Cirkulære om at regionalt fastsatte interne regler i forbindelse med administration af UTB-ordningen ikke må anvendes, hvis de afskærer det lovpligtige skøn, der er fastsat i ATB-lovens § 10, stk. 10, 1. pkt.

Cirkulære om at regionalt fastsatte interne regler i forbindelse med administration af UTB-ordningen ikke må anvendes, hvis de afskærer det lovpligtige skøn, der er fastsat i ATB-lovens § 10, stk. 10, 1. pkt.

Til

Arbejdsformidlingen

På baggrund af en konkret sag, hvor en AF-region havde indført en fast intern regel om, at enhver uddannelse, der var af mere end 26 ugers varighed, ikke kunne godkendes som et individuelt UTB, skal styrelsen udmelde følgende retningslinier

I henhold til § 5 i Arbejdsministeriets cirkulære af 6. juli 1989 om den regionale administration af uddannelsestilbud (UTB) kan de regionale UTB-udvalg fastsætte nærmere interne kriterier og vejledende regler for bl.a. uddannelsernes længde, herunder prioritering af fordelingen af den udmeldte økonomiske ramme, idet sådanne interne regler dog kun kan fastsættes på baggrund af centrale retningslinier herfor.

Derimod bemyndiger cirkulærets § 5 ikke de regionale arbejdsmarkedsmyndigheder til egentlig regelfastsættelse, dvs. fastsættelse af regler der eksempelvis retter sig mod borgerne.

Med henblik på prioritering af UTB-kurser kan de regionale arbejdsmarkedsmyndigheder i overensstemmelse med cirkulærets § 5 på baggrund af centralt fastsatte retningslinier herfor fastsætte nærmere kriterier og vejledende retningslinier for oprettelse af nye undervisningshold, uddannelsernes længde og de lediges valg af uddannelse. Cirkulærets § 5 indeholder derimod ikke hjemmel til fastsættelse af varigheden af individuelle UTB.

Det skal endvidere bemærkes, at for så vidt angår et UTB s varighed, så skal AF i hvert enkelt tilfælde på baggrund af de fastsatte kriterier foretage en konkret vurdering. Det betyder, at et UTB skal tilrettelægges ud fra den lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov og skal have en varighed, der ligger inden for den i henhold til reglerne fastsatte minimums- og maksimumsgrænse.

Det pligtmæssige skøn forhindrer ikke, at AF-regionerne fastsætter retningslinier for deres afgørelser på UTB-området. Forvaltningen er nemlig også bundet af en uskreven lighedsgrundsætning, hvorefter ens tilfælde skal behandles på samme måde. For at imødekomme dette krav kan det derfor være berettiget, at der fastsættes interne regler, som angiver rammerne for skønnet. For det første er det et krav, at interne regler er saglige, dvs. i overensstemmelse med lovens formål. Interne regler er saglige, dvs. i overensstemmelse med lovens formål. Interne regler må heller ikke på forhånd udelukke et skøn, hvorfor der alene kan være tale om vejledende regler. Ved afgørelsen af, om en regel har vejledende karakter er det afgørende, om myndigheden er sig bevist, at der kan fraviges fra den fastsatte regel, eller om reglen reelt anvendes så mekanisk, at den individuelle vurdering i sagerne i virkeligheden er bortfaldet.

En intern regel, hvorefter der ved afgørelsen af, om et individuelt UTB kan godkendes, også lægges vægt på varigheden af det ønskede UTB og de økonomiske ekstraudgifter, der er forbundet med en evt. godkendelse, vil være en sagligt velbegrundet regel.

Også lighedsgrundsætningen vil føre til denne konklusion. forvaltningen vil ved at fastsætte regler for godkendelse af individuelle UTB dels sikre, at lige tilfælde behandles ens, og dels sikre en vis udjævning i en situation, hvor flere eldige er berettiget til UTB uden at det inden for den givne økonomiske ramme er muligt fuldt ud at efterkomme alle lediges ønsker om et længerevarende og måske dyret UTB.

Derimod vil en internt fast regel, om at uddannelser med en varighed på f. eks. mere end 26 uger ikke kan godkendes som individuelle UTB, ikke være i overensstemmelse med UTB-regelsættet, da det pligtmæssige individuelle skøn om den lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov udelades.

Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 22. maj 1992