Buschaufførers arbejdsmiljø (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5)
Statutory Text (1 Articles)
Buschaufførers arbejdsmiljø (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5)
Buschaufførers arbejdsmiljø
I. Orientering
En konkret sag om buschaufførernes køreplaner i Vestsjællands Trafikselskab har givet direktoratet anledning til at gøre kredsene opmærksom på de generelle regler vedrørende buschaufførers arbejdsmiljø for så vidt angår arbejdstid og pauser.
De generelle regler på området er følgende
1. EF-forordningen (køre/hviletidsbestemmelserne) omfatter rutekørsel med personer, såfremt rutens længde overstiger 50 km, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 649 af 24. september 1986, hvor EF-forordningen er optaget som bilag 1.
Ifølge EF-forordningen er den længste uafbrudte køretid 4 1/2 time. Pauserne i løbet af den uafbrudte køretid skal være på sammenlagt mindst 45 minutter, jf. Artikel 7.1.
Den daglige køreperiode må som hovedregel ikke overstige 9 timer, jf. Artikel 6.1.
2. Uden for EF-forordningens område gælder arbejdsmiljølovgivningens almindelige regler om hviletid og pauser.
Hovedreglen er arbejdsmiljølovens § 50, stk. 1, hvorefter arbejdstiden skal tilrettelægges således, at der i hvert døgn, regnet fra normal arbejdtids begyndelse, gives den ansatte en sammenhængende hvileperiode på mindst 11 timer. Det vil sige, at arbejdstiden inden for et døgn inkl. pauser ikke må overstige 13 timer.
Ved udformningen af køreplaner skal de amtslige bus- og trafikselskaber samt andre planlæggere og arbejdsgivere tilrettelægge arbejdstid og pauser for buschauffører i overensstemmelse med arbejdsmiljølovens § 38, hvilket blandt andet indebærer, at det i køreplanerne kan være nødvendigt med indlægning af passende pauser, jf. § 7, stk. 3, i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse.
II. Instruktion
Kredsene skal i forbindelse med almindeligt tilsynsarbejde lægge ovenstående til grund ved administrationen af arbejdsmiljølovgivningen.
Påbud og vejledning gives i overensstemmelse med de fastsatte retningslinier herfor i At-cirkulæreskrivelse nr. 6/1988 om Arbejdstilsynets kontrolfunktion og At-cirkulæreskrivelse nr. 6/1990 om Arbejdstilsynets vejledningsfunktion.
III. Ikrafttræden
Straks.
20. november 1992
Erik Andersen