Håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven (enundtagelse)
Statutory Text (2 Articles)
§ 69-indgreb en undtagelse
Dog skal vidtgående håndhævelsesskridt som standsning eller fjernelse af en virksomhed varsles. Se herom senere i afsnittet.
Ikke klageadgang
Da en indskærpelse ikke kan indeholde nye bestemmelser, kan den ikke påklages til anden myndighed.
Indskærpelsen kan betragtes som en påmindelse om, at såfremt forholdene ikke lovliggøres, vil næste skridt være en politianmeldelse.
Frist for efterkommelse
En indskærpelse bør af bevismæssige hensyn meddeles skriftligt, selv om det ikke er noget krav, da der jo ikke er tale om en »afgørelse« i § 74's forstand.
Skriftlig meddelelse vil samtidig i de fleste situationer være det mest hensigtsmæssige, da indskærpelsen alene af rent praktiske grunde må indeholde en frist for efterkommelse. Fristen bør afvejes efter dels karakteren af de forureningsmæssige forhold og dels virksomhedens tidsmæssige mulighed for at lovliggøre forholdene.
Fristforlængelse kun når aktiv indsats ydes
Hvis en virksomhed ikke kan overholde fristen i en indskærpelse, eller andre nye og afgørende oplysninger foreligger, kan tilsynsmyndigheden forlænge fristen.
Overskrides tidsfristen, bør fristforlængelse kun gives, når virksomheden aktivt har forsøgt at overholde fristen og er uden skyld i overskridelsen. I situationer, hvor der foreligger risiko for væsentlig foreurening, bør tilsynsmyndigheden overveje selvhjælpshandling.
Politianmeldelse
Har en virksomhed ikke efterkommet eller forsøgt at efterkomme en indskærpelse inden for den givne frist, bør tilsynsmyndigheden i alle tilfælde vurdere, om der er grundlag for en politianmeldelse. I almindelighed bør der indgives politianmeldelse ved fristoverskride, med mindre særlige forhold taler derimod.
Standsning og evt. fjernelse af virksomheden
Under skærpende omstændigheder kan tilsynsmyndigheden foruden at indgive politianmeldelse nedlægge forbud mod fortsat drift af virksomheden og eventuelt forlange denne fjernet, jf. § 69, stk. 1, nr. 1. Fjernelse af virksomheden kan f.eks. være en nødvendig foranstaltning ved ulovlig affaldsdeponering.
Forbud og fjernelse er vidtgående håndhævelsesskridt, som typisk medfører betydelige udgifter. Det følger derfor af principperne i foranstaltningsloven om parthøring og af proportionalitetsprincippet, at disse skridt skal varsles, og at virksomheden skal have lejlighed til at udtale sig herom. Varslingen kan om nødvendigt ske mundtligt og med en ganske kort frist. For f.eks kan varslingen ske mundtligt og på stedet i situationer, hvor aktiviteten er sket uden tilladelse - og klart kræver tilladelse. Men når beslutningen om forbud/fjernelse så er truffet, følger det af § 69, stk. 3, at den ikke kan påklages.
Genopretning af den hidtidige tilstand
Hvis der er sket forurening, kan der ansvarlige påbyder at genoprette den hidtidige tilstand, jf. § 69, stk. 1, nr. 2.
Påbudet kan f.eks. omfatte krav om
- foranstaltninger, som bringer forureningen fra kilden til ophør.
- foranstaltninger, som fjerner den forvoldte forurening.
- foranstaltninger, som hindrer eller foreløbigt hindrer yderligere udbredelse af en forurening, der ikke kan fjernes.
- foranstaltninger, som retablerer den hidtidige miljøkvalitet i omgivelserne.
Også sådanne påbud kan i lighed med ovennævnte standsningsmeddelelse mv. være vidtgående håndhævelsesskridt, som derfor skal varsles med lejlighed for adressaten til at udtale sig derom.
Heller ikke disse beslutninger kan påklages, jf. § 69, stk. 3.
2.3.2 Udarbejdelse af indskærpelse
I det følgende er vist eksempler på indskærpelse, hhv. ved overtrædelse af givne vilkår og ved lovovertrædelse.
Overtrædelse af vilkår
GalvAps Den 11. maj 1992 Miljøvænget 11 9999 Rendby
Vedr.: Indskærpelse af vilkår i spildevandstilladelse .
Ved analyse af spildevandsprøver, udtaget den 30. april 1992 i målebrønden ved GalvAps' afløb til Renby Kommunens spildevandsledning, har Teknisk Forvaltning konstateret et indhold af kobber i spildevandet på 0,1 mg/l mod en højest tilladt koncentration på 0,05 mg/l, således som fastlagt i virksomhedens spildevandstilladelse af 15. januar 1992.
Denne overtrædelse er strafbar efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, nr. 4.
Såfremt GalvAps ikke inden den 25. maj 1992 har nedbragt kobberudledningen til det lovlige omfang, vil Renby Kommune anmelde overtrædelsen til politiet.
Endvidere henledes opmærksomheden på, at kommunen som tilsynsmyndigheden og i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, nr. 1 har mulighed for at forbyde fortsat drift. Hvis det ulovlige forhold ikke er bragt til ophør inden den ovennævnte frist, vil kommunen overveje at udstede et forbud mod fortsat drift. En sådan afgørelse vil ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed.
GalvAps har ret til at fremkomme med en udtalelse, forinden et forbud mod fortsat drift udstedes. En eventuel udtalelse bedes fremsendt til forvaltningen senest den 25. maj 1992.
Ønsker GalvAps at se sagens dokumenter, kan tidspunktet herfor aftales telefonisk med Teknisk Forvaltning, der ligeledes vil være til rådighed, hvis der er spørgsmål i sagen.
Med venlig hilsen
Bemærkninger
I de fleste situationer kan truslen om forbud mod fortsat drift udelades, dvs. 3. afsnit i ovenstående skrivelse.
Trussel om driftsforbud bør kun fremsættes, hvis truslen bringes til udførelse ved overtrædelse. I modsat fald vil dommeren med rette kunne spørge, hvorfor forbudet ikke blev udstedt, underforstået af sagen nok alligevel ikke er særlig alvorlig.
Lovtrædelse
A/S Genbrug Den 1. april 1992 Miljøvænget 9 9999 Renby
Vedr.: Standsning af ulovligt etableret og ibrugtaget affaldssorteringsanlæg.
Ved Rensund Amts miljøtilsyn på A/S Genbrug den 31. marts 1992 konstaterede det, at virksomheden har etableret et affaldssorteringsanlæg og har sat dette i drift.
I henhold til miljøbeskyttelsesloven (lov nr. 358 af 6. juni 1991) skal et affaldssorteringsanlæg godkendes, før det etableres og tages i brug.
Godkendelsespligten er fastlagt i lovens § 33, stk. 1 og den i § 35 nævnte liste, som findes i vedlagte bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed. Affaldssorteringsanlæg er omfattet af listens pkt. K. 1., og Rensund Amt er godkendelsesmyndighed.
Da der ikke foreligger en godkendelse af affaldssorteringsanlægget på A/S Genbrugs areal eller en tilladelse til at påbegynde anlægsarbejdet, jf. lovens § 33, stk. 2, er anlægget ulovligt anlagt og ibrugtaget. Det blev derfor under besøget på virksomheden varslet, at driften skulle standses, og virksomheden har haft mulighed for at udtale sig om en sådan beslutning.
A/S Genbrug skal med øjeblikkelig virkning ophøre med driften af affaldssorteringsanlægget. Hvis driften fortsættes, vil Rensund Amt indgive politianmeldelse.
Endvidere agter Rensund Amt at kræve affaldssorteringsanlægget fjernet fra virksomhedens areal inden den 1. maj 1992, med mindre A/S Genbrug forinden denne frist fremsender en ansøgning om godkendelse af anlægget.
A/S Genbrugs eventuelle bemærkninger til en sådan beslutning skal være amtet i hænde senest den 15. april 1992.
Hvis anlægget, uden at godkendelsesansøgning er indsendt, fortsat befinder sig på virksomhedens areal efter 1. maj 1992, ser Rendsund Amt sig nødsaget til at indgive politianmeldelse i sagen.
Amtets beslutninger meddeles i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, pkt. 1.
Afgørelserne kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Det bemærkes, at bilag 2 i vedlagte bekendtgørelse indeholder en oversigt over nødvendige oplysninger ved ansøgning om godkendelse.
En eventuel ansøgning om godkendelse af affaldssorteringsanlægget skal stiles til Rendsund Amt, men skal fremsendes til Rendby Kommune.
Teknisk Forvaltning er gerne behjælpelig, såfremt der er spørgsmål i sagen.
Med venlig hilsen
Bemærkning
Tilsynsmyndighedens indgreb bør som nævnt i det foregående afsnit afveje efter forholdene.
Overstående eksempel på såvel standsningsmeddelelse som varsling af krav om fjernelse af anlægget vil kunne anvendes, såfremt både driften af anlægget og selve anlæggets tilstedeværelse på det pågældende areal giver anledning til væsentlig forurening, der ikke kan nedsættes ved passende vilkår.
Hvis det alene er driften af anlægget, der medfører miljøproblemer, vil det være tilstrækkeligt at kræve driften standset, enten øjeblikkeligt eller med en frist.
Hvis hverken anlægget eller driften af anlægget giver anledning til væsentlig forurening, kan tilsynsmyndigheden vælge at lade virksomheden fortsætte aktiviteterne med en frist for at søge godkendelse. Der vil således her være tale om »retlig lovliggørelse« dvs. lovliggørelse af eksisterende forhold.
2.4 Selvhjælpshandling
3 situationer
Selvhjælpshandling er tilsynsmyndighedens gennemførelse af miljøkrav for den ansvarliges regning.
2.4.1 Generelle regler
Selvhjælpshandling kan tages i anvendelse i 3 forskellige situationer
1) som opfølgning af påbud/forbud,
2) som opfølgning af indskærpelse, og
3) når umiddelbart indgreb er nødvendigt, jf. § 70, stk. 1, hvor iværksættelsen sker uden påbud.
Politianmeldelse
I selvhjælpssituationer bør tilsynsmyndigheden altid overveje, om der desuden er grundlag for at indgive politianmeldelse. Anmeldelse bør ske ved væsentligt lovovertrædelser, når de er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
Som nævnt i reglerne for meddelelse af påbud og indskærpelse, hhv. vejledningens afsnit 2.2.2. og 2.3.1., bør der almindeligvis indgives politianmeldelse, hvis et påbud eller en indskærpelse ikke efterkommes rettidigt.
Underretning
Beslutning om at foretage selvhjælpshandling skal varsles over for den ansvarlige, som skal have lejlighed til at udtale sig derom, inden selvhjælpshandlingen udføres. Det er altså de samme principper, som er gælder for forbud/fjernelse efter § 69.
Såvel varslingen som den endelige beslutning skal så vidt muligt ske skriftligt for at undgå misforståelser og eventuelle bevismæssige problemer senere hen. I øvrigt vil en skriftlig meddelelse tillige ofte bevirke, at den ansvarlige selv udføre det fornødne.
Kun hvor betingelserne i § 70 er opfyldt, kan myndighederne straks foretage selvhjælp.
Beslutninger om selvhjælpen kan ikke påklages.
Politiets bistand
Politiet yder jf. § 87, stk. 2 tilsynsmyndigheden bistand til at udøve sine beføjelser. Bistanden består som regel i, at politiet efter anmodning sikrer tilsynsmyndigheden og den evt. rekvirerede arbejdskraft beskyttelse under opholdet på ejendommen.
Afvejning af mål og midler
Ved selvhjælpshandlinger skal mål og midler altid afvejes.
Et indgreb skal naturligvis stå i et rimeligt forhold til det, der opnås derved. Dette proportionalitetsprincip gælder såvel den praktiske udførelse af selvhjælpshandlingen som de økonomiske omkostninger.
Tabsbegrænsningspligt
Hvis for eksempel et forbud mod drift af en enkelt maskine eller en del af en virksomhed ikke efterkommes, skal selvhjælpshandlingen - f.eks. afbrydelse af strømmen - søges begrænset til denne maskine.
Rekvireret bistand
Hvis den ansvarlige for forureningen kan træffes, bør tilsynsmyndigheden i akutte sager orientere denne om, hvilket firma det påtænktes rekvireret til opgaven - f.eks. et lokalt slamsugerfirma. Samtidig bør tilsynsmyndigheden spørge, om den ansvarlige har et bedre og/eller billigere forslag.
I mindre og ikke akutte sager kan tilsynsmyndigheden indhente et eller nogle tilbud, som forelægges den ansvarlige samtidigt med, at denne får mulighed for inden en vis frist at fremkomme med et bedre/og eller billigere tilbud.
Udenretligt syn og skøn
I større sager og når tiden tillader det, kan tilsynsmyndigheden gå til domstolene (byretten) og anmode om dommerens udmelding af syns- og skønsmænd til vurdering af omkostningerne ved det arbejde, der påtænkes udført som selvhjælpshandling.
Eksempler
Når tilsynsmyndigheden har håndteret sagen rimeligt, f.eks. som ovenfor skitseret, er der ikke tvivl om, at den ansvarlige skal betale regningen. Vedkommendes eventuelle efterfølgende henvisning til, at billigere tilbud o.l. kunne have været fremskaffet, er uden betydning.
I Miljøstyrelsens publikationsserie, »Orientering fra Miljøstyrelsen, Miljøstraffesager«, indeholder flg. bind/sag nr. eksempler på selvhjælpshandling i forbindelse med miljøstraffesager: III/20, III/21, IV/3, IV/7 og V/6.
Udpantningsret
Såfremt den ansvarlige ikke frivilligt betaler regningen for de udførte selvhjælpshandlinger, har tilsynsmyndigheden udpantningsret, jf. §§ 70, stk. 2.
Udpantningsretten og forvaltningen heraf er nærmere uddybet i afsnit 3.9.
I det tilfælde at skyldneren under udpantningen fremsætter indsigelse mod kravets lovlighed eller beløbets størrelse, kan fogeden dog, såfremt sagen er kompliceret, henvise tilsynsmyndigheden til at anlægge sag. Der er ikke fortrinsret for kravet. På en evt. tvangsauktion behandles dette som en almindelig fordring.
Dom for beløbet
Er der foretaget politianmeldelse, kan sagen om inddrivelse af udgifterne normalt behandles sammen med straffesagen, såfremt anklagemyndigheden anmodes derom.
2.4.2 Opfølgning af påbud/forbud
Hvis tidsfristen for efterkommelse af et påbud eller forbud er udløbet, uden at de påbudte foranstaltninger er udført, kan tilsynsmyndigheden iværksætte selvhjælpshandling.
Tidsfrister
Denne beføjelse vil for eksempel kunne anvendes, hvis et påbud til en virksomhed om at bortskaffe noget kemikalieaffald fra virksomhedens ejendom ikke er efterkommet ved fristens udløb. Normalt vil en sådan sag blive overdraget til politiet med henblik på tvangsbøder, indtil forholdet er bragt i orden. Men virksomhedens økonomi kan være sådan, at økonomiske tvangsmidler er virkningsløse. I den situation vil selvhjælpshandling være mere hensigtsmæssig.
Fjernelse af kemikalieaffaldet kan rent praktisk foretages ved hjælp af medarbejdere fra den lokale modtageplads for olie- og kemikalieaffald.
Påbudet påklaget
Klage over et påbud har jf. § 95 i almindelighed opsættende virkning. Dette gælder såvel adressatens pligt til at gennemføre de påbudte foranstaltninger, som tilsynsmyndighedens mulighed for at iværksætte selvhjælpshandling.
Dog kan tilsynsmyndigheden i henhold til § 78, stk. 2, bestemme, at klage ikke skal have opsættende virkning. Her kan selvhjælpshandling iværksættes, når fristen for efterkommelse af påbudet er udløbet, også selv om sagen ikke er færdigbehandlet af klagemyndigheden.
Tilsynsmyndigheden bør i en sådan situation rådføre sig med klagemyndigheden (Miljøstyrelsen), før selvhjælpsforanstaltninger iværksættes.
I samme situation bør tilsynsmyndigheden indgive politianmeldelse. Selv om politiet formentlig sætter sagen i bero, indtil klagemyndighedens afgørelse foreligger, vil politianmeldelsen være udtryk for en konsekvent håndhævelse af loven. Tilsynsmyndigheden kan eventuelle forinden anmeldelsen anmode Miljøstyrelsen om en udtalelse i sagen og samtidig gøre opmærksom på klagen.
Kopi af politianmeldelsen bør tilsendes Miljøstyrelsen.
2.4.3 Opfølgning af indskærpelse
Når indskærpelse om at bringe ulovlige forhold i orden ikke er efterkommet ved udløbet af tidsfristen, vil det normalt være på sin plads at indgive en politianmeldelse. Myndigheden kan også vælge at foretage selvhjælpsforanstaltninger med hjemmel i § 69, stk. 1, nr. 3. Beslutning om sådannne handlinger skal varsles mv., jf. afsnit 2.4.1.
Ved ulovlige forhold forstås såvel lovovertrædelser som overtrædelse af bekendtgørelser eller andre bestemmelser, fastsat med hjemmel i miljøloven, jf. det indledningsvist i afsnit 2.3. nævnte.
Ulovlig virksomhed
Etablering af en godkendelsespligtig bilophugningsplads uden forudgående godkendelse er et eksempel på en lovovertrædelse. Såfremt tilladelse til ophugningspladsen ikke efterfølgende kan meddeles, og såfremt en indskærpelse til ejeren om at lovliggøre forholdene, dvs. at fjerne bilerne, ikke efterkommes, kan tilsynsmyndigheden selv foretage det fornødne med hjemmel i § 69.
Opgaven vil rent praktisk bestå i at flytte bilerne til en godkendt bilophugningsplads. Omkostningerne herved vil kunne modregnes i vederlaget for de afleverede biler, før et evt. overskydende beløb udbetales ejeren.
Overtrædelse af bekendtgørelse
Overtrædelse af en bekendtgørelse kan f.eks. være manglende overholdelse af olietankbekendtgørelsens regler om sløjfning og afblænding af olietanke, der ikke længere anvendes, f.eks. efter overgang til fjernvarme eller naturgas.
Her kan tilsynsmyndigheden efter fristens udløb f.eks. lade afblændingen foretage af en fagmand og lade tankens ejer betale regningen.
Vilkårsovertrædelse
Selvhjælpshandling i forbindelse med vilkårsovertrædelse vil som i de øvrige nævnte situationer bestå i, at tilsynsmyndigheden selv gennemfører de krævede foranstaltninger.
Tilsynsmyndigheden kan f.eks. lade en måling udføre for den ansvarliges regning, såfremt målingen klart og utvetydigt er fastsat som vilkår i en godkendelse, og såfremt en indskærpelse om at overholde vilkåret ikke efterkommes inden for den angivne frist.
Ved mere alvorlige vilkårsovertrædelser kan det blive nødvendigt for tilsynsmyndigheden at lukke en virksomhed ved hjælp af en standsningsmeddelelse, dvs. forbud mod fortsat drift af virksomheden.
En sådan situation kan f.eks. være en virksomheds gentagne store overtrædelser af sin spildevandstilladelser med hensyn til det maksimalt tilladte indhold af tungmetaller i spildevandet. Også en standsmeddelelse skal varsles med lejlighed for virksomheden til at komme med bemærkninger. Se herom i afsnit 2.3.1.
2.4.4 Umiddelbart indgreb
I tilfælde af overhængende alvorlig fare for sundheden og i tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse, foretager tilsynsmyndigheden det nødvendige uden påbud og for den ansvarliges regning; § 70, stk. 1.
Pligt til selvhjælp i to situationer
Tilsynsmyndigheden har altså pligt til - uden påbud - at iværksætte selvhjælpshandlinger i flg. to situationer
- hvis det foreligger overhængende alvorlige fare for sundheden, eller
- hvis et øjeblikkeligt indgreb er nødvendigt for at afværge en væsentlig forurening eller dennes udbredelse.
Hurtig reaktion nødvendig
I de fleste situationer vil der ikke herske tvivl om, hvorvidt forudsætningen for - og dermed pligten til - umiddelbart selvhjælpsforanstaltninger er til stede.
Tilsynsmyndigheden bør i tvivlssituationer være opmærksom på, at jo længere tid der går, før selvhjælpshandlingen besluttes og iværksættes, jo vanskeligere vil det efterfølgende blive at argumentere for, at indgreb uden forudgående påbud var nødvendigt, hvilket er betingelsen for fuldt ud at kræve udgifterne dækket af forureneren.
2.5 Tilsynsmyndighedens dokumentation
2.5.1 Tilsynsmyndighedens undersøgelsesbeføjelser
I situationer, hvor tilsynsmyndigheden bliver opmærksom på forhold, der kan være i strid med loven, skal der foretages nærmere undersøgelser til afklaring heraf. Det er miljømyndighedens opgave at undersøge disse forhold.
Hvis lovovertrædelse kan konstateres, skal det besluttes, hvilket administrative indgreb der skal iværksættes, og om der evt. desuden skal indgives politianmeldelse.
Tilsynsmyndighedens undersøgelsesbeføjelser er fastlagt i miljøbeskyttelseslovens § 72 og § 87
- § 72 giver tilsynsmyndigheden beføjelser til at kræve alle oplysninger af betydning for vurdering af forureningen og for eventuelle afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger.
- § 87 giver uden retskendelse tilsynsmyndigheden adgang til enhver ejendom for at håndhæve miljøbeskyttelsesloven og evt. foretage undersøgelser i forbindelse hermed.
Foruden pligten til at udlevere de oplysninger, som tilsynsmyndigheden kræver, har virksomheden, jf. § 71, pligt til at anmelde driftsforstyrrelser eller uheld til tilsynsmyndigheden, hvis der er sket væsentlig forurening, eller der er fare herfor.
Hvis lovovertrædelsen munder ud i en straffesag, er det afgørende betydning, at tilsynsmyndigheden kan dokumentere sagens faktiske forløb og omkostninger, herunder
- håndhævelse i form af tilsynsmyndighedens egen indsats,
- den skete overtrædelse af loven, eller bestemmelse udstedt i medfør af loven, og
- de afholdte udgifter i forbindelse med undersøgelser og evt. forebyggelse eller afværgning af forurening.
2.5.2 Dokumentation for håndhævelse
Aktivt tilsyn
Tilsynsmyndigheden kan ikke nøjes med at behandle sagerne ved skrivebordet, men skal gennem reelt tilsyn på virksomhederne sikre miljøbeskyttelsesloven overholdt.
Tilsynsrapporterne er dokumentation for tilsynsbesøgene og bør indeholde detaljerede oplysninger om, hvad der er kontrolleret og konstateret under besøget.
Skriftligt påbud
Eventuelle mundtligt meddelte henstillinger eller påbud ved besøget bør straks efter tillige meddeles skriftligt, således at dokumentationen sikres, og der ikke kan opstå tvivl om indholdet. De formelle forhold omkring forhåndsvarsel og frist for efterkommelse af påbud er beskrevet i afsnit 2.2.
2.5.3 Dokumentation for forurening
Baggrund for påbud
Inden et påbud eller en indskærpelse meddeles, skal der i almindelighed foreligge dokumentation for de forhold, der begrunder meddelelse. Dokumentationen bør fremgå af tilsynsrapporten, gerne vedlagt eventuelle analyserapporter og fotos. (Om det særlige påbud uden dokumentation, se afsnit 2.5.5.).
Konstateret forurening
I en forureningssituation angives, hvilke forurenende stoffer der er tale om, samt såvidt muligt forureningens omfang og skadevirkning. Med mindre der er tale om en akut forurening, bør tilsynsmyndigheden desuden forsøge at tidsbestemme perioden, hvorigennem forureningen har fundet sted. Forureningens omfang bør søges kvantificeret, f.eks. som udstrækningen af forurenet areal, antal udledte PE eller koncentation af det forurenende stof i forhold til tilladt værdi. Skadevirkningen kan f.eks. angives som mængde grundvand, der skønnes truet af ulovlig deponering, antal nedsivende kg N pr. år fra gødningsforurening, skade på et vådområdes dyre- og planteliv etc.
Checkliste
I forureningssager kan det være nyttigt for tilsynsmyndigheden at anvende en checkliste over forhold, der kan have betydning for sagen, og som i givet fald udgøre bevismateriale.
Checklisten kan f.eks. udformes som vist herunder, hvor listen kan anvendes i større eller mindre omfang, afhængig af den konkrete sag
Check - forureningssager
A. Det faktiske forløb
- Hvem forurener.
- Stedet for forureningen.
- Hvori består forureningen (udledning til luft/jord/vandløb etc.).
- Hvilke paragraffer/andre bestemmelser/påbud er overtrådt.
- Hvor længe har forureningen stået på.
- Hvor stor er overtrædelsen i forhold til evt. tilladelse/vilkår (f.eks. angivet i mængde ell. % af tilladt udledning).
- Foreliggende sagsakter (godkendelser, påbud, tilsynsrapporter, driftsjournaler, klager, mødereferater, notater osv.).
- Evt. anmelder og vidner.
B. Skyldsspørgsmålet
- Det var ikke bare et uheld, fordi ....
- Evt. tidligere overtrædelser.
C. Undersøgelser og anden dokumentation
- Prøvetagningstidspunter og -sted.
- Prøveudtager (f.eks. egen forvaltning, LMK ell. andet laboratorium).
- Målinger/analyseparametre og anvendte metoder.
- Observationer, beskrivelse og vurderinger heraf (f.eks. lækage/afledning, mængde, farve, lugt osv. og biologisk-/fysisk-/kemiske vurdering).
- Fotos og/ell. evt. anden dokumentation (f.eks. farvestoftilsætning til påvisning af lækage eller afløb).
C. Miljøskadelighed.
- Beskrivelse af skader på recipient/renseanlæg/andet.
- Notater om betydningen af overskredne parametre (f.eks.: BI5 er udtryk for . . . . For højt BI5 betyder for recipienten/renseanlægget, at . . . .)».
- Evt. udtalelser fra sagkyndige.
D. Økonomisk fordel
- Oplysninger om, hvori en evt. økonomisk fordel består.
- Oplysninger, som kommunen ligger inde med.
- Angivelse af, hvad politiet evt. bør undersøge nærmere.
Hurtig reaktion ved lovovertrædelse
Er der sket en overtrædelse af loven, eller bestemmelser eller vilkår fastsat i medfør af loven, er det vigtigt, at målinger og andre tekniske undersøgelser foretages umiddelbart efter, at de ulovlige forhold er konstateret. I modsat fald vil muligheden for at dokumentere overtrædelsen samt forureningens omfang og eventuelle skadevirkning ofte være forpasset.
Kvalificerede målinger
Bevisbyrden påhviler tilsynsmyndigheden, hvorfor kravet til kvaliteten af beviset skærpes, hvis dette skal danne basis for et indgreb. Også i en evt. efterfølgende retssag er det af helt afgørende betydning, at målinger og analyser er udført så kvalificeret, at der ikke kan rejses tvivl om resultaterne. Eksempelvis bør tilsynsmyndigheden lade målinger udføre af et akkrediteret laboratorium, hvis resultaterne skal tjene som fyldestgørende bevismateriale i en sag.
2.5.4. Dokumentation for udgifter
Ved en lovovertrædelse kan den ansvarlige i henhold til domspraksis pålægges at dække tilsynsmyndighedens udgifter til målinger og analyser. Det er dog en forudsætning, at udgifterne kan dokumenteres og er rimelige. Det samme gælder omkostningerne i forbindelse med eventuelle selvhjælpsforanstaltninger, jf. vejledningens afsnit 2.3.
Tilsynsmyndigheden kan dog kun forvente godtgørelse for eksterne udgifter, dvs. betalte regninger. Uanset hvor god dokumentationen er, vil tiltalte ikke få pålagt at betale for tilsynsmyndighedens eget sagsbehandlingsarbejde. Men udfører myndigheden entreprenørarbejde, kan dette normalt forlanges godtgjort.
2.5.5. Påbud uden dokumentation
Advarsel mod fejlinvestering
Tilsynsmyndigheden kan via påbud foregribe forurening fra endnu ikke etablerede virksomheder eller aktiviteter, som skønnes at kunne indebære en forureningsrisiko. Jf. § 41, stk. 1, sidste punktum (listevirksomheder), og § 42, stk. 2, sidste punktum og stk. 5 (andre virksomheder).
Virksomhederne kan på denne måde samtidig advares mod fejlinvesteringer i forbindelse med påtænkt etablering, ændring eller udvidelse af aktiviteterne.
Hvis en virksomhed f.eks. agter at etablere sig i et bestemt område eller ønsker at udvide eller ændre driften, kan tilsynsmyndigheden gøre opmærksom på, hvilke miljøforanstaltninger der erfaringsmæssigt vil være nødvendige - og dermed kræves gennemført - for at undgå væsentlige gener for de omboende.
Herved har tilsynsmyndigheden forud advaret virksomheden mod fejldispositioner og har samtidig - med behørig frist for virksomheden til at melde tilbage, f.eks. 14 dage - forhåndsvarslet et påbud. Om nødvendigt kan dette herefter meddeles umiddelbart i forbindelse med igangsætning af driften. Om varsling og meddelelse af påbud henvises til afsnit 2.2.2.
3 Politianmeldelse, efterforskning og tiltalerejsning
3.1 Indgivelse af politianmeldelse
Administrative midler udtømt
Langt de fleste sager i forbindelse med hensyn til håndhævelse bør og kan klares ad administrativ vej. Tilsynsmyndigheden bør således altid overveje, om administrative midler er tilstrækkelige, herunder egnede, til at standse et ulovligt forhold.
Grove overtrædelser
Politianmeldelse kommer ind i billedet, når administrative midler ikke har vist sig tilstrækkelige til at standse en ulovlighed, eller der er tale om en grov overtrædelse.
MBL § 68 ulovlige forhold bringes til ophør
Efter miljøbeskyttelseslovens § 68 har tilsynsmyndigheden pligt til at bringe ulovlige forhold til ophør. Hvor ulovligheden er fortsat uanset administrativt indgreb, f.eks. påbud eller forbud, bør følgen normalt være politianmeldelse.
Den omstændighed, at lovliggørelse har fundet sted, enten ved at påbud efterfølgende er efterkommet, eller at der har været tale om en enkeltstående eller kortvarig ulovlighed, f.eks. udbringning af gylle på frossen jord eller afbrænding af halm eller kabelskrot, begrunder ikke i sig selv, at der ikke skal indgives politianmeldelse.
Retsforfølgning af grove lovovertrædelser
Den ansvarlige tilsynsmyndighed har i disse tilfælde pligt til at retsforfølge grove lovovertrædelser, som f.eks. forsætlige eller uagtsomme udledninger af væsentlige mængder af forurenende stoffer, jf. afsnit 3.1.1. til 3.1.3.
Hvis en tilsynsmyndighed svigter sine pligter ved positivt, f.eks. efter afstemning i udvalget, at beslutte, at der ikke skal indgives politianmeldelse i en sag om grov overtrædelse af lovgivningen, og hvor administrative midler ikke har bragt forholdet til ophør, kan følgen være, at Miljøstyrelsen meddeler politimesteren, at sagen bør forfølges, jf. dom afsagt af Retten i Skive den 17. juni 1992. I sager om grov pligtforsømmelse kan Miljøstyrelsen bede Tilsynsrådet om, at der rejses tiltale mod de ansvarlige politikere, jf. kommunestyrelseslovens § 61c.
Afvejning, prioritering
Det bør dog altid indgå i tilsynsmyndighedens vurdering af, om der skal indgives politianmeldelse, om sagen er egnet til strafferetlig forfølgelse ved domstolene, herunder om den kan holde. Uvæsentlige og bagatelagtige sager bør normalt ikke håndhæves med politianmeldelse, medmindre der er en særlig begrundelse herfor, f.eks. at der er tale om gentagelse. Ud fra en lighedsbetragtning bør tilsynsmyndigheden følge en konsekvent linie i håndhævelsen af overtrædelser. Dog må tilsynsmyndighederne om nødvendigt, uden at dette vil kunne kritiseres, prioritere sagerne, således at ressourcerne først og fremmest sættes ind i de grove sager.
På grundlag heraf kan fastsættes visse almindelige retningslinier for indgivelse af politianmeldelse.
3.1.1 Overtrædelser af lovbundne forbud og pligter o.l.
3.1.1.1 Overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 27 samt forbud i bekendtgørelser
MBL §§ 19 og 27
En klar overtrædelse af de generelle forbud i miljøbeskyttelseslovens § 19 eller § 27, der har medført forurening eller væsentlig fare herfor, må normalt medføre politianmeldelse fra tilsynsmyndighedens side.
Ulovlig udledning til vandløb
Sager om ulovlig udledning til vandløb mv. har på landbrugsområdet typisk drejet sig om ulovlig udledning af gylle, ajle og møddingssaft.
Der har i disse sager, navnlig i sagerne om mindre vandløbsforureninger under 1000 PE, dannet sig en praksis, jf. Miljøstraffesager II, s. 48 f nævnte Højesteretsdomme fra 1987 om mindre vandløbsforureninger. Baggrunden for den konsekvente håndhævelse af disse sager er, at den generelle grovhed af overtrædelserne er ganske betydelig.
Sager om udledning og spild af bekæmpelsesmidler, hvor der ikke omgående sørges for afhjælpning af forureningen, bør endvidere håndhæves strengt, dvs. med indgivelse af politianmeldelse og evt. iværksættelse af selvhjælpshandling. I disse sager bør anmeldelsen også omfatte overtrædelse af Lov om Kemiske Stoffer og Produkter, § 59, nr. 10.
Sager vedrørende industrien drejer sig typisk om ulovlig bortskaffelse af forurenende stoffer, herunder kemiske stoffer, til kloak eller vandløb, f.eks. ved spuling af befæstede arealer eller via anden spildevandsafledning, hvor faren for forurening er stor. Sådanne overtrædelser bør normalt føre til politianmeldelse. Det samme gælder udledning og spild af bekæmpelsesmidler, jf. ovenfor.
MBL § 19, forurening af jord
Tilsvarende gælder klare overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens § 19, hvor en forsætlig eller uagtsom forurening af jord eller grundvand bør resultere i politianmeldelse. Med den nye miljøbeskyttelseslov er også selve jorden omfattet af beskyttelsen. Denne udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde vil dog overvejende få betydning for forurening med kemiske stoffer, herunder olie- og kemikalieaffald.
Bekendtgørelser, halm
En række bekendtgørelser indeholder forbud mod forskellige aktiviteter. Ulovlig afbrænding af halm, udbringning af gylle på frossen jord er hyppigt forekommende eksempler og bør normalt føre til politianmeldelse, ikke mindst fordi konsekvent reaktion er den eneste vej til at nedbringe antallet af disse overtrædelser.
3.1.1.2 Manglende tilladelse eller godkendelse
Udgangspunkt politianmeldelse
Påbegyndes aktiviteter, hvor forudgående tilladelse er nødvendig, f.eks. efter miljølovens §§ 19, stk. 4, 28 eller 33 eller efter en bekendtgørelse, er udgangspunktet, at klare overtrædelser bør føre til politianmeldelse. Med udtrykket »klare overtrædelser« menes, at der ikke foreligger retlig tvivl om, at den forurenende aktivitet krævede forudgående tilladelse.
Forurening, god/ond tro
Dette gælder både tilfælde, hvor aktiviteten har medført skade eller væsentlig forurening eller fare herfor, eller der er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel. Udledning af spildevand uden tilladelse må således behandles på samme måde, som ulovlig udledning af ajle og gylle. Væsentligt er, om den, der ulovligt påbegynder virksomhed, vidste eller burde vide, at tilladelse var nødvendig, dvs. om der foreligger god eller ond tro. Kan det godtgøres, at virksomheden er påbegyndt for at spare sagsbehandlingstid eller på forventet efterbevilling, bør reaktionen - uanset den administrative reaktion - være indgivelse af politianmeldelse.
»Snyd«
Strafforfølgning bør endvidere være reaktionen i sager, hvor der foreligger bevidst »snyd«, dvs. hvor det oplyses, at et byggeri opføres til ikke-godkendelsespligtigt formål. Indrettes der alligevel godkendelsespligtig virksomhed, bør forholdet strafferetligt forfølges.
Formelle overtrædelser
Også rent formelle overtrædelser bør i grovere tilfælde strafforfølges, f.eks. ved gentagelse eller bevidst omgåelse, eller når der er tale om en virksomhed, der har erfaring nok til at vide bedre.
Ud fra en proportionalitetsmæssig betragtning kan ovennævnte udgangspunkt om politianmeldelse fraviges, når den administrative reaktion har medført betydelige omkostninger, og ansøgning indgives omgående efter påtale. Hvis f.eks. den administrative reaktion har været forbud mod fortsat drift af virksomheden, evt. mod fortsættelse af påbegyndte bygge- og anlægsarbejder, og forbudet er efterkommet, og ansøgning om godkendelse efterfølgende indgivet, vil de økonomiske konsekvenser normalt være så betydelige, at strafferetlig forfølgning ikke er rimelig. Politianmeldelse bør endvidere undlades i sager om ulovlige mindre udvidelser eller ændringer, som måske vanskeligt kan dokumenteres, da ressourceindsatsen i sådanne sager er uforholdsmæssig stor i forhold til den miljømæssige gevinst.
VL-dom om ulovlig godkendelsespligtig udvidelse, MBL § 33
Et eksempel på en principiel straffesag om godkendelsespligt efter miljøbeskyttelseslovens § 35 (gældende lov § 33) er Vestre Landsrets dom af 5. september 1990, jf. »Miljøstraffesager V/9«, hvor retten i en sag om ulovlig udvidelse af et dambrug udtalte, at for virksomheder, der bestod ved lovens ikrafttræden, må bestemmelsen forstås således, »at der skal indhentes forudgående godkendelse fra miljømyndighederne, såfremt virksomheden ønsker at udvide sin produktion til et niveau, der væsentligt overstiger niveauet forud for lovens ikrafttræden, og produktionsudvidelsen isoleret betragtet vil medføre en forøgelse af forureningen set i forhold til forureningsniveauet forud for produktionsudvidelsen. Bestemmelsen må således antages at stille krav om forudgående godkendelse, selv om virksomheden har til hensigt i forbindelse med produktionsudvidelsen at gennemføre foranstaltninger til imødegåelse af den forøgede forurening, idet godkendelsessystemet bl.a. har til formål at sikre, at det overlades til miljømyndighederne at tage stilling til, i hvilket omfang og på hvilke vilkår en produktionsudvidelse er miljømæssig forsvarlig. Af den anførte forståelse af bestemmelsen følger endvidere, at der skal indhentes godkendelse, selv om tidligere gennemførte forureningsbegrænsende foranstaltninger eller ændringer i øvrigt måtte bevirke, at den samlede forurening efter produktionsudvidelsen ikke overstiger forureningen på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Baggrunden herfor er bl.a., at den modsatte forståelse ville kunne vanskeliggøre ønskværdige miljømæssige forbedringer.«
Konklusion, godkendelsespligt
Konklusionen på dommen er således, at produktionsudvidelser, der isoleret betragtet ville medføre en forøget forurening, kræver forudgående godkendelse.
3.1.1.3 Manglende efterkommelse af lovbundne pligter
Manglende efterkommelse af pligter behandles som påbud
En række bekendtgørelser indeholder krav om eller pligt til etablering af særlige foranstaltninger, ofte inden en bestemt nærmere fastsat frist. Manglende efterkommelse af sådanne pligter bør behandles ligesom manglende efterkommelse af påbud, jf. nedenfor.
Myndighederne vil i disse sager ofte indskærpe reglerne evt. med en ganske kort frist for efterkommelse, jf. afsn. 2.3.1.
Sådanne indretningskrav findes bl.a. i reglerne om dambrug, pelsdyrfarme og husdyrgødning.
Det er væsentligt, at disse sager behandles konsekvent uden unødvendige fristforlængelser.
3.1.2 Vilkårsovertrædelser
Enkeltstående vilkårsovertrædelser
Reaktionen på overtrædelser af vilkår i godkendelser og tilladelser kan i en række tilfælde begrænses til anvendelse af administrative retsmidler. I tilfælde, hvor der er konstateret en mindre betydningsfuld, enkeltstående overtrædelse kan reaktionen begrænses til en indskærpelse fra tilsynsmyndighedens side. Er der tale om betydelige, enkeltstående vilkårsovertrædelser bør det desuden føre til påbud med krav om forebyggende foranstaltninger, medmindre det er så groft, at politianmeldelse bør indgives.
Grove, vedvarende eller gentagne overtrædelser
Der bør som hovedregel indgives politianmeldelse for grove, vedvarende eller gentagne overtrædelser af vilkår, der har til formål at begrænse en virksomheds forurening til et miljømæssigt forsvarligt niveau. Eksempelvis bør gentagne overskridelser af vilkår i en spildevandstilladelse med forurening eller væsentlig fare herfor til følge, opfølges af en politianmeldelse. Samtidig bør det i grove sager overvejes, om der bør nedlægges forbud mod virksomheden.
Ændrede vilkår
Det sker, at et vilkår ændres efter, at det har været overtrådt, således at f.eks. udledningen efterfølgende ville være helt eller delvis lovlig. Betydningen heraf i en evt. senere straffesag afhænger af overtrædelsens grovhed og i hvilket omfang, der er stillet yderligere krav om f.eks. rensning og kontrol ved vilkårsændringen. Udformningen af sanktionspåstanden må derfor bero på en konkret afvejning af overtrædelsen og myndighedens overvejelser i forbindelse med ændringen.
Selvangivelse
I almindelighed vil der ikke være tilstrækkelig anledning til at indgive politianmeldelse, såfremt en virksomhed straks fremsender oplysning om, at der som led i driftskontrollen er konstateret vilkårsovertrædelser, og at virksomheden har truffet de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre vilkårenes overholdelse.
Svaghed i sagerne
En svaghed i sager om vilkårsovertrædelse er, hvis vilkårene er uklart udformet. Sådanne vilkår er vanskelige at håndhæve, og det er derfor en forudsætning for retsforfølgningen, at vilkårene er klare og præcise.
3.1.3 Manglende efterkommelse af påbud eller forbud
Politianmeldelse, når påbud/forbud ikke efterkommes
Manglende efterkommelse af påbud eller forbud bør i almindelighed medføre, at tilsynsmyndigheden indgiver politianmeldelse, medmindre sagen er af underordnet betydning.
Fristforlængelse undgås
Det er væsentligt, at manglende efterkommelse af myndighedernes afgørelser håndhæves konsekvent, og at der ikke blot sker forlængelse af frister for efterkommelse, uden det har en fornuftig begrundelse. Forlængelser af frister bør kun komme på tale, hvis virksomheden har vist vilje til at efterkomme påbudet, og det ikke skyldes virksomhedens forhold, at efterkommelse ikke er sket.
Forurening
Politianmeldelse bør i særlig grad komme på tale, hvis et påbud sigter på at få nedbragt en ganske væsentlig eller betydelig forurening. Et alternativ eller supplement til en politianmeldelse kan være, at der i overensstemmelse med retningslinierne i kap. 2 nedlægges forbud mod fortsat drift.
Ugyldige påbud
Hvis et påbud lider af formelle mangler, f.eks. manglende forvarsel i forbindelse med et påbud om at nedbringe forureningen, vil politimesteren afvise sagen og herigennem opfordre til, at der udstedes nyt påbud under iagttagelse af alle krav til sagsbehandlingen, jf. afsn. 2.2.2.
Forbud - selvhjælp
Hvor et forbud sigter mod at stoppe en meget alvorlig forurening, er en politianmeldelse ikke et egnet middel pga. sagsbehandlingens varighed ved politisager og virksomhedens muligheder for at trække en politisag i langdrag. En selvhjælpshandling kan i stedet være den konsekvente opfølgning af et forbud.
3.2 Private anmeldelser
Politiet beslutter efterforskning
Politiet afgør, om en anmeldelse skal give anledning til efterforskning og tiltalerejsning. På miljøområdet indgives politianmeldelse normalt af tilsynsmyndigheden på baggrund af henvendelse fra en borger, efter tilsyn, hvor man er blevet opmærksom på en overtrædelse eller efter virksomhedens egen indberetning i forbindelse med egenkontrol. Tilsynsmyndighedens indstilling vil i disse tilfælde være politiet bekendt og indgå med stor vægt i sagen.
Græsrodsanmeldelser mv.
På miljøområdet modtager politiet imidlertid et vist antal anmeldelser fra private personer, naboer, græsrodsbevægelser eller politiske partier, f.eks. et mindretal i kommunalbestyrelsen. Baggrunden er utilfredshed med eller mistillid til miljømyndighedens indsats.
Der er ikke noget i vejen for, at politiet selv iværksætter efterforskning af en sådan dag. Tilsynsmyndigheden skal dog i første omgang underrettes om anmeldelsen, og dens indstilling bør afklares. Har tilsynsmyndigheden ikke villet indgive anmeldelse eller ikke finder forholdet groft, må politiet vurdere, om der foreligger en strafbar adfærd, og om efterforskning skal iværksættes.
I en sådan sag vil politiet ikke som ellers under efterforskningen alene kunne støtte sig på tilsynsmyndighedens ekspertise, og må i hvert fald i større sager søge vejledning i miljøstyrelsens. Tilsynsmyndigheden må dog efterkomme anmodninger fra politiet om udlevering af sagens materiale og som hovedregel besvare eventuelle spørgsmål fra politiet. Tilsynsmyndigheden må endvidere regne med, at politiet efterforsker sagen, hvis tilsynsmyndigheden har svigtet sine opgaver.
3.3 Politianmeldelsens udformning
Anmeldelsens indhold
Den politimæssige efterforskning skal klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar er til stede. Da spørgsmålet om, hvem tiltale skal rejses imod, ofte er et væsentligt element i efterforskningen, bør en politianmeldelse ikke i almindelighed indeholde en endelig vurdering af tiltalespørgsmålet. Ved anmeldelsen, som bør ledsages af forskellige oplysninger, jf. nedenfor, bør politiet oplyses om overtrædelsen og anmodes om at iværksætte efterforskning. Endvidere bør tilsynsmyndigheden forelægges efterforskniingsresultatet med henblik på at udtale sig om tiltalespørgsmål og sanktionspåstanden, herunder grundlaget for bødeberegningen, inden politimesteren tager stilling til, om der skal rejses tiltale.
En politianmeldelse bør indeholde nedennævnte elementer. Hvis tilsynsmyndigheden har anvendt en checkliste, jf. afsn. 2.5.3., kan de fleste oplysninger hentes derfra.
1. Angivelse af de personer eller det selskab, der anmeldes.
2. hvilke regler, der er overtrådt, og efter hvilke bestemmelsesr, der kan straffes.
3. En kort beskrivelse af selve overtrædelsen, herunder hvornår eller i hvilket tidsrum eller tidspunkt, overtrædelsen formodes at være begået. Endvidere beskrivelse af forureningens omfang, udbredelse, farlighed mv., jf. »Miljøstraffesager IV«, p. 7-9. Beskrivelse af evt. motiv, samt hvorledes virksomheden kunne forventes at handle. Endelig om der er omstændigheder, som bør søges nærmere belyst, herunder spørgsmål til brug for sanktionsfastsættelsen, jf. pkt. 5.
4. Beskrivelse af de miljømæssige konsekvenser, overtrædelsen har eller antages at ville få.
5. Evt. overslag over, hvad virksomheden har tjent eller sparet ved overtrædelsen.
6. Angivelse af og dokumentation for udgifter til eksterne analyser, der ønskes dækket.
7. Evt. anmodning om tvangsbøder.
8. Hele korrespondancen med anmeldte bør vedlægges, samt oplysning og evt. dokumentation for evt. tidligere overtrædelser.
9. Kontaktperson hos miljømyndigheden.
10. Anmodning om tilsendelse af efterforskningsresultatet, inden tiltale rejses, om kopi af anklageskrift, om at blive indkaldt til retsmøder samt kopi af rettens afgørelse.
Statsadvokaten orienteres
Når politianmeldelsen er indgivet af amtet, skal amtet orientere Statsadvokaten om politianmeldelsen. Det samme gælder kommunelbestyrelsen for så vidt angår større sager. Miljøstyrelsens cirkulære af 11. oktober 1989 til amter og kommuner om orientering af Statsadvokaten i større miljøstraffesager ophæves hermed.
Oplysninger til brug for sanktionspåstanden
Hvis der er tale om en lovovertrædelse på et område, hvor der foreligger en fast praksis for bødernes størrelse, bør tilsynsmyndigheden oplyse dette i anmeldelsen. Det ovenfor under pkt. 5. nævnte overslag over virksomhedens fortjeneste ved overtrædelsen kan ofte først opgøres efter efterforskningen. Tilsynsmyndigheden må da ved politianmeldelsen give f.eks. oplysninger om bortskaffelsesmetoder/priser, hvilke tiltag virksomheden skulle have foretaget og et prisoverslag. Når efterforskningen er afsluttet, kan tilsynsmyndigheden på politimesterens anmodning udtale sig om tiltalen/sanktionspåstanden.
Ingen aktindsigt i straffesager
Efter indgivelse af politianmeldelse er de fremsendte dokumenter ikke omfattet af offentlighedsloven, jf. § 2, stk. 1. Dette gælder også selve anmeldelsen og evt. senere skriftveksling mellem politi og miljømyndighed, samt de tilbageblevne kopier af skrivelser og bilagsmateriale, der fortsat er i tilsynsmyndighedens besiddelse. Dokumenterne vil indgå som bilagsmateriale i sagen, og tiltalte og dennes advokat vil derfor have adgang hertil.
Nedenstående er vist et eksempel på en politianmeldelse.
Politimesteren i Renby
Vedr. ulovlig udledning af gylle til Krystalåen.
Politimesteren anmodes om at iværksætte efterforskning med henblik på eventuel tiltalerejsning i anledning af en ulovlig udledning af gylle fra »Ågård« til Krystalåen. Landbruget ejes og drives af gårdejer N.P. Knudsen.
Renby kommune, ved miljøtekniker Kurt Olsen, konstaterede ved tilsyn på ejendommen den 29. marts 1992, at store mængder gylle strømmede fra Ågårdens marker til vejgrøften langs Renby landevej til Krystalåen.
Der er tale om en overtrædelse af mbl § 27, hvorefter stoffer, der kan forurene vandet, ikke må tilføres vandløb. Desuden overtrædelse af husdyrgødningsbekendtgørelsens (bek. nr. 11 af 3. januar 1992) § 23, hvorefter flydende husdyrgødning ikke må udbringes på ubevoksede arealer, der er frosne eller snedækkede, hvis nedbringning ikke kan ske inden for 12 timer, jf. mbl § 110, stk. 1, nr. 1 og husdyrgødningsbekendtgørelsens § 34, stk. 1, nr. 4.
Ved tilsynet blev det endvidere konstateret, at gyllen løb i en smelte-/regnvandsrende til en lavning, hvor der dannedes en lille sø. Herfra løb gyllen videre via grøften til åen ved Vejbroen ved Mørkegyde. Opstrøms udløbet var vandet klart og uden lugt, mens der nedstrøms var tiltagende slamaflejringer og en stærk lugt af gylle.
En analyse af den udstrømmende væske bekræftede, at der var tale om gylle, jf. analyse A 376. Der er endvidere foretaget analyser af tilløbet i vejgrøften og i åen, som bekræfter, at der er tale om gylle i væsentlige mængder. Forureningseffekten i åen er beregnet til 4000 PE. Der er ikke konstateret fiskedød i Krystalåen, men skade på smådyrsfaunaen kunne konstateres. Udledning af gylle i et vandløb vil i almindelighed skade vandløbets dyreliv som følge af ammoniakforgiftning og evt. iltsvind i vandløbet. Der henvises i øvrigt til vedlagte rapport om sagens forløb og resultatet af en undersøgelse af forholdene i og omkring Krystalåen. Der henvises endvidere til de vedlagte fotos, optaget på stedet, samt til 3 analyser, udtaget ved udløbet i grøften, i selve grøften og i Krystalåen.
Ejeren, N.P. Knudsen har i brev af 1. april 1992 oplyst, at i midten af marts var gylletankene fulde. Han havde disponeret efter, at det blev forår omkring 1. marts, men da var det stadig frost. Da tankene var fulde, kørte han 120 t gylle ud på marken. Den 25.-26. marts blev det tøvejr, og gylle strømmede via vejgrøften til den nærliggende Krystalå, jf. vedlagte kort, hvor forløbet er indtegnet.
N.P. Knudsen har endvidere oplyst, at han kørte gyllen ud, fordi han vurderede, at hvis gylletankene løb over, ville gyllen løbe ud i vandløbet og skade dyrelivet.
Renby Kommune anser ovennævnte regler i miljøbeskyttelsesloven og husdyrgødningsbekendtgørelsen for overtrådt. At gylletankenes kapacitet er for lille er forudsigeligt som følge af Knudsens egen tilrettelæggelse af svineopdrætningen. Den manglende opbevaringskapacitet undskylder således ikke det skete.
Renby Kommunes udgifter til analyser og nødvendig dokumentation af udledningen beløber sig til ialt kr. 5.650. Fakturaer vedlægges i kopi. Renby Kommune anmoder om, at dette beløb bliver dækket som sagsomkostninger, således at kommunen opnår dækning for sine afholdte udgifter.
Sagens bilag, herunder tilsynsrapporter vedlægges.
Kontaktperson er Kurt Olsen, lokal 1234.
Når efterforskningen er afsluttet, bedes resultatet heraf fremsendt til kommunen. Kommunen bedes desuden holdt orienteret om evt. retsmøder, samt tilsendt kopi af anklageskrift og rettens afgørelse. Kopi af dommen bedes tilsendt Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K.
Tavshedspligt
Offentligheden bør normalt ikke underrettes om en politianmeldelse, når forholdet kan henføres til bestemte personer. Man bør heller ikke udtale sig om evt. strafskyld og bødestørrelse. Sådanne udtalelser kan efter omstændighederne være en krænkelse af myndighedens tavshedspligt og retsplejelovens regler.
3.4 Efterforskningen og samarbejdet med politiet og anklagemyndigheden
Efterforskning iværksættes
Den politimæssige efterforskning har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar er til stede. Efterforskningen kan iværksættes af politiet af egen drift eller efter anmeldelse. Oftest vil efterforskningen tage udgangspunkt i en anmeldelse fra tilsynsmyndigheden og hermed på grundlag af de undersøgelser, som tilsynsmyndigheden allerede har foretaget.
Rejseholdet
I sager, der kræver en særlig efterforskningsindsats, kan politimesteren rekvirere bistand fra Rigspolitichefens Rejsehold, der har en særlig miljøafdeling.
Rigsadvokatens cirkulære
Rigsadvokaten har den 28. juni 1991 (meddelelse nr. 4/91) udsendt et cirkulære til politi og anklagemyndighed om behandling af sager indenfor miljøretsområdet. Hensigten er, at der gennemføres en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling. Det anbefales, at der inddrages juridisk medvirken under efterforskningen, at statsadvokaterne inddrages i videre omfang, at Miljøstyrelsen inddrages i større og vanskelige sager og ikke mindst, at der etableres et tæt og løbende samarbejde mellem politiet og miljømyndighederne både generelt og i de konkrete sager.
Det fremgår endvidere, at der ved indledningen af efterforskningen etableres en forbindelse mellem politiet og miljømyndigheden. Samarbejdet bør fortsætte under hele sagens forløb i takt med fremkomsten af nye relevante oplysninger angående sagens bevistemaer.
Kontakten mellem politiet og miljømyndigheden har bl.a. til formål at afklare eventuelle spørgsmål vedrørende den forvaltningsretlige og juridiske behandling af sagen. Hvis det skønnes nødvendigt, at der skal tilvejebringes yderligere oplysninger af faglig, erhvervsmæssig, miljømæssig eller teknologisk art, kan disse oplysninger om nødvendigt indhentes med bistand fra eller ved høring af miljømyndigheden. Miljømyndigheden må endvidere efter politiets anmodning gennemgå og redegøre for de forhold af miljømæssig- og teknologisk karakter, som har særlig betydning for bedømmelsen af sagen.
Tilsynsmyndighedens og politiets adgang til oplysninger
Efter loven varetager miljømyndighederne den grundlæggende kontrol og undersøgelse af overtrædelser og er hertil tillagt en række beføjelser, jf. afsn. 2.5.1. vedr. miljømyndighedernes undersøgelsesbeføjelser.
Hvis tilsynsmyndighedens undersøgelser har ført til, at der er tale om en overtrædelse, der bør strafforfølges, kommer politiets efterforskning typisk ind som en overbygning på tilsynsmyndighedens grundlag. Hvor tilsynsmyndigheden efter loven har en relativt vid adgang til at undersøge og oplyse en administrativ sag, må politiet i sin efterforskning følge retsplejelovens regler om ransagning mv. og har således ikke adgang til ejendomme eller krav på udlevering af materiale uden retskendelse. Politiet har heller ikke krav på oplysninger fra en sigtet.
Afhøring
Efterforskningen vil i øvrigt navnlig bestå i afhøringer, som er en egentlig politiopgave.
Efterforskning afsluttet, forelæggelse for tilsynsmyndigheden
Når den politimæssige efterforskning er afsluttet, vil der være grundlag for at tage stilling til tiltalespørgsmålet. Efterforskningen vil klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar er til stede, herunder om enkeltpersoner kan antages at have pådraget sig ansvar i forbindelse med kollektive enheders overtrædelser. Begivenhedsforløbet vil være klarlagt og ansvaret søgt placeret. Der vil være skabt grundlag for at vurdere, hvem sagen skal rettes imod, den subjektive tilregnelse (dvs. om overtrædelsen er sket forsætligt eller uagtsomt) og størrelsen af en økonomisk vinding, der eventuelt er opnået ved overtrædelsen.
Politimesteren vil i almindelighed forelægge efterforskningsresultatet for tilsynsmyndigheden, med anmodning om en udtalelse om tiltalerejsning, tiltalens udformning og sanktionspåstanden.
Forelæggelse unødvendig
Forelæggelse for tilsynsmyndigheden vil dog være unødvendig i kurante sager, hvor der har dannet sig en praksis. Sådanne sager kan være halmafbrændingssager, jf. »Miljøstraffesager VI«, s. 9, sager om mindre vandløbsforurening, dvs. under 1000 PE, jf. »Miljøstraffesager II«, side 51f, manglende efterkommelse af påbud om sløjfning af gamle olietanke eller manglende overholdelse af regelbundne pligter, eksempelvis etablering af bundfældningsanlæg, møddingsplads, gyllebeholder eller staldindretning.
Tilsvarende gælder, hvis miljømyndigheden tidligere under sagen - f.eks. ved indgivelse af politianmeldelse - har udtalt sig om disse spørgsmål, og der ikke i forbindelse med efterforskningen er fremkommet væsentlige nye oplysninger.
Tilsynsmyndighedens (eller andre miljømyndigheders) udtalelse vil i praksis have betydelig vægt, når politimesteren skal afgøre, om der skal rejses tiltale.
Store sager, Mst. og Statsadvokat inddrages i sagen
Når der foreligger mistanke om betydelige overtrædelser af miljølovgivningen, som rejser særlige efterforskningsmæssige spørgsmål af miljømæssig, teknologisk eller økonomisk karakter, kan politiet forelægge sagen for Miljøstyrelsen, evt. i form af en præciseret høring. Statsadvokaten underrettes herom, medmindre spørgsmålet forinden har været drøftet med denne. Det fremgår af cirkulæret, at politiet i sådanne større og vanskelige sager bør involvere Statsadvokaten på det tidligst mulige tidspunkt med henblik på fastlæggelse af sigtelsens omfang. Statsadvokaten afgør, om sagen herefter skal forelægges for Miljøstyrelsen.
Afhøring
I mange sager kan spares megen tid og undgås misforståelser, hvis politi og miljømyndighed drøfter sagen. Når politiet foretager afhøringer, kan det være nyttigt, at en tekniker fra miljømyndigheden deltager med henblik på at sikre, at sagen bliver så godt belyst som muligt.
Samarbejde om at indhente nødvendige oplysninger
Miljømyndigheden må derfor sammen med politi/anklagemyndighed medvirke til at sikre, at retten får forelagt de nødvendige oplysninger om (fare for) skade på miljøet og opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.
Eksempelvis vil det have betydning i sager om ulovlige udledninger, at der foreligger oplysninger om de pågældende stoffers miljøskadelige egenskaber, og at der redegøres for den miljømæssige begrundelse for den regulering, der finder sted gennem vilkår i godkendelser og tilladelser. På tilsvarende måde må der i sager om ulovlige udledninger af gylle, ajle og ensilagesaft oplyses om de skadevirkninger, som sådanne udledninger forvolder i vandområderne. I sager om mindre vandløbsforureninger under 1000 PE, vil angivelse i PE af forureningen normalt være tilstrækkelig dokumentation. Ved forurening af jorden bør redegøres for nedsivning og skade på grundvand, herunder vandforsyningen, eller hvis der er særlige problemer ved anvendelsen af ejendommen.
I forbindelse med sagens forberedelse vil det blive afklaret, i hvilket omfang politimesteren skal forelægge sådanne oplysninger om overtrædelsen for retten, og i hvilket omfang der skal føres sagkyndige vidner.
Efter efterforskning
Når efterforskningen er afsluttet afgør politimesteren, om der skal rejses tiltale. Hvis tilsynsmyndigheden finder, at der bør rejses tiltale, må der såvidt muligt afgives en udtalelse om sanktionspåstanden, og eventuelle tvivlsspørgsmål afklares med politimesteren. Det må endvidere oplyses, hvem der i givet fald skal indkaldes til retsmøder i sagen. Endelig må det tilkendegives, om der er tvivlsspørgsmål, således at politimesteren kan tage stilling til, om sagen bør forelægges for Miljøstyrelsen.
Om sager, der er forelagt Statsadvokaten, se afsn. 3.9.1.
3.5 Sanktionsfastsættelse
Tilsynsmyndighedens udtalelser
Det er anklagemyndigheden, der afgør, hvilken påstand der skal nedlægges i retten. Miljømyndighederne vil imidlertid ofte, når efterforskningen er afsluttet, blive bedt om en udtalelse om sanktionsfastsættelsen.
Strafferammen i miljøbeskyttelsesloven, jf. § 110, indeholder bøde, og underskærpende omstændigheder hæfte eller fængsel i indtil 2 år, jf. stk. 2. Bødestraf er den mest almindelige sanktion.
Konfiskation Mbl. § 110, stk. 5, straffelov § 75
Mbl. § 110, stk. 5, bestemmer imidlertid, at »sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, jf. stk. 2, nr. 2«. Bestemmelsen forudsætter således, at en ulovligt opnået fortjeneste eller besparelse kan konfiskeres. Er vindingen betydelig, påvirker det størrelsen af en eventuel bøde ved siden af konfiskationen. Lovhjemlen for konfiskation findes i straffelovens § 75, hvorefter: »Udbyttet ved en strafbar handling eller et hertil svarende beløb kan helt eller delvis konfiskeres. Savnes der fornødent grundlag til at fastslå beløbets størrelse, kan der konfiskeres et beløb, som skønnes at svare til det indvundne beløb...«.
Lovgivningen åbner således mulighed for konfiskation af et skønsmæssigt fastsat beløb, hvor det ikke er muligt præcist at beregne størrelsen af den opnåede økonomiske fordel. Konfiskation er ikke en straf men en »anden retsfølge«, hvilket bl.a. har den betydning, at et konfiskeret beløb - i modsætning til en bøde - kan fradrages på den dømtes regnskab.
Udgangspunkt konfiskation
Skal en ulovlig fortjeneste konfiskeres eller indregnes i en bøde? Om dette spørgsmål fremgår det af Rigsadvokatens cirkulære, pkt. 3.4, at hvis der er »... grundlag herfor, bør der nedlægges påstand om konfiskation af det udbytte, der er opnået ved lovovertrædelsen. Påstande om bøder bør - selv om der tillige påstås konfiskation - formuleres under hensyntagen til den opnåede eller tilsigtede økonomiske fordel, herunder ved besparelser«.
Målet om, at det ikke må kunne betale sig at overtræde loven, opnås klarest, hvor der idømmes konfiskation i kombination med bøder med en præventiv effekt. Miljøstyrelsen kan derfor helt henholde sig til Rigsadvokatens anbefaling.
Konfiskation anvendes i dag i større omfang end tidligere og har bl.a. været anvendt i sager om ulovlig merudledning eller merproduktion, hvor en klar besparelse/fortjeneste er bevist. Konfiskation har endvidere været anvendt i sager, hvor virksomheder har sparet udgifter til miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af affald eller investering i rensningsforanstaltninger, jf. herom i Miljøstraffesager V.
Beregning af fortjeneste
Fortjeneste/besparelse, bør beregnes skriftligt.
Eksempel
a. Besparelsen ved at udskyde investering i f.eks. rensningsanlæg beregnes som realrente og afskrivning for forsinkelsesperioden af anlægsudgifterne.
b. Ulovlig bortskaffelse af affald beregnes efter, hvad aflevering til Kommunekemi eller anden (billigere) lovlig bortskaffelse ville have kostet. For sen aflevering beregnes jf. pkt. a.
c. Besparelsen ved anvendelse af ulovligt råstof, f.eks. spildolie i stedet for fuelolie, beregnes som prisforskellen til lovligt råstof.
d. Undertiden kan en positiv fortjeneste beregnes, f.eks. ved ulovligt salg af kemikalier.
Eksempel
A/S har ulovligt sprøjtelakeret brovægte udendørs 1 år. En hal ville have kostet 300.000 kr. Realrente 10%, afskrivning 20 år.
Besparelse: årlig annuitetsydelse på et 10%, 20-årigt lån (tabelbankoplysning) er f.eks. 32.000 kr.
Hvis der kun er bevis for, at 4 vægte er lakeret ulovligt, og de kunne være lakeret for 1.000 kr./stk. af et malerfirma, er fortjenesten 4.000 kr. plus transport, fratrukket udgifterne ved egen lakering (men ikke virksomhedens generelle udgifter).
Den ulovlige fortjeneste beregnes i almindelighed som bruttofortjeneste, dvs. den opnåede merindtægt eller besparelse uden fradrag af generelle omkostninger (dvs. omkostnigner, der er fælles for lovlige og ulovlige forhold, f.eks. husleje), jf. herom Miljøstraffesager V, s. 9.
Bøder
Hvis der alene nedlægges påstand om bødestraf, vil en indstilling om en bøde, som er baseret på en beregning af en opnået økonomisk fordel, have støre mulighed for at blive fulgt af anklagemyndigheden og domstolene, end en påstand baseret på et skøn. Domstolene vil således normalt lade beregningen danne udgangspunkt for bøden. Når miljømyndigheden derfor bliver anmodet om en udtalelse om sanktionsfastsættelsen, vil en sådan beregning være den væsentligste oplysning. Også lovovertrædelsens grovhed, jf. nedenfor, har en væsentlig betydning, og miljømyndigheden må derfor udtale sig om bl.a. den miljømæssige side. En oplysning om evt. domspraksis kan endvidere være væsentlig. Miljøstyrelsen kan rådspørges herom.
En bøde kan ikke som en konfiskation trækkes fra på den dømtes skatteregnskab. Når en bøde er fastsat ved dom, vil det normalt blive bestemt, hvad der vil ske, hvis bøden ikke bliver betalt. Retten vil således normalt fastsætte en såkaldt forvandlingsstraf, dvs. idømme et nærmere bestemt antal dages hæfte.
Takstmæssige bøder, praksis
På en række områder har der efterhånden dannet sig en praksis, hvor bøderne er takstmæssige. Dette gælder udspredning af gylle på frossen jord, vandløbsforureninger under 1000 PE jf. Miljøstraffesager II, s. 48 f, halmafbrænding og i et vist omfang manglende efterkommelse af påbud om fjernelse/sløjfning af 20 år gamle olietanke. Miljøstyrelsen udsender årligt »Orientering fra Miljøstyrelsen, Miljøstraffesager«, hvor der redegøres for praksis.
Beregning af bøder
Bødestørrelsen må i sager, hvor der ikke findes praksis, fastsættes under hensyn til
1. Bøden udmåles under hensyn til en tilsigtet eller opnået økonomisk fordel ved overtrædelsen, jf. mbl § 110, stk. 5. Dette gælder også rent formelt overtrædelser, f.eks. drift uden tilladelse, som senere opnås, jf. forarbejderne til Håndhævelsesloven (Lov nr. 250 af 23. maj 1984), jf. Miljøstraffesager III, s. 9.
2. Skærpende omstændigheder
- miljøskader eller faren herfor,
- forsætlige forhold,
- gentagelse, herunder gentagelse efter administrativ advarsel,
- manglende efterkommelse af påbud/indskærpelse,
- vinding.
3. Mængden af ulovligt udledt forurenende stof, evt. suppleret med oplysninger om udgifter ved rensning før udledning eller oprensning efter udledning.
4. Virksomhedens størrelse og omsætning tillægges typisk ikke betydning for bødestørrelsen.
5. Hvis både selskab og direktør gøres ansvarlig, fastsættes en betydeligt lavere bøde til direktøren.
3.6 Tvangsbøder
Tvangsbøder til gennemtvingelse af handlepligten
Efter retsplejelovens § 997, stk. 3, kan der idømmes tvangsbøder. Tvangsbøder fastsættes således, at tiltalte pålægges en pligt til at handle inden en vis frist. Overskrides fristen, skal der betales en bøde af en bestemt størrelse pr. dag, uge eller måned.
Formålet er gennem økonomisk pression at tvinge tiltalte til at opfylde forpligtelsen.
Bøderne bortfalder ved opfyldelse af forpligtelsen. Tvangsbøder kan være velegnede i visse sager, f.eks. til at etablere en stationær tilstand, nedrive en bygning, opføre en gylletank, møddingsplads, bundfældningsanlæg eller fremtvinge egenkontrolmålinger o.l. Tvangsbøder er mindre velegnede til at bringe f.eks. en udledning i overensstemmelse med vilkårene, da bøderne falder væk, når pligten opfyldes og ikke løber igen ved nye overtrædelser.
Tilsyn
Ved behandlingen af sådanne lovovertrædelser, må miljømyndigheden udtale sig herom til politimesteren.
Når der er pålagt tvangsbøder, påser tilsynsmyndigheden, om forpligtelsen efterkommes inden for den i dommen fastlagte frist. Tilsyn skal derfor foretages ved fristens udløb. Politimesteren underrettes om observationerne ved tilsynet. Bøderne inddrives af politimesteren.
Det er politimesteren, der afgør, om tvangsbøder skal søges bragt i anvendelse. Retten har den endelige afgørelse, og tvangsbødepåstand hindrer, at en sag afgøres ved et udenretligt bødeforlæg.
3.7 Anke
Ankefristen er 14 dage fra den dag, dommen er afsagt. Endvidere skal ankemeddelelse inden fristens udløb være forkyndt for tiltalte. Den lokale tilsynsmyndighed og Miljøstyrelsen skal have tilsendt en kopi af dommen hurtigst muligt og i god tid inden ankefristens udløb. Ofte foreligger dommen først skriftligt en uges tid efter, den er afsagt. Statsadvokaten afgør, efter indstilling fra politimesteren, om en dom skal ankes af det offentlige.
Er der alene rejst tiltale efter § 110, stk. 1, kan sagen af Statsadvokaten kun ankes med Justitsministeriets tilladelse.
Kort frist
Da fristen således er meget kort, bør anke allerede på forhånd drøftes med anklageren. Når dommen er afsagt, bør Miljøstyrelsen kontaktes telefonisk. Miljømyndigheder, der søger sagen anket, bør endvidere sikre sig, at Miljøstyrelsen hurtigst muligt får kopi af dommen og oplysning om, at den ønskes anket.
Miljøstyrelsen vil afgive en mundtlig udtalelse, og i større sager en skriftlig udtalelse.
Statsadvokaten anker
Statsadvokaten skal have kopi af dommen og indstilling om anke, herunder Miljøstyrelsens evt. udtalelse, senest 3 dage før fristen udløber.
Fristerne betyder, at beslutningen om anke må forelægges for det kommunale råd eller udvalg efterfølgende, hvis udvalget ønsker at se sagen.
3.8 Sagsomkostninger
Analyseudgifter dækkes som sagsomkostninger
Indgivelse af politianmeldelse er ikke i sig selv nok til, at anklagemyndigheden kan fremlægge sagen i retten på en måde, som kan føre til idømmelse af en følelig sanktion. Praksis viser, at dommenes udsagn i høj grad afhænger af, i hvilket omfang der kan fremlægges dokumentation for forløbet af en sag frem til politianmeldelsen. Hvis tilsynsmyndighedernes undersøgelser medfører tiltalerejsning for en lovovertrædelse, viser praksis, at det normalt ikke er noget problem at få dækket omkostningerne til afholdte analyseudgifter i forbindelse med en straffesag som sagsomkostninger.
Det forudsættes imidlertid, at udgifterne kan dokumenteres. Det er endvidere en forudsætning, at det drejer sig om udgifter til dokumentation af den konkrete lovovertrædelse og ikke til tilsynsmyndighedens almindelige udgifter til tilsyn.
Tilsynsmyndigheden må derfor være opmærksom på at rejse spørgsmålet om at få dækket analyseudgifter som sagsomkostninger under sagen.
3.9 Miljøstyrelsens opgaver
3.9.1 Forelæggelse af sager
Miljøstyrelsen
Når der foreligger mistanke om betydelige overtrædelser, som rejser spørgsmål af særlig miljømæssig, teknologisk eller økonomisk art, vil politiet kunne forelægge sagen eller spørgsmål i tilknytning hertil for Miljøstyrelsen direkte.
Statsadvokaten forelægger for Mst.
I større og vanskelige sager, hvor politiet har involveret Statsadvokaten, kan denne forelægge sagen for Miljøstyrelsen. Statsadvokaten forelægger sagen, jf. Rigsadvokatens cirkulære pkt. 3.3., når
- Miljøstyrelsen har indgivet politianmeldelse, eller styrelsen er tilsynsmyndighed,
- tilsynsmyndigheden har begået overtrædelsen,
- flertallet i tilsynsmyndigheden har besluttet ikke at angive anmeldelse,
- sagen har været forelagt for Miljøstyrelsen under efterforskningen,
- sagen er kontroversiel eller rummer faktiske eller retslige tvivlsspørgsmål af væsentlig betydning.
Miljøstyrelsens rådgivning i disse sager baseres dels på styrelsens vurdering af det miljømæssige indhold i sagerne, dels på styrelsens kendskab til domstolenes praksis på området. Miljøstyrelsen afgiver et stort antal skriftlige udtalelser om året til politi og anklagemyndighed og yder i øvrigt telefonisk rådgivning også til amter og kommuner om miljøstrafretslige spørgsmål.
Som nævnt i afsnit 3.8 om anke, er styrelsen indstillet på at rådgive om, hvorvidt en dom skal prøves ved en højere instans.
3.9.2 Sikring af ensartet praksis mv.
Vejledning om praksis
For at sikre en ensartet praksis ved miljøsagernes behandling følger styrelsen nøje udviklingen i den strafferetlige praksis. Det er derfor væsentligt, at de enkelte politikredse ved kopi orienterer styrelsen om strafferetlige afgørelser (bødeforlæg, indenretlige bødevedtagelser, domme). På dette grundlag udarbejder styrelsen hvert år en bødestatistik med redegørelse for praksis og udviklingen på området. Miljøstyrelsen udgiver endvidere hvert år »Milljøstraffesager«, hvor alle Højesterets- og Landsretsdomme samt væsentlige byretsdomme refereres. Endvidere redegøres for aktuelle problemstillinger og tendenser i udviklingen.
Vejledning om enkelte, principielle sager
Når der foreligger domme af principiel karakter, som det er af væsentlig betydning, at miljømyndighederne og politi/anklagemyndighed får kendskab til med det samme, orienterer styrelsen herom.
Følge udviklingen
Endelig følger styrelsen udviklingen nøje, herunder om Folketingets politiske tilkendegivelser og mål i forbindelse med folketingets behandling af loven eller i forbindelse med drøftelse af spørgsmål om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven bliver opfyldt.
4 Civilretslig håndhævelse
Advokatbistand
Civilretlig håndhævelse omfatter civilt søgsmål, fogedforbud og arrest.
Det må anbefales altid at søge advokatbistand, når der er tale om at inddrage retsvæsenet på et civilretlig grundlag.
4.1 Civilt søgsmål
I almindelighed vil der ikke være anledning til at anlægge et civilt søgsmål som led i tilsynsmyndighedernes håndhævelse af miljølovgivningen. Dette skyldes dels, at manglende efterkommelse af påbud og forbud kan håndhæves gennem straffesager, dels at udgifter til eventuelle selvhjælpshandlinger kan inddrives som følge af den udpantningsret, der tilkommer tilsynsmyndigheden i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 70, stk. 2, jf. afsn. 2.4.1. Kun hvor krav mod privatpersoner og private virksomheder undtagelsesvist ikke er omfattet af udpantningsretten, kan det komme på tale at anlægge civilt søgsmål.
Under en straffesag vil tilsynsmyndigheden normalt kunne få dom for udgifter til laboratorieundersøgelser, når undersøgelserne har været led i bevismaterialet. Men hvis sagen ikke ender med en politianmeldelse, f.eks. fordi virksomheden straks lovliggjorde forholdet, da den blev bekendt med bevismaterialet, kan det være nødvendigt med en civil sag, hvis virksomheden nægter at betale for undersøgelserne.
Privat stævning
Omvendt kan det hænde, at private udtager stævning mod tilsynsmyndigheden med påstand om, at myndighedens afgørelse er uden hjemmel. Sådanne situationer er flere gange forekommet, når tilsynsmyndigheden har foretaget politianmeldelse, fordi et påbud eller forbud ikke er efterkommet.
Straffesagen i bero
Formålet med at anlægge en sådan civil sag kan være, at forhindre at straffesagen fremmes, idet der er rige muligheder for at trække sager i langdrag. Når der er anlagt en civil sag, vil sagsøger normalt gøre det synspunkt gældende, at straffesagen skal sættes i bero, indtil resultatet af den civile sag kendes.
Straffesagen fremmes
Berammelsestiden i straffesager er betydelig kortere end i civile sager. Når der er anlagt en civil sag, kan det, hvis den første afgørelse ankes, i værste fald vare op til 5 år, før den endelige afgørelse foreligger. Hvis straffesagen har afventet den civile sag, vil der herefter gå endnu en tid, inden straffesagen er afsluttet. Ud fra et håndhævelsessynspunkt er det naturligvis uheldigt, at der går så lang tid, inden en lovovertrædelse bliver strafsanktioneret. Tilsynsmyndigheden bør derfor som udgangspunkt forsøge at få straffesagen gennemført. Her er det værd at bemærke, at de spørgsmål, som retten skal tage stilling til ved det civile søgsmål, normalt også vil kunne påkendes af retten under en straffesag, hvis det har betydning for at kunne påkende forholdets strafbarhed. Det er i sidste instans domstolene, der tager stilling til, om straffesagen skal sættes i bero.
Hvis tilsynsmyndigheden har den opfattelse, at det primære formål med den civile sag er at blokere for en strafferetlig forfølgning, så kan det anbefales at rådføre sig med Miljøstyrelsen herom.
Nedenfor beskrives i afsnit 4.2 og 4.3 to civilretlige reaktionsmuligheder (fogedforbud og arrest), som det i specielle tilfælde kan være værd at overveje i samråd med en advokat.
4.2 Fogedforbud
Retsplejelovens regler
Reglerne om fogedforbud findes i Retsplejelovens § 641 og fremefter.
Fogedforbud indebærer, at fogeden efter anmodning påbyder en privat person eller virksomhed at undlade bestemte handlinger. Inden for miljølovgivningen anvendes fogedforbud sjældent. Når det anvendes, er det typisk for at stoppe med en bestemt virksomhed.
Kun hvor andre retsmidler er utilstrækkelige
Fogedforbud kan imidlertid kun anvendes, når andre retsmidler ikke er tilstrækkelige. Normalt vil tilsynsmyndigheden derfor kunne klare sig med påbud og forbud eller selvhjælpshandling, således som beskrevet i vejledningens afsnit 2.2 og 2.3.
Strafskærpende omstændighed
Hvis påbudene eller forbudene ikke efterkommes, uanset at der er indgivet politianmeldelse, og der ikke er mulighed for at foretage selvhjælpshandlinger, kan et fogedforbud være på sin plads, dels fordi et sådant forbud afsagt af en retsinstans ofte vil have en psykologisk effekt, dels fordi det vil være en strafskærpende omstændighed i sig selv, hvis fogedforbudet overtrædes.
Andre betingelser
Den omstændighed, at et påbud ikke efterkommes eller at et forbud overtrædes, er imidlertid ikke i sig selv nok til at få fogeden til at rykke ud. Som en grov tommelfingerregel kan det anføres, at fogedforbud kun nedlægges, når det er nødvendigt for at forhindre en vis skade på miljøet. Hvis skaden allerede er sket, vil et fogedforbud være overflødigt. Eksempelvis vil fogeden næppe nedlægge forbud mod drift af en vindmølle, som er opført ulovligt. Når fogedretten skal tage stilling til behovet for et forbud, kan den lægge vægt på, om det almindelige strafferetlige værn - f.eks. trussel om politianmeldelse - er tilstrækkeligt, og om myndighederne har forholdt sig passive igennem længere tid, efter at lovovertrædelsen har været kendt.
Justifikationssag
Hvis et fogedforbud nedlægges, skal der inden to uger anlægges en såkaldt justifikationssag, hvorved en domstol kan tage stilling til det retsforhold, som har medført fogedforbudet. Sådan en sag er dog ikke nødvendig, såfremt den, overfor hvem forbudet er nedlagt, i fogedretten til retsbogen erkender, at forbudet er nedlagt med rette.
Erstatningsansvar
Fogedforbud, som nedlægges med urette, kan være erstatningspådragende, og man skal derfor være sikker på, at den virksomhed, som forbudet skal stoppe, er ulovlig. Ellers kan det blive dyrt.
4.3 Arrest
Retsplejelovens regler
Bestemmelser om arrest findes i Retsplejelovens § 627 og fremefter.
Arrest foretages af fogedretten til sikkerhed for pengekrav. Arrest er ligesom fogedforbud et såkaldt foreløbigt retsmiddel.
Sikkerhed for pengekrav
Formålet med arresten er at hindre, at skyldneren bortskaffer sine værdier til skade for kreditorerne. Ved arresten sikres det, at værdierne er til stede under den retssag, hvor skyldforholdet skal prøves. Er der foretaget arrest, skal en sag om skyldforholdet anlægges inden en uge.
Erstatningskrav
Også offentlige myndigheder kan foretage arrest, når de har penge til gode hos private. Indenfor miljølovgivningens område vil dette formentlig kun være aktuelt i enkelte tilfælde, hvor myndighederne har erstatningskrav som følge af udgifter til selvhjælpshandlinger, herunder oprydningsarbejde efter forurening.
Erstatningsansvar
Også her gælder det som ved fogedsager, at den, som har rekvireret arresten, kan blive erstatningsansvarlig, hvis det viser sig, at arresten var ubegrundet, fordi man ikke har krav på de penge, som arresten skulle sikre.
Håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven
Indhold
1 Indledning 1.1 Formål og afgrænsning 1.2 Lovændringerne 2. Administrativ håndhævelse 2.1 Henstilling 2.1.1. Udarbejdelse af henstilling 2.2 Påbud/forbud 2.2.1 Påbud 2.2.2 Reglerne for meddelelse af påbud 2.2.3 Andre forhold 2.2.4 Udarbejdelse af påbud 2.3 Indskærpelse 2.3.1 Reglerne for meddelelse af indskærpelse 2.3.2 Udarbejdelse af indskærpelse 2.4 Selvhjælpshandling 2.4.1 Generelle regler 2.4.2 Opfølgning af påbud/forbud 2.4.3 Opfølgning af indskærpelse 2.4.4 Umiddelbart indgreb 2.5 Tilsynsmyndighedens dokumentation 2.5.1 Tilsynsmyndighedens undersøgelsesbeføjelser 2.5.2 Dokumentation for håndhævelse 2.5.3 Dokumentation for forurening 2.5.4 Dokumentation for udgifter 2.5.5 Påbud uden dokumentation 3 Politianmeldelse, efterforskning og tiltalerejsning 3.1 Indgivelse af politianmeldelse 3.1.1 Overtrædelse af lovbundne forbud og pligter o.l. 3.1.1.1 Overtrædelse af mbl. § 19 og § 27 samt forbud i bekendtgørelser 3.1.1.2 Manglende tilladelse eller godkendelse 3.1.1.3 Manglende efterkommelse af lovbundne pligter 3.1.2 Vilkårsovertrædelser 3.1.3 Manglende efterkommelse af påbud eller forbud 3.2 Private anmeldelser 3.3 Politianmeldelsens udformning 3.4 Efterforskning og samarbejdet med politiet og anklagemyndigheden 3.5 Sanktionsfastsættelse 3.6 Tvangsbøder 3.7 Anke 3.8 Sagsomkostninger 3.9 Miljøstyrelsens opgaver 3.9.1 Forelæggelse af sager 3.9.2 Sikring af ensartet praksis mv. 4 Civilretlig håndhævelse 4.1 Civilt søgsmål 4.2 Fogedforbud 4.3 Arrest
1 Indledning
1.1 Formål og afgrænsning
Den nye miljøbeskyttelseslov, lov nr. 358 af 6. juni 1991, trådte i kraft 1. januar 1992.
Denne vejledning om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven er udarbejdet i henhold til lovens § 73, hvorefter miljøministeren fastsætter nærmere regler vedrørende tilsynsmyndighedens udøvelse af tilsynsvirksomhed.
Vejledningen afløser dermed Miljøministeriets cirkulære af 10. maj 1985 om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.
Cirkulærets linie i håndhævelsen er videreført i vejledningen, men desuden er erfaringer fra den hidtidige praksis indarbejdet, lige som vejledningen er tilpasset den nye lov.
Vejledningen er søgt udformet til brug for tilsynsmyndigheden i den konkrete sagsbehandling. Desuden kan tilsynsmyndigheden og andre henvise til vejledningen i spørgsmål omkring miljølovens håndhævelsesbestemmelser.
I vejledningen uddybes med praktiske anvisninger reglerne omkring
- administrativ håndhævelse, herunder reglerne for meddelelse af påbud, indskærpelse og iværksættelse af selvhjælpsforanstaltninger,
- politianmeldelse, herunder udformning af anmeldelsen og samarbejdet mellem myndighederne om efterforskningen, og
- civilretlig håndhævelse, herunder fogedforbud.
1.2 Lovændringerne
Håndhævelsesbestemmelserne i den nye miljølov er samlet i kapitel 9 om tilsyn og kapital 10 om administrative bestemmelser. De væsentligste ændringer er følgende
Ulovlige forhold
Når der konstateres et ulovligt forhold, er grundreglen uændret, jf. § 68, at tilsynsmyndigheden skal sørge for, at der sker en lovliggørelse. Dette skal ske, enten ved at det ulovlige forhold bringes til ophør, eller ved at den nødvendige tilladelse meddeles.
I § 69 beskrives de administrative retshåndhævelsesskridt, som tilsynsmyndigheden kan tage i anvendelse i sådanne situationer.
Det præciseres i § 69, stk. 3, at forbud mod drift af virksomheder, som overtræder vilkårene for en godkendelse, ikke kan påklages, men betragtes som administrativ retshåndhævelse uden klageadgang.
Oplysningspligt
I § 72 præciseres virksomhedens oplysningspligt. Det fastslås blandt andet, at myndighederne kan pålægge en virksomhed at foretage udgiftskrævende undersøgelser af egne forureningsforhold, for eksempel i forbindelse med meddelelse af et påbud. Det vil herefter være den forurenende virksomhed, der har bevisbyrden for, at virksomheden ikke giver anledning til uacceptabel forurening.
Der gælder følgende 3 forudsætninger for at meddele en virksomhed et undersøgelsespåbud
- at myndighederne har en begrundet mistanke om forurening,
- at virksomheden må antages at være skyld i forureningen, og
- at påbudet er nødvendigt.
Endvidere skal der være et rimeligt forhold mellem de påbudte foranstaltninger og betydning af den forurening, som foranstaltningerne skal forhindre.
Afgørelse, truffet med hjemmel i § 72, kan påklages til Miljøstyrelsen.
Bagatelagtige forhold
Jf. § 85 kan tilsynsmyndigheden undlade at behandle forhold af bagatelagtig karakter, dvs. sager, som findes at være af underordnet betydning for miljøbeskyttelsen.
Dette gælder både bagatelagtige forhold, som tilsynsmyndigheden selv bliver opmærksom på, og når der modtages klager over sådanne forhold - f.eks. klage over hanegal.
Ved afvisning af overhovedet at behandle disse sager er der altså alene tale om, at tilsynsmyndigheden forudgående har prioriteret sin indsats.
Tilsynsmyndighedens afvisning af at behandle en klage over et bagatelagtigt forhold kan ikke påklages.
»Konstaterende afgørelser«
Heller ikke såkaldt »konstaterende afgørelser« kan påklages. Det er ikke nyt men nævnes her blot for god ordens skyld.
En »konstaterende afgørelse« vil typisk være tilsynsmyndighedens svar, hvis en borger f.eks. klager over støj- el. lugtgener fra en nabovirksomhed, og myndigheden herefter ved måling eller skøn på stedet konstaterer, at virksomheden ikke medfører uacceptabel forurening, og forholdene i øvrigt er i orden.
Det vil de naturligvis være, hvis et tidligere meddelt påbud er overholdt, eller hvis vilkårene i en evt. godkendelse er overholdt, eller - for ikke-listevirksomhed - hvis forureningen eller generne ikke strider imod regler, fastsat i henhold til miljølovgivningen. Det kan f.eks. være kommunens regler om maksimalt støjniveau i nabo-boligområdet.
Når tilsynsmyndigheden meddeler sine observationer tilbage til klageren med oplysning om, at myndigheden ikke på det foreliggennde grundlag finder anledning til at skride ind over for virksomheden, er denne »konstaterende afgørelse« en rutinemæssige del af tilsynsarbejdet. En egentlig beslutning eller afgørelse i § 91's forstand er der ikke tale om, og dermed kan myndighendens svar ikke påklages.
2 Administrativ håndhævelse
2.1 Henstilling
Henstillingen er det mildeste og i praksis samtidig det mest anvendte håndhævelsesmiddel.
Henstillingen er en mundtlig eller skriftlig anmodning fra tilsynsmyndigheden til den ansvarlige om at bringe utilfredsstillende forhold i orden inden for en nærmere angiven frist, f.eks. det næste tilsynsbesøg.
En mundtlig henstilling bør ikke stå alene. Hvis den ansvarlige tilkendegiver at ville efterkomme henstillingen, bør denne af hensyn til eventuelt senere behov for dokumentation følges op med en skriftlig bekræftelse af den indgående aftale.
Hvis den nævnte tilkendegivelse ikke kan opnås, må tilsynsmyndigheden overveje at meddele et påbud i sagen, jf. vejledningens afsnit 2.2.1.1.
Ingen retlig værdi
Ved miljøforhold af mindre alvorlig karakter kan en henstilling være hensigtsmæssig, men kun i situationer, hvor det kan forventes, at den bliver fulgt.
Tilsynsmyndigheden bør være opmærksom på, at henstillingen som håndhævelsesmiddel ikke har nogen retlig, dvs. bindende værdi. Dette gælder, uanset henstillingen har form af en aftale mellem den ansvarlige og tilsynsmyndigheden.
Hvis der efterfølgende sker forurening, som munder ud i en straffesag, vil den angivne henstilling kunne have bevismæssig værdi, da adressaten ved påtalen fik viden om de betænkelige miljøforhold. Den skete forurening kan dermed begrundes med uagtsomhed. Men overtrædelse af selve henstillingen vil - som nævnt - ikke kunne sanktioneres.
Kun en henstilling
Utilfredsstillende miljøforhold bør kun påtales en gang. Gentagne henstillinger om det samme forhold vil svække tilsynsmyndighedens stilling i en eventuel straffesag, idet det dels udtrykker manglende konsekvens hos tilsynsmyndigheden, dels kan opfattes, som om det påtalte forhold er af mindre væsentlig betydning.
Klart ulovlige forhold bør altid håndhæves konsekvent ved at meddele påbud eller forbud om nødvendigt ved iværksættelse af selvhjælpshandling.
Ved forsætlige eller groft uagtsomme lovovertrædelser bør der desuden som hovedregel indgives politianmeldelse.
Henstillingen som påbudsvarsel
2.1.1 Udarbejdelse af henstilling
I situationer, hvor der ikke er tale om overtrædelse af loven eller givne vilkår, kan en skriftlig henstilling udmærket anvendes, men det må i så fald anbefales, at henstillingen udformes på en sådan måde, at den samtidig med at være en henstilling opfylder kravene til en forvarsling, jf. § 75 og vejledningens afsnit 2.2.1.1. Herved bibeholdes præget at gensidig aftale omkring de påtalte forhold samtidig med, at konsekvensen i håndhævelsen opretholdes.
Hvis henstillingen ikke efterkommes, kan tilsynsmyndigheden umiddelbart som næste skridt meddele påbud om de aftalte forhold.
Henstillingen kan for eksempel udformes, som vist herunder
A/S Aktiv Direktør M. Flink Den 2. marts 1992 Miljøvænget 5 9999 Renby
Vedr.: Miljøtilsyn på A/S Aktiv. .
Den 28. februar 1992 var Teknisk Forvaltning på tilsyn hos A/S Aktiv, hvor vi fandt, at en række råvarer blev opbevaret udendørs på paller uden afskræmning.
I forbindelse med brand eller uheld under håndtering indebærer dette risiko for væsentlig forurening af omgivelserne.
Det aftaltes ved tilsynet med driftsleder S. Mart, at virksomheden snarest muligt træffer foranstaltninger til afhjælpning af de påtalte forhold, f.eks. ved opbevaring af produkterne indendørs eller i containere, og at arbejdet er færdiggjort senest den 30. april 1992.
Teknisk Forvaltning vil ved fornyet tilsyn på A/S Aktiv kontrollere, at henstillingen er efterkommet som aftalt.
Er dette ikke tilfældet, vil forvaltningen forelægge sagen for Renby Kommunens Udvalg for Teknik og Miljø på udvalgets møde den 11. maj 1992. Udvalget vil blive bedt om at tage stilling til, om kommunen på baggrund af den foreliggende forureningsrisiko skal påbyde Dem at gennemføre de nævnte foranstaltninger. Kommunen har som tilsynsmyndighed denne mulighed i henhold til miljøbeskyttelsesloven (lov nr. 358 af 6. juni 1991) § 42, stk. 2.
Det pågældende lovafsnit vedlægges i kopi.
Da en beslutning om påbud således kan komme på tale, skal Tekniske Forvaltning allerede nu oplyse Dem om Deres ret til at udtale Dem i sagen, således at Deres synspunkter kan indgå i det politiske udvalgs overvejelser, når spørgsmålet om påbud drøftes. De bedes især oplyse om, hvilke omkostninger, fordele og ulemper en påbudsbeslutning vil have for virksomheden.
Deres eventuelle bemærkninger bedes fremsendt til Teknisk Forvaltning senest den 4. maj 1992.
De har desuden ret til at se alle dokumenter i sagen. Hvis dette ønskes, kan tidspunktet for gennemsyn aftales telefonisk med forvaltningen.
Med venlig hilsen
2.2. Påbud/forbud
Påbud - forbud
I miljøbeskyttelsesloven er der ikke forskel på de administrative regler, der gælder for henholdsvis påbud og forbud. I det følgende betegnes begreberne derfor under et som »påbud«.
Hidtil to typer påbud
Hidtil har der administrativt været skelnet mellem to typer påbud, hhv. almindeligt påbud og lovliggørelsespåbud. Ved almindeligt påbud pålagdes en i øvrigt lovlig virksomhed visse ændrede vilkår for virksomhedens produktion mv. Ved lovliggørelsespåbud var der derimod tale om, at virksomheden blev pålagt at ophøre med et ulovligt forhold.
Ændrede betegnelser
Under hensyn til, at der gælder forskellige regler omkring forvarsling og klagemulighed for de to typer håndhævelsesmidler, er det fundet hensigtsmæssigt at ændre betegnelsen lovliggørelsespåbud til indskærpelse, hvorved det tydeliggøres, at det ikke er tilsigtet at etablere en ny retstilstand, men at håndhæve den eksisterende. Dette indebærer, at almindelige påbud i vejledningen blot benævnes påbud.
I det følgende gennemgås dels de forhold, der kendetegner henholdsvis påbud og indskærpelse, og dels de regler, der gælder for meddelelse af hvert af de to håndhævelsesmidler.
2.2.1 Påbud
Ny retstilstand
Ved et påbud fastlægger tilsynsmyndigheden på grundlag af skøn nye vilkår eller grænser for den person eller virksomhed, der får påbudet. Det vil sige, at der med påbudet bliver fastlagt en ny retstilstand for den pågældende.
Et sådant påbud gives typisk til en virksomhed, når tilsynsmyndigheden konstaterer et forhold, som ikke i sig selv er ulovligt, men som efter tilsynsmyndighedens skøn indebærer risiko for eller medfører væsentlig forurening.
Eksempler
Eksempler på påbud er påbud efter § 30 om at foretage nødvendig udbedring af uhensigtsmæssige spildevandsanlæg, eller påbud efter § 41 og § 42 om at nedbringe forureningen eller risikoen herfor fra virksomheden, anlæg eller aktiviteter.
Standsningspåbud
Kan forureningen eller ulemperne ikke afhjælpes, kan tilsynsmyndigheden meddele et standsningspåbud, dvs. forbud mod fortsat drift, og kan evt. forlange virksomheden eller anlægget fjernet; jf. § 41, stk. 2 og § 42, stk. 4.
2.2.2 Regler for meddelelse af påbud
Varslingspligt
Inden der meddeles påbud, skal påbudet skriftligt forvarsles, jf. § 75, stk. 1. Adressaten skal herunder oplyses om retten til aktindsigt og til at udtale sig samt opfordres til at bidrage med oplysninger til brug for beslutningen.
Klageadgang
Et påbud kan jf. § 91 påklages til Miljøstyrelsen inden for den i § 93 fastsatte frist på 4 uger. Afgørelse om påbud skal derfor indeholde den nødvendige klagevejledning, hvis omfang er oplyst i § 77, jf. § 74.
Frist for sagsanlæg
Afgørelse om påbud skal i henhold til forvaltningslovens § 26 desuden indeholde oplysning om fristen for sagsanlæg jf. miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1. Ønskes påbudets gyldighed prøvet ved en domstol, skal sagen anlagt inden 6 måneder efter, at påbudet er meddelt, eller - hvis sagen påklages - inden 6 måneder efter, at den endelige administrative afgørelse foreligger.
Underretning til andre
De personer, nyndigheder og organisationer, der er klageberettigede i de enkelte sagstyper, er angivet i § 98, § 99 og § 100.
Opsættende virkning eller anden bestemmelse
Klage over påbud har opsættende virkning, jf. § 95, stk. 1, med mindre klagemyndigheden bestemmer andet.
Tilsynsmyndigheden kan dog, jf. § 78, stk. 2, når særlige grunde taler for det, bestemme, at klage over påbudet ikke skal have opsættende virkning. Klagemyndigheden kan også har bestemme andet, jf. § 95, stk. 2.
Skriftligt påbud med frist for efterkommelse
Et påbud skal være skriftligt og det skal indeholde en frist for efterkommelse, jf. hhv. § 74, stk. 1 og § 78, stk. 1. Fristen bør afvejes efter dels karakteren af de forureningsmæssige forhold, dels virksomhedens tidsmæssige mulighed for at iværksætte foranstaltningerne.
Mundtligt påbud ved øjeblikkelig indgriben
Når der er fare for sundheden, eller hvis trussel om væsentlig skade på miljøet nødvendiggør øjeblikkeligt indgreb, kan et påbud meddeles mundtligt, jf. § 74, stk. 3.
I den situation bortfalder såvel varslingspligten som pligten til at fastsætte frist for efterkommelse samt den opsættende virkning af eventuel klage over påbudet, jf. hhv. § 75, stk. 2 og § 78, stk. 1 og stk. 2.
Skriftlig opfølgning
For at undgå senere tvivl om påbudets indhold, skal et mundtligt påbud snarest muligt tillige meddeles skriftligt, jf. § 74, stk. 3.
I de situationer, hvor tilsynsmyndigheden har pligt til selv at foretage indgrebet, sker dette uden forudgående påbud; se afsnit 2.3.4. om umiddelbar selvhjælpshandling.
Proportionalitetsprincip
Tilsynsmyndigheden bør altid ved anvendelse af påbud være opmærksom på, at de påbudte foranstaltninger skal stå i et rimeligt forhold til den aktuelle forureningsrisiko. Der må således ikke kræves mere indgribende foranstaltninger end nødvendigt til sikring af miljømæssigt forsvarlige forhold.
Fristforlængelse kun, når aktiv indsats ydes
Hvis en virksomhed ikke kan overholde fristen for efterkommelse af et påbud, eller andre nye og afgørende oplysninger foreligger, kan tilsynsmyndigheden forlænge fristen ved at meddele dette som en ny afgørelse.
Overskrides tidsfristen, bør fristforlængelse kun gives, når virksomheden aktivt har forsøgt at overholde fristen og er uden skyld i overskridelsen. I situationer, hvor der foreligger risiko for væsentlig forurening, bør tilsynsmyndigheden overveje selvhjælpshandling.
Politianmeldelse
Har en virksomhed ikke efterkommet eller forsøgt at efterkomme et meddelt påbud inden for den givne frist, bør tilsynsmyndigheden i alle tilfælde vurdere, om overtrædelse af påbudet kan danne grundlag for en politianmeldelse. I almindelighed bør der indgives politianmeldelse ved fristoverskridelse, med mindre særlige forhold taler derimod.
2.2.3 Andre forhold
Når tilsynsmyndigheden ændrer gældende vilkår for en virksomhed, et anlæg eller en aktivitet, jf. § 28, stk. 1-3, § 30, stk. 1 eller § 41, stk. 5, foreligger der en ny retstilstand for adressaten, ligesom ved meddelelse af påbud.
Derfor gælder der ved meddelelse af tilladelser og godkendelser de samme administrative regler om klageadgang, som ved meddelelse af påbud.
Berigtigelse af ugyldigt påbud
Hvis tilsynsmyndigheden har meddelt et påbud, der ikke opfylder de formelle regler for meddelelse af påbud, jf. foregående afsnit, eller hvis indholdet af påbudet ikke har hjemmel i loven, bør påbudet berigtiges med et nyt påbud, der såvel formelt som indholdsmæssigt er i orden. Der vil ikke kunne rejses tiltale eller idømmes straf på baggrund af et forkert udformet og dermed ugyldigt påbud.
Ved berigtigelse af et ugyldigt påbud skal overtrædelsestidspunkt, frister o.l. beregnes fra tidspunktet for det gyldige påbud.
2.2.4 Udarbejdelse af påbud
Nedenstående er vist eksempler på udformning af påbudsvarsel og påbud.
Forsvarling af påbud A/S Stålglimt Den 30. april 1992 Miljøvænget 7 9999 Renby
Vedr.: Varsel om påbud efter miljøbeskyttelsesloven.
Teknisk Forvaltning har gennemgået A/S Stålglimts fremsendte målerapporter fra 1. kvartal i år over kølevandet, som virksomheden udleder i Renby Å. Det fremgår af analyseresultaterne, at kølevandets indhold af tungmetallet cadmium er væsentligt forhøjet i forhold til koncentrationen i almindeligt overfladevand, herunder Renby Å.
I A/S Stålglimt's godkendelse af 15. januar 1992 er der ikke fastsat specificerede vilkår til kølevandets indhold af tungmetaller.
Teknisk Forvaltning vurderer, at det forhøjede cadmiumindhold i kølevandets medfører væsentligt forurening af overfladevand, og at denne forurening går ud over det, som blev lagt til grund ved godkendelsen af virksomheden.
Forvaltningen overvejer derfor at påbyde A/S Stålglimt at lade virksomhedens kølevand rense for tungmetaller ved hjælp af den bedste tilgængelige teknologi på området. Det skal herunder sikres, at cadmiumindholdet ved udledning til Renby Å pr. 1. januar 1993 ikke overstiger 0,005 mg/l.
Påbudet vil i givet fald blive meddelt i henhold til miljøbeskyttelseslovens (lov nr. 358 af 6. juni 1991) § 41, stk. 1 og stk. 4, nr. 3.
De pågældende lovbestemmelser vedlægges i kopi.
Inden Teknisk Forvaltning beslutter, om A/S Stålglimt skal påbydes at rense kølevandet, skal forvaltningen med denne skrivelse oplyse om virksomhedens ret til at udtale sig i sagen, således at virksomhedens synspunkter kan indgå i overvejelserne om påbudet. Især bedes oplyst, hvilke omkostninger, fordele og ulemper en eventuel påbudsbeslutning vil have for virksomheden.
A/S Stålglims eventuelle bemærkninger bedes fremsendt til Teknisk Forvaltning senest 14 dage fra dato.
Teknisk Forvaltning skal desuden gøre A/S Stålglimt opmærksom på, at selskabet har aktindsigt. Tidspunkt for eventuelt gennemsyn af sagen kan aftales telefonisk med forvaltningen.
Forvaltningen er til disposition, hvis der er spørgsmål i sagen, eller denne ønskes nærmere drøftet.
Med venlig hilsen
Påbeskrivelse
A/S Stålglimt Den 18. maj 1992 Miljøvænget 7 9999 Renby
Vedr.: Påbud om nedbringelse af cadmium i kølevand.
Under henvisning til Teknisk Forvaltning varselsskrivelse af 30. april 1992 påbydes A/S Stålglimt herved at gennemføre rensning af virksomhedens kølevand ved hjælp af den bedste tilgængelige teknologi på området. Det skal herunder sikres, at indholdet af cadmium i kølevandet ved udledning til Renby Å ikke overstiger 0,005 mg/l.
A/S Stålglimt påbydes desuden at udarbejdet og fremsende mindst et forslag til egenkontrol af kølevandets cadmiumindhold.
A/S Stålglimt har ved skrivelse af 8. maj 1992 som bemærkning til forvaltningens varselsskrivelse anført, at etablering og indkøring af et anlæg til fjernelse af cadmium i kølevandet ikke kan forventes gennemført før ved udgangen af 1. kvartal 1993.
Under hensyn hertil fastsættes tidspunktet for vilkårets ikrafttræden til 1. april 1993. Forslag til egenkontrol af kølevandets cadmiumindhold skal fremsendes til Teknisk Forvaltning senest 1. marts 1993.
Ovenstående påbud meddeles i henhold til miljøbeskyttelseslovens (lov nr. 358 af 6. juni 1991) § 41, stk. 1 og stk. 4, nr. 3.
Afgørelse kan inden 4 uger fra modtagelsen påklages til Miljøstyrelsen.
Eventuel klage indgives til Teknisk Forvaltning. Klagen skal være skriftlig og skal for at komme i betragtning være forvaltningen i hænde senest ved klagefristens udløb.
Eventuelt sagsanlæg skal i henhold til lovens § 101, stk. 1, være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er modtaget, eller - hvis sagen påklages - inden 6 måneder efter, at endelig afgørelse foreligger.
Teknisk Forvaltning er gerne behjælpelig, hvis der er spørgsmål i sagen.
Med venlig hilsen
2.3 Indskærpelse
Overtrædelse
Baggrunden for at meddele en indskærpelse er overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven eller bestemmelser eller vilkår, fastsat i medfør af loven.
Herunder f.eks.
- overtrædelse af generelle forbud, f.eks. § 27, stk. 1,
- drift af forurenende virksomhed uden lovpligtig tilladelse eller godkendelse, jf. f.eks. § 19, stk. 1, eller § 33, stk. 1,
- overtrædelse af vilkår i godkendelser og tilladelser,
- manglende efterkommelse af påbud,
- manglende efterkommelse af lovbudne pligter, f.eks. indretningskrav i henhold til reglerne om dambrug, pelsdyrfarme, husdyrgødning mv., eller anmeldelsesordninger, f.eks. i henhold til reglerne for anden virksomhed end listevirksomhed mv., eller jf. reglerne for olie- og kemikalieaffald,
- manglende efterkommelse af kommunale regulativer.
Ikke ny retstilstand
Ved meddelelse af en indskærpelse er der således ikke tale om at fastlægge nye vilkår eller grænser (ny retstilstand) men om at indskærpe allerede gældende bestemmelser. Det er dette forhold, der adskiller indskærpelsen fra påbudet.
Sagt på en anden måde: en indskærpelse indeholder ikke nye bestemmelser.
Hvis tilsynsmyndigheden f.eks. påbyder en ulovlig påbegyndt listevirksomhed at foretage midlertidige, forureningsbegrænsede foranstaltninger for tiden, indtil godkendelse meddeles, er der tale om fastlæggelse af nye bestemmelser for virksomheden (svarende til en »midlertidig godkendelse«). Dermed er påbudet ikke en indskærpelse, men et påbud, og som sådan underkastet reglerne for varsling, klageadgang m.v., jf. afsnit 2.2.2.
Det samme gælder en situation, hvor tilsynsmyndigheden som følge af manglende efterkommelse af et påbud meddeler en listevirksomhed påbud om iværksættelse af bestemte forureningsbegrænsende foranstaltninger. En sådan afgørelse vil være et påb ud med hjemmel i § 41, stk. 1, og ikke i § 69, stk. 1, nr. 1.
Pligt til indskriden (§ 68)
Ved overtrædelse - f.eks. etablering eller påbegyndelse af listevirksomhed uden tilladelse jf. § 33, stk. 1 - er der tale om en ulovlig handling, som tilsynsmyndigheden er forpligtet til skride ind over for.
Denne forpligtelse gælder ethvert ulovligt forhold, med mindre forholdet har underordnet betydning. Det ulovlige forhold skal bringes til ophør, dvs. lovliggøres, og dette sker ved at meddele en indskærpelse.
Tvivl om overtrædelse
Hvis der i en konkret sag opstår tvivl om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse, kan tilsynsmyndighedens præcisering af de gældende bestemmelser, eventuelt om nødvendigt fulgt op med en indskærpelse, være en praktisk måde at gribe sagen an på.
En sådan situation kan eksempelvis opstå, hvis vilkårene i en godkendelse ikke er tilstrækkeligt præcist formuleret. Her kan tilsynsmyndigheden over for virksomheden i første omgang præcisere vilkårene, samt hvilke overtrædelser virksomheden har gjort sig skyldig i. Samtidig opfordres virksomheden til inden en vis frist at bringe forholdene i overensstemmelse med de præciserede vilkår. Endelig gøres virksomheden opmærksom på, at såfremt dette ikke er sket ved fristens udløb, vil der blive indgivet politianmeldelse.
Det bemærkes dog, såfremt vilkårene har været så uklare, at der med præciseringer i realiteten træffes en ny afgørelse, dvs. et påbud, så gælder reglerne om forvarsling, klage m.v., jf. afsnit 2.2.2.
Visse selskaber
Ved selskaber med begrænset ansvar påhviler forpligtelsen til lovliggørelse selskabet og ikke ejerne af selskabet.
2.3.1 Regler for meddelelse af indskærpelse
I almindelighed ikke varslingspligt
I modsætning til et påbud skal en indskærpelse i almindelighed ikke forvarsle, da tilsynsmyndigheden som nævnt ikke skal træffe beslutning om fastlæggelse af grænser eller vilkår. De er givet i bestemmelserne, der er overtrådt.