Skrivelse vedrørende betaling for varig hjemmehjælp (Til samtlige kommuner og amtskommuner)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse vedrørende betaling for varig hjemmehjælp
(Til samtlige kommuner og amtskommuner)
Med henblik på at orientere kommunerne så hurtigt som muligt fremsendes hermed et foreløbigt eksemplar af Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for varig hjemmehjælp i den form, som den er godkendt af og underskrevet af ministeren. Bekendtgørelsen er samtidig sendt til trykning, hvorefter den vil blive udsendt til kommuner, amtskommuner m. fl. efter den sædvanlige procedure.
Lov nr. 500 af 24. juni 1992 om ændring af lov om social bistand m.v. (Betaling for varig hjemmehjælp og præcisering af kommunernes forpligtelse til at sørge for døgntilbud) har givet anledning til en række henvendelser til Socialministeriet. Til afhjælpning af eventuelle tvivlsspørgsmål skal vi på denne baggrund komme med følgende vejledende udtalelse
Betaling for varig hjemmehjælp er uafhængig af hjælpens omfang, dvs antallet af ydede hjemmehjælpstimer.
Beboere i plejehjem med pensionsudbetaling, jf. bistandslovens §§ 85a og 119, og beboere i beskyttede boliger skal betale for varig hjemmehjælp.
Der betales for hjælp, der traditionelt kan henføres til hjemmehjælp, uanset hvilken personalekategori, der rent faktisk udfører arbejdet. Betaling skal således finde sted i alle tilfælde, hvor modtageren er tildelt hjemmehjælp. Dette har navnlig betydning, for så vidt angår de såkaldte integrerede ordninger.
Der er ikke i forbindelse med genindførelse af betaling af varig hjemmehjælp sket ændringer med hensyn til betaling for ydelser, der hører under Sundhedsministeriets lovgivning om hjemmesygeplejerskeordninger. Ydelser, der hører under hjemmesygeplejen, er således fortsat gratis.
Modtagere af førtidspension efter lov om social pension er fritaget for betaling for hjemmehjælp. Gifte, der modtager hjemmehjælp, er fritaget for betaling, når den af ægtefællerne, der modtager førtidspension, er tildelt hjemmehjælp. Betalingsfritagelsen gælder også, selv om den anden ægtefælle, der ikke er førtidspensionist, selvstændigt er tildelt hjemmehjælp. Der henvises iøvrigt til bekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Reglerne for gifte finder også anvendelse på samboende, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 4. Personer i registreret partnerskab efter lov om registreret partnerskab sidestilles med gifte ved beregning af betaling for varig hjemmehjælp.
Modtagere af folkepension, delpension og invaliditetsydelse samt efterlønsmodtagere er ikke fritaget for betaling.
Modtagere af varig hjemmehjælp, der udelukkende skal betale for hjælpen på grund af størrelsen af den skattepligtige formue, og som har fast ejendom, kan efter anmodning opnå lån hos kommunen ti
betalingen efter reglerne i lov om lån til betaling af ejendomsskatter, jr. Indenrigsministeriets lovbekendtgørelse nr. 576 af 28. august 1987, som senest ændret ved lov nr. 337 af 6. juni 1991.
Det er skattemyndighedernes regler om beskatning af ægtefæller, der lægges til grund ved beregningen af betaling for varig hjemmehjælp. Det betyder, at der ved samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse uden separation eller skilsmisse fastsættes betaling som for gifte indtil udgangen af det kalenderår, hvori ophævelsen af samlivet har fundet sted, jf. iøvrigt lovens § 55, stk. 5. Tilsvarende regler finder anvendelse, når den ene af ægtefællerne optages i et plejehjem.
Kommunalbestyrelsen bør orientere den enkelte modtager af hjemmehjælpen om betalingens størrelse forud for det tidspunkt, fra hvilket betalingen begynder at løbe. Dette gælder også i de situationer, hvor betalingen ændres som følge af forandringer i modtagerens økonomiske og ægteskabelige forhold, m.v.
Betalingen/ændringer i betalingen får herefter først virkning fra den 1. i den måned, som følger efter beslutningen om tildeling af hjælp/betalingsændring, jf. bekendtgørelsens § 4.
Betaling for varig hjemmehjælp kan fratrækkes i den sociale pension efter forudgående aftale med den enkelte modtager af hjælpen.
Lov nr. 500 af 24. juni 1992 trådte i kraft den 1. juli 1992.
For at give kommunalbestyrelsen den fornødne tid til administrativt at tilrettelægge den nye betalingsordning, kan kommunalbestyrelsen vælge at udsætte opkrævning af betaling indtil den 1. oktober 1992. Kommunalbestyrelsen kan ikke i juli kvartal 1992 opkræve betaling for en periode, som ligger forud for det tidspunkt, fra hvilket kommunalbestyrelsen har besluttet, at betalingsordningen skal begynde at løbe.
Med venlig hilsen
Else Winther Andersen
/Hanne Hendil
Ingen