Forretningsorden for Biblioteksafgiftsnævnet
Table of Provisions (14)
Statutory Text (14 Articles)
§ 1. Biblioteksafgiftsnævnet er nedsat i henhold til § 7 i lov nr. 354 af 6. juni 1991 om biblioteksafgift. Nævnets opgave er at træffe den endelige administrative afgørelse vedrørende klager over afgørelser truffet af Statens Bibliotekstjeneste om fordelingen af den almindelige biblioteksafgift, jf. lovens §§ 1 - 5.
Stk. 2. Nævnets adresse er Kulturministeriet, Nybrogade 2, 1203 København K.
§ 2. Biblioteksafgiftsnævnet består af tre medlemmer. Kulturministeren udpeger formanden, som skal have administrativ og juridisk sagkundskab, og et medlem, som skal have biblioteksfaglig sagkundskab. Et medlem udpeges efter indstilling fra Dansk Forfatterforening som repræsentant for de personer, der er berettigede til biblioteksafgift.
Stk. 2. For hvert medlem beskikkes en suppleant, som deltager i sagernes behandling, når vedkommende medlem har forfald.
Stk. 3. Nævnets medlemmer beskikkes - tillige med tre suppleanter - af ministeren for et tidsrum af 4 år ad gangen.
Stk. 4. Kulturministeriet stiller en sekretær til rådighed for nævnet og afholder de udgifter, der er forbundet med nævnets virksomhed.
§ 3. Ingen af nævnets medlemmer kan deltage i behandlingen af en sag, hvis vedkommende er inhabil efter reglerne i § 3 i forvaltningsloven.
Stk. 2. Et medlem har pligt til at underrette nævnet om forhold, som kunne medføre dets inhabilitet, ligesom ethvert af nævnets andre medlemmer, der er bekendt med sådanne forhold, skal oplyse nævnet herom.
Stk. 3. Nævnet afgør selv, om et medlem kan deltage i behandlingen af en sag. Vedkommende medlem må ikke selv deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om dets inhabilitet. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 4. Spørgsmålet om et medlem skal vige sit sæde bør så vidt muligt rejses, inden nævnets behandling af selve sagen begynder.
§ 4. Nævnets medlemmer har tavshedspligt efter straffelovens regler om tavshedspligt for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv.
§ 5. Reglerne i §§ 3 - 4 gælder også for nævnets sekretær. Hvis sekretæren ikke kan medvirke ved behandlingen af en sag, stiller Kulturministeriet en anden sekretær til rådighed under behandlingen af denne sag.
§ 6. Formanden drager omsorg for, at klager behandles hurtigst muligt, og bestemmer tid og sted for Biblioteksafgiftsnævnets møder. Formanden tilrettelægger nævnets arbejde og leder forhandlingerne på nævnets møder.
Stk. 2. Nævnet behandler sagerne mundtligt på et møde eller skriftligt.
Stk. 3. Klagen forelægges for Statens Bibliotekstjeneste, der tilbagesender klagen med en udtalelse og en redegørelse for sagens faktiske og retlige omstændigheder.
Stk. 4. Klageren skal gøres bekendt med det i stk. 3 nævnte materiale og have lejlighed til inden for en nærmere fastsat frist at afgive en skriftlig udtalelse.
Stk. 5. Nævnet eller formanden på dets vegne kan i øvrigt indhente oplysninger, hvor det skønnes hensigtsmæssigt.
§ 7. For at en afgørelse kan træffes, skal Biblioteksafgiftsnævnet være fuldtalligt. Hvert medlem har een stemme. Afgørelsen, der skal være begrundet, træffes ved stemmeflerhed.
Stk. 2. Formanden drager omsorg for, at meddelelse om afgørelsen gives til klageren samt til Statens Bibliotekstjeneste.
Stk. 3. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 8. Afgørelser, der træffes af Biblioteksafgiftsnævnet, indføres i en protokol, der underskrives af formanden.
Stk. 2. Såfremt afgørelsen ikke er enstemmig, skal stemmetallene angives tillige med en redegørelse for mindretallets synspunkter.
Stk. 3. Udskrift af protokollen sendes til samtlige nævnets medlemmer og suppleanter samt til Statens Bibliotekstjeneste.
§ 9. I øvrigt gælder forvaltningslovens regler om den offentlige forvaltnings behandling og afgørelse af sager.
§ 10. Biblioteksafgiftsnævnets møder er ikke offentlige.
§ 11. Ændringer af forretningsordenen skal godkendes af Kulturministeriet.
§ 12. Denne forretningsorden træder i kraft den 14. januar 1993 og har virkning fra den 1. januar 1993.
Kulturministeriet, den 13. januar 1993
P.M.V.
E.B.
Lars M. Banke
fuldm.
Forretningsorden for Biblioteksafgiftsnævnet
I henhold til § 7 i lov nr. 354 af 6. juni 1991 om biblioteksafgift fastsættes følgende regler om nævnets virksomhed
Ingen