Cirkulære om forholdet mellem EF og USA med hensyn til adgangen til at deltage i offentlige udbud. Ikrafttrædelse af EF's direktiv om udbud af tjenesteydelseskontrakter
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om forholdet mellem EF og USA med hensyn til adgangen til at deltage i offentlige udbud. Ikrafttrædelse af EF's direktiv om udbud af tjenesteydelseskontrakter
1. Mellem USA og EF er der den 25. maj 1993 indgået en aftale, der i et vist omfang medfører gensidig adgang til at deltage i offentlige udbud.
Aftalen indebærer, at amerikanske leverandører af varer og tjenesteydelser og entreprenører har adgang til at byde på kontrakter, der udbydes af statslige ordregivere i EF, og hvis værdi (excl. moms) er lig med eller overstiger de fastsatte beløbsgrænser (tærskelværdier) i henholdsvis indkøbsdirektivet (77/62/EØF med senere ændringer), tjenesteydelsesdirektivet (92/50/EØF) og bygge- og anlægsdirektivet (71/305/EØF med senere ændringer). Tærskelværdierne, der gælder ifølge disse direktiver, er: 125.876 ECU (991.053 kr) for indkøbskontrakter, 200.000 ECU (1.578.412 kr) for tjenesteydelseskontrakter og 5.000.000 ECU (39.460.300 kr) for bygge- og anlægskontrakter. Dette indebærer, at amerikanske leverandører og entreprenører vil kunne påberåbe sig klageprocedurerne efter EF's kontroldirektiv (89/665/EØF), der i Danmark er gennemført ved lov nr. 344 af 6. juni 1991 om Klagenævnet for Udbud som ændret ved lov nr. 1006 af 19. december 1992.
Endvidere medfører aftalen, at EF med hensyn til kontrakter inden for elkraftsektoren udvider fordelene ved bestemmelserne i forsyningsvirksomhedsdirektivet (90/531/EØF) og rettighederne i henhold til det dertil knyttede direktiv om klageprocedurer (92/13/EØF) til at omfatte amerikanske leverandører og entreprenører. I konsekvens heraf er bestemmelserne om en 3 pct.s fællesskabspræference og adgangen til at afvise bud med et tredjelandsindhold på mere end 50 pct. i art. 29 i direktiv 90/531/EØF sat ud af kraft for elsektoren ved Rådets beslutning nr. 93/324/EØF af 10. maj 1993. Det bemærkes, at direktivet fortsat fuldt ud finder anvendelse på øvrige kontrakter omfatter af direktivet, der således ikke er dækket af aftalen mellem EF og USA.
Aftalen mellem EF og USA indrømmer tilbudsgivere i EF en tilsvarende adgang til at byde på forbundsstatslige kontrakter og kontrakter inden for elkraftsektoren i USA og til at indgive klager over amerikanske ordregivere.
Aftalen, der er godkendt af EF's Ministerråd den 10. maj 1993 i afgørelse 93/323/EØF, er offentliggjort i EF-Tidende nr. L 125 af 20. maj 1993. En dansk oversættelse af aftaleteksten er offentliggjort i EF-Tidende nr. C 173 af 24. juni 1993.
2. Den 8. juni 1993 vedtog EF's Ministerråd forordning (EØF) nr. 1461/93 om adgang til offentlige aftaler for bydende fra Amerikas Forenede Stater.
Denne forordning er gennemført som modtræk over for sanktioner, der er iværksat af USA, og som forhindrer bydende fra EF i at opnå adgang til indkøbsaftaler, der udbydes af amerikanske forbundsstatslige ordregivere, og som ikke er omfattet af den under pkt. 1 nævnte aftale. Forordningen foreskriver, at statslige myndigheder i EF-landene ikke må antage bud fra leverandører af varer og tjenesteydelser samt entreprenører, der er etableret i og driver virksomhed fra USA, ved tildelingen af kontrakter om varekøb, køb af tjenesteydelser og om bygge- og anlægsarbejder, når kontraktens værdi er mindre end tærskelværdien i de respektive direktiver, jfr. ovenfor under pkt. 1.
Der kan dog efter forordningen under visse omstændigheder og efter en konkret begrundet vurdering gives tilladelse til accept af amerikanske tilbud, bl.a. ud fra hensynet til at sikre kontinuitet i leverancer, eller såfremt der er tale om at anskaffe varer eller tjenesteydelser med særlige specifikationer, der ikke kan fremskaffes på anden vis. Giver en medlemsstat en sådan tilladelse, skal dette straks meddeles EF-Kommissionen.
Forordningen er offentliggjort i EF-Tidende nr. L 146 af 17. juni 1993.
Statslige myndigheder inden for det af forsyningsvirksomhedsdirekti vet omfattede område, der tildeler særlige eller eksklusive rettigheder til de af dette direktiv omfattede ordregivere, anmodes om at give disse meddelelse om ovenstående.
3. Endelig henledes opmærksomheden på, at tjenesteydelsesdirektivet (92/50/EØF) er blevet gennemført i Danmark ved Industriministeriets bekendtgørelse nr. 415 af 22. juni 1993 (* 1), der trådte i kraft den 1. juli 1993. Fra denne dato vil der skulle foretages udbud af påtænkte offentlige indkøb af tjenesteydelser, hvis anslåede værdi (excl. moms) er lig med eller overstiger direktivets tærskelværdi på 200.000 ECU (1.578.412 kr). For så vidt angår aftaler om de i direktivets bilag I B nævnte ydelser gælder der dog lempeligere forpligtelser. Der henvises iøvrigt nærmere til direktivet, der er medtaget som bilag til bekendtgørelsen.
Til orientering vedlægges et eksemplar af bekendtgørelsen.
P.D.V.
E.B.
Lars Koefoed-Johnsen
KonkurrenceSekretariatet
Bjarne Strand
Bygge- og Boligstyrelsen
(* 1) Bekendtgørelse nr. 415 af 22. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter om offentlig indkøb af tjenesteydelser i De Europæiske Fællesskaber er udeladt her, da forskriften forefindes i Lovtidende og Retsinformation