Orientering om nye regler på dagtilbudsområdet for børn omhandlende formidlet dagpleje, indførelse af tilskud til nye dagplejere samt tilskud til pasningsordninger tilknyttet virksomheder. (Til samtlige kommuner)
Statutory Text (1 Articles)
Orientering om nye regler på dagtilbudsområdet for børn omhandlende formidlet dagpleje, indførelse af tilskud til nye dagplejere samt tilskud til pasningsordninger tilknyttet virksomheder.
(Til samtlige kommuner)
Folketinget vedtog den 18. juni 1992 lov om ændring af lov om social bistand (Lempelse af reglerne om formidlet dagpleje, indførelse af tilskud til nye dagplejere samt tilskud til pasningsordninger tilknyttet virksomheder). Loven indgår som en del af aktiveringsaftalen og træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Det overordnede formål med loven er at skabe større fleksibilitet på dagtilbudsområdet og nedbringe ventelisterne til dagtilbud, samtidig med at beskæftigelsen øges. Intentionen med loven er dels at forbedre muligheden for at skaffe flere kvalificerede dagplejere til den kommunale dagpleje, dels at give de virksomheder, der ønsker at medvirke til etablering af pasningsordninger for børn af medarbejdere ved virksomheden, bedre muligheder herfor.
Samtidig er parterne bag aktiveringsaftalen enige om, at opfordre kommunerne til at udvise større fleksibilitet med hensyn til godkendelse af dagplejehjem.
Loven indeholder 4 elementer
1. Ændring af bistandslovens § 64, således at der nu kan etableres dagplejeordninger, hvor flere personer, der ikke er fra samme husstand, passer op til 10 børn.
2. Tilføjelse til bistandslovens § 64, således at der kan etableres dagplejeordninger, hvor dagplejerens egne børn under 3 år kan indgå i det antal børn, dagplejeren får løn for at modtage.
3. Tilføjelse til bistandslovens § 64, hvorved der indføres et tilskud til nye dagplejere til etablering og indretning m.v. af dagplejehjemmet.
4. Ny § 70 a i bistandsloven om kommunalt tilskud til private pasningsordninger oprettet i tilknytning til virksomheder.
Ad. 1. Dagplejeordninger, hvor flere personer, der ikke er fra samme husstand, sammen passer op til 10 børn (stordagplejer).
Hidtil har kommunalbestyrelsen efter de almindelige regler alene kunnet etablere stordagplejehjem med flere dagplejere såfremt disse var fra samme husstand.
Såfremt der ønskedes etableret en stordagpleje, hvor dagplejerne ikke var fra samme husstand, har det derfor krævet en tilladelse efter bistandslovens § 138 b.
Med den nu vedtagne ændring af bistandslovens § 64 er kravet om, at flere dagplejere i samme dagplejehjem skal tilhøre samme husstand bortfaldet. Kommunalbestyrelsen kan herefter etablere sådanne stordagplejehjem efter de almindelige regler i bistandsloven om formidlet dagpleje. Der skal således ikke længere ansøges om forsøgstilladelse efter bistandslovens § 138 b til disse ordninger.
Ad. 2. Dagplejeordninger, hvor dagplejerens egne børn under 3 år kan indgå i det antal børn, dagplejeren får løn for at modtage.
Hidtil har kommunalbestyrelsen skullet indhente en forsøgstilladelse efter bistandslovens § 138 b, såfremt dagplejerens egne børn under 3 år - mod betaling - skulle indgå i det antal børn, dagplejeren får løn for at modtage.
Med den nu vedtagne tilføjelse til bistandslovens § 64 kan kommunalbe styrelsen selv træffe afgørelse om sådanne dagplejeordninger. Udgangspunktet er, at dagplejeren udover egne børn også modtager fremmede børn. Dagplejerens egne børn under 3 år kan dog udgøre
det samlede antal børn, dagplejeren får løn for at modtage, fx ved tvillinger og trillinger. Det forudsættes, at de generelle retningslinier, som er gældende for kommunens formidlede dagpleje følges, ligesom gældende regler for forældrebetaling finder anvendelse.
Fremover skal der således ikke søges om forsøgstilladelse efter bistandslovens § 138 b til disse ordninger.
Ad. 3. Tilskud til nye dagplejere til etablering og indretning m.v.
af dagplejehjemmet.
Den vedtagne tilføjelse til bistandslovens § 64 betyder, at der i en forsøgsperiode frem til den 31. december 1993 ydes et tilskud til etablering og indretning af nye dagplejehjem. Tilskuddet udgør op til 20.000 kr. for dagplejehjem med op til 5 børn og et tilskud på op til 50.000 kr. for dagplejehjem med op til 10 børn.
Tilskuddet er skattefrit for modtageren i henhold til lov om
påligning af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven), jf. § 7 F, stk. 1, nr. 4.
Der er tale om maksimumsbeløb, der ydes ud fra kommunens vurdering
af, hvad det vil koste at etablere og sikre det enkelte nye dagplejehjem.
Formålet med tilskuddet er gennem boligmæssige forbedringer at bedre mulighederne for at godkende flere hjem, især hjem der ellers ikke ville kunne godkendes som dagplejehjem.
Tilskuddet kan alene anvendes til etablering og indretning af dagplejehjemmet og skal i øvrigt anvendes efter nærmere anvisning fra kommunen.
Socialministeren vil i en kommende bekendtgørelse fastsætte nærmere retningslinier for ydelse og anvendelse af tilskuddet, herunder til hvilke formål tilskuddet kan anvendes samt en nærmere præcisering af modtagerkredsen.
Ad. 4. Kommunalt tilskud til private pasningsordninger, oprettet i tilknytning til virksomheder.
Indførelse af den nye § 70 a i bistandsloven betyder, at kommunen i
en forsøgsperiode frem til den 31. december 1993 er forpligtet til at yde et tilskud til børn, der er optaget i en privat
pasningsordning (puljeordning) oprettet efter bistandslovens § 70 og som er
1. tilknyttet en virksomhed og
2. beliggende i en anden kommune end bopælskommunen.
Der er ikke nogen forpligtelse for den kommune, hvori virksomheden er beliggende ("institutionskommunen"), til at yde tilskud til en puljeordning tilknyttet en virksomhed. Dette beror fortsat på en aftale mellem virksomheden og kommunen om ydelse af kommunalt tilskud til puljeordningen. Når en sådan aftale med "institutionskommunen" er indgået, forpligtes de øvrige kommuner, hvor medarbejderne fra virksomheden har bopæl, til at yde tilskud til børn, der er optaget i ordningen.
Tilskuddet skal udgøre halvdelen af pladsprisen i puljeordningen, men ikke mere end halvdelen af de gennemsnitlige driftsudgifter til dagtilbud for den pågældende aldersgruppe i bopælskommunen. Kommunen kan dog efter aftale med virksomheden yde et højere tilskud.
Såfremt en virksomhed ønsker at oprette et dagtilbud efter bistandslovens § 70 og den ikke udover det faste tilskud kan få aftale om yderligere refusion fra bopælskommunerne, må virksomheden selv finde finansieringen af den del af resten, der ikke dækkes af forældrebetalingen eller drive ordningen, så omkostningerne pr. plads reduceres.
Reglen om forældrebetaling til puljeordninger, jf. bistandslovens § 70, stk. 2, gælder tilsvarende for disse virksomhedsordninger.
Hvis forældrene ophører med at arbejde på den virksomhed, hvortil pasningsordningen er knyttet, og grundlaget for barnets plads i ordningen dermed bortfalder, er barnet omfattet af bopælskommunens forpligtelse til at stille dagtilbudsplads til rådighed, jf. bistandslovens § 69.
Efter forsøgsperiodens udløb kan kommunerne ikke blive forpligtet i forhold til nye puljeordninger, men vil fortsat være forpligtet i forhold til allerede indgåede aftaler om puljeordninger. Denne fortsatte forpligtelse sker af hensyn til de øvrige involverede parter i virksomhedsordningen.
Else Winther Andersen
/Anders Lynge Madsen