Vejledning vedrørende institutternes kvartalsregnskaber for 1992
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning vedrørende institutternes kvartalsregnskaber for 1992
Vejledningen omfatter pengeinstitutter, selskaber omfattet af lov om visse kreditinstitutter og filialer af kreditinstitutter, der i henhold til Finanstilsynets bekendtgørelse af 17. december 1990 om regnskabsaflæggelse m.v. for pengeinstitutter, visse kreditinstitutter og visse spare- og udlånsvirksomheder, skal indberette kvartalsregnskaber.
Tilsynet vil senere udsende en vejledning vedrørende halvårsregnskaber.
Afsnit 2 og 3 i Vejledning vedrørende årsregnskabet for 1991 af 20. december 1991 finder også anvendelse på kvartalsregnskaberne i 1992, medmindre andet fremgår af det følgende.
1. Generelle bestemmelser vedrørende indberetning.
1) Pengeinstitutter, selskaber omfattet af lov om visse kreditinstitutter og filialer af kreditinstitutter med hjemsted uden for De Europæiske fællesskaber skal for hvert kvartal indberette skemaerne FE1-FE14 på maskinlæsbart medium til Finanstilsynet, således at de er Finanstilsynet i hænde senest 15 arbejdsdage efter udløbet af hvert kvartal.
2) Pengeinstitutter og selskaber omfattet af lov om visse kreditinstitutter, hvis arbejdende kapital ultimo 1991 var mindre end 100 mio. kr., skal ikke indberette kvartalsregnskaber til Finanstilsynet, men alene halvårsregnskaber.
3) Koncerner, hvor det øverste moderselskab er et institut, skal for hvert kvartal på maskinlæsbart medium indberette skemaerne KE1-KE10 til Finanstilsynet, således at de er Finanstilsynet i hænde senest 20 arbejdsdage efter udløbet af hvert kvartal.
4) I koncerner, hvor det øverste moderselskab er et holdingselskab, skal den øverste delkoncern, hvor moderselskabet er et institut, for hvert kvartal på maskinlæsbart medium indberette skemaerne KE1-KE10 til Finanstilsynet, således at de er Finanstilsynet i hænde senest 20 arbejdsdage efter udløbet af hvert kvartal.
5) Koncerner, der ultimo 1991 havde en arbejdende kapital på under 100 mio.kr. skal dog alene indsende halvårsregnskaber.
2. Offentliggørelse af kvartalsregnskaber.
Finanstilsynet skal stærkt henstille, at institutterne
(koncernerne) ikke offentliggør kvartalsregnskaber, idet spørgsmålet om hensigtsmæssigheden heraf for tiden er til drøftelse mellem pengeinstitutterne og tilsynet. Dette gælder uanset Københavns Fondsbørs' generelle anbefaling om, at børsnoterede selskaber offentliggør kvartalsmeddelelser.
3. Koncernforhold
Koncernindberetningerne omfatter instituttet og de datterselskaber, der indgik i instituttets koncernregnskab for regnskabsåret 1991 incl. de datterselskaber, der måtte være oprettet eller overtaget siden den 31. december 1991 og excl. de datterselskaber, der måtte være afhændet eller hvis eksistens er ophørt siden den 31. december 1991.
Opmærksomheden skal henledes på regnskabsbekendtgørelsens § 101, stk.1., hvoraf fremgår, at dattervirksomheder omfattet af bank- og sparekasselovens § 1a, stk.1. kun indgår i koncernregnskabet efter Finanstilsynets bestemmelse.
Andre dattervirksomheder kan kun udeholdes fra koncernregnskabet, hvis Finanstilsynet i medfør af bank- og sparekasselovens § 37a, stk.11 har meddelt dispensation fra lovens § 37a, stk. 6.
Dispensationer til udeholdelse af datterselskaber fra koncernregnskaber givet for regnskabsåret 1991 vil ikke være gældende i 1992, medmindre det direkte fremgår af dispensationsskrivelsen.
Opmærksomheden skal henledes på, at meddelte dispensationer til udeholdelse af datterselskaber fra koncernregnskabet 1992 bevirker, at nævnte datterselskaber kan udeholdes fra de månedlige og kvartalsvise koncernindberetninger fra tidspunktet for meddelelsen af dispensationen.
4. Bestemmelser vedrørende opgørelsen af posterne i kvartalregnskabets balance m.v.
Forretninger i fremmed valuta bortset fra værdipapirforretninger i fremmed valuta skal i 1992 medtages i balancen fra indgåelsestidspunktet, uanset bekendtgørelsens § 5 foreskriver, at alle forretninger skal medtages i balancen på afviklingsdagen.
Indskudsbeviser udstedt af Danmarks Nationalbank føres under aktivpost 3.1. Tilgodehavender på opsigelse hos centralbanker (i specifikationerne til månedsbalancer m.v. (FA3) føres indskudsbeviserne under post 3.1.2. certifikater). Ved opgørelsen af likviditet i henhold til BSL § 28 (FE10/KE10) føres indskudsbeviserne under punkt 5. Ubelånte indlånsbeviser udstedt af Danmarks Nationalbank.
5. Bestemmelser vedrørende opgørelsen af poster i resultatopgørelsen.
Regnskabsbekendtgørelsens bestemmelser om posterne i resultatopgørelsen finder fuldt ud anvendelse på kvartalregnskaberne bortset fra § 54. Resultatopgørelsens post 15. Skat. Instituttets/koncernens resultat før skat (for året til opgørelsestidspunktet) føres under passivpost 7a. Resultat år til dato.
Kursregulering af indskudsbeviser udstedt af Danmarks Nationalbank føres under resultatopgørelsespost 1.1. Rente af tilgodehavender hos kreditinstitutter m.v.
6. Opgørelsen af afskrivninger og hensættelser på debitorer.
Institutternes opgørelse af hensættelser og afskrivninger på debitorer skal ske på baggrund af en vurdering af engagementerne og den udvikling, der er sket siden regnskabsaflæggelsen. Hensættelserne ultimo hvert kvartal må ikke have form af en »periodisering« af årets forventede hensættelser.
7. Skemaændringer i forhold til 4. kvartal 1991.
Følgende skemaer er ændret i 1992 i forhold til de anvendte skemaer i 1991
a) FE6 (KE6)
Skemaerne er tilføjet 3 nye specifikationer jf. nr. 36-38 i ændringsbekendtgørelsen af 13. december 1991.
Skemaerne udfyldes som skema FB 24 i det foreløbige årsregnskab.
Opmærksomheden skal henledes på, at tallene i søjlen »Beløb år til dato« skal vise udviklingen i forhold til primo 1992.
b. FE7 (KE7)
I litra B er foretaget ændringer, fortrinsvis af sproglig karakter, i forhold til tidligere anvendte skemaer. Skemaerne udfyldes i overensstemmelse med vejledningen til FB 38/KB 20 i vejledningen til årsregnskaberne 1991.
c. FE8 (KE8)
Der er foretaget ændringer, fortrinsvis af sproglig karakter, i litra B i forhold til tidligere anvendte skemaer.
Skemaerne udfyldes i overensstemmelse med vejledningen til FB 39/KB 21 i vejledningen til årsregnskaberne 1991.
d. FE 10 (KE10)
Institutterne kan anføre summen af fuldt ud sikre og likvide anfordringstilgodehavender under enten felt 7 eller felt 8 på skemaet. Det ikke benyttede felt udfyldes med et 0.
e. FE 12
I skemaet er tilføjet en specifikation af dels hensættelser på udlån, dels udlån (før fradrag af hensættelser) med nulstillet rente.
Specifikationerne opgøres ultimo kvartalet. Specifikation skal således ikke indberettes som gennemsnitlige balancetal.
8. Regler for lavere solvensmæssig vægtning af visse udlån.
Tilsynet kan uagtet reglerne i § 9 i bekendtgørelse om kapitaldækningsregler for pengeinstitutter og visse kreditinstitutter indtil videre tillade følgende
Pengeinstitutter, der er moderselskaber, og som formidler valutalån til valutaindlændinge via udenlandsk baserede datterselskaber, herunder datterbanker, kan, hvis begge følgende betingelser er opfyldt, lade udlån til datterselskaberne med et beløb, der maksimalt svarer til datterselskabernes valutalån til valutaindlændinge, indgå med vægten 0 i solvensopgørelsen
a) datterselskabets valutalån til valutaindlændinge dækkes fuldt ud af indlån fra moderselskabet til datterselskabet
b) datterselskabets valutalån til valutaindlændinge er etableret mod garanti på det fulde lånebeløb fra moderselskabet overfor datterselskabet.
Ingen