Legislator Case Law & Legislation
C19930010910 DK

Cirkulæreskrivelse om ændring af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 96 af 19. juni 1991 om reglerne for generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1993 109 Historic

Cirkulæreskrivelse om ændring af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 96 af 19. juni 1991 om reglerne for generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb

Til politiet

Cirkulæreskrivelse om ændring af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 96 af 19. juni 1991 om reglerne for generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb.

Ved cirkulæreskrivelse nr. 96 af 19. juni 1991 anmodede man politiet om at henvise domfældte spritbilister, der ønsker at generhverve førerretten efter færdselslovens § 132, stk. 2, til kriminalforsorgens lokale afdeling, der ville yde vejledning om de behandlingsformer, der forventes at kunne tilvejebringe den nødvendige dokumentation i relation til § 132, stk. 2.

På baggrund af den hidtidige domspraksis med hensyn til kravene til behandlingens indhold har kriminalforsorgen imidlertid besluttet, at kriminalforsorgens afdelinger alene kan forventes at yde vejledning med hensyn til lokale behandlingstilbud til alkohomisbrugere, hvorimod afdelingerne ikke kan yde direkte vejledning om, hvilke behandlingsformer, der kan forventes at føre til tidligere generhvervelse af førerretten, jf. vedlagte skrivelse af 23. april 1992 til kriminalforsorgens afdelinger.

Domfældte spritbilister, der ønsker vejledning om mulighederne for at generhverve førerretten efter færdselslovens § 13, stk. 2, kan derfor ikke længere henvises til vejledning hos Kriminalforsorgen. Punkt III, 2, afsnit 3 og 4 i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 96 af 19. juni 1991 ophæves derfor.

Såfremt politiet ikke ser sig i stand til at yde domfældte spritbilister vejledning om mulighederne for generhvervelse af førerretten efter færdselslovens § 132, stk. 2, må de pågældende henvises til at rette henvendelse til en advokat el.lign.

Med venlig hilsen

Vibeke R. von Stemann

Til kriminalforsorgens afdelinger

Hermed sendes ændret vejledning vedrørende lov nr. 278 af 8. maj 1991.

Ændringen vedrører kriminalforsorgens forpligtelse til at vejlede om behandlingsindhold i forbindelse med ansøgning om generhvervelse af førerret.

De hidtidige domstolskendelser udviser så markante forskelle og afvigelser fra kriminalforsorgens forsøgsordning overfor spiritusbilister, at en vejledning i henhold til denne ordnings retningslinier har vist sig uholdbar.

Afdelingerne må derfor fremover indskrænke vejledningsforpligtelsen til en oplysning om eksisterende behandlingstilbud - uden at indgive klienten forventning om, at en bestemt behandlingsform kan give sikkerhed for en positiv domstolsafgørelse. *********

Samtidig sendes kopi af 3 retskendelser og uddrag af »Rigsadvokaten informerer«, nr. 51 1992 til orientering.

5. kontor er fortsat meget interesseret i at modtage kopi af domstolskendelser, som afdelingerne måtte blive bekendt med.

E.B.

Lisbeth Hansen

Til kriminalforsorgens afdelinger.

Vejledning vedrørende lov nr. 278 af 8. maj 1991 om ændring af færdselsloven.

Mulighed for generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb.

1 Loven, der trådte i kraft den 1. juli 1991, giver domstolene mulighed for at tilbagegive visse spriritusbilister førerretten, når halvdelen af frakendelsestiden er udløbet. Det drejer sig om bilister med frakendelsestider på 3 år eller derover (dog ikke frakendelse for bestandig), som i mindst 1 1/2 år forud for sagens indbringelse for retten har overholdt en kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol.

2 Ansøgning, vedlagt fornøden dokumentation, indgives til politiet, hvorefter anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om generhvervelse for domstolene.

3 Det påhviler ansøgeren at fremskaffe den fornødne dokumentation for gennemførelse af det kontrollerede behandlingsforløb.

4 Kriminalforsorgens afdelinger forventes at yde vejledning m.h.t. lokale behandlingstilbud til alkoholmisbrugere.

Da det er domstolene, der vurderer, om lovens krav til forudgående behandling er opfyldt, kan afdelingerne ikke yde direkte vejledning om, hvilke behandlingsformer der kan forventes at føre til tidligere generhvervelse af førerretten.

Spørgsmål om beregning af frakendelsestider mv. forelægges anklagemyndigheden eller henvises til advokatbistand.

5 I tilfælde, hvor tilsynsklienter ønsker at udnytte muligheden for at ansøge om generhvervelse inden frakendelsestidens udløb, forudsættes det, at kriminalforsorgen er klienten behjælpelig med at dokumentere den gennemførte behandling overfor domstolene.

Hvis klienten har mulighed for at ansøge om generhvervelse kort tid efter tilsynets udløb, kan kriminalforsorgens afdelinger indgå aftale med klienten om frivillig kontakt/kontrol af fortsat behandling.

E.B.

Lisbeth Hansen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →