Vejledning vedrørende salgs- og tilbagekøbsforretninger (repo-/reverse-forretninger), herunder Danmarks Nationalbanks genkøbsordninger

Vejledning vedrørende salgs- og tilbagekøbsforretninger (repo-/reverse-forretninger), herunder Danmarks Nationalbanks genkøbsordninger

Finanstilsynet har modtaget en del forespørgsler vedrørende ægte salgs- og tilbagekøbsforretninger og skal derfor nedenfor redegøre for de for øjeblikket gældende regler herom.

Forretninger hvor der sælges/købes værdipapirer spot og samtidig købes/sælges værdipapirer på termin med samme modpart og i samme papir (også kaldet »repo-/reverse-forretninger«)er omfattet af reglerne om ægte salgs- og tilbagekøbsforretninger i Finanstilsynets bekendtgørelse af 17. december 1990 om regnskabsaflæggelse m.v. for pengeinstitutter, visse kreditinstitutter og visse spare- og udlånsvirksomheder. Der henvises til regnskabsbekendtgørelsens § 2, nr. 20 - 22, hvor definitionerne på salgs- og tilbagekøbsforretninger er anført.

Ovennævnte indebærer, at genkøbsforretninger med Danmarks Nationalbank i skatkammerbeviser m.v. også er omfattet af reglerne om salgs- og tilbagekøbsforretninger.

Regnskabsbekendtgørelsens regler om ægte salgs- og tilbagekøbsforretninger er anført i § 8, hvoraf det fremgår, at overdragne aktiver i forbindelse med en ægte salgs- og tilbagekøbsforretning skal forblive i overdragerens balance, idet de modtagne beløb for aktiverne opføres som en gæld til erhververen. Er instituttet erhverver i en ægte salgs- og tilbagekøbsforretning, føres det erlagte beløb som en fordring på overdrageren, idet papirerne ikke medtages i balancen.

Regnskabsbekendtgørelsens definition af - og regler for - salgs- og tilbagekøbsforretninger er en implementering af EF-direktiv 86/635 om pengeinstitutters m.v. årsregnskaber.

I relation til bekendtgørelsens definition af salgs- og tilbagekøbsforretninger bemærkes, at valutaterminsforretninger, optioner samt emissioner, hvor emittenten forpligter sig til at tilbagekøbe samtlige obligationer eller en del heraf inden forfald, og eventuelle lignende forretninger, ikke betragtes som salgs- og tilbagekøbsforretninger, jf. Finanstilsynets vejledning vedrørende årsregnskabet for 1991.

I praksis indebærer regnskabsbekendtgørelsens § 8, at en ægte salgs- og tilbagekøbsforretning regnskabsmæssigt behandles som et lån med sikkerhed i de omhandlede papirer eller eventuelle andre omhandlede aktiver, jf. nedenstående bogføringsvejledning.

Aktiver overdraget i forbindelse med en ægte salgs- og tilbagekøbsforretning bibeholdes i det overdragende instituts balance og kursreguleres som sædvanligt i det overdragende instituts regnskab, ligesom en eventuel renteindtægt bogføres som sædvanligt. Det modtagne beløb for aktiverne bogføres som gæld til kreditinstitutter, hvis modparten er et kreditinstitut, ellers bogføres det som indlån. Udgiften ved forretningen, bortset fra eventuelle transaktionsomkostninger (gebyrer o.l., der bogføres som sådanne), føres som en renteudgift af salgs- og tilbagekøbs-»lånet« i det overdragende instituts regnskab. Er erhververen i den pågældende salgs- og tilbagekøbsforretning et kreditinstitut, føres udgiften ved forretningen som rente til kreditinstitutter, ellers føres udgiften som rente til indlån.

Hvis instituttet er erhverver i en ægte salgs- og tilbagekøbsforretning, det vil sige en »reverse« eller en »købs«- salgs- og tilbagekøbsforretning, skal instituttet omvendt ikke medtage aktiverne i sin balance, men i stedet bogføre det erlagte beløb for aktiverne som et tilgodehavende hos kreditinstitutter, hvis modparten er et kreditinstitut, ellers som et udlån. Erhververen skal ligeledes ikke bogføre kursregulering og eventuelle renteindtægter af de overdragne aktiver. Derimod bogføres indtægten af forretningen som en renteindtægt af lån. Er overdrageren i salgs- og tilbagekøbsforretningen et kreditinstitut, føres indtægten som rente af tilgodehavender hos kreditinstitutter m.v., ellers føres indtægten som rente af udlån.

Det bemærkes, at ægte salgs- og tilbagekøbsforretninger i overensstemmelse med ovenstående regnskabsmæssige behandling også i relation til Bank- og sparekasselovens regler i øvrigt betragtes som lån mod sikkerhed.

Eksempelvis er der erlagte beløb i en ægte salgs- og tilbagekøbsforretning hos erhververen omfattet af Bank- og sparekasselovens § 23, og der kan gøres fradrag i henhold til reglerne i bekendtgørelse nr. 586 af 29. november 1974 om fradrag for særlig sikre krav ved beregning af bankers og sparekassers enkeltengagementer for de papirer, som udgør grundlaget for salgs- og tilbagekøbsforretningen, såfremt sikringsakten er iagttaget. Dette vil være tilfældet, når erhververen er registreret som rettighedshaver i VP.

Endvidere indgår forretningerne i kapitaldækningsopgørelsen med de bogførte beløb, jf. ovenstående regnskabsvejledning, idet de omhandlede papirer ved vægtningen betragtes som værende stillet til sikkerhed for lånet, såfremt sikringsakten er iagttaget.

Ingen