Vejledning til bekendtgørelse om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning til bekendtgørelse om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse
Bekendtgørelsens formål er at fastsætte de nærmere betingelser for dagpengeret for medlemmer, der udøver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.
Til § 1
Personkreds
Begrebet udøvelse af selvstændig virksomhed i arbejdsløshedsforsikringens forstand er defineret i direktoratets bekendtgørelse om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.
Nærværende bekendtgørelse omfatter al selvstændig virksomhedsudøvelse, der ikke mere end midlertidigt udøves i væsentligt omfang, dvs. tilfælde hvor virksomhedsudøvelsen ikke kan være medlemmets forsikringsgrundlag.
Bekendtgørelsen omfatter således selvstændig virksomhed, der
- udøves mere end midlertidigt, men ikke i væsentligt omfang,
- hverken udøves mere end midlertidigt eller i væsentligt omfang, eller
- udøves i væsentligt omfang, men ikke mere end midlertidigt.
Dette kaldes nu samlet for selvstændig bibeskæftigelse. I forhold til de hidtidige regler er bibeskæftigelsesbegrebet udvidet med enkeltstående selvstændig virksomhedsudøvelse.
Har et medlem udøvet selvstændig virksomhed mere end midlertidigt og i væsentligt omfang, vil medlemmet kun kunne få virksomhedsudøvelsen godkendt som bibeskæftigelse, hvis medlemmet opfylder de særlige betingelser herfor i § 5 i direktoratets bekendtgørelseom ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Særligt om hobby/fritidsaktiviteter
Hobbypræget aktivitet og produktion vil kunne anses for fritidsaktivitet, når den ikke indeholder noget erhvervsmæssigt element, og ikke har til formål at opnå økonomisk udbytte. Som eksempel kan nævnes visse tilfælde af hundeopdræt, hestehold og kunstneriske aktiviteter.
Er beskæftigelsen tilrettelagt som egentlig erhvervsvirksomhed ved f.eks. annoncering, regnskabsføring, momsregistrering, skattemæssig angivelse af overskud/underskud, skattemæssige afskrivninger eller lignende, er der ikke tale om hobby/fritidsaktiviteter i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven.
Om beskæftigelse, der af medlemmet opfattes som hobby/fritidsaktiviteter, skal anses for udøvelse af selvstændig virksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringen, afgøres efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, jf. ovenfor.
Beskæftigelse, der herefter kan anses for hobby/fritidsaktiviteter i relation til arbejdsløshedsforsikringen, er ikke omfattet af bekendtgørelsen.
Særligt om hjemmedemonstrationer
Er medlemmet beskæftiget med videresalg af produkter ved demonstrationer i private hjem, skal det vurderes, om der er tale om selvstændig virksomhed, jf. optagelsesbekendtgørelsen. Kontrakten mellem medlemmet og forhandleren skal i hvert enkelt tilfælde indgå i vurderin-gen af, om et medlems beskæftigelse ved hjemmedemonstration er lønarbejde eller selvstændig virksomhed. Der skal blandt andet lægges vægt på, om medlemmet bærer en økonomisk risiko ved videresalget.
Særligt om formueadministration
Der henvises til de særlige afsnit herom i vejledningen til direktoratets bekendtgørelse om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.
Til § 2
Dagpengeret
Det er en betingelse for dagpengeret, at et medlem, der udøver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, opfylder betingelserne i direktoratets bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed.
Retten til dagpenge er endvidere betinget af, at virksomhedens tilrettelæggelse mv. giver en rimelig sandsynlighed for, at medlemmet faktisk er og kan være fuldt, normalt til rådighed for arbejdsmarkedet som lønmodtager.
Vurderingen foretages ved ledighedens indtræden eller ved virksomhedens påbegyndelse. Hvis vurderingen har medført, at medlemmet er dagpengeberettiget, vil kassen kun skulle foretage en ny vurdering, når der modtages oplysninger om ændringer, der er relevante for spørgsmålet om medlemmets fortsatte dagpengeret efter bekendtgørelsen. Om medlemmets oplysningspligt henvises til bemærkningerne til § 2, stk. 5.
Til § 2, stk. 1 og 2
Udgangspunktet er, at kassen i hvert enkelt tilfælde konkret skal vurdere, om medlemmet udøver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, og om det er sandsynliggjort, at virksomheden til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid. Ved vurderingen kan indgå medlemmets forudgående lønarbejde.
Ved den konkrete vurdering skal kassen påse følgende
Medlemmet skal ved oplysninger til kassen om virksomhedens art og omfang, herunder virksomhedens tilrettelæggelse og pågældendes arbejdsfunktioner i denne, sandsynliggøre, at virksomheden til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid. Arbejdsindsatsen skal altid i det konkrete tilfælde - sammenholdt med oplysningerne om virksomhedens drift og tilrettelæggelse i øvrigt - forekomme sandsynlig.
Rådighedsvurderingen skal foretages på grundlag af de timer, der anvendes på virksomheden, uanset hvem der udfører arbejdet, medmindre der er tale om ansat arbejdskraft eller ægtefælle/medejere, og der er fast arbejdsdeling.
Ved selvstændig virksomhed, der udøves sammen med ægtefællen/medejere eller med ansat arbejdskraft, stilles der krav om, at medlemmets arbejdsfunktioner er klart beskrevne og afgrænsede, idet det skal være muligt at vurdere sandsynligheden af det angivne timetal og tidspunkterne for udøvelsen. Det er i denne forbindelse uden betydning, om virksomheden er hoved- eller bibeskæftigelse for de øvrige deltagere, men medlemmets oplysninger herom kan være af betydning for vurderingen af, om det kan anses for sandsynliggjort, at virksomheden til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid.
Det er endvidere en betingelse for at kunne anerkende arbejdet i den selvstændige virksomhed som udført af ansat arbejdskraft, at arbejdskraften er ansat på normale løn- og ansættelsesvilkår.
Virksomheden må på intet tidspunkt være baseret på, at medlemmets arbejdsindsats skal ligge inden for normal arbejdstid.
Denne betingelse er f.eks. ikke opfyldt, hvis
* medlemmet er bundet af, at der i virksomheden er fast åbnings-/kontortid inden for fagets normale arbejdstid,
* der er tale om sæsonmæssig virksomhed, hvor medlemmet i perioder ophører med lønarbejde for at arbejde på fuld tid i den selvstændige virksomhed,
* virksomheden det meste af året udøves sideløbende med lønarbejde på fuld tid, men hvor virksomheden på visse tider af året har et sådant omfang, at medlemmet ikke kan have fuldtidslønarbejde sideløbene hermed. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor en minkfarmer i sæsonen for pelsning af mink arbejder hermed i døgndrift, eller hvor en jordbruger i forbindelse med høsten opsiger/holder fri fra lønarbejdet for at arbejde på fuld tid på jordbruget i en periode.
Hvis medlemmet ikke i tilstrækkelig grad kan sandsynliggøre, at arbejdet med virksomheden til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid, har medlemmet ikke ret til dagpenge.
Virksomhedens omsætning og indtjening skal - sammenholdt med virksomhedens art - indgå i kassens vurdering af medlemmets oplysninger om arbejdsindsatsen.
Medlemmets manglende indtægt ved virksomheden har ikke nogen indflydelse på, om virksomheden kan anses for dagpengeberettiget bibeskæftigelse.
Til § 2, stk. 4
Medlemmet kan anses for at opfylde kravet om lønarbejde, selv om medlemmet i 26-ugers-perioden har haft kortvarigt, normalt fravær, f.eks. på grund af sygdom.
Til § 2, stk. 5
Medlemmet har altid pligt til - på eget initiativ - at meddele kassen sådanne oplysninger, som måtte have betydning for vurderingen af medlemmets fortsatte ret til dagpenge efter § 2, stk. 1. Medlemmet er således bl.a. forpligtet til at give kassen særskilt meddelelse om eventuel udvidelse af den selvstændige virksomhed eller andre forhold, som ændrer grundlaget for kassens vurdering, dvs. som hovedregel de oplysninger som er afgivet til ledighedserklæringen med bilag.
Såfremt kassen finder, at medlemmets oplysninger er utilstrækkelige eller ikke umiddelbart sandsynlige, og en efterfølgende henvendelse ikke bringer klarhed over forholdene, skal kassen undlade at udbetale dagpenge, indtil medlemmet har sandsynliggjort at være dagpengeberettiget.
Til § 3
Begrænsning i dagpengeperioden
For dagpengeberettigede medlemmer, der driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, er dagpengeretten begrænset til en periode på sammenlagt 52 uger inden for 78 uger, jf. dog undtagelsen i §§ 4, 5 og 7.
Ved opgørelsen af de henholdsvis 52 uger og 78 uger finder lovens § 55 tilsvarende anvendelse, herunder § 55, stk. 7 og 8. Ved udløbet af perioden skal kassen undersøge, om medlemmet har optjent ret til en ny periode med dagpengeret.
Om opfyldelse af arbejdskravet henvises til reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, jf. direktoratets bekendtgørelse om beskæftigelseskravet og delperioderne.
Bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed kan ikke medregnes til optjening af dagpengeretten i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 53. Dog kan enkeltstående tilfælde af udøvelse af selvstændig virksomhed medregnes til arbejdskravet, hvis medlemmets arbejde i virksomheden har haft en sådan varighed - normalt mindst 1 måned - at det sammenholdt med arbejdets art og indtjeningen herved kan dokumenteres, at der har været tale om beskæftigelse i væsentligt omfang.
Til § 3, stk. 2
Et medlem, der påbegynder udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, er først omfattet af dagpengebegrænsningen i stk. 1 eet år efter påbegyndelsen.
I det første år efter påbegyndelsen er medlemmet således dagpengeberettiget efter de almindelige bestemmelser i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1 og 2.
Et medlem vil dog ikke kunne sikre sig en ny 1-års-frist ved i en kort periode at ophøre med virksomheden. Har medlemmet i en periode inden for de seneste 12 måneder før påbegyndelsen udøvet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, skal denne periode fratrækkes fristen på 1 år.
Eksempel
Et medlem er under beskæftigelse ved lønarbejde påbegyndt selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse den 1. januar 1992.
Medlemmet bliver ledig fra lønarbejdet den 1. oktober 1992.
Den 1. juni 1993 ophører medlemmet med virksomheden.
Den 1. januar 1994 påbegynder medlemmet igen selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.
Ved den første påbegyndelse af virksomheden indtræder begrænsningen i dagpengeretten 1 år efter påbegyndelsen, dvs. fra den 1. januar 1993.
Ved den anden påbegyndelse indtræder begrænsningen syv måneder efter påbegyndelsen (1 år - de 5 måneder i perioden fra den 1. januar til den 31. maj 1993, hvor medlemmet i første omgang udøvede selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse), dvs. fra den 1. august 1994.
Til §§ 4 og 5
Undtagelse fra dagpengebegrænsningen
Den selvstændige virksomhed kan efter sin konkrete art være af en sådan karakter, at medlemmets beskæftigelse kun vil være af ringe omfang. I visse tilfælde vil det derfor ikke være betænkeligt at undtage medlemmet fra dagpengebegrænsningen.
Der er derfor i §§ 4 og 5 fastsat en række undtagelser fra begrænsningen i dagpengeretten efter § 3.
Det er en betingelse for at være omfattet af en af undtagelserne, at medlemmet ikke udvider virksomheden i ledighedsperioden.
Uanset undtagelse fra dagpengebegrænsningen medfører beskæftigelse med virksomheden fradrag efter § 6.
Til § 4, stk. 1
Målgruppen for undtagelsen er medlemmer, der bor på et mindre landbrug (husmandsbrug og lignende), hvor der er landbrugspligt eller faktisk drives landbrug, men hvor ejendommen må antages primært at tjene beboelses- og trivselsmæssige hensyn for medlemmet og dennes familie.
Det er uden betydning, om medlemmet ejer ejendommen eller er forpagter eller på anden måde bruger af ejendommen. Det afgørende er, at medlemmet driver landbruget, dvs. gennem personligt arbejde deltager i driften af landbruget, f.eks. udfører administrative funktioner. Et medlem anses således for at drive landbrug, selv om pågældende eventuelt har ansat andre til at udføre arbejdet, eller arbejdet udføres af en maskinstation.
Et medlem, der ejer et landbrug sammen med ægtefælle/registreret partner, vil kun anses for at drive landbruget, hvis medlemmet gennem personligt arbejde deltager i driften af landbruget.
Et medlem er fritaget for dagpengebegrænsningen, hvis ejendommens grundværdi, ansat i kontant prisniveau, androg mindre end 72.000 kr. ifølge 19. almindelige vurdering.
Det er en betingelse, at der ikke dyrkes andre afgrøder på ejendommen end almindelige landbrugsafgrøder som korn- og frøafgrøder, der omfatter rug, byg, hvede, havre, raps, sennep, foderærter mv., grovfoderafgrøder, der omfatter vedvarende græs, græs til ensilering eller hø, roer, majs mv., og kartofler. Derimod vil f.eks. frugtavl, gartneri, herunder dyrkning af frilandsgrøntsager samt konsumærter, frøavl (græsfrø og grøntsagsfrø til udsæd, valmuer mv.) og pyntegrønt ikke være omfattet af undtagelsen. Bestemmelsen omfatter alene salgs afgrøder. Dyrkning af afgrøder udelukkende til eget forbrug er ikke omfattet.
Det er desuden et krav, at eventuelt husdyrhold i alt væsentligt er til eget forbrug. Det vil sige, at enkeltstående tilfælde af salg af mindre omfang ikke medfører, at medlemmet bliver omfattet af det særlige arbejdskrav, men husdyrholdet må ikke være tilrettelagt med salg af dyr eller animalske produkter for øje. Er der på ejendommen f.eks. svineavl, fårehold, pelsdyravl eller hønseri, hvor produktionen er beregnet til salg, vil medlemmet være omfattet af begrænsningen.
Drift af en mindre fredskov (højst 5 hektar), der er beliggende på ejendommen, er ikke til hinder for, at medlemmet fritages fra dagpengebegrænsningen.
Til § 4, stk. 2
Medlemmet kan bringe sig ned under beløbsgrænsen i stk. 1 ved bortforpagtning af en del af jorden, således at grundværdien for den resterende del af ejendommen ikke overstiger beløbsgrænsen på 72.000 kr. Det er et krav, at der fremlægges dokumentation for bortforpagtningen.
Fyldestgørende dokumentation for den reducerede grundværdi vil normalt kunne ske ved at sammenholde forpagtningsaftalen med kopi af det seneste, specificerede ejendomsvurderingsskema, såfremt det herigennem fremgår, at der er sket tilstrækkelig reduktion i værdien af den resterende ejendom. Der kan i tvivlstilfælde indhentes en erklæring fra vurderingsrådet om, hvor stor en del af grundværdien, der kan henføres til det bortforpagtede areal.
Om kravene til forpagtningsaftalen henvises til bemærkningerne til § 8, stk. 2.
Et medlem vil ikke kunne bringe sig ned under beløbsgrænsen i § 4, stk. 1, ved braklægning af en del af ejendommen. Der henvises til bemærkningerne til § 8, stk. 2.
Til § 5
Til nr. 1)
Et medlem, der overtager eet enkeltstående arbejdsforhold, der har karakter af selvstændig virksomhed, er ikke omfattet af dagpengebegrænsningen, medmindre der er tale om indledning til en varig virksomhedsudøvelse.
Et medlem, der sædvanligvis er beskæftiget som lønmodtager, vil således i en ledighedsperiode kunne påtage sig et enkeltstående arbejde efter regning uden at blive omfattet af dagpengebegrænsningen.
Ligeledes vil en lønmodtager - f.eks. en tolk - der undtagelsesvis arbejder efter regning, ikke være omfattet af dagpengebegrænsningen, når det er forhold hos hvervgiveren, der gør, at arbejdet udføres efter regning.
Derimod vil drift af en selvstændig virksomhed, hvori der indgår arbejdsfri perioder som et tilbagevendende element, være omfattet af dagpengebegrænsningen. Dette gælder f.eks. ved sæsonmæssig virksomhedsudøvelse.
Til nr. 2)
Et medlems beskæftigelse ved indsøfiskeri vil blive betragtet som udøvelse af selvstændig virksomhed, hvis der sker videresalg af fangsten. Er medlemmets arbejdsindsats i forbindelse med fiskeriet af ringe omfang, vil medlemmet være undtaget fra dagpengebegrænsningen.
Til nr. 4)
Et medlem, der har indtægter ved udlejning af erhvervsejendomme med tre eller flere lejemål, betragtes i relation til skattelovgivningen som selvstændig erhvervsdrivende. Hvis medlemmet i forbindelse med udlejningen udfører en eller anden form for beskæftigelse, vil der være tale om udøvelse af selvstændig virksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven.
Er der tale om en mindre udlejningsejendom på højst 10 lejemål, og medlemmet selv bor i ejendommen, har medlemmet mulighed for i mindre omfang personligt at udføre arbejde i forbindelse med administration, viceværtfunktioner og småreparationer, uden at medlemmet bliver omfattet af dagpengebegrænsningen.
Til nr. 5)
Et medlems personlige arbejdsindsats i en virksomhed, der ejes af ægtefællen - alene eller sammen med andre - anses som hovedregel for udøvelse af selvstændig virksomhed, jf. direktoratets bekendtgørelse om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.
Et medlem, der deltager i ægtefællens virksomhed, er som udgangspunkt omfattet af dagpengebegrænsningen. Visse former for deltagelse er dog undtaget fra dagpengebegrænsningen
Det gælder f.eks. overtagelse af arbejde i tilfælde af akut og kortvarig sygdom, men ikke hvis medlemmet fungerer som fast vikar. Herudover kan nævnes tilfældig ekspedition af kunder eller tilfældig telefonpasning i ægtefællens virksomhed.
Endvidere kan arbejdsindsats i en underordnet funktion, der ikke har indflydelse på virksomhedens drift, i visse tilfælde falde uden for udøvelse af selvstændig virksomhed, der er omfattet af dagpengebegrænsningen. Som eksempler kan nævnes ægtefællens rengøring af mindre kontorlokaler og pasning af kontorbeplantning.
Til nr. 6)
Et medlem, der på grunden til sin faste bopæl eller sin fritidsbopæl (f.eks. et sommerhus) har drift af en fredskov på højst 5 hektar, vil være undtaget fra dagpengebegrænsningen.
Det bemærkes, at bekendtgørelsen om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor en skov ikke drives som selvstændig virksomhed.
Til § 6
Fradrag
Medlemmet skal løbende på sine dagpengekort opgive de timer, der anvendes på den selvstændige bibeskæftigelse, således at der kan foretages fradrag herfor i dagpengene. Dette gælder også i de tilfælde, hvor medlemmets selvstændige virksomhed er undtaget fra dagpengebegrænsningen, jf. §§ 4 og 5.
Fradraget skal uanset karakteren af den selvstændige virksomhed altid finde sted på grundlag af et faktisk timetal, idet indtægtsforholdene ikke er egnede til en vurdering af, hvilken tid der har været forbundet med virksomhedsudøvelsen.
Ved opgørelsen af det faktiske timetal medregnes al beskæftigelse, uanset om arbejdet udføres inden for eller uden for normal arbejdstid eller på f.eks. søndage og helligdage.
Til beskæftigelsen medregnes ikke kun fysisk arbejde, men også transport og enhver form for administration, regnskabsføring og beslutninger vedrørende virksomhedens drift mv. Kassen skal vejlede medlemmet herom ved ledigmeldelsen eller ved virksomhedens påbegyndelse.
Medlemmet skal selv påføre det faktisk anvendte tidsforbrug på dagpengekortene. Kassen må således hverken på forhånd eller efterfølgende belægge dagpengekortene med den tid, som medlemmet har oplyst på bilag til ledighedserklæringen.
Driver medlemmet selvstændig virksomhed, hvori indgår animalsk produktion, skal medlemmet dog altid påføre mindst 1/2 time for alle ugens 7 dage på dagpengekortet. Er der faktisk brugt mere end 1/2 time om dagen, påføres det faktisk forbrugte timeantal. Hvis det er ansat arbejdskraft - bortset fra ægtefællen, samleveren eller umyndige børn - der varetager den animalske produktion, er medlemmet dog ikke omfattet af reglen om altid at påføre mindst 1/2 time pr. dag på dagpengekortet.
Er medlemmets oplysninger om tidsforbruget på dagpengekortene ikke i overensstemmelse med medlemmets oplysninger på bilaget til ledighedserklæringen, f.eks. ved at medlemmet slet ikke oplyser om forbrugt tid, kan kassen indstille dagpengeudbetalingerne, indtil medlemmet kommer med fyldestgørende oplysninger.
Hvor vederlaget - i et enkeltstående tilfælde af selvstændig virksomhed, f.eks. en tolk, der undtagelsesvis arbejder efter regning - ydes pr. time eller på grundlag af et beregnet timeforbrug, der ikke står i åbenbar modstrid med arbejdsopgavens art og omfang, lægges dette timeforbrug til grund.
Det bemærkes, at fradrag i dagpengene efter bekendtgørelsen ikke medfører en nedsættelse af dagpengesatsen efter lovens § 51, stk. 4.
Til § 7
Medlemmer, der modtager dagpenge efter lovens § 55, stk. 3 eller 6
I henhold til lovens § 55, stk. 3, og § 55, stk. 6, kan et fuldtidsforsikret medlem - i stedet for at modtage tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik - vælge at modtage dagpenge med 80 pct. af højeste dagpengesats i een sammenhængende periode på 12 måneder.
Ud over ydelsen på 80 pct. kan medlemmet uden fradrag i ydelsen have indtægt fra beskæftigelse på op til 27.500 kr. i løbet af 12-måneders-perioden. (Beløbet vil blive reguleret, jf. lov om satsreguleringsprocenten). Indtægten kan stamme fra såvel lønarbejde som udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.
Udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse medregnes i de 27.500 kr. på grundlag af de timer, der er brugt på virksomhedsudøvelsen. Dette skyldes, at indtjeningen ved selvstændig virksomhed ofte først kan konstateres lang tid efter, at arbejdet er udført, og at det er nødvendigt løbende at kunne opgøre, om indtægtsgrænsen på 27.500 kr. er overskredet.
Medlemmet skal derfor på sædvanlig måde løbende oplyse kassen om det antal timer, der er anvendt på virksomheden, jf. § 6. Det således anvendte antal timer omregnes med den aktuelle omregningssats til et kronebeløb, der medregnes i det beløb, der må indtjenes uden fradrag i dagpengene.
Eksempel
Et medlem har i de fem første måneder af 12-måneders-perioden tjent 10.000 kr. ved lønarbejde samt anvendt 100 timer på selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.
Medlemmets indtægt i de fem måneder opgøres herefter til
Indtægt ved lønarbejde: 10.000 kr. Indtægt ved selvstændig virksomhed: 100 timer x 108,62 (omregningssats pr. 1. april 1993): 10.862 kr. ----------- I alt 20.862 kr.
Medlemmet vil således kunne have yderligere indtægt fra beskæftigelse svarende til 6.638 kr., uden at der skal ske fradrag i dagpengene.
Hvis indtægtsbeløbet på 27.500 kr. nås, vil fortsat udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse medføre fradrag i dagpengene efter de sædvanlige regler, jf. § 6.
Medlemmet er i 12-måneders-perioden ikke omfattet af rådighedsforpligtelsen, jf. lovens §§ 62 og 63. Men medlemmet skal på sædvanlig måde meddele kassen alle relevante oplysninger, for at kassen kan vurdere de oplyste timer med udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i forhold til oplysningerne om virksomhedens art og omfang mm.
Medlemmet er i 12-månders-perioden ikke omfattet af dagpengebegrænsningen, jf. § 3, stk. 1. Dette gælder også, selv om medlemmets indtjening i løbet af 12-måneders-perioden overstiger beløbsgrænsen på 27.500 kr. Ved udløbet af 12-måneders-perioden vil medlemmet straks være omfattet af reglerne i § 3.
Til § 8
Ophør
Et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, anses som udgangspunkt for ophørt med virksomheden, når medlemmet skriftligt og på tro og love erklærer, at der foreligger en af de i § 8, stk. 1 til 4, nævnte ophørsgrunde. Opremsningen af ophørsgrunde er udtømmende.
Bestemmelsen gælder i alle tilfælde, hvor der har været udøvet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. Princippet om, at medlemmet kan ophøre ved en tro og love-erklæring, gælder derfor også, hvor medlemmets arbejdsindsats i virksomheden har haft et sådant omfang, at medlemmet ikke har kunnet opfylde rådighedsbetingelserne.
Erklæringen om ophøret skal være underbygget af medlemmets oplysninger om årsagen til ophøret. Medlemmet skal derfor som mindstekrav oplyse, hvilken af de i § 8, stk. 1 til 4, nævnte ophørsgrunde, der begrunder medlemmets ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed.
Der stilles ikke ved ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse samme restriktive betingelser og dokumentationskrav som ved ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Har virksomheden været momsregistreret, er medlemmet dog forpligtet til at fremlægge dokumentation for momsafmeldelse. Manglende momsafmelding kan dog anerkendes i tilfælde, hvor det dokumenteres, at den manglende afmelding er begrundet i efterfølgende, ikke-erhvervsmæssige dispositioner. Det kan f.eks. være revisors regnskabsafslutning eller frivillig registrering ved bortforpagtning.
Såfremt kassen finder det nødvendigt, kan den indhente yderligere dokumentation for ophøret.
Til § 8, stk. 2
Ved ophør, som er begrundet i bortforpagtning eller udlejning, stilles krav om dokumentation for bortforpagtningen/udlejningen. Dette skyldes, at forpagtning og udlejning kun er en aftale om brugsretten, hvor bortforpagteren/udlejeren fortsat har den faktiske og retlige råden over virksomheden, alene begrænset af indholdet i forpagtningskontrakten/lejekontrakten. Ved bortforpagtning og udlejning skal der fremlægges dokumentation i form af en skriftlig kontrakt med oplysning om forpagtningens og lejeaftalens omfang. For eksempel skal der ved bortforpagtning af en landbrugsvirksomhed fremgå oplysninger om arealets størrelse, antal af dyr mv. og forpagtningsafgiftens størrelse. Der kan derimod ikke stilles krav til varigheden af bortforpagtningen, således som det er tilfældet ved selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Kassen skal opbevare kopi af forpagtningskontrakten/lejeaftalen.
Ophører bortforpagtningen/udlejningen i en ledighedsperiode, vil medlemmet igen blive omfattet af bekendtgørelsen og dermed dagpengebegrænsningen.
Det bemærkes, at braklægning efter Landbrugsministeriets bekendtgørelse om tilskud til udtagning af jord af produktionen ikke kan sidestilles med bortforpagtning, idet ejeren fortsat har brugsretten over ejendommen, ligesom braklægning medfører visse forpligtelser for ejeren. Således skal de braklagte områder holdes dækket med planter, og eksisterende trærækker, hække, vandløb og vandhuller skal vedligeholdes.
Til § 8, stk. 3
Et medlem, der udtræder af en virksomhed, som fortsættes af medejere, uden at medlemmet afhænder sin del af virksomheden, eller som fortsættes af ægtefællen, kan anses for ophørt, hvis medlemmets hidtidige arbejdsfunktioner er bortfaldet i forbindelse med ophøret. Medlemmet kan endvidere anses for ophørt, hvis arbejdsfunktionerne i forbindelse med ophøret er overdraget til anden arbejdskraft end ægtefællen, samleveren eller umyndige børn.
Ved arbejdsfunktionens bortfald er det en betingelse, at medlemmets arbejdsfunktion har været således klart afgrænset og beskrevet, at det er muligt at konstatere, at netop medlemmets arbejdsfunktion er bortfaldet.
De anførte ophørsgrunde er også her udtømmende. Udtræden kan således ikke begrundes i f.eks. medlemmets påtagelse af lønarbejde.
Til § 11
Overgangsordning
Overgangsordningen omfatter medlemmer, som forud for bekendtgørelsens ikrafttræden har udøvet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse under ledighed, såfremt medlemmet ved bekendtgørelsens ikrafttræden er ledig og arbejdssøgende, eller såfremt medlemmet ledigmelder sig efter bekendtgørelsens ikrafttræden og ved ledigmeldelsen ikke opfylder arbejdskravet ved beskæftigelse, der ligger efter bekendtgørelsens ikrafttræden.
Bestemmelsen omfatter således samme medlemskreds som § 2 i bekendtgørelse om overgangsordninger for medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser ved ikrafttræden af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring mv.
Opgørelsen af ledighed forud for bekendtgørelsens ikrafttræden - og tidspunktet for opgørelsen heraf - sker efter bestemmelserne i overnævnte bekendtgørelse, og kan således ske samtidig med, at kasserne skal indplacere medlemmerne i ydelsesperioderne i henhold til lovens § 55.
Den således opgjorte ledighed medregnes ved opgørelsen af perioden med dagpengeret efter § 3 - dog højst med 8 måneder. Hvis et medlem f.eks. har oppebåret dagpenge samtidig med udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i 5 måneder forud for bekendtgørelsens ikrafttræden, vil medlemmet efter § 3 været berettiget til dagpenge i 7 måneder inden for 13 måneder efter bekendtgørelsens ikrafttræden.
Hvis et medlem er indplaceret i henhold til denne regel, skal pågældende ved udløbet af dagpengeretten eller ved optjening af ret til ny dagpengeperiode indplaceres efter de almindelige regler, jf. lovens § 55 og bekendtgørelse om overgangsordninger for medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser ved ikrafttræden af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 12. oktober 1993
Birger Stein Christensen
/ Jørn Wæver
Ingen