AIDS-personalepolitik

AIDS-personalepolitik

Kriminalforsorgens anstalter, afdelinger, pensioner og arrestinspektører samt Kriminalforsorgens Uddannelsescenter

Sundhedsstyrelsen har opfordret alle virksomheder og institutioner til at formulere en AIDS-politik og at gøre den til en bevidst del af personalepolitikken.

På denne baggrund har spørgsmålet om formulering af en AIDS-politik overfor kriminalforsorgens medarbejdere været drøftet i AIDS-arbejdsgruppen og Det Centrale Samarbejdsudvalg, som har tiltrådt vedlagte notat om kriminalforsorgens AIDS-politik.

Direktoratet skal anmode om, at AIDS-politikken drøftes i det lokale samarbejdsudvalg eller på lignende måde.

Man skal i den forbimdelse henlede opmærksomheden på den under punkt 8 omtalte video, som skulle være tilgået samtlige tjenestesteder.

Der vedlægges endvidere et eksemplar af »Ekstra Avisen« samt juridisk responsum udgivet af Sundhedsstyrelsen vedrørende HIV/AIDS-smittede på arbejdspladsen.

Anders Troldborg

AIDS-politik over for kriminalforsorgens medarbejdere.

1. Smitterisiko.

Det er vigtigt, at alle medarbejdere ved, at arbejdspladserne som sådan ikke udgør nogen smitterisiko. Nysen, spyt, insektbid, almindelig hudkontakt (håndtryk f.eks), fælles brug af kantinefaciliteter, toiletter, sæbe, bad m.v. rummer ingen fare for smitteoverførsel. Sundhedsstyrelsen har endvidere udtalt, at de særlige fængselsmæssige forhold ikke kan begrunde, at en medarbejder med HIV/AIDS ikke skal udføre tjeneste i kriminalforsorgen på linie med ikke smittede medarbejdere.

2. Behandles som andre sygdomme.

Smitte med HIV og udvikling af AIDS sidestilles og behandles som andre former for kroniske og livstruende lidelser som for eksempel sukkersyge, kræft og hjertesygdomme. Ansatte med disse lidelser kan derfor fortsætte i ansættelsesforholdet og i deres normale arbejdsaktiviteter, sålænge helbredet tillader det. HIV-smitte er ikke i sig selv nogen sygdom, og ikke alle med diagnosen AIDS er syge.

3. Nedsat arbejdsevne.

Skønner en HIV-smittet eller AIDS-syg medarbejder, at sygdommen nedsætter evnen til at bestride jobbet, kan medarbejderen frit og fortroligt henvende sig til ledelsen, således at arbejdsforholdene kan søges tilpasset den enkeltes erhvervsevne. Såfremt en HIV-smittet eller AIDS-syg medarbejder i øvrigt ønsker at drøfte sin situation, kan han naturligvis på tilsvarende fortrolige måde henvende sig til ledelsen, kolleger, den lokale faglige Organisationsrepræsentant eller en eventuel AIDS-nøgleperson.

4. Tavhedspligt.

Det skal understreges, at oplysninger om, at en medarbejder er HIV-smittet eller AIDS-syg, er undergivet tavshedspligten. Videregivelse af disse oplysninger kan kun ske med den pågældendes klare samtykke.

5. Afskedigelse.

HIV og AIDS kan som hovedregel kun medføre afskedigelse, når den forringer vedkommendes erhvervsevne i en sådan grad, at tilsvarende forringelse på grund af anden sygdom også ville medføre afskedigelse.

6. Sygefravær.

Såfremt en medarbejder med HIV/AIDS får et forøget sygefravær, og sygdommen kan danne grundlag for indgåelse af en aftale i henhold til Dagpengelovens § 28, har medarbejderen oplysningspligt overfor arbejdsgiveren. Indgåelse af en sådan § 28-aftale sikrer, at kriminalforsorgen kan få refusion af sygedagpenge for de første 2 uger af en sygeperiode.

7. Støtte fra ledelse og kolleger.

Opstår der som følge af et sygdomstilfælde eller rygter herom reaktioner fra medarbejdere m.v., skal uhensigtsmæssige reaktioner søges imødegået ved oplysning.

Der kan i den forbindelse rettes henvendelse til f.eks. den lokale embedslæge, de amtslige og kommunale AIDS-nøglepersoner, kriminalforsorgens almenlægelige og hygiejniske konsulent, kriminalforsorgens AIDS-konsulent og kriminalforsorgens AIDS-nøglepersoner med henblik på aflæggelse af besøg i institutioner.

Kolleger forudsættes at møde den smittede/syge med hjælpsomhed og fordomsfrihed. Arbejdsværing m.v. blandt den HIV-smittedes eller AIDS-syges kolleger kan udgøre misligholdelse af ansættelsesforholdet.

8. Yderligere information.

Sundhedsstyrelsen har produceret en video (»og hvad gør man så«), der viser 4 forskellige arbejdsmæssige situationer som eksempler på holdninger og reaktioner, der kommer frem, når en institution kommer i kontakt med en medarbejder med HIV eller AIDS.

Direktoratet skal anbefale, at videoen benyttes som debatoplæg i forbindelse med, at der informeres om kriminalforsorgens AIDS-politik.

Ingen