Legislator Case Law & Legislation
C19930015560 DK

Vejledning til bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1993 155 Historic

Vejledning til bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende

Beregningsreglerne for dagpenge og efterløn for såvel lønmodtagere som selvstændige tager udgangspunkt i, at medlemmet skal have udbetalt dagpenge på grundlag af den hidtidige arbejdsfortjeneste, jf. lovens § 51.

På grund af forskellen mellem de to medlemsgrupper er det nødvendigt med et særligt regelsæt for selvstændige erhvervsdrivende.

Som udgangspunkt sker beregningen på baggrund af årsindtægten i de 2 bedste, hele regnskabsår, der er afsluttet inden for de seneste 5 år, når der umiddelbart forud for ledigheden har været drevet selvstændig virksomhed i mindst 3 sammenhængende, hele regnskabsår, jf. § 4, stk. 1.

Medlemmer, der opfylder denne betingelse, kan i stedet for en beregning vælge at få udbetalt en fast mindstesats, jf. § 4, stk. 3, når der i samme periode har været medlemskab af en arbejdsløshedskasse for selvstændige.

Har der ikke været drevet selvstændig virksomhed i mindst 3 hele, sammenhængende regnskabsår, skal et eventuelt tidligere beregningsgrundlag som lønmodtager eller selvstændig anvendes, jf. § 5, stk. 1 og stk. 2.

Hvis der ikke er et tidligere beregningsgrundlag, sker beregningen efter reglerne i § 5, stk. 3, stk. 4 og stk. 5.

Årsindtægten beregnes på grundlag af virksomhedens skattepligtige indkomst, der reguleres, jf. § 6, stk. 1 og stk. 2, for at sikre, at beregningsgrundlaget bliver udtryk for den hidtidige arbejdsfortjeneste. Opgørelsesskemaet skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor.

Et medlem, der er ledig fra en enkeltmandsvirksomhed, kan i stedet for udfærdigelse af det attesterede skema vælge at lade årsindtægten beregne på grundlag af årsopgørelsen, jf. § 7. Medlemmet skal samtidig erklære, at indkomsten kun vedrører medlemmets hovedbeskæftigelse, og at indkomsten ikke er takseret eller på anden måde skønsmæssigt ansat af skattemyndighederne.

Der er endvidere givet regler for, hvorledes årsindtægten skal opgøres for medlemmer, der sammen med ægtefællen har drevet den selvstændige virksomhed, jf. § 8.

Til § 2 (Lønmodtagere)

Reglen vedrører medlemmer, der ledigmeldes som lønmodtagere, men som ikke opfylder betingelserne for at få foretaget en dagpengeberegning efter de for lønmodtagere gældende regler.

Til § 3, stk. 1. (1-års reglen)

1-års reglen gælder, uanset om der forud for den aktuelle ledighed har været udøvet selvstændig virksomhed eller arbejdet som lønmodtager. Reglerne i §§ 4 og 5 om beregningsperioder medfører dog, at 1-års reglen først og fremmest vil finde anvendelse i tilfælde, hvor medlemmet forud for den aktuelle ledighed har arbejdet som lønmodtager.

Det er en forudsætning for anvendelsen af reglen, at den tidligere beregning har været fulgt op af en udbetaling.

Til § 3, stk. 2.

Reglen er en undtagelse fra stk. 1, idet medlemmer, der har valgt at få udbetalt dagpenge med en mindstesats efter § 4, stk. 3, 1. punktum, ikke har fået foretaget en egentlig beregning. Når medlemmet bliver ledig fra lønmodtagerbeskæftigelse, der berettiger til en beregning efter reglerne om beregning af dagpenge til lønmodtagere, skal der altid foretages en ny beregning. Herved opretholdes princippet om, at det er den aktuelle, hidtidige arbejdsfortjeneste, der danner grundlag for dagpengenes størrelse. Endvidere giver reglen mulighed for, at et medlem relativt hurtigt kan få en højere dagpengesats end mindstesatsen.

Til § 4, stk. 1. (Mindst 3 sammenhængende, hele regnskabsår)

Ved afgørelse af, om beregning skal foretages efter denne bestemmelse, skal der først tages stilling til, om medlemmet har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i mindst 3 hele regnskabsår forud for ledigheden. Opfylder medlemmet denne betingelse, skal der derefter tages stilling til, om det enkelte regnskabsår, som medlemmet ønsker at anvende, kan anvendes som grundlag for beregningen.

Et helt regnskabsår

Ved et helt regnskabsår forstås et regnskabsår, hvor medlemmet hele året har drevet virksomheden som hovedbeskæftigelse. Regnskabsår, hvor virksomheden en del af året har været bibeskæftigelse - eller hvor der er udbetalt iværksætterydelse/igangsætningsydelse/~ etableringsydelse - kan ikke anvendes. Dette gælder både ved afgørelse af, om der er drevet selvstændig virksomhed i 3 hele regnskabsår forud for ledigheden, og ved afgørelse af, om det enkelte regnskabsår kan anvendes ved beregningen.

Mindst 3 sammenhængende regnskabsår

Beregningen sker efter § 4, hvis medlemmet har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i mindst 3 hele regnskabsår forud for ledigheden. Denne periode skal være en sammenhængende periode og må derfor ikke være afbrudt af et endeligt ophør med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse. Der kan i perioden forekomme endeligt ophør med udøvelse af en virksomhed, hvis blot en anden virksomhed etableres inden eller i forlængelse af ophøret.

Anvendelse af det enkelte regnskabsår

Kun hele regnskabsår kan indgå i beregningen af dagpenge. En virksomheds regnskabsår omfatter som hovedregel 12 måneder. En virksomheds første regnskabsperiode kan være på mere eller mindre end 12 måneder, dog højest 18 måneder. Senere regnskabsår kan ved godkendt omlægning af regnskabsperioden være på mindre end 12 måneder. Et regnskabsår skal dog altid være på mindst 26 uger, og det sidste år i en virksomheds samlede regnskabsperiode skal altid være på 12 hele måneder for at kunne anses for et helt regnskabsår.

Ved at beregne årsindtægten som gennemsnittet af indtægten i de 2 bedste regnskabsår, der er afsluttet inden for de seneste 5 år, tilgodeses de medlemmer, for hvem overskuddet i virksomheden har været faldende hen imod det tidspunkt, hvor virksomheden ophører.

Til § 4, stk. 2. (Anvendelse af tidligere regnskabsår)

Kun perioder, hvor medlemmet har modtaget dagpenge, afskærer muligheden for at vælge regnskabsår forud for de seneste 3 sammenhængende år.

Det er derfor uden betydning for anvendelse af tidligere regnskabsår end de seneste 3 sammenhængende år, at der har været konstateret mere end midlertidigt ophør med selvstændig virksomhed efterfulgt af en periode med f.eks. lønmodtagerbeskæftigelse eller ledighed, hvor der ikke har været udbetalt dagpenge.

Orlovsydelse til uddannelse og børnepasning sidestilles ikke med udbetaling af dagpenge.

Til § 4, stk. 3 og stk. 4. (Mindstesats)

Hovedreglen i § 4, stk. 1 og stk. 2, kan have den konsekvens, at selvstændige får beregnet en meget lav sats eller en sats på 0 kr., hvis virksomheden i flere år har haft et ringe afkast, eller hvis det ikke er lykkedes nyetablerede selvstændige at gøre virksomheden bæredygtig.

På grund af attestationskravet i § 6, stk. 4, kan dagpengeudbetalingen forsinkes eller helt udelukkes i tilfælde, hvor der ikke er udarbejdet regnskaber eller har været råd til revisorattestation.

Derfor kan selvstændige, der har drevet selvstændig virksomhed i mindst 3 hele regnskabsår, og som i samme tidsrum uafbrudt har været medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, vælge at få udbetalt dagpenge med et fast beløb, der udgør 2/3 af højeste dagpenge efter lovens § 47.

Satsen udbetales, så snart ophørsbetingelserne er dokumenteret, jf. de gældende regler om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse. Det er en forudsætning, at lovens øvrige betingelser for ret til dagpenge er opfyldt.

Det er endvidere en betingelse, at medlemmet fremlægger dokumentation for, at der har været tale om udøvelse af selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i samtlige 3 hele regnskabsår, således at der ikke udbetales en ydelse, som virksomheden aldrig har kunnet danne basis for. Dokumentationen kan fremlægges i form af udskrifter fra toldmyndighederne, der viser momsbevægelserne i de 3 år, eventuelt driftsregnskaber, hvoraf det fremgår, at der har været væsentlig økonomisk aktivitet i virksomheden. Såfremt der kun har været en ringe omsætning i virksomheden, må medlemmet ved fremlæggelse af anden dokumentation i form af f.eks. kopi af korrespondancer, godtgøre at have drevet virksomheden i væsentligt omfang.

Hvis medlemmet inden 6 måneder efter ledighedens indtræden fremlægger et revisorattesteret opgørelsesskema, jf. § 6, stk. 4 og stk. 5, vedrørende indtjeningen fra den selvstændige virksomhed, eller fremlægger årsopgørelser med erklæring, jf. § 7, stk. 2 og 3, foretages der en egentlig beregning af dagpenge, jf. § 6, stk. 1 og stk. 2, og § 7, stk. 1. Giver denne en højere sats, ændres satsen med tilbagevirkende kraft.

Til § 5, stk. 1. (Mindre end 3 sammenhængende, hele regnskabsår)

Har der ikke været drevet selvstændig virksomhed i mindst 3 sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart forud for ledigheden, kan denne periode som hovedregel ikke danne grundlag for beregningen. Der skal i stedet anvendes det seneste, forudgående beregningsgrundlag. Dette gælder, uanset om der forud for den aktuelle ledighed har været drevet selvstændig virksomhed i mindst 2 regnskabsår. Det forudgående beregningsgrundlag kan være baseret på tidligere selvstændig virksomhed eller tidligere lønmodtagerbeskæftigelse. Afslutning af en erhvervsmæssig uddannelse, der giver grundlag for optagelse, sidestilles hermed.

Var der tale om tidligere selvstændig virksomhed, kan beregningsgrundlaget kun anvendes, hvis der var drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i 3 sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart forud for ledigheden, dvs. at betingelserne i § 4, stk. 1, skal være opfyldt.

Var der tale om tidligere lønmodtagerbeskæftigelse, kan beregningsgrundlaget kun anvendes, hvis betingelserne for at foretage en beregning efter lønmodtagerreglerne er opfyldt, jf. direktoratets bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for lønmodtagere. Beregningsgrundlaget skal således vedrøre en periode, der ligger efter medlemmets seneste optagelse, og der kan ikke beregnes på indtægtsperioder, der ligger mere end 5 år tilbage fra beregningstidspunktet. I modsat fald skal beregning ske efter reglerne i § 5, stk. 3, stk. 4 eller stk. 5.

Var der tale om afslutning af erhvervsmæssig uddannelse, der giver grundlag for optagelse, anvendes den særlige sats for nyuddannede.

Til § 5, stk. 2. (Tidligere beregnet sats)

Såfremt der i forbindelse med det forudgående beregningsgrundlag blev udbetalt dagpenge, skal denne dagpengesats anvendes. Dette gælder også i tilfælde, hvor det forudgående beregningsgrundlag ikke opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, eller de gældende regler for beregning af dagpenge til lønmodtagere, samt hvor den tidligere udbetalte dagpengesats var mindstesatsen, jf. § 4, stk. 3.

Såfremt den tidligere udbetalte dagpengesats er mindre end mindstesatsen i § 4, stk. 3, anvendes mindstesatsen, hvis det forudgående beregningsgrundlag opfylder betingelserne i § 4, stk. 3 og stk. 4.

Til § 5, stk. 3, stk. 4 og stk. 5. (Intet tidligere beregningsgrundlag eller udbetalt sats)

Kan der herefter ikke anvendes et tidligere beregningsgrundlag eller en tidligere udbetalt sats, skal beregningen ske på grundlag af indtjeningen ved den seneste selvstændige virksomhed.

Når virksomheden har været drevet som hovedbeskæftigelse i 2 hele sammenhængende regnskabsår, er det et gennemsnit af disse, der indgår i beregningen.

Har virksomheden kun været drevet som hovedbeskæftigelse eet helt regnskabsår, der kan være på mere eller mindre end 12 måneder, men dog mindst 26 uger, er det dette, der danner grundlag for en beregning.

Foreligger der ikke eet helt regnskabsår, men har virksomheden været drevet uafbrudt i mindst 26 uger som hovedbeskæftigelse, danner hele perioden grundlag for beregningen.

Med hensyn til vægtningen af regnskabsår, der er på mere eller mindre end 12 måneder, henvises til nedenfor.

Til §§ 4 og 5. (Vægtning af regnskabsår, der er på mere eller mindre end 12 måneder)

Indgår virksomhedens første regnskabsår i beregningen, og er dette på mere eller mindre end 12 måneder, (dog minimum 26 uger/6 måneder), omregner kassen beregningsgrundlaget.

Hvis det 1. regnskabsår indgår sammen med et andet regnskabsår i beregningen, opgøres antallet af hele måneders drift, hvorefter summen af disse regnskabsårs resultat reduceres til en 12 måneders periode. Se nedenstående eksempler

Eksempel 1

Regnskabsår 1: 26 uger/6 mdr. Regnskabsår 2: 12 mdr. år 1 + 2 ----------x 12 = beregningsgrundlag 18 Eksempel 2: Regnskabsår 1: 16 mdr. Regnskabsår 2: 12 mdr. år 1 + 2 ---------x 12 = beregningsgrundlag 28 Indgår kun 1 regnskabsår på mere eller mindre end 12 måneder, dog mindst 26 uger, jf. § 5, stk. 4, i beregningen, reduceres/forhøjes perioden til 12 måneder. Se nedenstående eksempel: Eksempel 3: Regnskabsår 1: 9 mdr. regnskabsåret ---------------- x 12 = beregningsgrundlag 9

Regulering af beregningsgrundlag/sats

Foretages beregningen efter reglerne i § 4, reguleres beregningsgrundlaget ikke, uanset om der anvendes tidligere regnskabsår inden for de seneste 5 år. Der reguleres dog under ledighed efter reglerne i lovens § 51, stk. 1.

I de tilfælde, hvor det seneste forudgående beregningsgrundlag skal anvendes, jf. § 5, reguleres beregningsgrundlaget/eventuelt tidligere udbetalt sats efter reglerne i lovens § 51, stk. 1.

Til § 6, stk. 1 og stk. 2. (Opgørelse af årsindtægten med revisorattestation)

Årsindtægten opgøres med udgangspunkt i virksomhedens skattepligtige indkomst, der reguleres således, at grundlaget for beregningen bliver udtryk for medlemmets mistede arbejdsfortjeneste ved udøvelse af selvstændig virksomhed.

Renteindtægter og udgifter til finansiering af selve driften og forrentning af virksomhedens egenskapital indgår ikke i beregningsgrundlaget.

Det er nedenfor anført, hvordan årsindtægten opgøres for de forskellige virksomhedsformer. Oversigten kan ikke anses for udtømmende.

I. Personligt drevne virksomheder

Opgørelsen foretages med udgangspunkt i virksomhedens skattepligtige indkomst, som denne fremgår af selvangivelsen og seneste årsopgørelse.

A. Enkeltmandsvirksomheder

Virksomhedens skattepligtige indkomst tillægges

1) Ægtefællens eventuelle lønindkomst fra virksomheden, hvis ægtefællen har haft sin hovedbeskæftigelse i virksomheden.

2) Foretagne fradrag for investeringsfondshenlæggelser.

3) Midlertidige investeringsfradrag (ophørt med udgangen af 1983).

4) Foretaget fradrag for underskud af bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, såfremt dette beløb er indregnet i hovedvirksomhedens skattepligtige indkomst.

5) Sygedagpenge modtaget af medlemmet og den medarbejdende ægtefælle for sygefravær i virksomheden. Ægtefællens sygedagpenge kan kun medregnes, såfremt ægtefællen har haft sin hovedbeskæftigelse i virksomheden.

6) Andet foretaget fradrag, der ikke vedrører virksomheden, f.eks. underskud ved anparter.

Den skattepligtige indkomst fratrækkes

1) Overskud af bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, såfremt dette beløb er indregnet i hovedvirksomhedens skattepligtige indkomst.

2) Andet overskud, der ikke vedrører virksomheden, f.eks. overskud ved udlejning, forpagtning, og anparter.

B. Interessentskaber

Har virksomheden været drevet i interessentskabsform, anvendes samme fremgangsmåde som ved beregningen under I, A. Såfremt interessenten er et selskab, henvises til II.

Beregningsgrundlaget tillægges endvidere lønindkomst eller andre ydelser fra interessentskabet udover andel i overskud.

Det således fremkomne beregningsgrundlag anses som udtryk for medlemmets og medlemmets eventuelle ægtefælles hidtidige arbejdsfortjeneste ved drift af selvstændig virksomhed.

II. Aktieselskaber og anpartsselskaber

For en aktie-/anpartsindehaver, der melder sig ledig og anmoder om dagpenge som selvstændig erhvervsdrivende, foretages beregningen på grundlag af medlemmets og medlemmets eventuelle ægtefælles samlede andel af selskabets regulerede resultat med tillæg af skattepligtige, arbejdsbetingede ydelser fra selskabet.

Opgørelsen af selskabets regulerede resultat foretages med udgangspunkt i selskabets skattepligtige indkomst.

Selskabets skattepligtige indkomst tillægges

1) Eventuelle udgiftsførte investeringsfondshenlæggelser.

2) Midlertidige investeringsfradrag (ophørt med udgangen af 1983).

3) Samtlige fratrukne renteudgifter og valutakurstab.

4) Overførte underskud fra tidligere år.

Selskabets skattepligtige indkomst fratrækkes

1) Rente- og udbytteindtægter samt valutakursgevinster.

2) Andre indtægter, der ikke vedrører virksomhedens primære drift, f.eks. indtægter, der for personer beskattes som særlig indkomst.

Medlemmet og medlemmets eventuelle ægtefælles samlede andel af det således regulerede resultat svarer til den del af selskabets kapital, ægtefællerne ejer i alt i det valgte regnskabsår. Der tillægges skattepligtige, arbejdsbetingede ydelser fra selskabet vedrørende det valgte år i form af

1) Gage, inkl. indbetaling til kapitalpension,

2) Bestyrelseshonorar og tantieme.

3) Andre skattepligtige ydelser fra selskabet, som f.eks. fri bil, telefon, og bolig.

Det således fremkomne beregningsgrundlag anses som udtryk for medlemmets og medlemmets eventuelle ægtefælles hidtidige arbejdsfortjeneste ved deltagelse i driften af selvstændig virksomhed i selskabsform.

III. Øvrige virksomhedsformer, herunder kommanditselskaber

Ved beregning af dagpengegrundlaget for et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed i form af kommanditselskab, er opgørelsen afhængig af, om komplementaren, eller eventuelt kommanditisten, er et selskab (aktieselskab eller anpartsselskab) eller een eller flere personer. Der henvises derfor til I og II.

Har medlemmet drevet selvstændig virksomhed i anden virksomhedsform, f.eks. forening eller fond, og medlemmet undtagelsesvis ikke kan anses for at være lønmodtager, må det afgøres konkret, hvorvidt opgørelsen skal foretages efter I eller II.

IV. Særlige forhold vedrørende opgørelsen

1. Blandede indkomster

Har et medlem haft lønmodtagerindkomster og lignende sideløbende med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, kan disse indkomster ikke indgå i beregningsgrundlaget. Indkomsterne kan dog medtages, når det er åbenbart,

- at medlemmets selvstændige virksomhed har været en væsentlig forudsætning for overtagelse af lønarbejdet, eller

- når driften af virksomheden er muliggjort af, at medlemmet har påtaget sig lønarbejdet.

Det vil endvidere være en betingelse, at begge beskæftigelser er ophørt. Der medtages alene indtægter, der vedrører samme periode som det øvrige beregningsgrundlag.

2. Flere virksomheder

Bliver et medlem ledig efter ophør med drift af flere virksomheder, eventuelt af forskellig art, skal indtægten fra samtlige disse virksomheder indgå i beregningsgrundlaget, hvis de tilsammen har udgjort medlemmets hovedbeskæftigelse, og alle virksomhederne er ophørt på ledighedstidspunktet. Indtægten fra selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse kan ikke indgå i beregningsgrundlaget, jf. I, A.

Indtægter fra flere virksomheder, som indgår i beregningsgrundlaget, skal omfatte samme regnskabsår.

Har virksomhederne indbyrdes forskudte regnskabsperioder, foretages der ikke en periodisering af regnskabet for den enkelte virksomhed. I stedet tages der udgangspunkt i det kalenderår, som regnskabsåret/regnskabsårene træder i stedet for, dvs. det kalenderår, hvor regnskabsåret slutter.

Eksempel 1

Virksomhed I: Regnskabsår 01.01.92-31.12.92

Virksomhed II: Regnskabsår 01.07.91-30.06.92

Regnskabsåret i virksomhed II træder i stedet for kalenderåret 1992, og skal derfor anvendes i sin helhed sammen med regnskabet for 1992 for virksomhed I.

Eksempel 1

Virksomhed I: Regnskabsår 01.04.91-31.03.92

Virksomhed II: Regnskabsår 01.09.91-31.08.92

I begge tilfælde træder regnskabsårene i stedet for kalenderåret 1992, hvor regnskabsårene slutter. Regnskaberne for virksomhederne anvendes derfor i sin helhed.

3. Virksomheder med finansieringsaktiviteter

Indtægter og udgifter, der vedrører en virksomheds finansieringsaktivitet, kan ikke indgå i beregningsgrundlaget, medmindre det godtgøres, at aktiviteten er en væsentlig og sædvanlig del af virksomhedens drift. Det er endvidere en betingelse, at finansieringsaktiviteten ophører samtidig med den øvrige del af virksomheden.

Til § 6, stk. 3. (Takseret indkomst)

Har skattemyndighederne for et anvendt indkomstår takseret eller på anden måde skønsmæssigt ansat virksomhedens skattepligtige indkomst, kan indkomståret ikke anvendes som grundlag for en beregning.

Til § 7. (Anvendelse af årsopgørelserne med medlemmets erklæring)

Har medlemmet drevet virksomheden som enkeltmandsvirksomhed, kan medlemmet i stedet for det revisorattesterede opgørelsesskema, jf. § 6, vælge at anvende overskud/underskud vedrørende selvstændig virksomhed, som det fremgår af medlemmets seneste årsopgørelse for beregningsårene.

Det er en forudsætning, at beløbet ikke er takseret eller på anden måde helt eller delvis er skønsmæssigt ansat af skattemyndighederne.

Det er endvidere en forudsætning, at beløbet kun vedrører medlemmets personlige indkomst fra hovedbeskæftigelsen. Årsopgørelsen kan derfor ikke anvendes, hvis beløbet indeholder overskud/underskud fra en virksomhed, der ikke er medlemmets forsikringsgrundlag og hovedbeskæftigelse, men f.eks. vedrører bibeskæftigelse, udlejning, forpagtning eller anparter. Har ægtefællen deltaget i driften af virksomheden, kan årsopgørelsen ikke anvendes, men beregning skal ske efter reglerne i § 6.

Medlemmet skal erklære, at årsopgørelserne ønskes anvendt som beregningsgrundlag, at beløbet alene vedrører medlemmets hovedbeskæftigelse, og at skattemyndighederne for de valgte år ikke har takseret eller på anden måde skønsmæssigt har ansat beløbet.

Til § 8, stk. 1. (Ægtefæller)

Beregningsgrundlaget for hver af ægtefællerne udgør altid 50 pct. af den samlede opgjorte årsindtægt, selv om den ene ægtefælle ikke er arbejdsløshedsforsikret, ikke anmoder om dagpenge eller har lønarbejde. Det samme gælder i tilfælde, hvor ægtefællerne ikke anvender samme regnskabsår.

Til § 8, stk. 2 og stk. 3.

Medlemmets beregningsgrundlag udgør i disse tilfælde en forholdsmæssig del af den samlede, opgjorte årsindtægt, svarende til det antal hele måneder, hvori medlemmet har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

Eksempel 1

I det valgte år har M deltaget i driften af virksomheden i 12 måneder, medens H har deltaget i 6 måneder.

M's andel af den samlede opgjorte årsindtægt udgør 12/18.

Da H ikke har deltaget i driften af virksomheden hele året, kan H ikke anvende året som grundlag for beregning, jf. § 4, stk. 1.

Eksempel 2

I det valgte år har M deltaget i driften af virksomheden i 12 måneder. H har deltaget i virksomheden i 6 måneder som sin bibeskæftigelse og i 6 måneder som sin hovedbeskæftigelse.

M's andel udgør 12/18 af virksomhedens overskud efter fradrag for den del af indtægten, som må anses for indtjent ved H's arbejdsindsats i de første 6 måneder, jf. stk. 4.

H kan ikke anvende dette år, da H ikke har deltaget i driften af virksomheden som hovedbeskæftigelse i hele året, jf. § 4, stk. 1.

Til § 8, stk. 4.

I medlemmets beregningsgrundlag skal der altid ske fradrag for indkomst, der må anses for indtjent af ægtefællen, uanset denne ikke har sin hovedbeskæftigelse i virksomheden.

Når der er overført beløb til beskatning som medarbejdende ægtefælle, er det dette beløb, der medfører fradrag.

I andre tilfælde skal værdien af ægtefællens arbejdsindsats opgøres skønsmæssigt og herefter fradrages i beregningsgrundlaget. Værdien af arbejdsindsatsen ansættes til lønudgiften ved antagelse af fremmed arbejdskraft til ægtefællens arbejdsfunktion i virksomheden.

Såfremt ægtefællen har været aflønnet i virksomheden, sker der ikke fradrag.

Til § 9. (Oplysningspligt)

Foretages der ændringer i den skattepligtige indkomst, der ligger til grund for en beregning, enten som følge af medlemmets anmodning eller skattemyndighedernes ligning, skal arbejdsløshedskassen underrettes.

Til § 10. (Efterbetaling/tilbagebetaling)

Ændres den skattepligtige indkomst, skal kassen foretage en ny beregning af dagpengesatsen med virkning fra ledighedstidspunktet. Kassen skal dog kun foretage en ny beregning, såfremt ændringen har betydning for dagpengenes størrelse. Ansætter skattemyndighederne skønsmæssigt virksomhedens skattepligtige indkomst for et regnskabsår/indkomstår, som hidtil har ligget til grund for beregningen af dagpengene, kan året ikke anvendes som grundlag for beregning, jf. § 6, stk. 3, og § 7, stk. 1.

Kassen skal endvidere afgøre, om ændringen medfører efterbetaling eller tilbagebetaling af foretagne udbetalinger.

For meget udbetalte dagpenge kan kræves tilbagebetalt af medlemmet efter lovens § 86, stk. 1, eller efter den almindelige retsgrundsætning om bristende forudsætninger. For at kunne anvende § 86, stk. 1, som hjemmel for tilbagesøgning af udbetalte dagpenge er det en betingelse, at dagpengene er modtaget med urette på modtagelsestidspunktet.

Når skattemyndighederne først efter udbetalingstidspunktet ændrer den skattepligtige indkomst, og medlemmet har været i god tro vedrørende skattemyndighedernes godkendelse af selvangivelsen/regnskabet, kan dagpengene ikke kræves tilbagebetalt efter lovens § 86, stk. 1, idet dagpengene på udbetalingstidspunktet anses for udbetalt med rette.

Dagpengene kan i så fald kræves tilbagebetalt efter den almindelige retsgrundsætning om bristende forudsætninger.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 20. september 1993

Birger Stein Christensen

/ Karen Hellen Andersson

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →