Ankestyrelsens vejledning om klageregler på det sociale område

Ankestyrelsens vejledning om klageregler på det sociale område

Indledning

Udsendelsen af denne vejledning er led i den vejledningsvirksomhed, som ved lov nr. 399 af 6. juni 1991 er henlagt til Den Sociale Ankestyrelse, jf. § 1, stk. 4, i lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Vejledningen følger i store træk samme opbygning, som Socialministeriets vejledning af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på det sociale område, som blev ophævet ved vejledning nr 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område.

Der er imidlertid på grund af væsentlige ændringer i den sociale lovgivning i tiden op til og efter ophævelsen af vejledningen fra 1988 sket omfattende justeringer og ændringer i indholdet, ligesom ændringer i systematikken i nogle tilfælde er fundet hensigtsmæsig.

Desuden har der i denne vejledning med hensyn til tilsynsområdet i det store og hele kunnet henvises til Socialministeriets vejledning nr. 155 af 9. september 1991.

Vejledningen behandler de almindelige regler og fremgangsmåden ved behandlingen af følgende typer af klager på det sociale område

- Klager over realiteten, d.v.s. indholdet af den afgørelse, der er truffet, og

- klager over formaliteten, d.v.s. den måde en sag er behandlet på.

Klagereglerne fremgår endvidere af vejledningerne til de enkelte love.

For følgende emners vedkommende henvises til vejledning nr. 155 af 9. september 1991

- Klager over bistandsudøvelsen, d.v.s den faktiske udførelse af bistand som f.eks. pleje på et plejehjem,

- Udøvelsen af det sociale ressorttilsyn, d.v.s. den ulovbestemte pligt for Socialministeriet til at føre et vist tilsyn med det sociale lovområde og

- Det almindelige kommunale tilsyn, der varetages af de for hvert amt nedsatte tilsynsråd for primærkommunernes vedkommende og af Indenrigsministeriet for amtskommunernes og Københavns og Frederiksberg Kommuners vedkommende.

De særlige regler om klager over afgørelser efter bistandslovens bestemmelser om hjælpeforanstaltninger m.v for børn (kap. 8, kap. 15, kap. 15a, sammenholdt med kap. 18) er ikke omfattet af denne vejledning. Der henvises til afsnit X i Socialministeriets vejledning af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge.

1. Hvilke love

Vejledningen omfatter klager over afgørelser truffet efter bistandsloven, lov om social pension, lov om delpension, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om forsikring mod følger af arbejdsskade og tidligere love, lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl., lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Reglerne om klagebehandlingen findes - foruden i de ovennævnte love - i den sociale styrelseslov, i lov om Den Sociale Ankestyrelse og i forvaltningsloven.

Kommunalbestyrelserne, de sociale ankenævn, Arbejdsskadestyrelsen, amtsrådene og Ankestyrelsen træffer også afgørelser efter andre love end de ovennævnte. Klagereglerne heri ligner dem, der findes i de sociale love, men da lovene ikke hører under Socialministeriets område, er klagereglerne ikke beskrevet i denne vejledning.

Det drejer sig om lov om en børnefamilieydelse, lov om erstatning for vaccinationsskader, lov om inddrivelse af underholdsbidrag, lov om offentlig sygesikring, lov om sygehusvæsen, lov om individuel boligstøtte og lov om boligbyggeri (vedrørende afgørelser om godkendelse af lejemål i almennyttigt boligbyggeri).

2. Hvilke myndigheder

Vejledningen omfatter følgende myndigheder

1. Kommunalbestyrelserne

2. De sociale ankenævn

3. Revaliderings- og pensionsnævnene

4. Amtsrådene

5. Arbejdsskadestyrelsen

6. Søfartsstyrelsen

7. Dagpengeudvalget

8. Den Sociale Ankestyrelse

9. Socialministeriet

Ifølge den sociale styrelseslovs § 2, stk. 2 kan sager om ydelser m.v. til enkeltpersoner ikke behandles i den samlede kommunalbestyrelse. Afgørelse i disse sager træffes af det eller de udvalg, (i kommuner med magistratsordning det eller de magistratsmedlemmer) som efter kommunens styrelsesvedtægt varetager de pågældende sagsområder.

I de enkelte love om sociale ydelser f.eks. bistandsloven er kompetencen til at træffe afgørelser i enkeltsager tillagt kommunalbestyrelsen, men disse regler må læses med det forbehold, der følger af den ovennævnte bestemmelse i den sociale styrelseslov.

Ifølge den sociale styrelseslovs § 10, stk. 3 kan sager om ydelser m.v. til enkeltpersoner ikke behandles i det samlede amtsråd. Afgørelser i disse sager træffes af det eller de udvalg, som efter amtskommunens styrelsesvedtægt varetager de pågældende sagsområder.

I bistandsloven er kompetencen til at træffe afgørelser på amtsligt plan tillagt amtsrådet, men reglerne må læses med det forbehold, der følger af den ovennævnte bestemmelse i den sociale styrelseslov.

3. Hovedreglen om en klagemulighed

Der er som regel en (og kun en) klagemulighed indenfor det sociale område, men der er undtagelser fra denne regel

- Der er enkelte områder, hvor der slet ikke er klageadgang. Se pkt. 12.

- Hvis en sag har principiel betydning, vil den kunne optages til behandling i Ankestyrelsen, selv om den allerede er blevet efterprøvet af det sociale ankenævn eller revaliderings- og pensionsnævnet. Se pkt. 13.

- Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelser, der ændrer kommunens afgørelse om pension efter § 14, stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen, uanset om de har principiel betydning.

- Der er i enkelte tilfælde særlige klageregler. Se pkt. 15.

4. De almindelige klageveje

a. Kommunalbestyrelsens afgørelser

Kommunalbestyrelsens afgørelser kan som hovedregel indbringes for det sociale ankenævn.

Der er 2 væsentlige undtagelser fra denne hovedregel

1. Kommunalbestyrelsens afgørelser om dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel kan indbringes for Dagpengeudvalget.

2. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 14, stk. 3 i lov om social pension påklages til revaliderings- og pensionsnævnet.

b. Det sociale ankenævns afgørelser

Det sociale ankenævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel betydning.

c. Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelser

Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelser efter bistandsloven og efter lov om social pension kan påklages til Den Sociale Ankestyrelse.

Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelser, der stadfæster kommunens afgørelser om førtidspension efter § 14, stk. 3 kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel betydning. Se pkt. 13.

d. Amtsrådets afgørelser

Amtsrådets afgørelser efter bistandsloven kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Det samme gælder afgørelser truffet af Københavns og Frederiksberg kommuner om optagelse på de dag- og døgninstitutioner, der er omtalt i bistandslovens kapitel 17, og om betaling for ophold på disse.

e. Arbejdsskadestyrelsens afgørelser

Arbejdsskadestyrelsens afgørelser kan påklages til Den Sociale Ankestyrelse.

f. Søfartsstyrelsens afgørelser

Søfartsstyrelsens afgørelser om dagpenge efter Socialministeriets bekendtgørelse om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel kan indbringes for Dagpengeudvalget.

g. Socialministeriets afgørelser

Socialministeriets afgørelser efter § 62 i lov om social pension (om pensioner, der ydes efter overenskomst med andre stater) kan påklages til Den Sociale Ankestyrelse. Fra 1. august 1993 vil sager efter § 62 blive afgjort af Direktoratet for Social Sikring og Bistand med klageadgang til Den Sociale Ankestyrelse.

h. Ankestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 1, stk. 2 i lov om den sociale ankestyrelse.

i. Det samme gælder Dagpengeudvalgets afgørelser.

5. Hvilke klager behandler klage- instanserne

Klageinstansernes hovedopgave er at behandle klager over konkrete afgørelser om enkeltpersoners rettigheder og pligter efter den sociale lovgivning.

Endvidere behandler klageinstanserne sager, der indbringes af kommuner på grund af uenighed om deres forpligtelser efter bistandsloven, lov om social pension, lov om delpension og dagpengeloven.

Desuden kan sager vedrørende klageinstansernes kompetence behandles.

Klager over rådgivning og vejledning i konkrete sager efter bistandsloven behandles efter de almindelige klageregler, da rådgivning og vejledning betragtes som ydelser i bistandslovens forstand. Som eksempel kan nævnes sager, hvor mangelfuld rådgivning har ført til, at en ansøgning om en social ydelse er blevet indgivet med forsinkelse. Her kan ankeinstanserne ændre ydelsens begyndelsestidspunkt, hvis kommunen ikke skønnes at have opfyldt sin forpligtelse til at yde rådgivning og vejledning. Se herved SM B-1-89.

Der kan klages over indholdet af en afgørelse (realiteten) og/eller den måde, en sag er behandlet på (formaliteten).

Hvis en klage alene vedrører personalets optræden, ekspeditionsfejl eller sagsbehandlingstiden, skal den rettes til borgmester/ kommunalbestyrelse - i amtskommuner amtsborgmesteren eller amtsrådet. Der er ingen administrativ ankemulighed.

Andre klager over den måde, en sag er behandlet på, herunder manglende overholdelse af forvaltningslovens regler, kan behandles af de sociale klageinstanser - både hvis der samtidig klages over

indholdet af en afgørelse (hvilket som oftest er tilfældet), og hvis der alene klages over formaliteten i forbindelse med en afgørelse.

Hvor Den Sociale Ankestyrelses mulighed for at behandle en klage er begrænset til sager, som styrelsen finder af principiel betydning, kan foruden indholdsmæssige spørgsmål, også spørgsmål om den måde, sagen er behandlet på, vurderes som principielle og bevirke, at styrelsen kan optage sagen til behandling. Som eksempel på en sag af sidstnævnte art kan fra Ankestyrelsens praksis nævnes spørgsmålet om, hvordan et samtykke til, at en anden indanker en sag for parten, skal vurderes i forhold til forvaltningslovens regler om partsrepræsentation.

Om aktindsigtsspørgsmål gælder særlige regler, jf. nedenfor.

Om afgrænsningen mellem de sociale klageinstansers kompetence over for de kommunale tilsynsmyndigheder henvises til Socialministeriets vejledning om tilsyn på Socialministeriets område af 9. september 1991. 6. Specielt om aktindsigtsspørgsmål

Reglerne om aktindsigt findes i lov om offentlighed i forvaltningen og - for partens vedkommende - i forvaltningsloven.

Afgørelser i spørgsmål om aktindsigt træffes af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af den pågældende sag, jf. § 15, stk. 1 i offentlighedsloven og § 16, stk. 1 i forvaltningsloven.

Hvis der begæres aktindsigt efter offentlighedsloven i tilfælde, hvor der ikke er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, afgøres spørgsmålet om aktindsigt af den myndighed, der har dokumentet i sin besiddelse.

Klage over, at aktindsigt er nægtet - helt eller delvist - kan særskilt rettes til klagemyndigheden, jf. offentlighedslovens § 15, stk. 2 og forvaltningslovens § 16, stk. 4. Der gælder ingen klagefrist.

Hvis den sag, hvorfra der begæres aktindsigt, vedrører et spørgsmål, som ikke kan påklages, f.eks. spørgsmålet om tildeling af hjemmehjælp, kan afgørelsen om aktindsigt heller ikke påklages til de almindelige klagemyndigheder.

I tilfælde, hvor en kommunal myndigheds afgørelse ikke kan påklages, vil de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder dog kunne tage stilling til, hvorvidt der foreligger en tilsidesættelse af

lovgivningen, jf. Justitsministeriets vejledning om offentlighedsloven, pkt. 48, og vejledning om forvaltningsloven, pkt. 100.

På de områder, hvor Ankestyrelsen kan optage principielle sager til behandling, kan afgørelser om aktindsigt behandles af Ankestyrelsen, uanset om styrelsen efter reglerne om principielle sager ville optage den underliggende sag til behandling, og uanset om der er eller vil blive truffet en egentlig afgørelse af understansen, blot sagen efter sin art ville kunne behandles som klagesag.

Ankestyrelsen har således behandlet en fars klage over et afslag på aktindsigt i en sag om hans barns forhold, selv om sagen af kommunen var blevet henlagt efter en nærmere undersøgelse af barnets forhold. Der var således ikke truffet nogen afgørelse efter bistandsloven i sagen.

I pensionssager, der behandles af revaliderings- og pensionsnævnet som første instans ligger kompetencen i spørgsmål om aktindsigt hos nævnet, selv om forberedelsen af sagen ligger hos kommunalbestyrelsen. Der er dog ikke noget i vejen for, at en kommune kan formidle aktindsigt, når den har en stiltiende forståelse herom med nævnet. Kommunen kan imidlertid ikke give afslag på en anmodmodning om aktindsigt, men må i så fald forelægge den for nævnet.

7. Hvem kan klage

Den, der er part i en sag, kan klage over afgørelsen.

Det samme gælder den, der optræder som partsrepræsentant for vedkommende. Se nærmere om repræsentation i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 38-44.

Partsbegrebet omfatter typisk afgørelsens adressat, men også andre fysiske eller juridiske personer kan have stilling som part i sagen. Se nærmere herom i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 49-55.

Kommunalbestyrelsen kan klage til Den Sociale Ankestyrelse over de sociale ankenævns, revaliderings- og pensionsnævnenes og amtsrådenes afgørelser på det sociale område i det omfang de pågældende afgørelser efter lovgivningen kan påklages. Dette gælder uanset om kommunalbestyrelsen i forvaltningslovens forstand kan betragtes som part i den pågældende sag.

Kommunalbestyrelsen får partsstatus, når den har indgivet klage over de nævnte myndigheders afgørelser. I sager om uenighed mellem kommuner om deres pligter efter den sociale lovgivning må begge kommuner anses for parter (og altså ikke kun den som har klaget).

8. Hvordan klager man

Klager er normalt skriftlige. Hvis en klage indgives mundtligt, skal den skrives ned af den myndighed, der modtager klagen.

På hele det lovområde, der behandles i denne vejledning, skal klagen sendes til den myndighed, der har truffet afgørelsen (omvendt postgang). Klagen bliver herefter videresendt til klageinstansen, evt. efter forudgående genvurdering (remonstration).

9. Klagefrister

Der er normalt en klagefrist på 4 uger.

Ankeinstanserne kan dog se bort fra fristen, når der er særlig grund til det.

For en skadelidt eller en efterladt, der klager over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse efter lovgivningen om arbejdsskadeforsikring eller efter lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

gælder i visse tilfælde en længere klagefrist: Opholder den skadelidte eller efterladte sig på Færøerne eller i det øvrige Europa uden for Danmark på afgørelsestidspunktet, er fristen 6 uger. Opholder vedkommende sig uden for Europa, er fristen 3 måneder.

Ved afgørelser om tilbagebetaling af ydelser efter den sociale lovgivning gælder en klagefrist på 4 uger ved klage over selve afgørelsen om tilbagebetaling og tillige en klagefrist på 4 uger ved klage over gennemførelsen af tilbagebetalingen og over størrelsen af de enkelte afdrag. Den sidstnævnte frist regnes fra modtagelsen af meddelelsen om gennemførelsen af tilbagebetalingen.

Tilfælde, hvor der ikke gælder nogen klagefrist

Bistandsloven

- Klage til Ankestyrelsen over afgørelser, der er truffet af amtsrådene (og afgørelser truffet af Københavns og Frederiksberg kommuner vedrørende optagelse på de dag- og døgn-institutioner, der er nævnt i bistandslovens kapitel 17, og betaling for ophold på disse).

- Indbringelse af uenighed mellem kommuner for de sociale ankenævn (lovens § 16).

- Klage til det sociale ankenævn over en afgørelse om optagelse på forsorgshjem m.v. eller om betaling, der er truffet af institutionens ledelse, jf. bistandslovens § 108, stk. 2.

Lov om social pension

- Indbringelse af uenighed mellem kommuner for de sociale ankenævn (lovens § 51).

Dagpengeloven

- Indbringelse af uenighed mellem kommuner for Den Sociale Ankestyrelse (lovens § 34).

Lov om delpension

- Indbringelse af uenighed mellem kommuner for de sociale ankenævn (lovens § 18).

10. Hvordan beregnes klagefristen

a. Klagefristen begynder at løbe fra det tidspunkt, meddelelsen om afgørelsen er nået frem til adressaten. Hvis meddelelsen er sendt med posten, kan den i almindelighed anses for at være kommet frem dagen efter afsendelsen. Hvis der er almindeligt forekommende forsinkelser i postgangen, eller hvis modtageren kan godtgøre, at meddelelsen først er modtaget på et senere tidspunkt end det, myndigheden regner med, begynder fristen at løbe fra den dag, afgørelsen må anses for at være kommet frem.

b. Hvis klagefristen er fastsat i uger, udløber den på samme ugedag, som meddelelsen er kommet frem, det fastsatte antal uger senere.

Er meddelelse f.eks. nået frem onsdag den 3. marts 1993 udløber en 4 ugers frist onsdag den 31. marts 1993 ved kontortids ophør.

c. Udløber klagefristen på en lørdag, en helligdag eller på en dag, hvor der er tale om en usædvanlig tidlig lukketid, forlænges klagefristen til førstkommende hverdag ved kontortids ophør.

d. Disse beregningsregler gælder også for løbende ydelser. Hvis en klage over en sådan ydelse er kommet for sent, kan klageren bede om en ny afgørelse, der må træffes på grundlag af de aktuelle forhold. Der vil derimod ikke i en sådan situation være grundlag for at tage ydelsesberegningen op med tilbagevirkende kraft. Den nye afgørelse om fremtidige ydelser kan indbringes for klagemyndigheden.

e. Hvis en klage er sendt til en forkert myndighed indenfor klagefristen, beregnet som angivet oven for, anses fristen for overholdt. Klagen sendes omgående videre til den rette myndighed.

11. Hvem tager stilling til, om klagefristen er overholdt

Det er altid klagemyndigheden, der afgør, om en klagefrist er overholdt.

Den myndighed, der har truffet afgørelsen, påser straks ved klagens modtagelse, om klagen er rettidig. Dette gælder uanset om myndigheden har en genvurderingsordning (remonstration).

Mener myndigheden, at klagefristen er overskredet, sendes klagen straks til klageinstansen med angivelse af dette. Dette gælder også i tilfælde, hvor myndigheden har en genvurderingsordning.

Klagemyndigheden tager så stilling til, om klagefristen er overskredet og i givet fald, om der er grundlag for at se bort fra overskridelsen.

Den myndighed, der har truffet afgørelsen i første instans, bør i denne forbindelse være opmærksom på reglen i forvaltningslovens § 17, hvorefter en klagefrist kan afbrydes, hvis der er begæret partsaktindsigt inden fristens udløb. Se videre i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 102.

12. Afgørelser uden klagemulighed

Bistandsloven

- Socialministerens afgørelse af, om en person, der ikke har dansk indfødsret eller ret til hjælp i medfør af bistandslovens § 3, skal hjemsendes på grund af et vedvarende behov for hjælp til forsørgelse (§ 4, stk. 2)

- Afgørelse truffet af formanden for det sociale ankenævn om, hvorvidt ankefristen er overholdt og om dispensation fra ankefristen efter § 15, stk. 4.

- Kommunalbestyrelsens afgørelser om hjælp efter § 48 a til forældre med alvorligt syge børn.

- Tildeling af hjemmehjælp eller tilskud til privat antaget hjælp (§ 57).

- Kommunalbestyrelsens afgørelser om hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet (kapitel 12 a)

- Hjælp til dækning af udgifter til medhjælp eller særlige indretninger i kollektive boliger (§ 59, stk. 2).

- Omsorgsarbejde (§ 60).

- Tilskud til kollektive eller individuelle transportmidler (§ 61).

- Børns optagelse i (og opsigelse fra) dagpleje samt kommunalbestyrelsens beslutning om, hvorvidt dagplejerens egne børn under 3 år kan indgå i det antal børn, dagplejeren modtager betaling for (§ 64, stk. 1 og 2).

- Godkendelse af opholdssteder for børn og unge (§ 66)

- Fastsættelse af plejevederlag i familiepleje (§ 66a, stk. 1 og § 68, stk. 2)

- Betaling for andre pasningsordninger efter bistandslovens kapitel 15a og 16

- Børns optagelse i (og opsigelse fra) daginstitution (§ 72, stk. 1,1. punktum).

- Kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 73, stk. 1, 2. punktum, af den måde forældrebetalingen til daginstitutioner skal beregnes.

- Optagelse i daghjem eller dagcentre (§ 77, stk. 3).

Dagpengeloven

Ankestyrelsens afgørelser vedrørende den frivillige sikring (§ 47 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991).

Ankestyrelsens afgørelser om forsikringen for private arbejdsgivere (§ 14 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 150 af 5. marts 1990 om forsikring for private arbejdsgivere).

Lov om social pension

- Socialministerens afgørelser om at se bort fra kravet om fast bopæl her i Danmark ved udbetaling af social pension (§ 3, stk.4).

- Afgørelse truffet af formanden for det sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnet om, hvorvidt ankefristen er overholdt og om dispensation fra ankefristen efter § 50, stk. 4.

Børnetilskudsloven

Afgørelser truffet af Københavns og Frederiksberg kommuner om en bidragsskyldigs evne til at tilbagebetale et forskudsvis udbetalt bidrag (§ 21, jf. § 22, stk.4).

Den Sociale Ankestyrelse kan dog tage en sådan sag til behandling, hvis Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel betydning (§ 22, stk. 5).

13. Ekstra klagemulighed

De sociale ankenævns afgørelser er normalt endelige og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Det samme gælder revaliderings- og pensionsnævnenes afgørelser, der stadfæster kommunens afgørelser om pension efter § 14, stk. 3 i lov om social pension.

Hvis en sag skønnes at have principiel betydning, kan den efterprøves af Den Sociale Ankestyrelse. Det er Ankestyrelsen, der afgør, om en sag er principiel.

Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelser, der ændrer kommunens afgørelse om pension efter § 14, stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen, uanset om de har principiel betydning.

13.a. Principielle sager

En sag, der optages til principiel behandling i Ankestyrelsen vil blive behandlet og afgjort efter reglerne i ankestyrelseslovens § 6, stk. 4, om behandlingen af sager af principiel betydning.13.b. Hvornår har en sag principiel betydning

På baggrund af lovens forarbejder og Ankestyrelsens praksis kan det lægges til grund, at en sag har principiel betydning, hvis den omfatter forhold, Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til. Det vil hyppigst være i forbindelse med gennemførelse af ny lovgivning, hvor det kan have principiel betydning at få klarlagt, hvordan de nye bestemmelser fortolkes. Også afklaring af spørgsmål i relation til bestående lovgivning kan være principielle.

Det skal fremhæves, at det forhold, at afgørelsen har dybtgående indflydelse på klagerens sociale situation, ifølge forarbejderne ikke i sig selv er tilstrækkelig grund til, at sagen har principiel betydning. Selv om afgørelsen af klageren opfattes som velfærdstruende, skal den for at blive optaget i Ankestyrelsen indeholde momenter af generel karakter, særligt vedrørende retsanvendelsen, som det er af betydning af få klarlagt Ankestyrelsens holdning til.

Hvis Ankestyrelsen vurderer, at nævnets afgørelse er forkert, herunder strider imod fast praksis på området, kan det være et moment, som taler for, at sagen antages.

Sagen kan også have principiel betydning, hvor der er betydelig forskel i retsopfattelsen mellem en kommune og et socialt nævn eller mellem flere kommuner/nævn.

Det er i loven fastsat, at Ankestyrelsen inden 14 dage fra sagens modtagelse skal træffe beslutning om, hvorvidt en sag kan optages til behandling. Denne frist regnes fra det tidspunkt, hvor Ankestyrelsen har modtaget klagen samt akterne i sagen. Hvis det undtagelsesvis er nødvendigt at indhente supplerende oplysninger, regnes fristen først fra modtagelsen af disse.

Hvis Ankestyrelsen beslutter, at sagen er af principiel betydning og derfor vil behandle klagen, giver styrelsen besked til klageren, til den myndighed, der har truffet afgørelsen samt i partsforhold til modparten.

14. Om opsættende virkning

En klage har som hovedregel ikke opsættende virkning på den afgørelse, der klages over.

Det er den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, der i første omgang skal tage stilling til en anmodning om, at klagen tillægges opsættende virkning, og denne afgørelse kan herefter indbringes for klageinstansen.

Bestemmelsen i § 55, stk. 4 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, hvorefter klager fra arbejdsgivere og forsikringsselskaber har opsættende virkning, er en undtagelse fra hovedreglen om, at en klage ikke har opsættende virkning.

15. Særlige klageregler

Bistandsloven

Kommunalbestyrelsens afgørelser om anvisning af og om betaling for husvildebolig kan indbringes for det sociale ankenævn, men ikke for anden administrativ myndighed (§ 31).

En afgørelse om optagelse på visse typer af amtskommunale institutioner (forsorgshjem m.v. § 105) og om betaling, der træffes af lederen af den pågældende institution, kan indbringes for det sociale ankenævn, jf § 108, stk. 2.

Træffes afgørelsen derimod af amtsrådet kan den - efter hovedreglen - indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Der findes særlige klageregler for afgørelser efter bistandslovens bestemmelser om hjælpeforanstaltninger m.v. for børn (kap. 8, kap.

15, kap. 15a, sammenholdt med kap. 18). Der henvises til Socialministeriets vejledning om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge af 15. december 1992.

Lov om erstatning til besættelsestidens ofre

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af, om en person er omfattet af lovens § 1a, § 1b eller § 65 eller berettiget til hædersgave efter lovens afsnit II kan indbringes for Erstatningsrådet. Erstatningsrådets afgørelser efter de nævnte bestemmelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Arbejdsskadestyrelsens afgørelser efter lovens § 1c kan indbringes for Ankestyrelsen.

Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade

Lovbekendtgørelse nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade, der trådte i kraft den 1. januar 1993 finder som hovedregel kun anvendelse på arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger, der er indtrådt 1. januar 1993 eller senere og på erhvervssygdomme, der er anmeldt den 1. januar 1993 eller senere.

For andre arbejdsskader gælder Socialministeriets bekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 af lov om arbejdsskadeforsikring med senere ændringer samt tidligere lovgivning.

I det omfang arbejdsgiveren eller forsikringsselskabet har adgang til at anke Arbejdsskadestyrelsens afgørelser til Den Sociale Ankestyrelse og udnytter denne adgang, har anken opsættende virkning,jf. § 55 i lov nr. 390 af 20. maj 1992. Det bemærkes, at § 55 også gælder for arbejdsskader, der er indtrådt før 1. januar 1993.

Arbejdsgiveren kan kun klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om, hvorvidt et anmeldt tilfælde er omfattet af loven, d.v.s. ikke over f.eks. en godtgørelses størrelse.

Lov om social pension

Det er altid kommunalbestyrelsen, der tager stilling til, hvornår en ansøgning om pension kan anses for indgivet, jf. lovens § 57, sammenholdt med § 59 og dennes forarbejder.

Dette gælder således også i sager om pension efter § 14, stk. 1 og stk. 2.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om dette spørgsmål kan indbringes for det sociale ankenævn.

16. Hvornår skal klagen sendes videre til klagemyndigheden

Den myndighed, der modtager en klage, skal hurtigst muligt - normalt inden 14 dage - sende den til klagemyndigheden med begrundelse for afgørelsen samt de sagsakter, der forelå ved afgørelsen af sagen.

Hvis myndigheden har en genvurderingsordning (se pkt. 17) skal der først ske en genvurdering af sagen.

Men der er tilfælde, hvor klagen straks skal sendes til klagemyndigheden

- når klagen ikke er rettidigt indgivet,

- når sagen må anses for hastende.

Om en sag haster, må afgøres efter et konkret skøn.

17. Førsteinstansens behandling af klagen

Når førsteinstansen har modtaget en klage, bør den hurtigst muligt give klageren besked om, at klagen er modtaget.

Kommunalbestyrelserne og revaliderings- og pensionsnævnene, der har en genvurderingsordning, bør give klageren besked om, at sagen vil blive taget op til ny vurdering. Samtidig skal klageren have at vide, at der inden for en nærmere angiven frist vil blive taget stilling til, om der er grundlag for at give klageren medhold, helt eller delvis.

Når der klages over en afgørelse om førtidspension, der er truffet af formanden for revaliderings- og pensionsnævnet, skal afgørelsen genvurderes i nævnet.

Det bemærkes, at forvaltningslovens regler om partshøring også gælder ved sagens genvurdering. Der henvises til forvaltningslovens kapitel 5 om partshøring.

Hvis der er grundlag for at give klageren medhold i klagen, skal klageren have skriftlig besked herom, normalt inden 4 uger efter klagens modtagelse.

Hvis genvurderingen resulterer i, at klageren får delvis medhold, eller hvis det som følge af klagens indhold er tvivlsomt, om den nye afgørelse imødekommer klageren fuldt ud, skal klageren have skriftlig besked herom, normalt inden 4 uger efter klagens modtagelse. Samtidig skal klageren have vejledning om, at klagen kan fastholdes, og at dette skal meddeles førsteinstansen inden for den normale klagefrist.

Hvis en klager giver besked om at ville fastholde sin klage, sendes klagen hurtigst muligt og senest inden 14 dage efter modtagelsen af meddelelsen om, at klagen fastholdes - til klageinstansen med begrundelse for den sidst trufne afgørelse sammen med sagens akter.

Hvis førsteinstansen fastholder den påklagede afgørelse, sendes klagen hurtigst muligt - og normalt inden 4 uger efter modtagelsen

af klagen - til klageinstansen sammen med sagens akter med begrundelse for den trufne afgørelse.

Myndigheder, der ikke har en genvurderingsordning, skal - så vidt muligt inden 14 dage - videresende klagen til klageinstansen sammen med sagens akter og en begrundelse for den trufne afgørelse.

18. Klagemyndighedens behandling af klagen

a. Underretning til klageren

Når en klagemyndighed modtager en klagesag fra førsteinstansen, bør den hurtigst muligt give klageren besked om, at klagen er modtaget.

Brevet bør indeholde angivelse af sagens journalnummer, eventuelt navn på sagsbehandleren, samt eventuelt opfordring til snarest at fremkomme med yderligere oplysninger. Endvidere bør brevet indeholde oplysning om, hvor lang tid der ventes at gå med sagens behandling.

Hvis den oplyste sagsbehandlingstid senere overskrides, bør klageren underrettes om grunden hertil og om et nyt tidspunkt, hvor sagen kan ventes afgjort. Se nærmere i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 205-208.

Hvis der klages direkte til klageinstansen selv om førsteinstansen har en genvurderingsordning, bør klagen hurtigst muligt sendes til førsteinstansen med henblik på genvurdering, og klageren bør underrettes samtidig.

b. Klagemyndighedens afgørelser.

Klagemyndigheden kan afvise at behandle en klage, hvis de formelle krav - som f.eks. overholdelse af en klagefrist - ikke er opfyldt, jf. de tidligere punkter.

Behandles sagen, kan myndighedens afgørelse gå ud på en tiltrædelse, en ophævelse eller en ændring af den tidligere afgørelse. Afgørelsen vil også kunne ændres til ugunst for klageren, da klagemyndigheden ikke er bundet af parternes påstande. Ændring til ugunst for klageren vil dog ikke medføre krav om tilbagebetaling af allerede modtagne ydelser.

Klagemyndigheden har endvidere mulighed for at hjemvise sagen til fornyet behandling i første instansen eller at henvise sagen til behandling hos en myndighed, der ikke tidligere har behandlet den.

c. Specielt om efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser efter bistandsloven.

Ved behandlingen af kommunalbestyrelsens skønsmæssige afgørelser efter bistandsloven kan de sociale ankenævn og Ankestyrelsen kun tilsidesætte skønnet, hvis det er ulovligt eller åbenbart urimeligt, jf. bistandslovens § 15, stk. 5.

Man sondrer normalt mellem 3 typer af lovbestemmelser: 1) præcise, 2) vage, elastiske og 3) skønsmæssige bestemmelser. Det er den sidstnævnte type af lovbestemmelser § 15, stk. 5, omhandler. Det betyder, at når det eksempelvis i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, angives, at der kan kræves tilbagebetaling, hvis hjælp må ydes på grund af den pågældendes »uforsvarlige økonomi«, er det ikke et kommunalt skøn at fastlægge, hvilket forhold, der kan karakteriseres som uforsvarlig økonomi. Det beror på en fortolkning ud fra almindelige lovfortolkningsmæssige principper og vil derfor også fortsat kunne undergives prøvelse i ankeorganerne.

Ankeinstanserne kan imidlertid også i forhold til skønsmæssige afgørelser foretage fuld efterprøvelse af en række forhold.

- For det første kan der ske efterprøvelse af, om der er sket formelle fejl. D.v.s. at ankeinstanserne vil kunne efterprøve kompetence- og habilitetsspørgsmål samt om særlige forskrifter som regler om partshøring m.v. er overholdt. Endvidere vil man kunne efterprøve, om alle relevante faktiske forhold er taget i betragtning, d.v.s. om sagen har været tilstrækkelig oplyst, og at der ikke foreligger faktisk vildfarelse.

- For det andet vil der fortsat kunne ske efterprøvelse af almene juridiske spørgsmål, såsom spørgsmål om forældelse, ikrafttræden m.v.

- For det tredie vil ankeinstanserne kunne tage stilling til, hvilke kriterier der skal indgå i den konkrete vurdering, om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen og om prioriteringen mellem de valgte kriterier er foregået i overensstemmelse med almindelige retsprincipper. Fx. kan ankeorganet tage stilling til, om det forhold, at en udgift har kunnet forudses og derfor ikke bør kunne udløse hjælp, er et lovligt hensyn. Ligeledes vil det kunne efterprøves, om der foreligger magtfordrejning, fx. fordi et afslag udelukkende er givet ud fra en vurdering af kommunens økonomi (budgetmæssige forhold) og ikke ud fra en vurdering af ansøgerens situation. Endelig vil det kunne efterprøves, om kommunen har undladt at lægge vægt på relevante kriterier.

Som eksempler på tilfælde, hvor ankeinstanserne som følge af reglen i § 15, stk. 5, normalt vil være afskåret fra at efterprøve kommunens skøn, kan nævnes valget mellem flere forsvarlige tand

behandlinger (§ 46 a og § 58) eller valget mellem flere egnede hjælpemidler (§ 58).

I sådanne tilfælde kan kommunens skøn kun tilsidesættes, hvis det er ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Begrænsningen i ankeinstansens adgang til at efterprøve skønsmæssige afgørelser gælder kun på bistandslovens område.

Den Sociale Ankestyrelse, den 1. juli 1993

Finn Mortensen

/Kirsten Geisler

Ingen