Legislator Case Law & Legislation
C19930018360 DK

Vejledning om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1993 183 Historic

Vejledning om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt

Direktoratet har i bekendtgørelse nr. 869 af 12. november 1993 fastsat regler om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt.

Bekendtgørelsen fastsætter de krav, der som minimum stilles til arbejdsløshedskassens informations- og vejledningspligt over for sine medlemmer for at sikre, at arbejdsløshedskassen har et grundlag for i samarbejde med Arbejdsformidlingen at vejlede medlemmerne om beskæftigelse, uddannelse, genoptræning og omskoling.

Herudover fastsætter bekendtgørelsen nærmere regler om arbejdsløshedskassernes informations- og vejledningspligt i forbindelse med Arbejdsformidlingens udarbejdelse af en individuel handlingsplan. Arbejdsløshedskasserne har en støttende funktion med henblik på vejledning af medlemmerne om muligheden for at få en handlingsplan, og om hvilke redskaber, der kan tilbydes hos Arbejdsformidlingen, hvorimod Arbejdsformidlingen har ansvaret for udarbejdelse af handlingsplanen og for det videre forløb.

Arbejdsministeriets vejledning af 13. oktober 1993 vedrørende samarbejdet mellem Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne om handlingsplaner redegør nærmere for, hvorledes samarbejdet og koordinationen mellem arbejdsløshedskasserne og Arbejdsmarkedsrådet/Arbejdsformidlingen om handlingsplaner m.v. kan foregå.

Bekendtgørelsen bygger på den forudsætning, at arbejdsløshedskassen og Arbejdsformidlingen i samarbejde tilrettelægger den samlede vejledning, således at den for det enkelte medlem opfattes som en helhed, og således at det enkelte medlem får en opfattelse af, at medlemmet selv skal gøre en aktiv indsats for at komme i beskæftigelse.

Bekendtgørelsen bygger videre på den forudsætning, at Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne har et fælles referencegrundlag for vejledningen, således at den lediges forventninger efter vejledning i arbejdsløshedskassen står i forhold til de muligheder, Arbejdsformidlingen har for at afgive tilbud. Der skal i den forbindelse peges på betydningen af det regionale samarbejde mellem arbejdsløshedskasserne og Arbejdsmarkedsrådet/Arbejdsformidlingen, den nærmere udmøntning af samarbejdet og arbejdsdelingen samt en fælles opfattelse af, hvilke realistiske muligheder den ledige har. Regionalt vil der fx kunne indgås aftaler mellem Arbejdsmarkedsrådet/Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskasserne om arbejdsdeling, bl.a. i forbindelse med udarbejdelse af handlingsplaner.

Arbejdsløshedskassen vil altid, på baggrund af bl.a. det regionale Arbejdsmarkedsråds drøftelser og udmeldinger til Arbejdsformidlingen om udsatte grupper, kunne afpasse informationen i forbindelse med handlingsplaner m.v.

Arbejdsløshedskassen kan fx afholde informationsmøder i samarbejde med Arbejdsformidlingen og uddannelsesinstitutioner, samt afholde informationsmøder målrettet mod særlige grupper, herunder medlemmer med 3 måneders ledighed.

For at undgå dobbeltadministration forudsættes det endvidere, at der sker en gensidig udveksling mellem arbejdsløshedskassen og Arbejdsformidlingen af de i denne sammenhæng relevante oplysninger.

Bilag 1 til bekendtgørelsen angiver det nærmere indhold for udvekslingen af relevante oplysninger.

Generel vejledningspligt

Til § 1.

Ifølge bestemmelsen har arbejdsløshedskassen pligt til at sikre sig, at et medlem er gjort bekendt med alle de rettigheder og pligter, der følger af et medlemskab af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse.

Arbejdsløshedskassen har dog altid pligt til at give et medlem individuel og personlig vejledning, både når medlemmet har behov herfor, og når det er et krav efter reglerne i bekendtgørelsen.

Arbejdsløshedskassens pligt til at informere medlemmet om disse rettigheder og pligter kan, hvor intet andet er bestemt, opfyldes ved udlevering af skriftligt informationsmateriale.

Til § 2.

Arbejdsløshedskassen skal især være opmærksom på, at det ved førstegangsledighed vil være påkrævet at yde en særlig vejledningsindsats om rådighedsreglerne, jf. direktoratets bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed. Arbejdsløshedskassen skal altid informere et ledigt medlem om, hvilke krav der stilles, for at medlemmet kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder især betydningen af at være arbejdssøgende.

Information af et medlem kan eventuelt ske skriftligt.

Til § 4.

Når arbejdsløshedskassen af medlemmet bliver gjort opmærksom på, at medlemmet overvejer at rejse til udlandet for at søge eller overtage arbejde, skal arbejdsløshedskassen tilbyde medlemmet en individuel og personlig samtale, hvor arbejdsløshedskassen vejleder om rettigheder og pligter i forbindelse hermed.

Når medlemmet ønsker en sådan samtale, skal arbejdsløshedskassen ved samtalen bl.a. oplyse medlemmet om, i hvilke tilfælde medlemmet skal overflyttes til arbejdsløshedsforsikringssystemet i det andet land, om mulighederne for at blive stående i den danske arbejdsløshedskasse, om mulighederne for under visse betingelser at medregne arbejdsperioder i udlandet til bl.a. beskæftigelseskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55/72 og om mulighederne for at blive genoptaget i arbejdsløshedskassen og dagpengeberettiget ved tilbagevenden til Danmark.

Arbejdsløshedskassen skal desuden vejlede medlemmet om vigtigheden af at gemme relevant dokumentation.

Hvis medlemmet overvejer at rejse til et andet land, hvor EF-forordning nr. 1408/71 finder anvendelse, skal arbejdsløshedskassen vejlede om de særlige regler, der gælder i forbindelse hermed, herunder reglerne om i hvilke tilfælde overflytning skal finde sted, og om mulighederne for under visse betingelser som udsendt for en dansk arbejdsgiver at forblive omfattet af det danske arbejdsløshedsforsikringssystem. Desuden skal medlemmet orienteres om mulighederne i EF-forordning nr. 1408/71 for at tage til et andet land i op til 3 måneder for at søge arbejde med danske dagpenge.

Arbejdsløshedskassen skal endvidere som led i vejledningen forevise og eventuelt udlevere relevante attester, som medlemmet kan have behov for i forbindelse med opholdet i udlandet og tilbagevenden til Danmark og gøre opmærksom på vigtigheden af at gemme relevant dokumentation.

Medlemmets oplysningspligt

Til § 5.

Et medlem skal give arbejdsløshedskassen de oplysninger, der er relevante for arbejdsløshedskassens vejledning af medlemmet, herunder bl.a. oplysninger om arbejdssøgning, om deltagelse i kurser og andre beskæftigelsesfremmende aktiviteter, og om ønsker om fremtidig beskæftigelse og om kurser eller uddannelse.

Den individuelle handlingsplan

Til § 6.

Formålet med en individuel handlingsplan er at forbedre det enkelte medlems muligheder for at få varig beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked.

Handlingsplanens indhold bliver til i et samarbejde mellem medlemmet og Arbejdsformidlingen ud fra medlemmets ønsker og forudsætninger, kombineret med muligheder og behov på det regionale arbejdsmarked.

Medlemmet skal på et så tidligt tidspunkt som muligt orienteres om de dagpengemæssige konsekvenser af ikke at ville medvirke til udarbejdelse og eventuel revision af en handlingsplan, jf. § 2, stk. 3.

Arbejdsløshedskassen kan indkalde medlemmet til et møde, hvor arbejdsløshedskassen forbereder det enkelte medlem på udarbejdelsen af en handlingsplan. Arbejdsløshedskassen skal videre vejlede medlemmet om den proces, der skal føre frem til handlingsplanen, om hvilke realistiske redskaber, der kan tilbydes hos Arbejdsformidlingen, og hjælpe medlemmet med en afklaring af, hvordan medlemmet fx kan udnytte sin faglige baggrund. Endelig skal arbejdsløshedskassen vejlede generelt om rådighedsforpligtelsen i perioden, indtil medlemmet får en handlingsplan.

Hvis arbejdsløshedskassen afholder mødet, skal dette ske inden 4 uger efter, at arbejdsløshedskassen har modtaget underretning fra Arbejdsformidlingen, da Arbejdsformidlingen har sat udarbejdelsen af handlingsplanen i bero i 4 uger fra underretningen til arbejdsløshedskassen. Afholder arbejdsløshedskassen mødet senere end 4 uger efter underretningen, har arbejdsløshedskassen ikke sikkerhed for, at evt. bemærkninger til Arbejdsformidlingen indgår i Arbejdsformidlingens udarbejdelse af den individuelle handlingsplan.

Hvis arbejdsløshedskassen bliver opmærksom på medlemmer, der er omfattet af en målgruppe, som Arbejdsmarkedsrådet har fastsat, men som arbejdsløshedskassen ikke har fået meddelelse om er indkaldt til en samtale med henblik på at få udarbejdet en handlingplan, meddeler arbejdsløshedskassen dette til Arbejdsformidlingen.

Hvis et medlem henvender sig uopfordret til arbejdsløshedskassen for at få udarbejdet en handlingsplan, skal arbejdsløshedskassen gennemføre en vejledning, som beskrevet ovenfor, og henvise medlemmet til Arbejdsformidlingen for videre udarbejdelse af handlingsplanen.

Til § 7.

Et medlem har en fortrydelsesret på 4 uger, efter at den individuelle handlingsplan er underskrevet hos Arbejdsformidlingen.

Arbejdsløshedskassen skal derfor inden 4 uger efter, at et medlem har fået udarbejdet en individuel handlingsplan hos Arbejdsformidlingen, vejlede medlemmet om handlingsplanens betydning for retten til dagpenge og medlemmets rådighedsforpligtelse i forbindelse med handlingsplanen. Vejledningen kan ske skriftligt eller ved samtale i arbejdsløshedskassen. Samtalen kan eventuelt foregå i grupper. Herudover skal medlemmet tilbydes en personlig samtale.

Vejledningen kan bl.a. afhænge af, om den individuelle handlingsplan primært er kortsigtet, eller om den indeholder langsigtede mål og planer, ligesom vejledningen vil afhænge af, om handlingsplanen indeholder konkrete tilbud, eller at det fremgår af handlingsplanen, at medlemmet skal være arbejdssøgende.

Ved revision af en individuel handlingsplan, der medfører ændringer i et medlems rådighedsforpligtelse, skal arbejdsløshedskassen vejlede medlemmet herom, enten skriftligt eller ved et møde i arbejdsløshedskassen. Der kan evt. deltage flere medlemmer i mødet. Herudover skal medlemmet tilbydes en personlig samtale.

Vejledningsmøder

Til § 8.

Når et medlem opfylder betingelserne i stk. 1, skal arbejdsløshedskassen vejlede medlemmet om rettigheder og pligter. Arbejdsløshedskassen skal både i delperiode 1 og delperiode 2 indkalde medlemmet til et møde, når medlemmet påny opfylder betingelserne i stk. 1.

Et medlems eventuelle individuelle handlingsplan samt medlemmets oplysninger om arbejdssøgning og deltagelse i kurser og andre beskæftigelsesfremmende aktiviteter skal danne grundlag for vejledningen af medlemmet om realistiske beskæftigelsesmuligheder set i forhold til medlemmets beskæftigelsesmæssige og uddannelsesmæssige baggrund og i forhold til, hvilke stillinger medlemmet søger.

Under samtalen bør der ske en afklaring af, om medlemmet eventuelt tilhører en af Arbejdsmarkedsrådet fastsat målgruppe, og derfor bør have udarbejdet en individuel handlingsplan. Arbejdsløshedskassen kan informere Arbejdsformidlingen om, at arbejdsløshedskassen finder, at medlemmet tilhører en udsat gruppe.

Det bør videre afklares, om en allerede udarbejdet individuel handlingsplan bør revideres, herunder om den ledige har eventuelle uddannelses- og kursusbehov, der bør indgå i en revideret handlingsplan.

Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om mulighederne for at opnå uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse og øvrige rimelige tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Hvis arbejdsløshedskassen ikke har indkaldt et medlem til vejledningsmøde, fordi medlemmet var ved at få udarbejdet en handlingsplan, og medlemmet efterfølgende får en individuel handlingsplan, der ikke indeholder tilbud, skal arbejdsløshedskassen indkalde medlemmet til et vejledningsmøde.

Arbejdsløshedskassen skal indkalde medlemmet til møde, når medlemmet opfylder betingelserne i stk. 2. Hvis Arbejdsløshedskassen inden for de seneste ca. 2 måneder har vejledt medlemmet om retten til et rimeligt tilbud, kan arbejdsløshedskassen undlade at indkalde medlemmet.

Arbejdsløshedskassen skal videre indkalde medlemmet til møde, når medlemmet opfylder betingelserne i stk. 3. Hvis Arbejdsløshedskassen indenfor de seneste ca. 2 måneder har vejledt medlemmet om overgangen til delperiode 2, kan kassen undlade at indkalde medlemmet.

Sammenlagt ledighed for medlemmet i § 8, stk. 1 og 3, regnes i uger, jf. § 55, stk. 1 og 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Uger, hvor et medlem har modtaget ydelser efter § 55, stk. 3 eller 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., medregnes ikke til ledighedsperioden i § 8, stk. 1.

I bestemmelsen i § 8, stk. 2, regnes ledigheden i timer, jf. §§ 125 og 126 i bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

Informationsudveksling m.v.

Til § 10.

For at undgå dobbeltarbejde, og for at den samlede vejledning af medlemmet opleves som en helhed afstemt efter det enkelte medlems behov, skal der ske en informationsudveksling mellem arbejdsløshedskassen og Arbejdsformidlingen af blandt andet de oplysninger, som medlemmet giver til henholdsvis arbejdsløshedskassen og Arbejdsformidlingen.

Arbejdsløshedskassen skal derfor notere og opbevare de oplysninger, som medlemmet giver under vejledningssamtaler om medlemmets kursusaktiviteter og arbejdssøgning, ligesom medlemmets øvrige beskæftigelses- og uddannelsesmæssige ønsker og behov skal noteres. Dette indebærer, at arbejdsløshedskassen dels skal notere arten og tidspunktet for de kurser, medlemmet har gennemført, dels det antal stillinger, medlemmet har søgt inden for eller uden for sit faglige område, om stillingerne har været relevante at søge, når henses til medlemmets uddannelses- og beskæftigelsesmæssige baggrund, og ansøgningernes fordeling i perioden siden medlemmet blev ledig, eller medlemmet sidst har været til et vejledningsmøde eller er blevet rådighedsvurderet. Det er således ikke nødvendigt at notere arbejdsstedet, arbejdstiden og ansøgningsmåden.

Hvis arbejdsløshedskassen afholder et vejledningsmøde om udarbejdelse af en individuel handlingsplan efter § 6, stk. 1, skal arbejdsløshedskassen notere, hvad medlemmet har oplyst, og hvad medlemmet er blevet informeret og vejledt om på mødet. Medlemmet skal have udleveret en kopi af arbejdsløshedskassens notater, og arbejdsløshedskassen sender i umiddelbar forlængelse af samtalen de noterede oplysninger til Arbejdsformidlingen.

Arbejdsløshedskassen skal videre notere, om medlemmet har fulgt en eventuel individuel handlingsplan og dermed opfyldt sin rådighedsforpligtelse.

Opbevaringen kan fx ske ved at oplysningen fremgår af arbejdsløshedskassens edb-system, ved opbevaring af kopi af notaterne, eller ved notering på medlemmets sag.

For at sikre, at oplysningerne kan indgå i den fremtidige vejledning af medlemmet såvel i arbejdsløshedskassen som i Arbejdsformidlingen, skal informationsudvekslingen foregå i henhold til bilag 1 til bekendtgørelsen. Overførslen af de oplysninger, der er nævnt i bilaget sker i umiddelbar forlængelse af samtalen i henholdsvis arbejdsløshedskassen eller Arbejdsformidlingen.

Arbejdsløshedskassens notater kan eventuelt føres på et skema som bilag 2 til bekendtgørelsen.

Til § 11.

Arbejdsløshedskassen skal kunne dokumentere, at vejledningen af et medlem har fundet sted. Medlemmet skal med sin underskrift bekræfte, at vejledningen har fundet sted ved et møde og indholdet heraf.

Et medlem, der finder, at arbejdsløshedskassen ikke har opfyldt sin vejledningsforpligtelse, er som hovedregel henvist til at anlægge civilt søgsmål mod arbejdsløshedskassen med påstand om erstatning af det tab, fx af dagpenge, som medlemmet måtte have lidt.

Domspraksis viser, at en arbejdsløshedskasse pådrager sig ansvar, hvis arbejdsløshedskassen ved vejledning af et medlem - fx i forbindelse med medlemmets overgang til efterløn - ikke har sikret sig, at alle relevante oplysninger foreligger i sagen, inden arbejdsløshedskassen vejleder medlemmet.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 12. november 1993

Tove Loft

/ Ingeline Quedens

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →