Vejledning om de forsikringsmæssige aspekter af lov om forældreorlovsydelse og lov om orlovsydelse til uddannelse
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om de forsikringsmæssige aspekter af lov om forældreorlovsydelse og lov om orlovsydelse til uddannelse
I Indledende bemærkninger
De nærmere regler om retten til forældreorlovsydelse og orlovsydelse til uddannelse er fastsat i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 324 af 20. maj 1993 om jobrotation og forældreorlovsydelse, og Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 325 af 20. maj 1993 om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse, der har virkning fra den 16. april 1993.
Denne vejledning fastlægger de betingelser, der i henhold til reglerne i arbejdsløshedsforsikringsloven skal være opfyldt for orlovspersonen og for afløseren (den ledige eller den midlertidigt ansatte), der ansættes i orlovsstillingen. Betingelserne er i meget vidt omfang ens i de to orlovsordninger. I tilfælde hvor der er afvigelser, er dette særligt fremhævet.
Vejledningen indeholder endvidere en gennemgang af de forsikringsmæssige aspekter af reglerne om orlovsydelse.
Det følger af bekendtgørelserne, at retten til orlovsydelse er forbeholdt medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der er berettigede til dagpenge ved ledighed.
Ved lov nr. 179 og lov nr. 180 af 14. april 1993 er personkredsen udvidet til - foruden lønmodtagere - også at omfatte selvstændige erhvervsdrivende og ledige.
Det vil af de enkelte afsnit fremgå, hvis der er særlige forhold, der gør sig gældende for henholdsvis lønmodtagere, selvstændige og ledige.
Da et af formålene med orlovsordningerne er at skabe jobrotation, skal de ledigblevne stillinger i orlovsperioden som hovedregel besættes med en dagpengeberettiget afløser. Afløseren skal ansættes i mindst samme timetal som orlovspersonen.
Det bemærkes, at de nye regler ikke vedrører orlovsaftaler, der er godkendt før den 16. april 1993. Her gælder de regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor orlovsaftalen blev indgået, hvilket bl.a. betyder, at en afløser, der er ansat i en orlovsstilling før den 16. april 1993, ikke er berettiget til udbetaling af supplerende dagpenge.
II Betingelserne for orlovsydelse i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven
1. Orlovspersonen
1.1 Hvem er omfattet?
Lønmodtagere i beskæftigelse
Medlemmer, der er deltidsbeskæftigede som lønmodtagere og som samtidig står tilmeldt Arbejdsformidlingen - med eller uden ret til supplerende dagpenge - skal for at gå på orlov med orlovsydelse følge reglerne for lønmodtagere i beskæftigelse.
En lønmodtager, der ønsker at gå på orlov med orlovsydelse, skal aftale denne med arbejdsgiveren. Da aftalen er frivillig, har lønmodtageren ikke krav på orlov.
Både fuldtids- og deltids beskæftigede lønmodtagere kan indgå aftale om orlov.
Det er vigtigt at fremhæve, at lønmodtagerens forsikringsstatus i relation til reglerne om forældreorlovsydelse og orlovsydelse til uddannelse ikke har nogen selvstændig betydning, idet det afgørende er omfanget af lønmodtagerens beskæftigelse.
Afgrænsningen af fuldtids-/deltidsbeskæftigelse fremgår nedenfor under punkt IV.
Ledige
Medlemmer, der under ledighed alene udøver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse eller udfører lønarbejde, der har karakter af bierhverv i henhold til direktoratets bekendtgørelse om optagelse i en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere er omfattet af reglerne for ledige.
Ledige har ret til at gå på orlov med orlovsydelse. Der stilles ikke krav om en bestemt forudgående ledighedsperiode, idet det afgørende er, at pågældende står registreret som ledig på Arbejdsformidlingen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 1 og stk. 4.
Ledige, der aktuelt modtager dagpenge, vil således kunne vælge i stedet at gå på orlov med orlovsydelse, forudsat at de almindelige betingelser herfor er opfyldt.
Både fuldtids- og deltidsforsikrede har ret til orlov med orlovsydelse. I modsætning til hvad der gælder for lønmodtagere, er den lediges forsikringsstatus af betydning for bl.a. orlovsydelsens størrelse.
Selvstændige erhvervsdrivende
Medlemmer, der driver virksomhed i væsentligt omfang, har ret til at gå på orlov med orlovsydelse. Tilsvarende gælder et medlem, der i væsentligt omfang deltager i driften af ægtefællens virksomhed, herunder medarbejdende ægtefæller.
Vedrørende fastlæggelse af begrebet selvstændig erhvervsdrivende henvises til direktoratets bekendtgørelse nr. 588 af 14. august 1990 om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.
Det er en forudsætning for, at en selvstændig erhvervsdrivende kan få orlov med orlovsydelse, at medlemmet driver virksomhed i væsentligt omfang, jf. reglerne om beregning af arbejdskravet i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55.
Der skal således være tale om, at arbejdet med virksomheden kan sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse som lønmodtager.
Orlov med orlovsydelse til en selvstændig erhvervsdrivende er betinget af, at den selvstændige ophører med at være beskæftiget i virksomheden i hele orlovsperioden. Ophøret vil som hovedregel kunne dokumenteres ved, at der ansættes en dagpengeberettiget afløser i stillingen. Se nærmere nedenfor under pkt. 2 vedrørende afløseren.
I de tilfælde, hvor der ikke ansættes en afløser, er det en betingelse for orlov med orlovsydelse, at den selvstændige erhvervsdrivende kan godtgøre, at arbejdet i virksomheden er ophørt i orlovsperioden.
Dette forudsætter blandt andet, at medlemmet med oplysninger om sine arbejdsopgaver, arten og omfanget af virksomheden m.v. over for arbejdsløshedskassen kan sandsynliggøre, at det er muligt for den pågældende at ophøre med at være beskæftiget i virksomheden i hele orlovsperioden.
Da orlovsydelse ikke må virke som erhvervsstøtte, kan der ikke søges orlov i en periode, hvor virksomheden er indstillet på grund af midlertidig arbejdsmangel eller arbejdsfri perioder, der indgår som tilbagevendende elementer i driften af en sæsonbetinget virksomhed.
1.2 Dagpengeberettiget ved ledighed
Orlovspersonen skal ved orlovsaftalens indgåelse være dagpengeberettiget ved ledighed.
For ledige og selvstændige erhvervsdrivende gælder, at dagpengeretsbetingelsen skal være opfyldt på tidspunktet, hvor ansøgning om orlov indgives til Arbejdsformidlingen.
Betingelsen om dagpengeret medfører, at arbejdsløshedsforsikringslovens § 53 om medlemsanciennitet og § 55 eller § 72 om arbejdskravet skal være opfyldt.
For ledige gælder, at arbejdskravet skal være opfyldt i hele orlovsperioden.
Ved aftalens indgåelse skal medlemmet opfylde de almindelige rådighedsbetingelser i arbejdsløshedsforsikringsloven, hvilket betyder, at medlemmet f.eks. ikke må være syg eller deltage i en uddannelse, der ikke berettiger tildagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a.
Det er uden betydning, at der i perioden mellem orlovsaftalens indgåelse og orlovens start indtræder sygdom af kortere varighed, hvis sygdommen ikke forhindrer medlemmet i at opfylde orlovsaftalen.
For at kunne anses for at stå til rådighed, skal medlemmet ved orlovsaftalens indgåelse opholde sig i Danmark. Et medlem, der søger orlov i umiddelbar forlængelse af ferie, der afholdes i udlandet, vil kunne opfylde betingelsen ved ansøgning om orlov inden feriens påbegyndelse.
Et medlem, der ønsker at gå på forældreorlov i fortsættelse af en barselsorlovsperiode anses for at opfylde rådighedsbetingelserne. Det samme gælder i tilfælde, hvor medlemmet på grund af børnepasningsproblemer ønsker at gå på forældreorlov.
Endvidere kan et medlem, der sideløbende med lønarbejde driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, gå på orlov med orlovsydelse fra lønarbejdet. Det er afgørende, at der er tale om selvstændig virksomhedsudøvelse i et omfang, der er forenelig med ret til dagpenge efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om selvstændig virksomhed ved bibeskæftigelse.
Udføres der i orlovsperioden arbejde i den selvstændige virksomhed, medfører det fradrag i orlovsydelsen.
Særlige forhold omkring opfyldelse af dagpengeretten
Der skal ikke ske overførsel af eventuelle overskydende timer efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 2, for et medlem, der går på orlov med orlovsydelse.
Har et medlem ved orlovsydelsens start en effektiv karantæne efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 eller 3, har det den konsekvens, at der ikke kan udbetales orlovsydelse i en periode, svarende til karantænen, der herefter anses for udstået.
Den pålagte karantæne berører således ikke medlemmets opfyldelse af dagpengeretten.
Grænsegængere er ikke omfattet af orlovsordningerne. Grænsegængere, der bor i et andet EF-land med arbejde i Danmark, opfylder ikke dagpengeretsbetingelsen, idet de i tilfælde af fuld ledighed ikke er berettiget til dagpenge i Danmark.
Dette følger af EF-forordning nr. 1408/71, hvorefter grænsegængere med bopæl i et andet EF-land kun er dagpengeberettiget i Danmark ved delvis eller midlertidig ledighed.
1.3 Medlemskab af en arbejdsløshedskasse
Medlemmet skal i hele orlovsperioden bibeholde sit medlemskab af arbejdsløshedskassen.
Der vil ikke kunne skiftes arbejdsløshedskasse eller ændres forsikringskategori i orlovsperioden, da orlovsperioden for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende anses for »død periode« i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1 og § 72, stk. 1, og for ledige betragtes orlovsperioden som ledighed.
For så vidt angår orlovsydelse til uddannelse, gælder særlige betingelser om medlemsancienniteten. Der henvises til lov om orlovsydelse og Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 325 af 20. maj 1993 om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse.
2. Afløseren
2.1 Dagpengeberettiget ledig
For lønmodtagere og som hovedregel for selvstændige erhvervsdrivende er det en betingelse for at gå på forældreorlov eller orlov til uddannelse, at der ansættes en dagpengeberettiget afløser i orlovsperioden. Som udgangspunkt skal afløseren være ledig umiddelbart forud for tiltrædelse af orlovsstillingen. For at opfylde denne betingelse skal afløseren på tidspunktet for tiltrædelse af orlovsstillingen dels være registreret som ledig, dels være berettiget til udbetaling af dagpenge, såfremt orlovsstillingen ikke var påbegyndt.
Nedenfor fastlægges »ledighedsbegrebet« for den person, der ansættes i orlovsstillingen.
Da ansøgningen om orlovsydelse typisk skal behandles i arbejdsløshedskassen/arbejdsformidlingen forud for orlovens start, tages der udgangspunkt i afløserens forhold på ansøgningstidspunktet.
Afløseren modtager dagpenge
Hvis afløseren står tilmeldt Arbejdsformidlingen og aktuelt modtager dagpenge, opfylder afløseren betingelsen. Det skal dog sikres, at afløseren også opfylder arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55 og 72 ved starten i stillingen.
Afløseren holder ferie
Et medlem, der umiddelbart efter ophøret af en ansættelse holder ferie, skal ikke være tilmeldt Arbejdsformidlingen i ferieperioden. Medlemmet betragtes alligevel som ledig og kan tiltræde orlovsstillingen umiddelbart efter ferieperiodens ophør.
Afløseren er i beskæftigelse
En afløser, der er i beskæftigelse på ansøgningstidspunktet, men bliver ledig inden orlovsstillingens start, skal inden stillingens tiltrædelse 1 hel dag enten
- være tilmeldt arbejdsformidlingen, eller
- holde ferie i umiddelbar forlængelse af ansættelsens ophør, eller
- være berettiget til dagpengegodtgørelse efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 84.
Det bemærkes, at reglerne om dagpengegodtgørelse ændres pr. 1. juli 1993, hvorefter arbejdsgiveren forpligtes til at udbetale arbejdsgivergodtgørelse for 2 dage. I sådanne tilfælde vil afløseren først kunne tiltræde en orlovsstilling dagen efter, der er udbetalt arbejdsgivergodtgørelse.
Et medlem, der er i et arbejdsforhold, men ønsker at tiltræde en orlovsstilling som afløser, vil kunne opsige sit arbejde og indtræde i orlovsstillingen, forudsat at stillingen er af mere end 5 ugers varighed. Opsigelse af et arbejde for at overtage andet arbejdet af varig karakter medfører ikke karantæne efter rådighedsbekendtgørelsens regler herom. I denne situation anses afløseren for dagpengeberettiget i relation til orlovsreglerne.
Særligt om vikarer, der er ansat i virksomheden
Et medlem, der er ansat i virksomheden i forvejen i en midlertidig stilling, kan uden forudgående ledighed overgå til en orlovsstilling.
Der er tale om midlertidig ansættelse, hvis pågældende er ansat til at udføre en tidsmæssig afgrænset arbejdsopgave eller er ansat i et bestemt tidsrum.
I disse tilfælde fraviges kravet om, at afløseren skal være ledig forud for tiltrædelse af en orlovsstilling, ligesom der ikke stilles krav om ledighed forud for selve ansættelsen i virksomheden. Dagpengeretsbetingelsen skal dog også i disse tilfælde være opfyldt.
Der stilles ikke krav om, at den midlertidige ansættelse skal være ophørt inden tiltrædelse af orlovsstillingen.
Særligt om et medlem, der arbejder på nedsat tid
Et medlem, der arbejder på nedsat tid, og som samtidig er tilmeldt Arbejdsformidlingen, vil blive anset for ledig i relation til reglerne om orlovsydelse.
For at kunne tiltræde en orlovsstilling, skal medlemmet være dagpengeberettiget. Det er dog ikke en betingelse, at medlemmet modtager supplerende dagpenge i deltidsstillingen, hvis dette skyldes enten manglende frigørelsesattest fra arbejdsgiveren, mindsteudbetalingsreglen eller tidsbegrænsningen for nedsatte dagpenge i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 60, stk. 1.
2.2 Oplæringsperiode
En afløser, der ansættes i en orlovsstilling, kan forud for orlovsperioden ansættes i en oplæringsperiode på op til 2 uger, hvis orlovsperioden er på mindst 13 uger.
Til aflønning af afløseren i oplæringsperioden kan der ydes en refusion til arbejdsgiveren svarende til dagpengene, som afløseren ellers ville have fået udbetalt, d.v.s. med fradrag for eventuelt arbejde eller anden indtægt, som afløseren har i oplæringsperioden. Der henvises til direktoratets bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse.
Arbejdsformidlingen påser, at betingelserne for at yde refusion under oplæringsperioden er opfyldt, og arbejdsløshedskassen står for udbetalingen af refusionen til arbejdsgiveren.
En vikar, der er ansat i virksomheden i forvejen, kan ikke ansættes i en oplæringsperiode.
Arbejde i oplæringsperioden medregnes i arbejdsperioderne efter §§ 55 og 72.
2.3 Ansættelse i en deltidsstilling - udbetaling af supplerende dagpenge
Et medlem, der får ansættelse i en deltidsorlovsstilling, vil under ansættelsen kunne få udbetalt supplerende dagpenge, såfremt de almindelige betingelser herfor er opfyldt. Medlemmet skal bl.a. være tilmeldt Arbejdsformidlingen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 4, og arbejdsgiveren skal evt. have udstedt frigørelsesattest. Der henvises til reglerne herom i direktoratets rådighedsbekendtgørelse.
III Administration/procedure
1. Indledning
Det er arbejdsløshedskassen, der træffer afgørelse om, hvorvidt orlovspersonen opfylder dagpengeretsbetingelsen. For så vidt angår lønmodtagere træffes afgørelse, om lønmodtageren skal betragtes som fuldtids- eller deltidsbeskæftiget, og for selvstændige erhvervsdrivende, der ikke ansætter en afløser, træffer arbejdsløshedskassen afgørelse om, hvorvidt arbejdet i virksomheden er ophørt i orlovsperioden. Ved orlov til uddannelse træffer arbejdsløshedskassen endvidere afgørelse om, hvorvidt orlovspersonen opfylder kravet om medlemsanciennitet.
Arbejdsformidlingen træffer de øvrige afgørelser for ret til udbetaling af orlovsydelsen.
Arbejdsformidlingen har selve bevillingskompetencen, og godkendelse af ansøgningen sker på grundlag af bl.a. arbejdsløshedskassens oplysninger på ansøgningsblanketten.
Arbejdsløshedskassen skal på blanketten attestere, at orlovspersonen opfylder kravene om medlemskab og dagpengeret.
Attestationen foregår ved, at arbejdsløshedskassen sætter sit stempel og underskrift på blanketten.
Indsendes ansøgningsblanketten til arbejdsløshedskassen forud for orlovens start, står arbejdsløshedskassen som udgangspunkt kun inde for forholdene på attestationstidspunktet.
Dette gælder dog ikke orlovspersonens opfyldelse af arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 eller § 72, hvor arbejdsløshedskassen på grundlag af orlovspersonens tro og love-oplysninger på blanket AR 284/AR 284 SE, »Erklæring om dagpengeret ved overgang til forældreorlovsydelse/orlovsydelse til uddannelse«, er forpligtet til at foretage en egentlig beregning af opfyldelsen af arbejdskravet ved orlovens start.
På ansøgningsblanketten er det kun orlovspersonens forhold, som arbejdsløshedskassen attesterer.
2. Hvad skal arbejdsløshedskassen undersøge?
2.1 Orlovspersonen
Arbejdsløshedskassen skal sikre sig, at kravene til medlemsanciennitet for dagpengeret er opfyldt.
Dette gælder arbejdsløshedsforsikringslovens § 53 eller § 54.
På grundlag af orlovspersonens oplysninger på blanket AR 284/AR 284 SE skal det vurderes, om pågældende er dagpengeberettiget.
Orlovspersonens opfyldelse af arbejdskravet i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 eller § 72 baseres på medlemmets tro og love-oplysning om sin beskæftigelse, og der skal som udgangspunkt ikke indhentes dokumentation til brug for kassens beregning af arbejdskravet. Kun hvis der er tvivl, om medlemmet opfylder § 55/§ 72 på tidspunktet for orlovens begyndelse, indhentes enten arbejdsgiverdokumentation eller dokumentation fra den selvstændige om virksomhedens omfang.
Rådighedskravet skal ligeledes baseres på medlemmets tro og love-oplysninger på blanket AR 284/AR 284 SE.
Et medlem, der går på orlov fra et beskæftigelsesforhold, anses som udgangspunkt for at opfylde de almindelige krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Der kan dog være forhold, der gør, at medlemmet ikke anses for dagpengeberettiget på grund af f.eks. deltagelse i undervisning, der ikke berettiger til dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, eller ansøgning om/tilkendelse af social pension, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 64 og § 74.
Særligt om lønmodtagere i beskæftigelse
Arbejdsløshedskassen afgør endvidere på grundlag af medlemmets oplysninger på blanket AR 284, hvorvidt medlemmet skal betragtes som fuldtids- eller deltidsbeskæftiget. Afgørelsen har bl.a. betydning for orlovsydelsens størrelse, og grundlaget for afgørelsen er også her medlemmets tro og love-oplysninger.
Særligt om selvstændige erhvervsdrivende
For så vidt angår den selvstændige erhvervsdrivende, er det kun arbejde, der udøves i væsentligt omfang i virksomheden, der kan medregnes til opfylde at arbejdskravet.
Arbejdsløshedskassen skal derfor altid have oplysninger om virksomhedens art m.v. til brug for en vurdering af væsentlighedskravets opfyldelse. Der henvises herved til de gældende regler om arbejdskravet for selvstændige erhvervsdrivende.
I tilfælde, hvor den selvstændige erhvervsdrivende ikke dokumenterer ophør med arbejdet i virksomheden ved ansættelse af en afløser, skal arbejdsløshedskassen foretage en vurdering af, om det er sandsynliggjort, at medlemmet er ophørt med arbejdet i virksomheden i orlovsperioden.
Medlemmet skal til brug for arbejdsløshedskassens vurdering på blanket AR 284 SE afgive en tro og love- erklæring om, at medlemmet ikke vil være beskæftiget i virksomheden i orlovsperioden.
Erklæringen skal indeholde oplysninger om virksomhedens art og omfang, driftens tilrettelæggelse m.v., samt medlemmets begrundelse for, at der ikke er behov for ansættelse af en afløser i virksomheden i orlovsperioden.
Hvis virksomheden drives af medlemmet alene, skal medlemmet sandsynliggøre, at virksomheden kan holdes lukket i orlovsperioden. Lukningen må ikke være begrundet i, at virksomhedens drift er indstillet på grund af midlertidig arbejdsmangel eller arbejdsfri perioder, der indgår som tilbagevendende elementer i driften af en sæsonbetinget virksomhed.
Drives virksomheden sammen med ægtefællen/medejere, eller er der ansatte i virksomheden, skal medlemmet ved oplysninger om sine arbejdsfunktioner i virksomheden sandsynliggøre, at arbejdet overføres til en anden beskæftiget i orlovsperioden. Medlemmets arbejdsfunktioner skal således være klart beskrevne og afgrænsede til sandsynliggørelse af, at arbejdsfunktionerne kan udføres af andre.
Særligt om ledige
En ledig, der går på orlov med orlovsydelse, skal opfylde arbejdskravet i hele orlovsperioden. Der kan derfor ikke bevilges orlov med orlovsydelse ud over medlemmets falddato.
Der gøres opmærksom på, at orlov med orlovsydelse ikke udskyder tidspunktet for arbejdsløshedskassernes indberetning af ledige til arbejdstilbud. Af hensyn til Arbejdsformidlingens administration og fremskaffelse af arbejdstilbud bør arbejdsløshedskasserne - ud over indberetningen - allerede på ansøgningsblanketten oplyse Arbejdsformidlingen om medlemmets falddato.
2.2 Afløseren
På forespørgsel fra afløseren, dennes arbejdsgiver eller Arbejdsformidlingen er afløserens arbejdsløshedskasse forpligtet til at dokumentere, om pågældende er dagpengeberettiget.
Dokumentationen kan bestå af en skriftlig erklæring fra arbejdsløshedskassen om dagpengeretten.
I tilfælde, hvor afløseren ikke er ledig på tidspunktet, hvor ansøgningen behandles, skal arbejdsløshedskassen derfor undersøge, om afløseren opfylder dagpengeretsbetingelsen på tidspunktet for tiltrædelse af orlovsstillingen. Også i dette tilfælde anvendes blanket AR 284 som grundlag for vurderingen af afløserens dagpengeret.
Er afløseren ledig på ansøgningstidspunktet, skal arbejdsløshedskassen kun sikre sig, at arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55 og 72 er opfyldt ved starten i stillingen.
3. Øvrige forhold omkring proceduren
3.1 Vedrørende orlovspersonen
Orlovspersonens arbejdsløshedskasse modtager kopi af ansøgningsblanketten med oplysning om i hvilken periode, Arbejdsformidlingen har bevilget ydelsen.
Arbejdsløshedskassen udbetaler ydelsen i den periode, der er godkendt af Arbejdsformidlingen.
Orlovsydelsen udbetales bagud for henholdsvis 4 eller 5 uger, således at hver udbetalingsperiode slutter næstsidste søndag i måneden.
Som grundlag for arbejdsløshedskassens udbetaling af orlovsydelsen, skal medlemmet månedligt på tro og love erklære, at orlov fortsat holdes, samt oplyse om eventuelt arbejde eller anden indtægt i udbetalingsperioden, der medfører fradrag i orlovsydelsen. Oplysningerne gives på blanket AR 282 eller AR 283 »Erklæring til udbetaling af forældreorlovsydelse/orlovsydelse til uddannelse«.
3.2 Vedrørende afløseren
Når Arbejdsformidlingen har godkendt ansøgningen, modtager afløserens arbejdsløshedskasse ligeledes kopi af ansøgningsblanketten med oplysning om, at afløseren er ansat i en orlovsstilling.
Hvis der er tale om ansættelse i en deltidsstilling, kan der udbetales supplerende dagpenge, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt. Dette gælder ligeledes ved hjemsendelser på grund af vejrlig, materialemangel m.v.
Ansættes afløseren i en oplæringsperiode, som højst kan være af 2 ugers varighed, skal afløseren udfylde dagpengekort til brug for arbejdsløshedskassens beregning af refusionen til arbejdsgiveren, der udgør samme beløb, som medlemmet ellers ville have fået udbetalt i dagpenge under ledighed.
IV Økonomien
1. Orlovsydelsens størrelse
1.1 Lønmodtagere i beskæftigelse
I henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 97 e, stk. 1, og § 97 f, stk. 1, udgør orlovsydelsen til et fuldtidsbeskæftiget medlem 80% af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb. Til et medlem, der er deltidsbeskæftiget, udbetales orlovsydelsen med 1/37 af ydelsen til fuldtidsbeskæftigede for hver time, medlemmet i de sidste 10 uger før orloven gennemsnitlig ugentlig har været ansat hos arbejdsgiveren.
Det fremgår af Arbejdsministeriets bekendtgørelser af 20. maj 1993 om henholdsvis orlovsydelse til uddannelse og forældreorlovsydelse, at et medlem anses for at være fuldtidsbeskæftiget, hvis medlemmet de sidste 10 uger forud for orlovens begyndelse har været ansat på fuld tid. I alle andre tilfælde anses medlemmet for at være deltidsbeskæftiget.
Afgrænsningen fuldtids- deltidsbeskæftigelse har primært betydning for beregningen af orlovsydelsens størrelse. Afgrænsningen har endvidere betydning for, om medlemmet er omfattet af reglerne for fuldtids- eller deltidsbeskæftigede f.eks. ved orlovsydelse til uddannelse, hvor kravene til beskæftigelse og medlemsanciennitet er forskellige for fuldtids- og deltidsbeskæftigede medlemmer.
Ved vurderingen af, om der er tale om fuldtids- eller deltidsbeskæftigelse, tages der udgangspunkt i selve ansættelsen.
Ansættelse til fast ugentlig arbejdstid
Har et medlem været ansat til en fast ugentlig arbejdstid (eventuelt gennemsnit over en periode), er det dette timetal, der anvendes.
Da det er afgørende, hvor mange timer medlemmet er ansat til, er det uden betydning, om medlemmet i 10-ugers-perioden har haft fravær, f.eks. på grund af sygdom eller ferie. Tilsvarende gælder, når der i 10-ugers-perioden forekommer arbejdsfordeling.
Der er tale om fuldtidsbeskæftigelse, hvis det ugentlige timetal anses for fuld, normal arbejdstid i henhold til kollektiv overenskomst inden for medlemmets faglige område eller tilsvarende områder. Er der tale om mindre end 37 timer pr. uge, er det medlemmet, der ved tvivl skal godtgøre, at der i givet fald er tale om fuldtidsansættelse.
Det er en forudsætning for at anvende 10-ugers-perioden forud for orlovens start som beregningsgrundlag for orlovsydelsens størrelse, at medlemmet ved starten af orloven fortsat er i ansættelsesforholdet.
Er der tale om et område, hvor medlemmet fast modtager en løn for mindre end fuld tid, f.eks. for 26 timer om ugen, og hvor medlemmet i perioder arbejder på fuld tid og i perioder har fri fra arbejde eller arbejder på mindre end fuld tid, er aflønningen afgørende. Medlemmet vil i dette tilfælde blive anset for deltidsbeskæftiget.
Hvis et medlem ønsker at gå på forældreorlovsydelse i forlængelse af en barselsorlov, er det også afgørende, hvor mange timer medlemmet er ansat til.
Faktiske arbejdstimer
Er et medlem undtagelsesvist ikke ansat til en fast ugentlig arbejdstid, er det afgørende, hvor mange arbejdstimer, medlemmet har haft i 10-ugers-perioden. Det samlede antal arbejdstimer i perioden divideres i disse tilfælde med 10, hvorved der fremkommer det gennemsnitlige timetal, der anvendes. Da det kun er de faktisk udførte arbejdstimer, der i disse tilfælde kan medregnes, vil fravær i form af f.eks. sygdom og ferie ikke kunne medregnes. Fraværsperioder vil endvidere ikke kunne forlænge 10-ugers-perioden. Derimod vil overarbejdstimer kunne medregnes.
Hvis et medlem, der ikke er ansat til en fast arbejdstid, ønsker at gå på forældreorlovsydelse i forlængelse af en barselsorlov, er det de faktisk udførte arbejdstimer i 10-ugers-perioden før barselorlovens start, der er afgørende.
Beregning til et deltidsbeskæftiget medlem
Ved beregningen af orlovsydelsens størrelse til et deltidsbeskæftiget medlem tages der altid udgangspunkt i 37 timer. Dette gælder også selv om fuld tid i henhold til den gældende overenskomst er mindre end 37 timer om ugen.
1.2 Selvstændige erhvervsdrivende
I henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 97 e, stk. 2, og § 97 f, stk. 2, udgør orlovsydelsen til en selvstændig erhvervsdrivende 80% af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 47.
Da selvstændige kun kan gå på orlov med orlovsydelse, hvis de har drevet virksomheden i væsentligt omfang - d.v.s. i et omfang, der kan sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse som lønmodtager - udgør orlovsydelsen til selvstændige 80% af højeste dagpenge for fuldtidsforsikrede.
1.3 Ledige
Til ledige udbetales orlovsydelsen i forhold til medlemmets forsikringskategori.
Et ledigt medlem er berettiget til en orlovsydelse, der udgør 80% af dagpengenes højeste beløb efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 47 eller § 70, jf. § 97 e, stk. 3, og § 97 f, stk. 3.
Der gælder dog den begrænsning, at orlovsydelsen ikke kan udgøre et højere beløb, end medlemmet får udbetalt i dagpenge ved fuld ledighed.
2. Arbejdsgiveren udbetaler løn i orlovsperioden
Modtager lønmodtageren løn fra arbejdsgiveren i orlovsperioden, udbetales orlovsydelsen til arbejdsgiveren, hvis den udbetalte løn er større end det beløb, som lønmodtageren er berettiget til efter § 97 e, stk. 1, og § 97 f, stk. 1.
Arbejdsgiveren vil i så fald være berettiget til at få udbetalt orlovsydelsen med det beløb (før skat), som medlemmet ellers ville have fået udbetalt, d.v.s. med fradrag for eventuelt arbejde og/eller anden indtægt. Der sker ikke fradrag i orlovsydelsen for differencen mellem orlovsydelsen og lønnen.
I tilfælde, hvor arbejdsgiveren ikke udbetaler løn til medlemmet under orloven, men fortsat indbetaler pensionsbidrag, skal der ikke foretages fradrag i orlovsydelsen til medlemmet, da pensionsbidraget ikke kommer til udbetaling til medlemmet i orlovsperioden.
Der skal heller ikke ske fradrag i orlovsydelsen i tilfælde, hvor arbejdsgiveren har aftalt med lønmodtageren, at denne skal have et supplement fra arbejdsgiveren til orlovsydelsen.
Aftalen mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren om supplering af orlovsydelsen skal forevises arbejdsløshedskassen for at sikre, at der ikke sker fradrag i orlovsydelsen for beløbet.
3. Fradrag i orlovsydelsen
Når et medlem på orlovsydelse samtidig har arbejde og/eller andre indtægter, skal der ske fradrag i orlovsydelsen efter samme regler, som gælder for udbetaling af dagpenge. Der henvises til direktoratets bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse.
Fradraget i orlovsydelsen foretages efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat arbejdstid. Bekendtgørelsens regler om tidsbegrænsning for udbetaling af supplerende dagpenge, udbetaling af supplerende dagpenge med dimittendsatsen, mindsteudbetalingsreglen, reglerne om udbetaling af dagpenge for søgnehelligdage og reglerne om arbejdsfordeling finder ikke anvendelse ved udbetaling af orlovsydelse.
For så vidt angår fradrag for ferie med feriegodtgørelse henvises til pkt. V nedenfor.
Der henvises endvidere til direktoratets bekendtgørelse om medlemmer, der har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, hvorefter der skal ske fradrag for de timer, der anvendes i virksomheden.
Der foretages ikke fradrag i orlovsydelsen for sygeperioder i orlovsperioden, hvorunder der ikke modtages ydelser efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. nedenfor.
Der foretages heller ikke fradrag i orlovsydelsen i tilfælde, hvor arbejdsgiveren i orlovsperioden yder medlemmet løn eller et supplement til orlovsydelsen.
4. Modtagelse af anden offentlig ydelse
Når der modtages orlovsydelse, kan der ikke samtidig modtages andre ydelser fra arbejdsløshedskassen, løn under barsel, ydelse efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, uddannelsesydelse, statens uddannelsesstøtte, godtgørelse til arbejdsmarkedsuddannelse eller anden lignende offentlig ydelse til uddannelse.
V De forsikringsmæssige aspekter af reglerne om orlovsydelse
1. Konsekvenser for orlovspersonen
1.1 Selvforskyldt ledighed
Orlov med orlovsydelse anses for fyldestgørende grund til arbejdsophør efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed.
Hvis et medlem ikke vender tilbage til arbejdspladsen som aftalt, skal forholdet behandles som et arbejdsophør efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed. En eventuel karantæne for selvforskyldt ledighed regnes fra den dag, hvor såvel arbejdsgiveren som medlemmet er frigjort fra ansættelsesforholdet.
1.2 Rådighed
I orlovsperioden skal medlemmet ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Medlemmet er i princippet frit stillet med hensyn til aktivitetsmuligheder i orlovsperioden. Den eneste begrænsning er, at orlov fortsat skal holdes.
Medlemmet kan f.eks. udføre arbejde, holde ferie eller rejse ud af landet. I tilfælde, hvor opholdet i udlandet er af længere varighed, vil medlemmet kunne afmelde sig folkeregisteret i Danmark med fortsat ret til orlovsydelse.
Opstår der sygdom i orlovsperioden, anses medlemmet for fortsat at være på orlov. Sygdom under orloven forlænger ikke orlovsperioden, og det samme gælder for afholdt ferie.
1.3 Ferie med feriegodtgørelse eller løn
Forældreorlov og uddannelsesorlov er ikke en såkaldt kvalificeret feriehindring, der berettiger til udbetaling af feriegodtgørelse uden afholdelse af ferie.
Der henvises til § 29 i bekendtgørelse om feriegodtgørelse, der udtømmende opremser de feriehindringer, der berettiger til udbetaling af feriegodtgørelse, uden at ferie holdes.
Holder medlemmet i orlovsperioden ferie med feriegodtgørelse, skal der i henhold til § 4, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse, foretages fradrag i orlovsydelsen for den periode, som udbetalingen dækker.
1.4 Ferie med feriedagpenge
Et medlem, der er på orlov med orlovsydelse betragtes hverken som ledig eller lønmodtager i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 h. Medlemmet vil derfor ikke kunne modtage feriedagpenge i orlovsperioden. Derimod vil der i efterfølgende ferieår kunne udbetales feriedagpenge på grundlag af en orlovsperiode i optjeningsåret i det omfang, der ikke er modtaget løn fra arbejdsgiveren, hvorunder der er optjent ret til feriegodtgørelse.
Et medlem, der modtager orlovsydelse til uddannelse, vil under uddannelsesstedets ferielukning ikke anses for at have afbrudt orloven, hvis medlemmet skal følge uddannelsen efter ferien. Medlemmet vil kunne modtage orlovsydelse under ferielukningen.
1.5 Afbrydelse af orlov
Lønmodtagere i beskæftigelse
Hvis en lønmodtager før orlovsperiodens udløb ønsker at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet og modtage dagpenge, skal medlemmet, for at kunne anses for at stå til rådighed i den resterende orlovsperiode, opfylde betingelserne i § 17 i direktoratets bekendtgørelse om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed.
Ved afbrydelse af orloven pålægges der således ikke karantæne, idet vurderingen alene går på medlemmets rådighed.
Selvstændige erhvervsdrivende
En selvstændig erhvervsdrivende vil ikke kunne afbryde orloven og modtage dagpenge i en resterende orlovsperiode. Afbrydes orloven anses beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed for genoptaget.
Ledige
Et ledigt medlem, der afbryder sin orlov, vil umiddelbart kunne modtage dagpenge, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt. Medlemmet skal bl.a. tilmelde sig Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.
1.6 Afskedigelse i orlovsperioden
De almindelige opsigelsesregler gælder også under forældreorlov og uddannelsesorlov. Det er således muligt at afskedige afløseren og nedlægge stillingen i orlovsperioden, således at også orlovspersonen afskediges.
Bliver orlovspersonen afskediget under sin orlov, vil personen kunne fortsætte med at holde orlov indtil orlovsperiodens udløb.
1.7 Arbejdskravet
For lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende medregnes perioder, hvor der udbetales orlovsydelse, ikke til opfyldelse af arbejdskravet i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1 og § 72, stk. 1. Perioden anses for »død periode« i relation til arbejdskravet og forlænger perioden, indenfor hvilken arbejdskravet skal være opfyldt.
Ved orlovsydelse til uddannelse skal orlovsperioden være af mere af 4 ugers varighed for at kunne anses for »død periode«.
Orlovsperioden er ikke omfattet af 2-års-grænsen i § 3 i direktoratets bekendtgørelse om beregning af arbejdskravet (26-ugers-reglen) i henhold til § 55 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., og vil derfor altid medføre, at der ved beregning af arbejdskravet skal ske en forlængelse for orlovsperioden.
Da det er hele orlovsperioden, der anses for »død periode«, kan eventuelt arbejde, der udføres i orlovsperioden, ikke medregnes til opfyldelse af arbejdskravet.
For ledige anses orlovsperioder med orlovsydelse for ledighed.
2. Konsekvenser for afløseren
For et medlem, der ansættes i en orlovsstilling, gælder de almindelige regler i arbejdsløshedsforsikringsloven, herunder reglerne om arbejdsgiverens betaling af godtgørelse for 1. ledighedsdag, og reglerne om udbetaling af supplerende dagpenge.
2.1 Beregning af dagpengesats efter orlovsstillingens ophør
Et medlem, der accepterer at blive ansat som deltidsbeskæftiget, vil ved orlovsstillingens ophør ikke skulle have beregnet en dagpengesats på grundlag af orlovsstillingen, hvis medlemmet i hele perioden har været tilmeldt Arbejdsformidlingen.
2.2 Udbetaling af feriedagpenge
Et medlem, der under ansættelsen i orlovsstillingen ønsker at holde ferie, vil kunne få udbetalt feriedagpenge, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
VI Oplysningspligt og tilbagebetaling
Et medlem, der modtager orlovsydelse, er forpligtet til at underrette arbejdsløshedskassen om forhold, der har betydning for retten til ydelsen.
Har medlemmet givet arbejdsløshedskassen urigtige oplysninger eller fortiet forhold af betydning for retten til ydelsen, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget ydelsen, skal orlovsydelsen, der er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, der i henhold til lovens § 97 j, finder tilsvarende anvendelse på orlovsydelse, der er udbetalt med urette.
VII Sanktion
Et medlem på orlov med orlovsydelse kan idømmes sanktion efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87 for svigagtigt eller uagtsomt forhold over for kassen i forbindelse med modtagelsen af ydelsen, jf. lovens § 97 j.
Medlemmet kan således blive udelukket fra retten til orlovsydelse, dagpenge m.v. i en periode eller miste sit medlemskab af kassen.
VIII Kasseansvar
I tilfælde, hvor der er udbetalt orlovsydelse med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen, og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold, jf. lovens § 97 j og § 86, stk. 4 og 5.
Direktoratets bekendtgørelse om refusion fra statskassen i tilfælde, hvor der er udbetalt dagpenge m.v. med urette, finder tilsvarende anvendelse på orlovsydelse, herunder de undtagelser, der - ud over svig - gælder for ansvaret. Det er herunder bestemt, at kasserne også har ret til refusion i tilfælde, hvor fejludbetalingen skyldes Arbejdsformidlingen.
IX Klageadgang
Klage over en kasses afgørelse om ret til orlovsydelse, fradrag i ydelsen, ydelsens størrelse, tilbagebetaling, sanktion m.v. kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, og direktoratets afgørelser vil kunne indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 97 k, der henviser til lovens §§ 98 og 99.
Derimod kan Arbejdsformidlingens afgørelser om orlovsydelse ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Denne vejledning erstatter direktoratets B-vejledninger af 30. juni 1992 om de forsikringsmæssige aspekter af lov om forældreorlovsydelse og lov om orlovsydelse til uddannelse.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 26. maj 1993
Birger Stein
/ Yvonne Olesen