Cirkulæreskrivelse om ny kørekortbekendtgørelse
Statutory Text (3 Articles)
BILAG
VEJLEDNING FOR JUSTITSMINISTERIETS
PRØVESAGKYNDIGE
VED AFHOLDELSE AF KØREPRØVER.
Denne prøvevejledning er udarbejdet i tilknytning til Justitsministeriets undervisningsplaner for køreuddannelsen til kategorierne A (motorcykel), B (almindelig bil), B/E (almindelig bil med tilkoblet stort påhængskøretøj), C-D (lastbil og stor personbil) samt E (stort påhængskøretøj).
De nærmere bestemmelser om køreuddannelsen og køreprøven fremgår af Justitsministeriets bekendtgørelse om undervisningsplaner til kategorierne A, B, B/E, C-D og E samt Justitsministeriets bekendtgørelse om kørekort.
Prøvevejledningen skal anvendes fra den 1. juli 1992.
Samtidig ophæves prøvevejledningen af 21. juni 1990.
Justitsministeriet, den 11. juni 1992.
Henrik Waaben
VEJLEDNING FOR JUSTITSMINISTERIETS
PRØVESAGKYNDIGE
VED AFHOLDELSE AF KØREPRØVER.
Køreprøvens formål.
Formålet med køreprøven er, at den sagkyndige skal bedømme, om
aspiranten har erhvervet de kundskaber og færdigheder, der er
fastsat som mål for køreuddannelsen, og som er en betingelse for at få udstedt kørekort.
Teoriprøvens gennemførelse.
Forud for prøven kontrollerer den sagkyndige, at prøvelokalet er udluftet, ryddet og i orden, at den udvalgte serie lysbilleder med tilhørende lydbånd er sat i apparaterne, og at apparaterne fungerer fejlfrit. Endvidere kontrolleres, at afkrydsningsskemaerne svarer til den udvalgte lysbilledserie.
Udvalget skal ske således, at alle de udleverede serier benyttes i samme omfang.
Ved aspirantens ankomst til prøvelokalet kontrolleres deres identitet. Af hensyn til prøvens afholdelse med flere aspiranter samtidig lukkes prøvelokalet ved aftalt mødetid. Aspiranter, der indfinder sig efter prøvens begyndelse, kan ikke gives adgang til prøvelokalet og må have berammet ny prøve mod betaling. Under prøven må normalt kun den sagkyndige og dennes medhjælper foruden aspiranter opholde sig i lokalet.
Ved prøvens begyndelse udleveres til hver aspirant et afkrydsningsskema, som aspiranten udfylder med navn, fødselsdato og adresse. Den sagkyndige giver en kort orientering om prøvens forløb og understreger, at aspiranterne ikke må benytte hjælpemidler under prøven.
Der må ikke kigges hos andre aspiranter under prøven. Aspiranterne skal under hele prøven holde blikket rettet mod deres eget skema eller billedskærmen, således at misforståelser om kiggeri undgås.
Sker dette alligevel, anses prøven for ikke-bestået. I sådanne tilfælde skal den prøvesagkyndige af hensyn til prøvens uforstyrrede afvikling ikke gribe ind under prøvens afholdelse.
Den sagkyndige oplyser aspiranterne om, at der ved prøvens begyndelse gives grundig orientering om, hvordan prøven forløber, og at det er tilladt at rette i afkrydsningsskemaet.
En rettelse skal ske ved tydelig overstregning af det forkert satte kryds (udfyldning af hele rubrikken).
Det præciseres, at der under prøven skal være fuldstændig ro i lokalet.
Under prøve n holdes stadigt opsyn i prøvelokalet.
Der bør normalt være en tilsynsførende for hver 10-15 aspiranter.
Efter prøven indsamles afkrydsningsskemaerne, og det oplyses, hvornår prøveresultatet foreligger. Resultatet af prøven skal meddeles aspiranten straks efter prøvens afslutning.
Teoriprøvens bedømmelse.
De udfyldte afkrydsningsskemaer bedømmes efter Justitsministeriets rettevejledning. Det fremgår heraf, hvor mange korrekte svar der kræves for at bestå prøven. (Rettevejledning indsat som bilag).
For aspiranter, der ikke har bestået prøven, markeres fejlsvar ved numrene på de pågældende spørgsmål i Justitsministeriets bedømmelsesskema, der henviser til de respektive afsnit i undervisningsplanen.
Bedømmelsesskemaet udleveres til aspirantens orientering.
De bedømte afkrydsningsskemaer opbevares i 3 måneder.
Den praktiske prøves gennemførelse.
Inden prøvens begyndelse kontrollerer den sagkyndige aspirantens identitet.
Den sagkyndige skal forud for prøven i store træk have fastlagt en sådan rute for kørslen, at aspiranten får lejlighed til at vise mest muligt af sine orienterings- og manøvrefærdigheder i overensstemmelse med undervisningsplanens delmålbeskrivelser. Den sagkyndige skal tage hensyn til, at ruten så vidt muligt ikke bringer aspiranten i særlig vanskelige færdselssituationer under de første minutters kørsel.
Den sagkyndige skal endvidere tage hensyn til, at kørsel på motorvej eller motortrafikvej samt kørsel i mørke (eller i lygtetændingstiden i øvrigt) så vidt muligt og da i hvert fald stikprøvevis indgår.
Hvad angår prøverutens længde skal den sagkyndige være opmærksom på, at den praktiske prøve til almindelig bil, almindelig bil med stort påhængskøretøj, lastbil, lastbil med stort påhængskøretøj og
stor personbil normalt skal kunne gennemføres på 30-45 minutter, heri medregnet kontrol af bilens udstyr. Den praktiske prøve til motorcykel skal normalt kunne gennemføres på 30 minutter, heri medregnet kontrol af motorcyklens udstyr. Såfremt det er praktisk muligt for den sagkyndige at foretage de nødvendige observationer, kan prøvet gennemføres med to aspianter ad gangen.
Den praktiske prøve til motorcykel med sidevogn skal normalt kunne gennemføres på 10-15 minutter, heri mdregnet kontrol af sidevognens udstyr.
Den sagkyndige skal give de nødvendige anvisninger om rute, manøvrer o.s.v. tydeligt og i så god tid, at aspiranten kan nå at opfatte og forstå dem og og nå at forberede og udføre det anviste. Den sagkyndige skal lede prøven på en sådan måde, at aspiranten ikke tilskyndes til at handle mod færdselsreglerne og hensynet til sikkerheden i øvrigt eller tvinges ud i unormale færdselssituationer. Den sagkyndige skal under kørslen gribe ind ved brug af bilens betjeningsudstyr, hvis det er nødvendigt af hensyn til sikkerheden men ellers ikke.
Under prøven til motorcykel skal aspiranten køre efter de anvisninger om rute og manøvrer, som den sagkyndige giver over radioanlægget eller på anden måde.
Bedømmelse af den praktiske prøve.
Det er vigtigt, at den sagkyndige bruger undervisningsplanen som grundlag for bedømmelse af aspiranten, idet køreprøvens formål er at kontrollere, om aspirantens orienterings- og manøvrefærdigheder svarer til de krav, der fremgår af undervisningsplanens delmålbeskrivelser.
Til brug ved bedømmelsen af aspiranten skal den sagkyndige under prøven lægge følgende præstationskrav fra undervisningsplanens delmålbeskrivelser til grund.
At kunne kontrollere vil sige, at aspiranten uden brug af værktøj i praksis skal kunne undersøge og herunder med egne ord forklare, om lovkrav m.v. til køretøjet er opfyldt.
At kunne angive årsager-til, indhold eller-betydning-af vil sige, at aspiranten med egne ord kan beskrive eller forklare et emne.
At kunne redegøre alment for vil sige, at aspiranten på et generelt, populært niveau med egne ord kan beskrive eller forklare et emne.
Som led i den praktiske prøve indgår bedømmelse af aspirantens færdigheder i at kontrollere stikprøvevis udvalgte dele af køretøjets udstyr som anført i undervisningsplanernes afsnit 1 om køretøjets indretning og udstyr.
Der må ved kontrollen ikke kræves brug af værktøj eller inspektion af ikke umiddelbart tilgængelige dele af køretøjet. Under kontrollen skal aspiranten med egne ord kunne forklare de vigtigste lovkrav og tegn på fejl eller mangler ved udstyret. Den sagkyndige skal herunder være opmærksom på, at kontrolprøven først og fremmest er en prøve i praktisk færdighed.
Som led i den praktiske prøve til erhvervsmæssig personbefordring skal aspiranten uden brug af værktøj kunne udpege de dele af køretøjet, der har betydning for sikkerheden, herunder de dele hvor slid og slør fortrinsvis opstår og vise indgående kendskab til bremsers og styretøjs brug, pasning og vedligeholdelse samt til deres virkemåde i det omfang, som vedligeholdelse og pasning kræver.
Delmål, hvor aspiranten skal kunne udpege, hvor fejl i køretøjets udstyr kan opstå, indgår i det praktiske prøvestof i forbindelse med aspirantens kontrol af det pågældende udstyr.
Delmål i undervisningsplan til kategori C-D og E, hvor aspiranten skal kunne redegøre alment for tegn på fejl i køretøjets udstyr, indgår i det praktiske prøvestof i forbindelse med aspirantens kontrol af det pågældende udstyr.
At kunne udpege vil sige, at aspiranten i praksis skal kunne lokalisere betjeningsudstyr eller umiddelbart tilgængelige køretøjsdele og angive ikke umiddelbart tilgængelige køretøjsdeles omtrentlige placering. Disse delmål indgår i det praktiske prøvestof i forbindelse med normal betjening af køretøjet under kørsel.
At kunne aflæse og angive betydningen af instrumenter og kontrollys vil sige, at aspiranten i forbindelse med normal betjening af køretøjet under kørsel skal kunne anvende køretøjets instrumenter og forstå, hvad de registrerer.
At opfatte, genkende og bedømme eller forudse vil sige, at aspiranten skal kunne bemærke bestemte forhold i en færdselssituation og forstå forholdets sikkerhedsmæssige betydning.
At-beherske orienterings-, manøvre- eller andre færdigheder vil sige, at aspiranten i praksis skal kunne orientere sig kritisk, håndtere betjeningsudstyr korrekt eller udføre manøvrer fejlfrit med køretøjet.
Sådanne delmål indgår i det praktiske prøvestof.
Det skal dog bemærkes, at nogle af de manøvrer, som indøves på lukket øvelsesplads, ikke ved prøven skal udføres separat, men indgå i det praktiske prøvestof i forbindelse med normal betjening af køretøjet under kørslen.
Derimod indgår vending, bakning samt baglænskørsel omkring hjørner i det praktiske prøvestof.
Baglænskørsel omkring hjørner kan dog kun kræves udført med nogen præcision.
Ved prøve til kategori E udføres manøvren kun stikprøvevis og kun på steder, hvor der ikke er anden trafik.
At reagere hensigtsmæssigt vil sige, at aspiranten skal kunne føre køretøjet og ændre hastighed, placering eller kørselsretning i overensstemmelse med færdselsreglerne, hensynet til sikkerheden og til trafikafviklingen.
Ved den praktiske prøve skal den sagkyndige først og fremmest vurdere, om aspirantens præstationer er præget af grundig indlæring i overensstemmelse med undervisningsplanen.
Der må ikke kræves egentlig rutineret eller fuldstændig fejlfri kørsel, men den sagkyndige skal skelne mellem mere eller mindre alvorlige fejl. Enkelte mindre alvorlige fejl bør ikke medføre, at prøven anses for ikke-bestået, idet aspirantens kørsel skal bedømmes som helhed.
Er aspirantens præstationer præget af flere og især gentagne mindre alvorlige fejl, må prøven efter den sagkyndiges skøn anses for ikke-bestået. En afgørende bedømmelse må normalt ikke foretages i den allerførste del af prøven under hensyn til almindelig prøvenervøsitet.
Afgørende for, om fejl skal anses for mere eller mindre alvorlig, er dens konsekvenser først og fremmest for færdselssikkerheden og dernæst for trafikkens uhindrede afvikling. Fejl vedrørende orientering eller manøvrering, der indebærer nærliggende mulighed for påkørsel eller anden ulykke, skal anses for alvorlige.
Sådanne fejl kan derfor i sig selv medføre, at prøven bedømmes som ikke-bestået, og den kan efter omstændighederne afbrydes.
Nærliggende mulighed for påkørsel eller anden ulykke omfatter ikke alene tilfælde, hvor en modpart synligt er til stede. Det kan også omfatte tilfælde, hvor aspiranten viser tydelig mangel på omtanke og forudseenhed ved at køre frem med en sådan placering på kørebanen eller med en sådan hatighed, at aspiranten ikke kan nå at orientere sig og standse for skjulte hindringer, som med en vis sandsynlighed kan dukke op.
Gentagne fejl i betjening af køretøjet må anses for alvorlige, for så vidt de tydeligt røber, at aspiranten ikke behersker køretøjet med fornøden sikkerhed.
Såfremt aspiranten ikke består prøven, skal den sagkyndige anføre årsagerne hertil i ansøgningen om kørekort.
Fejl kan markeres på Justitsministeriets bedømmelsesskema, som henviser til de respektive afsnit i undervisningsplanen.
Det eventuelt udfyldte skema udleveres til aspirantens orientering med passende begrundelser eller bemærkninger i øvrigt.
Erhvervsmæssig personbefordring til kategori D.
Såfremt en aspirant indstiller sig til teoriprøve til erhvervsmæssig personbefordring til kategori D samtidig med teoriprøven til kategori C D må der ved den skriftlige prøve højst være 3 fejl for at bestå begge prøver. Såfremt aspiranten har højst 5 fejl og dermed består prøven til C D, vil den skriftlige teoriprøve kunne anvendes til opnåelse af kørekort til kategori C D.
Natteblindeprøver.
Såfremt det i lægeattesten er anført, at aspiranten lider af natteblindhed, skal den praktiske køreprøve afholdes på følgende måde
1. Der afholdes en almindelig køreprøve i dagtimerne med sædvanlig påtegning om resultatet på ansøgningen om kørekort.
Der udstedes ikke midlertidigt kørekort, selv om aspiranten består.
2. Såfremt almindelig køreprøve bestås, aftales et tidspunkt for afholdelse af natteblindeprøven snarest muligt.
Prøven skal foregå på et tidspunkt i overgangen mellem dagslys og mørke. Prøven skal køres på steder, der veksler mellem stærkt oplyste gader og ringe oplyste gader.
Formålet med prøven er at konstatere, om aspirantens øjne hurtigt nok vænner sig til de skiftende lysforhold, og om orienteringsevnen derved bevares.
Hvis natteblindhed ikke ses at have indflydelse på aspirantens orienteringsevne, noteres dette i ansøgningen om kørekort, og der udstedes midlertidigt kørekort.
Hvis det modsatte konstateres, påtegnes ansøgningen med en fyldestgørende begrundelse, og det midlertidige kørekort udstedes med påtegning: Natteblind. Motorkøretøj må kun føres uden for lygtetændingstiden.
Justitsministeriets rettevejledning til teoriprøve med lysbilleder, kategorierne A, B, C-D og E samt erhvervsmæssig personbefordring til kategori B og D.
---------------------------------------------------------------------
Under teoriprøven udfylder aspiranten det udleverede afkrydsningsskema, som omtalt i prøvevejledningen. Skemaet rettes ved hjælp af Justitsministeriets røde skabelon til serierne vedrørende kategori A og B og de grønne skabeloner til serierne vedrørende kategori C-D og E.
Til hver serie hører en skabelon.
Det bør kontrolleres, at hovedet på skabelonen svarer til hovedet på afkrydsningsskemaet.
Skabelonen lægges over afkrydsningsskemaet, således at de hvide felter i skabelonen passer med rubrikkerne på afkrydsningsskemaet. Korrekte afkrydsninger skal herefter komme til syne i de hvide felter. Ved enkelte billeder, f.eks. kategori B, serie A, billede 1, svar nr. 3 er der et hvidt felt i skabelonen for både »ja« og »nej«. Det betyder, at besvarelsen er korrekt med enten »ja«-kryds
eller »nej«-kryds, - men ikke ved afkrydsning af både »ja« og »nej«.
Afkrydsningsskemaet skal anses for tilfredsstillende besvaret og prøven bestået, såfremt en aspirant har fejl-afkrydsning eller manglende afkrydsning ved højst 5 billeder - uanset antallet af fejl-kryds eller manglende afkrydsninger ved det enkelte billede. Har en aspirant fejl eller manglende afkrydsninger ved mere end 5 billeder, anses prøven for ikke-bestået.
Ved prøven til kategori C-D/E anses prøven for bestået, hvis aspiranten ikke har fejl ved mere end 3 billeder.
Ved prøven til erhvervsmæssig personbefordring til kategori B eller D anses prøven for bestået, hvis aspiranten ikke har fejl ved mere end 3 billeder.
Cirkulæreskrivelse om ny kørekortbekendtgørelse
Til Politiet og Statens Bilinspektion Cirkulæreskrivelse om ny kørekortbekendtgørelse.
Justitsministeriet har den 1. juni 1992 udstedt en ny bekendtgørelse og et nyt cirkulære om kørekort. Bekendtgørelsen er offentliggjort i Lovtidende A den 9. juni 1992 og cirkulæret er offentliggjort i Ministerialtidende den 11. juni 1992. Særtryk vil blive udsendt, når de foreligger.
Bekendtgørelsen og cirkulæret træder i kraft den 1. juli 1992, dog er der efter bekendtgørelsens § 65 enkelte overgangsordninger.
De væsentligste ændringer i bekendtgørelsen omhandler følgende
- tilladt totalvægt for påhængskøretøj ved kørsel med kørekort til kategori B.
- lægeattest udstedes af egen læge.
- krav om, at undervisning i teori og praksis integreres og føl- ger undervisningsplanernes afsnitsopdeling.
- det er præciseret, hvornår og af hvem ansøgningsblanketten skal være underskrevet.
- antal af motorcykelelever under øvelseskørsel må højst være 3.
- regler om tidspunkt for undervisning på lukket øvelsesplads og undervisning på køreteknisk anlæg.
- ny køreprøve til erhvervsmæssig personbefordring. Kørekort til erhvervsmæssig personbefordring kan kun udstedes til den kate- gori, der aflægges prøve i.
- politiet kan udvælge en evt. told. En kørelærer må ikke fungere som tolk ved køreprøver.
- teoretisk del af en orienterende køreprøve er fremover skrift- lig.
- straffebestemmelser for overtrædelse af bekendtgørelsen.
- nye og detaljerede regler om køreprøven til traktor og motor- redskab.
Den væsentligste ændring i cirkulæret er, at dele af forvaltningslovens regler om begrundelse, partshøring m.v. er indarbejdet i cirkulæret.
Der vedlægges nogle eksemplarer af Justitsministeriets prøvevejledning til afholdelse af køreprøver med tilhørende rettevejledning. Prøvevejledningen omfatter samtlige kategorier. Den nye prøvevejledning skal anvendes fra den 1. juli 1992. Samtidig ophæves prøvevejledningen af 21. juni 1990.
Følgende-cirkulæreskrivelser ophæves eller må anses for bortfaldet
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 12. september 1986 om ny kørekortbekendtgørelse.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 19. december 1986 om bekendtgørelse om syn, godkendelse og forsikring af motorkøre- tøjer, som anvendes på lukkede øvelsespladser m.v.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 31. marts 1987 om generhvervelse af førerret.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 31. marts 1987 om prøvested.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 11. august 1987 om køreuddannelsen.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 21. januar 1988 om ændring af kørekortbekendtgørelsen.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 25. februar 1988 om udlevering af oplysninger fra politiets kørekortregistre til Rådet for Trafiksikkerhedsforskning.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 16. oktober 1989 om øvelseskørsel.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 12. december 1989 vedrørende køretekniske anlæg m.v.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 22. december 1989 om ny undervisningsplan vedrørende C-D og E.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 7. februar 1990 om ændring af kørekortbekendtgørelsen.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. juni 1990 om lukkede øvelsespladser og ændring af kørekortbekendtgørelsen.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 21. august 1990 om erhvervsmæssig personbefordring og tilføjelse til prøvevejled- ningen.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 30. november 1990 vedrørende køreprøve til stor erhvervsmæssig personbefordring.
- Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 15. januar 1991 om gebyr for køreprøve til kategori B/E.
Der vedlægges en fortegnelse over de pr. 1. juli 1992 godkendte køretekniske anlæg.
P. M. V. E. B.
Henrik Waaben
+ bilag: Vejledning for Justitsministeriets prøvesagkyndige ved afholdelse af køreprøver