Cirkulære om overenskomst for køkkenassistenter og køkkenledere i staten
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Cirkulære om overenskomst for køkkenassistenter og køkkenledere i staten
Finansministeriet og Økonomaforeningen har indgået vedlagte overenskomst af 1. oktober 1991, der træder i stedet for overenskomsten af 15. august 1989.
Ud over at henvise til overenskomstens bestemmelser kan særligt fremhæves følgende
Almindelige bemærkninger
Med hensyn til lønfradrag/-beregning gælder de for tjenestemænd fastsatte regler om lønfradrag/-beregning, for tiden cirkulære af 24. maj 1985 (LP. nr. 029(85).
Der kan ydes tillæg i henhold til Finansministeriets cirkulære af 18. april 1991 om lokalløn og chefløn .
De ansatte er omfattet af aftale mellem Finansministeriet og CFU om tillidsrepræsentanter for ansatte på overenskomstvilkår i staten, folkekirken mv.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1.
Overenskomstens område
Overenskomsten er afgrænset dels ved krav om uddannelse som enten køkkenleder eller EFG-køkkenassistent, køkkenassistent i henhold til lov nr. 221 af 5. april 1989 og erhvervsuddannelser med senere ændringer, dels ved at ansættelse skal ske i en stilling som enten køkkenleder eller køkkenassistent.
I en stilling som køkkenassistent forudsættes det, at stillingsindehaveren helt eller delvist selvstændigt udfører de praktiske funktioner med tilberedning og anretning af varme og kolde retter til et institutionskøkken samt tilhørende afrydning og rengøring.
I en stilling som køkkenleder forudsættes det, at stillingsindehaveren forestår ledelsen af et køkken.
I et tilfælde, hvor ledelsen af et køkkenområde er en del af en husholdningsleders ledelses- og ansvarsområde, vil der ikke til institutionen kunne knyttes en stilling som køkkenleder.
Det bemærkes, at stillingsbetegnelserne køkkenassistent og køkkenleder relaterer sig til stillingens indhold, og ikke til, om stillingsindehaveren har gennemgået enten køkkenlederuddannelsen eller uddannelsen som EFG-køkkenassistent.
Opmærksomheden henledes på, at personer med køkkenlederuddannelse kan ansættes såvel i køkkenlederstillinger som i køkkenassistentstillinger.
Til § 2.
Løn
Til stk. 1
I beregningsgrundlaget for kostdageantallet medregnes kostdage for gæster, og der tages hensyn til måltider, som leveres ud af institutionen, således at morgenmad indregnes med 1/5 kostdag og frokost eller middag indregnes med 2/5 kostdage.
I forbindelse med levering af mad til hjemmeboende pensionister indregnes 1 middag som ½ kostdag.
Fastsættelsen af klassificeringen af køkkenlederstillinger ved plejehjem m.v. med over 40.000 kostdage pr. år skal ske efter forhandling mellem overenskomstens parter i hvert enkelt tilfælde.
Til stk. 4
Deltidsbeskæftigede med under gennemsnitlig 15 timer pr. uge kan aflønnes med timeløn uanset bestemmelserne i § 16 vedrørende timelønnet ansættelse.
Til § 3.
Lønanciennitet
Til stk. 1
Ifølge overenskomsten finder aftale om lønanciennitet mv. for kommunalt ansatte med aflønning efter tjenestemandslønsystemet tilsvarende anvendelse for økonomaassistenter ansat ved statens institutioner.
Til § 6.
Bolig
Til stk. 1
Bestemmelsen pålægger alene de ansatte, der ønsker at fraflytte en bolig, der stilles til rådighed af institutionen, en pligt til at opsige boligforholdet med 3 måneders varsel, men man vil finde det naturligt, at også institutioner, der ønsker boligforholdet opsagt, giver et tilsvarende varsel, dog mindst svarende til det varsel, de pågældende kan opsiges med.
Til stk. 3
Betaling for varme forudsættes fastsat efter måler.
Hvor måler ikke findes eller kan opsættes, beregnes betalingen efter bestemmelsen i Finansministeriets cirkulære om fradrag i tjenestemænds løn for naturalydelser, afsnit B.
Til stk. 6
Betalingen for enkeltværelser omfatter lys, varme samt vask; for privat tøjs vedkommende dog alene tøj, der kan koges.
Til § 7.
Arbejdstid
Som led i administrativ forenkling er det som en forsøgsordning med Økonomaforeningen aftalt, at der mellem en institution og en tillidsrepræsentant/Økonomaforeningen kan træffes aftale om, at for månedslønnet personale konverteres varierende ulempeydelser mv. til ”fast” afregning, der udbetales sammen med månedslønnen.
Den ”faste” afregning kan opgøres ud fra
- En aftalt opgørelsesperiode.
- Antallet af ansatte omregnet til fuldtidsansatte, der skal omfattes af aftalen.
- Antallet af enheder for de ulempeydelser mv., som skal indgå i den ”faste” afregning.
Ydelser, der indgår i den ”faste” afregning, kan f.eks. være
- Tillægsbetaling for arbejde mellem kl. 17 og 6.
- Tillægsbetaling for tjeneste på lørdage/mandage.
- Godtgørelse for tjeneste på søndage.
- Normaltjenestetimer i aften- og natperioden.
- Tillægsbetaling for normaltjeneste i aften- og natperioden.
- Overarbejde.
- Merarbejde for deltidsansatte.
Den månedlige afregning foretages ud fra følgende formel
Antal enheder = Y / K * 365 / 12 / f * kv
y = antal enheder i opgørelsesperioden
k = antal kalenderdage i opgørelsesperioden
f = antal fuldtidsansatte (omregnet)
kv = beskæftigelseskvote
Afregningen reduceres ikke
- i tilfælde af lovlig forfald, jf. funktionærloven,
- ved afvikling af ferie med løn.
En aftale kan opsiges med 3 måneders varsel til den sidste i en måned.
Det forudsættes, at Finansministeriet og Økonomaforeningen indtil videre orienteres om aftaler af nævnte art, som agtes indgået.
Til stk. 5
Den i bestemmelsen indeholdte ”4-døgnsregel” finder først anvendelse efter overenskomstens udsendelse.
Indtil da gælder bestemmelsen i 1989-overenskomsten.
Bestemmelserne vedrørende tjeneste på 1. maj , grundlovs- , juleaftens - og - og nytårsaftensdag er optaget i protokollat nr. 4.
Til § 8.
Ferie
Til stk. 1
Ferie kan kun afvikles i hele arbejdsfri dage.
Beregnes optjent ferie til brøkdel af en dag, skal en halv dag eller mere regnes som en fuld feriedag, medens mindre brøkdele af en dag ikke medregnes.
Brøkdele af feriedage vil ikke kunne sammenlægges med værdien af normaltjeneste/frihed for udført særlig tjeneste.
Til stk. 5
Vedrørende bestemmelsen om ferie i det første år efter elevtidens afslutning er det aftalt, at betingelsen for opnåelse af ret til ferie som fastsat for den nye stilling er, at ansættelse finder sted senest 1 måned efter elevtidens afslutning.
Til § 9.
Ansættelsesbrev
Bestemmelsen om ansættelsesbrev med angivelse af tjenestested betyder, at tjenestestedet skal svare til det i stillingsopslaget angivne.
Det henstilles, at oplysninger om specielt aftalte arbejdstidsforhold (f.eks. fast tjeneste i aften- og natperioden) optages i ansættelsesbrevet.
For deltidsbeskæftiget personale optages der endvidere oplysninger om den aftalte faste arbejdstid.
Til § 10.
Sygdom
Sygdomsforfald skal anmeldes til tjenestestedet uden ugrundet ophold.
Det påhviler herefter den ansatte at sørge for, at tjenestestedet inden arbejdstidens begyndelse på den første sygedag eller snarest muligt derefter modtager meddelelse om sygdomsforfaldet.
Dokumentation vil i lighed med de ordninger, der er aftalt for tjenestemænd og for personale ansat inden for det private arbejdsmarked, som hovedregel bestå i en af den ansatte underskrevet erklæring indeholdende oplysninger om, at pågældende er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, og om sygdommen forventes at blive af kortere eller længere varighed.
Opmærksomheden henledes på, at der ved dokumentation af sygdom og sygelistens førelse ikke kan kræves oplysning om sygdommens art.
Tjenestestedet kan, hvis det skønnes nødvendigt, forlange en lægeerklæring af den ansatte.
Erklæringen, som skal afgives på en blanket godkendt af chefen for Socialstyrelsen, betales af tjenestestedet.
Såfremt tjenesteforholdet er ophørt , som følge af at pågældende har haft mere end 120 sygedage inden for 12 på hinanden følgende måneder, henstilles det, at genansættelse finder sted, når den pågældende på ny bliver tjenstdygtig.
En ansats anmodning om tjenestefrihed til pasning af sygt, mindreårigt, hjemmeværende barn kan imødekommes, når hensynet til barnets forhold gør dette nødvendigt, og forholdene på tjenestestedet tillader det.
Ordningen er etableret således, at der på barnets 1. sygedag i fornødent omfang kan gives delvis eller hel tjenestefrihed uden lønafkortning.
Sygelister suppleres med oplysninger om fravær på grund af børns sygdom.
Det bemærkes, at en ansats adgang til at benytte ordningen kan inddrages ved misbrug.
Til § 14.
Tjenestefrihed
Ansatte har endvidere ret til tjenestefrihed uden løn til de formål og af den varighed, der er nævnt i Finansministeriets bekendtgørelse nr. 851 af 28. november 1986 om ret for tjenestemænd til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål.
Til § 16.
Løn (Timelønnede)
Opmærksomheden henledes på, at der kun er mulighed for timelønsansættelse af personale, der ikke er beskæftiget i fulde kalendermåneder.
Personale, som er beskæftiget i fulde kalendermåneder, aflønnes på månedsløn, jf. dog bemærkningerne under til § 2, stk. 3.
Ikrafttræden
Cirkulæret har virkning fra 1. april 1991.
Overenskomst vedrørende løn- og arbejdsforhold for køkkenassistenter og køkkenledere
§ 1.
Overenskomstens område
Stk. 1.
Overenskomsten omfatter personer, der ansættes som enten
1)
køkkenassistenter eller
2)
køkkenledere,
Og som har gennemgået enten
3)
køkkenassistentuddannelsen i henhold til Lov nr. 211 af 5. april 1989 om erhvervsuddannelser med senere ændringer,
4)
EFG-køkkenassistentuddannelsen eller
5)
den af Undervisningsministeriet godkendte køkkenlederuddannelse.
Stk. 2 .
Overenskomsten gælder ved sygehuse, plejehjem m.v., døgninstitutioner for børn og unge, institutioner af forsorgslignende karakter, institutioner for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap og særlige plejehjem,
1)
for (amts)kommunalt ansatte i
a)
amtsrådsforeningens forhandlingsområde
b)
Københavns Kommune og
c)
Frederiksberg Kommune
2)
for medarbejdere i statens tjeneste og
3)
for medarbejdere ved selvejende institutioner af nævnte karakter, med hvilke der er indgået driftsoverenskomst i henhold til lov om social bistand.
Afsnit I
Månedslønnede køkkenassistenter og køkkenledere.
§ 2.
Løn
Stk. 1 .
Køkkenassistenter og køkkenledere aflønnes efter følgende lønrammer
Køkkenassistenter
Skalatrinene 12-18
Køkkenledere ved institutioner med
4.000 – 7.500 kostdage årligt
Skalatrinene 15-21
7.501 – 15.000 kostdage årligt
Skalatrinene 17-22
15.001 – 25.000 kostdage årligt
Skalatrinene 21-25
25.001 – 40.000 kostdage årligt
Skalatrinene 24-28
Oprykning til nyt løntrin sker efter 2 års beskæftigelse med hvert skalatrin.
Stk. 2.
Omnormering af en køkkenlederstilling finder sted, når antallet af kostdage i 2 på hinanden følgende år går op over eller ned under grænserne for den lønramme, hvortil stillingen hidtil har været henført.
Stk. 3.
Lønninger, der omtales i stk. 1, reguleres som anført i de til enhver tid gældende aftaler om tjenestemandslønninger m.v., jf. dog § 24, stk. 2.
Stk. 4.
For deltidsbeskæftigede reduceres lønnen i forhold til den nedsatte arbejdstid.
Stk. 5.
Ikke afviklet afspadsering, jf. § 7, stk. 15, udbetales på følgende måde
1)
Normaltjeneste i aften- og natperioden og overarbejde afregnes i hele og halve timer med et beløb svarende til 1/(1924/1,5) af årslønnen for en fuldtidsbeskæftiget, jf. stk. 1.
2)
Deltidsbeskæftigedes merarbejde afregnes med et beløb svarende til 1/1924 af årslønnen for en fuldtidsbeskæftiget, jf. stk. 1.
3)
Søndags-/søgnehelligdagstjeneste afregnes med et beløb svarende til 1/3848 af årslønnen for en fuldtidsbeskæftiget, jf. stk. 1.
§ 3.
Lønanciennitet
Stk. 1.
Aftale om lønanciennitet m.v. for (amts-)kommunalt ansatte med aflønning efter tjenestemandslønsystemet gælder for køkkenassistenter og køkkenledere.
Stk. 2.
Ved en køkkenleders eller køkkenassistents fratræden er institutionen pligtig at udstede anciennitetskort.
Dette kort danner grundlag for anciennitetsfastsættelse.
§ 4.
Lønudbetaling
Lønnen udbetales månedsvis bagud, og der tilstilles den ansatte en specificeret oversigt over det udbetalte beløb.
§ 5.
Midlertidig tjeneste i højere stilling
Køkkenassistenter vil under midlertidig tjeneste i højere stilling være omfattet af de for tjenestemænd gældende regler.
§ 6.
Bolig
Stk. 1.
De ansatte har ikke ret til bolig ved institutionens foranstaltning og har ej heller – bortset fra de i stk. 9 nævnte tilfælde – pligt til at bebo en bolig, som institutionen måtte stille til rådighed.
Ansatte har ej heller ret til kosten på institutionen eller pligt til at deltage i kostforplejningen. n ansat, der har taget bopæl i en bolig, der stilles til rådighed af institutionen, kan dog kun fraflytte denne bolig efter opsigelse af boligforholdet med 3 måneders varsel (medmindre pågældende opsiger sin stilling).
Stk. 2.
Såfremt der ydes bolig, er betalingen og vilkårene herfor følgende
For lejligheder beliggende i
1 værelse
1½ værelse
Pr. måned
Pr. måned
Stedtillægsområde II
375,69 kr.
500,91 kr.
Stedtillægsområde III
404,91 kr.
542,66 kr.
Stedtillægsområde IV
434,13 kr.
584,40 kr.
Stedtillægsområde V
467,52 kr.
626,14 kr.
Stedtillægsområde VI
500,91 kr.
667,88 kr.
Huslejen kan dog ikke overstige den leje, som institutionen betaler for den pågældende lejlighed.
Stk. 3.
Medarbejdere med selvstændig lejlighed skal selv betale for varme, teknisk strøm, lys og gas samt skal selv sørge for rengøring, vask, møblering og sengelinned.
Stk. 4.
Såfremt en ansat selv ønsker at bebo en lejlighed med to eller flere værelser, der har et bruttoareal på over 55 m2 betaler pågældende – foruden lejen for 1½ værelses lejlighed efter stk. 2 – en tillægsleje, der beregnes efter pågældende ejendoms m2-pris for hver m2, som lejligheden indeholder over 55 m2.
Stk. 5.
Såfremt det er institutionen, der ønsker, at en ansat skal bebo en lejlighed af den i stk. 4 nævnte art, skal pågældende dog kun betale en tillægsleje til prisen for 1½ værelses lejlighed beregnet pr. m2, dog højst indtil 70 m2.
For lejligheder beliggende i
Stedtillægsområde II – 4,78 kr. pr. måned
Stedtillægsområde III – 5,16 kr. pr. måned
Stedtillægsområde IV – 5,56 kr. pr. måned
Stedtillægsområde V – 5,97 kr. pr. måned
Stedtillægsområde VI – 6,37 kr. pr. måned
Stk. 6.
Såfremt en ansat bebor en lejlighed eller et eller flere værelser uden selvstændig køkken og toilet med bad, betales herfor i overensstemmelse med statens regler om betaling for værelser med lys og varme samt vask.
Stk. 7.
De i stk. 2 og 5 anførte huslejebeløb reguleres hver 1. april, således at beløbene forhøjes eller nedsættes med den i ”Nyt fra Danmarks Statistik” offentliggjorte procentvise ændring for det sidste år for hovedgruppen ”Bolig” i nettoprisindekset (januar 1975 = 100).
Stk. 8.
For lejligheder, der efter 1. oktober 1970 første gang udlejes af institutionen, fastsættes huslejen efter forhandling mellem overenskomstens parter.
Stk. 9.
Såfremt det pålægges en ansat at bebo en tjenestebolig (hvorved forstås en selvstændig lejlighed), sker fradraget i overensstemmelse med statens regler for tjensteboliger.
Pligt til at bebo en tjenestebolig kan kun pålægges i tilfælde, hvor overenskomstens parter er enige om, at dette er nødvendigt.
§ 7.
ARBEJDSTID.
Stk. 1.
Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer.
Den daglige normaltjeneste kan udgøre mellem 6 og 9 timer.
Normaltjenesten kan udgøre mindre i tilslutning til fridøgn og anden frihed, såfremt tjenesten fortrinsvis anvendes til afspadsering.
Deltidsansatte er ikke omfattet af bestemmelsen om den daglige tjenestes mindsteværdi.
Tjeneste ud over den daglige arbejdstidsnorm betragtes som overarbejde.
Pause af mindre end ½ times varighed, herunder den ansatte står til rådighed og ikke kan forlade arbejdsstedet/institutionen, medregnes i arbejdstiden.
Andre pauser medregnes ikke.
Stk. 2.
For hver 37 timers normaltjeneste, der udføres i aften- og natperioden, ydes der 2 timeres frihed.
Ved tjeneste i aften- og natperioden forstås tjeneste påbegynde kl. 14.00 eller senere, og som strækker sig ud over kl. 17.00.
Normaltjeneste i aften- og natperioden kan i stedet tilrettelægges ud fra, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstidsnorm er 35 timer.
Stik. 3.
Endvidere betales der for den i stk. 2 omtalte tjeneste et tillæg pr. time svarende til 1/80502 af den til pågældendes anciennitet svarende årsløn, jf. § 2, stk. 1.
Tillægsbetalingen beregnes i forhold til den faktisk udførte tjeneste.
Stk. 4.
Den ansatte bortset fra afløsningspersonale) skal være bekendt med tjenestens og fridøgnenes placering mindst 4 uger forud.
Ændringer i tjenestens beliggenhed kan ske efter drøftelse med den ansatte og kun i ganske særlige tilfælde.
Stk. 5.
Orientering om afspadsering og om ændringer i tjenestens beliggenhed skal foregå i arbejdstiden og med et varsel på 4 døgn.
Afspadsering, som afvikles for at overholde hviletidsforhold til henhold til arbejdsmiljøloven m.v., er ikke omfattet af bestemmelsen.
Hvis 4-døgs-varslet ved tjenesteændring ikke overholdes, betales der for omlagte timer et tillæg på kr. 17,03 (fra 1. april 1992 kr. 17,25) pr. time.
Aflyses afspadsering i 4-døgnsperioden, nedskrives afspadseringskontoen, som om afspadsering havde fundet sted.
Den pålagte tjeneste honoreres efter bestemmelserne vedrørende overarbejde eller opkald.
Stk. 6.
Pålægges ansatte i et kalenderhalvår (januar-juni, juli-december) at udføre tjeneste på mere end 11 søndage og/eller i mere end 58 tjenester i aften- og natperioden, betales der for de overskydende tjenester en godtgørelse på 50% af søndagsgodtgørelsen/tillæg for tjeneste mellem kl. 17 og 6.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse for ansatte, der udelukkende er ansat til nævnte tjenester.
Stk. 7.
Overarbejde opgøres i påbegyndte halve og hele timer pr. dag.
Overarbejde godtgøres med frihed med tillæg af 50%.
Overarbejde skal så vidt muligt undgås.
Stk. 8.
Deltidsansatte, som udfører merarbejde, der ikke betragtes som overarbejde, honoreres med tilsvarende frihed.
Der foretages ændring af den aftalte lønkvote, hvis der aftales fast merarbejde ud over en fuld kalendermåned.
Stk. 9.
Ansatte, der pålægges at udføre overarbejde/merarbejde, skal orienteres i arbejdstiden senest dagen forud.
For manglende varsel af overarbejde/merarbejde ud over en time ydes et tillæg på 18,58 (fra 1. april 1992 kr. 18,82).
Stk. 10.
Der ydes en ugentlig fridøgnsperiode af 55 til 64 timeres samlet varighed.
Opdeles fridøgnsperiode, skal hver periode udgøre mindst 35 timer.
Sammenlægning af flere fridøgnsperioder sker ved at forlænge perioden med 24 timer pr. fridøgn.
Når der forekommer en søgnehelligdag, fritages den ansatte fra en tjeneste.
Herved forøges antallet af korte frihedsperioden tilsvarende.
Dette gælder dog ikke
- for ansatte, der altid har fri på disse ugedage
- for deltidsansatte, når disse dage falder uden for de aftalte arbejdes-/fridøgnsperioder, og
- for deltidsansatte, med hvem der er aftalt faste arbejdsperioder, og for hvem ugentlige fridøgn er placeret på bestemte dage i den arbejdsfri uge.
Inddrages en af ovennævnte frihedsperioder – herunder for fuldtidsansatte også andre frihedsperioder på 24 timer eller mere – med et kortere varsel end 4 uger, afvikles tjenesten efter bestemmelserne for overarbejde, dog mindst for 6 timers tjeneste.
Overarbejde i forlængelse af normaltjeneste honoreres dog efter de almindelige bestemmelser for overarbejde, medmindre længden for fridøgnenes/søgnehelligdagsdøgnenes frihedsperioder ikke overholdes.
Stk. 11.
For opkald til tjeneste i frihedsperiode, der ikke er omfattet af stk. 10, betales der som for overarbejde, dog mindst for 3 timer.
For flere opkald inden for 3 timer betales kun for 3 timer.
For arbejde ud over 3 timer betales der pr. påbegyndt time.
Stk. 12.
For effektiv tjeneste på søndage og søgnehelligdage ydes der en halv times frihed for hver times tjeneste, beregnet pr. påbegyndt halve time.
Stk. 13.
For effektiv tjeneste på lørdage i tidsrummet fra kl. 14 til kl. 24 og på mandage fra kl. 0 til kl. 4 betales et tillæg på kr. 19,18 (fra 1. april 1992 kr. 19,42) pr. time, beregnet pr. påbegyndt halve time.
For normaltjeneste på lørdage betales tillægget for hele tjenesten, såfremt mindst halvdelen af tjenesten udføres efter kl. 14.
For normaltjeneste på mandage mellem kl. 4 og 6 betales tillægget, såfremt tjenesten påbegyndes kl. 0 eller tidligere.
Tillægget kan ikke ydes samtidig med søgnehelligdagsgodtgørelse.
Stk. 14.
For effektiv tjeneste mellem kl. 17 og 6 betales et tillæg på kr. 15,34 (fra 1. april 1992 kr. 15,53) pr. time, beregnet pr. påbegyndt halve time.
For hver fulde 7,2 points udsving i nettoprisindekset ud over 269,9 (januar 1975 = 100) forhøjes eller nedsættes nævnte beløb med 18 øre.
Regulering sker på baggrund af nettoprisindekset for januar og juli for tidsrummene henholdsvis 1. april – 30. september og 1. oktober – 31. marts.
Stk. 15.
Afspadsering – bortset fra afspadsering for tjeneste i aften- og natperioden – skal afvikles inden udgangen af den 3. måned, der følger efter den, hvori tjenesten er præsteret.
I modsat fald forfalder ydelsen til betaling.
Tilsvarende gælder for erstatningsfrihed for søgnehelligdage.
Afspadsering gives så vidt muligt i hele dage.
Afspadsering for tjeneste i aften- og natperioden afvikles time for time i form af hele arbejdsfri dage inden udgangen af det pågældende ferieår.
Ikke afviklede timer betales som for overarbejde.
Skt. 16.
Mellem institutionen og tillidsrepræsentanten/Økonomaforeningen kan der indgås aftale om,
- at den daglige normaltjeneste, jf. stk. 1 udvides og/eller nedsættes med indtil 1 time,
- at fravige bestemmelserne om ugentlige fridøgn, jf. stk. 10, for ansatte, hvis arbejdsvilkår er af særlig karakter, eller når andre forhold måtte give grundlag herfor,
- at afspadsering m.v., jf. stk. 15, finder sted på et senere tidspunkt, eller at udbetaling finder sted på et tidligere tidspunkt, end omtalt i de enkelte bestemmelser.
§ 8.
FERIE.
Stk. 1.
Månedslønnet personale, der er ansat i henhold til nærværende overenskomst, er omfattet af lov nr. 273 af 4. juni 1970 om ferie med senere ændringer.
Bortset fra et af de kalenderdøgn, som er en del af en frihedsperiode omkring et ugentligt fridøgn, betragtes øvrige dage som feriedage.
Der kan ikke foretages fradrag i lønnen i forbindelse med afvikling af ferie for personale, der har været knyttet til institutionen i hele optjeningsåret, jf. dog stk. 2 og ferielovens § 14, stk. 2.
Stk. 2.
Til ansatte, der er berettiget til ferie med løn, og som ved feriens afholdelse har en anden fast arbejdstid end i foregående kalenderår (optjeningsår), ydes ferielønnen med samme brøkdel, som tjenesten i det foregående kalenderår (optjeningsår) har andraget.
Såfremt der i optjeningsåret har været periodevise ændringer i den faste arbejdstid, tages der ved ferielønnens beregning alene hensyn til arbejdstidsændringer af 1 måneds varighed og derover.
Stk. 3.
Til månedslønnet personale, der holder ferie med løn, ydes en særlig feriegodtgørelse på 1½%, der træder i stedet for det i ferielovens § 14, stk. 1, omhandlede ferietillæg på 1%.
Om godtgørelsens beregning og udbetaling henvises til de for tjenestemænd gældende regler.
Stk. 4 .
Til deltidsbeskæftigede, som ud over den faste arbejdstid udfører tjeneste, der ikke betragtes som overarbejde, og som ikke er omfattet af den i stk. 2 anførte bestemmelse, ydes der for denne tjeneste alene feriegodtgørelse med 12½%.
Stk. 5.
Når en køkkenleder eller køkkenassistent ansættes umiddelbart efter elevtidens afslutning, ydes ferie med løn som fastsat for nye stilling.
Uddannelsesstederne yder i alle tilfælde feriegodtgørelse i henhold til ferielovens bestemmelser, jf. stk. 1.
Denne godtgørelse modregnes i pågældendes løn, når ferie holdes.
§ 9.
ANSÆTTELSESBREV.
Månedslønnede modtager – før tiltrædelsen – et ansættelsesbrev med angivelse af tjenestestedet.
§ 10.
SYGDOM.
Månedslønnede oppebærer løn under sygdom i henhold til lov nr. 261 af 9. juni 1948 om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (funktionærloven) med senere ændringer.
Den i nævnte lovs § 5, stk. 2, anførte regel om opsigelse med en måneds varsel til den 1. i en måned efter 120 dages sygefravær inden for 12 på hinanden følgende måneder optages i ansættelsesbrevet.
§ 11.
FRAVÆR FRA TJENESTEN I FORBINDELSE MED GRAVIDITET, BARSEL OG ADOPTION.
Aftale om (amts-)kommunalt ansattes adgang til fravær fra tjenesten i forbindelse med graviditet, barsel og adoption gælder for køkkenassistenter og køkkenledere.
For statsansatte køkkenassistenter og køkkenledere gælder aftalen mellem Finansministeriet og en række centralorganisationer om fravær fra arbejdet på grund af graviditet, barsel og adoption.
§ 12.
VÆRNEPLIGT.
Under indkaldelse til aftjening af værnepligt gælder reglerne i funktionærloven.
§ 13.
EFTERLØN.
Der ydes efterladte efterløn i henhold til funktionærloven.
§ 14.
TJENESTEFRIHED.
Der kan gives adgang til ekstraordinær tjenestefrihed uden løn i tilfælde, hvor det er foreneligt med tjenestens tarv.
Tjenestefrihed kan gives i indtil 5 år.
Ansættelsesmyndigheden har ansvaret for, at der er en stilling ledig til den pågældende ved tjenestefrihedens ophør.
§ 15.
OPSIGELSE.
Stk. 1.
Det gensidige opsigelsesvarsel fastsættes i henhold til funktionærloven.
Stk. 2.
Det påhviler ansættelsesmyndigheden skriftligt at meddele enhver opsigelse til den ansatte og Økonomaforeningen.
Denne meddelelse skal indeholde begrundelse for opsigelsen.
Stk. 3.
Skønner Økonomaforeningen, at afskedigelsen af en efter nærværende overenskomst ansat ikke kan anses for rimeligt begrundet i pågældendes eller ansættelsesmyndighedens forhold, kan Økonomaforeningen inden for en frist af 1 måned efter opsigelsen kræve spørgsmålet forhandlet med ansættelsesmyndigheden.
Opnås der ikke enighed ved forhandlingen, kan spørgsmålet inden for en frist af 1 måned efter forhandlingen af Økonomaforeningen kræves gjort til genstand for behandling i et i denne anledning nedsat nævn, der består af 5 medlemmer, hvoraf 2 vælges af amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune samt Finansministeriet, og 2 af Økonomaforeningen, hvorefter disse i forening udpeger en opmand. såfremt der ikke opnås enighed om valget af opmanden, anmodes præsidenten for vedkommende landsret om at udpege denne.
Nævnet fastsætter selv sin forretningsorden.
For nævnet kan foretages afhøring af parter og vidner.
Nævnet afsiger en motiveret kendelse, og i de tilfælde, hvor nævnet måtte finde, at den foretagne opsigelse ikke er rimeligt begrundet i den pågældendes eller ansættelsesmyndighedens forhold, kan det pålægges ansættelsesmyndigheden at afbøde virkningerne af opsigelsen.
Det kan herved pålægges ansættelsesmyndigheden, såfremt den pågældende og ansættelsesmyndigheden ikke begge ønsker ansættelsesforholdet opretholdt, da at betale den pågældende en erstatning, hvis størrelse fastsættes af nævnet og skal være afhængig af sagens omstændigheder og pågældendes anciennitet ved institutionen i den nuværende stilling.
Nævnets omkostninger i forbindelse med sagen fastsættes af nævnet og fordeles mellem parterne eller pålægges den tabende part.
Stk. 4.
Bestemmelsen om afskedigelsessagens eventuelle indbringelse for foranstående nævn finder ikke anvendelse ved opsigelse af ansatte, som ikke har været uafbrudt beskæftiget ved institutionen i den nuværende stilling i mindst 1 år før afskedigelsen.
Afsnit II
Timelønnede køkkenassistenter.
§ 16.
LØN.
Stk. 1.
Køkkenassistenter, der ikke beskæftiges i fulde kalendermåneder, aflønnes med timeløn.
Timelønnen beregnes i dagtjeneste som 1/1924 og i aften- og natperioden som 1/1820 af den til den pågældendes lønanciennitet svarende årsløn for månedslønnede køkkenassistenter.
Stk. 2.
Til timelønnede udbetales lønnen månedsvis bagud.
Betaling i henhold til bestemmelserne i § 18, stk. 1, kan opgøres og anvises efter samme regler som for månedslønnede.
§ 17.
LØNANCIENNITET.
Ved ansættelse om timelønnet fastsættes lønancienniteten efter reglerne i § 3.
§ 18.
ARBEJDSTID M.V.
Stk. 1.
Med hensyn til
§ 7, stk. 1, Arbejdstid,
§ 7, stk. 3, Tillægsbetaling for normaltjeneste i aften- og natperioden,
§ 7, stk. 7, Overarbejde
§ 7, stk. 9, Manglende varsel af overarbejde,
§ 7, stk. 12, Søndagstjeneste m.v.,
§ 7, stk. 13, Tillægsbetaling for tjeneste på lørdage og mandage og
§ 7, stk. 14, Tillægsbetaling for tjeneste mellem kl. 17 og 6,
Finder de for månedslønnede køkkenassistenter gældende bestemmelser tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Timelønnede, der har haft beskæftigelse i mindst 6 på hinanden følgende arbejdsdage (heri indbefattet skemamæssigt fastlagte fridøgn, jf. § 19, stk. 3) forud for og i tilslutning til en søgnehelligdag, oppebærer for tjeneste på søgnehelligdagen dels almindelig timeløn for de præsterede arbejdstimer dels en godtgørelse pr. time beregnet på grundlag af den for månedslønnede fastsatte godtgørelse for mistede fridøgn, jfr. § 7, stk. 10.
Timelønnede, der har mindre end 6 arbejdsdage umiddelbart forud for søgnehelligdagen, oppebærer for tjeneste – herunder overarbejde – på søgnehelligdagen alene forannævnte godtgørelse pr. time.
Stk. 3.
Såfremt en aftalt tjeneste for en timelønnet ikke kan udnyttes af institutionen, og såfremt institutionen ikke kan anvise den pågældende anden tjeneste, har den ansatte – medmindre tjenesten annulleres med et varsel på 4 timer forud for tjenestens påbegyndelse – ret til løn for det antal timer, der var aftalt for den pågældende dag.
§ 19.
OPSIGELSE, SYGDOM, FRIHED M.V.
Stk. 1.
For timelønnede kan tjenesteforholdet ophæves uden forudgående varsel, Ved sygdom betragtes timelønnedes ansættelsesforhold som ophævet.
Stk. 2.
Timelønnede oppebærer i sygdomstilfælde dagpenge efter reglerne i Lov nr. 852 af 20. december 1989 om dagpenge ved sygdom eller fødsel med senere ændringer.
Stk. 3.
Timelønnede har ret (og pligt) til et fridøgn uden betaling for hver periode på 6 arbejdsdage; dog kan fridøgnene i enkelte tilfælde forskydes af hensyn til tjenesten, f.eks. under aften- og nattjeneste.
Stk. 4.
Der ydes timelønnede ferie efter Lov nr. 273 af 4. juni 1970 om ferie med senere ændringer.
Afsnit III
Fælles bestemmelser.
§ 20.
PENSION.
Stk. 1.
For medarbejdere, der enten
1)
er ansat inden for (amts-)kommunale område, og som
a)
er fyldt 25 år,
b)
har mindst 4 års (amts-)kommunal beskæftigelse, samt
c)
er beskæftiget gennemsnitlig mindst 15 timer pr. uge, eller
2)
er ansat inden for statens område, og som
a)
er fyldt 25 år,
b)
har mindst 4 års offentlig beskæftigelse, samt
c)
er beskæftiget gennemsnitlig mindst 15 timer pr. uge,
oprettes en pensionsordning med virkning fra den 1. i den måned, hvor alle betingelserne er opfyldt i hele måneden.
Pensionsordningen oprettes i Pensionskassen for Økonomaer.
Pension ydes i henhold til kassens vedtægter.
Stk. 2.
Med virkning fra overenskomstens udsendelse indbetales der ikke pensionsbidrag for medarbejder, som efter dette tidspunkt ansættes på timeløn, medmindre den ansatte ved ansættelsen dokumenter, at pågældende allerede er optaget i den heromtalte pensionsordning.
Med virkning fra 1. april 1991 medregnes timelønnet ansættelse ikke ved opgørelse af karensperioden på 4 år.
Stk. 3.
Amtsrådet/kommunalbestyrelsen kan beslutte, at anden offentlig beskæftigelse indgår ved beregning af karensperioden på 4 år, jf. stk. 1, nr. 1, litra b.
Stk. 4.
Den ansattes eget bidrag til pensionsordningen udgør 1,2% (for statsansatte 1,5%) af de pensionsgivende løndele.
Pr. 1. april 1992 udgør egetbidraget 1,6% (for statsansatte 1,9%).
Egetbidraget tilbageholdes ved lønudbetalingen.
Arbejdgiverbidraget beregnes som 2,4% (for statsansatte 3%) af de pensionsgivende løndele.
Pr. 1. april 1992 udgør arbejdsgiverbidraget 3,2% (for statsansatte 3,8%).
Stk. 5.
De pensionsgivende løndele udgør 100/98,8 (for statsansatte 100/98,5) af den pensionsgivende løn for en tjenestemand på vedkommende skalatrin.
Pr. 1. april 1992 udgør de tilsvarende løndele 100/98,4 (for statsansatte 100/98,1).
Stk. 6.
Ansættelsesmyndigheden indbetaler egetbidraget og arbejdsgiverbidraget til pensionsordningen.
§ 21.
TJENESTEDRAGT.
Der ydes køkkenledere og køkkenassistenter fri tjenestedragt.
§ 22.
OVERGANGSBESTEMMELSER.
Medarbejdere ansat pr. 1. april 1991 indplaceres i de i § 2, stk. 1, anførte lønrammer på grundlag af deres anciennitet i henhold til 1989-overenskomsten.
§ 23.
IKRAFTTRÆDEN.
Overenskomsten træder, hvor intet andet er anført, i kraft den 1. april 1991.
§ 24.
OPSIGELSE AF OVERENSKOMSTEN.
Stk. 1.
Overenskomsten kan såvel af Amtsrådsforeningen i Danmark, København Kommune, Frederiksberg Kommune og Finansministeriet som af Økonomaforeningen opsiges med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst til 31. marts 1993.
Stk. 2.
Fra det tidspunkt at regne, da en opsigelse af overenskomsten får gyldighed, og indtil ny overenskomst indgås, sker aflønning af køkkenassistenter og køkkenledere på grundlag af de på overenskomstens sidste gyldighedsdag gældende aftaler om tjenestemandslønninger.
København, den
For ØKONOMAFORENINGEN
For AMTSRÅDSFORENINGEN I DANMARK
For KØBENHAVNS KOMMUNE
For FREDERIKSBERG KOMMUNE
For FINANSMINISTERIET
Bilag 1
Protokollat nr. 1 vedrørende tjeneste på 1. maj, grundlovsdag, juleaftens- og nytårsaftensdag.
Der er mellem overenskomstens pater enighed om, at de hidtil gældende bestemmelser vedrørende ovennævnte dage opretholdes.
Bestemmelserne inden for de enkelte områder er følgende
Amtsrådsforeningen i Danmark.
Personalet har i størst muligt omfang ret til frihed, uden at normaltjenesten omlægges.
1)
juleaftensdag fra dagtjenestens påbegyndelse til kl. 24,
2)
1. maj, grundlovsdag og nytårsaftensdag i tiden fra kl. 12 til kl. 24.
Personale, der må udføre effektiv tjeneste i ovennævnte tidsrum, får betaling efter de for tjeneste på søndage gældende bestemmelser.
Normaltjeneste udført i ovennævnte tidsrum giver ikke ret til erstatningsfrihed. afvikling af ferie og fridage på de nævnte dage giver ikke ret til erstatningsfrihed, ligesom der ikke ydes dobbelt godtgørelse, når de nævnte dage falder sammen med søndage eller søgnehelligdage.
København Kommune og Frederiksberg Kommune .
Juleaftensdag og nytårsaftensdag er normale tjenestedage, dog ydes der for tjeneste på juleaftensdag aften-/ nattillæg fra kl. 16 (i stedet for normalt fra kl. 17).
1. maj betragtes som en søgnehelligdag.
Grundlovsdag betragtes som søgnehelligdag fra kl. 12.
Finansministeriet .
Personalet har juleaftensdag efter kl. 14.00 samt 1. maj og grundlovsdag efter kl. 12.00 i størst muligt omfang ret til frihed, uden at normaltjenesten omlægges.
Personale, der må udføre tjeneste i ovennævnte tidsrum, får betaling efter de for tjeneste på søndage gældende bestemmelser.
Normaltjeneste udført i ovennævnte tidsrum, giver ikke ret til erstatningsfrihed.
Afvikling af ferie og fridage på de nævnte dage giver ikke ret til erstatningsfrihed, ligesom der ikke ydes dobbelt godtgørelse, når de nævnte dage falder sammen med søndage eller søgnehelligdage.
Nytårsaftensdag anses som almindelig arbejdsdag.
Bilag 2
Protokollat nr. 2 vedrørende uddannelse.
Mellem parterne er der enighed om, at tjenesten bør tilrettelægges således, at delt tjeneste – hvorved forstås tjeneste adskilt af en pause på 1 time eller mere – undgås.
Hvor dette ikke er muligt, f.eks. på grund af andet personales sygdom, personalemangel, særlige arbejdsopgavers udførelse o.l., betales der for delt tjeneste 25,63 kr. (fra 1. april 1992 25,95 kr.) pr. dag.
Bilag 3
Protokollat nr. 3 vedrørende delt tjeneste
Mellem parterne er der enighed om, at tjenesten bør tilrettelægges således, at delt tjeneste- - hvorved forstås tjeneste adskilt af en pause på 1 time eller mere – undgås.
Hvor dette ikke er muligt, f.eks. på grund af andet personales sygdom, personalemangel, særlige arbejdsopgavers udførelse o.l., betales der for delt tjeneste 25,63 kr. (fra 1. april 1992 25,95 kr.) pr. dag.
Bilag 4
Protokollat nr. 4 vedrørende ledsagelse af patienter/beboere ved deltagelse i ferie- og højskoleophold m.v.
Det er imellem overenskomstens parter aftalt, at i tilfælde, hvor ansatte ledsager patienter/beboere i forbindelse med deltagelse i ferie- og højskoleophold m.v., afvikles forholdene – herunder ydelse af vederlag – efter bestemmelser for personale inden for døgninstitutionsområdet, der deltager i børns ophold på feriekolonier.