Legislator Case Law & Legislation
C19930017560 DK

Vejledning om anvendelse af reglerne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om medlems- og dagpengeret for personer, der har haft arbejde eller ophold på Færøerne

8 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (8)

Statutory Text (8 Articles)

Vejledning 1993 175 Historic

§ 1 finder anvendelse i de tilfælde, hvor personen ikke tidligere har været forsikret i Danmark. I § 2 er fastsat regler for de personer, der tidligere har været medlemmer af en dansk arbejdsløshedskasse.

En person, der har haft lønarbejde på Færøerne, og som har været arbejdsløshedsforsikret der, kan optages som fuldtidsforsikret medlem i en dansk arbejdsløshedskasse, hvis personen har været beskæftiget inden for kassens faglige område i mere end 300 timer inden for en periode på 10 uger på Færøerne. Personen vil kunne optages som deltidsforsikret medlem, hvis personen har været beskæftiget mindst 150 timer og højst 300 timer inden for en periode på 10 uger.

Det er en betingelse, at beskæftigelsen ligger i en forsikringsperiode på Færøerne. Arbejdsløshedsforsikring blev indført på Færøerne den 15. februar 1992. Beskæftigelsesperioder forud for denne dato kan derfor ikke medregnes til opfyldelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 1, nr. 3 eller § 67, stk. 2, nr. 1.

Det er endvidere en betingelse, at personen har anmodet om optagelse inden 8 uger fra det tidspunkt, hvor personen ophørte med at være omfattet af arbejdsløshedsforsikringen på Færøerne, jf. stk. 2.

Personen skal optages i en arbejdsløshedskasse, som dækker det arbejde, den pågældende har udført på Færøerne, eller i en tværfaglig arbejdsløshedskasse.

Efter optagelse kan personen medregne forsikringsperioder fra Færøerne til opfyldelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 53 og arbejdsperioder til opfyldelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 eller § 72, hvis personen har anmodet om optagelse inden 8 uger fra det tidspunkt, hvor personen ophørte med at være omfattet af arbejdsløshedsforsikringen på Færøerne, jf. stk. 2.

Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 53 kan ret til dagpenge først opnås efter 1 års uafbrudt medlemskab af en arbejdsløshedskasse. Denne regel er dog fraveget i § 3.

Ved vurderingen af, om 8-ugers-fristen er overholdt, samt ved vurderingen af, om personen opfylder arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, lægges oplysningerne i den særlige blanket fra den færøske arbejdsløshedsforsikringsmyndighed, Arbeidsloysisskipanin, til grund. Blanketten indeholder oplysninger om, i hvilke perioder personen har været medlem af den færøske arbejdsløshedsforsikring. Perioder, hvor der er udbetalt arbejdsløshedsydelser på Færøerne tæller med til opfyldelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 53.

Hvis 8-ugers-fristen overskrides, mister personen retten til dels at blive optaget i en dansk arbejdsløshedskasse uden at opfylde beskæftigelseskravet ved arbejde i Danmark og dels til at medregne forsikringsperioder til opfylde af arbejdsløshedsforsikringslovens § 53 i henhold til stk. 1.

8-ugers-fristen suspenderes ikke i tilfælde af sygdom eller barselsorlov.

Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 er ret til dagpenge for fuldtidsforsikrede betinget af lønmodtagerarbejde i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år, medens der for deltidsforsikrede kræves lønmodtagerarbejde i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 17 uger indenfor de sidste 3 år, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 72.

Dokumenterede arbejdsperioder fra Færøerne, der ligger i en forsikringsperiode, vil dog uanset overskridelse af 8-ugers-fristen kunne medregnes til opfyldelse af arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55 og 72.

Ved vurderingen af, om personen opfylder kravet om arbejde, lægges arbejdsgiverdokumentation, herunder lønsedler, til grund. De almindelige dokumentationskrav skal være opfyldt.

Hvis personen - efter medregning af perioder fra Færøerne - i øvrigt opfylder de danske betingelser for ret til dagpenge, kan der ske udbetaling, jf. stk. 3.

Beregning af dagpenge følger de almindelige beregningsregler.

Til § 2

En person, som tidligere har været arbejdsløshedsforsikret i Danmark, og som har haft lønarbejde på Færøerne og været arbejdsløshedsforsikret der, kan umiddelbart genoptages i en dansk arbejdsløshedskasse, hvis personen har anmodet om genoptagelse inden 8 uger fra det tidspunkt, hvor personen ophørte med at være omfattet af arbejdsløshedsforsikringen på Færøerne, jf. stk. 2. Personen skal optages i en arbejdsløshedskasse, som dækker det arbejde, den pågældende har udført på Færøerne, eller i en tværfaglig arbejdsløshedskasse. Personen kan dog vælge at blive optaget i den arbejdsløshedskasse, som personen senest har været medlem af i Danmark, jf. reglerne om tilbageflytning i bekendtgørelse om overflytning mellem statsanerkendte arbejdsløshedskasser.

En person, der senest har været fuldtidsforsikret medlem af en dansk arbejdsløshedskasse, og som efterfølgende har haft deltidsbeskæftigelse på Færøerne, vil være berettiget til at blive genoptaget som fuldtidsforsikret medlem af arbejdsløshedskassen ved hjemvenden til Danmark.

En person, der på baggrund af sit seneste beskæftigelsesforhold i Danmark har været deltidsforsikret, skal optages som fuldtidsforsikret, hvis vedkommende inden sin tilbagevenden til Danmark har haft beskæftigelse på Færøerne i en sammenhængende periode på 13 uger med et gennemsnitligt timetal på mere end 30 timer pr. uge.

En person, der senest har været deltidsforsikret i Danmark, og som ikke inden sin tilbagevenden til Danmark har haft beskæftigelse på Færøerne i en sammenhængende periode på 13 uger med et gennemsnitligt timetal på mere end 30 timer pr. uge, skal optages som deltidsforsikret.

Efter optagelse kan personen medregne forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra Færøerne til opfyldelse af arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 53, 55 og 72, hvis personen har anmodet om optagelse inden 8 uger fra det tidspunkt, hvor personen ophørte med at være omfattet af arbejdsløshedsforsikringen på Færøerne, jf. stk. 2.

Hvis 8-ugers-fristen overskrides, mister personen retten til dels at blive genoptaget umiddelbart og dels til at medregne forsikringsperioder fra Færøerne.

8-ugers-fristen suspenderes ikke i tilfælde af sygdom eller barselsorlov.

Dokumenterede arbejdsperioder fra Færøerne, der ligger i en forsikringsperiode, vil dog uanset overskridelse af 8-ugers-fristen kunne medregnes til opfyldelse af arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55 og 72. Beskæftigelsesperioder forud for den 15. februar 1992 vil kunne medregnes til opfyldelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, hvis personen under beskæftigelsen har været forsikret i Danmark i henhold til de dagældende regler.

Ved vurderingen af, om 8-ugers-fristen er overholdt, og om arbejdsløshedsforsikringslovens § 53 er opfyldt, lægges oplysningerne på den særlige blanket fra den færøske arbejdsløshedsforsikringsmyndighed, Arbeidsloysisskipanin, til grund. Blanketten indeholder oplysninger om, i hvilke perioder personen har været arbejdsløshedsforsikret på Færøerne.

Ved vurderingen af, om personen opfylder kravet om arbejde, lægges arbejdsgiverdokumentation, herunder lønsedler til grund. De almindelige dokumentationskrav skal være opfyldt.

Hvis personen - efter medregning af perioder fra Færøerne - opfylder de danske betingelser for ret til dagpenge, kan der ske udbetaling, jf. stk. 3.

Beregning af dagpenge følger de almindelige beregningsregler.

Til § 3

Den danske arbejdsløshedsforsikringslov kræver 1 års uafbrudt medlemskab af en arbejdsløshedskasse, før der kan udbetales dagpenge. Dette krav fraviges i relation til medregning af forsikringsperioder fra Færøerne og i relation til overgang fra det danske til det færøske system.

Hvis afbrydelserne i forsikringsperioden på Færøerne ikke overstiger sammenlagt 8 uger indenfor 12 måneder, vil de forsikringsperioder, der ligger forud for afbrydelserne, kunne medregnes til opfyldes af arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, jf. stk. 1.

Hvis afbrydelsen i forsikringsperioden i forbindelse med overgangen fra det danske system til det færøske system sammen med eventuelle øvrige afbrydelser i forsikringsperioden på Færøerne ikke overstiger sammenlagt 8 uger indenfor (de første) 12 måneder, vil de forsikringsperioder, som personen har haft i Danmark kunne medregnes til opfyldelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, jf. stk. 2.

De perioder, hvor personen har været uden forsikringsdækning, kan dog ikke medregnes til opfyldelse af kravet om 1 års medlemskab.

Til § 4

Ifølge de gældende optagelsesregler kan optagelse i en arbejdsløshedskasse tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen har modtaget en skriftlig anmodning om optagelse.

Til § 5

En person kan bevare medlemskabet af en dansk arbejdsløshedskasse, hvis arbejdet på Færøerne ikke forventes at overstige et halvt år, jf. stk. 1, nr. 1. Reglen er en undtagelse til hovedreglen om, at en lønmodtager, der får arbejde på Færøerne, skal lade sig omfatte af den færøske arbejdsløshedsforsikring.

En person kan desuden bevare medlemskabet af kassen, hvis personen ikke har ret til at blive arbejdsløshedsforsikret på Færøerne, jf. stk. 1, nr. 2. Der tænkes her på de tilfælde, hvor en person, der udfører lønmodtagerarbejde på Færøerne, på grund af arbejdets art eller omfang ikke kan forsikres der.

Endelig kan en person bevare medlemskabet af kassen, hvis personen udfører selvstændig virksomhed på Færøerne. En selvstændig erhvervsdrivende kan forsikres på Færøerne, idet forsikringen der er frivillig for selvstændig erhvervsdrivende, men personen har ikke adgang til at medregne forsikringsperioder fra Færøerne ved tilbagevenden til Danmark. Derfor kan en selvstændig erhvervsdrivende bevare medlemskabet af den danske arbejdsløshedskasse. En selvstændig erhvervsdrivende vil dog ikke kunne modtage dagpengeydelser fra den færøske arbejdsløshedsforsikring og den danske arbejdsløshedskasse samtidig.

En person, der har bevaret medlemskabet af en dansk arbejdsløshedskasse, kan ved tilbagevenden til Danmark altid medregne dokumenterede arbejdsperioder, der ligger i en forsikringsperiode, til opfyldelse af arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55 og 72, jf. stk. 2.

Hvis de personer, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3, ikke er medlemmer af en dansk arbejdsløshedskasse på tidspunktet for påbegyndelsen af opholdet eller arbejdet på Færøerne, har de adgang til at søge om optagelse i en dansk arbejdsløshedskasse, medens de arbejder på Færøerne, jf. stk. 3. Optagelsen skal følge reglen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 5.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 22. oktober 1993

Tove Loft

/ Jeanne Borgqvist

Vejledning 1993 175 Historic

Vejledning om anvendelse af reglerne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om medlems- og dagpengeret for personer, der har haft arbejde eller ophold på Færøerne

Direktoratet har i bekendtgørelse nr. 843 af 22. oktober 1993 fastsat regler om medlems- og dagpengeret for personer, der har haft arbejde eller ophold på Færøerne. Til brug herfor har direktoratet udarbejdet denne vejledning.

Indledning

Aftale af 26. august 1993 mellem Arbejdsministeriet i Danmark og Færøernes Landsstyre og koordination af arbejdsløshedsforsikring, bygger på princippet om, at en person kun må være arbejdsløshedsforsikret i eet land, og at dette som hovedregel skal være beskæftigelseslandet. Videre bygger aftalen på princippet om ligestillede forsikringsordninger, hvorefter forsikrings- og beskæftigelsesperioder tilbagelagt som lønmodtager på Færøerne kan medregnes til opfyldelse af arbejdsløshedsforsikringslovens betingelser for optagelse og udbetaling af dagpenge.

Bekendtgørelsens bestemmelser er inddelt som følger

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →