Meddelelse om samfundstjeneste - anvendelsesområdet. (* 1)

Meddelelse om samfundstjeneste - anvendelsesområdet. (* 1)

Forsøgsordningen med samfundstjeneste er ved lov nr. 6 af 3.1.1992 gjort permanent. Med ikrafttræden den 1.4.1992 fremgår denne sanktionsform af straffelovens kapitel 8.

Forarbejderne til lovændringen består navnlig af Straffelovrådets betænkning nr. 1211/1990, det den 30.10.1991 fremsatte lovforslag med bemærkninger og betænkningen over lovforslaget, afgivet den 12.12.1991 af Folketingets Retsudvalg.

Sanktionen forudsætter ifølge straffelovens § 62, at retten finder tiltalte egnet hertil, samt at betinget dom efter reglerne i §§ 56 og 57 ikke findes tilstrækkelig. Det kræves således ikke, at domstolene som under forsøgsordningen indledningsvis skal fastslå, at ubetinget frihedsstraf er forskyldt, og det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget, at der kan være tilfælde, hvor betinget dom af traditionelt indhold ikke er tilstrækkelig, og hvor ubetinget frihedsstraf ikke skønnes påkrævet. Samfundstjeneste bør dog fortsat anvendes med det formål at være et alternativ til ubetinget frihedsstraf.

Det fremgår af betænkningen om lovforslaget, afgivet den 12.12.1991 af Folketingets Retsudvalg, at udvalgets flertal anser det for vigtigt, at dom til samfundstjeneste som i forsøgsperioden også fremover anvendes i de tilfælde, hvor betinget dom efter reglerne i §§ 56 og 57 ikke findes tilstrækkelig. Med det forbehold, at der eksisterer et grænseområde mellem betinget og ubetinget dom, hvor det i væsentlig grad beror på et skøn, om dommen vil falde ud til en betinget eller ubetinget dom, ønsker flertallet at understrege, at der ikke må ske skred i praksis, således at dom til samfundstjeneste udvikler sig til at blive en skærpelse af andre betingede domme.

Lovens forarbejder indeholder desuden forudsætninger for anvendelse af samfundstjeneste, der vedrører dels kriminalitetstypen, dels strafstørrelse m.v.

1. Forudsætningerne vedrørende kriminalitetstyper

Det blev hverken af Straffelovrådet eller Justitsministeriet fundet nødvendigt eller ønskeligt i lovteksten at angive nærmere om, hvilke kriminalitetstyper samfundstjeneste skulle anvendes på, men ifølge bemærkningerne til lovforslaget skal forsøgsordningens forudsætninger, således som disse fremgår af den hidtidige fortolkning, navnlig ifølge højesteretspraksis, også fremover være vejledende.

1.1. Berigelseskriminalitet, bortset fra røveri.

Det vil i det altovervejende antal tilfælde være berigelseskriminalitet, herunder dokumentfalsk og brugstyveri, men ikke røveri, der muliggør dom til samfundstjeneste.

Det fremgår af Straffelovrådets betænkning, at afgrænsningstvivl hvad angår tyveri næppe i det store flertal af tilfælde skyldes kriminalitetens omfang, men typisk vil opstå som følge af forstraffe.

Om underslæb anføres det i betænkningen, at det må anses for rigtigt, at samfundstjeneste hidtil har været anvendt i sager om forholdsvis store underslæb m.v., når oplysningerne om de tiltaltes - navnlig de hidtil ustraffedes - personlige forhold har talt stærkt for at undgå afsoning af relativt lange frihedsstraffe.

Vedrørende bedrageri foreligger der nyere højesteretsafgørelser på to områder. Det ene er forsikringssvig, hvor der i U 1991.670 og ved dom af 10.1.1992 under hensyn til forholdets karakter blev taget afstand fra samfundstjeneste som alternativ til fængsel i 4 måneder for falsk anmeldelse og bedrageri over for bilforsikringen. Det andet område er bedrageri i forbindelse med salg af 4 biler under urigtig oplysning om, at de var gældfri med et formuetab eller risiko herfor på 375.000 kr. Tiltalte handlede erhvervsmæssigt med brugte biler, og Højesteret fandt i U 1990.621, at det efter karakteren af de begåede forhold og størrelsen af det besvegne beløb var påkrævet, at straffen på fængsel i 1 år kom til fuldbyrdelse.

1.2. Vold, røveri, narkotikaforbrydelser og sædelighedsforbrydelser m.v.

Ifølge lovforslagets bemærkninger skal det ikke være udelukket at anvende samfundstjeneste for andet end berigelseskriminalitet, dokumentfalsk og brugstyveri efter en helt individuel bedømmelse. Der tages imidlertid delvis afstand fra landsretspraksis under forsøgsordningen om overfaldsvold under fremhævelse af, at samfundstjeneste her bør have undtagelsens karakter.

I betænkningen fra Folketingets Retsudvalg fastslår flertallet, at den praksis, der har dannet sig under den lange forsøgsperiode, hvorefter samfundstjenestens absolutte kerneområde er berigelseskriminalitet, bør fortsættes. Det vil sige, at brug af samfundstjeneste ved de grovere kriminalitetstyper, som f.eks. vold, røveri, narkotikasager og sædelighedsforbrydelser, ifølge flertallet kun undtagelsesvis bør kunne finde sted og kun efter en nøje individuel vurdering.

Hermed stemmer de i Straffelovrådets betænkning og i bemærkningerne citerede højesteretsdomme, der i intet tilfælde har anvendt samfundstjeneste på de nævnte områder. For sædelighedsforbrydelsernes vedkommende har der været tale om en sag om parvoldtægt, jf. U 1990.372.

På voldsområdet har Højesteret senest i U 1991.896 under hensyn til karakteren af volden afvist samfundstjeneste for »meningsløs« gadevold i form af knytnæveslag med brækket næse til følge. Straffen blev fængsel i 60 dage.

Højesteret har således taget afstand fra brug af samfundstjeneste (og betinget straf i øvrigt) vedrørende den type vold, der betegnes som tilfældig eller meningsløs gadevold.

Den seneste højesteretsdom om røveri i U 1991.833 afviste ligeledes samfundstjeneste efter karakteren og omfanget af de 3 begåede forhold mod tankstationer og et postkontor. Tiltalte havde meldt sig selv, og der var nu forløbet mere end 2 år fra gerningstidspunkterne. Straffen blev 1 års fængsel.

I landsretspraksis findes mange tilfælde af samfundstjeneste og betinget straf typisk i forbindelse med mindre alvorlige røverier.

Samfundstjeneste vil som hovedregel ikke kunne anvendes ved narkotikaforbrydelser efter straffelovens § 191. Lovovertrædelsens karakter og omfang må i almindelighed føre til anvendelse af ubetinget straf. Det er senest fastslået af Højesteret i U 1991.933 med ubetinget fængselsstraf på 1 år til en kvinde, der havde deltaget i ægtefællens handel med hash.

Højesteret fandt ikke, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at det var forsvarligt at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

I en anden sag om en taxachaufførs transport af amfetamin gjorde Højesteret i U 1991.937 straffen på fængsel i 1 år betinget under fremhævelse af de gode personlige oplysninger, de kriminelle forholds karakter og den omstændighed, at de ophørte, før de blev afsløret af politiet. Der blev ikke knyttet vilkår om samfundstjeneste til dommen. En dissens på 2 stemmer ville idømme fængsel i 9 måneder ubetinget.

1.3. Andre straffelovsovertrædelser.

Forarbejderne indeholder bemærkninger om yderligere to kriminalitetstyper på straffelovsområdet.

Det ene er hærværk. Straffelovrådets kommenterer domspraksis, herunder højesteretsdommen i U 1988.372. Det beskedne antal domme til samfundstjeneste for hærværk kan ifølge rådet måske have sammenhæng med bemærkningerne i forarbejderne til forsøgsordningen om en vis varsomhed i disse sager. Der kan desuden have gjort sig den opfattelse gældende, at straffe af fængsel omkring 30 dage eller hæfte i 20-40 dage er atypiske eller mindre velegnede med henblik på samfundstjeneste. I enkelte sager kan det være fundet betænkeligt af almenpræventive grunde helt at afstå fra ubetinget frihedsstraf. Rådet fremhæver, at det ikke i sig selv kan tale imod samfundstjeneste, at der er forskyldt en kort straf, jf. voldsområdet.

Om falsk forklaring efter straffelovens § 158 henvises der i bemærkningerne til højesteretsdommen i U 1991.155 om falske vidneforklaringer i en spiritussag mod kammeraten. Uanset oplysninger om gode personlige forhold blev der efter forholdets karakter idømt ubetingede fængselsstraffe på 40 og 60 dage.

1.4. Særlovsovertrædelser.

Ifølge Straffelovrådets betænkning giver særlovsovertrædelser meget sjældent anledning til spørgsmål om samfundstjeneste, bl.a. fordi der relativt sjældent er forskyldt ubetinget fængselsstraf, og det er mest kortvarige straffe, navnlig hæftestraffe, der anvendes.

Vedrørende told- og afgiftsovertrædelser er der henvist til højesteretsdommen om smugleri i U 1988.562, hvor der blev idømt ubetinget fængselsstraffe på fængsel i 40 og 60 dage samt 6 måneder. Rådet finder ikke, at disse områder samt overtrædelse af dyreværnsloven generelt bør være undtaget, men det vil være et ret lille antal sager, hvor spørgsmålet om samfundstjeneste kan blive aktuelt.

Hvad angår nægtelse af at aftjene værnepligt tages der i lovforslagets bemærkninger afstand fra Straffelovrådets anbefaling af at anvende samfundstjeneste. Hensynet til de personer, der af samvittighedsgrunde ikke ønsker at aftjene værnepligt, kan efter Justitsministeriets opfattelse varetages ved at henvise personkredsen til at opfylde værnepligten ved civilt arbejde. Herved varetages tillige et lighedshensyn i forhold til de værnepligtige, der gør fuld almindelig værnepligtstjeneste. Der er henvist til højesteretsdommene i U 1987.834, 1988.320, 1989.735 og 1991.950.

Under debatten i Folketinget den 5.11.1991 var flere af ordførerne inde på spørgsmålet om samfundstjeneste for nægtelse af at aftjene værnepligt, specielt hvad angår medlemmer af Jehovas Vidner. Der blev bl.a. givet udtryk for, at spørgsmålet burde drøftes i Retsudvalget, men udvalgets betænkning indeholder intet herom, og der er således ikke taget afstand fra bemærkningerne til lovforslaget.

Endelig var det Straffelovrådets konklusion, at der ikke burde stilles forslag om gennem bemærkninger til et lovforslag at lægge op til praksisændring i retning af samfundstjeneste for spiritus- og promillekørsel. Justitsministeriet tilsluttede sig dette, idet både praktiske og principielle sanktionsbetragtninger taler i retning af, at samfundstjeneste ikke er velegnet ved spiritus- og promillekørsel.

2. Forudsætningerne vedrørende strafstørrelse m.v.

I forsøgsordningens forarbejder var det forudsat, at der blev opereret med en øvre grænse for samfundstjeneste på fængsel i 6-8 måneder. Anklagemyndigheden har overfor Højesteret oplyst, at afgørelser om samfundstjeneste i forsøgsperioden ikke af anklagemyndigheden vil blive anket alene på grund af straflængden, når denne ikke oversteg 1 års fængsel, jf. U 1991.621.

Straffelovrådet fastslår, at samfundstjeneste i stedet for en ubetinget fængselsstraf på mere end 1 år under alle omstændigheder bør være en relativt sjælden foreteelse. Vurderingen kan imidlertid ikke blive den samme ved alle kriminalitetstyper, der ligger på samme strafniveau. Domstolene har altid den mulighed at afsige betinget dom uden fastsættelse af straf, og endelig vil udmålingen i en del tilfælde indbefatte en tidligere betinget dom eller en reststraf i henhold til tidligere prøveløsladelse. Domstolene vil formentlig særlig lægge vægt på, med hvilken styrke de personlige oplysninger taler for at undgå straffuldbyrdelse.

Rådet konkluderer, at anvendelsen af personundersøgelser med henblik på samfundstjeneste i almindelighed ikke bør begrænses ud fra en forudsætning om, at en sådan undersøgelse oftest er formålsløs i sager, hvor en forholdsvis høj straf kan ventes at være forskyldt.

Justitsministeriet har i lovforslagets bemærkninger tiltrådt rådets synspunkter og lægger vægt på, at domstolene foretager en nøje individuel vurdering af især de sager, hvor den forskyldte straf vil ligge på et år eller mere.

Hertil kan føjes, at det efter den endelige formulering af straffelovens § 64 i den vedtagne lovændring er en forudsætning for kombination af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og ubetinget frihedsstraf, at der foreligger flere uligeartede lovovertrædelser til samtidig pådømmelse.

Det fremgår af lovteksten, at der alene kan anvendes en »kort« frihedsstraf som den ubetingede del af en kombinationsdom. Ifølge Retsudvalgets betænkning er det hermed hensigten, at der kun i sjældnere tilfælde bør kunne blive tale om ubetingede straffe, der overstiger 60 dage.

3. Afgørelser om idømmelse af samfundstjeneste træffes typisk på grundlag af en helt konkret vurdering af gerningsmandens person sammenholdt med de særlige omstændigheder i forbindelse med den kriminelle handling. På den baggrund skal der udvises tilbageholdenhed med hensyn til anke af sådanne afgørelser.

Asbjørn Jensen.

(* 1) Kundgjort i Meddelelser fra Rigsadvokaten (Medd. nr. 3/92)