Vejledning til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse (Kommunale hverv)
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse (Kommunale hverv)
Ad § 2, stk. 1
Beløb, der modtages for varetagelse af hverv i henhold til de kommunale styrelseslove, medfører ikke fradrag i dagpengene.
Det er uden betydning, hvornår hvervene udføres.
Bestemmelsen omfatter vederlag, tillægsvederlag, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og diæter (mødediæter), som udbetales til medlemmer af kommunalbestyrelser og amtsråd efter reglerne i de kommunale styrelseslove. Der er tale om deltagelse i kommunalbestyrelses- og amtsrådsarbejde, de stående udvalg samt andre udvalg, der nedsættes af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet.
Hverv i henhold til andre regler, for eksempel skattelovgivningen, er ikke omfattet af bestemmelsen, selv om vederlag m.v. udbetales efter samme principper som i de kommunale styrelseslove. Dette gælder også, for så vidt angår personer, der er udpeget af kommunalbestyrelse eller amtsråd til de omhandlede hverv. Der skal derfor i disse tilfælde foretages fradrag i dagpengene.
Hverv som borgmester, rådmand eller udvalgsformand er i arbejdsløshedsforsikringsloven i visse henseender sidestillet med lønarbejde ved en særlig hjemmel. Udøvelse af disse hverv medfører derfor fradrag i dagpengene, men kun for så vidt angår det faste vederlag, der ydes for hvervet. Fradraget sker efter de almindelige regler. Det vil sige ved hjælp af omregning med den til enhver tid gældende omregningssats.
Det skal præciseres, at det vederlag, som eksempelvis en udvalgsformand får for at være medlem af en kommunalbestyrelse, ikke medfører fradrag i dagpengene, jf. ovenfor.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 12. januar 1993
Eje Juul Jakobsen
/ Anja Ritz-Andersen