejdsgiveren.

2.1.2. Vederlag

2.1.2.1. Ligningslovens § 16 finder anvendelse på økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

2.1.2.2. Bestemmelsen omfatter ikke de arbejdsredsskaber/-hjælpemidler, der på arbejdspladsen stilles til rådighed for arbejdets udførelse. Er arbejdsredsskabet m.v. også til rådighed for privat brug eller bruges det privat, foreligger der principielt et skattepligtigt gode.

Bestemmelsen omfatter ikke goder uden væsentlig værdi, der ydes på arbejdspladsen som led i almindelig personalepleje, f.eks. kaffe-, kantine-, kunst- eller lignende ordninger.

2.1.2.3. I bestemmelsen nævnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder.

Formuegoder af pengeværdi er ikke kun omsættelige aktiver som f.eks. fast ejendom, løsøre, værdipapirer og lignende, men enhver form for formueforøgende eller formuebevarende ydelse.

Helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder er lån af andres aktiver, f.eks. bolig, løsøre, pengelån (kredit) og lignende.

Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, f.eks. forbrug af kost, el, lys, telefon, transport og lignende, i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.

De beskrevne goder viser, at § 16 som udgangspunkt omfatter alle former for økonomiske fordele, uanset fremtrædelsesformen, herunder både goder i form af tingsydelser og goder i form af tjenesteydelser.

2.1.2.4. Som et særligt tilfælde nævnes i § 16, stk. 1, at tilskud til telefon uden for arbejdsstedet skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Der er her tale om kontantløn, jf. punkt 2.3.1.

2.1.2.5. Betaler den ansatte den fulde skattemæssige værdi for godet, jf. § 16, stk. 3-6, foreligger der intet vederlag og der er intet at beskatte. Betaler den ansatte et mindre beløb - eller intet - for godet, beskattes som et lønaccessorium differencen til den skattemæssige værdi.

2.2. Værdiansættelsen, jf. § 16, stk. 3

2.2.1. Foreligger der et personalegode, jf. punkt 2.1., skatteansættes den ansatte med udgangspunkt i den værdi, som det må antages at koste den pågældende at erhverve godet i almindelig fri handel (markedsværdien).

Har godet karakter af overdragelse af et formuegode til eje, er den skattemæssige værdi af godet det beløb, som godet kan købes for på overdragelsestidspunktet på det frie marked.

Har godet karakter af lån af et formuegode i en periode, er den skattemæssige værdi af godet den leje, som godet kan lejes til for låneperioden på det frie marked.

Har godet karakter af sparet privatforbrug, er den skattemæssige værdi af forbruget det beløb, som den ansatte har sparet ved ikke selv at afholde udgiften til det sparede privatforbrug.

Værdiansættelsen af aktiver, der overdrages til eje eller til lån, foretages således med udgangspunkt i adgangen til at råde over aktivet, mens værdiansættelsen af forbrug foretages med udgangspunkt i det faktiske forbrug.

Værdiansættelsen foretages som udgangspunkt uafhængigt af, om firmaet stiller arbejdsmæssige betingelser til ydelsen af godet, f.eks. pligt til at bebo en bolig (tjenestebolig), repræsentative forpligtelser m.v. Sådanne ulemper reducerer ikke den skattemæssige værdi af godet, idet det forudsættes, at den ansatte er vederlagt herfor med pengeløn.

Værdiansættelsen skal således ikke som hidtil foretages med udgangspunkt i godets værdi for den ansatte, men i godets almindelige omsætningsværdi. Denne ændrede værdiansættelse vil i de fleste tilfælde medføre en højere værdi end efter de hidtidige regler, men i særlige tilfælde vil værdiansættelsen eventuelt kunne føre til en lavere værdi end efter de hidtidige regler, f.eks. i tilfælde, hvor godet har en særlig tiltrækning for netop den pågældende modtager.

Baggrunden for denne ændring af værdiansættelsen er ønsket om i højere grad at tilnærme beskatningen af personalegoder til omkostningerne ved selv at købe det pågældende gode for beskattede midler.

2.2.2. Markedsværdien fraviges som udgangspunkt i § 16, stk. 4-6, hvori der er fastsat særlige »skematiske« værdiansættelsesregler for goder i form af fri bil, sommerbolig og lystbåd.

Endvidere beskattes rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som firmaet udbyder som led i virksomheden, kun i det omfang prisen ikke dækker firmaets omkostninger ved at producere varen eller tjenesteydelsen, inklusive eventuelle afgifter. Betaler den ansatte ikke mindst denne pris for godet, beskattes den ansatte af den fulde markedsværdi af godet, fratrukket den faktiske betaling for godet.

2.2.3. Det er i forbindelse med gennemførelsen af § 16 tilkendegivet overfor Folketinget, at den skærpede beskatning af personalegoder tænkes indført over en kort årrække i takt med, at de centrale skattemyndigheder bliver i stand til at afgrænse og værdiansætte goderne, med henblik på ensartet praksis i hele landet. Særligt for de personalegoder, der har karakter af sparet privatforbrug, kan dette forhold bevirke, at de lokale skattemyndigheder må være tilbageholdende med på egen hånd at gennemføre beskatning på områder, hvor beskatning ikke hidtil er gennemført.

2.2.4. Ligningsrådet kan som hidtil give vejledende anvisninger for ligningsmyndighedernes værdiansættelse af typiske personalegoder, men anvisningerne skal nu foretages med udgangspunkt i markedsværdien af godet. Som hidtil tager Ligningsrådets anvisninger sigte på normaltilfælde, hvorfor anvisningerne kan fraviges, når særlige forhold gør sig gældende i det enkelte tilfælde.

2.2.5. Ydes goder i situationer, der ikke er omfattet af ligningslovens § 16, finder de almindelige bestemmelser i statsskattelovens §§ 4-6 anvendelse.

2.3. Telefon

2.3.1. Telefontilskud - fradrag for erhvervsmæssige samtaleudgifter

2.3.1.1. Efter ligningslovens § 16, stk. 1, skal tilskud til telefon uden for arbejdsstedet fuldt ud medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Med kravet om, at telefonen skal være uden for arbejdsstedet, er der primært tænkt på tilskud til telefon i hjemmet, men bestemmelsen omfatter også tilskud til f.eks. telefon i sommerhus, telefon i bilen eller mobiltelefon.

Bestemmelsen forudsætter normalt, at tilskuddet ydes til en telefon, der er oprettet i en anden end firmaets navn, typisk i den ansattes navn.

2.3.1.2. Betaler firmaet kun for telefonsamtaler »fra hjemmet«, der efter særskilt bestilling for hver enkelt samtale kan dokumenteres som erhvervsmæssig ved bilag fra telefonselskabet, foreligger der ikke et skattepligtigt telefontilskud, men en situation hvor firmaet betaler sine udgifter efter regning.

2.3.1.3. Bestemmelsen modsvares i § 16, stk. 2, af, at den ansatte har ret til fradrag for erhvervsmæssige samtaleudgifter.

I den forbindelse sondres der mellem abonnementsudgifter og samtaleudgifter. Abonnementsudgifter anses efter bestemmelsen altid for private, hvorimod samtaleudgifter kan være erhvervsmæssige.

Ingen del af abonnementsudgiften kan fradrages som erhvervsmæssig, fordi abonnementsudgiften anses for en privat udgift. Baggrunden for denne antagelse er det normale i, at man har en telefon i hjemmet. Den ansatte antages således selv at ville holde telefon, selv om firmaet ikke ydede tilskud hertil.

Det er den ansatte, der skal sandsynliggøre størrelsen af de erhvervsmæssige samtaleudgifter. Efter § 16, stk. 2, anses telefontilskud fortrinsvis at dække abonnementsudgiften. Telefontilskuddets størrelse kan således ikke tages som et direkte udtryk for størrelsen af den ansattes erhvervsmæssige samtaleudgifter, uanset om firmaet har »øremærket« tilskuddet til at dække samtaleudgifter.

Fradragsretten beror i øvrigt på de almindelige fradragsregler, jf. ligningslovens § 9, stk. 1 (lønmodtagere), og statsskattelovens § 6, litra a (ikke-lønmodtagere). Hviler fradragsretten således på § 9, stk. 1, er fradraget afhængig af, om årets samlede erhvervsmæssige udgifter overstiger bundgrænsen på 3.800 kr. (1994 niveau).

2.3.2. Fri telefon

2.3.2.1. Fri telefon uden for arbejdsstedet er et personalegode. Ved fri telefon forstås, at telefonen enten er oprettet i firmaets navn, eller at firmaet afholder telefonudgiften eller en procentdel af telefonudgiften, dvs bærer en direkte risiko for telefonregningens størrelse.

Der foreligger således også fri telefon i de tilfælde, hvor firmaet betaler telefonregningen, men den ansatte betaler et forud aftalt fast beløb til firmaet for den private brug, f.eks. 99 kr. om måneden.

Fri telefon omfatter derimod f.eks. ikke de tilfælde, hvor firmaet betaler den ansattes telefonregning op til et vist maksimum, f.eks. op til 5.000 kr. I disse tilfælde foreligger der telefontilskud, jf. punkt 2.3.1.

Fri telefon omfatter også den situation, hvor firmaet har stillet en firmabil med telefon til rådighed for privat brug.

2.3.2.2. Efter Ligningsrådets vejledende anvisning sættes værdien af fri telefon for 1994 til 3.000 kr., dog maksimalt til den faktiske telefonregning. Den ansattes skattepligtige indkomst forhøjes således med beløbet, hvis ikke særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde må føre til et andet resultat.

Det vejledende beløb dækker abonnementsudgiften og den private del af samtaleudgiften.

Beløbet anvendes uanset om den ansatte i øvrigt har privat telefon, men den ansatte kan under den ligningsmæssige behandling få reduceret det vejledende beløb på 3.000 kr. med størrelsen af årets faktiske telefonudgift vedrørende den private telefon. Firmaet skal imidlertid ikke foretage en sådan reduktion ved opgørelsen af grundlaget for indeholdelsen af A-skat.

Beløbet dækker uanset telefonens art og uanset antallet af telefoner, der er stillet til fri rådighed.

Beløbet dækker derimod ikke selve telefonapparatet, idet det ikke anses for indeholdt i basisabonnementet. Beløbet omfatter heller ikke nyopretning af et telefonabonnement.

Har den ansatte kun fri telefon en del af året, foretages en forholdsmæssig fordeling af årsbeløbet.

Betaler den ansatte et beløb til firmaet for brug af telefonen, reduceres det skattepligtige beløb efter Ligningsrådets anvisning hermed. Er årets telefonregning f.eks. på 7.000 kr., og betaler den ansatte 3.000 kr. til firmaet for brug af telefonen, er der normalt intet at beskatte. Betaler den ansatte i eksemplet derimod kun 2.000 kr. til firmaet, så skal den ansatte normalt beskattes af 1.000 kr.

Den skattemæssige værdi kan ikke overstige størrelsen af den faktiske telefonregning. Er telefonregningen det pågældende år f.eks. på 2.500 kr., kan den ansatte ikke bestattes af fri telefon med et større beløb.

Betaler firmaet kun en procentdel af telefonregningen, f.eks. 1/3, foretages indkomstforhøjelsen med samme procentdel af det af Ligningsrådet anviste beløb, i eksemplet med 1/3 af 3.000 kr. = 1.000 kr.

2.4. Firmabil, jf. § 16, stk. 4

2.4.1. Firmabil til rådighed for privat kørsel

2.4.1.1. Stiller arbejdsgiveren et køretøj til rådighed for den ansatte til privat brug, uden at den ansatte betaler fuldt vederlag herfor, foreligger der et skattepligtigt personalegode.

I det følgende anvendes betegnelsen »fri firmabil« om rådighed over et køretøj, der udløser beskatning efter § 16, stk. 4, i modsætning til rådighed over et køretøj, der udløser beskatning efter hovedreglen i § 16, stk. 3.

2.4.1.2. Den »skematiske« værdiansættelse af fri firmabil efter § 16, stk. 4, finder kun anvendelse på biler i sædvanlig forstand, men ikke på f.eks. fri motorcykel og lignende, der værdiansættes efter hovedreglen i § 16, stk. 3, dvs. som lån af et aktiv.

§ 16, stk. 4, finder endvidere kun anvendelse på biler, der efter deres art og fremtræden kan være anvendelige som alternativ til en privat bil, men ikke på f.eks. lastvogne, kranvogne, indrettede værkstedsvogne og andre specialkøretøjer. Privat kørsel i sådanne specialkøretøjer værdiansættes efter hovedreglen i § 16, stk. 3, dvs. som lån af et aktiv med de modifikationer, der følger af ligningslovens § 9 C, stk. 6.

2.4.1.3. Privat kørsel i en firmabil, der føres af en af firmaet betalt chauffør, er ikke omfattet af § 16, stk. 4, men anses for firmabetalt transport, f.eks. transport i en »mandskabsvogn« eller en direktionsbil, der værdiansættes efter hovedreglen i § 16, stk. 3, dvs. af forbruget med de modifikationer, der følger af ligningslovens § 9 C, stk. 6.

2.4.1.4. Kun rådighed over firmabil til privat kørsel udløser beskatning efter § 16, stk. 4. Den erhvervsmæssige kørsel for firmaet i firmaets bil beskattes ikke.

2.4.1.5. Det bemærkes, at der ikke kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse efter Ligningsrådets anvisning, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, til lønmodtagere, der har fået stillet en firmabil til rådighed, idet de pågældende ikke har erhvervsmæssige transportudgifter.

Der kan heller ikke udbetales skattefri kørselsgodtgørelse af et andet firma (B) end det, der har stillet firmabilen til rådighed for privat kørsel (A), f.eks. hvor firmabilen i weekenderne (fritiden) bruges til erhvervsmæssig kørsel for dette andet firma (B), bortset fra de tilfælde, hvor lønmodtageren betaler det firma, der har stillet bilen til rådighed (A), fuldt vederlag for den private kørsel for det andet firma (B).

Det har bl.a. baggrund i, at den skat, som den ansatte betaler af fri firmabil, ikke er en udgift som nævnt i ligningslovens § 9, stk. 5.

2.4.1.6. Firmabil til rådighed for privat kørsel medfører reelt, at der ikke er adgangen til fradrag for befordring mellem hjem og arbejde efter ligningslovens § 9 C, jf. § 9 C, stk. 6.

Der er som udgangspunkt heller ikke fradrag efter ligningslovens § 9 D for transport mellem hjem og arbejde i fri firmabil.

2.4.2. Hovedprincipper for værdiansættelsen, jf. § 16, stk. 4, 1. og 2. pkt.

2.4.2.1. Den skattemæssige værdi af fri firmabil sættes efter ligningslovens § 16, stk. 4, til en procentdel af bilens værdi.

Det er rådigheden over firmabil til privat brug, der herved beskattes. Den skattemæssige værdi er derfor uafhængig af omfanget af den private kørsel.

Baggrunden for denne »skematiske« værdiansættelse er ønsket om at forenkle administrationen af beskatning af fri firmabil for myndighederne og de skattepligtige, således at det bl.a. ikke er nødvendigt at arbejde med kørselsregnskaber eller skønne over omfanget af den private kørsel.

Beregningsgrundlaget for den skattemæssige værdiansættelse (bilens værdi) skal mindst udgøre 150.000 kr. og højst 400.000 kr., uanset bilens faktiske værdi i øvrigt.

Procentdelen er 20 for indkomståret 1994, 21 for indkomståret 1995, 22 for indkomståret 1996 og 23 fra og med indkomståret 1997.

2.4.2.2. § 16, stk. 4, finder anvendelse på hver enkelt bil, firmaet stiller til rådighed for den ansatte til privat brug (der gives ikke mængderabat).

2.4.2.3. § 16, stk. 4, finder ikke kun anvendelse på biler, som firmaet ejer, men også på biler, som firmaet har lejet (leaset). Stiller firmaet en lejet bil til fri rådighed for en ansat, beskattes den ansatte efter § 16, stk. 4, idet den skattepligtige værdi fastsættes som om bilen var erhvervet til eje af firmaet på lejetidspunktet.

Se i øvrigt punkt 2.1.1.2.

2.4.3. Beregningsgrundlaget for nye contra gamle biler, jf. § 16, stk. 4, 3. og 4. pkt.

2.4.3.1. Ved opgørelsen af den værdi, som den skattemæssige værdi beregnes af (beregningsgrundlaget), skelnes imellem om firmaet har anskaffet bilen højst tre år efter bilens første registrering i Centralregistret for Motorkøretøjer eller ej. Der gælder særlige regler for brugte hyrevogne, jf. punkt 2.4.3.4.

2.4.3.2. Har firmaet anskaffet bilen højst tre år efter bilens første indregistrering (»ny bil«), fastsættes beregningsgrundlaget med udgangspunkt i nyvognsprisen. Nyvognsprisen er bilens listepris fra ny, inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør.

Ved normalt tilbehør forstås tilbehør, der forekommer i privatejede biler, herunder telefon, men ikke særligt virksomhedstilbehør som f.eks. trækspil, telefax, diktafon eller lignende.

Ved indkomstopgørelsen vedrørende »nye firmabiler« anvendes nyvognsprisen som beregningsgrundlag i det indkomstår (den ansattes), hvori første indregistrering er foretaget, samt de to følgende indkomstår, og derefter 75 pct. af nyvognsprisen hver af de følgende indkomstår, dog mindst 150.000 kr. og højst 400.000 kr.

Den skattemæssige værdi af fri firmabil opgøres ligningsmæssigt for det indkomstår (regnskabsperiode), som den ansatte anvender, uanset om regnskabsperioden fraviger kalenderåret.

Er nyvognsprisen f.eks. 160.000 kr., er beregningsgrundlaget 160.000 kr. de tre første indkomstår, og derefter 150.000 kr. årligt (ikke 75 pct. af 160.000 kr. = 120.000 kr.).

Er nyvognsprisen f.eks. 600.000 kr., er beregningsgrundlaget 400.000 kr. de første tre indkomstår, og derefter 400.000 kr. årligt (ikke 75 pct. af 400.000 = 300.000 kr.).

2.4.3.3. Har firmaet anskaffet bilen mere end tre fulde år efter bilens første indregistrering (»gammel bil«), er beregningsgrundlaget firmaets købspris, dvs. den pris firmaet faktisk betaler for bilen, inklusive eventuelle leveringsomkostninger og normalt tilbehør, jf. punkt 2.4.3.2.

Til købsprisen henregnes også eventuelle istandssættelsesudgifter, der afholdes i forbindelse med bilens erhvervelse. Der kan ikke opstilles en generel frist for den tidsmæssige sammenhæng mellem erhvervelsen og istandsættelsen, idet det må bero på en konkret vurdering af, om istandssættelsen har en naturlig sammenhæng med erhvervelsen.

2.4.3.4. Treårsreglen er fraveget for hyrevogne, der af firmaet er erhvervet uden berigtigelse af yderligere registreringsafgift (dvs. at bilen har kørt mindst 250.000 km. og er mere end to år gammel). I disse tilfælde foretages værdiansættelsen efter reglen for »gamle biler«.

2.4.3.5. Ejer firmaet og den ansatte i sameje den bil, der er stillet til rådighed for den ansatte til privat brug, indkomstbeskattes den ansatte af firmaets andel af bilen.

Ejes f.eks. en »ny bil« til 200.000 kr. i lige sameje mellem firmaet og den ansatte, er beregningsgrundlaget for fri firmabil den del af bilens værdi, som firmaet stiller til rådighed for den ansatte, dvs. 50 pct. af 200.000 kr. = 100.000 kr. de første tre indkomstår, og derefter til 75 pct. af 100.000 kr. = 75.000 kr. årligt.

Betaler firmaet imidlertid en større del af bilens drifts- og finansieringsomkostninger end svarende til firmaets ejerandel, jf. punkt 2.4.6., beskattes den ansatte efter § 16, stk. 4, som om bilen var ejet 100 pct. af firmaet.

2.4.4. Kun til rådighed en del af året, jf. § 16, stk. 4, 5. pkt.

Er firmabilen kun til rådighed for privat brug en del af året, foretages en forholdsmæssig fordeling af den skattemæssige årsværdi.

Forholdet beregnes på den måde, at den ansatte skatteansættes af firmabilens skattemæssige årsværdi, fratrukket værdien af det antal hele måneder, firmabilen ikke er til rådighed for privat brug.

Har den ansatte f.eks. firmabilen til fri rådighed i perioden 1/1 - 3/5, beskattes den pågældende af 5/12 af årsværdien.

Har den ansatte f.eks. firmabilen til fri rådighed i perioderne 1/1 - 3/5 og 20/6 - 31/12, beskattes den pågældende af 11/12 af årsværdien, idet den bilfri periode er på mere end 30 dage, men mindre end 60 dage.

Har den ansatte f.eks. firmabilen til fri rådighed i perioden 15/12 1994 - 3/1 1995, beskattes den pågældende af 1/12 af årsværdien, idet bilen er til rådighed mindre end 30 dage.

Skifter den ansatte i årets løb en eller flere gange fri firmabil inden for samme kalendermåned, accepteres at den ansatte kun beskattes af 1/12 af årsværdien af den dyreste af bilerne for den pågældende kalendermåned.

Udskifter den ansatte f.eks. firmabil A (værdi 200.000 kr.), som den ansatte har haft til fri rådighed fra året før, den 3/5 med firmabil B (værdi 250.000 kr.), og firmabil B med firmabil C (værdi 150.000 kr.) den 17/5, og firmabil C med firmabil D (værdi 300.000 kr.) den 28/5, og firmabil D med firmabil E (værdi 200.000) den 10/6, som den ansatte har til fri rådighed resten af året, beskattes den pågældende af følgende værdier

Firmabil A: 4/12 af årsværdien af A.

Firmabil B, C og D: 2/12 af årsværdien af D.

Firmabil E 6/12 af årsværdien af E.

2.4.5. Privat kørsel, jf. § 16, stk. 4, 6. og 7. pkt.

2.4.5.1. Det er kun rådighed over firmabil til privat brug, der beskattes.

Den ansatte beskattes ikke af erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for det firma, der har stillet bilen til rådighed. Erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for et andet firma udløser beskatning af fri firmabil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet firmabilen til rådighed.

2.4.5.2. Kørsel mellem hjem og arbejde anses skattemæssigt for privat kørsel, hvis ikke kørslen kan henføres under ligningslovens § 9 B som erhvervsmæssig. Kørsel i firmabil mellem hjem og arbejde uden for området af § 9 B udløser derfor normalt beskatning efter § 16, stk. 4.

2.4.5.3. For ansatte med kundeopsøgende arbejde er det i § 16, stk. 4, 7. pkt., bestemt, at kørsel i firmabil højst en gang om ugen mellem hjemmet og den virksomhed, hvor den pågældende er ansat, ikke udløser beskatning af fri firmabil.

Ved personer med kundeopsøgende arbejde forstås personer, der kører ud til kunder, nye såvel som gamle, for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produkterne har karakter af varer eller tjenesteydelser. Det kundeopsøgende arbejde skal have en vis fast karakter over året, for at blive anerkendt i relation til § 16, stk. 4. Kriteriet er det samme som anvendes i ligningslovens § 9 B, stk. 3.

2.4.5.4. Lovlig kørsel mellem hjem og arbejde i en firmabil på gule plader, som firmaet ikke har betalt nogen moms af ved anskaffelsen (firmaet har fuldt ud medregnet afgiften vedrørende anskaffelsen af bilen som indgående afgift), udløser ikke beskatning efter § 16, stk. 4, af fri firmabil. Tilsvarende gælder kørsel i en lejet bil.

Firmaet kan fratrække købemomsen (lejemomsen), når bilen udelukkende anvendes i forbindelse med virksomhedens afsætning af varer og momspligtige ydelser.

Kørsel mellem hjem og arbejdsplads anses normalt ikke for en kørsel, der vedrører firmaets momspligtige aktivitet. Dog accepteres kørsel mellem bopæl og skiftende arbejdspladser, herunder lejlighedsvis kørsel til det faste forretningssted. Ved kørsel til skiftende arbejdssteder forstås kørsel som nævnt i ligningslovens § 9 B.

2.4.5.5. Offentligt ansattes lovlige kørsel i tjenestebil udløser - ligesom under pkt. 2.4.5.4 - ikke beskatning efter § 16, stk. 4, når bilen er af en type, der ville have kunnet indregistreres på gule plader, hvis den var ejet af en privat virksomhed.

2.4.5.6. Chauffører, hvis primære funktion er transport i firmaets interesse af personer, varer, materialer eller værktøj, kan starte og slutte det daglige arbejde ved at køre fra og til hjemmet i firmaets bil, uden at det udløser beskatning efter § 16, stk. 4, af fri firmabil.

Det skal i disse situtationer - på baggrund af de faktiske forhold i den enkelte situation - kunne godtgøres, at den pågældendes primære opgave er at være fører af bilen.

Tilfældigt chaufførarbejde eller chaufførarbejde, der er en bifunktion til den pågældendes arbejde som helhed, kommer ikke i betragtning.

2.4.5.7. Personer med vagt fra hjemmet til »uvisse adresser« uden for normal arbejdstid kan i forbindelse med vagten køre mellem hjemmet og virksomheden uden at det udløser beskatning efter § 16, stk. 4, af fri firmabil.

Det er dog en betingelse, at kørslen fra hjemmet til de adresser, som den pågældende bliver kaldt til, må forventes at kunne henføres under ligningslovens § 9 B.

2.4.5.8. En ansat med firmabil har mulighed for at undgå beskatning af fri firmabil ved ikke at anvende firmabilen privat.

En absolut forudsætning for at undgå beskatning er, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og firmaet om, at bilen ikke er til rådighed for privat brug. I den forbindelse bemærkes, at det påhviler firmaet som indeholdelsespligtig at påse, at der indeholdes A-skat for firmabiler, der er til rådighed for privat brug eller som faktisk bruges privat, jf. punkt 4.2.

Køres blot een gang i året privat i en firmabil, trods aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, udløses beskatning af værdien af fri firmabil for hele året, dog højst for den periode af året, hvor firmabil er til rådighed for den ansatte, herunder til rådighed for erhvervsmæssig kørsel.

Afleverer en ansat med firmabil, der har indgået en aftale med firmaet om at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, i alle tilfælde firmabilen i virksomheden uden for arbejdstiden, kan den ansatte normalt være sikker på ikke at blive beskattet af fri firmabil.

Holder firmabilen derimod ved hjemmet uden for arbejdstiden, er formodningen for, at firmabilen - uanset en eventuel aftale med firmaet om det modsatte - rent faktisk anvendes privat, og den ansatte må derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet, for at undgå beskatning.

Bedømmelsen er ligningsmæssig og konkret, men i bedømmelsen indgår om kørslen til hjemmet kan anses for erhvervsmæssig, jf. punkterne 2.4.2-7., og om den ansattes levevis/rutiner i øvrigt er tilrettelagt på en måde, der bekræfter, at firmabilen ikke anvendes privat, herunder bopælens beliggenhed i forhold til bl.a. dagligvarerforretninger, om familien har egen bil, familiens størrelse m.v., således at familiens samlede levevis/rutiner bekræfter, at firmabilen ikke anvendes privat.

Foretager den ansatte daglige reistreringer med specificeret angivelse af dagens kørsel, og udviser registreringerne alene erhvervsmæssig kørsel, har den ansatte normalt løftet bevisbyrden for, at bilen ikke bruges privat.

2.4.6. Egenbetaling, jf. § 16, stk. 4, 8. pkt.

2.4.6.1. Udgangspunktet for beskatningen af fri firmabil efter § 16, stk. 4, er, at firmaet afholder alle omkostninger vedrørende firmabilen, herunder udgifter til benzin (bortset fra tilfælde af sameje, jf. punkt 2.4.3.5.).

Betaler den ansatte firmaet for råderetten over bilen, reduceres den skattepligtige værdi af den fri firmabil med beløbet. Reduktionen kan ikke overstige den skattepligtige værdi af firmabilen. Betaler den ansatte f.eks. 500 kr. om måneden i 1994 til arbejdsgiveren for den private brug af en »ny firmabil« til 200.000 kr., opgøres den skattepligtige værdi af den fri firmabil til 40.000 kr. - 6.000 kr. = 34.000 kr.

Betalingen skal være foretaget i det indkomstår, for hvilket beskatningen foretages, og betalingen skal være foretaget af beskattede midler direkte til firmaet.

Firmaet skal på normal måde indtægtsføre den ansattes betalinger for råderetten.

Beløb, som den ansatte selv anvender til f.eks. køb af benzin til firmabilen, kan således ikke anvendes til reduktion af den skattepligtige værdi.

Det er uden betydning om betalingen foretages ratevis over året eller som en sum, men foretages betalingen ikke ratevis i takt med lønudbetalingerne, skal firmaet foretage A-skattetræk i lønnen i forhold til det på lønberegningstidspunktet faktisk indgåede beløb i det forløbne år.

2.4.6.2. Efter ligningslovens § 9 C er der ret til fradrag for transport mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Denne fradragsret omfatter i realiteten ikke skattepligtige med firmabil til rådighed for privat kørsel, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 6. Den indkomstforhøjelse, der eventuelt foretages efter § 9 C, stk. 6, som modvægt til et selvangivet fradrag for transport mellem hjem og arbejde, kan ikke anvendes til reduktion af den skattepligtige værdi af fri firmabil.

2.5. Sommerbolig, jf. § 16, stk. 5

2.5.1. Stiller firmaet en sommerbolig til rådighed for en ansat, og betaler den ansatte ikke fuldt vederlag herfor, foreligger der et skattepligtigt personalegode.

Om feriefonde m.v. henvises til punkt 2.1.1.2.

I § 16, stk. 5, er ansættelsen af den skattemæssige værdi af fri sommerbolig skematiseret. Herefter sættes værdien pr. uge til en procentdel af sommerboligens værdi.

Udtrykket sommerbolig dækker over enhver form for bolig, der har karakter af fritidsbolig, herunder sommerhus, fjeldhytte, ferielejlighed og lignende.

Sommerboliger, der er beliggende her i landet, værdiansættes med udgangspunkt i den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. januar i brugsåret. Sommerboliger, der er beliggende i udlandet, værdiansættes af skattemyndighederne efter et skøn over boligens værdi ved årets begyndelse, på samme måde som ved opgørelsen af lejeværdi af egen bolig i udlandet.

Den procent, der skal anvendes ved værdiansættelsen, er i loven fastsat pr. uge. Procentsatsen er 1/2 for ugerne 22-34, og 1/4 for årets øvrige uger.

Er sommerboligen kun til rådighed mindre end en uge, foretages en forholdsmæssig fordeling med udgangspunkt i værdien for et døgns råden. Værdiansættelsen skal altid foretages ud fra mindst et døgns råden. Er boligen f.eks. kun til rådighed 6 timer en dag, værdiansættes råderetten som om boligen har været til rådighed et helt døgn.

Værdiansættelsen efter § 16, stk. 4, forudsætter, at firmaet betaler alle udgifter vedrørende sommerboligen. Betaler den ansatte i brugsåret firmaet for råderetten, nedsættes den skattepligtige værdi af sommerboligen med det betalte beløb.

Firmaet skal på normal måde indtægtsføre den ansattes betaling for råderetten.

2.5.2. Ejer firmaet og den ansatte i sameje den sommerbolig, der stilles til rådighed for privat brug, indkomstbeskattes den ansatte af firmaets andel af sommerboligen.

Ejes f.eks. en sommerbolig til 400.000 kr. i lige sameje mellem firmaet og den ansatte, sættes værdien af den del af sommerboligen, som firmaet stiller til rådighed for den ansatte i uge 30, til 0,5 pct. af 200.000 kr. = 1.000 kr.

Betaler firmaet imidlertid en større del af omkostningerne ved sommerboligen end svarende til firmaets ejerandel, beskattes den ansatte efter § 16, stk. 5, som om sommerboligen var ejet 100 pct. af firmaet.

2.6. Lystbåd, jf. § 16, stk. 6

2.6.1. Stiller firmaet en lystbåd til rådighed for en ansat, og betaler den ansatte ikke fuldt vederlag herfor, foreligger der et skattepligtigt personalegode.

Ligesom for firmabiler, jf. punkt 2.4.5.8., kan en ansat, der anvender en lystbåd erhvervsmæssigt, aftale med firmaet, at båden ikke er til rådighed for privat brug.

Efter § 16, stk. 6, ansætte den skattepligtige værdi af fri lystbåd skematisk. Herefter sættes værdien pr. uge til en procentdel af bådens værdi.

Udtrykket lystbåd dækker enhver form for båd, der kan anvendes i fritidsøjemed.

Bådens værdi fastsættes af skattemyndighederne efter et skøn over markedsværdien ved årets begyndelse.

Den procent, der skal anvendes ved værdiansættelsen, er i loven fastsat til 2 pr. uge.

Er båden kun til rådighed mindre end en uge, foretages en forholdsmæssig fordeling med udgangspunkt i værdien for et døgns råden. Værdiansættelsen skal altid foretages ud fra mindst et døgns råden. Er båden f.eks. kun til rådighed i 6 timer en dag, værdiansættes råderetten som om båden har været til rådighed et helt døgn.

Værdiansættelsen efter § 16, stk. 6, forudsætter, at firmaet betaler alle udgifter vedrørende båden, herunder for bådens faste plads i havnen, men ikke for havneplads i »gæstehavne«. Betaler den ansatte i brugsåret firmaet for råderetten, reduceres den skattepligtige værdi med beløbet.

Firmaet skal på normal måde indtægtsføre den ansattes betaling for råderetten.

Der foretages ikke beskatning for den tid, hvor båden mere varigt er trukket på land - typisk om vinteren.

2.6.2. Ejer firmaet og den ansatte i sameje den båd, der stilles til rådighed for privat brug, indkomstbeskattes den ansatte af firmaets andel af båden.

Ejes f.eks. en båd til 600.000 kr. i lige sameje mellem firmaet og den ansatte, sættes værdien af den del af båden, som firmaet stiller til rådighed for den ansatte i en uge, til 2 pct. af 300.000 kr. = 6.000 kr.

Betaler firmaet imidlertid en større del af bådens omkostninger end svarende til ejerandelen, beskattes den ansatte efter § 16, stk. 6, som om båden var ejet 100 pct. af firmaet.

3. Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3

3.1. Efter virksomhedsskatteloven kan skattepligtige personer, der driver selvstændig virksomhed, vælge at anvende de særlige regler i virksomhedsskatteloven ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fra virksomheden. Den erhvervsdrivende kan fra indkomstår til indkomstår vælge, om virksomhedsskattelovens regler skal anvendes ved indkomstopgørelsen eller ej.

Efter virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, kan aktiver, der benyttes til både erhvervsmæssige og private formål, kun indgå under virksomhedsordningen i nærmere angivet omfang. For så vidt angår blandet benyttede driftsmidler, er det kun biler og vindmøller samt de af Ligningsrådet i denne sammenhæng godkendte blandet benyttede aktiver, der kan henføres under virksomhedsordningen.

Efter virskomhedsskattelovens § 1, stk. 3, sidste punktum, finder ligningslovens § 16 om beskatningen af personalegoder tilsvarende anvendelse ved fastsættelsen af værdien af privat benyttede aktiver, der indgår i virksomheden.

Ligningslovens § 16 finder således anvendelse på personligt erhvervsdrivendes biler, når den erhvervsdrivende har valgt at henføre bilen under virksomhedsordningen, men tillige anvender bilen privat. Anvender den erhvervsdrivende således bilen til privat kørsel, f.eks. til husholdningsindkøb, til familiebesøg, til transport af børn til og fra institution eller lignende, beskattes den pågældende som en ansat med firmabil til rådighed for privat brug, jf. § 16, stk. 4.

3.2. Har en personligt erhvervsdrivende en bil, der ikke er henført under virksomhedsordningen, men anvendes både privat og erhvervsmæssigt, begrænses den erhvervsdrivendes adgang til at fradrage omkostningerne ved bilen som hidtil til den del af årets omkostninger, der kan henføres til den erhvervsmæssige brug.

4. Administration

Samtidig med vedtagelsen af ligningslovens § 16 er virksomheders pligt til at foretage indberetning til skattemyndighederne om ydede personalegoder udbygget, og visse personalegoder er gjort til A-indkomst med deraf følgende pligt til at indeholde A-skat.

4.1. Indberetning

Efter skattekontrollovens § 7, stk. 4, er skatteministeren bemyndiget til efter indstilling fra Ligningsrådet administrativt at fastsætte, hvilke personalegoder virksomhederne skal indberette til de statslige told- og skattemyndigheder sammen med lønoplysningerne i øvrigt. Skatteministeren kan herunder bestemme, at indberetningen ikke kun skal omfatte personalegodets art, men tillige en værdiansættelse af godet.

De bestemmelser skatteministeren fastsætter om personalegoder med hjemmel i skattekontrollovens § 7, stk. 4, er »indberetningsbestemmelser«, der kun er bindende for ligningsmyndighederne i det omfang de af skatteministeren for indberetningerne foreskrevne værdiansættelsesmetoder er udtryk for Ligningsrådets opfattelse.

Skatteministeren har med hjemmel i skattekontrollovens § 7. stk. 4, bestemt, at arbejdsgivere m.v. skal foretage indberetning om fri telefon, firmabil, helårsbolig, forsyninger til helårsbolig, sommerbolig, lystbåd, personalelån og TV-/radiolicens, jf. § 10 i bekendtgørelse nr. 843 af 18. oktober 1993 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven. Bortset fra personalegoder i form af helårsbolig til visse ansatte, personalelån og sommerboliger beliggende i udlandet, skal goderne indberettes med en værdiangivelse.

Den indberetningspligt, virksomhederne hermed er pålagt vedrørende personalegoder, omfatter ikke kun goder ydet til den ansatte selv, men også goder, der er ydet til andre end den ansatte selv, når ydelsen utvivlsomt udspringer af ansattelsesforholdet, f.eks. ydelse af et gode til den ansattes ægtefælle m.v., jf. overfor under punkt 2.1.1.1.

4.2. Indeholdelse af A-skat

Med hjemmel i kildeskattelovens § 43, stk. 2, kan skatteministeren bestemme, i hvilket omfang personalegoder skal behandles som A-indkomst med deraf følgende skattetræk i lønudbetalingerne.

Skatteministeren har således bestemt, at personalegoder i form af fri firmabil og fri telefon skal behandles som A-indkomst, jf. § 20, nr. 20 og 21, i bekendtgørelse nr. 795 af 1. oktober 1993 om opkrævning m.v. af indkomst- og formueskat (»kildeskattebekendtgørelsen«).

Herudover er telefontilskud A-indkomst.

Indeholdelse af A-skat for fri telefon og fri firmabil, der er naturalieydelser, indebærer, at skatten skal indeholdes i den ansattes øvrige løn.

Indeholdelsen skal foretages løbende, dvs. i hver lønudbetaling, der foretages for de tidsrum, hvor telefonen eller bilen er til fri rådighed.

I den forbindelse henledes opmærksomheden på, at den skattemæssige værdi af fri firmabil ikke kan opgøres for en kortere periode end 30 dage, jf. punkt 2.4.4., og at der skal tages hensyn til eventuel egenbetaling til firmaet, jf. punkt 2.4.6.

Skifter en ansat med fri firmabil arbejdsgiver midt i en måned, og får den ansatte også fri firmabil af den nye arbejdsgiver, må den ansatte oplyse (dokumentere) over for den nye arbejdsgiver, hvorledes den tidligere arbejdsgiver for den pågældende måned har indeholdt A-skat af den hidtidige firmabil, således at den nye arbejdsgiver kan tage hensyn til den allerede indeholdte A-skat af fri firmabil i lønudbetalingen for den pågældende måned.

Stilles telefon eller bil til fri rådighed for en medarbejder, der ikke får udbetalt pengeløn, eller som får udbetalt en pengeløn, der er mindre end skatten af disse goder, kan skattetræk kun foretages med så stort et beløb, som kontantlønnen kan rumme. I disse tilfælde må et restskattetræk foretages i næst følgende lønudbetaling inden for samme indkomstår (den ansattes), hvor der er plads dertil. Forholdet er nærmere reguleret i § 23 i kildeskattebekendtgørelsen.

Der indeholdes ikke A-skat vedrørende personligt erhvervsdrivendes private brug af en bil, der er valgt henført under virksomhedsordningen.

5. Ikrafttræden

Cirkulæret træder i kraft den 1. januar 1994.

Skatteministeriet, den 13. december 1993

Peter Loft

/ Kaj Lotz

Cirkulære om beskatning af personalegoder (Til de statslige told- og skattemyndigheder og til de kommunale skattemyndigheder)

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Statsskattelovens §§ 4-6

1.2. Lov nr. 483 af 30. juni 1993 om ændring af ligningsloven, skattekontrolloven og virksomhedsskatteloven

1.3. Lovforslag nr. L 80 af 18. november 1993

2. Ligningslovens § 16

2.1. Anvendelsesområdet, jf. § 16, stk. 1

2.2. Værdiansættelsen, jf. § 16, stk. 3

2.3. Telefon

2.4. Firmabil, jf. § 16, stk. 4

2.5. Sommerbolig, jf. § 16, stk. 5

2.6. Lystbåd, jf. § 16, stk. 6

3. Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3

4. Administration

4.1. Indberetning

4.2. Indeholdelse af A-skat

5. Ikrafttræden

Bilag Lov nr. 483 af 30. juni 1993 om ændring af ligningsloven, skattekontrolloven og virksomhedsskatteloven.

1. Indledning

Ved lov nr. 483 af 30. juni 1993 er reglerne i statsskattelovens §§ 4-6 om opgørelse af den skattepligtige indkomst præciseret for så vidt angår ydelse af økonomiske fordele af anden art end penge i forbindelse med aftaler om personligt arbejde, såkaldte »personalegoder«.

1.1. Statsskattelovens §§ 4-6

Beskatning af indkomst foretages som udgangspunkt med hjemmel i statsskattelovens §§ 4-6, hvori de grundlæggende principper for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er fastsat.

Efter § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægt, uanset om indtægten hidrører her fra landet eller fra udlandet og som udgangspunkt uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort positive undtagelser herfra.

Efter § 5 er visse indkomster skattefri, og efter § 6 kan visse udgifter fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Skattepligten efter statsskatteloven omfatter således også tillæg til arbejdsindkomst i form af naturalier, såkaldte »personalegoder«. Værdiansættelsen heraf afhænger som udgangspunkt af, om godet har karakter af sparet privatforbrug eller karakter af overdragelse til eje eller til lån. I førstnævnte tilfælde foretages værdiansættelsen til den forbrugsbesparelse, den ansatte opnår, mens værdiansættelsen i sidstnævnte tilfælde foretages til værdien i fri handel.

1.2. Lov nr. 483 af 30. juni 1993 om ændring af ligningsloven, skattekontrolloven og virksomhedsskatteloven

1.2.1. Ligningslovens § 16

Ved § 1 i lov nr. 483 af 30. juni 1993 er § 16 indføjet i ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 7. oktober 1993.

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte »personalegoder«, der nærmere er beskrevet i § 16, stk. 1 og 3. Bestemmelsen rummer ingen begrænsning af skattepligten efter statsskattelovens §§ 4-6.

Ingen