Skrivelse om orientering til kriminalforsorgens Peersonale om Hiv og AIDS
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om orientering til kriminalforsorgens Peersonale om Hiv og AIDS
Kriminalforsorgens anstalter, afdelinger, pensioner, arrestinspektørerne samt AIDS-nøglepersonerne
Hermed fremsende et antal eksemplarer af orientering til kriminalforsorgens personale om HIV og AIDS. Orienteringen, som erstatter orienteringen af 13. december 1985, er ajourført i overensstemmelse med den nye viden om HIV og AIDS, der er kommet til siden 1985, ligesom der er foretaget visse sproglige ændringer.
Direktoratet skal anmode om, at orienteringen bekendtgøres for personalet på hensigtsmæssig måde.
Man skal endvidere anmode om, at et eksemplar udleveres til institutionens læge og eventuel AIDS-nøgleperson.
Yderligere eksemplarer af orienteringen kan rekvireres ved telefonisk henvendelse til direktoratets 1. kontor (lokal 258)
Der vedlægges endvidere Sundhedsstyrelsens pjece fra 1991 »Værd at vide om HIV og AIDS«.
Orientering om HIV/AIDS
TIL kriminalforsorgens personale.
Denne orientering er lavet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Den orienterer kriminalforsorgens personale om HIV/AIDS og om, hvordan man undgår smitte i sit arbejde.
1. HIV-infektion og AIDS.
AIDS er en forkortelse for Acquired Immunodeficiency Syndrome. På dansk oversat til erhvervet immundefekt syndrom.
AIDS er den alvorligste tilstand, der kan opstå efter smitte med et virus kaldet HIV (Human Immundefekt Virus). HIV kan ødelægge kroppens forsvar (immunsystem). Det betyder, at den smittede kan blive alvorligt syg af smittestoffer (virus, bakterier, svampe ect), som for raske mennesker med at bevaret immunsystem ikke er nogen risiko.
Efter smitte med HIV danner organismen antistoffer mod virus. Der går i reglen 6-12 uger fra tidspunktet for smitte, inden antistofferne kan påvises. Man kan nu konstateres HIV-positiv.
Omkring halvdelen af de mennesker, der smittes med HIV, får efter 2-4 uger tegn på akut HIV-infektion med feber. Hos andre HIV-smittede kommer der ingen tegn på den primære infektion.
Efter den primære infektion indtræde en fase uden symptomer. Hos mange HIV-smittede mennesker varer denne symptomfri fase i mange år. Men de fleste får dog før eller senere symptomer.
Symptomerne er især
- hævede lymfeknuder flere steder på kroppen,
- langvarig eller tilbagevendende feber,
- vægttab på mere end 10 %,
- nattesved eller kulderystelser,
- sår eller belægninger i mundhulen og svælget i længere tid,
- langvarig hoste, der ikke ligner almindelig tobakshoste,
- vedvarende diarree,
- hududslæt.
Alle disse sygdomstegn ses også ved mange andre sygdomme og behøver ikke have noget med HIV-infektion at gøre.
Diagnosen AIDS bruges kun, når man har ganske bestemte kombinationer af symptomer.
I dag mener man, at de fleste HIV-smittede før eller senere udvikler AIDS.
2. Smitteveje.
Smittevejene for HIV ligner smittevejene for hepatitis B (smitsom leverbestændelse), men HIV er mindre smitsom end hepatitis B-virus.
Smitte sker
- ved overførsel af blod fra en smittet person direkte til blodbanen hos en anden person,
- ved seksuel kontakt, f.eks. via sæd, gennem smårifter i tarmen eller i kønsslimhinderne,
- fra mor til barn under graviditet og fødsel.
Smitte overføres ikke ved at blod eller sæd kommer i kontakt med intakt hud.
Spyt, tårer, urin, afføring, opkast og sekreter fra næse indebærer ingen smitterisiko, med mindre der er synligt blod.
Der er aldrig set smitteoverførsel ved bid, krads eller ved anvendelse af mund til mund eller mund til næse metoden i forbindelse med genoplivning. Og smitterisikoen er i disse tilfælde minimal eller ikke eksisterende.
3. Smitsomhed.
Hiv går til grunde uden for kroppen. Og smitten spredes ikke gennem genstande, f.eks. service, møbler, toiletter, vaskemaskiner eller ved håndtryk og anden dagligdags omgang.
Den erhvervsbetingede smitte med HIV er indtil nu kun set hos sundhedspersonale. Hverken i Danmark eller internationalt kendes tilfælde af erhvervsbetinget HIV-smitte uden for sundhedsvæsenet.
Selv om der i 1990 er registeret ca. 300.000 AIDS-tilfælde i verden, og WHO anslår, at 8-10 millioner mennesker er HIV-smittede, er der på verdensplan kun påvist ca. 40 tilfælde af overført HIV-smitte fra inficerede til sygehuspersonale.
I næsten alle tilfælde har det drejet sig om kanylestik, hvor der er sket overførsel af HIV-inficeret blod direkte til personens blodbane. Enkelte er smittet ved usædvanlig og langvarig kontakt med HIV-inficeret blod på ubeskyttet, ikke-intakt hud eller slimhinde.
Der er ikke set tilfælde af HIV-smitte hos sygehuspersonale, som kan sættes i forbindelse med pasning og pleje af HIV/AIDS-patienter eller omgang med ting fra disse.
4. HIV/AIDS i Danmark.
I Danmark blev det første tilfælde af AIDS opdaget i 1981. Antallet af anmeldte AIDS-tilfælde er pr. 30. november 1991 er 906. Ca. 75% af de AIDS-ramte i Danmark er mænd, som er smittet gennem homoseksuel kontakt. Det skønnes, at ca. 5.000 personer er smittet med HIV.
I midten af 1980'erne spredte HIV blandt intravenøse stofmisbrugere i København, hvor 15-20% skønnes smittede. Der er ikke siden konstateret væsentlig forøgelse af antallet af smittede stofmisbrugere. De sidste år er der konstateret øget heteroseksuel smitte, helt overvejende ved kontakt til grupper, hvor smitten i forvejen er udbredt. Ca. 20% af de nyopdagede HIV-positive er kvinder.
5. Forholdsregler mod HIV/AIDS.
a. Almindelige forhold.
Oplysninger om smitteveje, hygiejniske forhold og sikkerhedsforanstaltninger gives af læge- eller sygeplejepersonale og de særlige »nøglepersoner« på de enkelte tjenestesteder.
Der kan altid indhentes yderligere information hos disse grupper.
Det skal igen understreges, at HIV ikke smitter ved almindelig dagligsdags kontakt.
Er en klient HIV-smittet, udføres arbejdet på normal vis under iagttagelse af de nedenfor omtalte sikkerhedsforanstaltninger. Klienten skal derfor som udgangspunkt placeres på en almindelig belægsafdeling, og der er normalt intet til hinder for, at klienten beskæftiges ved køkken- eller gangmandsarbejde.
b. Sikkerhedsforanstaltninger m.v.
Undgå direkte kontakt med klienters blod eller sæd: brug eventuelt handsker. Undgå stik fra brugte injektionssprøjter, kanyler og skarpe genstande.
Findes kanyle med sprøjte: berør kun spøjten.
Findes kanyle alene: fat om kanylens plastkrans.
Anbring straks fundne kanyler i plastbeholder (safety-box).
Sprøjter samles i en plastpose, der lukkes, inden den lægges i affaldsbeholder.
Hvis der er risiko for forurening af tøj og hud med blod eller sæd, kan der ved visitation, undersøgelse og magtanvendelse bruges kitler og eengangshandsker. Har man rifter eller sår, tildækkes disse. Efter udført opgave vaskes hænderne grundigt.
HIV smitter ikke ved f.eks. hoste eller nys. Maske, mundbind og beskyttelsesbriller er derfor ikke påkrævet.
Det anbefales, at personalet ved genoplivningsforsøg benytter ventilationsmasker, som findes i alle anstalter og arresthuse.
Rør ikke ved rene overflader eller ting med forurenede handsker.
c. Forholdsregler ved uheld.
1. Ved stik på forurenet kanyle
- lad det evt. bløde lidt
- dup med jodsprit 2 1/2 - 5 % eller hospitalssprit 70 %.
2. Ved sprøjte i øjne eller andre slimhinder
- skyl med vand enten under vandhane eller f.eks. med en engangssprøjte.
3. Ved uheld af begge typer
- søg læge eller nærmeste skadestue for at få vurderet om andre forholdsregler er nødvendige.
6. Rengøring
Der stilles ikke særlige krav til rengøring af celler m.v., selvom klienten har HIV/AIDS.
I celler m.v., der er forurenet med blod eller sekret med synligt blod, gælder
1. Personale, der gør rent, bør bruge kitler og skal anvende eengangsgummihandsker (latex foretrækkes for PVC). Ved massivt spild på gulve bør skoovertræk bruges.
2. Spild af blod, opkast, afføring og lignende optørres straks eller snarest muligt med cellestof gennemvædet med egnet desinfektionsmiddel (f.eks. Diversol BX 1 %, Tref 1 % eller anden tilsvarende klorforbindelse).
Desinfektionsmidlet må ikke blandes med andre rengøringsmidler. Brugt cellestof må ikke dyppes i desinfektionsmidlet igen, efter det har været brugt.
(Cellestof anbefales frem for vaskeklude: cellestof har sugeevne, - vaskeklude kan dryppe).
3. Efter desinfektionen, når al synlig forurening er fjernet, kasseres skoovertrækkene. Hvis personalets kittel er blevet forurenet (f.eks. ved massivt blodspild) lægges den i en plastpose og sendes til vask sammen med andet eventuelt forurenet tøj. Plastposen må ikke genbruges.
Tøj, der tåler dette, bør vaskes ved minimum 80 grader. Tøj, der ikke tåler dette (f.eks. striktøj), lægges i separat plastpose og vaskes ved højst mulige temperatur. Eventuel blodforurening på handskerne aftørres før rengøring.
4. Når al synlig forurening er aftørret med desinfektionsmiddel, vaskes der grundigt med almindeligt rengøringsmiddel. Herefter kasseres eengangsgummihandskerne.
5. Hænder vaskes grundigt.
7. Anmeldelse af arbejdsskader m.v.
Alle uheld, der øger smitterisikoen for personalet, anmeldes straks ledelsen med henblik på anmeldelse af tilfældet som arbejdsskade.
Med henblik på tilvejebringelse af det bedste mulige grundlag for vurderingen af tilfældet som en eventuel arbejdsskade skal der ved alle uheld, der indebærer øget smitterisiko for personalet, snarest efter det stedfundne uheld søges udtaget en blodprøve af den ansatte. Prøven følges op med nye undersøgelser for konstatering af antistoffer 1 1/2, 3, 6 og 12 måneder efter uheldet.
Der skal endvidere snarest efter uheldet søges udtaget en blodprøve af den implicerede klient for at konstatere, om denne er smittebærer.
I forbindelse med uheld, der indebærer en øget smitterisiko, skal der laves rapport om, hvorledes der er forholdt som følge af uheldet. Ved uheld i forbindelse med magtanvendelse skal sådanne oplysninger fremgå af magtanvendelsesrapporten, respektive rapporten om anbringelse i sikringscelle eller anvendelse af håndjern.
Oplysninger om uheldet i rapporten træder ikke i stedet for anmeldelsen til Arbejdsskadestyrelsen.
8. Yderligere information.
For yderligere information anbefales Sundhedsstyrelsens 4 hæfter fra 1988 og 1991
- Kort om HIV-retningslinierne til sundhedspersonalet,
- Psykosocial støtte i forbindelse med HIV-infektionen og sygdommen AIDS,
- Sygdommen AIDS og retningslinier til forebyggelse af HIV-infektion,
- Værd at vide om HIV og AIDS.
Disse 4 hæfter indeholder retningslinier, der er relevante for kriminalforsorgens personale.
Der kan endvidere henvises til AIDS-nyt, som udgives af Sundhedsstyrelsen (tegnes i abonnement) samt AIDS-nyt særnummer »Materiale om AIDS«.
Ingen