Legislator Case Law & Legislation
C19922525709 DK

Cirkulære om Arbejdsformidlingens administration i forbindelse med lov om orlovsydelse til uddannelse og lov om forældreorlovsydelse

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1992 25257 Historic

Cirkulære om Arbejdsformidlingens administration i forbindelse med lov om orlovsydelse til uddannelse og lov om forældreorlovsydelse

AF-kontorerne

Dette cirkulære indeholder retningslinier for Arbejdsformidlingens (AF) administration m.v. i forbindelse med lov nr. 466 af 24. juni 1992 om orlovsydelse til uddannelse og lov nr. 467 af 24. juni 1992 om forældreorlovsydelse. Lovene blev vedtaget den 17. juni 1992 og træder i kraft den 1. juli 1992. Vedrørende den samtidige ændring af Arbejdsløshedsforsikringsloven (§ 20 b), henvises til AF-cirkulære af 26. juni 1992 om formidling af arbejdskraft til ledige orlovsstillinger i forbindelse med jobrotation og uddannelse for privatansatte, jf. lov om voksenuddannelsesstøtte.

Ved bekendtgørelse nr. xxx af 23. juni 1992 om jobrotation og orlovsydelse til uddannelse og bekendtgørelse nr. yyy af 23. juni 1992 om jobrotation og forældreorlovsydelse med tilhørende vejledninger er der fastsat nærmere regler om ordningerne.

Arbejdsmarkedsstyrelsen har endvidere udarbejdet (ansøgnings) blanketter m.v. til brug for administrationen af ordningerne samt informationsmateriale.

Ordningerne har flere formål. Orlovsydelse til uddannelse vil kunne understøtte virksomhedernes behov for efter-/videreuddannelse af de ansatte samt give lønmodtagerne mulighed for at deltage i uddannelse, både fagligt/erhvervsrettet og alment, og på den måde medvirke til opkvalifisering af arbejdsstyrken.

Forældreorlovsydelsen har til formål at give småbørnsforældre mulighed for selv at passe deres børn i en længere eller senere periode end den barselsorlov, som man i øvrigt har ret til efter lov eller overenskomst. Man kan derfor ikke samtidig få barselsdagpenge eller løn under barsel i forældreorlovsperioden.

Jobrotationsprincippet om besættelse af stillinger, som bliver ledige i orlovsperioden indgår som et bærende element i begge ordninger, ligesom det gør det i rotationsordningen for privatansatte (i forbindelse med VUS).

Med henblik på at sikre en sammenhængende arbejdsmarkedspolitisk indsats over for virksomhederne, de ledige samt de ansatte forankres begge ordninger i AF som led i aktiveringsbestræbelserne og som led i AF s (almindelige) service over for virksomhederne og de arbejdssøgende.

Begge ordninger er frivillige, dvs. et tilbud til både lønmodtagere og arbejdsgivere, og inderholder derfor ikke et retskrav på orlov.

Det er alene aftalen mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren, der kan gøres gældende som retslig forpligtende. Aftalen indeholder kun de elementer, som der kan opnås enighed om parterne imellem. Dog skal AF påse, at der rent faktisk er truffet en aftale, hvori indgår de nærmere vilkår for tilbagevenden, jf. nedenfor.

AF s vejledning.

På baggrund skal AF sikre, at der kan finde den fornødne information og vejledning sted af såvel virksomhederne og offentlige institutioner som de ansatte, der måtte ønske at benytte sig af orlovsordningerne. AF kan bistå virksomhederne og offentlige institutioner med vejledning i forbindelse med efter/videreuddannelse af de ansatte og med formidling af ledige til orlovsstillingerne.

AF har således den generelle vejledningspligt i forbindelse med orlovsordningerne. Arbejdsløshedskasserne skal vejlede egne medlemmer, påtagne/attestere ansøgningen, jf. nedenfor, og drager omsorg for udbetaling af orlovsydelsen efter de nærmere fastsatte retningslinier herom.

Det er derfor også a-kassen, som i orlovsperioden efter AF s godkendelse af orloven skal sørge for, at der løbende sker dokumentation for, at orlov fortsat holdes, jfr. § 11, stk. 1, i begge bekendtgørelser.

I den forbindelse henvises til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens vejledninger om de forsikringsmæssige aspekter af henholdsvis lov om forældreorlovsydelse og lov om orlovsydelse til uddannelse.

Hermed fastsættes følgende

1.

AF skal påse, at der foreligger dokumentation for deltagelse i uddannelsen. Dokumentation for deltagelse i uddannelse foreligger, når uddannelsesinstitutionen på ansøgningsblanketten har attesteret, at orlovspersonen er optaget på uddannelsen.

Uddannelsen afgrænses på tilsvarende måde som ved godkendelse af uddannelsesydelse efter bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud m.v.

Ved godkendelse af orlovsydelse til uddannelse skal AF endvidere påse, at beskæftigelseskravene er opfyldt, jf. § 3 i bekendtgørelse om orlovsydelse til uddannelse. Dokumentation foreligger, når lønmodtageren på ansøgningsblanketten på tro og love har erklæret dette.

Ved godkendelse af forældreorlovsydelse skal AF påse, at dokumentation for børn i alderen 0 til og med 8 år foreligger. Alderskravet skal være opfyldt i hele orlovsperioden.

Dokumentation foreligger, når lønmodtageren/orlovspersonen på ansøgningen har oplyst barnets cpr.nr. Lønmodtageren skal endvidere på tro og love erklære, at orlov holdes for at passe barnet, og at barnet ikke benytter offentligt dagtilbud i strid med § 2 i bekendtgørelse om forældreorlovsydelse.

2.

AF påser, at orlovsperioden opfylder varighedsbetingelserne, d.v.s. mindst 4 og højst 36 uger ved orlovsydelse til uddannelse og mindst 13 og højst 36 uger ved forældreorlovsydelse.

3.

AF skal påse, at der mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren er aftalt nærmere vilkår for tilbagevenden til arbejdsladsen, hvilket skal fremgå af ansøgningen. AF skal ikke godkende aftalen som sådan, hvorfor det ikke er nødvendigt at AF ser eller er i besiddelse af aftalen.

4.

Arbejdsgiveren skal på tro og love på ansøgningen erklære, at der ikke foretages afskedigelser af (ordinært) ansatte med det formål at aflønne den ledige, jf. nedenfor om besættelse af den ledige stilling, og at den ledige ikke ansættes med andre offentlige løntilskud, d.v.s. efter lov ATB, efter lov om kommunal beskæftigelsesindsats og bistandslovens § 43, stk. 8.

5.

A-kassen skal for begge ordningers vedkommende på ansøgningsblanketten attestere, at lønmodtageren opfylder kravene om medlemskab og dagpengeret.

Vedrørende orlovsydelse til uddannelse skal a-kassen endelig attestere, at lønmodtageren har været medlem af en a-kasse i mindst 7 år.

6.

Når AF har påset, at betingelserne for orlov er opfyldt, herunder at der er sket genbesættelse af den ledigblevne stilling, godkender AF ansøgningen og fremsender kopi til a-kassen, lønmodtageren og arbejdsgiveren.

7.

AF skal endvidere påse, at orlovsstillingen bliver besat med en dagpengeberettiget ledig med mindst samme timetal som lønmodtageren. AF skal underrette den lediges a-kasse om ansættelsen, fordi den ledige må give afkald på evt. supplerende dagpenge.

Den lediges a-kasse skal overfor AF bekræfte medlemskab og dagpengeret.

I den forbindelse kan AF formidle arbejdskraft til ledige orlovsstillinger hvis arbejdsgiveren ønsker dette som led i AF s almindelig service over for virksomhederne.

Specielt vedrørende forældreorlov bemærkes her, at en person, der er ansat i et barselsvikariat, ikke behøver at afbryde vikariatet, men kan fortsætte i forældreorlovsstillingen, hvis pågældende i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Dette betyder, at pågældende skal have været ledig og dagpengeberettiget umiddelbart forud for barselsvikariatets påbegyndelse.

8.

Arbejdsgiveren indsender hver måned til AF kopi af lønanvisninger for den "ledige" som dokumentation for, at vedkommende fortsat er ansat.

Hvis der ikke er udbetalt løn i perioden på grund af sygdom, barsel eller ferie m.v., skal arbejdsgiveren i stedet meddele AF dette.

Modtager AF ikke kopi af lønanvisningen senest efter den 5. hverdag i måneden, skal AF skriftligt rykke arbejdsgiveren for lønanvisningen og gøre opmærksom på, at arbejdsgiveren ved fortsat manglende dokumentation forpligtes til at betale orlovsydelsen for den del af perioden, hvor stillingen er ubesat.

Arbejdsgiveren har en frist på 8 dage til at fremsende den fornødne dokumentation.

9.

Hvis stillingen bliver ledig i orlovsperioden, skal arbejdsgiveren straks, dvs. uden ugrundet ophold, genbesætte stillingen med en dagpengeberettiget ledig.

Den under punkt 8. anførte procedure vedrørende indsendelse af lønanvisning og rykning af arbejdsgiveren vil dog i praksis kunne medføre, at der vil kunne gå op til 6 uger før en ledigbleven stilling er genbesat. Her tænkes f. eks. på situationen, hvor den "ledige" forlader arbejdspladsen uden varsel.

10.

Hvis stillingen ikke genbesættes, bliver arbejdsgiveren forpligtet til at betale orlovsydelsen for den del af orlovsperioden, hvor der ikke er sket genbesættelse, i det omfang den manglende genbesættelse ikke skyldes AF s forhold. Dette indebærer, at arbejdsgiveren kan blive

Hvis stillingen bliver genbesat inden 6 uger, skal arbejdsgiveren dog ikke betale ydelsen for den periode, hvor stillingen har været ubesat.

Arbejdsgivere skal udfolde alle rimelige bestræbelser for at søge stillingen genbesat, jf. punkt 9, herunder f. eks. anmode AF om at formidle en ledig, hvis arbejdsgiveren ikke selv kan besætte stillingen.

AF træffer afgørelse om, fra hvilken dato arbejdsgiveren er forpligtet at betale orlovsydelsen og Af meddeler arbejdsgiveren dette.

Orlovsydelsen indbetales til AF med det fulde bruttobeløb efter § 7 i bekendtgørelse om orlovsydelse til uddannelse og § 8 i bekendtgørelse om forældreorlovsydelse, d.v.s. uden fradrag for andre indtægter og skattetræk.

11.

Meddeler arbejdsgiveren, at stillingen er genbesat med en ny ledig, skal AF påse, at den ledige opfylder kravene om medlemskab af kassen og dagpengeret, jf. under punkt 7.

12.

AF underretter a-kassen om alle forhold af betydning for udbetalingen af ydelsen.

Efter § 11, stk. 2, i begge bekendtgørelser skal a-kassen meddele AF, hvis udbetalingen af orlovsydelsen stoppes, hvorefter AF betragter ordningen som ophørt.

13.

Afgørelser, truffet af AF, vedrørende forældreorlovsydelse og orlovsydelse til uddannelse er endelige og kan ikke indbringes for arbejdsmarkedsstyrelsen.

14.

Klager over udbetalingen af ydelserne henvises til a-kassen.

15.

Cirkulæret har virkning fra 1. juli 1992, hvor lovene også træder i kraft. Lovene gælder til 1. juli 1994, og det seneste tidspunkt for aftale om orlov er den 30. september 1993.

Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 26. juni 1992

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →