Vejledning om mærkning af levnedsmidler

BILAG 1

RETSREGLER NÆVNT I VEJLEDNINGEN

1. Bekendtgørelse nr. 165 af 15. marts 1991 om mærkning af levnedsmidler.

2. Der vil blive udsendt en bekendtgørelse ... om mærkning af fisk og fiskevarer.

3. Bekendtgørelse nr. 906 af 21. december 1990 om dybfrosne levnedsmidler.

4. Direktiv 79/112/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler. Ændret ved Rådets direktiv 89/395/EØF af 14. juni 1989.

5. Rådets direktiv 89/396/EØF af 14. juni 1989 om angivelser af eller mærker til identifikation af et bestemt levnedsmiddelparti.

6. Rådets direktiv 89/108/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om dybfrosne levnedsmidler.

7. Bekendtgørelse nr. 66 af 20. februar 1981 om mærkning af færdigpakkede levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger. (Ophævet)

8. Bekendtgørelse nr. 414 af 21. august 1969 om dybfrosne levnedsmidler.

9. Bekendtgørelse nr. 890 af 5. december 1987 om mærkning af færdigpakket kød m.m. (Ophævet)

10. Bekendtgørelse nr. 71 af 20. februar 1981 om ændring af bekendtgørelse om tilvirkning, indførsel og og forhandling af konsumis m.v.

11. Bekendtgørelse nr. 808 af 15. december 1988 om konsummælkprodukter.

12. Bekendtgørelse nr. 663 af 20. december 1983 om smør m.v.

13. Bekendtgørelse nr. 197 af 20. maj 1985 om margarine m.v.

14. Bekendtgørelse nr. 540 af 13. december 1969 om tilvirkning, forhandling, udførsel og indførsel af ost og smelteost m.v.

15. Bekendtgørelse nr. 75 af 20. februar 1981 om ændring af bekendtgørelse om modermælkserstatninger.

16. Bekendtgørelse nr. 498 af 28. juli 1986 om mælkekonserves m.v.

17. Bekendtgørelse nr. 613 af 16. september 1986 om mærkning af fisk og fiskevarer.

18. Bekendtgørelse nr. 409 af 24. august 1978 om mærkning af levnedsmidler til danske skibe og fly.

19. Bekendtgørelse nr. 242 af 17. april 1991 om tilsætningsstoffer.

20. Bekendtgørelse nr. 121 af 28. marts 1980 om detailforhandling af levnedsmidler.

21. Positivlisten. Fortegnelse over godkendte tilsætningsstoffer til levnedsmidler, oktober 1988, som ændret ved bekendtgørelse nr. 440 af 22. juni 1989.

BILAG 2

RETSREGLER VEDRØRENDE SUPPLERENDE MÆRKNING

FISKERIMINISTERIET

Fiskeriministeriets cirkulære af 19. februar 1959

angående mærkning af emballage indeholdende dybvandshummer.

Cirkulære af 14. december 1972 fra Fiskeriministeriets Industritilsyn

angående ugenummerering.

Cirkulære af 8. marts 1982 fra Fiskeriministeriets Industritilsyn

om betegnelse af røget laks til Schweiz.

Cirkulære af 1. august 1985 fra Fiskeriministeriets Industritilsyn

til Fiskerikontrollen om -mærkning af fisk og fiskevarer.

Cirkulære af 1. august 1985 fra Fiskeriministeriets Industritilsyn

til fiskeindustrien om e-mærkning af fisk og fiskevarer.

Bekendtgørelsen nr. 507 af 28. november 1985

om letkonserverede fisk og fiskevarer.

Fiskeriministeriets cirkulære af 5. februar 1986

om anvendelse af varebetegnelserne »Gammeldags modning« / »Kryddersild« / »Krydderfilet« for visse sildeprodukter.

Bekendtgørelse nr. 758 af 4. november 1986

om detailemballerede ferske fisk og fiskevarer.

Bekendtgørelse nr. 761 af 4. november 1986

om fremstilling af hel- og halvkonserverede fisk og fiskevarer.

Fiskeriministeriets vejledning af 12. december 1986

om mærkning af røget og gravet laks og ørred.

Bekendtgørelse nr. 339 af 29. maj 1987

af lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer.

Vejledning nr. 7000 af 9. januar 1990 fra Fiskeriministeriets Industritilsyn

om mærkning af rejer og rejeprodukter.

LANDBRUGSMINISTERIET

Bekendtgørelse nr. 269 af 2. juni 1968

om tilvirkning, indførsel og forhandling af konsumis m.m.

Bekendtgørelse nr. 540 af 3. december 1969

om tilvirkning, forhandling, udførsel og indførsel af ost og smelteost m.m.

Bekendtgørelse nr. 119 af 19. marts 1971

om modermælkserstatninger.

Bekendtgørelse nr. 663 af 20. december 1983

om smør m.v.

Bekendtgørelse nr. 197 af 20. maj 1987

om margarine m.v.

Bekendtgørelse nr. 498 af 28. juli 1986

om mælkekonserves m.m.

Bekendtgørelse nr. 808 af 15. december 1988

om konsummælkprodukter.

Bekendtgørelse nr. 544 af 14. september 1988

om udførsel af fersk kød (sundhedsmærkning).

Bekendtgørelse nr. 887 af 8. december 1988

om slagtning af fjerkræ samt engrosforhandling og udførsel af fersk fjerkrækød (sundhedsmærkning).

Bekendtgørelse nr. 311 af 12. maj 1989

om økologiske levnedsmidler.

Veterinærdirektoratets vejledning af december 1989

om produktion, mærkning, import m.v. af økologiske levnedsmidler.

Rådets forordning (EØF) nr. 1906/90

om handelsnormer for fjerkræ (klasse, tilstand, »form«, salgspris + pris pr. vægtenhed, sundhedsmærkning, oprindelsesland (tredieland)).

Bekendtgørelse nr. 500 af 29. juni 1990

om udførsel af kødprodukter (sundhedsmærkning, angivelse af dyreart).

Kommissionens forordning (EØF) nr. 1538/91

om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning om handelsnormer for fjerkrækød (varebetegnelse, præsentationsform, dyreart, vægtkategorier, angivelsesform for frivillige oplysninger (kølemetode, produktionssystem, slagtealder/opfedningsperiode)).

Rådets forordning, (EØF) nr. 2092/91

om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.

SUNDHEDSMINISTERIET

Anordning nr. 143 af 12. maj 1916

om, hvad der må falholdes under betegnelse af spisefedt og spiseolier.

Anordning nr. 17 af 22. januar 1930

om frugtvin og rosinvin.

Bekendtgørelse nr. 20 af 17. januar 1959

om paraffinolie m.v.

Bekendtgørelse nr. 301 af 28. oktober 1959

om vin og spiritus.

Bekendtgørelse nr. 337 af 19. december 1959 og nr. 107 af 10. april 1964

om grønt- og frugtkonserves.

Bekendtgørelse nr. 460 af 15. september 1978

om næringsstofpræparater, der sælges som tilskud til sædvanlig kost.

Bekendtgørelse nr. 519 af 16. oktober 1978

om betegnelse m.v. af færdigpakkede ærter m.m.

Bekendtgørelse nr. 191 af 4. maj 1979

om anvendelse af visse stoffer til overfladebehandling af citrusfrugter og bananer.

Bekendtgørelse nr. 463 af 5. september 1984

om naturligt mineralvand.

Bekendtgørelse nr. 12 af 16. januar 1985

om behandling af levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser med ioniserende stråler (bestråling).

Bekendtgørelse nr. 392 af 26. august 1985

om kvalitetsmæssige krav m.m. til kødprodukter.

Bekendtgørelse nr. 835 af 9. december 1986

om kaffe- og cikorieekstrakter.

Bekendtgørelse nr. 54 af 27. januar 1987

om chokolade-, kakao- og vekaovarer (for så vidt angår vekaovarer).

Rådets forordning nr. 1576/89

om definition, betegnelse og præsentation af spiritus.

Kommissionens forordning nr. 1014/90

om gennemførelsesbestemmelser vedrørende definition, betegnelse og præsentation af spiritus.

Bekendtgørelse nr. 18 af 16. januar 1990

om marmelade og frugtgele m.v.

Bekendtgørelse nr. 162 af 9. marts 1990

om særlig ernæring.

Bekendtgørelse nr. 493 af 28. juni 1990

om frugt- og grøntsagssaft m.m.

Bekendtgørelse nr. 560 af 1. august 1990

om aromaer m.m., der må anvendes til levnedsmidler.

Rådets forordning nr. 1601/91

om almindelige regler for definition, betegnelse og præsentation af aromatiserede vine.

Bekendtgørelse nr. 242 af 17. april 1991

om tilsætningsstoffer til levnedsmidler.

BILAG 3

DEFINITIONER

Detailforhandlingsvirksomhed

Dybfrostvarer

Færdigpakkede levnedsmidler

Holdbarhedsdato

Ingrediensliste

Lage

Levnedsmiddelparti

Nettoindhold

Salg

Varebetegnelse

Vejledning om mærkning af levnedsmidler

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. GENERELT

1.1 Baggrund 1.2 Hvem er vejledningen rettet til 1.3 Hvilket område dækker vejledningen 1.4 Hvilket geografisk område dækker bekendtgørelserne 1.5 Levnedsmidler, der er omfattet af mærkningsbestemmelserne 1.6 Ikrafttræden 2. LOTMÆRKNING (identifikation af vareparti) 2.1 Baggrunden for kravet om lotmærkning 2.2 Hvilke levnedsmidler skal lotmærkes 2.3 Hvilke levnedsmidler skal ikke lotmærkes 2.4 Hvem foretager afgrænsningen af et parti og lotmærkningen 2.5 Krav til lotmærkningen 2.6 Placering af lotmærkningen 2.7 Eksempler på lotmærkning 3. MÆRKNING AF DYBFROSTVARER 3.1 Hvilke levnedsmidler skal mærkes 3.2 Hvilke levnedsmidler skal ikke mærkes 3.3 Krav til færdigpakkede dybfrosne levnedsmidler 3.4 Krav til ikke-færdigpakkede dybfrosne levnedsmidler 3.5 Krav til mærkningen 3.6 Placering af mærkningen 4. MÆRKNING AF FÆRDIGPAKKEDE LEVNEDSMIDLER 4.1 Hvilke levnedsmidler skal mærkes 4.2 Hvilke levnedsmidler skal ikke mærkes 4.2.1 Ikke færdigpakkede levnedsmidler 4.2.2 Færdigpakkede levnedsmidler 4.2.3 Særregler for færdigpakkede levnedsmidler i små pakninger og i glasflaske til genbrug 4.3 Mærkningselementerne 4.3.1 Firmanavn og adresse 4.3.2 Oprindelsessted 4.3.3 Varebetegnelse 4.3.4 Behandlingsmåde 4.3.5 Sammensætning 4.3.6 Nettoindhold 4.3.7 Holdbarhedsangivelse 4.3.8 Særlige forskrifter 5. ALMINDELIGE BESTEMMELSER 5.1 Placering af mærkningen 5.2 Mærkningssproget 5.3 Klart synlig - let læselig - uudslettelig 5.4 Samme synsfelt

BILAG 1 Retsregler nævnt i vejledningen

BILAG 2 Retsregler vedrørende supplerende mærkning

BILAG 3 Definitioner

MÆRKNINGSBEKENDTGØRELSEN

1. GENERELT

1.1 Baggrund

Sundhedsministeren udstedte den 15. marts 1991 en bekendtgørelse om mærkning af levnedsmidler (1), der samler og forenkler mærkningsreglerne for levnedsmidler, der administreres af Sundhedsministeriet og Landbrugsministeriet.

Der vil blive udstedt en bekendtgørelse om mærkning af fisk og fiskevarer (2).

Sundhedsministeren udstedte den 21. december 1990 en bekendtgørelse om dybfrosne levnedsmidler (3), der bl.a. indeholder regler om mærkning af dybfrosne levnedsmidler.

De nye bekendtgørelser implementerer tre EF-direktiver (4-6) og erstatter den generelle mærkningsbekendtgørelse (7), dybfrostbekendtgørelsen (8) samt mærkningsregler i otte bekendtgørelser (9-16) om enkelte levnedsmidler på landbrugsministerens område og bekendtgørelsen om mærkning af fisk og fiskevarer (17).

Allerede i 1979 blev der vedtaget et EF-direktiv om mærkning af levnedsmidler. Dette direktiv blev i 1981 gennemført i dansk ret ved elleve bekendtgørelser. Direktivet er blevet ændret i 1986 og i 1989 (4). Mærkningsdirektivet med den seneste ændring gennemføres i dansk ret ved de nye bekendtgørelser. Endvidere gennemføres direktiv om dybfrosne levnedsmidler (6) og direktiv om identifikationsmærkning af levnedsmidler, den såkaldte lotmærkning (5).

1.2 Hvem er vejledningen rettet til

Denne vejledning er udarbejdet i et samarbejde mellem Landbrugsministeriet, Fiskeriministeriet og Sundhedsministeriet som en orientering og hjælp for dels de kontrolmyndigheder, som skal føre tilsyn med, at mærkningsreglerne bliver overholdt, dels brugerne af reglerne, det vil sige producenter, importører og forhandlere.

1.3 Hvilket område dækker vejledningen

Vejledningen vedrører de mærkningskrav, der er fastsat i

1. Sundhedsministeriets generelle mærkningsbekendtgørelse, som indeholder mærkningsregler for levnedsmidler, der administreres af Sundhedsministeriet og Landbrugsministeriet (1).

2. Fiskeriministeriets bekendtgørelse om mærkning af fisk og fiskevarer (2).

3. Sundhedsministeriets dybfrostbekendtgørelse (3).

Den generelle mærkningsbekendtgørelse administreres og kontrolleres af de centrale eller lokale myndigheder, som har kompetence hertil inden for de enkelte produktgrupper. Den delte administration af levnedsmiddellovs- og særlovsområdet fortsætter således.

1.4 Hvilket geografisk område dækker bekendtgørelserne

Den generelle mærkningsbekendtgørelse (1) og dybfrostbekendtgørelsen (3) omfatter mærkning af levnedsmidler bestemt til salg inden for De Europæiske Fællesskaber. Levnedsmidler, som er bestemt til eksport til lande uden for Fællesskabet, er ikke omfattet af mærkningsreglerne.

Der er dog ikke krav om, at levnedsmidler bestemt til salg til andre lande inden for De Europæiske Fællesskaber end Danmark følger mærkningsreglerne, hvis levnedsmidlerne er mærket i overensstemmelse med de regler, der gælder i bestemmelseslandet. Da de regler, der her er tale om, alle er fastsat ved EF-direktiver, som er omsat til nationale bestemmelser i fællesskabslandene, vil forskellen på reglerne typisk være forskellige sprogkrav.

Mærkningsreglerne skal ikke anvendes på levnedsmidler til lande uden for Fællesskabet, som føres gennem Danmark som transitgods eller oplagres som transitgods under tilsynsmyndighedernes kontrol.

Bekendtgørelsen om mærkning af fisk og fiskevarer (2) gælder dog også for mærkning af levnedsmidler til lande uden for Fællesskabet.

Levnedsmidler, som sælges fra toldfrie forretninger i lufthavne og på danske færger, skal mærkes i medfør af de danske mærkningsregler. Lufthavnsområder og færger betragtes som dansk territorium, og levnedsmiddellovgivningens regler i bred forstand skal overholdes her.

I bekendtgørelse om forsyninger til skibe og fly, som sejler og flyver i international fart (18), undtages visse levnedsmidler fra mærkningsreglerne. Det drejer sig om levnedsmidler, der leveres fra virksomheder i Danmark som forsyning til danske skibe og fly, der sejler og flyver i international trafik. Baggrunden for denne regel er, at danske producenter ofte leverer varer til fly og skibe i emballage beregnet til eksport. Denne emballage har ofte en anden udformning, der anvendes f.eks. aldrig returemballage, og mærkningen er typisk på engelsk. Endvidere er det ofte tilfældigt, fra hvilket land forsyningerne kommer, og dermed er det tilfældigt, hvorledes varerne er mærket. Det skal præciseres, at der er tale om proviant, d.v.s. varer der skal fortæres ombord, idet undtagelsen ikke gælder for varer, som er bestemt til videresalg til passagerer.

1.5 Levnedsmidler, der er omfattet af mærkningsbestemmelserne

Alle levnedsmiddelgrupper er omfattet af kravet om lotmærkning. Se afsnit 2.2. Alle levnedsmiddelgrupper undtagen konsumis er omfattet af kravet om mærkning af dybfrosne levnedsmidler. Se afsnit 3.2.

Levnedsmidler er generelt omfattet af mærkningsreglerne for færdigpakkede levnedsmidler.

Levnedsmidler omfattet af følgende bestemmelser er dog ikke omfattet

1. Bekendtgørelse nr. 27 af 20. januar 1977 om visse former for sukker.

2. Bekendtgørelse nr. 343 af 4. juli 1978 om honning.

3. Bekendtgørelse nr. 54 af 27. januar 1987 om kakao-, chokolade- og vekaovarer (vekaovarer er dog omfattet af mærkningsreglerne).

4. EFs forordninger om vin.

5. EFs handelsnormer for æg.

Udover de generelle regler i de nye mærkningsbekendtgørelser er der fastsat en lang række supplerende mærkningsregler i anden lovgivning eller i EF-forordninger. Se bilag 2.

1.6 Ikrafttræden

Den nye generelle mærkningsbekendtgørelse trådte i kraft den 27. marts 1991 (1).

Samtidig ophævede man den gamle generelle mærkningsbekendtgørelse(7) samt en række mærkningsbestemmelser i bekendtgørelse om grønt- og frugtkonserves, bekendtgørelse om marmelade og frugtgele og bekendtgørelse om frugt- og grøntsagssaft m.v.

Landbrugsministeriets bekendtgørelse om mærkning af færdigpakket kød er ophævet 1. januar 1992 (9).

Der vil blive udstedt en ny bekendtgørelse om mærkning af fisk og fiskevarer.

Dybfrostbekendtgørelsen trådte i kraft den 10. januar 1991 (3).

Kravet om lotmærkning er obligatorisk fra den 1. juli 1992. Produkter, der er markedsført eller mærket inden dette tidspunkt, kan dog sælges indtil lagrene er opbrugt (gælder også dybfrosne levnedsmidler).

Den oprindelige frist for lotmærkning den 20. juni 1991 er som nævnt forlænget til 1. juli 1992 ved Levnedsmiddelstyrelsens og Veterinærdirektoratets dispensationer. Endvidere har Rådet den 3. marts 1992 fremlagt en ændring, som udskyder fristen for kravet om lotmærkning til den 1. juli 1992.

De nye mærkningsregler for færdigpakkede levnedsmidler er obligatoriske fra den 20. juni 1992. Indtil da kan man frit vælge mellem de hidtil gældende bestemmelser og de nye.

Dybfrosne levnedsmidler bestemt til brug for cateringvirksomheder, restauranter, institutioner eller lignende skal dog indtil 20. juni 1992 mærkes i overensstemmelse med dybfrostbekendtgørelsens § 7 (engrosvarer).

Specielt for glasflasker gælder, at mærkning inden for samme synsfelt indtil 1. juli 1999 kan undlades på flasker, som er beregnet til genbrug, og såfremt enten oplysning om varebetegnelse, alkoholindhold, nettoindhold eller holdbarhedsdato er angivet med uudslettelig mærkning.

2. LOTMÆRKNING (identifikation af vareparti)

2.1 Baggrunden for kravet om lotmærkning

Ideen bag reglerne om lotmærkning er, at man ved en mærkning af levnedsmiddelpartier sikrer behovet for oplysning om levnedsmidlernes identitet. Virksomheder, fabrikanter, detailforretninger m.fl. og myndigheder kan hurtigt finde frem til levnedsmiddelpartier på markedet, i tilfælde af kontrolmæssige problemer herunder, at partiet udgør en sundhedsrisiko.

Ved at kunne udpege bestemte levnedsmiddelpartier, som er behæftet med fejl eller mangler, er der mulighed for at tilbagekalde disse partier fra markedet og herved begrænse det økonomiske tab. Alternativet vil ofte være at skulle tilbagekalde alle levnedsmidler fra et bestemt firma eller af en bestemt type.

2.2 Hvilke levnedsmidler skal lotmærkes

Kravet om lotmærkning omfatter som hovedregel

- Alle levnedsmidler, som indgår i et levnedsmiddelparti.

- Levnedsmidler i alle omsætningsled.

- Levnedsmidler, som markedsføres i Fælleskabet.

Alle levnedsmidler

Kravet om lotmærkning gælder både færdigpakkede levnedsmidler og levnedsmidler, som ikke er færdigpakkede, men f.eks. er pakket i engros-emballage. »Færdigpakkede levnedsmidler« og »ikkefærdigpakkede levnedsmidler« er defineret i afsnit 4.1 og 4.2.1.

Lotmærkningsreglerne dækker således et langt større område end EFs mærkningsdirektiv, der kun stiller krav om mærkning af færdigpakkede levnedsmidler til forbrugerne m.fl.

Tilsætningsstoffer er ikke omfattet af disse regler om lotmærkning. Der gælder dog regler om lotmærkning af tilsætningsstoffer i medfør af tilsætningsstofbekendtgørelsen (19).

Det er almindeligt gældende efter de europæiske levnedsmiddellovgivninger og også efter den danske levnedsmiddellov, at de regler, der gælder for levnedsmidler, også gælder for de råvarer, der er bestemt til at indgå i levnedsmidler.

Det vil sige, at råvarer som f.eks. alkohol, korn og soyabønner, som skal anvendes i levnedsmidler, også er omfattet af kravet om lotmærkning.

Levnedsmiddelparti

Kravet om lotmærkning gælder kun levnedsmidler, som indgår i et levnedsmiddelparti. Mærkningsbekendtgørelsen indeholder i § 4 en definition på, hvad der i denne sammenhæng forstås ved et levnedsmiddelparti.

Her står: »ved et levnedsmiddelparti forstås i denne bekendtgørelse en række salgsenheder, der er fremstillet, tilvirket eller emballeret under praktisk taget ens omstændigheder«.

Denne definition på et levnedsmiddelparti er meget åben og giver mulighed for, at afgrænsning af levnedsmiddelpartier kan foretages på mange forskellige måder.

Da kravet om lotmærkning gælder i forskellige brancher, for alle grupper af levnedsmidler og i alle omsætningsled, vil den praktiske situation variere. Den åbne definition giver virksomhederne vide muligheder for at efterkomme mærkningskravet på en måde, der er hensigtsmæssig og praktisk i den enkelte situation.

Til forståelse af, hvad der ligger i begrebet »levnedsmiddelparti«, er der i afsnit 2.3 foretaget en negativ afgrænsning, idet der nævnes en række varer, som ikke er omfattet af partibegrebet.

Alle omsætningsled

For at systemet med lotmærkning og mulighederne for at identificere levnedsmiddelpartier skal være så effektivt som muligt, er det et krav, at mærkningen skal foregå i alle omsætningsled, og således f.eks. både i engrosled og detailled. Hermed vil der være mulighed for at etablere systemer, som muliggør en eftersporing af råvarer og levnedsmidler, som er behæftet med fejl, gennem hele produktions- og omsætningskæden. De første stadier af distributionen af landbrugsprodukter er dog undtaget, se afsnit 2.3.

Markedsføres i Fælleskabet

Kravet om lotmærkning gælder alle varer, som markedsføres i Fællesskabet. Det vil sige, at såvel varer, som fremstilles i Fælleskabet, som varer, der importeres fra tredielande, skal mærkes.

2.3 Hvilke levnedsmidler skal ikke lotmærkes

1. En del levnedsmidler vil af forskellige grunde have en sådan karakter eller være fremstillet under sådanne vilkår, at de ikke kan siges at være en del af et levnedsmiddelparti med flere ensartede enheder. Disse levnedsmidler skal ikke lotmærkes.

Dette gælder for

- Varer med en individuel karakter eller af en ikke tilstrækkelig homogen karakter.

- Varer i løs vægt i containere, vognladninger eller andre meget store enheder, hvor det ikke vil være naturligt at bruge begrebet parti, fordi der ikke er flere ensartede enheder.

2. Landbrugsprodukter i det første stadie af distributionen er undtaget fra kravet om lotmærkning. Begrebet landbrugsprodukter omfatter, udover hvad man traditionelt forstår ved landbrugsprodukter som korn, frugt, grønt, mælk, æg og kød, også fisk.

De stadier i distributionskæderne, som er undtaget fra kravet om lotmærkning, er udtømmende beskrevet i mærkningsbekendtgørelsens § 10, stk. 2, nr. 1, hvor det bestemmes, at lotmærkningskravet ikke finder anvendelse på landbrugsprodukter, der fra bedriftens område

- sælges eller leveres til oplagrings-, påfyldnings- eller emballeringssteder,

- transporteres til producent eller organisationer eller

- afhentes med henblik på at indgå i en tilberednings- eller forarbejdningsproces.

Undtagelsesbestemmelsen gælder kun første gang varen distribueres.

3. Ikke-færdigpakkede levnedsmidler, som sælges i detailsalg, er undtaget fra kravet om lotmærkning.

Ikke-færdigpakkede levnedsmidler er alle levnedsmidler, som ikke er omfattet af begrebet »færdigpakkede levnedsmidler«. Begrebet færdigpakkede levnedsmidler er defineret i mærkningsbekendtgørelsens § 5 og er det samme begreb, som ligger til grund for bestemmelserne i mærkningsbekendtgørelsens kapitel 4, Bestemmelser for færdigpakkede levnedsmidler. Se afsnit 4.1.

De varer, som er undtaget fra lotmærkningskravet, vil typisk være levnedsmidler, som forhandles uemballerede, eller levnedsmidler, der pakkes i detailforretningen på anmodning af køberen eller i umiddelbar tilknytning til salg. Se afsnit 4.2.1.

Undtagelsesbestemmelsen gælder kun ikke-færdigpakkede varer, som sælges på detailstedet, og altså ikke engrospakninger.

4. Levnedsmidler i emballager og beholdere, hvis største overflade er mindre end 10 cm2, skal ikke lotmærkes. Se afsnit 4.2.3.

5. Levnedsmidler, som er mærket med dato for mindste holdbarhed eller sidste anvendelsesdato, skal ikke lotmærkes, såfremt datoen er anført ukodet og mindst omfatter dag og måned i nævnte rækkefølge.

Der er ikke noget krav om, at der ved holdbarhedsmærkningen skal ske en afgrænsning af et parti. Undtagelsen gælder kun holdbarhedsmærkningen og ikke angivelse af tappedato, pakkedato eller fremstillingsdato.

6. Konsumis i individuelle portioner er undtaget fra kravet om lotmærkning, såfremt oplysningen gives på gruppeemballagen.

Undtagelsen omfatter ispinde, kræmmerhuse og lignende portioner beregnet til en enkelt person, men ikke større portioner som enliters-pakninger.

Begrundelsen for undtagelsesreglen er tekniske problemer med individuel mærkning af emballagen og det faktum, at produktet konsumeres straks efter købet, og at emballagen straks smides væk. I den situation vil formålet med lotmærkningen kun i meget få tilfælde opfyldes.

2.4 Hvem foretager afgrænsningen af et parti og lotmærkningen

Retten til og ansvaret for at foretage afgrænsningen af levnedsmiddelpartiet påhviler fabrikant, pakkevirksomhed eller importør. Mærkningen skal foretages af den virksomhed, som foretager afgrænsningen.

Den åbne definition på et levnedsmiddelparti giver mulighed for, at der foretages en snæver eller bred afgrænsning af partiet, alt efter hvor stor en risiko eller begrænsning af risiko man ønsker at påtage sig, og i hvor høj grad man ønsker en sikkerhed for produktets identitet. Der kan således tænkes foretaget forskellige afgrænsninger inden for sammenlignelige varegrupper.

2.5 Krav til lotmærkningen

Formålet med lotmærkningsreglerne er som nævnt, at oplysninger om levnedsmidler, som er fejlbehæftede herunder frembyder fare for menneskers sundhed, nemt skal kunne kommunikeres til virksomheder, fabrikanter, detailhandlere og forbrugere samt til kontrolmyndighederne, således at varerne kan trækkes tilbage fra markedet.

Til dette formål skal oplysningerne derfor være lette at kommunikere både skriftligt og mundtligt.

Der er ikke noget metodekrav til, hvorledes oplysningerne skal gives, og der er ikke et ønske om at begrænse de metoder, som kan anvendes, f.eks. prægning, perforering, almindelig tryk, kantskæring osv.

Klart synlig

Oplysningerne skal være klart synlige på færdigpakningen eller engrosemballagen. Dette betyder f.eks., at oplysningerne ikke må findes inde i en færdigpakning, således at man er nødt til at bryde pakningen for at finde frem til oplysningerne.

Såfremt en færdigpakning, f.eks. en vinflaske, er mærket på etiketten, er der dog ikke noget krav om dobbeltmærkning, såfremt flasken sælges i en karton. Det samme gælder, hvis flere færdigpakninger, f.eks. ølflasker, sælges i en samlepakning. Det er dog hensigtsmæssigt, men altså ikke et krav, med en dobbeltmærkning i disse tilfælde.

Let læselig

Oplysningerne skal gives således, at de er let læselige. Til koden kan der benyttes tal og bogstaver, men også tegnsætningssymboler og andre symboler kan benyttes, såfremt de er let læselige.

Til forståelse af, hvad der menes med læselig, kan gives det eksempel, at koden gives ved kantskæring. Såfremt kantskæringen anvendes således, at man ved skæringen angiver tal, bogstaver eller symboler, der kan læses, kan kantskæring som enhver anden metode benyttes. Såfremt skæringen ikke angiver umiddelbart læselige symboler, men blot består af en skæring, som kun kan tydes ved hjælp af en dekoder, kan kantskæring ikke benyttes som lotmærkning.

Bogstavet »L«

Oplysningen om lotmærkning skal indledes med bogstavet »L«.

Dette krav bortfalder dog, hvis lotmærkningen klart adskiller sig fra de øvrige mærkningsoplysninger. F.eks. hvis lotmærkning gives et andet sted på pakningen eller på anden måde adskiller sig fra mærkningsoplysningerne, anden typografi eller farve, er det ikke nødvendigt at indlede koden med bogstavet »L«.

2.6 Placering af lotmærkningen

Mærkningsoplysningerne skal være anbragt på emballagen. Hvis der er tale om færdigpakkede levnedsmidler, skal oplysningerne stå på færdigpakningen eller på en vedhæftet etiket.

I visse tilfælde, hvor færdigpakningen sælges i en ekstra karton, eller flere færdigpakninger sælges i en samlepakning som omtalt i afsnit 2.5, vil det som nævnt være hensigtsmæssigt, at den yderste emballage også lotmærkes, men der er ikke noget krav om dobbeltmærkning i disse situationer.

Specielt for ikke-færdigpakkede levnedsmidler er der mulighed for at angive lotmærkningsoplysningerne i de ledsagende handelsdokumenter, såfremt det ikke er muligt at anbringe disse på emballagen. Undtagelsen gælder ikke for færdigpakkede levnedsmidler. Se afsnit 5.1.

2.7 Eksempler på lotmærkning

1. Mindst holdbar til dag/md (holdbarhedsdato).

2. Sidste anvendelsesdato dag/md (holdbarhedsdato).

3. L 151191 (tappedato/produktionsdato).

4. L 32OB2 (f.eks. produktionsbatch).

5. L A B C D mindst holdbar til og med

feb. maj aug. nov. 91 92 93 (holdbarhedsangivelse kombineret med kode evt. angivet med kantskæring).

3. MÆRKNING AF DYBFROSTVARER

3.1 Hvilke levnedsmidler skal mærkes

Der stilles i dybfrostbekendtgørelsen (3) kun krav om mærkning af dybfrostvarer. Se afsnit 3.2.

Ved dybfrostvarer forstås levnedsmidler, der

1. Har undergået en særlig nedfrysningsproces, benævnt »dybfrysning«, hvorved produktet gennemfryses så hurtigt som krævet for det pågældende produkt.

2. Efter dybfrysningen og temperaturudligning overalt og uafbrudt holder en temperatur på -18 grader C eller derunder.

3. Markedsføres med benævnelsen »dybfrossen«. Ved benævnelse forstås enhver oplysning om, at varen er undergået en dybfrysningsproces.

Kravet om mærkning gælder alle dybfrostvarer både færdigpakkede og ikke-færdigpakkede, f.eks. varer der er pakket i engrosemballage. »Færdigpakkede levnedsmidler« og »ikke-færdigpakkede levnedsmidler« er defineret i afsnit 4.1 og 4.2.1.

Dybfrostreglerne dækker således ligesom lotmærkningsreglerne et større område, end det område der er omfattet af EFs mærkningsdirektiv (4).

I modsætning til lotmærkningsreglerne er der dog forskel på, hvilke oplysninger der skal gives for færdigpakkede og ikke-færdigpakkede dybfrostvarer.

3.2 Hvilke levnedsmidler skal ikke mærkes

De levnedsmidler, som ikke opfylder samtlige 3 betingelser i definitionen på dybfrostvarer, skal ikke mærkes som angivet i dybfrostbekendtgørelsen. F.eks. vil en række varer kunne markedsføres som »frosne«.

Derudover er konsumis ikke omfattet af reglerne, selv når det sælges i dybfrossen stand.

3.3 Krav til færdigpakkede dybfrosne levnedsmidler

De krav, der stilles, er supplerende mærkningskrav. Det vil sige, at dybfrostvarer både skal opfylde mærkningsreglerne i dybfrostbekendtgørelsen (3) og de generelle mærkningsregler i mærkningsbekendtgørelserne, herunder lotmærkning (1+2).

De supplerende oplysninger, der skal være på færdigpakkede dybfrostvarer, er følgende

1. Varebetegnelsen skal suppleres med oplysningen »dybfrossen«. For at undgå sprogligt uheldige konstruktioner accepteres bøjning af ordet, således at f.eks. ærter kan benævnes »dybfrosne ærter«.

2. Oplysning om, at varen af forbrugeren ikke må nedfryses efter optøning ved f.eks. »må ikke nedfryses efter optøning« eller »må ikke genindfryses«.

3. Datoen for mindste holdbarhed, der skal ledsages af det tidsrum, i hvilket varen kan opbevares af modtageren under forskellige forhold, og af angivelsen af opbevaringstemperatur eller krav til opbevaringsudstyr.

F.eks. opbevaring hos forbrugeren: I køleskab (+5 grader C) 2 dage dog max. til i frostrum (-6 grader C) 1 uge dato for mindste i frostrum (-12 grader C) 4 uger holdbarhed i frostrum (-18 grader C) se holdbarhedsangivelse

3.4 Krav til ikke-færdigpakkede dybfrosne levnedsmidler

Som noget nyt fastsætter dybfrostbekendtgørelsen mærkningskrav til ikke færdigpakkede dybfrostvarer

1. Varebetegnelsen skal suppleres med oplysningen »dybfrossen«. Der henvises til det ovenfor anførte vedrørende færdigpakkede dybfrostvarer.

2. Nettoindhold udtrykt i masseenhed.

Nettoindhold skal for dybfrostvarer angives i nettovægt. Dette er i modsætning til de generelle mærkningsregler for færdigpakkede varer, hvor nettoindhold skal angives i nettovolumen for flydende varer og i nettovægt for andre varer. Se afsnit 4.3.6.

3. Angivelse, der gør det muligt at identificere partiet. Se afsnit 2.

4. Navn eller firmanavn og adresse på fabrikanten eller pakkevirksomheden eller en forhandler, der er etableret inden for Fællesskabet. Se afsnit 4.3.1.

3.5 Krav til mærkningen

Se afsnit 5. Almindelige bestemmelser.

3.6 Placering af mærkningen

Færdigpakkede dybfrosne levnedsmidler.

De generelle mærkningsbestemmelser giver mulighed for at lade mærkningsoplysningerne fremgå af de ledsagende handelsdokumenter. De supplerende mærkningskrav for færdigpakkede dybfrostvarer kan også anføres i de relevante handelsdokumenter. I så fald skal oplysningerne under afsnit 3.3, punkt 1, 2 og 3, anføres på den yderste emballage, i hvilken levnedsmidlerne præsenteres ved engrosforhandlingen. Se afsnit 5.1.

Ikke-færdigpakkede dybfrosne levnedsmidler

Mærkningsoplysningerne skal anføres på emballagen, beholderen eller pakningen eller på en etiket fastgjort herpå. Om lotmærkning se afsnit 2.6.

4. MÆRKNING AF FÆRDIGPAKKEDE LEVNEDSMIDLER

4.1 Hvilke levnedsmidler skal mærkes

I mærkningsbekendtgørelsens kapitel 4-8 stilles krav til mærkningen af færdigpakkede levnedsmidler.

Ved færdigpakkede levnedsmidler forstås levnedsmidler, som før og uden direkte sammenhæng med salg er indesluttet i detailemballage, der er bestemt til først at brydes af forbrugerne, herunder cateringvirksomheder, restauranter, institutioner eller lignende.

Salg omfatter også udbud til salg, opbevaring i salgsøjemed, tilbud og enhver overgivelse til andre, herunder udbringning til forbruger af bestilte levnedsmidler. I denne forbindelse er det ikke afgørende, om der gives en modydelse, penge eller varer. I bekendtgørelsen om mærkning af fisk og fiskevarer er begrebet »salg« dog begrænset til levering i omsætningsøjemed, det vil sige i tilfælde, hvor der ikke præsteres en modydelse.

Et levnedsmiddel anses for at være indesluttet i detailemballage, når det er anbragt i en lukket men ikke nødvendigvis forseglet beholder, f.eks. dåse, papæske, folie eller pose, dog på en sådan måde, at indholdet ikke kan ændres, uden at emballagen åbnes eller ændres. Hvis varen før ekspedition er blevet lukket helt eller delvis, f.eks. ved limning, hæfteklammer, tape eller ved låg, regnes varen almindeligvis for færdigpakket. Der er derimod ikke krav om mærkning, hvis emballagen ikke er lukket, d.v.s. at varen er anbragt i en åben pose eller bakke og eventuelt først lukkes i salgsøjeblikket.

Der er i denne sammenhæng ikke en definition på begreberne »detailemballage/emballage«, som derfor ikke må forveksles med begrebet »emballage« indenfor kødområdet.

Ved vurdering af, om der er tale om en færdigpakning, er det ikke afgørende, om emballagen er beregnet til genbrug. F.eks. betragtes øl og sodavand i genbrugsflasker af glas som færdigpakkede levnedsmidler.

Reglerne om mærkning af færdigpakkede levnedsmidler gælder således ikke kun ved det traditionelle salg fra detailforretning til forbrugeren. Reglerne gælder som nævnt også andre former for overgivelse til forbrugerne end salg og skal anvendes ved salg fra alle former for detailforhandlings-virksomheder.

Detailforhandlings-virksomheder omfatter ud over detailforretninger i gængs forstand også boder, kiosker, vogne og automater, hvorfra der udleveres levnedsmidler. Endvidere er restauranter, grillbarer, konditorier, institutionskøkkener, kantiner og diner transportablevirksomheder omfattet. Begrebet detailforhandlings-virksomhed er beskrevet i detailforhandlingsbekendtgørelsen (20).

Reglerne gælder også i andre situationer, som er dækket af definitionen, f.eks. salg/udlevering af færdigretter til hjemmeboende pensionister og salg fra vogn i tog og lignende.

Færdigretter i individuelle portioner produceres i en lang række plejehjemskøkkener og af private firmaer til hjemmeboende pensionister som led i kommunale madudbringsordninger. Færdigretterne produceres både som varme retter, kølede og dybfrosne og leveres i emballager af meget forskellig art. Disse levnedsmidler skal mærkes i overensstemmelse med de almindelige mærkningsbestemmelser, d.v.s. at afgørende for, om varerne skal mærkes i henhold til mærkningsbekendtgørelsens kap. 4-8 og dybfrostbekendtgørelsens § 6 (1, 2 + 3), er, om der ud fra en konkret vurdering er tale om færdigpakkede levnedsmidler.

4.2 Hvilke levnedsmidler skal ikke mærkes

4.2.1 Ikke-færdigpakkede levnedsmidler

Mærkningsreglerne i kapitel 4-8 i mærkningsbekendtgørelsen ( 1 + 2) omfatter ikke levnedsmidler, der forhandles uemballeret eller pakkes i detailforretningen på anmodning af køberen eller med henblik på et umiddelbart forestående salg ved ekspedition over disk. Endvidere er enhver pakning, som ikke er beregnet til den endelige forbruger, cateringvirksomheder m.v. f.eks. forskellige former for engrospakning ikke omfattet af begrebet »færdigpakning«.

Ved udtrykket umiddelbart forestående salg tænkes på den situation, at personalet i detailforretningen i pauser i løbet af arbejdsdagen kan klargøre, herunder indpakke, levnedsmidler med henblik på salg. Hvor langt et tidsrum før det aktuelle salg, der kan være tale om, må vurderes konkret, men tidsrummet kan ikke trækkes ud over en normal arbejdsdag.

Det er endvidere en forudsætning, at der er tale om salg over disk , d.v.s. at butikspersonalet foretager en egentlig ekspedition, hvorved der kan gives de nødvendige oplysninger om varen.

4.2.2 Færdigpakkede levnedsmidler

En række færdigpakkede levnedsmidler er ikke omfattet af mærkningsbekendtgørelserne, idet der i varestandarder er fastsat erstattende mærkningsregler. I afsnit 1.5 er disse regler omtalt.

4.2.3 Særregler for færdigpakkede levnedsmidler i små pakninger og i glasflaske til genbrug

For meget små pakninger kan det være praktisk umuligt at mærke med samtlige de foreskrevne oplysninger. Der er derfor en særregel om, at pakker, hvis største flade er under 10 cm2, kun skal mærkes med oplysning om varebetegnelse, nettoindhold og mindste holdbarhed.

Oplysning om varebetegnelse, nettoindhold og mindste holdbarhed er ligeledes tilstrækkelig mærkning på glasflasker beregnet til genbrug, som har en uudslettelig mærkning og derfor hverken er forsynet med etiket, halsetiket eller krave.

4.3 Mærkningselementerne

4.3.1 Firmanavn og adresse

Navn eller firmanavn og adresse for den fabrikant eller virksomhed m.v., der har ansvaret for varen, skal angives. Det kan være producenten eller den virksomhed, der pakker varen, men også en forhandler af varen.

Hvis der opgives navn og adresse på en forhandler, er det et krav, at forhandleren er etableret inden for EF. Dette krav gælder ikke for producenter eller pakkevirksomheder.

Firmaer med flere produktionsvirksomheder kan vælge at anføre f.eks. hovedkontorets navn og adresse.

Oplysningen om adresse skal kunne lokalisere det pågældende firma entydigt. Det er ikke nødvendigt at opgive fuldstændig postadresse, når blot man kan finde frem til firmaet med midler, der er almindeligt tilgængelige - telefonbog m.m.

Hvis et bynavn indgår i firmanavnet, kan dette være en tilstrækkelig adresseangivelse.

En angivelse af autorisations-/registreringsnummer alene er ikke tilstrækkelig, da autorisationsnumrene ikke er almindeligt tilgængelige.

Autorisations-/registreringsnummer skal dog oplyses for de fleste produkter på Landbrugsministeriets og Fiskeriministeriets område. Se bilag 2.

4.3.2 Oprindelsessted

Oprindelsessted skal kun angives, hvis det er nødvendigt for ikke at vildlede forbrugeren. Der er således ikke et generelt krav om, at levnedsmidler skal mærkes med oplysning om oprindelsessted.

For nogle levnedsmidler er der dog specielle krav om oplysning om oprindelse. Det gælder frugt og grønt, som er omfattet af EFs kvalitetsnormer for frugt og grønt, og færdigpakket fersk fjerkrækød fra lande uden for EF, som skal mærkes med oplysning om oprindelsesland.

Hvis et levnedsmiddel præsenteres på en sådan måde, at forbrugeren kan få en fejlagtig opfattelse af, at varen hidrører fra et bestemt land eller en bestemt geografisk lokalitet, skal oprindelsessted være anført. Som eksempler kan nævnes, at varebetegnelsen indeholder navnet på en geografisk lokalitet, som ikke er oprindelsesstedet, at oplysning om pakkevirksomhed kan forveksles med produktionssted, eller at levnedsmidlets navn eller anprisning giver indtryk af en anden oprindelse end den virkelige.

Spørgsmålet, om der i det enkelte tilfælde er et krav om oplysning om oprindelsessted, skal derfor vurderes konkret og skal ses i sammenhæng med de øvrige mærkningsoplysninger, specielt oplysningerne om firmanavn/pakkevirksomhed og varebetegnelse samt anprisningen af levnedsmidlet.

Der findes på det danske marked en række produkter, som traditionelt har anvendt varebetegnelser, som objektivt set antyder en udenlandsk oprindelse, f.eks. franske kartofler, frankfurterpølser, fransk leverpostej og hamburgers. Ingen er dog i tvivl om, at de geografiske betegnelser her ikke er en oplysning om varens oprindelse, men at der kan være tale om f.eks. danske produkter. Der er i disse tilfælde ikke krav om oplysning om oprindelsessted.

En række oplysninger i forbindelse med levnedsmidlets navn og anprisning vil kunne vildlede forbrugeren, hvis der ikke samtidig gives oplysning om oprindelsessted. F.eks. vil den vildledning, der ligger i, at varer produceret i Danmark benævnes med udenlandsk klingende navne, eller at oplysning om dansk pakkevirksomhed giver indtryk af, at en udenlandsk vare er produceret i Danmark, i visse tilfælde kunne afværges ved oplysning om oprindelsessted.

Selv om et levnedsmiddel mærkes med oplysning om oprindelsessted, er dette dog ikke i alle tilfælde en sikkerhed for, at oplysningerne på varen eller anprisningen ikke er i strid med levnedsmiddellovgivningens vildledningsbestemmelser.

I markedsføringsloven bestemmes endvidere, at varer af udenlandsk oprindelse ikke må benytte danske flag, nationale kendetegn eller mindesmærker m.v. på pakningen. Selv om der oplyses om oprindelsessted kan udenlandske produkter ikke markedsføres på denne måde.

Kød vil kun kunne mærkes med dansk oprindelse, hvis de slagtedyr, kødet stammer fra, er danske. Herved forstås dyr, som er født og opvokset i Danmark, eller som efter længere tids ophold i landet har opnået samme status. Dyrene skal desuden være slagtet og opskåret på virksomheder, der kan attestere, at kødet er af dansk oprindelse.

4.3.3 Varebetegnelse

Varen skal forsynes med en egentlig varebetegnelse, d.v.s. en betegnelse der er fastsat i lovgivningen eller ved sædvane eller i mangel heraf en betegnelse, som er egnet til at identificere levnedsmidlet.

Et fabrikationsnavn, varemærke eller fantasinavn kan ikke træde i stedet for varebetegnelsen.

Der er dog visse fantasinavne, som gennem længere tid har været anvendt i Danmark og derfor efterhånden kan sidestilles med egentlige varebetegnelser. Som eksempel herpå kan nævnes vingummi, gummibamser, flødeboller, koteletfisk og forårsruller.

Til trods for reglen om, at varer, der sælges i Danmark, skal mærkes på dansk eller på andre sprog, der kun ved uvæsentlige forskelle i stavning adskiller sig fra dansk, accepteres visse udenlandske varebetegnelser. Nogle levnedsmidler er igennem mange år blevet solgt under udenlandske varebetegnelser, som med tiden må siges at være indgået i det danske sprog på linie med danske varebetegnelser. Som eksempel herpå kan nævnes mango chutney, chopsuey, lasagne, dressing, chips, peanuts, T-bone steak, farmerbøf, hot-dogs og kippers.

For adskillige grupper af levnedsmidler er der i lovgivningen fastsat regler for varebetegnelser. Der er tale om såvel EF-regler som nationalt fastsatte regler.

Der er regler, som fastsætter varebetegnelser for levnedsmidler som fisk og fiskevarer, kød, margarine, konsumis, smør, modermælkserstatninger, mælkekonserves, ost, konsummælkprodukter, marmelade, frugtsaft, spiritus, aromatiseret vin og flere.

Listen over regler, som indeholder varebetegnelser, er ikke udtømmende, og der forekommer jævnligt ændringer. Der henvises til de respektive produktbekendtgørelser og forordninger. Se bilag 2.

Oplysning om varebetegnelse kan give anledning til specielle problemer, når varerne skal mærkes og sælges i et andet land end oprindelseslandet. I mange tilfælde tillægges en og samme varebetegnelse forskellige egenskaber i forskellige lande. Forskellene kan være af større eller mindre betydning men kan i nogle fælde medføre en risiko for at vildlede forbrugeren.

For at løse nogle af disse problemer har EF-Kommissionen givet nogle retningslinier for mærkning med varebetegnelse.

En importør af et levnedsmiddel kan vælge

- At fastholde den betegnelse, hvorunder produktet lovligt markedsføres i den producerende medlemsstat.

- At anvende den betegnelse, hvorunder lignende produkter markedsføres i den importerende medlemsstat, eller som er obligatorisk i medfør af denne stats lovgivning.

Såfremt der ikke er risiko for at vildlede køberen, kan det importerede produkt påføres begge varebetegnelser.

Uanset det oven for anførte skal varebetegnelsen/varebetegnelserne være på dansk eller andre sprog, der kun ved uvæsentlige forskelle i stavning adskiller sig fra dansk.

Hvis levnedsmidler ikke udviser de karakteristika, som i Danmark anses for væsentlige for anvendelse af en bestemt varebetegnelse, skal importøren ved supplerende mærkning sørge for, at forbrugeren kan skelne det fra de levnedsmidler, som det kan forveksles med.

I visse tilfælde er det imidlertid ikke nok at supplere mærkningen for at undgå, at forbrugerne forveksler levnedsmidlet med andre levnedsmidler. Hvis anvendelsen af den eksporterende medlemsstats varebetegnelse betyder, at forbrugeren i Fællesskabet tillægger varen væsentlige egenskaber, som den ikke har, skal importøren anvende en anden varebetegnelse. Det følger heraf, at der ikke kun skal lægges vægt på de egenskaber, der er kendt af forbrugerne i det importerende land, men som nævnt forbrugerne i Fællesskabet.

I følgende sager har EF-Kommissionen som sin holdning givet udtryk for, at en medlemsstat kan kræve

- At kun produkter, der indeholder levende mælkesyrebakterier af bestemte typer, kan sælges under varebetegnelsen yoghurt.

- At kun produkter, der er fremstillet på basis af rogn fra stør, kan sælges under varebetegnelsen kaviar.

- At kun produkter, der er fremstillet ved dobbeltgæring, kan markedsføres som eddike.

4.3.4 Behandlingsmåde

Varebetegnelsen skal omfatte eller ledsages af en oplysning om levnedsmidlets fysiske tilstand eller den særlige behandling, som levnedsmidlet har været underkastet, hvis en udeladelse af denne særlige oplysning vil kunne skabe tvivl hos køberen.

Nogle eksempler på behandlingsmåder: i pulverform, frysetørret, koncentreret, røget, hakket, halve, kogte, skrællede, pillede, bagte, stegte, flåede.

I nogle tilfælde er der i lovgivningen krav om, at behandlingsmåde oplyses. Der findes således generelle supplerende mærkningsregler for behandlingsmåde for levnedsmidler, som er bestrålede eller dybfrosne. I andre tilfælde er der supplerende mærkningsregler for bestemte levnedsmidler som f.eks. UHT for mælkekonserves, homogeniseret og pasteuriseret for konsummælk.

Afgørelsen af, hvorvidt udeladelse af en oplysning om behandlingsmåde vil kunne skabe tvivl hos køberen, afhænger af de omstændigheder, varen sælges under. Disse omstændigheder må vurderes konkret, således at der lægges vægt på, om det er nødvendigt at oplyse om tilstand og behandling, for at køberen kan vurdere, hvorledes den videre anvendelse af levnedsmidlet skal foregå, eller vurdere levnedsmidlet karakter og smag m.v. Ved denne vurdering kan der endvidere lægges vægt på, om behandlingsmåden er sædvanlig for det pågældende levnedsmiddel, eller om det klart fremgår, at levnedsmidlet har været underkastet en speciel behandling.

Det kan derfor ikke generelt kræves, at f.eks. levnedsmidler, der er optøede med henblik på salg, mærkes med oplysning som f.eks. »optøet« eller »har været frosset/dybfrosset«. Det må for de enkelte levnedsmidler vurderes konkret, om køberen vildledes, såfremt oplysningen ikke gives.

For så vidt angår kød, vil man derfor i nogle situationer kræve, at der gives oplysning om, at kødet har været frosset, f.eks. når kødet sælges under omstændigheder, der giver køberen den opfattelse, at kødet ikke har været frosset. Det er således i strid med almindelige vildledningsbestemmelser, at kødet er mærket med ord som »friskhakket«, hvis der er tale om hakket kød, der tidligere har været frosset. Derimod er det ikke vildledende at mærke kød, der er optøet og derefter hakket med »friskhakket«.

4.3.5 Sammensætning

Opstilling af en ingrediensliste

Færdigpakkede levnedsmidler skal være forsynet med en ingrediensliste.

Ingredienslisten er en liste, der indeholder en opstilling af samtlige de ingredienser, som indgår i levnedsmidlet på fremstillingstidspunktet. Opstillingen skal indledes med en angivelse, hvori ordet ingredienser indgår, f.eks. »ingredienser« eller »fremstillet af følgende ingredienser«.

Følgende komponenter og stoffer betragtes ikke som ingredienser

1. Komponenter, som indgår i en ingrediens, og som under fremstillingsprocessen adskilles midlertidigt for derefter atter at tilsættes i deres oprindelige forhold.

2. Stoffer, der anvendes i nødvendige doser som opløsningsmiddel eller bæremiddel for tilsætningsstoffer og aromagivende bestanddele.

De enkelte ingredienser skal angives ved deres specifikke betegnelse og i rækkefølge efter faldende vægt beregnet som indgående vægt. I kravet om, at ingredienserne skal opregnes efter faldende vægt, ligger der ikke samtidig et krav om, at der skal ske en kvantitativ deklaration af de enkelte ingredienser.

Mærkning af tilsætningsstoffer er reguleret i tilsætningsstofbekendtgørelsen (19). I medfør af disse regler skal tilsætningsstoffer indgå i ingredienslisten, således at de enkelte tilsætningsstofkategorier indplaceres efter deres vægt i ingredienslisten og efterfølges af enten specifik betegnelse eller nr. fastsat af EF for de enkelte tilsætningsstoffer.

Tilsatte næringsstoffer skal ifølge tilsætningsstofbekendtgørelsen også indgå i ingredienslisten. Tilsætning af næringsstoffer skal anmeldes til Levnedsmiddelstyrelsen, der som særligt mærkningskrav normalt vil kræve, at vitaminer og mineraler deklareres samlet nederst i ingredienslisten. D.v.s. at de tilsatte vitaminer og mineraler skal angives ved henholdsvis kategorierne »vitamin« og »mineral« efterfulgt af deres specifikke betegnelser, og at disse angivelser skal ske nederst og i tilslutning til opregningen af de øvrige ingredienser.

Deklaration af tilsat vand og flygtige ingredienser

Tilsat vand og flygtige ingredienser skal dog ikke anføres efter deres vægt ved fremstillingen men derimod efter deres vægt i den færdige vare. For så vidt angår tilsat vand, bestemmes vægten heraf ved at trække den samlede vægt af de øvrige anvendte ingredienser (på fremstillingstidspunktet), herunder tilsætningsstoffer, fra færdigvarens samlede nettoindhold. Hvis det tilsatte vand udgør mindre end 5 pct. af den samlede nettovægt, er det ikke nødvendigt at anføre det tilsatte vand i ingredienslisten.

Muligheder for at fravige princippet om, at ingredienserne skal angives i rækkefølge efter faldende vægt på fremstillingstidspunktet

Dette princip kan fraviges i følgende tilfælde

- Ingredienser, der anvendes i koncentreret eller tørret form, og som rekonstituteres under fremstillingen. Disse ingredienser kan angives i listen efter deres vægt før koncentreringen eller tørringen. Som eksempel herpå kan nævnes skummetmælkspulver + vand og frysetørrede krydderier + vand i samme mængdeforhold som i den almindelige handelsvare.

Er der tilsat mere vand end svarende til, hvad der var i ingrediensen, før den blev koncentreret, skal det overskydende vand deklareres som ingrediens.

Hvis et koncentrat er blevet placeret i ingredienslisten på et sted, hvor den dertil svarende ikke-koncentrerede ingrediens skulle stå, må den i så fald ikke betegnes som koncentreret.

- Ingredienser i koncentrerede eller tørrede levnedsmidler, som skal tilsættes vand. Disse kan angives efter det mængdeforhold, hvori de forefindes i det rekonstituerede produkt, forudsat at ingredienslisten ledsages af en oplysning som »ingredienser i det rekonstituerede produkt« eller »ingredienser i det forbrugsklareprodukt«. Som eksempel herpå kan nævnes modermælkserstatninger og læskedrikpulver.

- Ingredienser i frugt- eller grøntsagsblandinger, hvori ingen frugt eller grøntsag vægtmæssigt udgør en hovedbestanddel. Disse kan anføres i en anden rækkefølge, forudsat at denne ingrediensliste ledsages af oplysningen »i variabelt mængdeforhold«.

- Ingredienser i krydderi- og krydderurtblandinger, hvoraf ingen del vægtmæssigt udgør en hovedbestanddel. Disse kan anføres i en anden rækkefølge, forudsat at denne ingrediensliste ledsages af oplysningen »i variabelt mængdeforhold«.

Muligheder for at fravige kravet om, at ingredienserne skal angives ved deres specifikke betegnelse

For visse ingredienser er der i bilagene til bekendtgørelserne anført nogle samlebetegnelser, som kan anvendes i stedet for den specifikke betegnelse. F.eks. kan betegnelsen »krydderi(er)» eller »krydderiblanding« bruges for alle krydderier og ekstrakter heraf under forudsætning af, at disse ikke overskrider 2 pct. af levnedsmidlets samlede vægt.

Ligeledes kan betegnelsen »sukker« bruges for alle kategorier af saccharose uanset oprindelse, d.v.s. uanset om det f.eks. er rørsukker eller roesukker.

Ifølge bilagene kan samlebetegnelsen »stivelse« bruges for uforarbejdet stivelse og stivelse, der er modificeret ved fysiske processer eller ved hjælp af enzymer. Det samme er tilfældet, hvis der ved processerne er anvendt syre til en simpel hydrolyse, en for-forklistring. Er der derimod sket en egentlig kemisk ændring, anses produktet som et tilsætningsstof tilhørende kategorien »modificeret stivelse«.

Angivelse af sammensatte ingredienser

Hvis en ingrediens i et levnedsmiddel selv er fremstillet af flere komponenter, anses disse som ingredienser i det pågældende levnedsmiddel og anføres i ingredienslisten efter de sædvanlige principper om placering efter faldende vægt ved fremstillingstidspunktet.

Hvis der er fastsat en betegnelse ved lov eller sædvane for de sammensatte ingredienser - f.eks. margarine eller kødboller - kan den sammensatte ingrediens dog anføres i ingredienslisten ved denne betegnelse og indplaceres efter sin samlede vægt i produktet. Betegnelsen skal dog i så tilfælde umiddelbart efterfølges af en opregning af de komponenter, der indgår i den sammensatte ingrediens.

Mulighed for at undlade opregning af komponenter, der indgår i den sammensatte ingrediens

Opregningen af de komponenter, der indgår i en sammensat ingrediens, kan undlades

1. Når den sammensatte ingrediens udgør mindre end 25 pct. af færdigvaren.

2. Når den sammensatte ingrediens er et levnedsmiddel, for hvilket der ikke kræves en ingrediensangivelse.

I begge tilfælde skal anvendte tilsætningsstoffer i den sammensatte ingrediens dog anføres, jf. dog den neden for omtalte mulighed for særlig placering.

Hvis der er tale om levnedsmidler, der er en sammenpakning af flere levnedsmidler af typen »sampak«, f.eks. »dyrlægens natmad«, kan opregningen af de komponenter, der indgår i de forskellige pålægstyper, ikke undlades. Hver pålægstype betragtes som et selvstændigt levnedsmiddel og skal deklareres som sådant.

Deklaration af tilsætningsstoffer i levnedsmidler, der består af sammensatte ingredienser

De sædvanlige regler om mærkning af tilsætningsstoffer kan medføre uoverskuelige deklarationer, for så vidt angår sammensatte levnedsmidler som f.eks. en del færdige middagsretter og kager med creme og overtræk. Følges de sædvanlige regler her, vil man nemlig kunne risikere, at det samme tilsætningsstof nævnes flere gange og så spredt i ingredienslisten, at det kan være vanskeligt for forbrugerne at danne sig et samlet overblik over, hvilke tilsætningsstoffer der er anvendt i levnedsmidlet.

Der er derfor givet mulighed for, i tilfælde hvor levnedsmidler består af sammensatte ingredienser, at foretage en samlet deklaration af alle anvendte tilsætningsstoffer sidst i ingredienslisten efter ordet »tilsat« (Levnedsmiddelstyrelsens dispensation).

Tilfælde, hvor der ikke kræves ingrediensangivelse

Der kræves ingen ingrediensangivelse for

- Frisk frugt og friske grøntsager, som ikke er skrællede, snittede eller behandlet på lignende måde.

- Vand, hvortil der alene er tilsat kuldioxid (kulsyre bkg.), og hvor tilsætningen af kuldioxid fremgår af varebetegnelsen.

- Vand, der under fremstillingsprocessen udelukkende benyttes til at rekonstituere en koncentreret eller tørret ingrediens.

- Vand i en lage, der sædvanligvis ikke fortæres.

- Eddike, såfremt den udelukkende hidrører fra et enkelt basisprodukt, og der ikke er tilsat nogen anden ingrediens.

- Ost, smør, fermenteret mælk eller fermenteret fløde, såfremt der ikke er tilsat andre ingredienser end mælkeprodukter, enzymer og kulturer af mikroorganismer, der er nødvendige for fremstillingen, eller end det salt, som er nødvendigt til fremstilling af anden ost end frisk ost og smelteost.

- Drikkevarer med mere end 1,2 volumenprocent alkohol.

- Varer, der består af en enkelt ingrediens.

- Levnedsmidler, der både fremstilles, færdigpakkes og udbydes til salg i samme detailforretning. Begrundelsen og forudsætningen for undtagelsen er, at alle oplysninger om, hvilke ingredienser der indgår i levnedsmidlet, vil kunne fås i detailforretningen, som både fremstiller og sælger levnedsmidlet.

Levnedsmidlerne skal dog stadigvæk være påført oplysning om de anvendte tilsætningsstoffer efter de sædvanlige regler herom.

Tilfælde, hvor der kræves kvantitativ mærkning

Hvis et levnedsmiddels mærkning fremhæver

- tilstedeværelsen eller

- et ringe indhold

af en eller flere ingredienser, som er af væsentlig betydning for dette levnedsmiddels særpræg, skal mængden af denne ingrediens angives i procent.

Mængden beregnes på fremstillingstidspunktet for levnedsmidlet. Procentangivelsen skal gives enten

- i umiddelbar nærhed af levnedsmidlets varebetegnelse eller

- i ingredienslisten i forbindelse med den pågældende ingrediens.

En kvantitativ mærkning er dog ikke nødvendig, hvis

- mærkningen blot er bestemt til at karakterisere levnedsmidlets varebetegnelse, eller

- der er tale om ingredienser, der udelukkende findes i ringe mængde som aromagivende bestanddele.

F.eks. opfattes rejesalat, hønsesalat og kartoffelsalat og lignende kendte salater som varebetegnelser, der sædvanligvis anvendes for disse levnedsmidler. I disse tilfælde kræves således ikke mængden af henholdsvis rejer, høns og kartofler angivet i procent. Det er naturligvis en forudsætning, at indholdet af rejer i en rejesalat er tilstrækkelig højt til at karakterisere produktet som rejesalat.

En kvantitativ mærkning af alkoholprocent er ligeledes krævet for drikkevarer, der indeholder mere end 1,2 volumenprocent alkohol.

Sådanne drikkevarer skal være mærket med oplysning om det virkelige alkoholindhold angivet med højst en decimal. Alkoholangivelsen skal efterfølges af symbolet » pct. vol.«. Udtrykket »alkohol« eventuelt forkortet til »alk.« eller »alc.« skal sættes foran.

Alkoholbestemmelser og tilladte tolerancer fremgår af mærkningsbekendtgørelsens bilag 2 (1).

4.3.6 Nettoindhold

Definition og angivelse af nettoindhold

Færdigpakkede levnedsmidler skal indeholde oplysning om varens nettoindhold. Ved nettoindhold forstås det samlede indhold uden emballage, d.v.s. nettoindholdet = brutto minus tara.

Såfremt et levnedsmiddel i fast form findes i lage, skal levnedsmidlets drænede nettovægt angives tillige med nettovægten.

Oplysning om nettoindhold skal angives i det metriske system. Som hovedregel skal flydende produkter mærkes med nettovolumen (rumfang) og andre produkter, incl. halvfaste og tyktflydende produkter, med nettovægt.

For visse levnedsmidler er der afvigelser fra denne hovedregel. Dette gælder

- Visse konsummælkprodukter, som skal angives i kg eller g. Det drejer sig om produkter som desserter, fromager, cremer, dressinger og saucer (§ 2D-produkter).

- Konsumis, som skal angives i nettovolumen. Dette betyder, at det ikke er tilstrækkeligt at angive nettovægten. Der er dog intet til hinder for, at man oplyser om såvel nettovolumen som nettovægt.

Nettoindholdet henføres normalt til pakketidspunktet. For varer, hvor der er risiko for svind - f.eks. på grund af udtørring - må der tages højde for dette ved at påfylde en tilsvarende større mængde, således at varens nettovægt er korrekt ved salg. Ved svind forstås det tab, som forekommer i tidsrummet fra pakning til udløb af den angivne mindste holdbarhed, når varen opbevares under de rette forhold. Det er producentens ansvar at foretage de nødvendige undersøgelser og beregninger, som gør det muligt på forhånd at vurdere, hvor stort et svind der kan forventes at blive på den pågældende vare. Såfremt der er tale om varer, der ikke kræver særlige opbevaringsbetingelser, må man påregne en overvægt, som svarer til det tab af vægt, der kan forventes ved opbevaring under forhold, der naturligt er til stede i detailleddet for så vidt angår temperatur og luftfugtighed.

På grund af de særlige forhold for gær kan nettovægten for færdigpakket bagerigær deklareres som »pakket vægt« eller »vægt ved pakning«.

Dybfrossen fisk, f.eks. kogte pillede rejer, kan overtrækkes med et beskyttende islag ved dypning i vand, glasering. Et sådant glaseringslag betragtes som emballage og kan ikke medregnes til nettovægten.

Undtagelse fra deklaration af nettoindhold

Der kræves ikke deklaration af nettoindhold for

- Levnedsmidler, for hvilke der forekommer betydelige tab af rumfang eller masse, og som sælges stykvis. Ved »betydelige tab af rumfang eller masse« forstås tab, som forekommer i tidsrummet fra pakning til udløb af den angivne mindste holdbarhed, og som er mindst lige så store som den dobbelte negative tolerance anført nedenfor.

- Levnedsmidler, hvis nettoindhold er under 5 g eller 5 ml. Denne regel gælder dog ikke krydderier og krydderurter.

- Sukkervarer (jf. levnedsmiddelgruppe 13 i Positivlisten), hvis nettoindhold er under 50 g.

- Næringsstofpræparater og kosttilskud med og uden tilsatte næringsstoffer, når indholdsmængden angives i antal tabletter og kapsler (Levnedsmiddelstyrelsens dispensation af 20. oktober 1988).

Færdigpakninger indeholdende to eller flere enkeltpakninger

1. For færdigpakninger, som indeholder to eller flere færdigpakninger indeholdende samme mængde af samme vare, skal enkeltpakningernes nettoindhold samt antallet af enkeltpakninger anføres, f.eks. »3 dåser a 240 g«. Disse angivelser kan dog udelades, såfremt antallet af enkeltpakninger er klart synligt og let tælleligt udefra, og såfremt mindst en af enkeltpakningernes angivelse af nettoindhold er klart synlig udefra.

2. For færdigpakninger, som indeholder to eller flere enkeltpakninger, der ikke betragtes som salgsenheder, skal det samlede nettoindhold tillige med det samlede antal enkeltpakninger angives på færdigpakningen.

Selv om der ikke her er anført noget om enkeltpakningernes indhold med hensyn til varetype eller mængde, fortolkes bestemmelsen således, at det drejer sig om enkeltpakninger indeholdende samme mængde af samme vare.

Det vil sige, at såfremt en færdigpakning indeholder to eller flere enkeltpakninger, der ikke indeholder samme mængde eller samme varetype, skal nettoindhold for hver enkeltpakning oplyses. F.eks. sammenpakning med gravad laks og dressing i bæger og med forskellige typer pålæg til »dyrlægens natmad«.

Færdigpakninger med forud fastlagt konstant nettoindhold

For varer, som sælges med et forud fastlagt, konstant nettoindhold (d.v.s. producent/pakkevirksomhed har valgt nettoindholdet på forhånd, og samtlige pakninger deklareres med samme nettoindhold), kan det såkaldte gennemsnitsprincip anvendes.

Ved gennemsnitsprincippet forstås, at et parti af den pågældende vare i gennemsnit mindst skal indeholde den mængde, som er deklareret på pakningerne, samtidig med at de enkelte pakninger kun må være undervægtige inden for nærmere fastsatte grænser (tolerancer).

De tolerancer, som er anført i Statens Metrologiråds bekendtgørelse nr. 142 af 31. januar 1985 om e-mærkning af færdigpakkede varer, vil normalt blive betragtet som acceptable.

For den enkelte pakning tolereres en negativ afvigelse fra det givne nettoindhold i overensstemmelse med følgende tabel

Angivne nettoindhold Negativ tolerance gram eller milliliter pct. g eller ml Indtil 50 9 Fra 50 til 100 4,5 Fra 100 til 200 4,5 Fra 200 til 300 9 Fra 300 til 500 3 Fra 500 til 1000 15 Over 1000 1,5

Gemnemsnitsprincippet kan ikke anvendes for visse mejeriprodukter, hvor minimumsprincippet fastholdes.

Færdigpakninger med individuelt nettoindhold

Færdigpakninger, som ikke sælges med et forud fastlagt konstant nettoindhold, skal indeholde mindst den mængde, som deklareres.

Drænet vægt

For levnedsmidler nedlagt i en lage skal den drænede vægt deklareres tillige med nettovægten.

En lage er defineret som en væske, der er uvæsentlig i forhold til varens hovedbestanddele og derfor ikke er afgørende for købet. En lage er en af følgende væsker, evt. blandinger heraf, også når de er frosne eller dybfrosne

Vand, eddike eller vandige opløsninger af salt, sukker, sødestoffer eller af andre stoffer. For så vidt angår frugt og grøntsager ligeledes frugt- eller grøntsagssafter.

Varer pakket i olie, sauce m.v. skal kun mærkes med nettovægt og ikke med drænet vægt. For visse fiskevarer (sardinkonserves, makrelkonserves m.v.) er der dog varestandarder, der foreskriver et mindsteindhold af fisk i henholdsvis olie-, tomat- og naturelvarer.

Bestemmelse af drænet vægt

I mærkningsdirektivet er det anført, at metoder til kontrol af den drænede vægt vil blive fastlagt. Dette er endnu ikke sket.

Indtil der er udarbejdet nærmere EF-regler om drænet vægt, forlanges det, at den drænede vægt i gennemsnit skal svare mindst til den angivne drænede vægt.

Krav til mærkningen

Der kræves ikke en særlig tekst i forbindelse med de forskellige mængdeangivelser. Det vil dog være naturligt at indlede nettoindholdsangivelse med f.eks. »netto« eller »nettovægt«. Mængdeangivelsen for drænet vægt bør indledes med en angivelse som »drænet vægt«, »vægt af ærter« eller lignende. Drænet vægt bør i øvrigt anføres i nær tilknytning til nettoindholdet.

4.3.7 Holdbarhedsangivelse

Ifølge mærkningsreglerne skal færdigpakkede levnedsmidler almindeligvis mærkes med oplysning om datoen for levnedsmidlets holdbarhed.

Ved datoen for et levnedsmiddels holdbarhed forstås den dato, til og med hvilken levnedsmidlet bevarer sine specifikke egenskaber under de rette opbevaringsforhold.

Hvis et levnedsmiddels holdbarhedsdato er afhængig af specielle opbevaringsforhold, skal disse angives. Levnedsmidler, som i mikrobiologisk henseende er meget let fordærvelige, og som derfor efter en kort periode kan udgøre en umiddelbar risiko for menneskers sundhed, skal altid ledsages af oplysning om opbevaringsforskrift.

Der er ikke noget i vejen for at angive andre datoer på pakningen, f.eks. tappedato og pakkedato, men det er ikke et krav. En sådan angivelse må ikke være egnet til at vildlede forbrugeren.

Datoen for levnedsmidlers holdbarhed skal angives ved

1. Mindst holdbar til ...', såfremt datoen indeholder en angivelse af dagen.

2. Mindst holdbar til og med ...' i andre tilfælde.

3. Sidste anvendelsesdato ...' for levnedsmidler, som i mikrobiologisk henseende er meget let fordærvelige, og som derfor efter en kort periode kan udgøre en umiddelbar risiko for menneskers sundhed.

Disse oplysninger skal ledsages af enten selve datoen eller en henvisning til det sted på pakningen, hvor datoen en anført. Datoen skal omfatte en ukodet angivelse af dag, måned og år i den nævnte rækkefølge.

Dog er det for levnedsmidler

1. Med en holdbarhed på under 3 måneder tilstrækkeligt at anføre dag og måned, d.v.s. »Mindst holdbar til dag og måned«.

2. Med en holdbarhed på 3-18 måneder tilstrækkeligt at anføre måned og år, d.v.s. »Mindst holdbar til og med måned og år«.

3. Med en holdbarhed på over 18 måneder tilstrækkeligt at angive året, d.v.s. »Mindst holdbar til og med år«.

Det er producenten eller forhandleren, der fastsætter holdbarhedsdatoen for en bestemt vare. Det forhold, at der er fastsat en holdbarhedsdato, fritager dog ikke for ansvaret ifølge levnedsmiddellovens § 12, hvorefter det er forbudt at sælge et levnedsmiddel, som er eller må antages at være uegnet til menneskeligt konsum.

Levnedsmidler, som i mikrobiologisk henseende er meget letfordærvelige

Holdbarhedsdatoen for levnedsmidler, som i mikrobiologisk henseende er meget letfordærvelige, og som derfor efter en kort periode kan udgøre en umiddelbar risiko for menneskers sundhed angives ved »sidste anvendelsesdato ...«.

Beslutningen om, hvorvidt et levnedsmiddel skal mærkes med holdbarhedsangivelsen »mindst holdbar til ...« eller »sidste anvendelsesdato ...«, skal træffes af den ansvarlige for mærkningen efter en konkret vurdering ud fra de nævnte kriterier.

Som retningslinie kan det siges, at produkter, som angives at have en holdbarhed på 5 døgn eller derunder ved opbevaring ved 5 graderC eller lavere, skal mærkes med sidste anvendelsesdato.

Retningslinien er baseret på, at det i fjerkræforordningen 1906/90/EØF er fastsat, at fersk fjerkrækød er meget let fordærveligt, og at der normalt i det omfang fersk fjerkræ forhandles som kølevare gives en holdbarhed på omkring 5 dage ved 4 graderC.

Retningslinien er kun vejledende, og den mærkningsansvarlige må i det enkelte tilfælde vurdere, om et levnedsmiddel opfylder kriterierne, idet det ikke kan udelukkes, at også levnedsmidler med en lidt længere holdbarhed ud fra en konkret vurdering må betragtes som meget letfordærvelige i mikrobiologisk henseende. Levnedsmidler, som ikke opfylder kriterierne, må ikke mærkes med »sidste anvendelsesdato ...«.

Som eksempler på levnedsmidler, som umiddelbart opfylder kriterierne, kan nævnes fersk fjerkrækød, visse former for ferske kødvarer, kød udskåret i mindre stykker, hakket kød, kødfars o.l samt fersk fisk, hakket fiskekød, fiskefars og lignende.

Levnedsmidler, der ikke skal holdbarhedsmærkes

Der er en række levnedsmidler, som ikke skal holdbarhedsmærkes. Det drejer sig om

1. Frisk frugt og friske grøntsager, som ikke er skrællede, snittede eller behandlet på lignende måde. Denne undtagelse finder ikke anvendelse på spirende frø og lignende produkter såsom skud af bælgfrugter.

2. Bageri- eller konditorvarer, der på grund af deres beskaffenhed normalt forbruges inden 24 timer efter fremstillingen.

3. Vine, hedvine, mousserende vine, aperitifvine, frugtvine og mousserende frugtvine.

4. Drikkevarer med mindst 10 volumenprocent alkohol.

5. Eddike.

6. Kogsalt.

7. Sukker i fast form og sukkervarer, jf. levnedsmiddelgrupperne 11.1 og 13 i Positivlisten.

8. Alkoholfri læskedrikke, frugtsaft, frugtnektar og alkoholholdige drikkevarer i individuelle beholdere på mere end 5 liter, som skal udleveres til catering-virksomheder, restauranter, institutioner eller lignende.

9. Tyggegummi og lignende tyggeprodukter.

10. Konsumis i individuelle portioner.

4.3.8 Særlige forskrifter

Mærkningen skal omfatte en brugsanvisning, hvis en udeladelse heraf vil kunne indebære, at det pågældende levnedsmiddel ikke anvendes på rette måde.

I visse tilfælde vil det være nødvendigt at give forbrugerne en oplysning om, hvorledes et levnedsmiddel skal behandles/tilberedes. Dette vil specielt gælde for levnedsmidler, som ikke er velkendte i Danmark, eller som har været udsat for en særlig behandling, som ikke er almindelig kendt, men er i øvrigt et krav i alle tilfælde, hvor en undladelse af at give en brugsanvisning vil indebære en risiko for, at det pågældende levnedsmiddel ikke anvendes på rette måde. I enkelte tilfælde, hvor en forkert tilberedning vil kunne betyde en alvorlig sundhedsrisiko, som det er tilfældet for visse bønnesorter, er en brugsanvisning selvfølgelig nødvendig.

I nogle tilfælde er der i lovgivningen fastsat krav til udformning af brugsanvisninger. Det gælder f.eks. for modermælkserstatninger.

5. ALMINDELIGE BESTEMMELSER

5.1 Placering af mærkningen

Mærkningsoplysningerne skal være anbragt på emballagen, og for så vidt angår færdigpakkede levnedsmidler på færdigpakningen eller på en vedhæftet etiket.

Varen skal være mærket på færdigpakningen, og det er detailhandlerens ansvar, at færdigpakningen er korrekt mærket, når den udbydes til salg i detailhandelen.

I følgende tilfælde kan mærkningsoplysningerne gives i handelsdokumenterne

1. Lotmærkning (identifikation af vareparti)

Ikke-færdigpakkede levnedsmidler, såfremt det ikke er muligt at anbringe oplysningerne på pakningen, se afsnit 2.6.

2. Øvrige obligatoriske oplysninger for færdigpakkede levnedsmidler

- Færdigpakkede levnedsmidler, som bringes i handelen i et tidligere led end detailleddet, hvis salget ikke sker til cateringvirksomheder, restauranter, institutioner eller lignende.

- Færdigpakkede levnedsmidler, som er bestemt til levering til cateringvirksomheder, restauranter, institutioner eller lignende, hvor de skal tilberedes, bearbejdes, deles eller snittes.

Når et færdigpakket levnedsmiddel bringes i handelen i et tidligere omsætningsled end detailleddet, kræves der ikke mærkning på den enkelte færdigpakning. Det er i disse tilfælde tilstrækkeligt, at fabrikanten, grossisten eller importøren sørger for, at de korrekte mærkningsoplysninger fremgår af handelsdokumenterne. Oplysning om fabrikantnavn, varebetegnelse, holdbarhedsdato og evt. opbevaringsforskrift skal dog anføres på den yderste emballage, i hvilket levnedsmidlerne præsenteres ved engrosforhandlingen. Se også afsnit 3.6.

Vælger forhandleren denne minimalmærkning af varer, som fremstår som færdigpakkede levnedsmidler, følger det af levnedsmiddellovgivningens bestemmelser om vildledning, at modtageren gøres opmærksom på, at varerne ikke er korrekt mærkede til detailsalg. Modtageren skal have oplysning om, at hver enkelt færdigpakning skal mærkes ud fra de oplysninger, som fremgår af den yderste emballage og af handelsdokumenterne.

Dette betyder endvidere, at modtageren ikke selv skal fremskaffe de nødvendige mærkningsoplysninger, idet det er fabrikanten, grossisten eller importørens ansvar, at oplysningerne er korrekte og alle foreligger ved salget. Det er blot ikke nødvendigt at de er påført færdigpakningen. Det er derimod detailforhandlerens ansvar, at oplysningerne er påført færdigpakningen ved detailsalg.

I praksis er det selvfølgelig langt det enkleste, at importøren eller fabrikanten sørger for, at den færdigpakkede vare bliver mærket korrekt allerede ved pakningen, enten det så sker her i landet eller i udlandet.

I de tilfælde, hvor undtagelsesbestemmelsen om, at mærkningsoplysninger kan gives i handelsdokumenterne, benyttes, skal handelsdokumenterne ledsage de pågældende levnedsmidler eller være fremsendt før leveringen eller samtidig med denne. Som nævnt er det ligeledes et krav, at nogle af oplysningerne anføres på den yderste emballage, som levnedsmidlerne præsenteres i ved markedsføringen.

5.2 Mærkningssproget

Mærkningsoplysningerne skal være på dansk eller på andre sprog, der kun ved uvæsentlige forskelle i stavning adskiller sig fra dansk.

Ved vurderingen af om mærkning på et andet sprog end dansk kan accepteres, må der i det enkelte tilfælde tages stilling til, om den anvendte mærkning er let forståelig for forbrugeren. Man kan altså ikke gå ud fra, at mærkning på svensk og norsk altid kan erstatte mærkning på dansk, ligesom det ikke kan udelukkes, at mærkning på andre fremmedsprog kan benyttes.

Sprogkravet gælder kun for de mærkningsoplysninger, der kræves ifølge lovgivningen. Hvis der derudover gives ikke krævede supplerende oplysninger, gælder sprogkravet ikke for disse.

Der er ikke noget i vejen for, at man kan give mærkningsoplysningerne på flere sprog på en gang. Hvis oplysningerne på forskellige sprog ikke er ens, må det vurderes konkret, om mærkningen kan vildlede forbrugeren.

Det accepteres ikke, at nogle forretninger, f.eks. »indvanderforretninger« eller »kosherslagtere«, mærker udelukkende på fremmedsprog med den begrundelse, at forbrugerne her er fremmedsprogede eller forstår det anvendte fremmedsprog. Disse forretninger kan som andre forretninger besøges af såvel dansk- som fremmedsprogede, og særlige sprogregler vil derfor være i strid med den grundlæggende regel om, at oplysningerne skal være let forståelige for forbrugerne i almindelighed. Der er dog ikke noget i vejen for, at man som en service giver mærkningsoplysningerne på flere sprog i disse tilfælde.

Det følger af sagens natur, at sprogkravet ikke gælder for lotmærkning.

5.3 Klart synlig, let læselig og uudslettelig

Oplysningerne skal være anbragt et iøjnefaldende sted på færdigpakningen, således at de er let synlige, og må ikke være skjult eller tildækkede eller adskilt af andre angivelser eller billeder.

For så vidt angår lotmærkning, se afsnit 2.5.

På små figurer, slikkepinde, dessertchokolade og lignende små chokolade-, vekao- og sukkervarer kan det være vanskeligt at mærke med alle krævede oplysninger, således at de kan læses, når varen er indpakket. Det accepteres derfor, at kravet om, at mærkningen skal være klart synlig, fraviges, for så vidt angår denne type varer med et volumen under 3 cl, der på grund af form og pakketeknik ikke kan mærkes klart og tydeligt (Levnedsmiddelstyrelsens dispensation af 6. december 1985).

Det er dog en forudsætning, at

- De krævede oplysninger findes på pakningen og uden besvær kan læses, når varen er pakket ud.

- At der ved salg af varen i detailforretningen i umiddelbar forbindelse med varen opstilles et skilt, som bærer et tydeligt billede af varen, og som indeholder de krævede mærkningsoplysninger. Hvis billede og oplysninger findes på udstillingskartonen og kan læses, når varen præsenteres i forretningen, kan skiltet dog undlades.

Oplysningerne skal være let læselige og uudslettelige. Det vil sige, at tegn og bogstaver skal have en størrelse, som kan læses umiddelbart uden brug af hjælpemidler, og at den anvendte skrifttype er almindelig kendt og umiddelbart kan opfattes. Oplysninger skal være påført på en sådan måde, at de ikke kan fjernes eller udviskes, såfremt varen udsættes for en forventelig transport og behandling.

5.4 Samme synsfelt

Oplysninger om varebetegnelse, nettoindhold og holdbarhedsdato skal være anført i samme synsfelt. Hvis der er krav om oplysning om alkoholindhold, skal denne oplysning ligeledes være i synsfeltet.

Det er dog tilladt, at selve datoen i holdbarhedsangivelsen ikke er i synsfeltet, når blot der i synsfeltet er en henvisning til, hvor på pakningen datoen findes.

Hvis der er krav om, at varebetegnelsen suppleres med oplysninger, skal disse oplysninger også indgå i synsfeltet. Dette er f.eks. tilfældet med dybfrosne levnedsmidler, hvor varebetegnelsen suppleres med oplysningen »dybfrossen«.

Formålet med, at disse oplysninger skal findes i samme synsfelt, er, at de skal kunne ses samtidig under normale købsforhold. Som samme synsfelt accepteres to sammenstødende flader. Såfremt pakningen er rund accepteres det, at oplysninger, som kan ses ved en mindre drejning, er i samme synsfelt.

For glasflasker, som er beregnet til genbrug, gælder kravet om samme synsfelt ikke før efter 1. juli 1999, såfremt oplysning om enten varebetegnelse, nettoindhold eller holdbarhed er angivet med uudslettelig mærkning.

Tallene i parentes henviser til retsregler i bilag 1.

Vejledningen retter sig mod producenter, importøren og forhandlere af levnedsmidler samt levnedsmiddelkontrolenhederne. Vejledningen indeholder en gennemgang af reglerne vedrørende mærkning af levnedsmidler.