Information om ændringer i reglerne om ungdomsydelse og om indførelse af en ordning med ungdomspraktik. (Til samtlige kommuner.)
Statutory Text (2 Articles)
Information om ændringer i reglerne om ungdomsydelse og om indførelse af en ordning med ungdomspraktik.
(Til samtlige kommuner.)
Folketinget har den 18. juni 1992 vedtaget: L 290: Forslag til lov om ændring af lov om social bistand m.v. (Udvidelse af ordningen om ungdomsydelse), og L 292: Forslag til lov om ændring af lov om social bistand m.v. (Ændring af ordningen om ungdomsydelse).
Som bilag vedlægges en kopi af lovene i den udformning, hvori de blev vedtaget ved 3. behandlingen i Folketinget.
1. Vedtagelsen af L 290 medfører følgende ændringer pr. 1. juli
1992: a. Ændringer i ungdomsydelsesordningen
Udvidelse af aldersgruppen Med vedtagelsen af lovforslaget udvides ungdomsydelsesordningen
til også at gælde for unge i alderen 21-24 år. Ungdomsydelsen kommer hermed til at omfatte alle unge under 25 år, der søger om hjælp på grund af ledighed.
Tilbud om ungdomsydelse er som hidtil tilbud om ansættelse i en
privat virksomhed med løntilskud (overenskomstmæssig løn) eller
ansættelse i et beskæftigelsesprojekt (projektløn) efter reglerne i lov om kommunal beskæftigelsesindsats. Det er ligeledes uændret, at beskæftigelsen skal tilbydes med i gennemsnit 20 timer pr. uge i 5 måneder.
Udligningstillæg Til unge i alderen 21-24 år, der som ungdomsydelsestilbud er ansat i et beskæftigelsesprojekt, kan der som noget nyt ydes et udligningstillæg ud over lønnen. Formålet med udligningstillægget er at sikre, at ungdomsydelsen for unge 21-24 årige ikke bliver mindre end kontanthjælpen efter bistandslovens § 37.
Tillægget svarer til det beløb, hvormed den kontanthjælp, som den
unge ville have været berettiget til, overstiger ungdomsydelsen efter skat. I den forbindelse henledes opmærksomheden på, at der ikke er sket ændringer i lovens § 40, stk. 3, hvorefter der ikke kan ydes kontanthjælp til personer, der er berettiget til ungdomsydelse.
Udligningstillægget er en skattefri ydelse. Tillægget medfører ikke reduktion af det skattemæssige personfradrag.
Ret til gentagne tilbud Der er med vedtagelsen af lovforslaget indført ret for de unge til gentagne tilbud om ungdomsydelse. Er den unge under 25 år efter udløbet af det første tilbud med ungdomsydelse således ikke kommet i ordinær beskæftigelse eller uddannelse, har den unge ret til et nyt tilbud. Retten til det nye tilbud indtræder, når den unge på grund af ledighed har modtaget kontanthjælp efter § 37 i en sammenhængende periode på 3 måneder. Ved opgørelse af 3 måneders-perioden medregnes kontanthjælpsperioder, der ligger
forud for den 1. juli 1992.
Der er ikke fastsat begrænsninger med hensyn til antallet af gentagne
tilbud.
Overgangsregler Der er i L 290 om udvidelsen af ungdomsydelsesordningen med de
unge 21-24 årige ikke fastsat overgangsregler i forhold til den
gældende bestemmelse om en visitationsperiode på 2 uger.
Imidlertid indeholder L 290 i § 4 en bestemmelse om, at socialministeren optager forhandlinger med de kommunale parter med henblik på tilrettelæggelse af en hensigtsmæssig og fleksibel ordning med hensyn til igangsætningen af udvidelsen af ungdomsydelsesreglerne.
Ved forhandlinger med de kommunale parter om tilrettelæggelse af en fleksibel igangsætningsordning er der herefter under hensyn til opfyldelse af målsætningerne i L 290 om omfanget af den aktiveringsindsats, der skal gennemføres i 1992, opnået
tilslutning til en målsætning om, at udvidelsen af ungdomsydelsesordningen iværksættes efter følgende retningslinier
1)Til unge i alderen 21-24 år, der modtager kontanthjælp den 1. juli 1992, er det hensigten at give tilbud om ungdomsydelse inden de unge fylder 25 år, dog senest den 1. oktober 1992 (visitationsperiode på op til 3 måneder). Det er ligeledes hensigten at anvende en visitationsperiode på op til 3 måneder for unge under 21 år, som den 1. juli 1992 opfylder betingelserne for ret til et nyt ungdomsydelsestilbud.
2)Til unge i alderen 21-24 år, der ansøger om kontanthjælp i perioden fra 1. juli 1992 og indtil 1. januar 1993, er det hensigten at give tilbud om ungdomsydelse senest inden 2 måneder efter ansøgningen (visitationsperiode på op til 2 måneder).
b. Indførelse af en ungdomspraktikordning Med virkning fra 1. juli 1992 indføres der en ordning med ungdomspraktik (føl-ordning) inden for den offentlige og private sektor. Ordningen er en forsøgsordning, der skal tages op til revision inden udgangen af 1993.
Ungdomspraktikordningen omfatter unge under 25 år. Deltagelse i ordningen er ligesom f.eks. deltagelse i frivilligt og ulønnet arbejde en alternativ aktivitet, der efter lovens § 49 f kan træde i stedet for det egentlige ungdomsydelsestilbud.
I ungdomspraktikordningen skal den unge i en periode på 5 måneder og med en ugentlig aktivitet på 20 timer knyttes til en uddannet og erfaren medarbejder, således at den unge igennem introduktion, oplæring og uddannelse fået et indblik i de opgaver, der varetages på den pågældende arbejdsområde. Der kan inden for den samlede praktikperiode sammensættes flere praktikforløb. Det forudsættes, at der ved afslutningen af praktikperioden udfærdiges et praktikbevis, som bl.a. indeholder en beskrivelse af det forløb, den unge har gennemgået.
Løn- og arbejdsvilkårene for den unge i ungdomspraktik svarer til de regler, der gælder for ungdomsydelsen. Etablering af
ungdomspraktik inden for den private sektor følger reglerne om ansættelse i
privat virksomheder med løntilskud. Tilsvarende etableres ungdomspraktik inden for den offentlige sektor efter reglerne om ansættelse i et beskæftigelsesprojekt.
Som eksempler på ungdomspraktik i den offentlige sektor kan nævnes praktikforløb inden for hjemmehjælpsområdet og dagtilbudsområdet for børn.
Ved ungdomspraktik på hjemmehjælpsområdet må arbejdsopgaverne
afgrænse således, at den unge ikke deltager i den personlige pleje, men kun påtager sig ekstraordinære opgaver, der ellers ikke ville blive udført og kun i følge med en hjemmehjælper. Arbejdsopgaverne kan f.eks. være vinduespudsning, trappevask eller tøjreparation.
Ved ungdomspraktik på dagtilbudsområdet må arbejdsopgaverne afgrænses til opgaver, der ikke giver den unge et eneansvar i forhold til børnene. Arbejdsopgaverne kan f.eks. være deltagelse i ture/arrangementer som ekstra medhjælp, vedligeholdelse af legetøj eller renholdelse af legeplads m.v.
Med hensyn til finansieringen af ungdomspraktikordningen er det fastsat, at kommunernes udgifter til ordningen refunderes af
staten efter de regler, der gælder for refusion af udgifter til ungdomsydelsen.
c. Oprettelse af en servicefunktion Som led i den samlede aktiveringsindsats har Folketinget den 17. juni 1992 vedtaget L 300 om ændring af lov om kommunal beskæftigelsesindsats. Herefter har kommunerne ansvaret for oprettelse af en servicefunktion.
Servicefunktionen har sammenhæng med ungdomsydelsen, idet ungdomsydelsens beskæftigelseskrav kan opfyldes gennem servicefunktionen. Det er en forudsætning, at ungdomsydelsens krav til omfanget af den samlede beskæftigelse respekteres.
Servicefunktionen indeholder to elementer af relevans for ungdomsydelsesordningen. Det første er, at servicefunktionen tilbyder private virksomheder med færre end 5 ansatte, der ønsker at ansætte en ledig med løntilskud, bistand i forbindelse med administrative opgaver. Det andet er, at servicefunktionen kan udsende ledige kontanthjælpsmodtagere til private husstande, som har særlige behov for hjælp.
Hvad angår ansættelse af ledige i private virksomheder med
løntilskud, har det ikke været tanken at oprettelsen af servicefunktionen skal berøre de eksisterende regler for løntilskud.
Ungdomsydelsens beskæftigelseskrav kan opfyldes ved ansættelse i privat virksomhed med løntilskud. Der er ikke i reglerne om ungdomsydelse noget til hinder for, at beskæftigelseskravet kan opfyldes ved samtidig ansættelse hos flere arbejdsgivere, eller i øvrigt gennem flere på hinanden følgende ansættelsesforhold i løbet af de fem måneder, som ungdomsydelsen varer.
Ansættelse i privat virksomhed med løntilskud i et videre omfang end 2 timer kan træde i stedet for ungdomsydelsen. Det gælder også når beskæftigelsen sker gennem henvisning fra servicefunktionen.
Hvad angår udsendelse til private husstande, er der tale om en ny ordning. Ordningen tilrettelægges som et tilbud til pensionister, børnefamilier med børn i alderen 0- 8 år, familier med en døende, handicapfamilier eller andre grupper, som kommunen måtte ønske inddraget. Arbejdet kan være indkøb, snerydning, havearbejde, rengøring, børnepasning, omsorg eller andre former for arbejde, hvor der ikke opstår en situation, der kan virke konkurrenceforvridende.
Udsendelse til private husstande kan træde i stedet for tilbud om ungdomsydelse, idet ordningen finansieres af tilskud ydet efter § 20 i lov om kommunal beskæftigelsesindsats (jf. bistandslovens § 49 f).
Det er kommunen der ansætter den unge, der udsendes til private husstande. Under udsendelsen modtager den unge en ydelse der svarer til den ydelse, der udbetales til kontanthjælpsmodtagere beskæftiget i beskæftigelsesprojekter. Der er ikke i reglerne om ungdomsydelse noget til hinder for, at ungdomsydelsens beskæftigelseskrav kan opfyldes ved udsendelse til flere private husstande.
For såvel ansættelse i privat virksomhed med løntilskud som for udsendelse til private husstande, må der tages hensyn til, at den unge ikke sendes ud i - for den unge - uoverskuelig mange forskellige beskæftigelsesforhold. Socialministeriet vil i en kommende bekendtgørelse fastsætte nærmere bestemmelser om det maksimale antal tilbud den unge er forpligtiget til at modtage inden for en given periode.
2. Vedtagelsen af L 292 medfører følgende ændringer pr. 1. april
1993
Beskæftigelsens art Tilbud om ungdomsydelse vil fortsat være tilbud om enten
ansættelse i privat virksomhed med løntilskud (20 timer om ugen til overenskomstmæssig løn) eller ansættelse i et
beskæftigelsesprojekt hvor den unge modtager oplæringsydelse, jf. nedenfor.
Indførelse af oplæringsydelse Ved en ændring af lov om kommunal beskæftigelsesindsats indføres der med virkning fra 1. april 1993 regler om en oplæringsydelse, der anvendes i enhver form for offentlige beskæftigelsesforanstaltninger for ledige kontanthjælpsmodtagere under 25 år.
Ved ansættelse i et beskæftigelsesprojekt som ungdomsydelsestilbud modtager den unge herefter ungdomsydelse i form af
oplæringsydelse.
Oplæringsydelsen indeholder tre satser på henholdsvis 50 kr., 60 kr. og 67 kr. i timen.
For unge under 23 år er oplæringsydelsen i det første beskæftigelsestilbud på 50 kr. i timen. I det andet tilbud ydes der 60 kr. i timen, og i de efterfølgende tilbud udgør ydelsen 67 kr. i timen. For unge i alderen 23-24 år er oplæringsydelsen på 67 kr. i timen.
Oplæringsydelsens forskellige timesatser har ikke nogen betydning for størrelsen af den ungdomsydelse, der bliver udbetalt. De tre
satser har alene betydning for antallet af timer, hvori den unge bliver beskæftiget.
For at beregne den unges arbejdstid indføres der en bruttogrundydelse i ungdomsydelsesordningen på 4.333 kr. månedlig.
Bruttogrundydelsen svarer på landsbasis til 3.337 kr. månedlig efter skat.
Arbejdstiden beregnes ved at dividere oplæringsydelsens timesats op i bruttogrundydelsen. Herefter sker der omregning til en ugentlig arbejdstid.
Med oplæringsydelsens forskellige timesatser fremkommer der tre forskellige ugentlige arbejdstider. Ved en timesats på 50 kr. er den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid på 20 timer. Ved en timesats på 60 kr. er den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid på
17 timer, og ved en timesats på 67 kr. er den gennemsnitlige
ugentlige arbejdstid på 15 timer.
Reglerne om udbetaling af ungdomsydelse i form af oplæringsydelse har virkning for de ansættelser i beskæftigelsesprojekter, der påbegyndes ved ikrafttrædelsen af L 292, dvs. den 1. april 1993 eller senere. Der ændres således ikke i vilkårene for de tilbud, der er igangsat -men ikke afsluttet - før 1. april 1993. I disse tilbud videreføres den løn, der har været anvendt i perioden forud for 1. april 1993.
Udligningstillægget Reglerne om udligningstillægget ændres med virkning fra 1. april 1993 på to punkter.
Den berettigede personkreds udvides, således at tillægget kan gives til alle unge under 25 år, der modtager ungdomsydelsestilbud i
form af ansættelse i beskæftigelsesprojekt. Endvidere ændres den skattemæssige behandling af udligningstillægget, idet det ved en ændring af skattelovgivningen er fastsat, at det skattefri tillæg medfører reduktion af personfradraget.
Revision af vejledningen af 4. juli 1990 om ungdomsydelse m.v.
Socialministeriet vil forud for ikrafttrædelsen af L 292 den 1. april 1993 udsende en revideret vejledning om ungdomsydelse m.v.