Narkotikaprækursorer - tilladelse og kontrol (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Narkotikaprækursorer - tilladelse og kontrol (* 1)
a. EF-regelgrundlaget for samhandel med tredjelande
De Europæiske Fællesskaber har ved Rådsforordning (EØF), nr. 3677/90, af 13. december 1990, ændret ved Rådsforordning (EØF), nr. 900/92, af 31. marts 1992 indført foranstaltninger til modvirkning af ulovlig anvendelse af visse stoffer til fremstilling af narkotika og psykotrope stoffer (prækursorer). De to forordninger benævnes grundforordningen.
Kommissionen har ved forordning (EØF), nr. 3769/92, af 21. december 1992 indført gennemførselsbestemmelser hertil (gennemførselsforordningen).
b. Handel med prækursorer inden for EF
Som led i realiseringen af det indre marked har Det Europæiske Råd den 14. december 1992 vedtaget et direktiv (Rådets direktiv 92/109/EØF) om fremstilling af narkotika og psykotrope stoffer.
Direktivet skal være implementeret inden den 1. juni 1993.
c. Administration i Danmark
De administrative opgaver vedrørende registrering af virksomheder og udstedelse af tilladelser varetages fra den 1. juni 1993 af Told- og Skatteregion København 1 (City), Strandgade 100, 1401 København K.
Udførsels- og indførselskontrollen samt efterkontrollen af den enkelte forsendelse foretages af vedkommende told- og skatteregion i forbindelse med forsendelsens angivelse til toldbehandling, dvs. af den region, hvor den erhvervsdrivende er hjemmehørende, eller af den region, hvorfra varerne indførs til eller udføres af EF's toldområde.
d. Registrering
Erhvervsdrivende, der beskæftiger sig med import, eksport eller transit af registrerede stoffer opført i kategori 1 eller kategori 2, samt eksport af stoffer opført i kategori 3, opført i bliaget til grundforordningen, har pligt til at afgive oplysninger om adressen på de lokaler, hvorfra der fremstilles eller handles med disse varer (registreringspligt).
Registrering skal ske snarest og senest 8 dage efter virksomhedens påbegyndelse til Told- og Skatteregion København 1 (City).
Den registreringspligtige skal omgående meddele regionen indtrufne ændringer i de afgivne oplysninger.
Efter registreringen udstedes et registreringsbevis til virksomheden.
Registreringspligten gælder ikke erhvervsdrivende, der
* som speditører, lagerindehavere og transportører udelukkende handler i denne egenskab;
* som eksportører af kategori 3 stoffer kun eksporterer små mængder jfr. bilag 1 i gennemførelsesforordningen eller blandinger, hvor mængden af disse stoffer i løbet af foregående kalenderår ikke overstiger det for små mængder gældende maksimum;
* som handler med farmaceutiske stoffer, som er sammensat på en sådan måde, at disse stoffer ikke let kan benyttes eller udskilles ved hjælp af let anvendelige midler.
e. Licens
Erhvervsdrivende, der er beskæftiget med import, eksport eller transit af registrerede stoffer opført i kategori 1 i bilaget til grundforordningen skal være i besiddelse af en tilladelse (licens) til at udøve denne virksomhed. Licens udstedes af Told- og Skatteregion København 1 (City).
Ansøgning om licens skal indeholde oplysninger om
* ansøgerens kvalifikationer og erhvervserfaring på området;
* eksporttransaktioner vedrørende registrerede stoffer, som virksomheden har gennemført i tolvmånedersperioden forud for ansøgningen, med angivelse for hvert stof af det samlede antal transaktioner og den eksporterede mængde til hvert land, for hvilket en eksporttilladelse er påkrævet;
* hvilke forholdsregler virksomheden har truffet for at forhindre ulovlig anvendelse af registrerede stoffer.
f. Eksporttilladelse
Individuel eksporttilladelse
Før hver forsendelse ud af EF's toldområde af kategori 1 varer skal der udstedes en individuel eksporttilladelse uanset destination.
For kategori 2 og kategori 3 varer kræves alene individuel eksporttilladelse ved eksport til de lande, som er opført i bilag I - III i gennemførselsforordningen.
Ansøgning indgives til Told- og Skatteregion København 1 (City) ved anvendelse af særlig blanket.
Der kan ikke udstedes eksporttilladelse vedrørende kategori 1 varer til en virksomhed, som ikke har licens.
Generel eksporttilladelse
Medmindre en individuel eksporttilladelse er fornøden, skal der før eksport af kategori 2 eller kategori 3 varer kan finde sted udstedes en generel eksporttilladelse.
Ansøgningen om generel eksporttilladelse skal indeholde samme oplysninger som ansøgning om licens.
En kopi af en generel eksporttilladelse skal ledsage den enkelte forsendelse frem til det toldsted, hvor varerne fysisk forlader EF's toldområde, og afleveres til dette toldsteds myndigheder. Lader den erhvervsdrivende en uafhængig transportør stå for transporten i EF, skal han drage omsorg for, at transportøren overholder denne regel. Kopien skal ikke attesteres af Told*Skat.
g. Import
Til brug for kontrol med import af kategori 1 og kategori 2 varer skal den erhvervsdrivende i forbindelse med indførelsesangivelsen give oplysning om det tildelte registreringsnummer i prækursorregisteret.
h. Transit
Virksomheder, der udøver transitvirksomhed ved transport af registrerede stoffer opført i kategori 1 eller kategori 2 mellem tredjelande gennem EF's toldområde, samt foretager omladning på dette området, skal være registrerede/have licens efter samme regler som gældende for import/eksportvirksomhed.
Virksomheden skal på toldkontrollens anmodning forevise udførselscertifikat fra det land, som en given forsendelse kommer fra, såfremt et sådant er fornødent ifølge pågældende lands lovgivning. Det skal endvidere på anmodning oplyses, fra hvilken desitnation i EF udførelsen skal foregå.
Der er udarbejdet en pjece »Om prækusor overvågning i Narkotikabekæmpelsen« i »Værd-at-vide serien«.
Pjecen udsendes i maj 1993.
Den indeholder en beskrivelse af EF-forordningernes forvaltning i Danmark og virksomhedernes forpligtelser. Som bilag er optrykt bl.a. grundforordningens tekst, incl. bilaget for de registrerede stoffer.
Carsten Jarlov
/Keld M. Olsen