Cirkulære om retningslinier for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse (* 1)
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
§ 1. Aftalens område
Denne aftale omfatter medarbejdere omfattet af de ovennævnte cirkulærer, aftaler og overenskomster om pensionering for ikke-pensionssikrede overenskomstansatte under Statsansattes Kartel, under Tjenestemænds- og Overenskomstansattes Kartel og under Statstjenestemændenes Centralorganisation II, der
- enten er omfattet af funktionærloven eller er omfattet af en overenskomst/aftale, som indeholder en bestemmelse om fratrædelsesgodtgørelse, og
- er optaget i pensionsordningen efter det fyldte 50. år.
Bilag
Aftale mellem Finansministeriet, Statsansattes Kartel (StK), Overenskomstansattes Centralorganisation (OC) og Statstjenestemændenes Centralorganisation II (CO II)
om
fratrædelsesgodtgørelse til overenskomstansatte medarbejdere omfattet af en ikke fuldt udbygget pensionsordning, jf. Finansministeriets cirkulære APD.nr. 59/90 af 2. april 1990, Finansministeriets cirkulære APD.nr. 112/90 af 20. august 1990, overenskomst af 10. august 1989 mellem Finansministeriet og Dansk Tandplejeforening vedrørende undervisningsassistenter ved skolerne for tandplejere mv., overenskomst af 29. juni 1990, APD.nr. 82/90 mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II vedrørende konsulenter ansat i Direktoratet for Arbejdstilsynet samt tillæg af 14. juni 1990, APD.nr. 108/90 til overenskomst mellem Finansministeriet og Økonomaforeningen for køkkenassistenter og køkkenledere.
§ 2. Ret til fratrædelsesgodtgørelse
Ansatte, der i henhold til § 1 er omfattet af denne aftale, og som ved fratræden får udbetalt alderspension fra pensionsordningen, bevarer ret til fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a, stk. 1, jf. stk 3, eller i henhold til bestemmelser i aftaler og overenskomster om fratrædelsesgodtgørelse.
Stk. 2. Det er en forudsætning for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse efter stk. 1, at pågældende fratræder efter det fyldte 60. år, men inden det fyldte 67. år.
Stk. 3. Fratrædelsesgodtgørelsen udbetales efter ansøgning, jf. § 4.
§ 3. Beregning af fratrædelsesgodtgørelse
Hvis pensionen udbetales som en løbende pension, modregnes et beløb svarende til den løbende pension for det antal måneder, fratrædelsesgodtgørelsen svarer til.
Stk. 2. Hvis pensionen udbetales som en sum modregnes summen i fratrædelsesgodtgørelsen.
Stk. 3. Hvis summen overstiger fratrædelsesgodtgørelsen, udbetales fratrædelsesgodtgørelsen ikke.
§ 4. Ansøgning om fratrædelsesgodtgørelse
Det påhviler den ansatte inden sin fratræden at søge ansættelsesmyndigheden om fratrædelsesgodtgørelse og ved skrivelse fra den pågældende pensionsordning at dokumentere
1. optagelse i pensionsordningen efter det fyldte 50. år,
2. størrelsen af en løbende pensionsydelse og
3. størrelsen af en eventuel engangssum.
Stk. 2. Fratrædelsesgodtgørelsen afregnes snarest muligt, efter at ansættelsesmyndigheden har modtaget den nævnte dokumentation.
§ 5. Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
Denne aftale træder i kraft 1. april 1991.
Stk. 2. For medarbejdere, der fra aftalens ikrafttræden og frem til dennes udsendelse er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse, gælder tidsfristen i § 4, stk. 1, ikke.
Stk. 3. Aftalen gælder i 10 år fra ikrafttrædelsesdatoen, hvorefter den bortfalder uden videre.
København, den 24. oktober 1991
Statsansattes Kartel Finansministeriet
P.M.V.
Ove Hygum E.B. Niels Paludan
Overenskomstansattes
Centralorganisation
Finn Busse Jensen
Statstjenestemændenes
Centralorganisation II
Bjørn Wikkelsøe Jensen
Cirkulære om retningslinier for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse (* 1)
CIRKULÆRE
OM RETNINGSLINIER FOR UDBETALING
AF FRATRÆDELSESGODTGØRELSE
I. Almindelige retningslinier for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a til funktionærer i staten.
Når en funktionær opsiges, skal arbejdsgiveren udrede et beløb svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn (fratrædelsesgodtgørelse), såfremt funktionæren har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år. Dette følger af funktionærlovens (FUL) § 2a, stk. 1.
Ifølge paragraffens stk. 2 skal der dog ikke udbetales fratrædelsesgodtgørelse, hvis funktionæren ved fratræden vil oppebære pension fra arbejdsgiver eller folkepension.
Ved et tidligere cirkulære af 24. februar 1978 redegjorde Finansministeriet for de da gældende retningslinier.
Den retlige forståelse af bestemmelserne i FUL's § 2a er fastlagt gennem retspraksis, og gældende retsstilling kan på baggrund af senere års retspraksis sammenfattes således
1. Undtagelsesbestemmelsen i FUL's § 2a, stk. 2, omfatter tilfælde, hvor funktionæren ved fratræden vil eller kan oppebære alders pension. Uanset størrelsen af alderspensionen bortfalder funktionærens krav på fratrædelsesgodtgørelse, jf. ordlyden af FUL's § 2a, stk. 2. Se dog nedenfor under II og den som bilag vedlagte aftale.
2. Funktionærer, der ved deres fratræden efter opsigelse opfylder betingelserne for at oppebære understøttelse på grund af alder i medfør af Økonomi- og Budgetministeriets cirkulære af 26. januar 1972 om ændrede regler om ydelse af understøttelse til ikke-pensionssikret personale i statens tjeneste, er således fortsat ikke berettigede til fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a.
3. Funktionærer, der ved deres fratræden efter opsigelse oppebærer eller er berettiget til af oppebære folkepension, er ikke berettiget til fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a.
4. Ved udtrykket »vil oppebære pension« forstås, at den pågældende ved fratræden opfylder betingelserne for at oppebære pension. Det er uden betydning for spørgsmålet, om den pågældende skulle ønske at udskyde pensionens udbetaling.
5. Det er ved en højesteretsdom afgjort, at funktionærer, der ved deres fratræden er berettigede til invalidepension fra en forsikringsmæssig pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren (og den ansatte) her ydet bidrag, også er berettigede til fratrædelsesgodtgørelse, hvis funktionærlovens betingelser herfor er opfyldt.
6. Udtrykket »samme virksomhed« må i forbindelse med statsligvirksomhed i almindelighed forstås som omfattende »samme ansættelsesområde« . Optjening af anciennitet i relation til FUL's § 2a afbrydes således ikke, hvis funktionæren pålægges anden ansættelse inden for ansættelsesområdet.
7. Udtrykket »uafbrudt beskæftiget« skal forstås således, at fratrædelsesgodtgørelse beregnes i forhold til den sidste ansættelsesperiode, hvis funktionæren har været ansat i virksomheden i flere perioder.
Dette gælder, selv om funktionæren har fået tjenestefrihed i forbindelse med ansættelse uden for virksomheden og senere vender tilbage til samme virksomhed, og uanset om den ansattes lønanciennitet i kraft af overenskomstbestemmelse ikke afbrydes.
Hvis tjenestefriheden helt klart er i arbejdsgiverens interesse, afbrydes anciennitetsoptjeningen dog ikke.
8. Ovenstående retningslinier gælder også ikke-funktionærer, som på grundlag af en overenskomstbestemmelse har ret til fratrædelsesgodtgørelse, jf. fx § 18, punkt 1, i fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel.
II. Særlige retningslinier for overenskomstansatte, der er omfattet af en ikke fuldt udbygget pensionsordning.
For overenskomstansatte, der er omfattet af en ikke fuldt udbygget pensionsordning, er der den 24. oktober 1991 med Stk, OC og CO II indgået en aftale, hvorefter de pågældende trods ordlyden af FUL's § 2a, stk. 2, vil kunne få fratrædelsesgodtgørelse.
III. Ikrafttræden
Vedlagte aftale har virkning fra 1. april 1991.
Finansministeriets cirkulæreskrivelse af 24. februar 1978 om retningslinier for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a til funktionærer i staten ophæves.
København, den 27. februar 1992
Finansministeriet
Administrations- og Personaledepartementet
P.M.V.
E.B.
Niels Paludan
(* 1) Udsendt som APD.nr. 16/92