Vejledning om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling (Til samtlige kommuner og amtskommuner)
Table of Provisions (26)
Statutory Text (26 Articles)
Kapitel III Betingelser for tilbageholdelse
11. Lempeligere indgreb fremfor tilbageholdelse
12. Begrundet formodning om, at misbrugeren afbryder behandlingen
13-15. Uforsvarligt udfra et behandlings- eller et fareelement
16. Personlig rådgiver
Kapitel II Indgåelse af en behandlingskontrakt
7-9. Betingelser omkring indgåelse af behandlingskontrakt
10. Opsigelse
Kapitel IV Iværksættelse og opretholdelse af tilbageholdelse
17. Beslutningsprocedure
18. Tilbageholdelsen
19-23.Fysisk magtanvendelse, nødværge, isolation, fiksering, aflåsning af institutionen
Kapitel I Lovens anvendelsesområde
2. Amtsrådets beslutning om anvendelse af lovens bestemmelser
3-4. Døgninstitutioner i hht. bistandslovens § 96 og private døgninstitutioner uden overenskomst efter bistandslovens § 96, stk. 2.
5. En amtskommunal beslutning
6. Frivillighed
Kapitel VIII Klage, tilsyn og indberetning til Socialministeriet
27-28. Klage
29. Tilsyn
30. Særligt om tilsynet med private døgninstitutioner
31. Indberetning til Socialministeriet
INDLEDNING
1. Ansvaret for behandlingen af stofmisbrugere ligger i amtskommunerne, som sammen med kommunerne også har ansvaret for den forebyggende indsats.
Behandlingen af stofmisbrugere indenfor det sociale område er hovedsagelig en socialpædagogisk opgave, der efter bistandslovens § 96 foregår i amtskommunale behandlingsinstitutioner og ambulatorier mv. Udover egentlige døgninstitutionsophold omfatter amtskommunernes behandlingstilbud tillige bl.a. ophold i socialpædagogiske kollektiver eller familiepleje, ambulant behandling, eventuelt kombineret med metadonordination, dagbehandling samt fritidstilbud. Endvidere indgår i et vist omfang institutioner efter bistandslovens § 105 (forsorgshjem, herberger mv.) i tilbudet til stofmisbrugere.
I forbindelse med at en stofmisbruger indgår i et amtskommunalt behandlingstilbud, fastlægger institutionen i de fleste tilfælde en behandlingsplan i samarbejde med misbrugeren. Typisk indgås aftalen skriftligt og for en afgrænset periode, der er overskuelig for misbrugeren. Formålet med disse behandlingskontrakter er i samarbejde med misbrugeren at få fastlagt nogle rammer for behandlingsforløbet, herunder at fastsætte aftaler om mål for behandlingen samt goder, krav og regler for stofmisbrugeren under behandlingsforløbet.
Behandlingskontrakterne indgår som et pædagogisk led i forsøget på at fastholde stofmisbrugeren i behandlingen. Erfaringerne med kontrakterne er, at det er en god støtte i behandlingen, og idet for stofmisbrugeren er vigtigt i processen omkring indledningen af et behandlingsforløb at få fastlagt nogle mål og rammer.
Hidtil har konsekvensen af, at misbrugeren bryder aftalte behandlingsplaner, oftest været, at behandlingen er stoppet helt eller delvist.
Med lov nr. 349 af 14. maj 1992 om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling er der åbnet op for under visse nærmere angivne betingelser på institutioner efter bistandslovens § 96 og visse private døgninstitutioner uden driftsoverenskomst med det offentlige at kunne tilbageholde en stofmisbruger i et aftalt behandlingsforløb mod misbrugerens vilje.
Loven trådte i kraft 1. juli 1992. Socialministeren har i medfør af bekendtgørelse nr. 603 af 1. juli 1992 om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling fastsat nærmere regler om tilbageholdelse, indberetning, tilsyn mv. Efterfølgende er der i lov nr. 922 af 25. november 1992 om ændring af lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling foretaget en præcisering af, hvilken myndighed, der har beslutningskompetence i relation til lovens bestemmelser.
Denne vejledning behandler mere indgående lovens anvendelsesområde samt bestemmelserne omkring indgåelse af en behandlingskontrakt efter lovens bestemmelser samt betingelserne omkring iværksættelse og opretholdelse af tilbageholdelse af en stofmisbruger. Endvidere omhandler vejledningen bestemmelserne omkring tilsyn med de private institutioner uden overenskomst med det offentlige, der i henhold til lovens bestemmelser har indgået kontrakt med en stofmisbruger.
Vejledningen omfatter desuden bestemmelser om indberetning til Socialministeriet om, i hvilket omfang der er truffet beslutning om at anvende lovens regler samt om antallet af indgåede kontrakter i henhold til loven.
Hvor der henvises til en paragraf uden nærmere angivelse, er der tale om en bestemmelse i lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling og ved henvisning til bestemmelser i bekendtgørelsen nævnes blot denne uden titel, mens titel er angivet ved alle andre forskrifter, der henvises til.
For at lette læsningen omtales i det følgende det i lovens § 2, stk. 1 nævnte udvalg som personsagsudvalget i amtskommunen.
Endelig skal omtalen af amtskommunen/amtsrådet forstås som tillige at omfatte Københavns og Frederiksbergs kommuner/magistraten henholdsvis kommunalbestyrelsen.
Kapitel VII Indberetning ved overtrædelse af bekendtgørelsen
Kapitel VI Domstolsprøvelse
Kapitel V Varighed og ophør af tilbageholdelsen
24. Varighed og ophør
KAPITEL III.
Tilbageholdelsen
Lempeligere indgreb fremfor tilbageholdelse
11. Det er en forudsætning, at behandlingsinstitutionen forsøger sig med mere lempelige indgreb, førend der iværksættes en tilbageholdelse af en stofmisbruger. Det vil bla. sige, at de socialpædagogiske tiltag, institutionerne normalt griber til i forbindelse med en krisesituation, intensiveres, således at der også ad den vej lægges pres på stofmisbrugeren med henblik på at fortsætte den aftalte behandling.
Det er således en gennemgående forudsætning, at de forskellige former for indirekte og pædagogisk tvang, der allerede idag anvendes i forbindelse med behandling af stofmisbrugere udnyttes i videst muligt omfang, inden tilbageholdelse iværksættes. Det kan bla. være skærpet urin-kontrol, forbud mod at forlade institutionen uden følge af en medarbejder i vanskelige perioder af behandlingen, hvor der er fare for tilbagefald, fx. i forbindelse med afgiftning. Det kan være etablering af gruppemøder i krisesituationer, eller i forbindelse hermed en tæt følge (mandsopdækning) fra personalets side af den pågældende stofmisbruger i en kortere eller længere periode, indtil situationen har stabiliseret sig.
Det kan ikke udelukkes, at indgåelsen af et kontraktforhold mellem behandlingsinstitutionen og stofmisbrugeren, der giver institutionen ret til under visse betingelser at kunne tilbageholde misbrugeren, psykologisk set kan have en positiv effekt, såvel på misbrugeren selv som på andre. Det kan eventuelt betyde, at selve tilbageholdelsessituationen ikke behøver at blive realiseret.
Begrundet formodning om, at misbrugeren afbryder behandlingen.
12. Betingelserne for tilbageholdelse findes i lovens § 5. Der er flere led i betingelserne. Der skal først og fremmest være en begrundet formodning om, at stofmisbrugeren vil afbryde den aftalte behandling. Det er i den forbindelse ikke nok, at der er en generel formodning om, at stofmisbrugere erfaringsmæssigt afbryder behandlingforløbet på et bestemt tidspunkt af forløbet, ligesom det heller ikke er tilstrækkeligt, at der er en fjern mistanke om, at den pågældende misbruger vil afbryde behandlingsforløbet.
Det forudsætter en aktuel formodning for, at stofmisbrugeren afbryder behandlingsforløbet, begrundet i pågældendes adfærd indenfor et kortere tidsrum. En sådan vurdering forudsætter udover kendskab til misbrugeres adfærd generelt tillige et kendskab til den pågældende misbruger selv og dennes adfærd.
Uforsvarlig ud fra et behandlings- eller et fareelement.
13. Dernæst er det en betingelse, at det vil være uforsvarligt ikke at tilbageholde den pågældende, fordi
1) udsigten til ophøret af misbrugen eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet (behandlingselementet), eller
2) stofmisbrugeren frembyder nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre (fareelementet).
Behandlingselementet
14. Vurderingen af, om udsigten til ophøret af misbruget eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet, hvis der ikke sker tilbageholdelse, er meget individuel i forhold til den enkelte misbruger. Den vil typisk være afhængig af, hvor langt i behandlingsforløbet den pågældende misbruger er, samt pågældendes tilstand fysisk og psykisk.
Det kan endvidere afhænge af, hvor lang og massiv en misbrugskarriere, den pågældende misbruger har haft. Det må også tillægges betydning, hvilket miljø stofmisbrugeren må forventes at vende tilbage til ved ophør af den aftalte behandling, samt i hvilket omfang der eksisterer et socialt netværk, og hvilken betydning disse forhold umiddelbart må forventes at få for misbrugerens situation. Det afgørende er vurderingen af den samlede situation omkring den enkelte misbruger.
Således som lovens § 5 er formuleret, kan det ikke kræves, at der skal være udsigt til et egentligt ophør af misbruget, forstået således, at misbrugeren efter institutionsopholdet må forventes at være varigt ude af misbruget, men det skal være sandsynligt, at behandlingen på institutionen skal give en væsentlig bedring eller dog forebygge en betydelig akut forringelse af misbrugerens tilstand. En mærkbar lindring vil også være tilstrækkelig til, at kravene til behandlingselementet kan anses for at være opfyldt.
Hensigten med bestemmelserne i lovens § 5 har været at fastsætte nogle betingelser for tilbageholdelse, der skal fortolkes forholdsvis restriktivt. Den latente risiko for tilbagefald for alle stofmisbrugere med en tungere misbrugskarriere bag sig i forbindelse med, at de forlader et behandlingsforløb, kan således ikke alene anses for at være tilstrækkelig som argument for at tilbageholde pågældende. Der må være tale om en mere aktuel risiko - eksempelvis viden om, at der i det miljø, misbrugeren må forventes at opsøge, er et særligt farligt stof i omløb.
Hensigten med betingelserne er, at tilbageholdelsen kun vil kunne finde sted i tilfælde, hvor misbrugeren ellers vil befinde sig i en meget alvorlig situation, og hvor pågældende uden tilbageholdelse med en høj grad af sandsynlighed påny vil påbegynde eller fortsætte et misbrug, som vil fastlåse vedkommende i misbrugssituationen med fare for liv eller helbred.
Fareelementet
15. Tilbageholdelse kan endvidere ske i de tilfælde, hvor der foreligger en situation, hvor stofmisbrugeren frembyder nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, hvis der ikke sker en tilbageholdelse.
Det vil typisk dreje sig om få, men meget akut opståede krisesituationer, hvor situationen er blevet tilspidset. Det er således ikke tilstrækkeligt, at der er en fjern og uvis risiko for, at faren vil manifestere sig.
Situationen omkring indgrebet og karakteren og varigheden heraf afhænger i høj grad af en socialpædagogisk vurdering af formålet med indgrebet, herunder en vurdering af, om situationen vurderes til at kunne blive stabiliseret og ikke yderligere tilspidset.
Fare for andre kan fx ytre sig i trusler om legemelig vold eller lignende, som man med rimelighed må frygte, at stofmisbrugeren vil bringe i udførelse når som helst. Faren skal foreligge her og nu eller dog være overhængende, og der skal foreligge en aktuel fare for vold, der truer liv og legeme eller som eventuelt er af særlig farlig karakter.
Verbale forulempelser alene anses ikke for at være tilstrækkelig til at betingelserne i § 5 er opfyldt. Det anses fx. ikke for at være tilstrækkelig begrundelse for tilbageholdelse, at trusler om vold eller lignende fremkommer fra en stofmisbruger med en alvorlig smitsom sygdom, medmindre der trues med at overføre smitten til personale eller øvrige beboere på døgninstitutionen.
Fare for stofmisbrugeren selv foreligger fx, når stofmisbrugeren truer med at begå selvmord, eller der er en overhængende fare for, at misbrugeren i forbindelse med at pågældende forlader behandlingen vil indtage en overdosis, der medfører alvorlig og overhængende fare for misbrugerens liv eller helbred.
Personlig rådgiver.
16. Der er ikke fastsat bestemmelse om automatisk beskikkelse af en personlig rådgiver til stofmisbrugere i forbindelse med iværksættelse af en tilbageholdelse, således som det kendes fra lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, hvorefter der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling.
Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at vedkommende amtskommune selv etablerer en rådgiverordning på behandlingsinstitutionen, der kan iværksættes efter anmodning fra en misbruger.
KAPITEL II.
Indgåelse af en behandlingskontrakt
7. Selvom der efter indgåelse af en behandlingskontrakt er hjemmel til at anvende tvang overfor stofmisbrugeren i et vist omfang, så er behandlingskontrakten et tilbud, som kan afslås af stofmisbrugeren, uden at det må få betydning for pågældendes adgang til det øvrige behandlingssystem.
Det er vigtigt at sammenholde dette frivillighedsprincip med situationen omkring aftaleindgåelsen. Her tænkes især på, at der i forbindelse med en aftaleindgåelse ikke lægges pres på stofmisbrugeren med henblik på at indgå denne type kontrakter, eventuel under henvisning til, at det er det sidste tilbud, der gives den pågældende.
Det er i den sammenhæng vigtigt at gøre stofmisbrugeren opmærksom på, hvad det er for en form for behandlingskontrakt, der tilbydes, og hvilke konsekvenser det kan få - nemlig at pågældende kan tilbageholdes mod sin vilje. Det er en klar forudsætning, at stofmisbrugeren i situationen omkring aftalenindgåelsen skal befinde sig i en tilstand, hvori pågældende mentalt er i stand til at forstå, hvad det er for en type behandlingstilbud, pågældende går ind i, samt de konsekvenser, det kan indebære.
Aftaleindgåelsen
Når der er truffet beslutning om behandling i henhold til lovens bestemmelser, jf. § 2, indgår stofmisbrugeren og behandlingsinstitutionen, før behandlingen påbegyndes, en skriftlig kontrakt om behandlingsforløbet.
Kontrakten
8. En kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse af stofmisbrugeren kan indgås for en periode af ikke over et halvt års varighed fra indgåelsen, jf. § 4, stk. 1.
Kontrakten bør som minimum indeholde klare oplysninger om en fastlagt plan for behandlingen i forbindelse med institutionsopholdet samt oplysninger om, at stofmisbrugeren ved indgåelsen af kontrakten giver behandlingsinstitutionen adgang til at tilbageholde pågældende på institutionen, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Endvidere bør betingelserne for, hvornår tilbageholdelse kan ske, jf. § 5, samt under hvilke former, jf. bekendtgørelsens §§ 2 - 4, oplyses i forbindelse med kontrakten, eventuelt som bilag til kontrakten. Det samme gælder reglerne om klageadgang, jf. bekendtgørelsens § 7.
Kontrakten bør også indeholde oplysninger om, at stofmisbrugeren til enhver tid kan opsige en kontrakt, såfremt betingelserne for tilbageholdelse i § 5 ikke er tilstede, jf. § 4, stk. 2.
Endelig bør kontrakten indeholde oplysninger om retten til efter begæring fra stofmisbrugeren at få beslutningen om tilbageholdelsen indbragt for domstolene, jf. § 8.
Ovennævnte forhold skal opfattes som minimumskrav til en behandlingskontrakt. Denne kan således suppleres af individuelle aftaler imellem institutionen og misbrugeren om regler for ophold på institutionen, krav eller betingelser til stofmisbrugeren, eksempelvis om urin-kontrol mv., regler om udgang med følge af personalet i krisesituationer mv. Endvidere kan der på tilsvarende måde som i andre kontraktforhold omkring misbrugsbehandling indgå elementer i kontrakten omkring efterbehandling, og opfølgning med hensyn til tilbud om arbejde, bolig eller uddannelse.
Uanset formuleringen af de individuelle aftaler i forbindelse med indgåelse af en behandlingskontrakt efter lovens bestemmelser, er det alene i de tilfælde, hvor lovens betingelser for at iværksætte en tilbageholdelse er opfyldt, at der kan ske tilbageholdelse. Hvis misbrugeren ikke overholder de individuelle aftaler eller regler om exempelvis urinkontrol, metadon, sidemisbrug mv., er det et problem der i første omgang må afklares mellem institutionen og den pågældende misbruger. Der er ikke hjemmel til, at det alene kan udløse en tilbageholdelsessituation, medmindre at den samlede situation bevirker, at betingelserne i lovens § 5 er opfyldt.
Det er op til institutionen at vurdere behovet for at udfærdige en form for standard-kontrakt omkring denne særlige form for behandlingstilbud, eventuel med mulighed for at supplere de enkelte kontrakter med individuelle aftaler.
Vidner
9. Der er ikke fastsat bestemmelser om vidner i forbindelse med indgåelse af en kontrakt. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at man sikrer sig ved tilstedeværelsen af vidner i forbindelse med kontraktindgåelsen, bla. til at bekræfte, at misbrugeren er ved sin fornufts fulde brug, samt at vedkommende frivilligt underskriver kontrakten.
Om etablering af personlig rådgiver i forbindelse med tilbageholdelsen, se pkt. 16.
Opsigelse
10. Stofmisbrugeren kan til enhver tid og uden særlig begrundelse opsige behandlingskontrakten, dog ikke i de situationer, hvor misbrugeren aktuelt er tilbageholdt, eller hvor betingelserne for tilbageholdelse efter § 5 i øvrigt er tilstede. Opsigelse af kontrakten fra stofmisbrugerens side kan således komme på tale, når det ikke må anses for uforsvarligt ud fra hensynene nævnt i § 5. Det kan fx. være, hvor misbrugeren, eventuelt i samarbejde med institutionspersonalet, vurderer, at denne form for behandling ikke er egnet for pågældende, eller fx. hvor misbrugeren under et ikke-metadon understøttet behandlingsforløb mener, at pågældende ikke vil kunne gennemføre behandlingsforløbet, ligesom det kan ske udfra familiemæssige eller andre personlige årsager.
Det er institutionen, der i det konkrete tilfælde vurderer, om betingelserne for at opsige kontrakten er tilstede. Der henvises i øvrigt til afsnittet nedenfor om betingelserne for iværksættelse af en tilbageholdelsesbeslutning.
KAPITEL IV.
Iværksættelse og opretholdelse af tilbageholdelse
Beslutningsproceduren
17. Den foreløbige beslutning om tilbageholdelse træffes af behandlingsinstitutionens leder og skal snarest muligt meddeles til stofmisbrugeren, jf. § 6, stk. 1. Der er ikke fastsat særlige formkrav i den forbindelse, men hvis situationen tillader det, bør meddelelsen ske skriftligt og med begrundelse.
Den foreløbige beslutning skal efter samme bestemmelses stk. 2 forelægges amtets personsagsudvalg, som senest 3 dage efter, at beslutningen er truffet, træffer den endelige beslutning i et møde. Beslutningen træffes enten af vedkommende stående udvalg i et møde eller af udvalgets formand, jf. § 22, stk. 2, 1. pkt., i den kommunale styrelseslov.
Da den endelige beslutning skal træffes senest 3 dage efter den foreløbige beslutning, må det forventes, at beslutningen normalt vil blive truffet af udvalgets formand. For at undgå, at udvalget skal indkaldes for at træffe beslutning om tilbageholdelse, vil det være hensigtsmæssigt, at udvalget vælger en næstformand, der kan træffe beslutning i tilfælde af formandens forfald.
Tilbageholdelsen opretholdes, indtil den endelige beslutning er truffet, medmindre betingelserne for tilbageholdelse efter § 5 ikke mere er tilstede, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3, sidste pkt.
Stofmisbrugeren skal straks have meddelelse om beslutningen, som skal være skriftlig og med begrundelse, jf. § 6, stk. 2, sidste pkt. Misbrugeren skal samtidig orienteres om muligheden for at få beslutningen indbragt for retten, jf. § 8, sidste pkt. Se herom nærmere under afsnit VII. Denne orientering bør, selvom det ikke er nævnt som et krav i loven, også foreligge i skriftlig form.
Selve tilbageholdelsen
18. De nærmere regler omkring tilbageholdelsen er fastsat i bekendtgørelse nr. 603 af 1. juli 1992 om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.
Udgangspunktet for, hvilke midler, der kan tages i anvendelse i forbindelse med en tilbageholdelse, er taget i de regler der findes i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 855 af 11. december 1986 om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge og i døgnopholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer, nærmere bestemt de regler der gælder for institutioner, som ikke er godkendte som sikrede afdelinger.
Bestemmelserne i bekendtgørelse om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling kan alene bringes i anvendelse på selve institutionen.
Har en stofmisbruger forladt institutionen, er der ikke hjemmel til, hverken i henhold til loven eller bekendtgørelse at bringe pågældende tilbage til behandling på institutionen - heller ikke med politiets hjælp. Ligeledes er der ikke hjemmel til at føre pågældende til et andet opholdssted.
Behandlingen på døgninstitutioner efter bistandslovens § 96 foregår i princippet i et åbent behandlingsmiljø, og de foranstaltninger, der kan anvendes i forbindelse med iværksættelse og opretholdelse af en tilbageholdelse må forsøges afpasset efter forholdene.
Fysisk magtanvendelse
19. I forbindelse med, at en stofmisbruger tilbageholdes på institutionen, er det efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, tilladt at anvende fysisk magt i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at misbrugeren udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.
Betingelserne for fysisk magtanvendelse er således i forhold til ovenfor nævnte magtanvendelsesbekendtgørelse for børn og unge i højere grad relateret til et farlighedsprincip svarende til betingelserne i lovens § 5 om iværksættelse af tilbageholdelsen.
Magtanvendelsen skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation og må ikke gå ud over det strengt nødvendige.
Ved fysisk magtanvendelse forstås eksempelvis egentlig fysisk fastholdelse af en person.
Nødværge
20. Handlinger, der har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt, omfattes af straffelovens bestemmelser om nødværge, hvorefter der kan blive tale om at gå videre i forsvaret end nævnt under afsnittet ovenfor om fysisk magtanvendelse. En medarbejder kan således også gribe ind og hjælpe i udøvelsen af nødværge, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2. Isolation
21. Isolation, hvorved forstås afsondring i aflåst rum i kortere eller længere perioder, er ikke tilladt. Aflåsning af værelser om natten betragtes dog ikke som isolation, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Dette er en udvidelse i forhold til de regler der gælder på børne og unge området, jf. reglerne i magtanvendelsesbekendtgørelsen vedrørende døgninistitutioner for børn og unge mv., hvorefter aflåsning af værelser om natten kun kan finde sted på sikrede afdelinger uden at dette betragtes som isolation.
Fiksering
22. Fiksering er ikke tilladt. Ved fiksering forstås anvendelse af mekanisk tvangsmiddel i form af bælte, håndremme, fodremme, livstykke eller anden form for mekanisk fastspænden, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2.
Regler om anvendelse af de såkaldte bløde midler, eksempelvis fastspænding med stofseler til seng, stol eller toilet, findes indenfor det sociale område i § 4, stk. 2 i bekendtgørelse om magtanvendelse mv. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Disse bestemmelser er beregnet for stærkt fysisk eller psykisk handicappede personer, og er nødvendige bl.a. for at hindre fald, fastholde vedkommende til et hjælpemiddel, der er et nødvendigt led i behandlingen, at hindre selvlemlæstende adfærd eller på anden måde beskytte vedkommende. Anvendelsen af midlerne anses ikke for fiksering.
Der er ikke i lov eller bekendtgørelse om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling fastsat bestemmelser om anvendelse af tilsvarende midler, da hensyn af den ovenfor nævnte karakter ikke gør sig gældende i forbindelse med behandling af gruppen af stofmisbrugere.
Aflåsning af institutionen
23. I det omfang det er nødvendigt for at sikre, at stofmisbrugeren -typisk i en akut opstået krisesituation - forhindres i at forlade institutionen under et aftalt behandlingsforløb, kan institutionen foretage aflåsning af institutionens ydredøre i kortere perioder af dagen. Institutionen kan desuden aflåses om natten, jf. bekendtgørelsens § 4. Bestemmelsen svarer til § 8 i magtanvendelsesbekendtgørelsen for børn og unge.
Aflåsning af institutionens ydredøre i kortere perioder af dagen kan sammen med muligheden for lempeligere indgreb, fx. i form af "mandsopdækning", jf. pkt. 11, være et af de midler, der kan afværge en akut opstået krisesituation.
Det er en klar forudsætning i loven, at disse midler ikke skal stå alene. Dels er de tilladte midler, sammen med de fysiske indretninger af institutionerne, ikke tilstrækkelige til at kunne opretholde en tilbageholdelse i længere tid, og dels vil situationen i nogle tilfælde kunne virke konfliktskabende eller optrappende, og dermed have den modsatrettede effekt, medmindre der sættes aktivt ind med andre foranstaltninger.
Det er således en forudsætning, at de socialpædagogiske tiltag, institutionerne normalt griber til i dagligdagen, intensiveres i forbindelse med krisesituationer, således at der også ad den vej lægges pres på stofmisbrugeren med henblik på at fortsætte behandlingen. Der henvises i den forbindelse til de muligheder, der er nævnt i pkt. 11.
KAPITEL I.
Lovens anvendelsesområde
Amtskommuner, hvor amtsrådet har besluttet, at lovens bestemmelser skal finde anvendelse
2. Bestemmelserne i lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling finder ikke automatisk anvendelse på alle landets behandlingsinstitutioner.
En forudsætning for, at lovens bestemmelser kan finde anvendelse, er, at det enkelte amtsråd har besluttet, at den pågældende amtskommune vil benytte sig af lovens bestemmelser, jf. § 1, stk. 1.
Er der truffet beslutning om, at reglerne om tilbageholdelse skal finde anvendelse, er det den enkelte amtskommune selv, der fastlægger, hvordan og på hvilke institutioner, reglerne skal kunne anvendes. Amtskommunen kan i den forbindelse, eventuelt i samarbejde med behandlingsinstitutionerne, vurdere, om det er mest hensigtsmæssigt at koncentrere denne form for behandlingskontrakter på én bestemt institution eller på flere. Vurderingen heraf må bl.a. ske på baggrund af forholdene på den enkelte institution (personale, normerede antal pladser, institutionens størrelse og fysiske indretning mv.).
I amtets planlægning kan indsatsen i forbindelse med anvendelse af reglerne om tilbageholdelse mv. fx tilrettelægges således, at den retter sig til en gruppe stofmisbrugere med særlige problemer.
Døgninstitutioner efter bistandslovens § 96 samt private døgninstitutioner uden overenskomst efter bistandslovens § 96, stk. 2
3. Reglerne om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling kan kun finde anvendelse på døgninstitutioner til behandling af stofmisbrugere i henhold til bistandslovens § 96 eller på private døgninstitutioner uden overenskomst med det offentlige, som, hvis de havde overenskomst med det offentlige, ville hører ind under bestemmelserne i bistandslovens § 96. Om private døgninstitutioner uden overenskomst med det offentlige, se pkt. 4.
Amtsrådet kan vælge at opfylde sin forpligtelse efter bistandslovens § 96 på følgende måder
a. ved at oprette og drive institutioner, eventuelt i fællesskab med andre amtsråd,
b. ved at indgå aftale med kommuner om anvendelse af kommunalt drevne institutioner,
c. ved at indgå overenskomst med selvejende institutioner, herunder også institutioner, der ligger i andre amtskommuner,
d. ved at indgå aftale med andre amtsråd om benyttelse af pladser på de under a-c nævnte institutioner.
Der henvises i øvrigt til Socialstyrelsens vejledning nr. 3 af 27. juli 1988 om bistandslovens bestemmelser om døgnophold for børn og unge.
En beslutning om at anvende lovens bestemmelser betyder, at disse, i overensstemmelse med amtets planlægning og indenfor rammerne af allerede eksisterende aftaler, kan finde anvendelse på amtets institutioner, jf. ovenfor under a-d. I det omfang institutionerne drives i samarbejde med andre amter, forudsætter anvendelse af reglerne om tilbageholdelse på institutionerne, at de pågældende amter tillige har truffet beslutning om at anvende lovens bestemmelser om tilbageholdelse mv..
Beslutning om anvendelse af bestemmelserne om tilbageholdelse betyder endvidere, at amtskommunens personsagsudvalg kan godkende en beslutning om en behandlingskontrakt mellem en privat institution uden overenskomst med det offentlige og en stofmisbruger, med den virkning at bestemmelserne om tilbageholdelse kan finde anvendelse på den pågældende private institution. Det er uden betydning, om den pågældende private institution er beliggende indenfor eller udenfor amtet, og, såfremt den er placeret udenfor amtet, om dette amt har truffet beslutning om at anvende lovens regler om tilbageholdelse.
Selvom en amtskommune ikke har truffet beslutning om at anvende lovens bestemmelser, kan reglerne om tilbageholdelse mv. godt finde anvendelse i amtet dels i en institution, hvor et andet amt har driftsansvaret, og hvor dette amt har besluttet at anvende lovens bestemmelser, og dels i en privat institution uden overenskomst med det offentlige, hvis personsagsudvalget i et andet amt, hvor der er truffet beslutning om at anvende loven, godkender en tilbageholdelseskontrakt for en af sine borgere på den pågældende institution.
Særligt om private behandlingsinstitutioner uden overenskomst med det offentlige
4. Lovens bestemmelser om tilbageholdelse kan efter vedkommende amtsråds beslutning finde anvendelse på private døgninstitutioner uden overenskomst med det offentlige, som, hvis de havde overenskomst, ville høre ind under bestemmelserne i bistandslovens § 96. Det vil bl.a. sige, at den pågældende institution i sin ledelsesstruktur er på linie med en institution efter § 96, ligesom det må forudsættes, at der er behandlingstilbud, der svarer til de tilbud, der normalt er på en § 96-institution, således at det må vurderes, at den pågældende institution både fysisk og pædagogisk ligger på niveau med en institution efter § 96.
Der skal ikke ske en egentlig godkendelse af den private døgninstitution, men efter lovens § 2, stk. 2, skal den private institutionsleders konkrete beslutning om at tilbyde en behandlingskontrakt med mulighed for tilbageholdelse godkendes af personsagsudvalget i stofmisbrugerens hjemamt, hvor der er truffet beslutning om at anvende reglerne om tilbageholdelse.
Da der er tale om en privat døgninstitution uden driftsoverenskomst med det offentlige, vil amtsrådet typisk have behov for at indhente nærmere oplysninger om institutionen, forinden personsagsudvalget giver sin godkendelse.
Derfor kan amtsrådet indhente de oplysninger hos den private døgninstitution, der måtte være nødvendige for personsagsudvalgets godkendelse af institutionslederens beslutning, jf. § 3, stk. 2.
I forbindelse med godkendelsen indgår en vurdering af, om den pågældende institution fysisk og pædagogisk ligger på niveau med en institution efter bistandslovens § 96, jf. ovenfor, og navnlig en vurdering af, om den private døgninstitution anses for egnet til denne særlige behandlingsform.
Eksempelvis kan en privat døgninstitution ændre sig, fx ved ud skiftning af medarbejdere, hvorved stedets pædagogiske ressourcer forøges eller formindskes, hvilket kan få konsekvenser for fx det antal misbrugere, som stedet anses for egnet til at modtage eller for institutionens egnethed som sådan til at håndtere denne særlige behandlingsform. Se endvidere under pkt. 30 om tilsyn.
En amtskommunal beslutning i det konkrete tilfælde
5. Det er personsagsudvalget i amtet, der i det konkrete tilfælde skal træffe beslutning, om der skal gives tilbud om behandling med mulighed for tilbageholdelse på en given behandlingsinstitution. Beslutningen træffes i samarbejde med opholdskommunen.
Det er amtets personsagsudvalg, der i det konkrete tilfælde skal godkende en beslutning fra en leder af en privat døgninstitution, uden overenskomst med det offentlige, om at tilbyde en stofmisbruger en behandlingskontrakt efter lovens bestemmelser. Amtsrådet har i medfør af lovens § 3, stk. 2, adgang til at indhente oplysninger om den pågældende institution, jf. pkt. 4.
Det er vigtigt i forbindelse med den konkrete beslutning at se på stofmisbrugerens egen motivation for netop denne type behandling. Om aftaleindgåelse, mv. se under pkt. 8.
Frivilligt for stofmisbrugeren
6. Endeligt er det frivilligt for stofmisbrugeren, om pågældende ønsker at indgå en kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse på institutionen. Ønsker stofmisbrugeren ikke at indgå en sådan aftale, må det ikke afskære vedkommendes adgang til øvrige eksisterende behandlingstilbud, jf. § 3, stk. 1, sidste pkt.. Om aftaleindgåelse, mv. se under pkt. 8.
Bestemmelserne er primært sigtet på yngre stofmisbrugere over 18 år, men ældre stofmisbrugere vil på tilsvarende måde også kunne indgå aftaler om behandling med mulighed for tilbageholdelse. Det afgørende er misbrugerens motivation og ikke pågældendes alder.
KAPITEL VIII.
Klageadgang, tilsyn og indberetning til Socialministeriet
27. Efter lovens § 2, stk. 3, kan der ikke klages til en anden myndighed over, at amtskommunens personsagsudvalg ikke træffer beslutning om at tilbyde en stofmisbruger en behandlingskontrakt med mulighed for tilbageholdelse eller over, at samme myndighed ikke godkender, at en privat institution uden overenskomst tilbyder en misbruger en sådan kontrakt.
28. Efter § 7 i bekendtgørelsen kan klager vedrørende overtrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen indbringes for amtsrådet, der træffer afgørelse om de foranstaltninger, der vil være at foretage.
For en privat døgninstitution uden overenskomst med det offentlige, der har indgået kontrakt med en stofmisbruger med mulighed for tilbageholdelse, indbringes klage for amtsrådet i den amtskommune, hvis personsagsudvalg har godkendt indgåelsen af behandlingskontrakten.
Amtsrådet skal besvare klagerne snarest muligt og inden 6 uger og skal anmode den ansvarlige institutionsleder om en udtalelse, før behandlingen af en klage. Samtidig med institutionslederens udtalelse skal der indsendes en redegørelse fra den medarbejder, der har kendskab til de forhold, der klages over.
Institutionslederen eller den, denne bemyndiger dertil, skal herudover hurtigst muligt foretage en undersøgelse, der omfatter samtale med stofmisbrugeren, de medarbejdere, der har kendskab til de forhold, der klages over, og mulige vidner til episoden. Der skal udfærdiges en rapport om samtalerne, og rapporten skal også indsendes med institutionslederens indstilling til amtsrådet.
Tilsyn
29. For så vidt angår tilsynet med § 96-institutioner, der enten er offentligt drevne, eller hvor der er overenskomst, gælder de almindelige regler om tilsynsforpligtelse. Der henvises til pkt. 67 i Socialstyrelsens vejledning nr. 3 af 27. juli 1988 om bistandslovens bestemmelser om døgnophold for børn og unge.
30. Efter lovens § 3, stk. 2, fører amtsrådet tilsyn med en privat døgninstitution uden overenskomst, der har indgået behandlingskontrakt med en stofmisbruger med mulighed for tilbageholdelse.
Tilsynet påhviler amtsrådet i den amtskommune, hvis personsagsudvalg har godkendt den private institutionsleders tilbud om behandlingskontrakt, jf. bekendtgørelsens § 8.
Tilsynsforpligtelsen vil dog efter aftale kunne varetages af et andet amt end dette amt, eventuelt beliggenhedsamtet. Dette vil især være hensigtsmæssigt, hvis flere amter benytter sig af samme private institution.
Tilsynet med de private institutioner uden overenskomst med det offentlige omhandler eksempelvis tilsyn med institutionens personale, behandlingsmetoder og institutionens bygningsmæssige forhold, herunder den fysiske indretning af institutionen. Tilsynet omhandler ikke den private institutions økonomiske forhold, og kan bl.a. af den grund ikke sidestilles med det almindelige tilsyn efter bistandslovens § 98 for de i amtskommunen beliggende § 96-institutioner.
Tilsynet med en privat institution uden overenskomst skal specielt relatere sig til institutionens egnethed til at forvalte reglerne om tilbageholdelse af stofmisbrugere. Amtet kan i forbindelse med tilsynsopgaven endvidere inddrage de oplysninger, der er forudsat indhentet i medfør af lovens § 3, stk. 2, jf. ovenfor under pkt.4.
Såfremt det tilsynsførende amt finder, at forholdene på en privat døgninstitution er uacceptable, må det tages op til vurdering, om personsagsudvalgets godkendelse af behandlingskontrakter med mulighed for tilbageholdelse på den pågældende institution bør trækkes tilbage.
Indberetning til Socialministeriet
31. Amtskommunerne skal efter bekendtgørelsens § 9 indberette til Socialministeriet i hvilket omfang, der er truffet beslutning om at tilbyde stofmisbrugere kontrakt om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse samt om antallet af indgåede kontrakter af denne art.
Dette indbærer, at amterne årligt pr. 1. oktober, første gang dog 31. december 1992, oplyser over for Socialministeriet, om der er truffet beslutning om at anvende lovens bestemmelser, på hvilke institutioner samt for hvilke stofmisbrugergrupper.
Endvidere oplyses pr. samme dato, hvor mange borgere i amtet, opdelt på kommuner, der i den forløbne periode har fået tilbud om en sådan behandlingskontrakt, hvor mange, der er i en sådan behandling, hvor mange, der har afbrudt behandlingen, samt i hvor mange tilfælde, der er truffet beslutning om at tilbageholde stofmisbrugere.
Socialministeriet, den 8. december 1992.
Else Winther Andersen
/ Poul Pedersen
KAPITEL VII.
Indberetning i forbindelse med overtrædelse af bekendtgørelsen
26. Som det er fastsat i bekendtgørelsens § 6 skal der fra institutionens side ske indberetning til amtsrådet i de tilfælde, hvor der har fundet overtrædelse sted af reglerne i bekendtgørelsens § 2 (om fysisk magtanvendelse), § 3 (om isolation og fiksering) og § 4 (om aflåsning), samt hvor der anvendt nødværge.
Fysisk magtanvendelse inden for rammerne af det i bekendtgørelsens § 2, stk. 1, beskrevne skal ikke indberettes, men episoden protokolleres.
For en privat døgninstitution uden overenskomst med det offentlige, der har indgået kontrakt med en stofmisbruger med mulighed for tilbageholdelse, skal indberetningen ske til amtsrådet i den amtskommune, hvor personsagsudvalget har godkendt indgåelsen af behandlingskontrakten.
Den eller de medarbejdere, der har været impliceret i en af de nævnte overtrædelser eller har udøvet nødværge skal senest dagen efter episoden afgive skriftlig indberetning derom til institutionslederen, der med sine kommentarer samt forklaringer fra personer, der har overværet episoden, inden 3 dage skal videresende indberetningen til amtsrådet. Så vidt muligt skal indberetningen ledsages af stofmisbrugerens egen redegørelse for episoden, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2, hvor det videre er fastsat, at indberetningen skal indeholde følgende oplysninger
1) De særlige forhold, der begrunder indgrebet,
2) tidspunktet for den handling, der har givet anledning til indgrebet,
3) tidspunktet for indgrebet,
4) indgrebets varighed,
5) beskrivelse af indgrebets art,
6) beskrivelse af indgrebets formål,
7) hvem, der foretog indgrebet,
8) stofmisbrugerens tilstand i den tid, indgrebet fandt sted.
I de tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om en strafbar handling, der er undergivet offentlig påtale, skal institutionslederen efter bestemmelsens stk. 3 straks sende indberetning herom til amtsrådet.
En medarbejder, som har overværet episoden, og som ikke dagen efter er bedt om oplysninger til indberetningen, er efter stk. 4 pligtig at meddele sin forklaring til institutionslederen. Ligesom en medarbejder, der i øvrigt får begrundet viden om episoden, efter stk. 5 også skal meddele institutionslederen denne viden.
Institutionslederen er endvidere efter stk. 6 pligtig samtidig med sin indberetning til amtsrådet at give kopi af denne til den implicerede medarbejder.
Efter stk. 7 skal en medarbejder, der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Medarbejderen skal samtidig gøres bekendt med, at der ikke er pligt til at udtale sig om fremstillingen.
Hvis den implicerede part er institutionslederen, skal der efter stk. 8 sendes indberetning direkte til amtsrådet. Medarbejderen giver i dette tilfælde institutionslederen genpart af sin indberetning.
Endelig er det i stk. 9 fastsat, at amtsrådet skal træffe afgørelse i sagen inden 6 uger.
KAPITEL VI.
Domstolsprøvelse
25. Efter § 8 skal det amtskommunale personsagsudvalg indbringe beslutningen om tilbageholdelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kap. 43 a, hvis stofmisbrugeren anmoder om det. Som nævnt ovenfor, og som det fremgår af lovbestemmelsen, skal stofmisbrugeren både i forbindelse med indgåelse af kontrakten og samtidig med, at pågældende får meddelelse om den endelige beslutning om tilbageholdelse efter § 6, stk. 2, orienteres om muligheden for at få beslutningen indbragt for retten.
Retsplejelovens kap. 43 a rummer reglerne om prøvelse af administrativ frihedsberøvelse, dvs. frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed. Det er de samme regler, der gælder fx. ved fjernelse af børn fra hjemmet efter bistandsloven og ved tvang inden for psykiatrien.
Ifølge retsplejelovens regler ( § 469, stk. 1 ) er det ikke kun den frihedsberøvede men også den, der handler på hans vegne, som kan begære frihedsberøvelsens lovlighed prøvet af retten. Foreligger en sådan begæring, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den - dvs. amtskommunens personsagsudvalg - forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den frihedsberøvede har bopæl. Det er således ikke nødvendigvis retten på det sted, hvor institutionen er beliggende, der skal have sagen forelagt.
KAPITEL V.
Varighed og ophør af tilbageholdelsen
24. Efter § 5, stk. 1, i bekendtgørelsen påhviler det lederen af institutionen til stadighed at påse, at tilbageholdelsen ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Ligesom det i bestemmelsens stk. 2 er understreget, at tilbageholdelsen skal ophøre, når betingelserne i lovens § 5 ikke længere er til stede. Man bør således under tilbageholdelsesperioden til stadighed være opmærksomhed på, dels om den begrundede formodning om, at stofmisbrugeren vil afbryde behandlingen fortsat er til stede, og dels om det fortsat vil være uforsvarligt ikke at tilbageholde enten af behandlings- eller farehensyn, jf. pkt. 12-15.
Den enkelte tilbageholdelse kan ikke vare over 14 dage fra den endelig beslutning om iværksættelse af tilbageholdelsen er truffet, jf. § 7, stk. 1. Tilbageholdelsen skal således ophøre efter udløbet af 14 dage, selvom betingelserne for tilbageholdelse fortsat er tilstede.
De 14 dage er en maximum-regel, idet det forudsættes, at det i langt de fleste tilfælde kun vil være nødvendigt at tilbageholde i meget kortere perioder, indtil at misbrugeren er blevet overtalt til at fortsætte behandlingsforløbet.
Hvis tilbageholdelse kun viser sig nødvendig i fx. et døgn, er den i § 6, stk. 1, nævnte foreløbige beslutning truffet, og beslutningen skal derfor forelægges personsagsudvalget, som skal behandle den, selvom tilbageholdelsen er ophørt.
I princippet er der ikke noget til hinder for, at der efter en ophørt tilbageholdelsesperiode iværksættes en ny tilbageholdelse, når betingelserne herfor i § 5 er opfyldt, og der er truffet en ny beslutning efter § 6.
I forbindelse med en ny beslutning om tilbageholdelse - specielt umiddelbart efter en afsluttet tilbageholdelsesperiode - bør det nærmere overvejes, om den valgte behandlingsplan, herunder tilbageholdelsesadgangen, bør ændres.
Selvom der inden for det halve år, en behandlingskontrakt med mulighed for tilbageholdelse højst kan gælde for, vil kunne forekomme flere tilbageholdelsessituationer, begrænses antallet af sådanne perioder af, at det i § 7 er fastsat, at den samlede tilbageholdelsesperiode inden for 6 måneder ikke kan overstige 2 måneder.
Det er efter § 7 lederen af behandlingsinstitutionen, der træffer beslutning om ophøret af tilbageholdelsen. Stofmisbrugeren skal efter bestemmelsen straks have besked om beslutningen, som efterfølgende også skal meddeles til amtskommunens personsagsudvalg.
KAPITEL I.
Lovens anvendelsesområde
KAPITEL II.
Indgåelse af en behandlingskontrakt
KAPITEL III.
Tilbageholdelsen
KAPITEL IV.
Iværksættelse og opretholdelse af tilbageholdelse
KAPITEL V.
Varighed og ophør af tilbageholdelsen
KAPITEL VI.
Domstolsprøvelse
KAPITEL VII.
Indberetning i forbindelse med overtrædelse af bekendtgørelsen
KAPITEL VIII.
Klageadgang, tilsyn og indberetning til Socialministeriet
Vejledning om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling
(Til samtlige kommuner og amtskommuner)
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
Ingen