At-meddelelse nr. 4.09.7, september 1992 Åndemiddelluft
Statutory Text (2 Articles)
At-meddelelse nr. 4.09.7, september 1992 Åndemiddelluft
Denne At-meddelelse oplyser om åndemiddelluft, det vil sige den luft, der indåndes, når man bruger luftforsynet åndedrætsværn.
Åndemiddelluft kan skaffes på flere måder. At-meddelelsen beskriver både oliesmurte og oliefrie kompressoranlæg op til 10 bar (lavtryksanlæg). Desuden omtales specielle forhold vedrørende mobile anlæg.
Åndemiddelluft på trykflasker (højtryk) og lavtryksdykkerluft er ikke omfattet af At-meddelelsen.
Åndedrætsværn og kriterier for valg af egnet åndedrætsværn er beskrevet i At-meddelelse nr. 4.09.1.
SUNDHEDSMÆSSIG BAGGRUND
Ved brug af luftforsynet åndedrætsværn trækker brugeren vejret i den luft, der tilføres åndedrætsværnet. Luften skal derfor være af en sådan kvalitet, at brugeren ikke bliver udsat for sundhedsskadelige påvirkninger ved at bruge åndedrætsværnet. Ellers kan der skabes en falsk tryghed hos brugeren.
Endvidere er det vigtigt at sikre, at det luftforsynede åndedrætsværn får tilført ren luft
- uden variationer i kvaliteten
- med sikkerhed i forsyningen og
- egnet til indånding fra distributionssystemet ved udtag for åndemiddelluft.
Forurenet åndemiddelluft kan bl.a. give hoste, hovedpine, eksem, allergi, infektion og gener i luftvejssystemet og anden utilpashed. For lav luftfugtighed kan udtørre slimhinderne.
KVALITET AF ÅNDEMIDDELLUFT
Sammensætningen af åndemiddelluft bør svare til den, der forekommer i frisk luft.
Renhed, det vil sige, at følgende forureninger så vidt muligt skal undgås
- kulilte
- kultveilte ud over den, der forekommer i frisk luft
- nitrøse gasser (kvælstofilter)
- smøremidler
- plast og nedbrydningsprodukter af plastmaterialer
- støv og andre faste partikler
- mikroorganismer samt nedbrydnings- og affaldsprodukter fra disse.
Brøksummen af forureningerne skal være så lav som mulig og bør under alle omstændigheder være mindre end 0,1.
Luftfugtighed skal være til stede i et vist omfang.
Temperaturen bør ligge mellem 15 og 25 grader C, så vidt muligt svarende til den temperatur, der arbejdes i.
ARBEJDSGIVERENS PLIGTER
Arbejdsgiveren skal sørge for,
- at åndemiddelluften ikke medfører sundhedsfare,
- at åndemiddelluften findes i en passende mængde,
- at brugerne instrueres i korrekt tilkobling til anlægget og justering af luftmængden, og
- at anlægget kontrolleres og vedligeholdes, herunder rengøres.
BRUGERENS PLIGTER
Brugeren skal
- anvende åndemiddelluft fra anlægget efter arbejdsgiverens anvisninger,
- give sikkerhedsgruppen, arbejdslederen eller arbejdsgiveren meddelelse om fejl og uregelmæssigheder i forsyningen med åndemiddelluft og
- give sikkerhedsgruppen, arbejdslederen eller arbejdsgiveren meddelelse om fejl og uregelmæssigheder i kvaliteten af åndemiddelluften.
OLIESMURTE KOMPRESSORANLÆG
Figuren på s. 4 viser et eksempel på, hvordan et anlæg med lagerbeholder med tør luft kan være udformet, så det under kontrollerede forhold kan levere både afbejdsluft og en åndemiddelluft af god kvalitet.
Opbygges anlægget således, at der er kondensat i lagerbeholderen, bør denne være forsynet med automatisk kondensataftapning i form af en magnetventil, som styres af et ur.
Der kan også vælges et særskilt anlæg, der kun bruges til at fremstille åndemiddelluft.
Eksempel på trykluftanlæg med »tør« lagerbeholder
1. Indsugning i friskluftzone med grovfilter. 2. Kompressor med indbygget indsugningsfilter 3. Efterkøler med cyklon/køletørrer. 4. Partikelfilter 1 microm. 5. Partikelfilter 0,0 1 microm. 6. Adsorptionstørrer. 7. Partikelfilter 1 microm. 8. Lagerbeholder (»tør luft«). 9. Temperaturmåling.
10. Dobbeltfilter, partikelfilter (0,01 microm) og kulfilter.
11. Reduktionsventil.
12. Bæltefilter med aktivt kul.
13. Kondensataftapning. Al kondensatslam skal ledes til særskilt beholder og afleveres som kemikalieaffald.
Placering af kompressor og luftindtag
Kompressoren anbringes i et særskilt, velventileret rum efter leverandørens anvisninger.
Luftindtaget skal være placeret således, at det er fri for forurening, fx fra procesanlæg, røg eller udstødningsgasser. Det skal vurderes, om bygninger og terrænforhold danner »lommer« af forurening. En placering over tagniveau vil i de fleste tilfælde være nødvendig.
Olietyper
Det er vigtigt, at der anvendes en olietype, som opfylder kompressorleverandørens krav, og som er egnet til det pågældende anlæg. Hvis det er muligt, bør der kun bruges olie, der er vurderet med hensyn til kraknings- og affaldsstoffer.
Eksempler på forurening fra kompressorer
- Kulilte (CO) og kultveilte (CO2) kan stamme fra overophedede kompressorcylindre ved forbrænding af smøreolien.
- Olieaerosoler kan stamme fra smøreolien.
- Støv og andre faste partikler kan komme fra filtermaterialer og rust i rørledningerne.
- Kondensvand kan aflejres i lagerbeholderen sammen med diverse oliepartikler fra kompressorsmøresystemet. Dette kan medføre vækst af mikroorganismer.
Filtreringssystemer
Et filtersystem opbygges normalt af 2 typer filtre og forskellige former for tørringsenheder. Alle filtre skal monteres som anvist af leverandøren. Forkert montering ødelægger filtrenes effektivitet.
FILTERTYPER
Partikelfiltre er virksomme over for både faststofpartikler, fx støv og rust, og væskepartikler (aerosoler), fx vand og olie.
OBS! Partikelfiltre fjerner ikke nogen form for dampformig forurening, heller ikke vanddamp.
Filtrene leveres normalt med trykfaldsindikation fra leverandøren.
Adsorptionsfiltre er virksomme over for dampformig forurening. Der er to former for adsorptionsfiltre
- Kulfiltre er virksomme over for rester af smøreolie på dampform og forskellige former for lugtstoffer i åndemiddelluften.
OBS! Kulfiltre kan beskyttes mod olie- og vandaerosoler ved hjælp af partikelfiltre.
OBS! Kulfiltre fjerner ikke stoffer som fx kulilte, kultveilte, nitrøse gasser og formaldehyd.
- Adsorptionstørrere fjerner vanddamp fra luften.
EFTERKØLERE OG KØLETØRRERE
Disse enheder kan enkeltvis eller i kombination anbringes i tilslutning til kompressoren. De kan fjerne vand fra luften og kan benyttes som en forbehandling af luften, inden den »går videre« til behandling i partikelfiltret og adsorptionstørreren.
Distributionssystemer
Distributionssystemet udføres bedst i rustfrie stålrør eller eventuelt varmeforzinkede rør. Rørenes gevindender bør samles med paktape (teflon) og ikke med pakgarn og paksalve.
Efter installation og større ændringer af distributionssystemet skal eventuelle skæreolierester og anden forurening fjernes ved en udvaskning af rørsystemet med efterfølgende tørring.
Koblinger til åndemiddelluftsystemet skal være forskellige fra arbejdsluftsystemets koblinger. Derved undgås, at slanger til arbejdsluft benyttes til åndemiddelluft.
Slangerne skal være af en lugtfri type og må ikke afgive skadelige dampe eller gasser. Slangerne skal være så stive, at lufttilførslen ikke spærres, hvis der trædes på dem. Lufttilførslen må heller ikke kunne spærres ved knæk på slangerne.
Dimensionering og justering
Anlægget skal være dimensioneret således, at der altid er den mængde luft til rådighed, som de anvendte åndedrætsværn kræver ifølge brugsanvisningen. Det vil normalt være 150-200 l pr. minut. Luftmængden tilpasses i øvrigt brugerens fysiske belastning.
Komnpressorernes kapacitet bør være så stor, at overophedning undgås. Der kan eventuelt installeres rækkefølgevælgere.
Luftens trykdugpunkt skal alle steder ligge under omgivelsernes temperatur, således at kondensvand i distributionssystemet undgås og dermed mindsker risikoen for vækst af mikroorganismer.
Luftens temperatur før filtrering til åndemiddelluft må ikke være højere end den, filterleverandøren foreskriver (normalt 21-26 grader C).
OLIEFRIE KOMPRESSORER
Denne type anlæg kan også bruges til både arbejdsluft og åndemiddelluft. Da der ikke ved disse kompressortyper er olie i kompressionskammeret, er forurening som olieaerosoler, oliedampe, kulilte, kultveilte og nitrøse gasser udelukket.
Det kan dog ikke udelukkes, at der kan dannes plastpartikler og nedbrydningsprodukter, som med luftstrømme kan komme ud i rørsystemet. Dette forekommer dog kun, hvis der sker overophedning af en slidt kompressor.
Bortset fra ovennævnte, gælder i øvrigt de samme forhold som for de oliesmurte kompressorer.
MOBILE ANLÆG
Disse kompressorer kan være både oliesmurte og oliefrie. De kan være el-drevet eller drevet af en forbrændingsmotor. Ofte er det samme kompressor, som bruges til levering af arbejdsluft og åndemiddelluft.
Som beskrevet ovenfor er det meget vigtigt, at luftindtaget placeres således, at det er fri for forurening. Dette er særlig vigtigt, når det er en forbrændingsmotor, der driver kompressoren.
Distributionssystemets slanger skal også for mobile anlæg opfylde de tidligere nævnte krav til slanger.
OBS! Filtrene skal altid anbringes lodret. Hvis filtre lægges vandret, kan de blive ødelagt, hvis der er olie og vand i filterhuset.
KONTROL OG VEDLIGEHOLDELSE AF ANLÆG
Et velfungerende anlæg kræver jævnlig eftersyn, kontrol og vedligeholdelse, herunder rengøring. Leverandørens anvisninger herom skal følges. Arbejdsgiveren skal sørge for, at serviceeftersyn af anlægget foretages af leverandøren eller anden sagkyndig, og kontrol og vedligeholdelse varetages enten af disse eller af virksomheden selv. Hvis virksomheden kontrollerer og vedligeholder anlægget, er det en god ide kun at lade 1 eller 2 personer varetage disse opgaver, afhængigt af virksomhedens størrelse.
Kontrol og vedligeholdelse omfatter bl.a.
- analyse af åndemiddelluften med jævne mellemrum ved udtag for åndemiddelluft,
- skift af filtre efter leverandørens anvisninger. Filtre skal dog altid skiftes, hvis der konstateres forureninger i åndemiddelluften eller ved forøget trykfald over partikelfilter,
- forbrug og skift af smøreolie i kompressoren,
- funktionskontrol af magnetventiler til kondensaftapning
- kontrol af at der ikke sker overbelastning af kompressoren, fx ved overvågning af kompressionstemperaturen,
- systemtæthed,
- forurening af rørsystemer, vandudskillere og ventiler for olie, vand, mikroorganismer, korrosionsprodukter m.v.,
- luftens temperatur før filtrering skal følge leverandørens anvisninger, normalt 21-26 grader C,
- luftens trykdugpunkt,
- ventilationsforhold i kompressorrummet.
En timetæller på kompressoren kan anbefales til styring af kontrol- og vedligeholdelsesrutinerne.
En driftsprotokol over anlægget bør indeholde følgende oplysninger
- analyseresultater af luftkvaliteten,
- filterskift,
- forbrug og skift af smøreolie,
- luftmængde til brugere,
- funktionskontrol af magnetventiler,
- besigtigelse af distributionssystemet for tæthed,
- reparationer,
- uregelmæssigheder, og
- serviceeftersyn.
Erik Andersen
Ingen