Cirkulæreskrivelse om godkendelse af bloksættevogne og udstedelse af transporttilladelser til blokvognskørsel
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om godkendelse af bloksættevogne og udstedelse af transporttilladelser til blokvognskørsel
Cirkulæreskrivelse om godkendelse af bloksættevogne og udstedelse af transporttilladelser til blokvognskørsel.
I. Bloksættevognstog.
For vogntog bestående af bil med tilkoblet blokvogn udformet som sættevogn (bloksættevogn) gælder følgende
1. Bil, der godkendes til kørsel med bloksættevogn, kan registreres med større akseltryk/totalvægt end tilladt efter bekendtgørelsen om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk. Akseltryk eller totalvægt må ikke overstige, hvad der er anført i bilens typegodkendelse eller godkendelseserklæring. Der kan udstedes særlig godkendelseserklæring med henblik på bilens anvendelse som trækkraft for bloksættevogn.
2. Bil hvis totalvægt/akseltryk overstiger grænserne i bekendtgørelse om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk, kan enten godkendes alene til kørsel med bloksættevogn, eller godkendes i flere udførelser (flere totalvægte/akseltryk), dels i en udførelse til kørsel med bloksættevogn, og dels i en udførelse (med lavere vægte) til kørsel med sættevogn. Bilen kan godkendes i udførelsen med de lavere vægte beregnet til kørsel med sættevogne, uanset det eventuelt af godkendelseserklæringen fremgår, at den alene kan godkendes som trækkraft for bloksættevogn.
II. Udstedelse af transporttilladelser til blokvognskørsel.
Der har fra politiets side været rejst spørgsmål om, efter hvilke retningslinjer der skal fastsættes bestemmelser om ledsagelse og afmærkning af blokvogne ved udstedelse af transporttilladelser. Der har endvidere været tvivl om, hvornår tilladelser skal udstedes som enkelttilladelser eller som generelle tilladelser.
Trafikministeriet skal i den anledning meddele, at reglerne for ledsagelse og afmærkning og reglerne om udstedelse af enkelttilladelser og generelle tilladelser for alm. vogntog, som fastsat i Trafikministeriets cirkulære om transporttilladelser, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med udstedelse af transporttilladelser til blokvogne.
Cirkulæreskrivelse af 11. juni 1970 om bloksættevognstog ophæves hermed.
Med venlig hilsen
Vibeke R. von Stemann
Ingen