Legislator Case Law & Legislation
C19930011460 DK

Vejledning til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om betaling af medlemsbidrag til en arbejdsløshedskasse

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1993 114 Historic

Vejledning til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om betaling af medlemsbidrag til en arbejdsløshedskasse

Direktoratet har i bekendtgørelse nr. 562 af 5. juli 1993 fastsat regler om medlemmers pligt til at betale medlemsbidrag, kassens pligt til at foretage modregning i dagpenge mv. og medlemmers mulighed for fritagelse for betaling af medlemsbidrag.

Bekendtgørelsens §§ 1-2 omhandler pligten til at betale medlemsbidrag, herunder kassens modregningspligt, og der opregnes de persongrupper, der har mulighed for/ret til fritagelse for betaling af medlemsbidrag.

I bekendtgørelsens §§ 3-4 beskrives den fremgangsmåde, kassen skal følge, når medlemmet ikke betaler sit medlemsbidrag rettidigt og konsekvenserne heraf, samt muligheden for medlemmet for at få genoprettet sit medlemskab.

Bekendtgørelsens § 5 omhandler den sanktion, medlemmet idømmes ved genoprettelsen af medlemskabet.

Til § 1, stk. 1

Et medlem skal først betale kontingent fra det tidspunkt, fra hvilket optagelsen har virkning.

I overflytningssituationen mellem 2 kasser skal kontingentreguleringen ske med virkning fra den dag, der af kasserne er fastsat for overflytningen.

I tilfælde, hvor medlemmet overlader betalingen til trediemand som for eksempel en bank, gælder de almindelige regler om betaling via trediemand, hvilket indebærer, at medlemmet selv har ansvaret for, at betalingen sker rettidigt.

Betaling via bankernes (herunder også GiroBanks) automatiske betalingsservice (PBS og PTG), anses for sket, når beløbet er debiteret medlemmets konto.

I tilfælde, hvor medlemmet har indgået aftale om, at kontingentet skal betales over PBS/PTG, vil en for sen indbetaling, der udelukkende skyldes fejl fra bankens/GiroBanks side, være rettidig, hvis der på sidste rettidige indbetalingsdag er dækning på medlemmets konto, og hvis medlemmet over for pengeinstituttet har reageret på kassens rykkerskrivelse.

Ved betaling af kontingent via egen postgirokonto anses betaling for sket, når beløbet er debiteret medlemmets girokonto.

I tilfælde, hvor der sker betaling efter betalingsfristens udløb, og dette udelukkende skyldes forsinkelse i postbesørgelsen i GiroBank, vil der være tale om rettidig indbetaling, hvis der er dækning på medlemmets postgirokonto, og medlemmet rettidigt har indsendt girokortet til GiroBank.

Ved betaling af kontingent med check anses betalingen for sket, når checken er kommet frem til kassen.

Betaling på et posthus eller i en bank anses for sket på det tidspunkt, hvor posthuset/banken datostempler girokortet som kvittering for, at betaling er sket.

Til § 1, stk. 2

Kassen har pligt til at foretage modregning i forfaldne dagpenge og andre forfaldne ydelser, der udbetales af kassen.

Der er dog kun pligt til at modregne, hvis det fulde kontingent kan modregnes.

I de tilfælde, hvor kassen ikke kan foretage modregning, skal kassen iværksætte rykkerproceduren, jf. bekendtgørelsens § 2.

Kassen skal, senest samtidig med at modregningen foretages, afgive en modregningserklæring til medlemmet. Dette kan f.eks. ske på den opgørelse, som udleveres til medlemmet i forbindelse med dagpengeudbetalingen.

Til § 1, stk. 3

Hvis rykkeren vedrører såvel bidrag til den faglige organisation som til arbejdsløshedskassen, skal det fremgå af rykkeren, hvilket beløb der skyldes til kassen. Medlemmet kan således undgå slettelse ved at betale alene dette beløb.

Til § 2, stk. 1, nr. 1

Medlemmer, der deltager i faglige dagkurser, har mulighed for at blive fritaget for betaling af kontingent, hvis kurset ikke er et led i en egentlig uddannelse.

Fritagelse for betaling af kontingent kan derfor ikke ske, hvis kurset er en del af en kompetencegivende uddannelse, eller hvis kurset berettiger til statens uddannelsesstøtte.

Til § 3, stk. 1

Kassen skal hver måned sende rykkere til de medlemmer, som er i kontingentrestance for den forudgående måned.

Til § 3, stk. 3

Kassen kan ved udsendelsen af rykkeren opkræve et restancegebyr, som betragtes som en del af det skyldige kontingent. Medlemmet skal således betale både kontigentet og gebyret for ikke længere at være i restance.

Restancegebyret opkræves til dækning af de udgifter, kassen har ved at skulle iværksætte rykkerproceduren.

I de tilfælde, hvor kassen opkræver et restancegebyr, skal det af rykkeren tydeligt fremgå, at medlemmet fortsat er i restance med betaling af restancegebyret, selvom medlemmet har betalt medlemsbidraget inden modtagelsen af rykkeren.

Restancegebyret kan bortfalde, såfremt medlemmet er uden skyld i iværksættelse af rykkerproceduren.

Til § 3, stk. 4

Betalingsfristen på 3 uger regnes fra dagen efter kassens afsendelse af rykkeren.

Hvis medlemmet godtgør, at rykkeren er kommet senere frem, skal 3 ugers fristen regnes fra dette senere tidspunkt.

Hvis 3 ugers fristen udløber på en lørdag, en helligdag eller en søgnehelligdag, vil betaling foretaget på den førstkommende hverdag være rettidig.

Til § 4

Kassen skal i sin afgørelse om slettelsen orientere medlemmet om, at der er mulighed for at få genoprettet medlemskabet, hvis restancen betales inden for en frist på 4 uger.

Genoprettelse forudsætter, at hele det skyldige kontingent betales inden for 4 ugers fristen.

Fristen regnes fra dagen efter kassens afsendelse af afgørelsen.

Dokumentation for afsendelse af afgørelse om slettelse kan enten bestå af en kvittering fra postvæsenet om, at afgørelsen er indleveret til afsendelse eller er fremsendt som anbefalet post.

Hvis medlemmet godtgør, at afgørelsen er kommet senere frem, vil 4 ugers fristen dog skulle regnes fra dette senere tidspunkt.

Virkningen af genoprettelse af medlemskabet er, at medlemsperioden anses for uafbrudt.

Genoprettelse af medlemskabet sker fra det tidspunkt, hvor medlemmet har betalt hele det skyldige kontingent.

Over for de medlemmer, hvis medlemskab bliver genoprettet, vil kassen skulle iværksætte rykkerproceduren igen, hvis medlemmet er i mere end 1 måneds restance på genoprettelsestidspunktet.

Til § 5

Karantænen kan kun udstås for dage, hvor medlemmet er berettiget til dagpenge eller andre ydelser fra kassen. Karantænen vil derfor ikke kunne udstås samtidig med en anden idømt sanktion.

Til § 6

Denne vejledning træder i stedet for direktoratets vejledning af 6. juli 1983 om fritagelse for betaling af medlemsbidrag og direktoratets cirkulære af 19. september 1983 om slettelse af arbejdsløshedskassemedlemmer, der undlader at indbetale medlemsbidrag.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 5. juli 1993

Ole Hammer Jensen

/ Alice Bagger

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →