Finanstilsynets notat af 14. april 1992 vedrørende forbud mod spekulation i bank- og sparekasselovens § 19, stk. 4 (* 1)

Finanstilsynets notat af 14. april 1992 vedrørende forbud mod spekulation i bank- og sparekasselovens § 19, stk. 4 (* 1)

Spekulationsforbudet m.v.

Bank- og sparekasselovens §19, stk. 4 om spekulation er sålydende

"Direktører og funktionærer i et pengeinstitut må ikke for egen regning udføre eller deltage i spekulationsforretninger."

Overtrædelse af bestemmelsen kan i henhold til lovens §54, stk. 1, føre til straf af bøde eller hæfte.

Den endelige afgørelse af, om der foreligger spekulation, henhører under domstolene. Nærværende notat indeholder retningslinier og en række konkrete afgørelser, som vil indgå i Finanstilsynets overvejelser, om der er i det enkelte tilfælde foreligger spekulation.

Ved siden af spekulationsforbudet gælder de børs-etiske regler, hvoraf blandt andet følger, at medarbejderne skal undgå sammenblanding af pengeinstituttets og kundens interesser med medarbejdernes egne forhold.

Endvidere gælder efter reglerne om insider-trading et forbud mod køb og salg af værdipapirer, hvis medarbejderne måtte få kendskab til ikke-offentliggjorte oplysninger, som har betydning for kursdannelsen.

Spekulationsforbudet i §19, stk 4, er generelt formuleret og blev indsat i loven i 1930 på baggrund af konkrete sager om spekulation.

1. Hvem er omfattet ?

Spekulationsforbudet omfatter samtlige ansatte i pengeinstituttet.

Det er uden betydning om dispositionen er foretaget af den pågældende selv eller gennem tredjemand, for eksempel ægtefælle, såfremt det reelt er medarbejderen selv, som har foretaget dispositionen. Også investering i aktier i et selskab, der som sit hovedformål har at foretage spekulationsprægede investeringer af de indskudte midler, er omfattet.

Fra praksis kan nævnes fem personers køb af et anpartsselskab, hvis formål var alle former for handel med aktier og obligationer. Da to af køberne var bankansatte, heraf en i fondsafdeling, fastslog tilsynet, at disses medvirken ved købet måtte anses for stridende mod bestemmelsen.

2. Hvilke aktiver er omfattet ?

Forbudet omfatter spekulation i såvel værdipapirer som andre formuegoder, som f.eks. fast ejendom, kunst, metaller, mønter, råvarer, m.v.

3. Begrebet spekulation

Vejledende kan spekulation beskrives som dispositioner, hvor medarbejderen anskaffer sig et formuegode alene for at sælge det videre og derved opnå en gevinst.

Når det skal afgøres, om en given disposition er udslag af spekulation, er det ikke selve transaktionen, men formålet med denne og medarbejderens hensigt på dispositionstidspunktet, der er afgørende.

Motiverne i dispositionsøjeblikket kan være vanskeligt at bevise. Afgørelsen af, hvorvidt en konkret disposition er udtryk for spekulation, vil derfor i praksis bero på en samlet vurdering og afvejning af en række forskellige momenter, som vil kunne trække dispositionen i retning af spekulation eller omvendt mindske dispositionens karakter af spekulation.

Afvejningen af de enkelte momenter skal sættes i forhold til dispositioner, der er udtryk for sædvanlig formueforvaltning.

Forholdet mellem risikoen og størrelsen af et økonomisk tab og den pågældende medarbejders formueforhold indgår principielt ikke i bedømmelsen, men størrelsen kan indikere spekulationshensigten.

4. Sædvanlig formueforvaltning

Køb til anlægsinvestering og salg til forbrug vil ikke være spekulation. Når erhvervelsen sker som anlægsinvestering vil det for eksempel heller ikke være spekulation, at deltage i en aktieemission ud fra en forventning om en stor kursstigning eller et stort udbytte af aktierne. Salg af værdipapirer som led i sædvanlig fondspleje vil ikke i sig selv anses som spekulation.

5. Køb for lånte midler (gearing) og andre momenter

Det er efter loven ikke afgørende om dispositionen er foretaget for medarbejderens egne midler, herunder midler på pensionsopsparing, eller for lånte midler.

Det forhold, at finansieringen er foretaget for lånte midler (gearing), er dog et element, der med vekslende styrke efter gearingens størrelse er medvirkende til at formode spekulationshensigt. At lånefinansiering ikke i sig selv er spekulation fremgår af UfR 1964-640H, hvor en direktør, der havde købt pantebreve for lånte midler, blev frifundet, da det ikke fandtes bevist, at der forelå spekulationshensigt.

Udover handlernes hyppighed og gearingselementet kan som andre tegn på spekulation peges på handlernes størrelse, ejerforholdets varighed, samt hvorvidt der er tale om formuegoder, der traditionelt udviser store værdi- eller kursspring, for eksempel ædelmetaller. Det kommer også i betragtning, om dispositionen er foretaget af direktører og andre ledende medarbejdere, der har en professionel indsigt, som kan benyttes ved spekulation.

6. Skattemæssig spekulation

Skatteretlige kriterier for spekulationshensigt er ikke afgørende i relation til forbudet i bank- og sparekasseloven, da begrundelsen for at statuere spekula Btion er forskellig i de to love.

7. Eksempler

De enkelte typer af forretninger

Indgåelse af hausse- og baisseforretninger, det vil sige spekulation i stigende eller faldende priser på kurser, anses som spekulation, jf. dog nedenfor.

Køb og salg af finansielle instrumenter (futures- og optioner) anses som spekulation, jf. dog nedenfor.

Valuta- og værdipapirterminsforretninger anses som spekulation, jf. dog nedenfor.

Dersom de pågældende forretninger (hausse-/baisseforretninger, køb/salg af finansielle instrumenter og valuta-/værdipapirterminsforretninger) tager sigte på at afdække sædvanligt forekommende risici vil dette være et moment, der fjerner forretningens karakter af spekulation. Som eksempel kan nævnes kurssikring (terminsforretning) af realkreditlån i forbindelse med køb og salg af fast ejendom.

Fra december 1987 foreligger en afgørelse, hvor to bankansatte accepterede et bødeforlæg for indgåelse af en 12-måneders valutaterminsforretning med salg af D-mark mod danske kroner, uden at der forelå en "legitim begrundelse for indgåelsen af forretningen".

Aktietegning som led i sædvanlig formueadministration anses ikke som spekulation, medmindre selskabets hovedformål er at foretage spekulationsprægede investeringer af de indskudte midler.

Spørgsmålet om spekulation ved køb af aktier eller andre ejerandele i foretagender, hvis virksomhed delvis er udøvelse af spekulationsforretninger må afgøres konkret. Anlægskøb af aktier i et pengeinstitut vil ikke anses for at være spekulation, uanset at pengeinstitutter som en del af deres virksomhed kan drive spekulation i værdipapirer m.v.

Køb af andele i en investeringsforening omfattet af lov om investeringsforeninger vil ikke være omfattet af forbudet, jf. §30, hvorefter investeringsforeninger ikke må udføre spekulationsforretninger.

Investering i gearede investeringsselskaber vil oftest være en spekulationsforretning.

Tegning af medarbejderaktier til favørkurs er ikke spekulation. Køb af anparter i leasingselskaber m.v. af skattemæssige årsager anses ikke i sig selv som spekulation.

Placering af kapitalpensionsmidler i aktier i valutapuljeselskaber anses som spekulation.

Derimod er deltagelse i puljeordning ikke at anse som spekulation. Er der tale om individuelt depot gælder de almindelige kriterier for spekulation.

Afgørelsen af, om en porteføljemanagementsaftale vil blive anset for spekulation, vil afhænge af aftalens nærmere indhold. En porteføljemanagementsaftale, som må anses for at være sædvanlig formueforvaltning, er således ikke spekulation.

På konkret forespørgsel fra en medarbejder i et pengeinstitut har Tilsynet afgjort, at en porteføljemanagementaftale, hvorefter banken på medarbejdernes vegne foretog arbitragehandler på de internationale valutamarkeder, herunder gearede spot- og terminsforretninger, samt køb og salg af valutaoptioner, var omfattet af spekulationsbegrebet.

Indlån/udlån i fremmed valuta er ikke i sig selv spekulation, f.eks. at det forhold, at man har indestående på en Pund-konto eller et DM-lån, men bl.a. hyppigheden af omlægning kan være et element, der trækker i modsat retning.