Cirkulæreskrivelse vedrørende sukkersyges godkendelse som adoptivforældre (Til samtlige adoptionssamråd og socialcentre, Adoptionsnævnet og Adoption og Samfund)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse vedrørende sukkersyges godkendelse som adoptivforældre
(Til samtlige adoptionssamråd og socialcentre, Adoptionsnævnet og
Adoption og Samfund)
Civilretsdirektoratet meddelte ved skrivelse af 28. oktober 1991, at man fortsat ikke fandt grundlag for at ændre de vejledende retningslinier om sukkersygepatienters godkendelse som adoptivforældre, der er beskrevet i betænkning III fra Justitsministeriets adoptionsudvalg nr. 775/76, s. 34-35.
Civilretsdirektoratet har på baggrund af en henvendelse fra Diabetesforeningen vedrørende den seneste udvikling inden for området påny overvejet spørgsmålet. Civilretsdirektoratet har i forbindelse hermed indhentet en udtalelse fra Adoptionsnævnet, hvis særligt sagkyndige på området, overlæge Bo Jacobsen, har oplyst, at han fortsat ikke finder grundlag for, at de vejledende retningslinier ændres, men at han kan tilslutte sig et forslag fra Diabetesforeningen om, at sagen genoptages i 1995.
Adoptionsnævnet har tilsluttet sig, at en lempelse af de gældende retningslinier ikke findes forsvarlig.
På denne baggrund finder Civilretsdirektoratet ikke for tiden grundlag for at ændre de vejledende retningslinier om sukkersygepatienters godkendelse som adoptivforældre.
Til orientering skal det præciseres, at mikroalbuminuri falder ind under begrebet "sendiabetiske komplikationer", hvor godkendelse ifølge betænkningens retningslinier bør nægtes.
P.M.V.
E.B.
Lene Larsen