Legislator Case Law & Legislation
C19930008460 DK

Vejledning til bekendtgørelse om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1993 84 Historic

Vejledning til bekendtgørelse om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse

Bekendtgørelsen er en følge af en revision af den hidtidige

uddannelsesorlovsordning. Ordningen er nu ændret således, at også

selvstændige erhvervsdrivende og ledige kan få orlov. Endvidere er

betingelserne for at kunne få orlov lempet.

Ordningen om orlovsydelse til uddannelse er et tilbud til lønmodtagere og arbejdsgivere samt selvstændige erhvervsdrivende og ledige. Ordningen bygger på frivillighed, hvilket indebærer at lønmodtagere ikke har krav på eller pligt til at tage orlov. Selvstændige erhvervsdrivende og ledige har dog ret til orlov under visse betingelser. Ledige vil udover orlovsydelse til uddannelse i visse situationer også være berettiget til uddannelsesydelse efter reglerne i arbejdstilbudsloven. Den samlede periode, hvor der enten modtages orlovsydelse til uddannelse eller uddannelsesydelse vil i de situationer kunne overstige 52 uger.

Der kan kun opnås een orlovsperiode efter nærværende regler.

Til § 2, stk. 3

Der er ingen begrænsninger i valget af uddannelse.

Ved uddannelser i udlandet er det en betingelse for udbetaling af orlovsydelsen, at der er oprettet konto i pengeinstitut i Danmark eller i Girobank, der gør det muligt at udbetale ydelsen.

Til § 2, stk. 4

Dokumentation sker ved, at uddannelsesstedet på ansøgningsblanketten attesterer, at orlovsansøgeren er optaget på en uddannelse.

Til § 3, stk. 2

Det er det timetal der fremgår af ansættelsesaftalen, der er afgørende for, om man anses for at være fuldtids- eller deltidsbeskæftiget.

Er man ansat med skiftende arbejdstid - eller er man indenfor de sidste 10 uger før orloven gået fra f.eks. deltids- til fuldtidsbeskæftigelse - er det det gennemsnitlige timetal, der er afgørende.

Til § 5, stk. 1

Da det er aftalen, der danner retsgrundlaget mellem lønmodtager og arbejdsgiver, er det fastsat at aftalen skal være skriftlig. Det er således aftalen, der afgør, om lønmodtageren kan vende tilbage til arbejdspladsen, hvis f.eks. orloven afbrydes.

Medarbejderne eller en af dem valgt repræsentant kan inddrages i forbindelse med aftaler om orlov.

Til § 5, stk. 2

De nærmere vilkår der skal aftales omfatter udelukkende spørgsmålet om tilbagevenden til arbejdspladsen.

Til § 6, stk. 1

Der er intet til hinder for, at der f.eks. ansættes flere deltidsafløsere i en fuldtidsstilling.

En midlertidig ansættelse er en ansættelse der er tids- eller arbejdsopgavebestemt. En midlertidig ansat kan f.eks. være en barsels-, syge- eller ferievikar.

Hvis arbejdsgiveren ønsker at ansætte en afløser, der er ansat i en midlertidig stilling på arbejdspladsen, skal der til arbejdsformidlingen gives oplysninger om, at den pågældende kun er ansat midlertidigt, samt hvor længe pågældende er ansat til.

Til § 6, stk. 5

Reglen skal forstås således, at arbejdsgiveren ikke må reducere omfanget af den samlede arbejdsstyrke for at kunne aflønne afløseren.

Afløseren skal ikke nødvendigvis ansættes i orlovsstillingen, men kan i stedet ansættes i en anden lignende stilling, som led i en rokering på arbejdspladsen.

Til § 7, stk. 1

AF påser at betingelserne for at yde refusion under oplæringsperioden er opfyldt. Ordningen gælder kun dagpengeberettigede ledige, der ansættes i orlovsstillingen.

Til § 8, stk. 1

For at opfylde kravet i § 8 skal arbejdsgiveren selv finde en dagpengeberettiget afløser og give arbejdsformidlingen oplysninger om vedkommende eller anmode arbejdsformidlingen om at formidle en afløser.

Til § 8, stk. 2

Besættes stillingen ikke indenfor 6 uger fra den er blevet ledig, bliver arbejdsgiveren forpligtet til at betale orlovsydelsen. Forpligtelsen indtræder fra 1. dag stillingen har været ubesat. Såfremt forpligtelsen overgår til arbejdsgiveren skal den fulde ydelse indbetales dvs. uden fradrag for andet arbejde, indtægt eller skattetræk. Beløbet indbetales til arbejdsformidlingen.

Arbejdsgiveren bliver ikke forpligtet til at betale ydelsen i det omfang manglende genbesættelse skyldes arbejdsformidlingen.

Til § 8, stk. 3

Arbejdsgiveren skriver ved orlovsaftalens indgåelse under på at ville holde orlovsstillingen besat under hele orloven. Arbejdsformidlingen kan ved stikprøvekontroller forlange at se dokumentation - f.eks. i form af lønafregning - for, at der fortsat er ansat en afløser i orlovsstillingen. Det regionale arbejdsmarkedsnævn kan fastsætte nærmere regler herom.

Til § 9, stk. 4

Bestemmelsen skal forstås således, at såfremt arbejdsgiveren udbetaler løn under orloven, bliver orlovsydelsen udbetalt til arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren skal dog mindst udbetale en løn, der overstiger det beløb, lønmodtageren er berettiget til som enten fuldtidsbeskæftiget eller deltidsbeskæftiget, uden fradrag for supplerende indtægt.

Refusionen til arbejdsgiveren vil udgøre et beløb, der svarer til den orlovsydelse lønmodtageren ellers ville have modtaget. Dette betyder, at der vil ske reduktion i refusionen, såfremt lønmodtageren har anden indtægt eller lignende i orlovsperioden.

Til § 9, stk. 5

Det er muligt for arbejdsgiveren og lønmodtageren at aftale, at arbejdsgiveren udbetaler et mindre beløb til supplering af orlovsydelsen. Dette beløb vil ikke være omfattet af reglerne om fradrag. En aftale om udbetaling af et beløb til supplering af orlovsydelse skal forevises til lønmodtagerens arbejdsløshedskasse, for at sikre at der ikke sker fradrag i orlovsydelsen for beløbet.

Til § 13, stk. 1

Ved selvstændige erhvervsdrivende forstås personer, der i arbejdsløshedsforsikringsmæssig forstand anses for at være selvstændige, herunder medarbejdende ægtefælle. Der henvises iøvrigt til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bestemmelser herom.

Til § 15, stk. 2

Ved ophør med at arbejde i virksomheden forstås, at man ikke er erhvervsaktiv i virksomheden i hele orlovsperioden. Den selvstændige må derfor ikke aktivt indgå med sin arbejdskraft i virksomhedens almindelige drift, men må gerne foretage enkelte dispositioner i forbindelse med virksomhedens overordnede drift, f.eks. økonomiske dispositioner, deltagelse i bestyrelsesmøder o.l.

Til § 16

Ved henvendelse på arbejdsformidlingen eller hos arbejdsløshedskassen udleveres en ansøgningsblanket, der skal udfyldes af orlovsansøgeren og returneres til arbejdsformidlingen i så god tid inden orlov begyndes, at AF kan godkende aftalen forinden.

Til § 21, stk. 1

Arbejdsløshedskassen udbetaler orlovsydelsen bagud for henholdsvis 4 eller 5 uger, således at hver udbetalingsperiode slutter næstsidste søndag i måneden.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →