Vejledning om Folkeregistrering

Bilag 1

Registrering af hændelser i udlandet

1. Indledning

2. Dokumentationskrav

3. Forelæggelse af tvivlsspørgsmål

4. Domicilbegrebet

5. De enkelte hændelser

5.1 Fødselsdato

5.2 Køn

5.3 Navn

5.4 Civilstand

5.4.1 Ægteskab

5.4.2 Skilsmisse

5.5 Statsborgerret

5.6 Slægtskab

5.6.1 Biologisk slægtsskab

5.6.2 Adoption

5.7 Umyndiggørelse

5.8 Folkekirkeforhold

5.9 Dødsfald

6. Udskrift af udlændingeregistret

7. Internordisk flytteattest

8. Adresser og telefonnumre

Bilag 1

REGISTRERING AF HÆNDELSER I UDLANDET

1. Indledning

I forbindelse med registreringen i CPR skal der jævnligt tages stilling til retstiftende begivenheder (hændelser), som har fundet sted i udlandet. Nedenfor er der givet vejledning om, hvorledes det for de enkelte hændelser afgøres, om disse kan registreres i CPR, og hvilken myndighed der eventuelt kan spørges til råds i tvivlstilfælde. Oversigten er ikke udtømmende, idet der kun er medtaget tilfælde, som må antages at forekomme ofte, og for hvilke det er fundet muligt at opstille nogle regler.

2. Dokumentationskrav

Generelt må man kræve, at der for de nævnte hændelser vises et originalt dokument eller en genpart, der er bekræftet at den udstedende myndighed.

Ved tvivl om ægtheden af et dokument kan der kræves legalisering af dokumentet. En legalisering er en bekræftelse af underskriften på et dokument via udenrigsministeriet i det pågældende land. Dette vil især kunne være aktuelt for dokumenter, der ikke stammer fra lande i Europa (hvori ingen dele af Tyrkiet eller det tidligere Sovjetunionen medtages), USA eller Canada samt iøvrigt for sjældent forekommende dokumenter.

Tvivlspørgsmål kan også løses ved indhentning af udtalelser fra det pågældende lands ambassade i Danmark eller fra danske ambassader i udlandet via Udenrigsministeriet.

Det kan forlanges, at de forelagte dokumenter er affattet på eller oversat til et forståeligt sprog. Oversættelsen bør så vidt muligt være foretaget af en autoriseret translatør eller af en ambassade eller anden offentlig myndighed. Nordiske statsborgere har krav på gratis tolke- og oversættelseshjælp i sager, hvor der træffes en afgørelse.

3. Forelæggelse af tvivlsspørgsmål

Almindelige registreringstekniske spørgsmål skal som hidtil forelægges for Indenrigsministeriet, og kun hvis der er tvivl vedrørende den retlige bedømmelse af disse hændelser, skal disse forelægges for andre myndigheder.

Inden sager på grund af tvivlspørgsmål forelægges for andre myndigheder, skal folkeregistrene sørge for, at der er indhentet den nødvendige dokumentation for den påberåbte hændelse samt de nødvendige oplysninger til bedømmelsen af domicilspørgsmålet (jf. nedenfor), således navnlig oplysning om den pågældendes persons nationalitet, bopæl eller ophold i Danmark eller udlandet, varigheden heraf, planer for fremtiden m. h. t. arbejde, ophold eller bopæl.

4. Domicilbegrebet

En persons retsstilling er i visse tilfælde afhængig af personens domicil (bopæl). Det sædvanlige domicilbegreb kræver en samlet vurdering af personens ophold, planer om fremtidigt ophold og tilknytning til landet iøvrigt. Det fremgår heraf, at domicilbegrebet ikke er (helt) det samme som folkeregistreringens bopælsbegreb. Som udgangspunkt kan man gå ud fra, at en person skal behandles som havende dansk domicil, hvis vedkommende har uændret folkeregisteradresse her i landet før og efter den pågældende hændelse.

Spørgsmål vedrørende domicil i forbindelse med hændelser i udlandet afgøres af den myndighed, der iøvrigt har afgørelsen af den sag, der er rejst.

I tvivlstilfælde kan spørgsmål således forelægges for Civilretsdirektoratet, hvis disse efter deres karakter iøvrigt hører under direktoratets område. Hvis tvivlen vedrører en persons navn eller skilsmisse, bør forelæggelsen dog ske for statsamtet.

5. De enkelte hændelser

5.1 Fødselsdato

For udenlandske statsborgere, som folkeregistreres på grundlag af opholdstilladelse/-bevis træffes afgørelsen om den korrekte fødselsdato ved førstegangsindrejse af Direktoratet for Udlændinge. Dette gælder også i situationer, hvor en egentlig dokumentation ikke kan fremskaffes, og der derfor skal fastsættes en skønsmæssig fødselsdato. Fastlæggelse af fødselsdatoen for udenlandske børn, der er kommet her til landet med henblik på adoption foretages dog af Civilretsdirektoratet.

For danske statsborgere, der er født i udlandet, samt for nordiske statsborgere og de øvrige udenlandske statsborgere, der kan folkeregistreres uden forudgående opholdstilladelse/-bevis , kan dokumentation for fødselsdato ved førstegangsindrejse ske ved forevisning af pas, fødselsattest, udskrift af civilstandsregister eller internordisk flytteattest.

Kan der ikke fremskaffes dokumentation af ovennævnte art eller anden dokumentation, som efter et konkret skøn er lige så god, kan der være en sådan usikkerhed om en persons identitet, herunder om betingelserne for folkeregistrering uden forudgående opholdstilladelse/-bevis er opfyldt, at ikke-nordiske statsborgere må henvises til at søge opholdstilladelse/-bevis i Direktoratet for Udlændinge.

Ønsker udenlandske, ikke-nordiske statsborgere at få ændret den fødselsdato, som er registreret for dem i CPR, skal anmodning herom fremsættes overfor Direktoratet for Udlændinge.

Nordiske statsborgeres ønske om ændring af en tidligere registreret fødselsdato skal forelægges for Indenrigsministeriet.

Ønske om ændring i CPR af den tidligere registrerede fødselsdato for danske statsborgere fremsættes overvejende af personer, der ikke fra fødslen har været danske statsborgere. For personer, som har opholdt sig i adskillige år i Danmark,og som er blevet danske statsborgere under angivelse af en bestemt fødselsdato, afslår Indenrigsministeriet at rette fødselsdato uanset den dokumentation, der nu bliver forelagt.

I alle tilfælde vil folkeregistret i bopælskommunen selv kunne ændre egentlige indrapporteringsfejl.

5.2 Køn

Indenrigsministeriet ændrer kun en persons personnummer som følge af kønsskifte foretaget i udlandet, når man fra Civilretsdirektoratet får anmodning herom.

5.3 Navn

Hvis en person bliver døbt, viet eller får en egtl. navneændring i udlandet, mens vedkommende har domicil (bopæl) her i landet, har det ingen retsvirkning for den pågældendes navn efter dansk ret, og navnet kan ikke ændres i CPR med den anførte begivenhed som begrundelse. Folkeregistreret må i stedet for henvise den pågældende til at få navnet ændret ved navnebevis i Statsamtet.

Havde en person derimod bopæl i udlandet på det tidspunkt, hvor navneskiftet angives at have fundet sted, er det navnereglerne i dette land, som er afgørende.

For udenlandske statsborgere, som folkeregistreres på grundlag af en opholdstilladelse/-bevis , træffes afgørelse om det korrekte navn af Direktoratet for Udlændinge både ved førstegangsregistreringen og ved efterfølgende ansøgninger om oplagte navne rettelser (modsat aktuelt ønske om navne ændring i Danmark), som derfor altid skal fremsættes overfor direktoratet. Egentlige indrapporteringsfejl kan dog rettes af bopælskommunens folkeregister efter kontakt med det folkeregister, som har foretaget fejlindrapporteringen.

For danske statsborgere, der er født i udlandet, samt for nordiske statsborgere og de øvrige udlændinge, der kan folkeregistreres uden forudgående opholdstilladelse/-bevis , kan det korrekte navn konstateres ved forevisning af personens pas, fødselsattest, udskrift af et civilstandsregister eller internordisk flytteattest.

Tvivlsspørgsmål kan forelægges for Civilretsdirektoratet gennem det stedlige statsamt.

En usikkerhed om en persons korrekte navn kan være så væsentlig, at der reelt også er tvivl om vedkommendes identitet , herunder om betingelserne for folkeregistrering uden forudgående opholdstilladelse/-bevis er opfyldt. I sådanne tilfælde må ikke-nordiske statsborgere henvises til at søge opholdstilladelse/bevis i Direktoratet for Udlændinge inden eventuel folkeregistrering.

5.4. Civilstand

5.4.1 Ægteskab.

Ægteskab indgået i udlandet betragtes normalt som gyldigt her i landet, hvis det er gyldigt efter det pågældende lands regler. Undtagelse gælder, hvis ægteskabet må anses for stridende mod grundliggende danske retsprincipper, f. eks. hvis den ene part ikke har været til stede ved vielsen.

Tvivlsspørgsmål forelægges for Direktoratet for Udlændinge, når der er tale om en udenlandsk statsborger, hvis ægteskabs gyldighed direktoratet ved en tidligere sagsbehandling har taget stilling til.

I alle andre tilfælde forelægges tvivlsspørgsmål direkte for Civilretsdirektoratet.

Har en person ikke dokumentation for en oplysning om et ægteskab indgået i udlandet, og kan dette heller ikke skaffes, må folkeregistret kræve oplysning om navn og fødselsdato for ægtefællen samt dato og sted for ægteskabets indgåelse og registrere ægteskabet på dette grundlag. Samtidig må det forklares for den pågældende, at han fremover i Danmark vil blive behandlet som en gift person, indtil der fremvises dokumentation for ægteskabets ophør.

5.4.2 Skilsmisse.

En udenlandsk skilsmisse er som udgangspunkt gyldig her i landet under forudsætning af, at

- den ikke længere kan ankes eller appelleres,

- den ikke strider mod grundliggende danske retsprincipper, hvilket den f. eks. vil gøre, hvis den ene part ensidigt har forstødt den anden,

- den er gyldig efter det lands ret, hvor skilsmissen er opnået, og

- at den er givet i et land, hvortil mindst en af parterne på skilsmissetidspunktet havde en tilknytning i form af bopæl eller statsborgerret, eller hvor en forudgående separation har fundet sted.

Tvivlsspørgsmål om gyldigheden af en skilsmisse forelægges for Direktoratet for Udlændinge, når der er tale om en udenlandsk statsborger, hvis skilsmisse direktoratet tidligere har taget stilling til.

I alle øvrige tvivlstilfælde forelægges sagen for Civilretsdirektoratet gennem det stedlige statsamt.

5.5 Statsborgerret

For udenlandske statsborgere, som folkeregistreres på grundlag af en opholdstilladelse/-bevis, træffes afgørelsen om disses nationalitet af Direktoratet for Udlændinge.

Statsborgerretten for danske statsborgere, der er født i udlandet, samt for nordiske statsborgere og de øvrige udenlandske statsborgeres, der kan folkeregistreres uden forudgående opholdstilladelse/-bevis kan dokumenteres ved forevisning af pas eller anden gyldig rejselegitimation.

Danske statsborgere født i udlandet kan i visse tilfælde fremvise et indfødsretsbevis.

Personer født efter 1. januar 1979 af en dansk mor vil altid være danske statsborgere.

Kan en persons danske indfødsret derimod ikke dokumenteres, må den pågældende henvises til Justitsministeriets Indfødsretskontor, som vil være behjælpelig med at fastlægge de statsborgerretlige forhold eller med at indgive en ansøgning om bevis for dansk indfødsret.

Er det undtagelsesvis ikke muligt at fastslå statsborgerretten, registreres den pågældende med statsborgerret »udlandet«, evt. med den pågældende verdensdel.

Har en person både dansk og anden statsborgerret, registreres vedkommende som dansk i CPR.

5.6 Slægtskab

Slægtskabsregistreringer i CPR er alene udtryk for slægtskab konstateret mellem forældre og børn. Indrapporteringen sker kun for barnet, hvorfra det automatisk overføres til forældrene, hvis disse også er registreret i CPR. Er kun forældrene registreret i CPR, sker ingen registrering af slægtskab.

5.6.1 Biologisk slægtskab

Afgørelsen af biologisk slægtskab for udlændinge, som folkeregistreres på grundlag af forudgående opholdstiladelse/-bevis, træffes i alle tilfælde af Direktoratet for Udlændinge.

Hvor folkeregistreringen kan ske uden forudgående opholdstilladelse/-bevis , vil det biologiske slægtskab, hvis det har betydning for registreringen, ofte være det, der skal begrunde den umiddelbare registrering. Er der tvivl om slægtskabet, må ikke-nordiske statsborgere derfor i sådanne tilfælde henvises til at søge opholdstilladelse/-bevis i Direktoratet for Udlændinge.

Slægtskab for børn født af nordiske forældre i udlandet kan dokumenteres ved internordisk flytteattest eller udskrift af civilstandsregister.

Faderskabssag gennemføres efter de danske regler i alle tilfælde, hvor en fødsel finder sted her i landet. Spørgsmålet om udenlandsk faderskabsanerkendelse er derfor kun aktuelt, hvis barnet indrejser efter fødslen, og der på dette tidspunkt foreligger en udenlandsk faderskabsanerkendelse. Udenlandsk faderskabsanerkendelse registreres som anført ovenfor kun, hvis barnet er registreret her i landet.

Efter loven om nordiske faderskabsafgørelser har dom om eller anden fastsættelse af faderskab i et andet nordisk land bindende virkning her i landet medmindre,

- dette er i strid med en endelig dansk dom eller administrativ afgørelse, som blev indledt før den nordiske,

- der i Danmark eller udlandet verserer en faderskabssag, som er rejst før den nordiske,

- eller hvis anerkendelsen ville være åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.

Danmark har desuden tiltrådt en Europarådskonvention , hvorefter faderskab til ethvert barn født udenfor ægteskab kan godtgøres eller fastslås ved frivillig anerkendelse eller ved retslig afgørelse.

For andre udenlandske faderskabssager er det ikke muligt at fastsætte nærmere retningslinier. Disse sager må, hvis der er usikkerhed om afgørelsen har gyldighed her i landet, forelægges for Civilretsdirektoratet gennem det stedlige statsamt.

5.6.2 Adoption

En adoption gennemført i udlandet anerkendes ikke, hvis adoptivforældrene havde domicil (bopæl) her i landet på adoptionstidspunktet.

Tvivlsspørgsmål, herunder spørgsmålet om domicil på adoptionstidspunktet, kan forelægges for Civilretsdirektoratet.

Tvivlsspørgsmål om gyldigheden af en udenlandsk adoption forelægges dog for Direktoratet for Udlændinge, såfremt adoptionen er foretaget, før de pågældende fik domicil i Danmark, og de pågældende adoptanter ikke er nordiske statsborgere.

5.7 Umyndiggørelse

En umyndiggørelse af en nordisk statsborger i et nordisk land har retsvirkning her i landet. Alle andre tilfælde af umyndiggørelse i udlandet bortfalder formentlig, når den pågældende bosætter sig her i landet.

Tvivlsspørgsmål kan forelægges for Civilretsdirektoratet gennem det stedlige statsamt.

5.8 Folkekirkeforhold

Tilflyttere, der oplyser, at de er medlemmer af et evangelisk-luthersk trossamfund i udlandet, skal registreres som medlemmer af folkekirken, uden at de skal afkræves dokumentation for medlemskabet. Normalt vil kun tilflyttere fra de nordeuropæiske lande eller Nordamerika falde ind herunder. Specielt kan nævnes, at de fleste finner tilhører den evangelisk-lutherske kirke i Finland, men at der også er en del, som tilhører den græsk-katolske kirke.

Udmeldelse af den danske folkekirke under ophold i udlandet sker ved skriftlig anmeldelse til sognepræsten i det sogn her i landet, hvor den pågældende senest havde bopæl. Derfra vil det være indrapporteret til personens sidste bopælskommune, der har indrapporteret det til CPR, hvis personen har dansk personnummer.

Tvivlspørgsmål om, hvorvidt en person af andre grunde skal anses for medlem/ikke medlem af folkekirken på grund af hændelser under ophold i udlandet forelægges for den kirkebogsførende sognepræst i det sogn, hvor medlemmet senest havde bopæl. Sognepræstens afgørelse kan indbringes for biskoppen i det pågældende stift.

5.9 Dødsfald

Dødsfald i udlandet kan registreres af folkeregistrene eller af Indenrigsministeret.

Folkeregistrenes registrering af sådanne dødsfald forudsætter altid enten forevisning af original eller bekræftet kopi af dødsattest udstedt af det pågældende lands kompetente myndighed eller tilsvarende dødsformodningsdom. For lande uden for Europa (hvori ingen dele af Tyrkiet eller det tidligere Sovjetunionen medtages), USA eller Canada skal de pågældende dokumenter altid være legaliseret.

Tvivlsspørgsmål, om der undtagelsesvis kan accepteres andet grundlag for registrering af et dødsfald, f. eks. fordi det oplyses, at der ikke udstedes dødsattester i det pågældende land, skal forelægges for Indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet registrerer ligeledes dødsfald, der er dokumenteret ved en dødsattest som nævnt ovenfor. Herudover registrerer ministeriet i visse tilfælde uden ledsagende dødsattest dødsfald i udlandet, dog aldrig efter anmeldelse fra private.

6. Udskrift af udlændingeregistret.

Når Direktoratet for Udlændinges udlændingeregister i løbet af 1993 er taget i brug, vil udlændinge, som folkeregistreres på grundlag af en opholdstilladelse/-bevis skulle medbringe og aflevere en udskrift af udlændingeregistret ved registreringen i folkeregistret (»Attesteret udskrift af Udlændingeregistret til folkeregistrering.«).

Folkeregistret kan normalt lægge oplysningerne i denne udskrift uprøvet til grund uden at kræve forevist yderligere dokumentation for disse, idet oplysningerne i alle tilfælde er anerkendt af Direktoratet for Udlændinge efter en forudgående prøvelse. Kun hvis folkeregistret finder, at der er særlige omstændigheder, som måtte begrunde dette, kan folkeregistret anmode om yderligere dokumentation for disse oplysninger. I tilfælde af, at der derved viser sig uoverensstemmelser mellem folkeregistrets oplysninger og Direktoratet for Udlændinges, skal folkeregistret altid - inden personnummertildelingen og registreringen - tage kontakt til direktoratet for at få ryddet sådanne uoverensstemmelser af vejen.

7. Internordisk flytteattest

På samme måde kan oplysninger, der fremgår af den internordiske flytteattest, normalt lægges uprøvet til grund ved folkeregistreringen. Hvor der måtte vise sig uoverensstemmelser mellem oplysningerne på flytteattesten og andre dokumenter, må disse uoverensstemmelser i fornødent omfang søges ryddet af vejen ved henvendelse til udstederen af den internordiske flytteattest.

8. Adresser og telefonnumre

Civilretsdirektoratet, Æbeløgade 1, 2100 København Ø, tlf. 33 92 33 02.

CPR-kontoret , Datavej 20, Postboks 269, 3460 Birkerød, tlf. 45 82 72 00

Direktoratet for Udlændinge , Ryesgade 53, 2100 København Ø, tlf. 31 39 31 00.

Justitsministeriet, Indfødsretskontoret , Datavej 4, 3460 Birkerød, tlf. 45 82 72 00.

Kirkeministeriet , Frederiksholms Kanal 21, 1220 København K, tlf. 33 92 33 90.

Kapitel 1 Om vejledningen

Kapitel 1

Om vejledningen

Kapitel 1

Om vejledningen

Denne vejledning afløser Indenrigsministeriets vejledning fra april 1988 om registrering af bopæl i folkeregistrene og CPR.

En vigtig del af vejledningen er fortsat de problemer, der knytter sig til bopælsregistreringen, men Indenrigsministeriet har fundet, at der også er behov for vejledning af borgere og offentlige myndigheder, specielt folkeregistre, på andre områder indenfor folkeregistreringen.

Den del af vejledningen, der emnemæssigt svarer til bopælsvejledningen, er omskrevet i forhold til denne. Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at de fleste bopælssager ikke kan afgøres ved at henføre sagen under en enkelt regel, men at der i stedet skal skønnes over samtlige faktorer, som ikke alle altid vil pege i samme retning. Vejledningen er på dette og de øvrige punkter udtryk for den vurdering, som Indenrigsministeriet fremover vil anlægge, hvis der forelægges konkrete sager om disse spørgsmål.

Indenrigsministeriet finder det væsentligt at understrege, at afgørelsen af en persons rette bopæl så vidt muligt bør foretages ud fra objektive kriterier. Indenrigsministeriet har ved fastlæggelsen af de vejledende regler tilstræbt, at disse harmonerer med den almindelige opfattelse af, hvor en person »bor«. Derimod er der ikke forsøgt at tage hensyn til de retsvirkninger, som i anden lovgivning måtte være tillagt registreringen af bopæl i folkeregistret/CPR.

Indenfor en lang række lovområder (skattelovgivning, sociallovgivning m.v.) er det forudsat, at der skal foretages en særskilt bedømmelse af bopælsspørgsmålet, uafhængig af registreringen i folkeregistret/CPR. Praksis viser imidlertid, at registreringen i folkeregistret/CPR normalt bliver lagt til grund ved afgørelsen af en persons bopæl inden for et andet sagsområde, og netop derfor må afgørelsen af en borgers rette bopæl foretages ud fra så objektive kriterier som muligt.

De retningslinjer, som er opregnet i nærværende vejledning, er ikke udtømmende, og andre forhold end omtalt i vejledningen, kan i en konkret sag være afgørende for, hvor en persons rette bopæl er.

Vejledningen er endvidere en uddybningaf folkeregistreringsloven (lovbekendtgørelse nr. 508 af 14. september 1978) og Indenrigsministeriets bekendtgørelse og cirkulære om folkeregistrering og skal derfor betragtes som et supplement til disse.

Bilag 2

Eksempler på offentlige myndigheder og private

1. Offentlige myndigheder

2. Ligestillet med offentlige myndigheder

3. Private

4. Vejledende principper for afgørelsen af, om der er tale om en offentlig myndighed

Bilag 2

EKSEMPLER PÅ OFFENTLIGE MYNDIGHEDER OG PRIVATE

1) Offentlige myndigheder

Advokatnævnet

ATP

Boligselskabernes Landsbyggefond og Byggeskadefonden

Danmarks Nationalbank

Danmarks Statistik

Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi

Danske ambassader i udlandet

Forbrugerklagenævnet

Fredningsnævn

Grundejernes Investeringsfond

Handelshøjskoler og disses afdelinger

Hjemmeværnet

Jordfordelingskommissioner

Kommunale fællesskaber, dvs. selskaber godkendt efter § 60 i den kommunale styrelseslov

Kommunale pantefogeder

Lærerråd og skoleråd i folkeskolen

Lønmodtagernes Dyrtidsfond

Lønmodtagernes Garantifond

Offentlige sygehuse

Påtaleudvalget efter den kommunale tjenestemandsret

Regionale naturgasselskaber (fordi de er kommunale fællesskaber)

Registerrådet

Retslægerådet

Toldfogeder

Udviklingscenter for Folkeoplysning og Voksenundervisning

Der kan endvidere henvises til oversigt i forskrifterne for CPR, over hvilke myndigheder, der har terminaladgang til CPR.

2) Ligestillet med offentlige myndigheder

Cancerregistret

3) Private

Advokater

Advokatrådet

A-kasser, statsanerkendte

Ambassader og øvrige repræsentationer for fremmede lande

Amtsrådsforeningen i Danmark

Anerkendte trossamfund* (se oversigt i Indenrigsministeriets myndighedskodetabel)

Apotekere

Boligforeninger og -selskaber

Det Danske Center for Menneskerettigheder

Dansk Flygtningehjælp

Dong

Fagforeninger

Forsikringsselskaber

Girobank

Kommunernes Landsforening

Kreditforeninger

Kreditoplysningsbureauer

Meningsmålingsinstitutter

Pengeinstitutter

Privatpraktiserende læger og speciallæger

Privatpraktiserende tandlæger

Revisorer

SAS

Teledanmark (herunder telefonselskaber)

*) I det omfang der indhentes oplysninger som led i en indberetningspligt til CPR eller til førelse af ministerialbøger, skal de dog behandles som offentlige myndigheder.

4) Vejledende principper for afgørelsen af, om der er tale om en offentlig myndighed.

Institutioner, foreninger og selskaber m. m. der er organiseret på privatretligt grundlag falder som udgangspunkt udenfor den offentlige forvaltning og anses som private .

Dette gælder uanset om den virksomhed, der udøves, ganske kan ligestilles med den, der sædvanligvis udøves af forvaltningsmyndigheder, eller udføres efter aftale med en forvaltningsmyndighed.

Hvis en privatretligt organiseret institution m. m., som varetager opgaver, der normalt henregnes til den offentlige forvaltning, får tilskud fra det offentlige, kan dette ikke antages at medføre, at institutionen må siges at være en del af den offentlige forvaltning. Kun hvis den tilskudgivende myndighed har gjort det til en betingelse for ydelse af tilskuddet, at virksomheden indordnes under mere eller mindre intensiv regulering, tilsyn og kontrol fra det offentliges side, således at den private råden i realiteten er bragt til ophør, må institutionen anses som en del af den offentlige forvaltning.

Optagelse på finansloven med driftsbevilling og personale vil normalt indebære, at institutionen er en del af den offentlige forvaltning.

Institutioner, der er oprettet ved lov , vil normalt altid være en del af den offentlige forvaltning.

For institutioner, som er oprettet ved aktstykke, dvs. ved forelæggelse for Folketingets Finansudvalg, er formodningen, at de er en del af den offentlige forvaltning.

Kapitel 2 Bopælsregistreringen

Kapitel 2

Bopælsregistreringen

1. De generelle registreringsregler

2. Særlige tvivlstilfælde

2.1 Flere boliger

2.2 Børn

2.3 Institutionsophold

2.4 Eksterritoriale personer

Kapitel 2

Bopælsregistreringen

1. De generelle registreringsregler

Folkeregistret i bopælskommunen afgør spørgsmålet om registrering af en persons bopæl eller opholdssted.

Principperne i bopælsregistreringen er klare: Enhver skal som udgangspunkt registreres på sin bopæl. Den, der ingen egentlig bolig har, skal registreres på sit faste opholdssted, og har man heller ikke et fast opholdssted, eller kendes det ikke, skal man forblive registreret i sin hidtidige kommune med en betegnelse, der fastsættes af den enkelte kommune. (Særlige vejkoder over 9900).

Bopælen defineres som det sted (bolig), hvor man regelmæssigt sover, når man ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor man har sine ejendele.

I bopælsbegrebet indgår således udtrykket bolig. Om et sted efter almindelig sprogbrug kan kaldes en bolig, eller om stedet er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR), er uden betydning, hvis det er ubestridt, at en person opholder sig der. Stedet vil under alle omstændigheder kunne danne grundlag for registrering, enten som en bopæl eller som et fast opholdssted. Som eksempler kan nævnes sommerhuse, erhvervslejemål, hotelværelser og kolonihavehuse. I helt særlige tilfælde kan campingvogne, både, ubebyggede grunde og lignende endvidere danne grundlag for registrering.

Hvis folkeregistret finder, at det er tvivlsomt, om en person skal registreres som boende et bestemt sted, skal folkeregistret, inden det foretager tilmeldingen, undersøge sagen. Folkeregistret kan herunder blandt andet indhente en udtalelse fra husejeren eller lejeren af den pågældende bolig (logiværterklæring). Der kan desuden indhentes oplysninger fra postkontor, arbejdsgiver/arbejdsformidling, fagforening, m. m. om, hvilken adresse den pågældende har anmeldt dertil. Forbruget af el, vand og varme samt oplysning om eventuel oprettelse og brug af telefon på adressen kan også bidrage til belysning af sagen.

Ved indhentning af oplysninger til belysning af sagen skal man være opmærksom på, at private kun har pligt til at give oplysninger, hvis dette fremgår af folkeregistreringsloven. Offentlige myndigheder kan ligeledes have en lovbestemt oplysningspligt. Hvis ikke der findes en sådan, skal myndighedernes pligt til at afgive oplysninger afgøres efter forvaltningsloven, hvilket bevirker, at der i almindelighed vil være en pligt til at meddele folkeregistrene de pågældende oplysninger.

Politiet har ikke mulighed for at tage del i den almindelige forvaltningsmæssige opgave, der består i at søge bopælen fastlagt.

Hvis et folkeregister derimod har mistanke om, at der er begået et strafbart forhold ved manglende eller forkert flytteanmeldelse, jf. § 10, stk. 2, i folkeregistreringsloven, kan sagen oversendes til politiet til efterforskning. I sådanne tilfælde bør der bl. a. også være søgt oplysninger i kommunens øvrige forvaltninger til belysning af sagen.

Når sagen sendes til politiet, er det dette, som i første omgang træffer afgørelse om den videre efterforskning i sagen og i den forbindelse tager stilling til, hvilken vægt de pågældendes egne udtalelser om bopælsforholdene skal tillægges i forbindelse med afgørelsen af tiltalespørgsmålet.

Ved skønnet over, om et fravær fra bopælen er midlertidigt , må indgå en vurdering af, om der er hensigt til tilbagevenden til bopælen. Herudover er varigheden af fraværet af betydning. Fravær fra bopælen i den sommerperiode, hvor man lovligt kan bo i et sommerhus, kan betragtes som midlertidigt, men iøvrigt kan der ikke siges noget generelt om, hvor den tidsmæssige grænse for det midlertidige fravær går, når dette er indenfor landets grænser. Om udenlandsophold henvises til kapitel 3, afsnit 3.

Hvor kortvarige ophold, der kan danne grundlag for registrering, herunder som fast opholdssted , kan der heller ikke siges noget generelt om.

Ophold i en campingvogn, husbåd eller lignende, der kan flyttes, udelukker principielt ikke registrering af opholdsstedet som fast, hvis opholdet det pågældende sted har en vis længde, og campingvognen m. m. i denne periode ligger fast. Den pågældende skal dog, såfremt folkeregistret anmoder derom, sandsynliggøre at campingvognen, husbåden eller lignende er vedkommendes faste opholdssted, samt at den pågældende ikke har andet opholdssted (bolig), der vil kunne danne grundlag for registrering.

Registrering »uden fast bopæl« bør anvendes med stor tilbageholdenhed og ikke i situationer, hvor folkeregistret mener, at der kan udpeges et fast opholdssted for den pågældende. Personer, der ikke har en egentlig bopæl, og som skifter opholdssted så ofte, at det ikke er muligt at udskille et sted som hovedopholdssted (vagabonder og lignende), bør registreres i den kommune, hvor de sidst havde bopæl eller bopælslignende tilknytning. Indtil der er registreret en bopæl eller et fast opholdssted for en person, bør folkeregistret med jævne mellemrum tage sagen op til overvejelse med henblik på fornyede muligheder for at fastsætte en præcis bopælsregistrering af den pågældende.

Hvis det er muligt at komme i kontakt med den pågældende, skal folkeregistret anmode vedkommende om at kontakte folkeregistret og nærmere redegøre for sine bopælsforhold. Folkeregistret kan i tilslutning hertil i nødvendigt omfang indhente oplysning fra posthus m.m. som anført foran vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en person bor et bestemt sted.

En angivelse af en person som »forsvunden« kan ikke anvendes, hvis den pågældende f. eks. møder op i folkeregistret eller på anden måde »giver sig til kende« her i landet.

Yderligere vejledning vedrørende behandling af bopælssager samt oplysning om generelle fortolkningsspørgsmål vedrørende gældende folkeregisterlovgivning gives telefonisk af Indenrigsministeriet. Af hensyn til borgernes klageadgang kan Indenrigsministeriet derimod ikke på forhånd afgøre konkrete bopælssager.

2. Særlige tvivlstilfælde

2.1. Flere boliger

I tilfælde, hvor en person har flere boliger til sin rådighed, kan følgende retningslinier anvendes ved afgørelsen af, hvilken af boligerne, der skal anses som bopælen, hvor den pågældende skal registreres

- En bolig i udlandet er uden betydning, hvis personen er flyttet til Danmark, d. v. s., at han/hun har sit hovedophold i Danmark. Ved hovedophold forstås, at personen overnatter de fleste dage i Danmark. Opgørelsen heraf vil i almindelighed kunne ske på ugebasis, men der kan tænkes tilfælde, hvor anden opgørelsesmåde vil skulle anvendes, f. eks. fordi den pågældendes ophold i Danmark varierer med et andet interval, f. eks. månedsvis. For personer med en bolig i et land udenfor Norden kan dette betyde, at de kan være registreret i udlandet samtidig med, at de er registreret i Danmark, eller modsat, at de ikke er registreret nogen af stederne. Derimod indebærer den nordiske overenskomst om folkeregistrering, at man kun kan være folkeregistreret et sted indenfor Norden, og at spørgsmålet herom afgøres af tilflytningslandets myndigheder.

- En lovlig helårsbolig vil som udgangspunkt gå forud for en ikke-lovlig helårsbolig. Således vil f. eks. en person, der udover sit sommerhus har en lejlighed, som udgangspunkt altid skulle registreres i lejligheden, selv om vedkommende på årsbasis overnatter flere nætter i sommerhuset, og selv om dette måske er større og bedre udstyret end lejligheden.

- For pensionister gælder, at de efter lov om planlægning, lovligt kan bo hele året i deres sommerhus, såfremt sommerhuset er beliggende i sommerhusområde, og pensionisten har ejet ejendommen i 8 år. Ved pensionist forstås i loven en person på 67 år og derover, en person over 60 år, som oppebærer pension eller efterløn, samt en førtidspensionist i henhold til lov om social pension. For en pensionist, som bevarer sin hidtidige helårsbolig og herved har to mulige boliger til sin rådighed, skal der ske registrering med adresse på den af boligerne (sommerhuset eller helårsboligen), hvor den pågældende må siges at have bopæl. Er det ikke muligt objektivt at vurdere, om pensionistens bopæl er i den hidtidige helårsbolig eller i sommerhuset, må folkeregistret lægge vægt på den pågældendes egen anmeldelse. For medlemmer af pensionistens husstand gælder tilsvarende regler.

- Retsvirkningerne af registreringen er uden betydning for, hvilken bolig, der skal registreres som bopælen.

Herudover kan bl. a. følgende momenter pege på et af flere steder som bopælen

- familien (ægtefælle/samlever/børn) bor (stadig) der

- ligger nærmest børnenes institutioner

- ligger tættest på arbejdspladsen

- største/bedste bolig

- overnatning her de fleste af ugens dage

- overnatning her den største del af den relevante periode

- her findes de fleste af personens ejendele.

Disse kriterier kan trække i forskellig retning, og afgørelsen må så træffes efter en helhedsvurdering. Hvis denne vurdering ikke klart fører til, hvilket sted der er bopælen, kan personens eget ønske følges. Når personen har foretaget et valg mellem flere mulige bopæle, kan dette valg ikke kræves ændret, før der sker en ændring i de forhold, som forelå, da valget blev foretaget.

2.2. Børn

Børn - hvorved forstås ugifte personer under 18 år - skal registreres efter samme principper som voksne. Dette vil typisk føre til, at de registreres hos forældrene eller en af disse, hvis forældrene ikke bor sammen. Der kan imidlertid være grund til at bemærke følgende

- Forældremyndighedens indehaver(e) kan som udgangspunkt bestemme, hvor barnet skal bo. Bor barnet imidlertid et andet sted, er det dette sted, der skal registreres som barnets bopæl.

- Opholder barnet sig lige lang tid hos hver af forældrene , som ikke bor sammen, skal barnet registreres der, hvor det på grund af daginstitutionsophold, forældremyndighed og andre objektive forhold nærmest må siges at være hjemmehørende. Hvis objektive forhold viser, at barnet har lige stor tilknytning til faderens og moderens bopæl, kan den af forældrene, der har forældremyndigheden, vælge, hvor barnet skal registreres. Har forældrene fælles forældremyndighed kan de i fællesskab foretage valget. Når forældremyndighedens indehaver(e) i sådanne tilfælde har valgt barnets registrering, ligger denne fast, medmindre der sker ændringer i de ydre forhold, jf. ovenfor under 2. 1. om vilkårlige registreringsskift. Er forældrene uenige, og skiftes de til at anmelde flytning for barnet, kan folkeregistret nægte fortsat registrering af nye flytninger og eventuelt »fastfryse« registreringen på den bopæl, barnet var registreret på indtil den aktuelle strid om registreringen opstod.

- I tilfælde, hvor folkeregistret ikke ud fra objektive kriterier kan afgøre, hvor et barn har bopæl, og hvor forældrene skiftevis anmelder flytning for barnet, kan folkeregistret forlange, at en flytteanmeldelse underskrives af begge forældre. Registreringen af barnet kan også i denne situation »fastfryses« på den bopæl barnet var registreret på, indtil den aktuelle strid om registreringen opstod.

- Børn som regelmæssigt sover et andet sted her i landet end hos forældrene p. gr. a. kostskoleophold eller lignende, men som tilbringer week-ends, ferier og lignende hos forældrene med bopæl i Danmark, vil som hovedregel skulle registreres hos forældrene.

For børn, der har afbrudt forbindelsen med hjemmet, og om hvem det må formodes, at de ikke vil vende tilbage dertil, vil opholdsstedet som oftest kunne anses for bopæl.

2.3. Institutionsophold

For personer der opholder sig på institution gælder de almindelige regler om registrering af bopæl, undtagen i de tilfælde der fremgår sidst i dette afsnit. Det vil sige, at man ved afgørelsen af, om en person skal registreres på institutionen, må vurdere, om vedkommende er midlertidigt fraværende fra sin hidtidige bopæl. Er dette tilfældet, skal der ikke ske nogen folkeregisterflytning.

Har ægtefælle, samlever, forældre eller børn (under 18 år) stadig bopæl i den hidtidige bolig, er det afgørende, hvor den pågældendes bohave befinder sig, og om der er sandsynlighed for, at den pågældende igen vil tage ophold samme sted som familien.

Findes den hidtidige bopæl, men er det klart, at der ikke vil ske en tilbagevenden hertil, kan det efter omstændighederne være akceptabelt at lade den pågældende forblive registreret på bopælen, indtil denne opgives.

Er den tidligere bopæl opgivet, skal der ske en registrering af bopæl på institutionen, hvis opholdet der har en sådan længde, at det kan siges at være et fast ophold. Ved korte ophold må personen registreres uden fast bopæl i sin hidtidige kommune.

Personer, der midlertidigt opholder sig på en venteafdeling på et sygehus eller lignende med henblik på overflytning til plejehjem eller beskyttet bolig, registreres - såfremt den hidtidige bopæl opgives - »uden fast bopæl« i den seneste bopælskommune, indtil plads på plejehjem eller i beskyttet bolig foreligger.

Når en person tager ophold på plejehjem eller i en beskyttet bolig, anses dette for den pågældendes bopæl.

Undtaget fra de ovenstående regler er ophold på en af kriminalforsorgens anstalter eller ophold efter rettens bestemmelse i hospital for sindslidende, i institution for åndsvage, i egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg, i forvaring eller i anstalt samt værnepligtiges ophold på kaserner. I disse situationer medfører institutionsopholdet i sig selv ingen ændring af den pågældendes bopælsregistrering.

2.4. Eksterritoriale personer

Eksterritoriale personer skal normalt ikke folkeregistreres. Ved eksterritoriale personer forstås udenlandske statsborgere, som bor og opholder sig i Danmark på grund af arbejde på ambassade, i en international organisation eller lignende. En eksterritorial person, som ikke skal folkeregistreres, kan kendes på, at den pågældende har fået opholdstilladelse af Udenrigsministeriet.

Der kan også være personer med opholdstilladelse fra Direktoratet for Udlændinge ansat på ambassader, i international organisation eller lignende. Disse personer er ikke eksterritoriale, og skal tilmeldes folkeregistret.

Familie (ægtefælle/børn) til en eksterritorial person skal normalt heller ikke folkeregistreres. Dette gælder dog ikke, hvis ægtefællen/børnene får arbejde her i landet (og derfor bliver skattepligtig). I disse tilfælde skal den skattepligtige tilmeldes folkeregistret på normal vis. Er ægtefællen/børnene danske statsborgere, skal de også tilmeldes folkeregistret.

Kapitel 3 Flytninger

Kapitel 3

Flytninger

1. Anmelderet og -pligt

2. Tvangsflytninger

3. Flytning til udlandet

4. Tilflytning fra udlandet

Kapitel 3

Flytninger

1. Anmelderet og -pligt

Folkeregisterlovgivningen indeholder en pligt, for den der flytter, til at anmelde dette til folkeregistret. Denne pligt påhviler for personer, der ikke selv er i stand til at foretage anmeldelsen, den, som er ansvarlig for den pågældende, typisk værgen eller en institution.

Folkeregistret er imidlertid ikke afskåret fra at registrere en flytning, der anmeldes af andre end den forpligtede.

Større børn under 18 år kan selv melde flytning. Hvor gammelt, et barn skal være, for selv at kunne melde flytning kan ikke afgøres generelt, men må afhænge af en konkret vurdering af barnets modenhed.

Hvis den ene af et mindreårigt barns forældre, der ikke bor sammen, melder flytning for barnet til sin bopæl fra den anden af forældrenes bopæl, kan dette give anledning til, at folkeregistret undersøger sagen nærmere for at sikre sig, at anmeldelsen svarer til et egentligt bopælsskift og ikke blot er barnets midlertidige besøg hos den af forældrene, der anmelder flytningen. Der kan iøvrigt henvises til 2. 2. om børns bopælsforhold i kapitel 2.

2. Tvangsflytninger

Folkeregistret har pligt til af egen drift at søge flytning berigtiget for personer, som folkeregistret bliver bekendt med opholder sig inden for kommunen uden at være tilmeldt kommunens folkeregister, eller som er registreret på en forkert adresse, eller som er fraflyttet kommunen, uden at dette er registreret i folkeregistret.

Undersøgelse af en persons bopælsforhold foretages som udgangspunkt af tilflytningskommunen, såfremt en ny adresse kendes. I modsat fald foretages undersøgelsen af fraflytningskommunen.

Hvis et folkeregister mener, at en person bor et andet sted end det registrerede, skal folkeregistret altid først forsøge at få den pågældende til at melde flytning selv. I første omgang skal folkeregistret skrive til den pågældende for at få denne til at redegøre for sine bopælsforhold og eventuelt anmelde flytning.

Ønsker en person ikke at redegøre for sine bopælsforhold, skal folkeregistret foretage en nærmere undersøgelse heraf, forinden der eventuelt foretages en tvangsmæssig ændring af den pågældendes registrerede bopæl.

Om oplysninger til bedømmelsen af bopælsforhold henvises til kapitel 2.

Finder folkeregistret det tilstrækkeligt godtgjort, at pågældende er flyttet, og er den eventuelle til-/fraflytningskommune enig heri, kan berigtigelse af flytning for den pågældende foretages. Samtidig med at folkeregistret skriftligt meddeler den pågældende afgørelsen og begrundelsen for denne, skal folkeregistret orientere om, at der er mulighed for at klage over afgørelsen til Indenrigsministeriet.

Folkeregistrets afgørelse skal være begrundet, dvs. indeholde en henvisning til de retsregler (i lov, bekendtgørelse, eller cirkulære) i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, samt indeholde en nærmere redegørelse for de hovedsynspunkter (faktiske forhold), som har været bestemmende for folkeregistrets afgørelse.

Finder folkeregistret - efter at have foretaget de ovennævnte undersøgelser - det ikke tilstrækkeligt klart, hvor den pågældende har sin bopæl, kan sagen - med angivelse af samtlige relevante oplysninger fra de hidtidige undersøgelser - oversendes til politiet til videre efterforskning af, om der er begået et strafbart forhold efter lovens § 10, stk. 2, jf. også afsnit 2.1.

Hvis folkeregistret efter politiets undersøgelser vil foretage en tvangsmæssig registrering af flytning, skal sagen behandles som ovenfor nævnt.

Ved folkeregistrenes skriftlige besvarelse af Indenrigsministeriets høringer i klagesager om bopælsregistreringen, bør der ikke fremsendes materiale, som i sin form er uegnet til umiddelbar fremsendelse til klageren. I tilfælde, hvor folkeregistrene finder de oplysninger, der indgår i sådant materiale, af betydning for bedømmelsen af bopælsforholdene, må folkeregistrene - i stedet for umiddelbar indsendelse - indarbejde oplysningerne i den skriftlige besvarelse af høringen.

Indenrigsministeriets partshøring vil som hovedregel ske i form af en fremsendelse af kopi af sagens dokumenter, idet dette som regel er betydeligt enklere end at uddrage oplysningerne i selve skrivelsen til klageren, som desuden vil kunne forlange aktindsigt i dokumenter fremsendt til Indenrigsministeriet.

Bopælssager kan endvidere indbringes for domstolene.

3. Flytning til udlandet

Enhver, der flytter til udlandet, skal registreres som udrejst. For flytninger til Færøerne eller et andet nordisk land gælder dog efter en nordisk folkeregistreringsaftale den regel, at indflytningslandet skal have afgjort, at den pågældende kan registreres som indflyttet efter indflytningslandets registreringsregler, før registreringen af flytningen i CPR kan finde sted. Hvis opholdet i udlandet varer mindre end 6 måneder, og den hidtidige bolig opretholdes til fuld rådighed kan den pågældende efter anmodning fortsat være registreret i CPR som boende på sin hidtidige adresse. Rådighed over sommerhus, erhvervslejemål, hotelværelse, kolonihavehus, campingvogn, båd, ubebygget grund o.lign. kan ikke danne grundlag for fortsat registrering i disse tilfælde.

Dette betyder endvidere, at ethvert ophold i udlandet af en varighed på 6 måneder eller derover altid skal medføre registrering af udrejse.

Spørgsmålet om en person, som er i udlandet mindre end 6 måneder , men som ikke opretholder sin hidtidige bolig, kan siges at være flyttet til udlandet, må afgøres ved en konkret vurdering, herunder om vedkommende har taget sine ejendele med udenlands, om den pågældende har fået arbejde m. m. udenfor landets grænser o. lign.

Hvis et ophold i udlandet viser sig at blive af længere varighed end de indtil 6 måneder, der var en forudsætning for, at en person ikke blev registreret udrejst, skal den pågældende efterfølgende registreres som udrejst på det faktiske udrejsetidspunkt.

At den, der udrejser, er udsendt af den danske stat, f.eks. til tjeneste i NATO, eller af anden grund i indflytningslandet betragtes som eksterritorial, er uden betydning for registreringen i folkeregistret af den pågældende som flyttet til udlandet.

For at stille de pågældende ens m. h. t. folkeregistrering ved tjeneste i et nordisk land og andetsteds i udlandet skal folkeregistret også afregistrere de pågældende, når man får internordiske flyttepapirer tilbage fra et nordisk land med oplysning om, at de flyttende ikke er registreret der p. gr. a. reglerne om eksterritoriale personer. Dette er den eneste undtagelse fra princippet i den nordiske overenskomst om folkeregistrering om, at personer med ophold i Norden altid skal være registreret eet sted.

4. Tilflytning fra udlandet

Personer, der flytter til Danmark fra et land udenfor Norden, skal foretage flytteanmeldelse, hvis opholdet skal vare 3 mdr. eller mere. Hvis tilflytningen sker fra Færøerne eller et andet nordisk land, er der kun pligt til at melde flytning, hvis opholdet skal vare 6 mdr. eller mere. Ingen kan folkeregistreres, hvis deres ophold i Danmark skal vare under 3 måneder. Hvis en person ønsker at blive registreret indenfor de første 3 måneder efter indrejsen, kan folkeregistret derfor forlange dokumentation, der sandsynliggør, at opholdet vil vare mindst 3 måneder. Dette gælder også danske statsborgere.

Det er endvidere en forudsætning for folkeregistrering ved indrejse i Danmark, at den pågældende enten erhverver sig en bopæl eller får et fast opholdssted . Man kan således ikke registreres indrejst til en status »uden fast opholdssted«.

Hvis den, der indrejser, med mellemrum tager tilbage til det land, vedkommende kommer fra, er det afgørende for, om den pågældende skal folkeregistreres, om vedkommendes hovedopholdssted er i Danmark eller i udlandet. Hovedopholdsstedet er det, hvor der overnattes flest gange. Om opgørelsen af dette kan henvises til bemærkningerne ovenfor i afsnit 2.1. om flere boliger i kapitel 2. Der skal derimod ikke foretages en vurdering, magen til den, der sker, når personer indenfor landets grænser råder over flere boliger. Dette skyldes bl. a. vanskeligheden ved at få sikre oplysninger om bopælsforholdene i udlandet.

Der skal ikke ske folkeregistrering af personer, der fra udlandet tager ophold på et dansk registreret skib eller et havanlæg , der er omfattet af loven om visse havanlæg.

Personer, der tilflytter fra et andet nordisk land, skal aflevere internordiske flyttepapirer . Dette vil dog ikke være muligt for personer, som har haft status som eksterritoriale i et andet nordisk land, hvorfor registreringen i Danmark i sådanne tilfælde må ske uden anvendelse af disse flyttepapirer.

Personer, der efter de gældende regler skal registreres som medlemmer af den danske folkekirke ved tilflytning til Danmark, kan ikke ved erklæring til folkeregistret melde sig ud af folkekirken, men skal udmelde sig ved skriftlig anmeldelse til den kirkebogsførende sognepræst i det sogn, hvor medlemmet tager bopæl. Sker udmeldelsen af folkekirken inden 6 mdr. efter tilmelding til folkeregistret (ajourføringsdatoen) registreres udmeldelsen med virkning fra indrejsedatoen.

Ved anmeldelse af tilflytning fra udlandet (udenfor Norden) skal den tilflyttende give en række oplysninger, som i nødvendigt omfang skal dokumenteres. Herunder vil folkeregistret ofte skulle vurdere dokumentationen for retsstiftende kendsgerninger , der har fundet sted i udlandet. De krav, der må stilles til denne dokumentation, samt de danske myndigheder, som eventuelt først skal have sagen forelagt, eller som kan rådspørges i tvivlstilfælde, fremgår af Bilag 1 til vejledningen. Heraf fremgår også, hvordan folkeregistret skal forholde sig, hvis der i andre tilfælde ønskes ændringer i tidligere registrerede data, og det, der skal begrunde ændringen, er foregået i udlandet.

Kravet om forevisning af pas eller anden gyldig rejselegitimation er begrundet i ønsket om at sikre sig, at den pågældende er lovligt indrejst her i landet. Hvad der kan træde i stedet for nationalitetspas som gyldig rejselegitimation fremgår af Indenrigsministeriets årlige oversigt i Statstidende over udlændinge, der fra en bestemt dato er fritaget for pas og visumtvang. Denne oversigt indeholder i rubrik I en angivelse af, hvilke udlændinge der er fritaget for enhver form for rejselegitimation, og i rubrik II en angivelse af, hvilke udlændinge der er fritaget for nationalitetspas. Overfor de i rubrik I angivne udlændinge skal der ikke stilles krav om forevisning af pas (eller anden gyldig rejselegitimation), mens der over for de i rubrik II angivne udlændinge skal stilles krav om forevisning af de i rubrikken angivne former for rejselegitimation. Er en udlænding hverken omfattet af rubrik I eller rubrik II, bør der stilles krav om forevisning af nationalitetspas.

Hvis den pågældende udlænding ikke kan forevise sit pas over for folkeregistret, fordi passet befinder sig i Direktoratet for Udlændinge i forbindelse med en sags behandling, er dette som udgangspunkt udtryk for, at spørgsmålet om tildeling af opholdstilladelse/-bevis ikke er afklaret, og at der derfor ikke bør ske tilmelding til folkeregistret. Opfylder udlændingen betingelserne for direkte tilmelding til folkeregistret uden forudgående opholdstilladelse/-bevis vil den pågældende, hvis det er påkrævet, kunne få sit pas tilsendt direkte fra Direktoratet for Udlændinge.

Hvis den pågældende udlænding overhovedet ikke er i besiddelse af pas (eller anden gyldig rejselegitimation), vil dette som udgangspunkt indebære, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse.

Direktoratet for Udlændinge og Indenrigsministeriet kan imidlertid fritage for dette paskrav. Efter praksis fritages kun i ganske særlige tilfælde. Der vil altid ved henvendelse til Direktoratet for Udlændinge kunne oplyses, om paskravet i det konkrete tilfælde er fraveget.

Passet kan udover som dokumentation for lovlig indrejse bruges som dokumentation af statsborgerretten, hvis dette anses for påkrævet, og dokumentationen ikke er sket på anden vis.

En EF-statsborger, som registreres på grundlag af et ansættelsesbrev , kan kun registreres, hvis lønnen må antages at være af en sådan størrelse, at den pågældende må formodes at kunne forsørge sig selv. Hvad der må kræves, for at denne betingelse er opfyldt, vil altid bero på et konkret skøn, hvorved der bl. a. lægges vægt på den pågældendes alder, boligforhold og forsørgelsespligt. En EF-statsborger vil i hvert fald opfylde betingelsen, såfremt den pågældende oppebærer en løn, der mindst svarer til grundydelse, boligtillæg og børnetillæg til en tilsvarende familie omfattet af bistandslovens § 37. Oppebærer en EF-statsborger løn af mindre størrelsesorden, vil spørgsmålet om meddelelse af EF-opholdsbevis afhænge af en konkret vurdering, hvorfor folkeregistret i disse situationer må henvise den pågældende til at søge opholdstilladelse/-bevis inden registreringen eller indhente fornøden telefonisk vejledning i Direktoratet for Udlændinge.

En EF-statsborger, hvis eksistensgrundlag vil være afhængig af ydelser, herunder supplerende ydelser, fra det offentlige system, kan ikke få meddelt EF-opholdsbevis og kan derfor ikke registreres i folkeregistret.

Kapitel 4 Adressebeskyttelse

Kapitel 4

Adressebeskyttelse

Kapitel 4

Adressebeskyttelse

En adressebeskyttelse viger normalt for kreditorer , som vil indkræve en forfalden fordring. For at en beskyttet adresse kan udleveres, må kreditor fremvise et dokument, der viser, at han har en fordring på den pågældende, og at denne fordring er forfalden.

Adressebeskyttelsen viger ikke altid for kreditorer. Dette skyldes, at der kan tænkes tilfælde, hvor formålet med at præsentere en forfalden fordring ikke er at få de penge m. m, man har til gode, men derimod er en måde at omgå adressebeskyttelsen på. Muligheden af en sådan omgåelse af adressebeskyttelsen kan der i almindelighed ses bort fra, hvis den spørgende er en forretningsvirksomhed, herunder en advokatvirksomhed. Da der ikke (længere) skal registreres eventuelle begrundelser for adressebeskyttelse, vil folkeregistret imidlertid også yderst sjældent have noget grundlag for at afvise andre private kreditorer.

Folkeregistret må ikke af egen drift i forbindelse med en adresseforespørgsel rette henvendelse til en borger for at få denne til at anmode om adressebeskyttelse, f.eks. for at forhindre et bortadopteret barn i at få oplyst adressen på sin biologiske mor/far.

Folkeregistret kan i visse særlige tilfælde efter aftale med en borger indsætte adressebeskyttelse for en længere periode end eet år. Den eet-års grænse, der fremgår af bestemmelserne i bekendtgørelse og cirkulære om folkeregistrering, er grænsen for, hvor lang en periode borgeren kan kræve at have adressebeskyttelse uden at skulle fremsætte fornyet anmodning om forlængelse.

Kapitel 5 Registrering i CPR

Kapitel 5

Registrering i CPR

1. Navn

2. Umyndiggørelse

3. Fødselsregistreringssted

Kapitel 5

Registreringen i CPR

1. Navn

Enhver, der er registreret i Det Centrale Personregister, er opført dels med sit fulde navn, bestående af samtlige fornavne, der kan rummes indenfor 50 positioner, og samtlige efternavne, der kan rummes indenfor 40 positioner, dels med et adresseringsnavn på indtil 34 positioner beregnet til adresseringsbrug. Adresseringsnavnet kan adskille sig fra det fulde navn ved at være en forkortelse af dette. For gifte og tidligere gifte personer kan adresseringsnavnet endvidere efter disses ønske indeholde et adresseringsmellemnavn.

Folkeregistreringslovgivningens regler om adresseringsmellemnavne hjemler ikke en egentlig navneændring, men kun en faktisk brug af disse mellemnavne ved adressering af forsendelser fra CPR og andre, der anvender CPRs oplysninger om adresseringsnavn. Om man kan kræve, at adresseringsnavnet anvendes af en myndighed , må afhænge af lovgivningen på området samt myndighedens praksis.

Personer, som er i tvivl om, hvad de skal kalde sig, kan anbefales at anvende det navn, de har efter navneloven d. v. s. det fulde navn. Tvivlsspørgsmål om en persons »rigtige« navn afgøres iøvrigt efter lov om personnavne, som administreres af Civilretdirektoratet og statsamterne. Attester efter folkekirkens ministerialbøger er dokumentation for fødselsdato, navne og forældreforhold. Tilsvarende gælder i de sønderjyske landsdele for fødsels- og navneattester efter personregistret. Folkekirkens ministerialbøger hører under Kirkeministeriet.

Da det er dansk person-, familie- og arveretslovgivning, der finder anvendelse på udlændinge, der er domicileret (har bopæl) her i landet, vil udlændinges børn også skulle navngives i overensstemmelse med dansk navnelovgivning. Kun hvor dansk ret giver adgang til at anvende særlige regler for udlændinge, kan sådanne regler følges.

Navne, der indeholder tegn m. m., som ikke findes i det danske alfabet , f. eks. æ og ø, vil ikke kunne registreres og udskrives korrekt fra CPR. For sådanne navne kan der efter anmodning indsættes et tegn i CPR, som angiver, at stavemåden ikke er den korrekte.

Folkeregistret skal henvise alle ansøgninger fra ikke-nordiske statsborgere (indvandrere og flygtninge) om oplagte navne rettelser i CPR til Direktoratet for Udlændinge, der vil meddele folkeregistrene, om ansøgningerne kan imødekommes. Folkeregistrene indberetter herefter de rettede navne til CPR. Øvrige tvivlsomme sager om navnerettelser skal forelægges for Civilretsdirektoratet i overensstemmelse med angivelserne i Bilag 1.

Rettelser som følge af indrapporteringsfejl til CPR fra folkeregistrenes side foretager folkeregistrene dog fortsat selv. Ved egentlige navne ændringer skal de pågældende henvises til statsamtet.

Justitsministeriets indfødsretskontor vil, i tilfælde hvor der er tvivl om en ansøgers navn, som hovedregel optage den pågældende på forslaget til indfødsretsloven under samme navn, som er registreret i CPR. I de enkelte tilfælde, hvor det ved indfødsretskontorets behandling fremgår, at der er tale om en fejlagtig registrering af navn i CPR, kontakter indfødsretskontoret Indenrigsministeriets CPR-kontor, således at der kan sikres overensstemmelse mellem navn på indfødsretsbevis og registreringen i CPR.

Titler som prinsesse, greve o.lign. udgør efter dansk ret ikke en del af efternavnet, ligesom de ikke kan indføres i navnerubrikken, hverken i ministerialbøgerne eller attester udstedt på grundlag af disse. Tidligere registreringer i folkeregistret/CPR i strid med ovenstående skal dog ikke rettes.

Ved en statsrådsbeslutning er det vedtaget, at greve/grevinde af Rosenborg er både en titel og et navn. Ovenstående regler, hvorefter titlen ikke er en del af navnet gælder heller ikke for medlemmer af det danske kongehus. Spørgsmål om anvendelse af titler hører under Adelskalenderen og Lenskontrollen, der begge administreres af Civilretsdirektoratet.

For personer, der med rette bærer et navn, hvor et forholdsord, kendeord eller kombinationer heraf indgår, f. eks. Ole van Deurs, Ole von der Recke, Ole le Maire, betragtes disse ord som en del af efternavnet.

Om den alfabetiske placering af sådanne og andre navne, fx. i lokalvejvisere, kan henvises til »Retskrivningsordbogen« og den heri omtalte publikation »Alfabetiseringsregler« fra Dansk Standardiseringsråd.

2. Umyndiggørelse

Ved registreringen i CPR af umyndiggørelse sondres der ikke mellem økonomisk og personlig umyndiggørelse.

3. Fødselsregistreringssted

For personer født i Danmark registreres sognet som fødselsregistreringssted. For personer født i udlandet registreres som udgangspunkt navnet på det land, hvor fødestedet idag er beliggende. I feltet for fødselsregistreringssted kan der aldrig registreres andet end en landebetegnelse/kode, som fremgår af myndighedskodetabellen.

I alle tilfælde gælder, at stedbetegnelsen er det sted, hvor registreringsbøgerne nu befinder sig. D. v. s., at f. eks. landebetegnelsen på fødselsregistreringstidspunktet er uden betydning.

I stedet for en landebetegnelse som fødselsregistreringsstedet kan der registreres en større geografisk enhed, som findes i myndighedskodetabellen, fx. Europa eller Mellemøsten. Registreringen »Udlandet« må dog normalt ikke benyttes.

En anden mulighed er, at supplere den korrekte registrering af et land som fødselsregistreringssted med en tekst i feltet for fødestedtekst. I dette felt kan indsættes en tidligere geografisk betegnelse for et land, en nuværende eller tidligere betegnelse for en del af et land eller en nuværende eller tidligere betegnelse for en by. Som eksempler kan nævnes, at Storbritannien som fødselsregistreringssted kan suppleres med Gibraltar som fødestedstekst, Israel med Palæstina, Israel med Jerusalem eller Polen med Freistadt Danzig. I tilfælde hvor der i feltet for fødselsregistreringssted er registreret en større geografisk enhed, må der dog ikke indsættes en supplerende fødestedtekst.

Kapitel 6 Personnummer og dokumentation for personnummer

Kapitel 6

Personnummer og dokumentation for personnummer

Kapitel 6

Personnummer og dokumentation for personnummer

Enhver, der folkeregistreres, får et personnummer . Herudover udstedes kun personnummer, hvis man er skattepligtig i Danmark. Udstedelse af personnummer på grund af skattepligt sker efter henvendelse til skattevæsenet.

Opmærksomheden henledes på, at der kun må tildeles »kildeskattepersonnummer«, når personen har en egentlig skattepligt. I andre tilfælde, hvor der administrativt er behov for et personnummer til en person uden bopæl her i landet, skal der anvendes et erstatningspersonnummer, som ikke kan forveksles med de egentlige personnumre. »Vejledning om tildeling af erstatningspersonnumre« kan rekvireres i Indenrigsministeriet, CPR-kontoret.

Til tilflyttere fra udlandet (herunder flygtninge) kan personnummeret normalt først tildeles, når den pågældende fysisk tager bopæl i landet, og når der foreligger dokumentation for folkeregistret for den pågældendes lovlige ophold.

Nyt personnummer tildeles kun, hvis der kan dokumenteres fejl i de data, der indgår i det aktuelle personnummer. Ønske om nyt personnummer på grund af misbrug eller lignende efterkommes således aldrig . Ved tildeling af nyt personnummer vil der være henvisning fra det gamle personnummer til det nye og omvendt.

Ved navngivelse af en nyfødt, ved førstegangsregistrering af tilflytning fra Færøerne eller udlandet samt ved ændring af personnumer på grund af fejl udskrives en dokumentation for personnummeret, kaldet personnummerbevis, gratis og automatisk . Den automatiske udskrivning sker fra CPR, i ugen efter at folkeregistret har indrapporteret hændelsen, og personnummerbeviser udsendes som regel hver mandag direkte til borgeren. Dette personnummerbevis er lysegrønt og i A-5 format.

Da personnummerbevis kun udskrives automatisk i de tre tilfælde, der er nævnt ovenfor, vil »beviset« ofte efter nogen tid indeholde forældede oplysninger. Det er derfor uegnet til anvendelse som dokumentation for indehaverens forhold.

Ved henvendelse til folkeregistret i bopælskommunen vil man dog altid mod gebyr kunne få udskrevet et personnummerbevis i form af et print fra en af kommunens terminalforbindelser til CPR. Dette personmmummerbevis vil se anderledes ud end det automatisk udskrevne.

Hvis det overfor folkeregistret dokumenteres, at en nordisk statsborger, herunder en dansk statsborger, er registreret med forkert fødselsdato og/eller køn, skal folkeregistret indsende sagen til CPR-kontoret med angivelse af korrekt fødselsdato og/eller køn. Der henvises endvidere til Bilag 1, der også behandler dette spørgsmål.

Andre statsborgeres ønske om ændring af fødselsdato skal sendes direkte til Direktoratet for Udlændinge - evt. gennem den lokale politimester - medmindre ændringen er foranlediget af en indberetningsfejl.

Kapitel 7 Oplysninger om folkeregistreringen

Kapitel 7

Oplysninger om folkeregistreringen

1. Oplysninger til offentlige myndigheder

2. Oplysninger til private

Kapitel 7

Oplysninger om folkeregistreringen

Ved henvendelser med ønske om oplysninger om folkeregistreringen er det første, som må afgøres, om den spørgende er en offentlig myndighed.

Til danske offentlige myndigheder hører domstolene , Folketinget samt den offentlige forvaltning .

Til domstolene skal henregnes domstole, der er omfattet af retsplejeloven, d. v. s. Højesteret, landsretterne, byretterne og Sø- og Handelsretten i København, Den Særlige Klageret, særdomstole og undersøgelsesretter. Herudover skal medtages specialdomstole nedsat med hjemmel i særlovgivningen som f. eks. Den kommunale tjenestemandsret.

Til Folketinget skal henregnes folketingsudvalg, Folketingets Ombudsmand, Rigsrevisionen samt Statsrevisorerne og deres sekretariat.

Begrebet den offentlige forvaltning skal afgrænses på samme måde som i relation til forvaltningsloven og offentlighedsloven. Der kan derfor henvises til den fyldige vejledning, der findes om afgrænsningen af udtrykket offentlig forvaltning i relation til disse love. Hvis det er fastslået, at en myndighed hører under forvaltningsloven eller offentlighedsloven som en offentlig forvaltning, vil den også skulle behandles som en offentlig myndighed efter folkeregistereringslovgivningen.

Udenlandske offentlige myndigheder skal altid behandles som private.

I Bilag 2 til vejledningen er givet en række eksempler på offentlige myndigheder samt private. Der er desuden givet en redegørelse for principper, der kan anvendes ved afgrænsningen mellem offentlige myndigheder og private.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt den, der søger oplysning, er en offentlig myndighed eller en privat, og kan denne tvivl ikke afklares ved opslag i Bilag 2 , kan folkeregistret anmode den spørgende om yderligere oplysninger . Hvis den spørgende selv oplyser at være privat, eller hvis der kan fremlægges en skrivelse fra f. eks. Justitsministeriet eller et ressortministerium, som udtrykkeligt tager stilling til spørgsmålet, er sagen afklaret. Det samme kan være tilfældet, hvis der gives oplysninger, der efter principperne i Bilag 2 placerer spørgeren som enten offentlig eller privat. Forekommer sagen fortsat tvivlsom efter indhentning af de yderligere oplysninger, kan der telefonisk rettes henvendelse til Indenrigsministeriet , som enten vil besvare forespørgslen eller henvise til den relevante ressortmyndighed.

1. Oplysninger til offentlige myndigheder

Enhver offentlig myndighed har ret til i folkeregistrene at få alle de folkeregisteroplysninger, som har væsentlig betydning for vedkommende myndigheds virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Da alle folkeregistre har adgang til landsdækkende søgning i CPR og ved opslag til alle oplysninger i CPR, herunder tidligere adresser, civilstande og navne tilbage til 1971 og tidligere statsborgerret tilbage til 1. oktober 1991, kan forespørgsler normalt rettes til ethvert folkeregister. Ved søgning efter, hvem der har boet på en adresse før 1. januar 1986 kan det dog være nødvendigt at henvise forespørgslen til daværende bopælskommune, hvortil forespørgslen så skal oversendes af folkeregistret. Folkeregistrene kan kræve, at forespørgslerne stilles skriftligt.

Forespørgsel om oplysninger, som myndigheden selv har terminaladgang til, kan i almindelighed henvises til besvarelse hos myndigheden selv, uanset om det er en anden del af myndighedens forvaltning, der spørger. Oplysning om, hvilke myndigheder, der har terminaladgang og til hvilke oplysninger, kan i givet fald gives af Indenrigsministeriets CPR-kontor.

Efter drøftelse mellem Socialministeriet og Indenrigsministeriet kan der ikke opkræves betaling eller gebyr efter bestemmelserne i folkeregistreringscirkulæret i forbindelse med forespørgsler m.m. fra Socialministeriet til brug ved administrationen af de pensionsregler, der er fastsat i medfør af en EF-forordning om social sikring for arbejdstagere m.fl., der flytter indenfor Fællesskabet. Det samme gælder for sager om pension, der ydes efter regler i overenskomster med andre stater.

Indenrigsministeriet besvarer ikke telefoniske forespørgsler om registreringen af enkeltpersoner. Skriftlige spørgsmål henviser Indenrigsministeriet til folkeregistrene.

2. Oplysninger til private

Forudsætningen for, at der kan udleveres oplysninger til private, er altid, at den spørgende kan identificere den person, der søges oplysninger om, ved angivelse af dennes navn samt normalt enten fødselsdato, adresse (nuværende eller tidligere) eller eventuelt personnummer. Folkeregistret kan desuden forlange, at forespørgsler stilles skriftligt.

Adoptivbørn, som søger oplysning om deres biologiske forældre i CPR eller i ældre folkeregistermateriale, men som ikke har de nødvendige identifikationsoplysninger, kan ofte få de manglende oplysninger til identifikationen i Civilretsdirektoratet. For personer født efter 1. januar 1938 kan oplysningerne dog også ofte findes i ministerialbøgerne.

De oplysninger fra CPR, der må gives til private, er i almindelighed begrænset til oplysning om navn, adresse (medmindre denne er beskyttet), stilling samt dato for eventuelle død og daværende adresse, dato for eventuel forsvinden, dato for udrejse og eventuel ny adresse i udlandet og oplysning om eventuel umyndiggørelse.

Hvis spørgeren kan dokumentere en retlig interesse i yderligere oplysninger , kan disse også udleveres. Dette gælder, når den ønskede oplysning er af betydning for ens rettigheder, f. eks. kan oplysning om slægtsskab være af betydning for fremsættelse af et arvekrav. Et andet eksempel på retlig interesse er, at oplysningen har betydning for udfaldet af en verserende eller forestående retssag. Retlig interesse i en oplysning har man også, hvis oplysningen har betydning for udfaldet af et erstatningskrav, man selv har rejst, eller som er rejst mod en. Såfremt ens krav på en ydelse er afhængig af, om man har boet et bestemt sted sammen med en anden person i en bestemt periode, har man en retlig interesse i at få oplyst disse forhold.

Derimod er f. eks. ønsket om at drive slægtsforskning ikke en interesse, som kan kaldes retlig.

Slægtsforskere og andre kan derimod benytte sig af adgangen til at få oplysninger fra gammelt folkeregistermateriale, der ikke findes i CPR. Udover kravet om, at den person, der søges oplysninger om, er identificeret, er det en betingelse for at få oplysningerne, at disse vedrører en afdød person og er over 30 år gamle. De oplysninger, der kan gives fra det gamle folkeregistermateriale, er den identificerede persons navne, fødselsdato og -sted, civilstandsdatoer og vielsessted, dødsdato og dødsregistreringssted og samtlige adresser med angivelse af til- og fraflytningsdato.

Hvis folkeregistrene ikke har de ønskede oplysninger og samtidig kan se, at disse er afleveret til landsarkiverne, skal spørgeren have en udskrift fra CPR/folkeregistret som viser, at personen er død, da denne oplysning skal kunne dokumenteres ved en eventuel fortsat undersøgelse i landsarkiverne.

Forespørgsler om enkeltpersoner skal altid stiles til et folkeregister, idet Indenrigsministeriet ikke har mulighed for at behandle disse.

Udenfor kravet om identifikation falder statistiske oplysninger , der ikke kan henføres til enkeltpersoner. Dette kan f. eks. være oplysninger om aldersfordelingen blandt beboerne i en bestemt større bebyggelse eller lignende.

Forespørgsler fra en statsanerkendt arbejdsløshedskasse og fra advokater, der er kuratorer i et bo, behandles som en forespørgsel fra en privat. En advokat, der er ansat af skifteretten til at behandle et offentligt bo, er dog i den sammenhæng at betragte som en offentlig myndighed.

Anmoder et pengeinstitut eller et realkreditinstitut om oplysning vedrørende et personnummer, skal pengeinstituttet henvises til skattevæsnet i kundens bopælskommune.

Arbejdsgivere og andre indeholdelsespligtige, der har ret til bl.a. at få oplysning om personnummer for deres ansatte, har ikke ret til at få denne oplysning fra folkeregistret, men skal henvises til Told- og skatteregionerne .

Spørgsmål om påførsel af personnummer på regninger til den offentlige sygesikring må afklares mellem den amtskommunale sygesikringsadministration og lægerne/andre ydere på sygesikringsområdet.

Enhver har endvidere i følge lov om offentlige registre krav på at få meddelelse om, hvad der er registreret om den pågældende selv (registerindsigt/egenacces ). Henvendelse om registerindsigt, der rettes til en kommune, skal gives ud fra registre, hvor kommunalbestyrelsen er registeransvarlig, det vil sige det fælleskommunale persondatasystem på de kommunale edb-centraler eller i kommunens lokale personregister. Derimod skal folkeregistret ved anmodninger om registerindsigt i CPR henvise den enkelte borger til Indenrigsministeriet.

Kapitel 8 Øvrige forhold

Kapitel 8

Øvrige forhold

Kapitel 8

Øvrige forhold

Folkeregistrene skal, hvis det ønskes af en borger, udstede attester om indholdet af folkeregistret/CPRs oplysninger om vedkommende, og skrive under på, at indholdet af attesten er i overensstemmelse med det registrerede.

Folkeregisterattester, som skal bruges over for udenlandske myndigheder, kan legaliseres af Indenrigsministeriet og derefter af Udenrigsministeriet. Legalisationen er en bekræftelse af den underskrift folkeregistret har forsynet attesten med, hvorimod den ikke siger noget om indholdet af det, der er skrevet under på. For at underskriften kan identificeres sikkert, er det vigtigt at navnet er stemplet eller maskinskrevet under underskriften.

Personer med bopæl her i landet som skal indgå ægteskab i udlandet , anmoder ofte folkeregistrene om en attest på, at de er registreret som ugifte. Henvendelser til Indenrigsministeriet om en sådan attest videresendes til folkeregistret, som udsteder attester bla. vedrørende civilstand. Sådanne attester vil det pågældende land ofte kræve er legaliserede, hvilket sker i Indenrigsministeriet.

Ønsker den pågældende yderligere attester eller en attest på engelsk, kan folkeregistret henvise den pågældende til at få en ægteskabsattest , som udfærdiges på flere sprog med henblik på vielse i udlandet. Ægteskabsattesten udfærdiges for danske statsborgere af bryllupskontoret i bopælskommunen (eller sidste bopælskommune, såfremt den pågældende er fraflyttet landet), for udenlandske statsborgere af bryllupskontoret i Københavns Kommune (Københavns Kommune, Bryllupskontoret, Rådhuset, 1599 København V). Der kan endvidere henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse om ægteskabs indgåelse. Legaliseringen af disse attester sker i Indenrigsministeriets 1. kommunekontor, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 K.

Bekræftelse af en underskrift på et privat dokument hører til byretternes virkekreds, og ministeriet skal derfor henstille til folkeregistrene, at henvendelser om legalisering af private dokumenter henvises til vedkommende byret.

Indenrigsministeriet, den 24. marts 1993

Birte Weiss

/ Hanne Willumsen

Vejledning om Folkeregistrering

Indholdsfortegnelse

Ingen