Vejledning om forholdet mellem boligsøgendes husstandsindkomst og boligafgift ved kommunal godkendelse af overdragelse af almennyttige boligselskabers boliger
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om forholdet mellem boligsøgendes husstandsindkomst og boligafgift ved kommunal godkendelse af overdragelse af almennyttige boligselskabers boliger
Til samtlige kommunalbestyrelser og De Sociale Ankenævn
Vejledning om forholdet mellem boligsøgendes husstandsindkomst og boligafgift ved kommunal godkendelse af overdragelse af almennyttige boligselskabers boliger.
Bygge- og Boligstyrelsen udsender i nær fremtid vejledning om udlejning af almennyttige boliger efter de ændrede regler i boligbyggeriloven og Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 158 af 5. marts 1992 om udlejning af almennyttige boligselskabers boliger, der trådte i kraft den 1.4.1992.
Styrelsen er blevet bekendt med, at reglerne i § 19, stk. 2 i ovennævnte bekendtgørelse administreres forskelligt i kommunerne, og man har derfor fundet det rigtigst allerede nu at udsende meddelelse om, hvorledes godkendelsesordningen skal administreres.
I henhold til bekendtgørelse nr. 158 af 5. marts 1992 om udlejning af almennyttige boligselskabers boliger § 19 kan kommunalbestyrelsen beslutte, at selskabets udlejning af ledige lejligheder i hvert enkelt tilfælde forudgående skal godkendes.
Kommunalbestyrelsen kan afvise udlejning til boligsøgende med husstandsindkomster af en sådan størrelse, at der vil være et åbenbart misforhold mellem husstandsindkomst og boligafgift, jf. § 19, stk. 2.
Det skal understreges, at afvisning af boligsøgende under henvisning til indkomstforholdene kun kan ske efter en konkret vurdering af den enkelte boligsøgendes økonomiske og personlige forhold, jf. ligeledes § 19, stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan således ikke følge en praksis, hvorefter den boligsøgende afvises, såfremt husstandsindkomsten ikke er et vist antal gange større end boligafgiften, men skal i hvert enkelt tilfælde (eventuelt i samarbejde med den boligsøgende) opstille et realistisk budget for husstanden efter indflytning i den ansøgte lejlighed.
Regelsættet i udlejningsbekendtgørelsens § 19, stk. 2 om betingelserne for at kommunalbestyrelsen kan afvise udlejning til boligsøgende må efter Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse ses i sammenhæng med betingelserne for at kommunalbestyrelsen kan afslå at yde boligstøtte efter lov om individuel boligstøtte § 15.
Såfremt kommunalbestyrelsen ikke kan afslå at yde støtte til den boligsøgende efter lov om individuel boligstøtte, vil der, efter Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse, heller ikke være grundlag for, at kommunalbestyrelsen kan afslå at godkende den boligsøgende til indflytning i den ansøgte bolig med den begrundelse, at husstandsindkomsten er for lav i forhold til boligafgiften.
Ved kommunalbestyrelsens bedømmelse af, om der er et åbenbart misforhold mellem ansøgerens husstandsindkomst og boligafgift, er Bygge- og Boligstyrelsen af den opfattelse, at kommunalbestyrelsen skal lægge den husstandsindkomst til grund, der benyttes ved boligstøtteberegningen i henhold til lov om individuel boligstøtte § 8.
Bygge- og Boligstyrelsen er af den opfattelse, at der ved opgørelse af husstandsindkomsten efter boligstøttelovens § 8, stk. 7, til brug for en vurdering af husstandsindkomsten i tilfælde, hvor ansøgeren modtager kontanthjælp efter bistandslovens kapitel 9, må medregnes den aktuelle kontanthjælp inkl. det boligtillæg, ansøgeren efter bistandslovens § 37, stk. 3 vil være berettiget til i den bolig, hvortil boligstøtte søges, herunder det eventuelt reducerede tillæg efter bestemmelsens 6. punktum.
Med hensyn til børn kan det oplyses, at der efter lov om individuel boligstøtte fratrækkes et beløb for børn i den beregnede husstandsindkomst for at kompensere husstande med børn for den tilhørende økonomiske belastning, ligesom børnefamilieydelser m.v. af samme grund ikke medregnes i husstandsindkomsten. Disse beløb bør derimod indgå i den samlede konkrete vurdering af de faktiske økonomiske forhold, jf. nærmere nedenfor.
Efter § 15 i lov om individuel boligstøtte har kommunalbestyrelsen endvidere pligt til at foretage en nærmere undersøgelse af forholdene, herunder en samlet vurdering af husstandsmedlemmernes økonomiske og personlige forhold, når
1) Lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, jf. § 15, 1. pkt.
2) Lejen forekommer særlig høj, og særlige forhold f.eks. i forbindelse med ansøgerens afståelse af sin hidtidige bolig og leje af den lejlighed hvortil boligstøtte søges, sandsynliggør at lejeaftalen er tilrettelagt særligt med henblik på opnåelse af boligstøtte, jf. § 15, 2. pkt.
Det bemærkes, at en afgørelse efter § 15, 1. pkt. hviler på to hinanden følgende opgørelser: Først foretages en almindelig opgørelse af husstandsindkomsten efter reglerne herfor i § 8 i lov om individuel boligstøtte. Denne sammenlignes da med den aktuelle leje. Udgør lejen mindre end halvdelen af husstandsindkomsten vil der ikke kunne meddeles afslag på at yde boligstøtte under henvisning til, at huslejen er for høj i forhold til husstandsindkomsten. Udgør lejen mere end halvdelen af husstandsindkomsten foretages den nærmere undersøgelse af forholdene, hvori indgår en samlet vurdering af husstandsmedlemmernes økonomiske og personlige forhold. På baggrund af denne undersøgelse tager kommunalbestyrelsen stilling til, om der kan ydes boligstøtte. På samme måde må afgørelsen efter udlejningsbekendtgørelsens § 19, stk. 2 træffes efter to på hinanden følgende opgørelser.
Ved den konkrete vurdering af den boligsøgendes økonomiske og personlige forhold bør der, efter Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse, tages hensyn til alle forhold, der har indflydelse på husstandens samlede økonomiske situation, herunder også forhold som kan påvirke den fremtidige husstandsindkomst indenfor en overskuelig fremtid. Som grundlag for vurderingen kan kommunalbestyrelsen f.eks. tage udgangspunkt i et budget, opstillet på grundlag af boligtagerens oplysninger om sin økonomi. Der kan herved foretages en opgørelse over, hvilket beløb den boligsøgende husstand rent faktisk vil have til disposition, når alle udgifter og indtægter er medregnet.
I et sådant budget må naturligvis indgå de sociale ydelser, som ansøgeren er berettiget til, herunder eventuel forhøjet kontanthjælp som følge af en højere leje, offentlige børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, ligesom der ikke skal fratrækkes et beløb for børn.
Den konkrete vurdering, som kommunalbestyrelsen skal foretage, er en vurdering af den boligsøgendes økonomiske og personlige forhold. Bygge- og Boligstyrelsen er af den opfattelse, at de personlige forhold, der kan inddrages i vurderingen efter boligstøttelovens § 15, når der er tale om en meget høj husleje i forhold til husstandsindkomsten, ligeledes kan inddrages i den konkrete vurdering efter bekendtgørelsens § 19, stk. 2. Disse personlige forhold kan bl.a. være
- Den boligsøgendes aktuelle beskæftigelsessituation, sammenholdt med eventuelle forventede ændringer heri inden for en overskuelig fremtid.
- Forventede ændringer i den boligsøgendes økonomiske situation iøvrigt. Er der f.eks. væsentlige gældsforpligtelser, bør den skønnede afviklingsperiode indgå i vurderingen.
- Den boligsøgendes nuværende boligsituation, f.eks. hvorvidt det skønnes, at den boligsøgendes aktuelle bolig er passende med hensyn til størrelse og standard. Omvendt kan der også være grund til at tage hensyn til den ansøgte boligs beliggenhed og adgangsforhold for at tilgodese særlige behov, f.eks. hvis et medlem af husstanden er handicappet.
- Den boligsøgendes nuværende boligudgift sammenlignet med boligudgiften for den ansøgte bolig. Uanset, at der kan være tale om en høj husleje i den ansøgte bolig i forhold til den boligsøgendes husstandsindkomst, bør der tages hensyn til, om et boligskifte kan medføre en ikke uvæsentlig forbedring af den boligsøgendes økonomiske situation. Der kan dog ses bort herfra, såfremt den pågældendes nuværende boligudgift skønnes fastsat af hensyn hertil eller iøvrigt skønnes urimeligt høj.
Det skal bemærkes, at godkendelsesordningen ikke kan anvendes til at afvise boligsøgende med den begrundelse, at de bor i en anden kommune.
Det skal endvidere på baggrund af den megen omtale i pressen bemærkes, at godkendelsesordningen ligeledes ikke kan anvendes til at afvise særlige befolkningsgrupper, men at alle boligsøgende skal behandles på lige fod.
Bygge- og Boligstyrelsen skal henlede opmærksomheden på, at der træder ændrede reguleringsbestemmelser i kraft den 1. januar 1994, idet husstandsindkomsten herefter skal opgøres efter de bestemmelser, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7. Betydningen af de ændrede bestemmelser, herunder for hvordan kontanthjælp skal medregnes i husstandsindkomsten, vil blive nærmere beskrevet i vejledning om udlejning af almennyttige boliger, der udsendes i nær fremtid.
Rud Werborg
Lisbeth Jordan