Cirkulære om Industri- og Handelsstyrelsens samarbejde med andre myndigheder ved akkreditering af virksomheder, laboratorier og andre organisationer til teknisk prøvning, inspektion og certificering
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om Industri- og Handelsstyrelsens samarbejde med andre myndigheder ved akkreditering af virksomheder, laboratorier og andre organisationer til teknisk prøvning, inspektion og certificering
Akkreditering af virksomheder, laboratorier m.v. til teknisk
prøvning, certificering og inspektion varetages af Industri- og
Handelsstyrelsen i henhold til § 10 stk. 2, 3, 4, 5, 6 og 7, § 12,
stk. 1 og 2, § 13 og § 14 i bekendtgørelse af lov om erhvervsfremme
nr. 84 af 22. februar 1993 og § 1 og § 2 i Industriministeriets
bekendtgørelse nr. 73 af 30. januar 1992 om henlæggelse af visse
beføjelser til Industri og Handelsstyrelsen.
Dette cirkulære er udarbejdet med henblik på udbygning af samarbejde mellem Industri- og Handelsstyrelsen og andre myndigheder jævnfør § 10 stk. 3 i lov om erhvervsfremme.
Samarbejde i forbindelse med behandling af aktuelle ansøgninger om akkreditering.
Industri- og Handelsstyrelsen foretager ved behandling af nye ansøgninger høring af relevante myndigheder. Af høringsskrivelsen fremgår, hvem ansøgeren er og hvilket område, der søges akkreditering til.
Fristen for angivelse af høringssvar fastsættes til 14 dage.
I høringssvaret bør anføres, om pågældende myndighed ønsker at blive inddraget i behandlingen af den aktuelle akkrediteringssag.
Inddragelsen kan omfatte
- udpegning af en myndighedsrepræsentant, der på den pågældende myndigheds vegne kan deltage som observatør ved besøg hos ansøgeren
- kommentering af rapporter m.m. udarbejdet på baggrund af besøg, herunder kommentering af akkrediteringsområdets formulering - orientering vedrørende resultatet af sagens behandling, d.v.s. enten afslag på ansøgningen eller tildeling af akkreditering inden for et fastlagt område.
Samarbejde i forbindelse med det løbende tilsyn med akkrediterede virksomheder og laboratorier og andre organisationer og samarbejde i forbindelse med fornyelse af akkrediteringer.
Industri- og Handelsstyrelsen anvender den fremgangsmåde, der er fastlagt ved den oprindelige ansøgnings behandling også ved ændringer og fornyelse af en akkreditering med mindre, der i høringssvaret er fremsat ønske om andet.
Såfremt, der ved tilsynet med akkrediterede virksomheder og laboratorier m.v. opstår problemer, som skønnes at være væsentlige i relation til den eller de hørte myndigheder underretter Industri- og Handelsstyrelsen den pågældende myndighed.
Industri- og Handelsstyrelsen, den 21. april 1993
Kurt Steen Jakobsen
/ Vibeke B. Jensen