Vejledning om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge

§ 66 eller en døgninstitution, jf. § 96.

Om støtte til ophold i udlandet efter bistandslovens regler henvises til pkt. 115.

Skibsprojekter skal godkendes af Søfartsstyrelsen efter følgende

retningslinier

Skibsprojekter mellem 2 og 10 unge ombord

143. Søfartsstyrelsen har i forskrift af 23. marts 1982 fastsat vilkårene for godkendelse af skibe, der anvendes som uddannelsesskibe, socialpædagogiske projekter, lejrskoleskibe, lystfiskerskibe, klubskibe eller til lignende særlige formål, som ikke er egentlig passagersejlads. Det vil af det konkrete skibsfarttilladelse fremgå, om selve skibet er godkendt i henhold til disse forskrifter.

For så vidt angår det socialpædagogiske tilsyn m.v. har Søfarts styrelsen som vilkår for godkendelse af skibsprojekter for 2-10 unge bl.a. fastsat, at n offentlig myndighed påtager sig opgaverne i forbindelse med visitation og tilsyn på de anbringende kommuners vegne. Det er ikke muligt at delegere tilsynsforpligtelsen m.v. til en privat organisation. Medmindre andet aftales med en offentlig myndighed, påhviler de nævnte opgaver den kommune, der har godkendt det opholdssted, som skibsprojektet er en del af, jf. pkt. 142.

Reglen har siden indførelsen i 1982 bevirket, at såvel kommuner som amtskommuner har fungeret som koordinator i forhold til Søfartsstyrelsen, medens det formelle ansvar principielt stadig har ligget hos de anbringende myndigheder.

De socialpædagogiske krav til skibsprojekter med mellem 2 og 10 unge ombord er optrykt som bilag.

Skibsprojekter for 1 ung

144. Socialpædagogiske projekter med 1 elev kan iværksættes af kommunen. Den anbringende kommune skal dog i hvert enkelt tilfælde i forbindelse med den konkrete anbringelse have dokumentation af skibsfører eller reder for følgende

Lastskib, fiskeskib, passagerskib eller fritidsfartøj.

Skibet skal være over 20 tons og have gyldig fartshjemmel, og der skal være godkendte opholdsrum for alle ombordværende. Skibene skal være bemandet i overensstemmelse med lov om skibesbesætning.

Dokumentation for at skibsprojektet er godkendt af Søfartsstyrelsen, skal foreligge, inden der træffes aftale om en konkret placering af en ung.

Der gælder ikke særlige regler for udøvelsen af tilsynet med de unge ombord på skibsprojekter med 1 ung. Dvs. at det er den anbringende kommune, der fører løbende tilsyn. Det skal i denne forbindelse understreges, at Søfartsstyrelsen for så vidt angår projekter for 2-10 unge fastsætter tilsynsbesøg til hveranden måned.

145. Søfartsstyrelsen har peget på en række særlige forhold, som gør sig gældende i forbindelse med ophold på skibe i erhvervsmæssig drift.

Søfartsstyrelsen anfører således bl.a.

- at skibsfart og fiskeri er farlige arbejdspladser,

- at ophold i fremmede havnebyer uden intens og forsvarlig socialpædagogisk støtte i mange tilfælde ikke kan anses for forsvarligt,

- at unge anbragt i familiepleje om bord på de mindre fragtskibe ikke må anvendes som erstatning for normal arbejdskraft.

Søfartsstyrelsen har samtidig anbefalet, at de anbringende kommuner forud for en sådan anbringelse sikrer sig,

- at der kun er anbragt n ung i hvert skib, jf. pkt. 144,

- at den unge ikke er under 16 år,

- at den unge inden anbringelsen gennemgår en lægeundersøgelse,

- at den unge inden anbringelsen gennemgår et godkendt søsikker hedskursus, der bl.a. omfatter livredning, herunder funktionen af båd- og brandrulle.

Søfartsstyrelsen har endelig gjort opmærksom på, at der af skibsføreren skal udfyldes bemandingsskema for den unge.

På denne baggrund bør anbringelse af unge på skibe i erhvervsmæssig drift alene foretages efter nøje undersøgelse og alene hvor ganske særlige grunde i det enkelte tilfælde taler herfor, fx som led i en vurdering af en eventuel fremtidig beskæftigelse inden for området.

Døgninstitutioner

146. Efter § 96 skal amtsrådet sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner, herunder pensioner, til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet. Denne forpligtelse omfatter også børn og unge, som på grund af vidtgående fysisk eller psykisk handicap har et særligt behov for pleje, behandling m.v. Endvidere skal amtsrådet sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

147. Amtsrådet kan opfylde sin forpligtelse efter § 96 på følgende måder

a) ved at oprette og drive institutioner, eventuelt i fællesskab med andre amtsråd,

b) ved at indgå aftale med kommuner om anvendelse af kommunalt drevne institutioner,

c) ved at indgå overenskomst med selvejende institutioner, herunder også institutioner, der ligger i andre amtskommuner,

d) ved at indgå aftale med andre amtsråd om benyttelse af pladser på de under a-c nævnte institutioner.

Ved aftale mellem amtsråd og kommunalbestyrelse om anvendelse af kommunalt drevne institutioner sikrer amtsrådet sig, at institutionen er til rådighed, mod at amtsrådet løbende betaler kommunalbestyrelsen de hermed forbundne udgifter til institutionens drift.

Bestemmelser om personaleantal, ansættelse og afskedigelse og løn- og ansættelsesforhold træffes i dette tilfælde af kommunalbestyrelsen.

148. Amtsrådets opgave er beskrevet i § 96, stk. 1, og omfatter døgninstitutioner for de børn og unge, som kommunerne i amtskommunen har besluttet skal anbringes uden for hjemmet, hvad enten det er på grund af pasningsbehov, herunder aflastning, eller fordi der er behov for en særlig socialpædagogisk indsats på grund af adfærdsvanskeligheder, vidtgående fysisk eller psykisk handicap eller andet.

Amtsrådet har tillige forpligtelse til at stille dagpladser til rådighed for ambulant behandling af børn og unge med sociale adfærdsproblemer, jf. § 96, stk. 1, sidste punktum.

149. Loven opdeler ikke institutionerne i forskellige typer, og amtsrådene kan derfor kombinere og udnytte institutionerne til børn og unge i forskellige aldersklasser og med forskellige behov for kontakt, behandling, beskæftigelse m.v.

Nogle døgninstitutioner er udstyret med en særlig ekspertise, dvs. at der i personalet indgår fx socialrådgivere og psykologer med henblik på at løse de særlige behandlingsopgaver for børn og unge og i visse tilfælde for familier og for enlige forældre med børn.

Hermed tænkes der både på børn og unge med adfærdsvanskeligheder i bred forstand og børn og unge med vidtgående fysisk og psykisk handicap, herunder psykotiske børn og unge.

150. For hjemmeboende børn og unge, herunder børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, kan der være behov for aflastningspladser, og amtskommunen kan tilgodese dette behov enten ved at have aflastningsinstitutioner eller aflastningspladser på døgninstitutioner for børn og unge eller på særlige daginstitutioner.

151. Der er i tilknytning til enkelte døgninstitutioner etableret sikrede afdelinger, dvs. afdelinger, hvis yderdøre og vinduer kan være konstant aflåst. Der er særlige betingelser for, at børn og unge kan anbringes i disse afdelimger. Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge og i døgnopholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer.

152. En del døgninstitutioner er indrettet som områdeinstitutioner. Områdeinstitutioner deltager på linie med andre amtskommunale institutioner i opsøgende og forebyggende aktiviteter. De kan fx aktivt inddrages i arbejdet med plejefamilier m.v.

Områdeinstitutionerne dækker et geografisk afgrænset område og modtager i princippet alle derfra. De opnår lokalkendskab gennem medvirken ved visitationer i forbindelse med anbringelsessager i området og varetager herudover faglige konsulentfunktioner i forhold til støttepædagoger og andre, der inden for området har pædagogiske opgaver i forhold til børn og unge, ligesom de kan have støttefunktioner i forhold til plejefamilier og socialpædagogiske kollektiver.

En variant af områdeinstitutioner er visse ungdomspensioner i store byers boligbyggeri. Ungdomspensionerne kan som områdeinstitutioner indgå som en integreret del af det nære miljø, men henvender sig kun til en afgrænset aldersgruppe.

Afsnit VII.

Driftsmæssige forhold vedrørende døgnforanstaltninger for børn og

unge

Økonomi

153. For døgninstitutioner i amtskommunalt regi afholder amtskommunen samtlige udgifter og opkræver af de anbringende kommuner en takst, der svarer til 50 pct. af udgifterne.

For alle andre anbringelsessteder afholder de anbringende kommuner de samlede udgifter og får 50 pct. refunderet af amtskommunerne.

For opholdssteder, hvis økonomi ikke er baseret på et godkendt budget, omfatter opholdsbetalingen efter § 66 a løn, kost og logi, lommepenge m.v. og særlige udgifter.

Plejelønnen fastsættes af kommunen under hensyn til forholdene i det enkelte tilfælde.

Lommepenge og arbejdsvederlag m.v. samt vedligeholdelse af beklædning afholdes under opholdet over opholdsstedets drift.

Vedrørende udbetaling af lommepenge, arbejdsvederlag og andre ydelser under ophold uden for hjemmet henvises til pkt. 174 og 175.

Socialministeriet udsender årligt en bekendtgørelse om satser for godtgørelse for udgifter til kost og logi i forbindelse med formidlet døgnophold efter § 66.

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark udsender årligt efter ønske fra kommuner og amter en vejledning om opholdsbetaling ved formidlet døgnophold efter § 66 med satser for plejeløn, lommepenge, arbejdsvederlag m.v.

Barnet eller den unge kan under opholdet have behov for særlige ydelser, som fx medicin, diætkost, plads i et dagtilbud, skole eller udgifter til ferie, eller der bør fx anskaffes en cykel. For unge kan der eventuelt være udgifter til børnebidrag eller A-kasse-kontingent.

For børn og unge med ophold i opholdssteder, jf. § 66, afholdes udgiften af opholdsstedet efter aftale med den anbringende kommune, som dækker udgifterne efter dokumentation i det enkelte tilfælde.

For børn og unge med ophold på døgninstitution, jf. § 96, afholdes udgiften over institutionens drift.

Barnet eller den unge bør inden modtagelsen i døgnophold være udstyret med den nødvendige beklædning (indskrivningsudstyr). Ved hjemgivelsen fra døgnophold bør barnet eller den unge ligeledes være udstyret med den nødvendige beklædning (udskrivningsudstyr). Kommunen skønner i det enkelte tilfælde over behovet for indskrivnings- og udskrivningsudstyr. I begge tilfælde afholdes udgiften som en del af udgiften ved døgnanbringelsen.

154. I forbindelse med døgnforanstaltninger afholdes hjælp til uddannelse og til etablering af et arbejdsforhold uden for opholdsstedet/institutionen over døgnforanstaltningens drift. Tilskud til lønudgifter i en overgangsperiode, transportudgifter og udgifter til arbejdstøj afholdes ligeledes over døgnforanstaltningen.

I tilfælde, hvor fx ophold på en døgninstitution suppleres med foranstaltninger uden for institutionen, afholdes udgiften over døgninstitutionens drift.

Det er vigtigt, at der så vidt muligt allerede ved visitationen til døgninstitutionen træffes aftale om, hvilke supplerende foranstaltninger til døgnopholdet der eventuelt skal sættes i værk. Det kan i forbindelse hermed aftales, at den anbringende kommune betaler en individuel fastsat takst for barnet eller den unge.

Det anførte gælder dog ikke, hvis den supplerende foranstaltning består i et dagtilbud efter §§ 64, 69 og 70. I disse tilfælde afholdes udgiften til dagtilbuddet fuldt ud af kommunen, jf. § 135, stk. 7, og pkt. 201.

Vedrørende amtsungdomscentrenes ambulante virksomhed henvises til pkt. 16.

155. Om afholdelse af udgifter til hjælpemidler til personer med ophold i døgninstitution for børn og unge henvises til Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58, hvorefter institutionen er forpligtet til at afholde udgifter til hjælpemidler, der må anses for sædvanlige for den pågældende institution.

Udgifter til hjælpemidler, der er nødvendige under institutionsanbragte børns og unges ophold i hjemmet i ferier, weekend m.v., kan afholdes i henhold til § 58 under forudsætning af, at hjælpemidlet kun benyttes i hjemmet og ikke uden vanskeligheder kan transporteres fra institutionen til hjemmet. Afgørelse herom træffes af den anbringende kommune.

Udgiften til anskaffelse af hjælpemidler til børn og unge med ophold i opholdssteder efter § 66 afholdes i henhold til § 58.

156. For så vidt angår kommuners og amtskommuners udlæg af betaling for børn og unge fra Grønland henvises til Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 6 af 14. oktober 1987 om betalingsforhold m.v. for personer fra Grønland, der får ophold i Danmark, formidlet af grønlandske sociale myndigheder.

Daglig drift

Særligt om opholdssteder

157. I mindre opholdssteder vil der typisk være 2 voksne, som har ansvaret for opholdsstedet. Det samlede antal personer på stedet vil være så lille, at der ikke er behov for formelle regler om medarbejder- og elevindflydelse.

Større opholdssteder, der typisk vil være godkendt med fast budget, vil sædvanligvis have nogle fastboende voksne, som har ansvaret for det socialpædagogiske indhold i opholdsstedet.

Det vil være almindeligt for disse opholdssteder, at både med arbejdere og de personer, der modtages, har medindflydelse på de beslutninger, der træffes, og medansvar for, at beslutningerne gennemføres, og der er sjældent behov for formelle regler herom.

Særligt om døgninstitutioner

Ledelse

158. En døgninstitutions leder har ansvaret for den daglige ledelse af institutionen.

Ved selvejende institutioner varetager bestyrelsen den overordnede ledelse.

Elevindflydelse

159. Børn og unge på døgninstitutioner bør i videst muligt omfang inddrages i drøftelserne omkring institutionernes daglige drift med henblik på at vænne eleverne til samarbejde og styrke deres selvstændighed.

Dette kan ske gennem regelmæssig afholdelse af møder, hvor der orienteres om udviklingen på institutionen, og hvor leder og medarbejdere kan informeres om børnenes eller de unges opfattelse af institutionen og det daglige arbejde.

Hvor der på institutionen findes et tilstrækkeligt antal børn eller unge, der har den fornødne modenhed, kan det være hensigtsmæssigt at oprette elevråd.

Medarbejderindflydelse

160. Ved varetagelse af arbejdsopgaverne må der samarbejdes mellem ledelse og medarbejdere - uanset hvilken samarbejdsform der vælges -i overensstemmelse med de retningslinier, der er fastlagt i de til enhver tid gældende regler om samarbejdsudvalg inden for den amtskommunale virksomhed.

Forældreindflydelse

161. Forældre til børn og unge, der er optaget i døgninstitutioner, skal medinddrages i stillingtagen til spørgsmål, der i almindelighed berører deres forhold til institutionen.

Døgninstitutioner bør have et forældreråd. Et forældreråd har normalt udtaleret i spørgsmål, der vedrører institutionen, og kan i øvrigt tage ethvert spørgsmål om institutionens drift op til behandling, men forældreråd har normalt ikke nogen indflydelse ved konkrete forhold, herunder ansættelser.

I tilfælde, hvor et forældreråd ikke kan etableres, kan der i stedet udpeges en talsmand for forældrene.

De selvejende institutioner har normalt forældrerepræsentanter i bestyrelsen. Valgperioden fremgår af vedtægten.

Valg af forældrerepræsentanter til bestyrelse og forældreråd sker ved forældremøder, hvor der i øvrigt kan ske orientering af forældrene om institutionens arbejde og eventuelle planer for institutionens fremtid.

Vedrørende frirejser til forældre til deltagelse i forældremøder m.v. henvises til pkt. 177.

Personale

162. Amtskommunen fastsætter personalets antal, sammensætning og uddannelse ved de forskellige former for døgninstitutioner for børn og unge.

Det pædagogiske arbejde

163. Amtskommunen følger indholdet af døgninstitutionernes pædagogi ske virksomhed og udviklingen af de metoder, som arbejdet løbende nødvendiggør.

Kommunen må gennem sin tilsynsvirksomhed med de enkelte børn/unge sikre, at behandlingen af de børn og unge, der med kommunens medvirken har døgnophold uden for hjemmet, sker på en sådan måde, at formålet med anbringelsen opnås.

164. Indgriben fra en medarbejders side over konfliktskabende opførsel må kun udføres således, at indgrebet af barnet eller den unge umiddelbart kan forstås som den direkte konsekvens af den udviste adfærd.

For så vidt der bliver tale om indgreb i form af fysisk magtanvendelse m.v. henvises til Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge og i døgnopholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer.

Magtanvendelse over for børn og unge med ophold i opholdssteder, der modtager indtil 4 personer, falder ind under straffelovens bestemmelser, og magtanvendelse er udelukket i samme omfang som ved øvrige opholdssteder.

Hvis den anbringende kommune får oplysning om magtanvendelse i sådanne opholdssteder, skal kommunen tage stilling til, om der skal ske anmeldelse til politiet. Det må samtidig overvejes, om barnet eller den unge eventuelt skal flyttes til et andet anbringelsessted. I sådanne tilfælde bør den stedlige kommune, der har godkendt opholdsstedet, underrettes om den stedfundne magtanvendelse.

165. Det er vigtigt, at børn i den undervisningspligtige alder, hvor det overhovedet er muligt, søger de lokale skoler. Også i tilfælde, hvor et barn eller en ung på grund af alvorlige skoleproblemer anbringes i en institution med egen skole, må det tilstræbes, at barnet eller den unge snarest muligt flyttes til den lokale folkeskole. Undervisningen i institutionen må i samarbejde med den lokale skole tilrettelægges på en sådan måde, at dette formål fremmes.

Eleverne skal have en undervisning på institutionen af samme indhold og omfang, som den gives i folkeskolen, men tilrettelagt så den svarer til elevernes særlige behov.

Der bør i det hele tilstræbes en så nær kontakt mellem børnene/de unge og det omgivende samfund, som det findes muligt og forsvarligt. Dette gælder fx i forhold til skoler, idrætsforeninger, spejderkorps, ungdomsklubber og andre samlingssteder for børn og unge, ligesom der fx kan skabes en naturlig kontakt til egnens børn og unge ved at give disse adgang til at benytte opholdsstedets/institutionens sportsplads eller lignende.

Offentlig omtale eller kritik, rømninger m.v.

166. Hvis der på et opholdssted eller en døgninstitution indtræffer forhold, der kan medføre offentlig omtale eller kritik, bør institutionens bestyrelse og/eller amtskommunen samt de anbringende kommuner omgående underrettes.

Det samme gælder i tilfælde af klager over forholdene på opholdsstedet eller institutionen, ved hyppige rømninger og i tilfælde af ulykker eller dødsfald blandt børnene eller de unge.

Tavsheds- og oplysningspligt

167. For bestyrelser, forældreråd og personale i døgninstitutioner og andre opholdssteder for børn og unge, jf. § 66, gælder de almindelige regler om tavshedspligt. Der henvises herom til pkt. 18-20.

Personalet har efter § 19 pligt til at underrette kommunen, hvis det får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn/en ung og familien har behov for social bistand. Der henvises til pkt. 21.

Efter pkt. 33 i Socialministeriet cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser har den kommunale forvaltning pligt til at anmelde tilfælde, hvor den bliver bekendt med forbrydelser mod børn og unge navnlig i volds- og sædeligssager.

Tilsyn med døgnophold

168. Den konkrete tilsynsforpligtelse vedrørende barnet eller den unge påhviler den kommune, hvor indehaveren af forældremyndigheden bor, jf. pkt. 116. Dette skal ses i sammenhæng med den generelle/almindelige tilsynsforpligtelse vedrørende døgnopholdssteder for børn og unge.

For opholdssteder godkendt efter § 66 påhviler den almindelige tilsynsforpligtelse den stedlige kommune som følge af, at den har godkendt opholdsstedet med et nærmere bestemt socialpædagogisk indhold. Dette tilsyn omfatter den daglige drift og det pædagogiske arbejde.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge i kommunen lever, jf. § 32, stk. 1, gælder også for børn og unge med ophold på opholdssteder, godkendt af andre offentlige myndigheder, fx kost- og efterskoler i kommunen.

Efter § 98 er det amtsrådet, der fører det almindelige tilsyn, herunder med det pædagogiske arbejde, med døgninstitutioner for børn og unge i amtskommunen.

For institutioner med overenskomst varetages tilsynet med institutionens ledelse og drift, herunder det pædagogiske arbejde, i forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, der tilkommer amtsrådet efter overenskomsten.

Driver en amtskommune en døgninstitution, der er beliggende i en anden amtskommunen, påhviler det almindelige tilsyn, herunder med det pædagogiske arbejde, driftsherren.

169. Vedrørende tilsyn med skibsprojekter henvises til pkt. 143 og 144.

170. Tilsynet bør være opmærksom på nogle særlige forhold, der erfaringsmæssig kan give anledning til forholdsregler fra amtskommunen eller kommunen.

Tilsynet omfatter de hygiejniske forhold. Vejledning herom vil kunne indhentes hos embedslægen.

Det må påses, at børn og unge regelmæssig tilses og undersøges af en læge og tandlæge. Børn og unge vil under døgnanbringelse have adgang til de samme forebyggende børneundersøgelser og vaccinationer som børn i eget hjem. De vil ligeledes have adgang til sygesikringsydelser hos praktiserende læge på samme måde som andre børn.

Børn og unge vil under døgnanbringelse have adgang til skolelægeordningen i den kommune, hvor deres skole eller døgninstitution er beliggende.

De vil ligeledes være omfattet af den kommunale tandpleje i den kommune, hvor de er tilmeldt folkeregisteret. Er barnet/den unge anbragt på døgninstitution efter § 96 er der dog fastsat særlige regler, jf. § 1, stk. 2, i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 338 af 21. maj 1990 om kommunal tandpleje.

Tilsynet bør tillige sikre, at medarbejderne ved anvendelse af maskiner og materialer m.v. sørger for, at de regler, der gælder for benyttelsen på tilsvarende områder, overholdes. Der tænkes her især på arbejdsmiljølovens regler om beskæftigelse af børn under 15 år og Undervisningsministeriets regler for benyttelse af el-drevne maskiner og anvendelse af glasurer m.v. ved sløjdundervisning i skoler.

En institutions kørsel med beboerne anses ikke for erhvervsmæsig personbefordring, når kørslen er vederlagsfri, institutionen ejer bilen, og bilens fører er ansat på institutionen eller er forældre til en af beboerne. Det forudsættes herved, at befordringen ikke er omfattet af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 184 af 13. april 1978 om offentlig befordring af skoleelever, som ændret ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 342 af 24. juni 1981.

Erstatning

171. Børnene og de unge er erstatningsansvarlige for skadevoldende adfærd efter dansk rets almindelige regler. For børns og unges uagtsomme skadevoldende adfærd bør der tegnes ansvarsforsikring, med mindre de er dækket af forældrenes ansvarsforsikring. Der kan endvidere peges på muligheden for at tegne ansvarsforsikring for ledere og de øvrige medarbejderes erstatningsansvar for uagtsom skadevoldende adfærd.

Der kan normalt ikke tegnes forsikring, der dækker skader forvoldt af et anbragt barn/en ung på plejefamiliens ejendom eller indbo.

Da det er disse skader, der giver de største problemer i praksis, vil det være hensigtsmæssigt, at den anbringende kommune og plejefamilien ved indgåelse af aftalen om plejeforholdet bliver enige om nogle retningslinier for, hvornår skaden må bæres af plejefamilien, og hvornår kommunen ud fra en billighedsbetragtning eventuelt vil træde ind og erstatte skaden helt eller delvist.

Plejefamiliens (eventuelt de biologiske forældres) familieforsikring (indbo- og ansvarsforsikring) dækker ansvar for personskader forvoldt af et plejebarn på plejefamilien og dækker normalt også skader på personer uden for plejefamilien og deres ejendele, men plejefamilien bør inden modtagelsen sikre sig, at dette er tilfældet.

172. Om anbragte børns og unges forsikring mod følger af arbejdsskader henvises til Socialministeriets bekendtgørelse af 15. december 1992 om forsikring efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade for personer, der er optaget i institutioner m.v. under bistandsloven.

Ekstraordinær anbringelse som led i civilt beredskab

173. Om muligheden for ekstraordinær anbringelse i bl.a. døgninstitutioner af børn af frivilligt personel i forsvaret og civilforsvaret i tilfælde af krise eller krig henvises til Civilforsvarsstyrelsens vejledning om planlægning af kommunalt civilt beredskab.

Lommepenge, arbejdsvederlag og andre ydelser under opholdet uden for hjemmet

174. Hensigten med udbetaling af lommepenge m.v. er, at børn og unge skal vænnes til at administrere egne penge.

Kommunen træffer bestemmelse om, hvilke beløb børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, skal have til rådighed i lommepenge, arbejdsvederlag og andre ydelser.

Hvis døgnophold i døgninstitution, plejefamilie eller andet op holdssted opretholdes efter det fyldte 18. år, jf. § 36, stk. 2, udbetales der ligeledes lommepenge, arbejdsvederlag m.v. Kommunen må være opmærksom på de særlige behov, som unge i denne aldersgruppe har.

175. Lommepengebeløbet tilpasses barnet alder og forhøjes ved det 16. år, således at den unge kan betale for visse personlige fornødenheder. Lommepengene udbetales kontant til børnene og de unge.

Unge over 16 år, som har lønnet arbejde, får dog ikke udbetalt lommepenge, men den unge bør mindst have det fastsatte beløb til lommepenge til rådighed, medmindre der er tale om arbejdsvægring m.v.

Arbejdsløn, der tilfalder skoleelever ved arbejde for fremmede og ved udførelse af særlige opgaver på institutionen, tilfalder som hovedregel barnet eller den unge selv.

Unge, der arbejder i institutionen/opholdsstedet aflønnes med den fastsatte timeløn. Af ugelønnen betales halvdelen for kost, logi og vask. Restbeløbet, der er til rådighed, skal mindst være på det beløb, der er fastsat til lommepenge og beklædning.

Til institutionen/opholdsstedet indbetales, såfremt den unge har arbejde andetsteds, halvdelen af den indtjente løn efter skattetræk, jf. dog § 9, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i døgninstitution for børn og unge og for formidlet døgnophold i opholdssteder for børn og unge.

Udover de egentlige lommepenge og beklædningstilskud kan der gives gaver ved særlige lejligheder, såsom fødselsdag, jul, eksamen, konfirmation og lignende.

Efter anmodning fra forældre eller andre kan der ydes kostpenge til børn og unge ved fravær fra institutionen/opholdsstedet.

Der bør hvert år fastsættes en maksimumsbetaling for kost, logi og vask.

Der bør ligeledes under hensyn til den almindelige prisudvikling foretages en årlig regulering af taksterne til lommepenge, arbejdsvederlag, beklædning, kostpenge m.v. til børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

Som nævnt under pkt. 153 udsender Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark vejledende satser for de nævnte ydelser.

Andre bestemmelser

176. Rejseudgifter i forbindelse med ferier og week-ends betales af institutionen/opholdsstedet. For børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, der ikke kan rejse alene, kan der ydes frirejse til ledsager. I de særlige tilfælde, hvor barnet eller den unge på grund af sit handicap eller helbredstilstand i øvrigt ikke er i stand til at rejse hjem, kan institutionen afholde udgifter til besøgsrejser for forældrene.

Er børn eller unge med handicap optaget på en døgninstitution til fuld forsørgelse, skal alle udgifter normalt afholdes af institutionen. Hvis barnet eller den unge er i en situation, hvor der arbejdes på, at barnet eller den unge kan hjemtages fra institutionen, kan der ydes hjælp efter § 48 til sædvanlige merudgifter i forbindelse hermed. For så vidt angår arten og omfanget af hjælp til merudgifter ved forsørgelsen på grund af barnets eller den unges handicap, kan der henvises til Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48, som ændret ved vejledning af 10. april 1990.

177. Institutionen/opholdsstedet kan yde frirejse til forældrene til deltagelse i forældrerådsmøder, forældremøder og behandlingsmøder.

Hvis forbindelsen mellem barnet eller den unge og dets hjem vanskeliggøres af økonomiske grunde, giver § 33, stk. 2, nr. 8, kommunen mulighed for at yde økonomisk støtte til forældrenes udgifter i forbindelse med besøg hos barnet eller den unge.

Om frirejser m.v. for færøske børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, som er anbragt på døgninstitutioner for børn og unge i Danmark, henvises til Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 691 af 30. maj 1980 om frirejser for færinger med ophold på danske institutioner for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Om frirejser m.v. for grønlandske børn og unge henvises til Social styrelsens cirkulæreskrivelse nr. 6 af 14. oktober 1987 om betalingsforhold m.v. for personer fra Grønland, der får ophold i Danmark, formidlet af de grønlandske sociale myndigheder.

Afsnit VIII.

Privat familiepleje

Generelt om privat familiepleje

178. Ved privat familiepleje efter § 65 forstås ethvert tilfælde, hvor et barn bor hos andre end forældrene, uden at kommunalbestyrelsen i forældrenes opholdskommune har medvirket ved etableringen af opholdet.

Privat familiepleje er således ikke en hjælpeforanstaltning efter bistandsloven, men beror alene på en beslutning, der er truffet af indehaveren af forældremyndigheden.

Hvornår kræves plejetilladelse

179. Ifølge § 65 må ingen modtage et barn under 14 år i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra den stedlige kommune.

Der skal foreligge plejetilladelse i alle tilfælde, hvor opholdet forventes - eller senere viser sig - at vedvare udover 3 måneder. Dette indebærer, at der må kræves plejetilladelse, hvis plejeforholdet fortsætter udover de 3 måneder.

Udstedelse af plejetilladelse

180. Der kan kun udstedes plejetilladelse, hvis opholdet kan anses for at være til gavn for barnet. Det væsentligste element er således barnets forhold, men der er tale om et fleksibelt kriterium, der kan fortolkes forskelligt afhængigt af opholdets længde, barnets alder og tilknytning til plejefamilien.

Ved udstedelse af plejetilladelse må der foretages en nærmere undersøgelse af forholdene i den familie, som barnet skal opholde sig hos. Det nærmere omfang af en sådan undersøgelse vil imidlertid afhænge af de konkrete omstændigheder, såsom barnets tilknytning til plejefamilien og opholdets forventede varighed. I pkt. 181 er omfanget af undersøgelsen for så vidt angår længerevarende ophold uddybet. For plejeophold hos nære slægtninge henvises til pkt. 182.

Plejetilladelsen udstedes af den kommune, hvor plejefamilien bor.

Tilladelsen skal altid udstedes vedrørende et bestemt barn. Det er indehaveren af forældremyndigheden, der har pligt til at sikre sig, at plejefamilien har den fornødne plejetilladelse. Dette indebærer, at indehaveren af forældremyndigheden har pligt til at underrette den kommune, hvor barnet er i pleje, hvis et plejeforhold varer udover en sammenhængende periode på 3 måneder.

Det vil bero på et individuelt skøn, hvor mange børn der kan gives plejetilladelse til. Antallet af børn, herunder om der er tale om søskende, vil dog være af betydning ved vurderingen af, om opholdet vil være til gavn for barnet.

Længerevarende plejeforhold

181. Ligger det fra starten af plejeforholdet klart, at barnet skal opholde sig i længere tid i plejefamilien, bør der foreligge plejetilladelse, forinden barnet får ophold i plejefamilien. Ved sådanne længerevarende ophold opstår der ofte et følelsesmæssigt forhold mellem barn og plejefamilie. Dette gælder særligt, hvis der er tale om mindre børn. Sådanne længerevarende ophold kan endvidere resultere i, at der senere indgives ansøgning om adoption. Derfor er det af hensyn til barnet vigtigt, at der forinden påbegyndelsen af plejeforholdet er taget stilling til, om opholdet er til gavn for barnet. Om plejeforhold med henblik på adoption henvises til pkt. 183.

Ved undersøgelsen og afgørelsen af, om der kan gives plejetilladelse til længerevarende ophold, bør der normalt lægges vægt på de samme forhold som ved ansøgning om adoption. Herved undgås, at et langvarigt plejeforhold må afbrydes, fordi det senere viser sig, at adoptionsmyndighederne ikke kan godkende plejeforældrene som adoptanter.

Den indledende undersøgelse vil normalt bestå i en orienterende samtale med plejefamilien, hvor kommunen danner sig et indtryk af familien. Ved denne indledende undersøgelse må familien give oplysninger om alder, ægteskabelige forhold, samlivets varighed, antal børn i hjemmet, økonomi, helbredsforhold m.v.

Hvis det allerede efter denne indledende undersøgelse anses for udelukket at give den ønskede plejetilladelse, bør der ikke indhentes yderligere oplysninger.

Normalt vil der ikke kunne gives plejetilladelse til enlige eller personer med kortvarigt forudgående samliv. Også en betydelig aldersforskel (over 40 år) mellem barnet og den, der søger plejetilladelsen, vil normalt tale imod, at der gives plejetilladelse. Det må dog understreges, at der altid skal foretages en individuel vurdering, og at der i den enkelte sag kan foreligge særlige forhold, fx et nært slægtskab mellem barnet og ansøgeren eller anden forudgående tæt tilknytning.

Ved ansøgning om plejetilladelse i forbindelse med længerevarende ophold er det vigtigt, at undersøgelsen drejer sig om de forhold, der er afgørende for vurderingen af, om opholdet vil være til gavn for barnet. Det må derfor i samtaler med ansøgerne afklares, hvad der er baggrunden for ansøgningen, hvilke forventninger ansøgeren har til barnet og plejeforholdet, herunder om varigheden af plejeforholdet. Det er også vigtigt at danne sig et indtryk af plejefamilien, dens baggrund og indbyrdes relationer. Det må også indgå i vurderingen, hvilke erfaringer og forudsætninger familien har med hensyn til børneopdragelse, og om der er andre børn, hvadenten det er egne børn eller andre plejebørn, og aldersfordelingen af eventuelle børn i hjemmet. Herudover vil oplysninger om bolig, skole- og fritidsmuligheder samt familiens kontakter til det omgivende samfund indgå i vurderingen.

Den kommune, der skal give plejetilladelsen, kan også indhente oplysninger om barnet og dets forældre i det omfang, det er nødvendigt for at tage stilling til, om opholdet vil være til gavn for barnet, fx hvis barnet har et handicap, eller hvis der tidligere har været behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger for barnet.

Forinden udstedelse af plejetilladelse, indhentes med ansøgernes samtykke oplysninger om indtægtsforhold. Ligeledes med ansøgerens samtykke indhentes straffeattest fra kriminalregisteret. De nærmere regler herom er fastsat af Justitsministeriet ved skrivelse af 28. december 1979, som senest ændret den 25. november 1988. Heraf fremgår, at straffeattest rekvireres af ansøgerens opholdskommune fra den politikreds, hvor ansøgeren bor. I begæringen skal angives, at straffeattesterne skal benyttes i forbindelse med en ansøgning om tilladelse til at have børn i privat familiepleje.

Herudover bør ansøgerne i en helbredserklæring stå inde for, at de helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opgaven. Egentlige helbredsattester for ansøgerne og plejebarnet indhentes, når kommunen finder behov herfor. Den kommune, der forlanger helbredsattest, afholder udgiften dertil.

Plejeforhold hos nære slægtninge

182. Hvis barnet opholder sig hos nære slægtninge eller andre nærtstående, som barnet i forvejen har et tæt forhold til, vil der normalt være en formodning for, at opholdet vil være til gavn for barnet, og det vil, medmindre de konkrete forhold taler imod, ikke være nødvendigt at foretage en dyberegående undersøgelse. Dette gælder også, selv om plejeanbringelsen forventes at vare i en længere periode. For udenlandske børn gælder reglerne i pkt. 184.

Plejeforhold med henblik på adoption

183. Der skal foreligge plejetilladelse for børn, der modtages i privat pleje med henblik på adoption. For at undgå, at den stedlige kommune griber ind i adoptionsmyndighedernes behandling af adoptionssagen, bør der ikke udstedes plejetilladelse, før ansøgerne er godkendt som adoptanter til barnet.

Godkendes ansøgerne som adoptanter til et bestemt barn, sender adoptionsmyndighederne sagen til ansøgernes opholdskommune, der herefter giver plejetilladelse med henblik på adoption. I disse tilfælde vil kommunen kunne give plejetilladelsen på grundlag af de undersøgelser, der er foretaget i forbindelse med godkendelsen som adoptanter, medmindre der foreligger særlige forhold, der kan give grundlag for indhentelse af supplerende oplysninger om ansøgerne.

Udenlandske børn

184. Ved ansøgning om plejetilladelse til et udenlandsk barn skal kommunen sikre sig, at ansøgerne har fået opholdstilladelse til det pågældende barn. Ved behandlingen af en ansøgning om plejetilladelse gælder der som hovedregel det samme, som ved plejetilladelse i plejeforhold af længere varighed, jf. pkt. 181.

Nordiske børn er fritaget for opholdstilladelse, jf. § 1 i udlændingeloven.

Et barn, der ikke er statsborger i Danmark, Finland, Norge eller Sverige, må ikke bringes her til landet med henblik på adoption, før der foreligger opholdstilladelse og eventuelt indrejsevisum. Er barnet født her i landet, og var moderen på fødselstidspunktet ikke bosat her, må barnet ikke uden opholdstilladelse opholde sig her med henblik på adoption, jf. kap. 4 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986.

Har et barn ikke opholdstilladelse, vil Direktoratet for Udlændinge underrette kommunalbestyrelsen i barnets opholdskommune og anmode om, at der drages omsorg for barnets udrejse eller at træffe afgørelse om, hvor barnet midlertidigt skal anbringes. Dette forudsætter, at Direktoratet er bekendt med barnets ophold her i landet. Da Direktoratet ikke i alle tilfælde vil være bekendt hermed, bør komunen også selv være opmærksom på dette forhold.

Træffes der ikke bestemmelse om barnets udrejse, må det så vidt muligt undgås, at valget af barnets midlertidige anbringelsessted foregriber den endelige afgørelse om ansøgernes godkendelse som adoptanter. Barnet bør derfor almindeligvis anbringes et neutralt sted.

Spørgsmål vedrørende opholdstilladelse m.v. henvises til Direktoratet for Udlændinge, Ryesgade 53, 2100 København Ø.

Opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, til mindreårige med henblik på varigt ophold hos andre end forældremyndighedens indehaver gives efter ansøgning, når ganske særlige omstændigheder foreligger, og når plejeforholdet anbefales af kommunen på grundlag af tilsvarende undersøgelser som ved adoption af udenlandske børn, eller såfremt der er tale om udenlandske børn over 14 år, når plejeforholdet på baggrund af andre oplysninger må anses for at være betryggende. Det er herved en betingelse, at plejeforældrene afgiver erklæring om at ville påtage sig forsørgelsen af barnet samt godtgøre at være i stand hertil.

Der kan henvises til § 23 i Justitsministeriets udlændingebekendtgørelse (nr. 19 af 18. januar 1984), hvorefter opholdstilladelse endvidere kan gives med henblik på adoption, der anbefales af adoptionssamrådet eller adoptionsnævnet, samt i tilfælde hvor der foreligger en særlig begrundelse for, at barnet opholder sig hos dets nærmeste familie, eller når ganske særlige omstændigheder foreligger, hos andre. Opholdstilladelse i henhold til udlændingebekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 2 og 3, med henblik på adoption kan ikke meddeles, før der foreligger en udtalelse fra Civilretsdirektoratet om, at adoption vil kunne gennemføres, jf. udlændingebekendtgørelsens § 23, stk. 3. Det er endvidere en betingelse, at de pågældende adoptivforældre erklærer at ville påtage sig forsørgelsen af barnet samt godtgøre at være i stand hertil.

Udenlandske børn, der har ophold hos forældremyndighedens indehaver, er fritaget for egen opholdstilladelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21. Såfremt barnet får ophold hos andre end indehaveren af forældremyndigheden, skal der indgives ansøgning om opholdstilladelse for barnet.

Forespørgsler om reglerne for behandling af godkendelsessager rettes til Civilretsdirektoratet, 1. kontor, Æbeløgade 1, 2100 København Ø.

Biologiske forældre uden del i forældremyndigheden

185. Efter § 65, stk. 6, gælder reglerne om privat familiepleje i stk. 1-5 ikke i de tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Eventuelle tvivlsspørgsmål forældrene imellem må således løses af forældrene selv eller om nødvendigt efter reglerne i myndighedsloven.

Tilsyn med børn i privat familiepleje

186. Der gælder ingen særskilt tilsynsforpligtelse med børn i privat familiepleje efter § 65. Det påhviler imidlertid den kommune, hvor plejefamilien bor, efter den almindelige tilsynsforpligtelse i § 32, stk. 1, at være opmærksom på de forhold, barnet eller den unge lever under i plejehjemmet.

Flytning til ny kommune

187. Flytter plejeforældrene til en anden kommune, underretter fraflytningskommunen den nye kommune om plejeforholdet. Tilflytningskommunen tager selv stilling til, om forudsætningerne for plejetilladelsen er til stede.

Ferie- og rekreationsophold, der formidles af private foreninger og lignende

188. Kommunens tilsynsforpligtelse efter § 32 omfatter alle børn i kommunen, også selv om deres ophold er af midlertidig karakter.

Af hensyn til kommunens mulighed for at leve op til denne forpligtelse er det vigtigt, at foreninger, komiteer og andre private organisationer, der formidler ferieophold eller kortvarige rekreationsophold for børn under 14 år hos private, inden børnenes ankomst orienterer den stedlige kommune, om hvor mange børn det drejer sig om, hvor de skal bo under opholdet og hvor længe. Hvis kommunen er bekendt med oplysninger, som gør, at et hjem må anses for uegnet til at modtage feriebørn, underretter kommunen vedkommende forening. Det samme gælder, hvis kommunalbestyreslen efterfølgende bliver opmærksom på forhold, der giver anledning til betænkeligheder med hensyn til barnets fortsatte ophold i det pågældende feriehjem. Om nødvendigt kan den stedlige kommunalbestyrelse sørge for, at barnet sendes hjem eller får ophold et andet sted.

Kommunen må endvidere være opmærksom på, at opholdet bringes til ophør ved ferieopholdets afslutning.

Ophør af privat familiepleje

189. I de tilfælde, hvor forældrene selv har anbragt barnet eller den unge i privat familiepleje, er udgangspunktet, at forældrene også har adgang til at hjemtage barnet eller flytte barnet til en anden familiepleje.

Afslag på flytning eller hjemtagelse

190. Efter § 65, stk. 4, kan børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Bestemmelsen tilgodeser hensynet til det barn eller den unge, som måske i en længere årrække har haft ophold hos plejeforældrene. Hvis flytningen/hjemtagelsen må antages at skade barnet eller den unge, kan hjemtagelse eller flytning nægtes. Kriteriet "skade barnet eller den unge" kan siges at ligge imellem kriterierne for henholdsvis frivillige og tvangsmæssige foranstaltninger, jf. pkt. 38 og 70.

Reglen i § 65, stk. 4, om muligheden for at nedlægge forbud mod flytning eller hjemtagelse er en beskyttelsesregel for plejebarnet (eller den unge) og omfatter derfor børn og unge op til 18 år.

Anvendelsen af bestemmelsen er ikke betinget af, at opholdet har varet i et nærmere fastsat tidsrum, men det må formodes, at jo kortere opholdet har varet, jo mindre er risikoen for, at flytningen eller hjemtagelsen vil være til skade for barnet eller den unge

191. En afgørelse om, at barnet eller den unge ikke må flyttes eller hjemtages, kan træffes efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge. Hermed får barnet eller den unge en egentlig adgang til selv at starte sagen. Der er i dette tilfælde ikke fastsat nogen aldersgrænse for den initiativret, der herved tillægges barnet eller den unge, hvilket betyder, at en begæring fra et mindre barn kan medføre, at sagen må forelægges børn og unge-udvalget til afgørelse.

Afgørelsen træffes af børn og unge-udvalget. Da udvalget kun kan nægte flytning eller hjemtagelse, hvis flytningen eller hjemtagelsen kan antages at være til skade for barnet, er der ikke tale om, at der gives barnet eller den unge en adgang til frit at bestemme, hvor barnet eller den unge vil bo.

Hvilken kommune træffer beslutning om flytning/hjemtagelse

192. En beslutning efter § 65, stk. 4, træffes af børn og unge- udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.

En afgørelse om, at barnet eller den unge ikke må flyttes eller hjemtages, vil kunne give anledning til overvejelser, om der er behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger over for barnet eller den unge. For at sikre at dette indgår i overvejelserne og for at sikre en eventuel opfølgning af sagen, er beslutningen henlagt til forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.

Af hensyn til barnet eller den unge skal der forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige, dvs. plejeforældrenes opholdskommune, som vil være nærmest til at bedømme barnets eller den unges forhold og dets relation til plejefamilien. Der er således tale om en obligatorisk høring, der skal give en helhed i vurderingen af situationen. En fyldig dokumentation fra begge kommuner vil også være en forudsætning for ankemyndighedens bedømmelsesmuligheder.

Efter § 65, stk. 5, kan en beslutning om forbud mod flytning eller hjemtagelse træffes foreløbigt efter reglerne i § 35 c, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. pkt. 99.

Om klageadgang henvises til pkt. 198.

Afsnit IX.

Adoption uden samtykke

Generelt

193. Hovedformålet med hjælpeforanstaltninger uden for hjemmet er - hvadenten hjælpen ydes i hjemmet eller i form af en anbringelse af barnet eller den unge - at ændre de forhold, der giver anledning til hjælpen, således at barnet kan forblive i eller vende tilbage til sit hidtidige miljø. Også i de tilfælde, hvor tilbagevenden til hjemmet ikke kan anses for realistisk, skal kommunen sørge for at forbindelsen mellem barn og forældre holdes ved lige, jf. § 67, stk. 1, og pkt. 121.

I ganske særlige tilfælde, fx hvor kontakten mellem barnet og dets hjem ikke har kunnet opretholdes, eller hvor kontakten har været til skade for barnet, kan der imidlertid under visse betingelser meddeles tilladelse til adoption, selv om forældrene eller værgen ikke vil give samtykke.

Adoptionsreglerne

194. Efter adoptionsloven er der en adgang til, at der i særlige tilfælde kan meddeles adoptionsbevilling, såfremt hensynet til barnet afgørende tilsiger dette, selv om der ikke kan opnås samtykke fra forældrene til adoptionen.

Efter adoptionslovens § 7 kræver adoption af en person under 18 år samtykke fra forældrene. Hvis den ene af forældrene er uden del i forældremyndigheden, forsvundet eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, kræves kun samtykke fra den anden af forældrene. Hvis det anførte gælder begge forældre, kræves samtykke fra værge.

Fra forældre, der ikke skal give samtykke efter adoptionslovens § 7, stk. 1 og 2, skal der som hovedregel indhentes en erklæring, jf. adoptionslovens § 13.

Adoptionsbevilling kan dog i særlige tilfælde meddeles af statsamtet, selv om samtykke efter adoptionslovens § 7 ikke kan opnås, jf. adoptionslovens § 9, stk. 2. Det er en betingelse, at hensynet til barnets tarv afgørende tilsiger dette. Er barnet anbragt uden for hjemmet med bistand fra kommunen kræves samtykke fra Den Sociale Ankestyrelse.

Efter adoptionslovens § 10 kan statsamtet endvidere på begæring af Den Sociale Ankestyrelse meddele tilladelse til, at et barn, der er anbragt uden for hjemmet med bistand fra kommunen, senere bortadopteres, selv om samtykke efter adoptionslovens § 7 ikke kan opnås. Tilladelse kan kun meddeles under de i adoptionslovens § 9, stk. 2, nævnte betingelser.

Bestemmelserne i adoptionslovens §§ 9, stk. 2, og 10 betyder, at kommunen i de tilfælde, hvor det må anses for udelukket, at et barn kan vende tilbage til sit hjemlige miljø, må overveje disse muligheder for adoption. Det må herunder undersøges, om barnets tilbagevenden til det oprindelige miljø vil stride afgørende imod barnets tarv, bl.a. som følge af svigtende kontakt mellem barn og forældre.

Kommunens medvirken

195. Bestemmelsen i adoptionslovens § 9, stk. 2, vil navnlig kunne have betydning for børn, der gennem længere tid har været anbragt i familiepleje med kommunens medvirken, og hvor de biologiske forældre har undladt at opretholde en rimelig kontakt med barnet. Bestemmelsen vil dog også kunne finde anvendelse i situationer, hvor der har været kontakt mellem barn og forældre, men hvor kontakten skønnes at have været til skade for barnet.

Det skal understreges, at mulighederne for at gennemføre en adoption uden samtykke ikke må anvendes som en trussel mod forældrene med henblik på at få dem til at tage kontakt med barnet, idet en kontakt under sådanne forhold ikke kan forventes at være til gavn for barnet.

Finder kommunen efter en grundig undersøgelse og vurdering, at betingelserne for anvendelse af bestemmelsen i adoptionslovens § 9, stk. 2, er opfyldt, herunder at det er plejefamiliens alvorligt mente ønske at adoptere barnet, sendes sagens akter til Den Sociale Ankestyrelse tillige med en redegørelse for barnets forhold under anbringelsen og en udførlig begrundelse for anbefalingen af at gennemføre adoption mod forældrenes eller værgens ønske.

Forinden fremsendelse til Ankestyrelsen bør kommunen sikre sig, at plejefamilien er godkendt af adoptionsmyndighederne som adoptanter, og dette bør fremgå af sagen.

En beslutning om anbefaling af at anvende adoptionslovens § 9, stk. 2, bør i overensstemmelse med hidtidig praksis træffes efter de regler, der gælder for tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger. Beslutningen om anbefaling af adoption bør således træffes af børn og unge-udvalget efter de i § 127 fastsatte retningslinier. Bestemmelserne i §§ 124 - 125 finder tilsvarende anvendelse.

Adoptionslovens § 10 tager særlig sigte på institutionsanbragte børn, for hvem det har vist sig umuligt at opretholde den kontakt mellem barn og forældre, der er forudsat i § 67, stk. 1. Det vil i sådanne tilfælde dreje sig om børn, der har opholdt sig på vedkommende institution i længere tid, og det er med bestemmelsen søgt at sikre, at familien, der ønsker at adoptere barnet, får en rimelig sikkerhed for, at de, hvis en passende observationstid i hjemmet er forløbet godt, vil have mulighed for at adoptere barnet. Bestemmelsen giver således adgang til, at der på forhånd kan opnås afgørelse om tilsidesættelse af forældrenes eller værgens vægring ved at give samtykke til adoption.

Er tilladelse givet efter adoptionslovens § 10, skal forældrene ikke på ny spørges, når adoption til sin tid søges gennemført. Fremgangsmåden vil i øvrigt være den samme som anført oven for om anvendelsen af adoptionslovens § 9, stk. 2.

For at sikre, at mulighederne for adoption anvendes i disse særlige tilfælde hvor hensynet til barnets tarv afgørende tilsiger dette -navnlig som følge af svigtende kontakt mellem forældrene og barnet -påhviler det kommunen at være opmærksom på sådanne tilfælde med henblik på vurdering af, om der skønnes grundlag for at søge en adoption fremmet. Det vil således efter omstændighederne være et forhold, som må inddrages i overvejelserne i forbindelse med revision af planen.

Selve afgørelsen om tilladelse til adoption træffes af statsamtet.

De nærmere regler herom findes i adoptionsbekendtgørelsen (Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986 som ændret ved bekendtgørelse nr. 783 af 14. december 1988) og Justitsministeriets cirkulære nr. 99 af 5. september 1986 om adoption.

Afsnit X.

Klageregler

Generelt om klageregler

196. Efter § 15, stk. 1, kan kommunalbestyrelsens (kommunens) og børn og unge-udvalgets afgørelser efter bistandsloven indbringes for det sociale ankenævn, medmindre andet er bestemt i loven. Der er for samtlige de afgørelser, der skal træffes af børn og unge- udvalget, fastsat særlige klageregler.

Det sociale ankenævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel betydning, jf. § 15, stk. 3.

Ved behandlingen af skønsmæssige afgørelser efter bistandsloven, der er truffet af de kommunale myndigheder, der er nævnt i den sociale styrelseslovs § 2, stk. 2, 2. pkt., kan de sociale ankenævn og Ankestyrelsen kun tilsidesætte skønnet, hvis det er ulovligt eller åbenbart urimeligt, jf. § 15, stk. 5.

Amtsrådets afgørelser efter bistandsloven kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse, medmindre andet er bestemt i loven. Afgørelser om fastsættelse af det generelle serviceniveau, herunder om, hvilke pladser der skal være til rådighed for amtskommunens indbyggere, og takstfastsættelsen for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 15, stk. 6.

Efter Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 28. marts 1985 om indsendelse af klager over afgørelser truffet af sociale udvalg/magistrater og regionale nævn inden for det sociale område og om genvurdering i forbindelse med klager (Remonstration) skal klager over afgørelser indsendes til den myndighed, som har truffet afgørelsen.

Beslutninger omfattet af den almindelige klageregel

197. Følgende beslutninger kan indbringes for det sociale ankenævn

En beslutning om ikke at gennemføre en undersøgelse efter § 32 c, som forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, har anmodet om. (Klageberettiget: forældremyndighedensindehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

En beslutning om foranstaltninger efter § 33, stk. 2, nr. 1 - 9. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver).

En beslutning om ikke at iværksætte en anbringelse uden for hjemmet efter § 33, stk. 2, nr. 10, som er ønsket af forældremyndighedensindehaver og den unge, der er fyldt 15 år. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

En beslutning truffet efter § 34 om foranstaltninger efter § 33, stk. 2, nr. 1 og nr. 6. (Klageberettiget: forældremyndighedensindehaver).

En beslutning om ikke at fremme en indstilling til børn og unge- udvalget om anbringelse uden for hjemmet efter § 35, stk. 3, som er ønsket af en ung, der er fyldt 15 år. (Klageberettiget: den unge, der er fyldt 15 år).

En beslutning efter § 36 om ophør af foranstaltninger efter 33, stk. 2, nr. 1-9. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver).

En beslutning efter § 36 om ophør af en anbringelse uden for hjemmet efter § 33, stk. 2, nr. 10, som forældremyndighedes indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, ønsker opretholdt. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

En beslutning efter § 36, stk. 2, om ikke at opretholde foranstaltninger i form af personlig rådgiver eller døgnophold i institution, plejefamilie eller andet egnet opholdssted, som den unge ønsker opretholdt. (Klageberettiget: den unge, der er fyldt 18 år).

En beslutning efter § 65, stk. 2, om afslag på ansøgning om plejetilladelse. (Klageberettiget: plejeforældrene).

En beslutning efter § 66 a, stk. 2, og § 100, om forældrenes og barnets eller den unges betaling for døgnophold. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver, en bidragspligtig og den unge, der er fyldt 15 år).

En beslutning efter § 66 d, stk. 1, vedrørende barnets eller den unges forhold under anbringelsen, herunder beslutning om barnets eller den unges samvær og kontakt med andre end forældrene. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

En beslutning efter § 66 f om en revision af planen, som der ikke er opnået enighed om med forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år. Tilsvarende gælder en beslutning om at afslå en ønsket ændring af planen, fremsat af forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

En beslutning efter § 67, stk. 2, om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten mellem forældrene og barnet eller den unge samt beslutning om fastsættelse af nærmere vilkår for samværet og kontakten. Grænsen for de afgørelser om fastsættelse af omfanget af samværet, der kan træffes efter § 67, stk. 2, fremgår af § 67, stk. 4. Herefter sidestilles en beslutning som medfører, at samværet kun må finde sted mindre end en gang om måneden (kalendermåned), med en beslutning om afbrydelse af samværet, jf. § 67, stk. 3, og skal behandles efter reglen i § 67, stk. 4. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Endvidere den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, i det omfang beslutningen angår denne).

En beslutning efter § 67, stk. 3, om overvåget samvær, når beslutningen vedrører en periode på indtil 3 måneder. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Endvidere den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, i det omfang beslutningen angår denne).

Særregler

Klage til Den Sociale Ankestyrelse og landsretten

198. Børn og unge-udvalgets beslutning om brev- og telefonkontrol efter § 14, stk. 7, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Endvidere den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, i det omfang beslutningen angår denne).

Børn og unge-udvalgets beslutning om tvangsmæssig gennemførelse af en undersøgelse efter § 32 d kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets beslutning om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter § 35 kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets beslutning om opretholdelse af en anbringelse uden for hjemmet efter § 35 a kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets beslutning om gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 35 b kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets beslutning om godkendelse af en foreløbig beslutning efter § 35 c, stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen kan dog ikke behandle en klage over en beslutning efter § 35 c, stk. 3, så længe der verserer en sag om anbringelse efter § 35 for børn og unge-udvalget. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets beslutning om nægtelse af hjemgivelse efter § 36, stk. 1, 2. pkt., jf. § 35 kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets beslutning om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 65, stk. 4, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver, plejeforældrene og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets beslutning om ændring af opholdsstedet efter § 66, d, stk. 2, jf. § 35 kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år).

Børn og unge-udvalgets beslutning om afbrydelse af forbindelsen, om begrænsning af samvær til mindre end en gang om måneden, om overvågning af samvær i en periode ud over 3 måneder og om anonymisering af opholdsstedet efter § 67, stk. 3, jf. stk. 4, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberetiget: forældremyndighedensindehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Endvidere den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, i det omgang beslutningen angår denne).

Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden 2 måneder efter, at klagen er modtaget. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelse skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange sagen forelagt for domstolene og om fristen herfor, jf. § 11 i lov om Den Sociale Ankestyrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 530 af 13. august 1986, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 501 af 24. juni 1992.

Domstolsprøvelse

199. Ankestyrelsens afgørelser, jf. pkt. 198, kan kræves forelagt landsretten efter § 129, stk. 1. Dette gælder også i de tilfælde, hvor Ankestyrelsen har truffet afgørelsen i medfør af § 36 a, jf. pkt. 61.

Er Ankestyrelsens beslutning stadfæstet ved dom, kan fornyet prøvelse ved retten kun kræves, hvis sagen påny har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse.

Landsrettens afgørelse kan kun med særlig tilladelse indbringes for Højesteret. Ansøgning om tilladelse til anke eller kære må fremsættes inden henholdsvis 6 og 3 måneder efter landsrettens afgørelse, jf. § 131.

Under en sags behandling ved domstolene beskikkes der en advokat for den/de klageberettigede i medfør af retsplejelovens kap. 43 a.

Andre særregler

200. Kommunens afgørelse vedrørende godkendelse af opholdssted for børn og unge efter § 66, stk. 1, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 66, stk. 2.

Kommunens fastsættelse af plejelønnen til en plejefamilie efter § 66 a, stk. 1, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, da der er tale om et aftalespørgsmål mellem kommunen og plejefamilien. Opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier, har i øvrigt ikke adgang til at klage over beslutninger, der træffes vedrørende barnets eller den unges forhold under anbringelsen.

Uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter bistandsloven afgøres efter § 16 af det sociale ankenævn, som den kommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under. Det sociale ankenævns afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel betydning.

En af en kommune fremsat klage over en anden kommunes overtrædelse af de i § 66, stk. 1, og § 66 f, stk. 2, indeholdte regler vil kunne indbringes for tilsynsrådet i den amtskommune, som den kommune, som klagen fremføres mod, hører under, såfremt forholdet ikke bringes til ophør uanset henstilling herom.

Klager, der alene vedrører personalets optræden, sagsbehandlingstiden, ekspeditionsfejl, personalenormering, lokaleforhold eller lignende, skal indgives til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen -i amtskommuner amtsborgmesteren eller amtsrådet.

Om tilsyn på det sociale område henvises til Socialministeriets vejledning nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område.

Afsnit XI.

Finansiering

201. Kommunens udgifter til almindelig rådgivning og tilsyn afholdes endeligt af kommunen. Det samme gælder udgifter til administration, fx udgifter til undersøgelser, herunder de i §§ 32 c og d nævnte.

Af en kommunes udgifter til advokatbistand efter § 124 refunderer staten 50 pct. Det samme gælder udgifter til bistand efter afsnit III, herunder hjælp efter §§ 46 b og 46 c.

Udgifterne vedrørende de i § 87 nævnte rådgivningscentre samt ved rådgivning og vejledning, som påhviler amtskommunen, afholdes endeligt af denne.

Efter § 135, stk. 7, afholder kommunen og amtskommunen hver 50 pct. af udgifterne vedrørende alle de foranstaltninger, der er nævnt i § 33, stk. 2. Afholdelsen af udgifter vedrørende døgnophold efter § 96, sker efter reglerne i § 135, stk. 3, jf. nedenfor.

Udgifterne vedrørende dagtilbud efter §§ 64, 69 og 70 afholdes dog endeligt af kommunen. Reglen om, at kommunen fuldt ud afholder udgiften, vedrører både de tilfælde, hvor selve foranstaltningen består i et af de nævnte dagtilbud, og de tilfælde, hvor et dagtilbud efter §§ 64, 69 og 70 er en supplerende foranstaltning til et døgnophold for barnet eller den unge. Udgifter til støttepersoner i dagtilbud indgår som en driftsudgift for dagtilbuddet.

Af udgifterne til ophold på døgninstitutioner efter § 96 betaler kommunerne en takst, der fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af institutionernes budgetter. Denne takst skal svare til 50 pct. af udgifterne ved opholdet.

Der gælder særlige regler med hensyn til refusion for udgifter til udlændinge, der har fået opholdsstilladelse efter udlændingelovens regler. Herom henvises til § 134 a, som senest ændret ved lov nr. 1079 af 23. december 1992 (L 130).

Afsnit XII.

Overgangsregler

202. I vejledningen er indeholdt de ændringer i bistandslovens regler om bistand til børn og unge, som er gennemført ved lov nr. 501 af 24. juni 1992. Reglerne i denne lov træder i kraft den 1. januar 1993 og har fra denne dato virkning for beslutninger, der træffes af kommunen eller af børn og unge-udvalget.

I lov nr. 501 af 24. juni 1992 er fastsat følgende overgangsregler

De i § 3 i den sociale styrelseslov nævnte udvalg ophører pr. 1. januar 1993, og de sager, der ikke er afgjort senest den 31. december 1992, overgår til afgørelse i børn og unge-udvalgene.

Sager, der vedrører anke af beslutninger, der er truffet inden den 1. januar 1993, færdigbehandles efter de dagældende regler.

Den 1. januar 1993 overtager kommunalbestyrelsen forpligtelsen til at føre tilsyn med de i kommunen beliggende private døgnplejehjem og opholdssteder for børn og unge, der er godkendt af amtsrådet efter de hidtidige regler. De godkendelser, der er givet af amtsrådet efter de tidligere regler, bortfalder således ikke som følge af lovændringen, men vil senere kunne ændres af kommunalbestyrelsen.

203. Reglerne i lov nr. 501 af 24. juni 1992 skal alene anvendes fuldt ud ved beslutninger, der træffes af kommunalbestyrelsen, børn og unge-udvalget samt af det eller de i den sociale styrelseslovs § 2, stk. 2, nævnte udvalg efter den 1. januar 1993.

Særligt med hensyn til sager om opretholdelse af en anbringelse uden samtykke bemærkes, at genbehandlingsfristen på 1 år beregnes fra den afgørelse, der før den 1. januar 1993 er truffet af det særlige udvalg efter den sociale styrelseslovs § 3, uanset de nye regler i § 35 a om fristberegning. Derimod vil sagens forelæggelse for børn og unge-udvalget skulle ske i overenstemmelse med de fra 1. januar 1993 gældende regler, herunder kravet til indstillingen.

Som det følger af overgangsreglerne, stilles der ikke krav om udarbejdelse af planer i de anbringelsessager, der verserer pr. 1. januar 1993. Af hensyn til kommunens målrettede indsats over for børn og unge kan det være hensigtsmæssigt at opstille en plan i overensstemmelse med de nye regler i de anbringelsessager, der ikke forventes afsluttes i løbet af kortere tid eller til et forud fastsat tidspunkt. Den efterfølgende opstilling af planen må naturligvis ske med de modifikationer, der følger af, at der er tale om en allerede iværksat anbringelse.

I de før 1. januar 1993 iværksatte anbringelser, hvor der efter følgende opstilles en plan i overensstemmelse med § 66 b, stk. 2, bør sagen herefter revideres efter reglerne i § 66 f, stk. 1.

For så vidt angår anbringelsessager på tvangsmæssigt grundlag bemærkes, at indstillingen til børn og unge-udvalget skal indeholde en redegørelse for planen for (den fortsatte) anbringelse.

Der stilles heller ikke krav om, at de verserende sager om hjælpe foranstaltninger til børn og unge gennemgås og henføres til de ændrede foranstaltningstyper. Afhængig af tidsperspektivet og den enkelte sags karakter kan det dog være hensigtsmæssigt, at kommunen i forbindelse med sin almindelige opfølgning af sagerne, vurderer den ydede hjælp i relation til de nye regler.

Som eksempler på sager, hvor det vil være naturligt at henføre foranstaltningen under de nye regler kan nævnes aflastning, idet denne foranstaltning i modsætning til tidligere ikke længere betragtes som en anbringelse med de deraf følgende særlige krav om plan, opfølgning m.v. Også for de over 20-årige i døgnophold efter §§ 66 og 96 vil det være hensigtsmæssigt at henføre døgnopholdet til § 68 a.

Afsnit XIII.

Bestemmelser som vejledningen erstatter

204. Denne vejledning træder i steder for følgende forskrifter

Socialministeriets cirkulære af 21. maj 1982 om hjælpeforanstaltninger uden samtykke efter bistandsloven samt om adoption uden samtykke.

Punkterne 19, 20, 33 i, 4. og 5. afsnit, 35 - 42, i Socialministeriets cirkulære af 12. december 1986 om rådgivning og tilsyn efter bistandsloven.

Punkterne 26 og 29 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven.

Socialstyrelsens vejledning nr. 3 af 27. juli 1988 om bistandslovens bestemmelser om døgnophold for børn og unge.

Supplement af 26. april 1989 til Socialstyrelsens vejledning nr. 3 af 27. juli 1988 om bistandslovens bestemmelser om døgnophold for børn og unge. (Vejledning om ændret fortolkning af bistandslovens § 67 om det sociale udvalgs adgang til at træffe beslutning om begrænsninger i samværet mellem et barn og forældremyndighedsindehaveren).

Socialstyrelsens skrivelse af 16. august 1989 til samtlige sociale udvalg om brug af skibe i erhvervsmæssig drift (fx fragtskibe, fiskeskibe, passagerskibe) som anbringelsessted for unge, der anbringes uden for hjemmet efter bistandsloven.

Socialministeriet, den 15. december 1992

BILAG (* 1)

BILAG (* 2)

Socialpædagogiske krav til skibsprojekter med mellem 2 og 10 elever ombord

1. Efter Industriministeriets bekendtgørelse nr. 525 af 30. oktober 1981 om sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold i skoleskibe mv. fastsætter Søfartsstyrelsen vilkårene for socialpædagogiske skibsprojekter.

Søfartsstyrelsen har i forskrifter af 23. marts 1982 fastsat vilkårene for godkendelse af skibe, der anvendes som uddannelsesskibe, socialpædagogiske projekter, lejrskoleskibe, lystfiskerskibe, klubskibe, eller til lignende særlige formål, som ikke er egentlig passagersejlads (rutesejlads o.lign.).

Som supplement til Søfartsstyrelsens forskrifter er der fastsat følgende krav til socialpædagogiske skibsprojekter med mellem 2 og 10 elever ombord

2. Tilsyn og opfølgning

De kommuner, der henviser unge til et socialpædagogisk skibsprojekt, er ansvarlige for, at der for hvert enkelt skibsprojekt etableres et generelt socialpædagogisk tilsyn. Det betyder, at der skal være een kommune, amtskommune eller anden offentlig myndighed, som på de henvisende kommuners vegne er ansvarlig for og udfører et generelt socialpædagogisk tilsyn. Dette tilsyn må kun udføres af offentlig myndighed og kan derfor ikke overdrages til private eller private organisationer m.v.

Etableringen af det generelle socialpædagogiske tilsyn fritager ikke de enkelte henvisende kommuner for ansvaret efter bistandsloven til at føre tilsyn med den unge eller følge den unges uddannnelse m.v. under hele projektforløbet.

Den kommune, amtskommune eller anden offentlig myndighed, som efter aftale med de henvisende kommuner har påtaget sig ansvaret for og forpligtelsen til at udføre det generelle socialpædagogiske tilsyn, skal meddele dette til Søfartsstyrelsen.

3. Det generelle socialpædagogiske tilsyn har følgende opgaver

a) I samarbejde med den kommune, der har henvist eleven, at medvirke ved visitationen af eleven,

b) aflægge anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg i hele projektperioden (som omfatter såvel forskolen som den efterfølgende sejlads). Der må ikke være mere end 2 måneder mellem hvert tilsynsbesøg,

c) foretage en vurdering af socialmedarbejdernes forudsætninger for deltagelse i det pågældende projekt.

4. Der må højst være 10 elever ombord på hvert enkelt skibsprojekt. Eleverne skal være fyldt 16 år.

Udover den faste besætninng skal der være et antal kvalificerede lærere principielt i forholdet 1 lærer til 3 elever, således at der skal være 1 lærer, når elevantallet er mellem 2 og 5, 2 lærere, når elevantallet er 6,7 eller 8, og 3 lærere, når elevantallet er 9 eller 10.

Der henvises i øvrigt til Søfartsstyrelsens forskrifter om besætning, opholdsrum m.v.

5. Ved et projekts igangsættelse skal der gennemføres en forskole i Danmark af mindst 14 dages varighed. Er der planlagt og godkendt sejlads uden for området Skagen-Færder, Kalmar-Rügenwalde, skal forskolen være af 3 måneders varighed, heraf 1 måned i land og 2 måneders prøvesejlads i danske farvande. Beslutning om forlængelse af forskolen træffes ved samråd mellem det generelle socialpædagogiske tilsyn og Søfartsstyrelsen ud fra en vurdering af elevernes socialmedarbejdernes baggrund og forudsætninger, projektets varighed og i hvilke farvande, sejladsen skal foregå.

I forskolen indgår et kursus i søsikkerhed, der er godkendt af Søfartsstyrelsen. Kurset skal være gennemført, inden sejlads kan påbegyndes. I den øvrige del af forskolen kan der sejles fra solopgang til solnedgang. Under forskolen af 3 måneders varighed skal de 2 måneders prøvesejlads gennemføres som togter af længere varighed.

Ved forskolens afslutning vurderer det generelle socialpædagogiske tilsyn, om og under hvilke nærmere betingelser projektet og den enkelte elev kan fortsætte, herunder om tilsynsbesøgene skal foretages med kortere mellemrum end de fastsatte 2 måneder.

I vurderingen indgår

a) elevernes aktiviteter i forskoleperioden, herunder undervisning, arbejde og fritidsaktiviteter,

b) elevernes egnethed til fortsat at deltage i projektet,

c) en vurdering af samarbejdet ombord,

d) den maritime drift af skibet,

Det generelle socialpædagogiske tilsyn sender vurderingen til de pågældende elevers kommuner.

6. I den fortsatte projektperiode skal der mindst een gang hver 2. måned fremsendes en rapport til det generelle socialpædagogiske tilsyn. Denne rapport skal udarbejdes af de ombordværende socialmedarbejdere og skal indeholde følgende

a) den enkelte elevs udviklingsforløb,

b) samarbejde mellem elever, socialmedarbejdere og besætning,

c) forholdene ombord iøvrigt.

Hver enkelt elev skal have adgang til at supplere og kommentere rapporten inden fremsendelsen.

Skibsføreren skal have adgang til at supplere og kommentere rapporten for så vidt angår b og c.

Det generelle socialpædagogiske tilsyn videresender rapporten til de pågældende elevers kommuner med eventuelle bemærkninger.

Endvidere skal Søfartsstyrelsen orienteres om oplysninger af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning i rapporten.

7. I det omfang, eleven opholder sig ombord på et skib eller i udlandet, kan det generelle socialpædagogiske tilsyn træffe uopsættelige beslutninger om eleven herunder hjemsendelse uden forudgående forelæggelse for den kommune, der har henvist eleven.

8. Det forudsættes, at kun de elever og socialmedarbejdere, der har gennemført forskolen, deltager i den fortsatte del af projektet.

Enkelte elever og socialmedarbejdere kan dog udskiftes/optages i det godkendte projekt, såfremt det generelle socialpædagogiske tilsyn godkender dette.

Elever og socialmedarbejdere, der tilgår et igangværende projekt, skal som minimum have gennemgået søsikkerhedskurset.

Vejledning om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge

Indholdsfortegnelse

Indledning

Afsnit I.

Kommunalbestyrelsens og amtsrådets generelle opgaver

1 Kommunalbestyrelsens opgaver vedrørende børn og unge

2 Almindelig rådgivning og vejledning

3 Rådgivning i utraditionelle omgivelser

4 Andre rådgivningstilbud

5 Når der er behov for andet end rådgivning

6 Tilsyn

7 Særlig vejledning til forældre eller andre, der sørger for et barn

8 Bistand ved udpegning af forældremyndighedsindehaver

9 Økonomisk hjælp til forsørgelse af barnet

10-11 Nedsættelse af børn og unge-udvalget

Amtsrådets opgaver

12-13 Kommunalt/amtskommunalt samarbejde

14 Amtskommunernes rådgivende virksomhed m.v.

15-16 Amtskommunale institutioner for børn og unge

Afsnit II.

Almindelige bestemmelser, herunder reglerne om tavshedspligt og

videregivelse af oplysninger

17 Generelt

18-19 Tavshedspligt

20 Begrænsninger i tavshedspligten

21-23 Underretningspligt

24 Indhentelse og videregivelse af oplysninger

25 Fortrolige oplysninger

26 Ansøgningssager

27 Særligt om samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år

28-29 Hvilke oplysninger er der behov for

30 Generelt om sagsbehandlingen

Afsnit III.

Særlig støtte til børn og unge

31-34 Undersøgelser

35 Tvangsmæssig gennemførelse af undersøgelser

36 Krav til redegørelsen for undersøgelsens resultater

37 Særligt om høring m.v. af barnet eller den unge

Individuelle foranstaltninger

38-39 Betingelserne for at iværksætte foranstaltninger

40 Hvem skal give samtykke

41 De enkelte foranstaltninger

42 Ad § 33, stk. 2, nr. 1

43 Ad § 33, stk. 2, nr. 2

44 Ad § 33, stk. 2, nr. 3

45 Ad § 33, stk. 2, nr. 4

46 Ad § 33, stk. 2, nr. 5

47 Ad § 33, stk. 2, nr. 6

48 Ad § 33, stk. 2, nr. 7

49 Ad § 33, stk. 2, nr. 8

50 Ad § 33, stk. 2, nr. 9

51 Skattemæssige konsekvenser af økonomisk støtte efter § 33, stk. 2, nr. 7-9

52 Ad § 33, stk. 2, nr. 10

53 Unge forældre under 18 år

54 Domfældte

55 Bistandslovens § 34

56 Delegationsforbud

57 Barnets holdning til foranstaltninger

58-60 Ophør af foranstaltninger

61 Det sociale ankenævns og Den sociale Ankestyrelses beføjelser uden klage

Anbringelse uden for hjemmet. Udarbejdelse af planer og samtykke

62 Planer

63-64 Planens enkelte elementer

65 Samtykke

66 Særligt om fælles forældremyndighed

Afsnit IV.

Foranstaltninger der kan gennemføres tvangsmæssigt

67-68 Afgørelser der træffes af børn og unge-udvalget

69 Undersøgelse

70-72 Anbringelse uden for hjemmet

73 Utilstrækkelig omsorg, vold eller andre alvorlige overgreb

74 Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge

75 Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge

76 Hjælpemulighederne i hjemmet skal være udtømt

77 Anvendelse af tvangsreglerne uanset samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden

78 Genbehandling

79 Frister for genbehandling

80 Ændring af opholdssted

81 Særligt om anbringelse af den unge, der er fyldt 15 år

82 Særligt om gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling af barnet eller den unge

83 Betingelserne for at iværksætte en lægelig undersøgelse eller behandling

84 Barnets eller den unges stilling

85 Tilfælde, der falder uden for § 35 b

Fremgangsmåden ved foranstaltninger, der gennemføres tvangsmæssigt

86 Børn og unge-udvalget

87 Aktindsigt m.v.

88 Advokatbistand

89 Advokatsalær

90 Særligt om muligheden for en personlig støtte for barnet eller den unge (bisidder)

91 Forelæggelse for børn og unge-udvalget

92-93 Elementerne i indstillingen

94 Foretræde for udvalget

95 Dommerens opgaver i børn og unge-udvalget

96 Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige

97 Sagens afgørelse i børn og unge-udvalget

98 Fuldbyrdelse af tvangsmæssige beslutninger

99 Foreløbige foranstaltninger

100 Betingelserne for at træffe en foreløbig beslutning

101 Kompetencen til at træffe foreløbige beslutninger

102 Meddelelsen om den foreløbige beslutning

103 Godkendelse af en foreløbig beslutning

104-105 Hvor længe gælder en foreløbig beslutning

106 Klage over foreløbige beslutninger

107 Ankestyrrelsens kompetence vedrørende foreløbige beslutninger

Afsnit V.

Døgnophold og retsstillingen under anbringelsen

108-109 Valg af opholdssted

110-111 Kommunens opgaver ved den konkrete anbringelse

112 Kost- og efterskoler

113 Plejeanbringelse hos biologiske forældre

114 Plejeforældre får tillagt forældremyndigheden over plejebarnet

115 Ophold uden for Danmark

Kommunens opgaver under børn og unges ophold uden for hjemmet

116 Tilsyn med barnet og den unge

117 Revision af planen

118 Opfølgning af planen

119 Ændring af opholdssted

120 Amtskommunens opgaver under børns og unges ophold uden for hjemmet

Samvær og kontakt

121 Samvær og kontakt med forældrene

122 Særlig om samværsret der er aftalt eller fastsat efter myndighedsloven

123 Regulering af samvær og kontakt

124-126 Afbrydelse af forbindelsen m.v.

127 Andre begrænsninger i samvær og kontakt

128 Samvær og kontakt med andre end forældrene

129 Forældrenes og barnets eller den unges betaling

130 Hjemgivelse

131 Frivillige anbringelser

132 Særligt om tilfælde med samtykke fra unge, der er fyldt 15 år

133 Tvangsmæssigt gennemførte anbringelser

134 Den praktiske hjemgivelse

Afsnit VI.

Godkendte opholdssteder, herunder familiepleje og døgninstitutioner

135 Forskellige typer af formidlet døgnophold

136-137 Opholdssteder for børn og unge

138 Plejefamilier, egne værelser, kollegier m.v.

139-140 Opholdssteder med fast budget

141 Indholdet af kommunens godkendelsesbeføjelse

142 Socialpædagogiske skibsprojekter

143 Skibsprojekter med mellem 2 og 10 unge ombord

144-145 Skibsprojekter for 1 ung

146-152 Døgninstitutioner

Afsnit VII.

Driftsmæssige forhold vedrørende døgnforanstaltninger for børn og

unge

153-156 Økonomi

Daglig drift

157 Særligt om opholdssteder

Særligt om døgninstitutioner

158 Ledelse

159 Elevindflydelse

160 Medarbejderindflydelse

161 Forældreindflydelse

162 Personale

163-165 Det pædagogiske arbejde

166 Offentlig omtale eller kritik, rømninger m.v.

167 Tavsheds- og oplysningspligt

168-170 Tilsyn med døgnophold

171-172 Erstatning

173 Ekstraordinær anbringelse som led i civilt beredskab

174-175 Lommepenge, arbejdsvederlag og andre ydelser under opholdet uden for hjemmet

176-177 Andre bestemmelser

Afsnit VIII.

Privat familiepleje

178 Generelt om privat familiepleje

179 Hvornår kræves plejetilladelse

180 Udstedelse af plejetilladelse

181 Længerevarende plejeforhold

182 Plejeforhold hos nære slægtninge

183 Plejeforhold med henblik på adoption

184 Udenlandske børn

185 Biologiske forældre uden del i forældremyndigheden

186 Tilsyn med børn i privat familiepleje

187 Flytning til ny kommune

188 Ferie- og rekreationsophold, der formidles af private foreninger og lignende

189 Ophør af privat familiepleje

190-191 Afslag på flytning eller hjemtagelse

192 Hvilken kommune træffer beslutning om flytning/hjemtagelse

Afsnit IX.

Adoption uden samtykke

193 Generelt

194 Adoptionsreglerne

195 Kommunens medvirken

Afsnit X.

Klageregler

196 Generelt om klageregler

197 Beslutninger omfattet af den almindelige klageregel

Særregler

198 Klage til Den Sociale Ankestyrelse og landsretten

199 Domstolsprøvelse

200 Andre særregler

Afsnit XI.

Finansiering

201

Afsnit XII.

Overgangsregler

202-203

Afsnit XIII.

Bestemmelser som vejledningen erstatter

204

Indledning

Ved lov nr. 501 af 24. juni 1992, jf. lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992, er der gennemført en række ændringer i bistandslovens regler vedrørende børn og unge. Ændringerne har virkning fra den 1. januar 1993.

Denne vejledning beskriver de nye regler. I vejledningen er endvidere indarbejdet de bestemmelser fra Socialstyrelsens vejledning nr. 3 af 27. juli 1988 om bistandslovens bestemmelser om døgnophold for børn og unge, som ikke er berørt af lovændringen.

Det har været et grundlæggende princip for udformningen af de nye regler, at alle former for støtte til børn og unge og deres familier skal tage sit udgangspunkt i, at hjælpen skal ydes med respekt for familiens integritet.

Herudover er den udbyggede beskrivelse af de mulige hjælpeforanstaltninger en tydeliggørelse af sammenhængen mellem døgnforanstaltninger og andre foranstaltninger for børn og unge, og at døgnforanstaltninger kun er en del af den samlede vifte af handlemuligheder.

Som nogle væsentlige punkter i de nye regler kan nævnes

- krav om en grundig undersøgelse, inden der iværksættes foranstaltninger

- krav til indholdet af den redegørelse, der skal udarbejdes på grundlag af undersøgelsen

- beskrivelse af de foranstaltningstyper, der enkeltvis eller i kombination kan tilbydes familien

- krav om udarbejdelse af en plan for opholdet, forinden et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet

- krav om et informeret samtykke ved anbringelse uden for hjemmet

- præcisering af retsstillingen under anbringelsen

- styrkelse af barnets og den unges rettigheder.

I tilslutning til disse ændringer er der tillige sket en ændring af finansieringsreglerne, således at udgifterne til samtlige foranstaltninger, bortset fra dagtilbud, deles ligeligt mellem kommune og amtskommune.

Særligt for så vidt angår foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt kan fremhæves

- tydeliggørelse af betingelserne for tvangsmæssig anbringelse

- udbyggede procedureregler til styrkelse af retssikkerheden

- udvidelse af adgangen til advokatbistand

- ændrede regler for sammensætningen af det kommunale udvalg (børn og unge-udvalget), der træffer afgørelse i tvangssager, samt tildeling af stemmeret til dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige

I tilslutning til lovændringen er der udsendt en bekendtgørelse, der fastsætter forretningsordenen for børn og unge-udvalgene. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 889 af 30. oktober 1992 er optrykt som bilag til vejledningen.

Hvor der henvises til en paragraf uden nærmere angivelse, er der tale om en bestemmelse i bistandsloven, mens titel er angivet ved alle andre forskrifter, der henvises til.

Afsnit I.

Kommunalbestyrelsens og amtsrådets generelle opgaver

Kommunalbestyrelsens opgaver vedrørende børn og unge

1. I § 28 fastslås en almindelig forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at yde vejledning og rådgivning.

Efter § 29, stk. 1, 1. pkt., skal der i vejledningsarbejdet anvendes personer, der i kraft af deres uddannelse eller tidligere virksomhed har særlige forudsætninger for arbejdet. Der henvises herom til pkt. 26 i Socialministeriets cirkulære af 12. december 1986 om rådgivning og tilsyn efter bistandsloven.

Herudover har kommunalbestyrelsen nogle særlige forpligtelser i forhold til børn og unge. Der er således efter § 32, stk. 1, en pligt for kommunalbestyrelsen til at føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever.

Kommunalbestyrelsen er endvidere efter § 32, stk. 2, forpligtet til at yde forældremyndighedsindehaveren eller andre, der sørger for et barn eller en ung, rådgivning og støtte, når barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til sine omgivelser

Efter § 32 a har kommunalbestyrelsen en særlig forpligtelse til at medvirke til, at der udpeges en egnet forældremyndighedsindehaver, hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung.

I § 32, stk. 3, fastslås, at kommunalbestyrelsen træffer beslutning om undersøgelse og foranstaltninger m.v., medmindre andet er fastsat i loven. Afgørelser om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger er efter § 127 henlagt til børn og unge- udvalget, jf. pkt. 68. Om nedsættelsen af børn og unge-udvalget henvises til pkt. 10.

Efter § 32 b, stk. 2, påhviler det kommunalbestyrelsen at samarbejde med amtsrådet om den forebyggende og støttende virksomhed for børn og unge. Om det kommunale/amtskommunale samarbejde henvises til pkt. 12 og 13.

Almindelig rådgivning og vejledning

2. Kommunalbestyrelsen kan efter § 28 tilbyde vederlagsfri rådgivning og vejledning til enlige og familier og er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant tilbud til enhver, som må antages at trænge hertil. Rådgivningen efter § 28 skal kunne ydes som et anonymt og åbent tilbud til enhver, herunder børn og unge, der alene søger rådgivning og vejledning.

Det præciseres hermed, at adgangen til almindelig rådgivning, herunder muligheden for anonym rådgivning og rådgivning som et åbent tilbud, også omfatter børn og unge. Almindelig rådgivning efter § 28 kræver ikke, at der foreligger tilladelse fra forældremyndighedens indehaver. Et barn eller en ung, der søger anonym og åben rådgivning, kan derfor ikke afvises.

At rådgivningen skal kunne ydes som et åbent tilbud indebærer, at alle frit skal kunne henvende sig alene med det formål at blive rådgivet.

Der er ingen aldersgrænse for retten til almindelig rådgivning og vejledning. Mange børn kan have behov for at fortælle om deres problemer til en voksen, der har tid til at lytte, og som kan give et godt råd. Dette behov afhænger mere af barnets eller den unges udvikling og modenhed end af den biologiske alder.

Den rådgivning, der kan blive tale om efter § 28, er alene en rådgivning, der har til formål at hjælpe barnet eller den unge til selv at løse de problemer, som har givet anledning til henvendelsen.

Børn og unge har ligesom alle andre, der henvender sig om råd og vejledning efter § 28, krav på, at oplysningerne ikke registreres eller videregives. Der oprettes ingen sag i anledning af en henvendelse om rådgivning fra barnet eller den unge. Offentlighedslovens regler om notatpligt gælder i øvrigt ikke rådgivning og vejledning efter § 28, da rådgivning ikke er en afgørelse.

Adgangen til anonym rådgivning betyder, at der ikke kan stilles krav til den, der alene søger almindelig rådgivning, om at opgive navn eller andre data.

Rådgivning i utraditionelle omgivelser

3. Rådgivning som et åbent tilbud vil ofte med fordel kunne etableres i utraditionelle omgivelser, der er geografisk adskilt fra den almindelige kommunale forvaltning. Dette kan medvirke til, at rådgivningen bliver udnyttet af enkeltpersoner eller familier, der ellers ikke ville være opmærksomme på denne mulighed, eller som ikke ønsker at henvende sig direkte til den kommunale forvaltning.

Anonymiteten i rådgivningen kan også sikres ved at etablere telefon rådgivning, hvor barnet eller den unge ikke behøver at være bange for at blive genkendt.

Andre rådgivningstilbud

4. Udover rådgivning og vejledning i medfør af § 28 vil der være mulighed for rådgivning for børn og forældre i forbindelse med skolen. Der kan henvises til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 537 af 16. juli 1990 om folkeskolens specialrådgivning og anden specialpædagogisk bistand og til Undervisningsministeriets vejledning af 16. juli 1990 om folkeskolens indsats over for elever, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte. Der er også mulighed for i samarbejde med amtskommunen at etablere rådgivning for børn og unge. Grundlaget for amtskommunens deltagelse er § 87, jf. pkt. 14 om amtskommunens opgaver. Der kan fx være tale om rådgivningscentre, som betjener borgerne i flere kommuner. Der kan også være tale om, at medarbejdere fra amtets rådgivningscenter er til rådighed i nærmere angivet omfang i forbindelse med rådgivningen i den enkelte kommune.

Herudover findes der forskellige former for rådgivning i privat regi, ofte etableret af organisationer eller foreninger med hel eller delvis frivillig arbejdskraft. Disse private rådgivningsmuligheder udgør et vigtigt supplement til de (amts)kommunale tilbud, men fritager ikke kommunalbestyrelsen for pligten til at yde rådgivning.

Når der er behov for andet end rådgivning

5. Viser henvendelsen fra barnet eller den unge, at der er behov for andet end almindelig rådgivning, falder situationen helt uden for anvendelsesområdet for § 28.

Er der tale om alvorlige problemer, som barnet eller den unge ikke umiddelbart selv kan løse, og fastholder barnet eller den unge sit ønske om at være anonym, må barnet eller den unge ikke presses til at opgive sin anonymitet, men rådgiveren må sikre sig, at barnet eller den unge får præcise oplysninger om, hvad der findes af hjælpemuligheder. Rådgivningen vil desuden kunne bestå i, at barnet eller den unge får det råd at tale med en slægtning eller en anden voksen, som barnet eller den unge er tryg ved, om muligheden for at få hjælp. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at barnet eller den unge får at vide, at der kan tilbydes hjælp, og at det er nødvendigt at inddrage forældrene, hvis der skal ydes hjælp.

Hvis barnet eller den unge selv beder om bistand, der ikke kan klares med rådgivning alene, gælder de almindelige regler for starten af en børnesag. Det samme gælder de tilfælde, hvor henvendelsen giver anledning til at overveje, om der er behov for en nærmere undersøgelse med henblik på iværksættelse af egentlige foranstaltninger. Dette indebærer, at der er notatpligt med hensyn til de faktiske oplysninger, som forvaltningen kommer i besiddelse af, og at forældrene skal underrettes og inddrages. Der henvises til § 32 c om undersøgelser, hvorefter en beslutning om, at barnets eller den unges forhold skal undersøges, skal træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren, jf. pkt. 32.

Tilsyn

6. § 32, stk. 1, fastslår en tilsynsforpligtelse for kommunalbestyrelsen og dermed en pligt for kommunalbestyrelsen til at interessere sig for de forhold, der har betydning for børns og unges vilkår.

Tilsynspligten er fortrinsvis af generel karakter og omfatter alle forhold, der har betydning for børns og unges livsbetingelser i lokalområdet. Det er således kommunalbestyrelsens pligt også over for andre myndigheder at gøre opmærksom på uhensigtsmæssige forhold, fx med hensyn til utilfredsstillende bolig- og trafikforhold.

Ved udførelsen af den generelle tilsynspligt er det vigtigt, at der samarbejdes ikke blot mellem de enkelte forvaltninger i kommunen, men også med andre offentlige myndigheder, fx embedslægen. Et samarbejde med private organisationer og foreninger vil også være nødvendigt for, at kommunalbestyrelsen kan danne sig et overblik over tilbuddene til børn og unge i kommunen. Dette er især vigtigt af hensyn til mulighederne for en tidlig forebyggende indsats. Bestemmelsen er således også grundlag for den forebyggende virksomhed, der foregår i samarbejde mellem skole, politi og de sociale myndigheder.

Tilsynspligten har imidlertid også en mere konkret karakter, idet kommunalbestyrelsen specielt bør være opmærksom på omstændigheder, der giver formodning om, at børn og unge har behov for individuel støtte.

Særlig vejledning til forældre eller andre, der sørger for et barn

7. Den støtte i form af rådgivning, som kommunalbestyrelsen er forpligtet til at yde efter § 32, stk. 2, retter sig i højere grad mod familien som helhed end den almindelige rådgivning efter § 28, jf. pkt. 2, men bestemmelsen omhandler alene rådgivning og vejledning. Hvis det viser sig, at der er brug for en mere målrettet rådgivning over en længere periode (konsulentbistand) eventuelt suppleret med andre foranstaltninger, vil der være tale om en foranstaltning efter § 33, stk. 2, nr. 1, jf. pkt. 42.

Rådgivningen efter § 32, stk. 2, kan ydes både til indehaveren af forældremyndigheden eller andre, der faktisk sørger for barnet.

Bistand ved udpegning af forældremyndighedsindehaver

8. Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal kommunalbestyrelsen efter § 32 a i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden. Dette gælder, hvadenten kommunalbestyrelsen selv tager initiativ til at rejse sagen eller af statsamtet bliver bedt om at yde bistand.

Afgørelsen om, hvem der skal have forældremyndigheden, træffes af statsamtet. Ved afgørelsen inddrager statsamtet tillige eventuelle tilkendegivelser efter myndighedslovens § 16 fra indehavere af forældremyndigheden om, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden ("børnetestamenter"). I en række tilfælde vil det ikke være nødvendigt at inddrage kommunen.

Hvis statsamtet anmoder om det, er kommunen forpligtet til at afgive en udtalelse om barnet, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 649 af 18. september 1990 om forældremyndighed og samværsret § 10, stk. 2.

Den, der udpeges som forældremyndighedsindehaver af statsamtet, bliver samtidig værge for barnet eller den unge.

Hvis kommunalbestyrelsen ikke umiddelbart er bekendt med personer, som kan komme på tale, må kommunalbestyrelsen yde en aktiv indsats for at finde frem til egnede personer. Kommunalbestyrelsen må således tage kontakt med barnets eller den unges pårørende, bekendte eller andre, der står barnet eller den unge nær, med henblik på at finde frem til den eller de personer, der vil være egnede til at blive udpeget som indehaver af forældremyndigheden.

Kommunalbestyrelsen må være opmærksom på, om der er behov for at få udpeget en midlertidig indehaver af forældremyndigheden. Dette kan være nødvendigt, hvis der ikke umiddelbart er nogen, der ansøger om at få forældremyndigheden, men også i tilfælde, hvor der er uenighed om forældremyndighedsspørgsmålet.

Økonomisk hjælp til forsørgelsen af barnet

9. Det er kun biologiske forældre og adoptivforældre, der har forsørgelsespligt over for deres børn. I § 46 c er det fastsat, at der kan ydes økonomisk hjælp til dækning af udgifter ved barnets forsørgelse, hvis forældremyndigheden ved forældremyndighedsindehaverens død tillægges en person, som ikke har forsørgelsespligt over barnet.

Den økonomiske hjælp ydes efter en konkret vurdering af udgifterne ved barnets forsørgelse. Hjælpen er betinget af, at barnets indtægter, herunder det særlige børnetilskud efter børnetilskudslovens § 4, stk. 2, ikke er tilstrækkelige til at dække udgifterne ved barnets forsørgelse. Hjælpen ydes uafhængigt af indtægterne hos den, der har fået tillagt forældremyndigheden. Om udmålingen i øvrigt henvises til pkt. 114.

Nedsættelse af børn og unge-udvalg

10. Efter § 126, stk. 1, påhviler det kommunalbestyrelsen at nedsætte et udvalg, der benævnes børn og unge-udvalget.

Efter stk. 2 består udvalget af 3 medlemmer, der vælges af kommunal bestyrelsen blandt dens medlemmer. Som medlem udpeges endvidere byretsdommeren i retskredsen samt en pædagogisk-psykologisk sagkyndig. Er der flere dommere i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage hvervet. Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige udpeges af amtsrådet for den kommunale valgperiode. Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at give møde ved medlemmets forfald.

Efter § 126, stk. 3, kan medlemmer af det udvalg, der efter § 2, stk. 2, i den sociale styrelseslov behandler sager om børns og unges sociale forhold, i magistratskommuner vedkommende magistratsmedlem, ikke vælges som medlemmer af eller stedfortrædere til børn og unge-udvalget.

Bestemmelsen i § 126, stk. 3, skal sikre børn og unge-udvalget en særlig - og uafhængig - status i forhold til det udvalg, der varetager opgaverne vedrørende børns og unges sociale forhold i øvrigt. Børn og unge-udvalget er en selvstændig forvaltningsmyndighed og har ingen overordnede funktioner i

forhold til den kommunale forvaltning.

Ifølge § 126, stk. 6, fastsætter socialministeren forretningsorden for børn og unge-udvalgene og kan herunder fravige kravet med hensyn til sammensætningen af udvalget, hvis kommunalbestyrelsen på grund af sin størrelse ikke kan opfylde kravet i stk. 3.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 889 af 30. oktober 1992 om forretningsordenen for børn og unge-udvalgene er optrykt som bilag til vejledningen.

I bekendtgørelsens § 1, stk. 4, fastsættes, at såfremt antallet af medlemmer i kommunalbestyrelsen umuliggør, at samtlige medlemmer af og stedfortrædere til børn og unge-udvalget kan opfylde kravet i § 126, stk. 3, kan t eller om nødvendigt flere medlemmer af det udvalg, der efter den sociale styrelseslovs § 2, stk. 2, behandler sager om børns og unges sociale forhold, vælges til børn og unge-udvalget.

Dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige er egentlige medlemmer af udvalget med stemmeret. Dommeren og den pædagogiskpsykologisk sagkyndige har i kraft af deres særlige sagkundskab tillige en vejledningsopgave i udvalget. Da de sagkyndige er tillagt særlige funktioner i udvalget, fastsættes i udvalgets forretningsorden, jf. § 7, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 889 af 30. oktober 1992, at udvalget kun er beslutningsdygtigt, når både dommeren og den pædagogiskpsykologisk sagkyndige (eller deres respektive stedfortrædere) er til stede.

For så vidt angår de sagkyndiges særlige opgaver i børn og unge- udvalget henvises til pkt. 95 og 96.

11. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen. Det er formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes forfald næstformanden, der træffer foreløbige beslutninger efter § 35 c, jf. pkt. 101.

Kommunalbestyrelsen sørger for, at den fornødne sekretariatsbistand er til rådighed for udvalget. Der er ikke særlige krav i loven eller i forretningsordenen med hensyn til placeringen af sekretariatsfunktionen for børn og unge-udvalget.

For så vidt angår de sager, der skal forelægges børn og unge- udvalget henvises til pkt. 68.

Amtsrådets opgaver

Kommunalt/amtskommunalt samarbejde

12. Ifølge § 32 b yder amtsrådet kommunalbestyrelsen vejledning og konsulentstøtte vedrørende såvel planlægning som udførelse af kommunalbestyrelsens forebyggende og støttende virksomhed for børn og unge.

I stk. 2, fastsættes, at det påhviler såvel amtsrådet som kommunalbestyrelsen at samarbejde om den forebyggende og støttende virksomhed.

Desuden fastsættes i § 66 e, at amtsrådet, jf. § 32 b, yder kommunalbestyrelsen vejledning og konsulentstøtte under udøvelsen af de i § 66 d, stk. 1, nævnte beføjelser med hensyn til valg af opholdssted i overensstemmelse med den plan, der er udarbejdet forinden anbringelsen.

Det er forudsat, at kommunerne i forbindelse med godkendelse af opholdssteder efter § 66 i fornødent omfang indhenter sagkyndig bistand fra amtskommunen.

13. Gennem årene er samarbejdet mellem kommuner og amtskommuner på børn og unge området blevet væsentligt udbygget. Den samlede virksomhed hviler i høj grad på samarbejdsaftaler afstemt efter lokale forhold, men som alle er et udtryk for ønsket om en styrkelse af en sammenhængende faglig og tidlig indsats, en klar ansvarsplacering og en bedre udnyttelse af ressourcerne.

Mange kommuner og amtskommuner arbejder i fællesskab, fx med opstilling af målsætninger for arbejdet med børn og unge, både på det overordnede politiske og ledelsesmæssige niveau samt på institutionsniveau.

Udviklingen på området går i retning af en decentralisering af den amtskommunale virksomhed fx ved oprettelse af områdeinstitutioner, som i forhold til tidligere forventes at kunne tage sig af flere opgaver i lokalområdet, herunder bistand til familien i hjemmet.

Amtskommunens rådgivende virksomhed m.v.

14. Amtskommunerne yder, jf. § 12, kommunerne, herunder børn og unge-udvalgene efter § 126, vejledning i sager om social bistand, navnlig ved at stille sagkyndige til rådighed, og varetager i øvrigt de opgaver, der efter reglerne for de enkelte hjælpeformer er henlagt til amtskommunerne.

Det påhviler efter § 126, stk. 2, amtsrådet at udpege den pædagogisk-psykologisk sagkyndige samt en stedfortræder for denne til at indtræde i det børn og unge-udvalg, som nedsættes af kommunalbestyrelsen efter § 126, stk. 1.

Efter § 29, stk. 1, 2. pkt., er amtsrådet forpligtet til at stille sagkyndig bistand til rådighed for den kommunale rådgivning eller i særlige tilfælde selv at påtage sig vejledningsarbejdet. Denne specialrådgivningsforpligtelse for amtsrådet vedrører i praksis især børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Der henvises herom til pkt. 19 og 20 i Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om bistand til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Amtsrådet skal endvidere i henhold til § 87 sørge for, at der er mulighed for undersøgelse og behandling i rådgivningscentre af børn og unge med adfærdsvanskeligheder.

Rådgivningscentrenes placering og funktion er forskellig i amts kommunerne, men alle steder er der mulighed for åben rådgivning. Rådgivningscentrene kan kun oprettes som amtskommunale institutioner, og de kan drives af en eller flere amtskommuner. Rådgivningscentrene yder kommunen bistand i form af konsulentstøtte til medarbejderne i den kommunale forvaltning vedrørende børnefamilier med psykiske, sociale og opdragelsesmæssige problemer. I komplicerede tilfælde kan rådgivningscentrene foretage selvstændige undersøgelser og behandling af barnet/den unge og familien og kan støtte forvaltningen i valg af hjælpeforanstaltninger samt bistå ved udarbejdelsen af planer.

Henvendelse om optagelse rettes efter § 89 direkte til centrene, der fortrinsvis modtager børn og unge, der henvises af kommunen. Der er dog også mulighed for, at børn og unge og deres familier kan henvende sig direkte til rådgivningscentrene. Undersøgelse og behandling er gratis, jf. § 90.

Amtskommunale institutioner for børn og unge

15. Det er amtsrådet, der efter bistandslovens § 96 skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner, herunder pensioner til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet. For så vidt angår døgninstitutioner efter § 96 og disses driftsmæssige forhold henvises til pkt. 146 ff og afsnit VII.

16. Endvidere skal amtsrådet efter § 96, stk. 1, sidste pkt., sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer. Med hjemmel i denne bestemmelse er der oprettet amtsungdomscentre i næsten alle amtskommuner, men udbygget på forskelligt niveau.

De indeholder som regel tilbud til unge med alkohol- og/eller narkotikamisbrug eller andre svære psykiske og/eller sociale problemer.

Amtsungdomscentrene kan råde over forskellige typer af behandlingstilbud, fx ungdomsboliger, dagcentre, daghøjskole, værksteder/arbejdshold, opholdssteder og lektiestøtte.

I øvrigt har amtsungdomscentrene en række opgaver uden for det egentlige behandlingsarbejde, fx i form af konsulentbistand, når det drejer sig om unge med alvorlige sociale og psykiske vanskeligheder, og opsøgende arbejde. Centrene deltager endvidere i et omfattende regionalt samarbejde med politiet, kriminalforsorgen, det psykiatriske hospitalsvæsen m.v.

Afsnit II.

Almindelige bestemmelser, herunder reglerne om tavshedspligt og

videregivelse af oplysninger

Generelt

17. Bistandslovens almindelige bestemmelser gælder også for behandlingen af sager om rådgivning af børn/unge og familien samt beslutninger om iværksættelse af foranstaltninger, medmindre andet er fastsat.

For så vidt angår sagens oplysning gælder de almindelige regler i bistandslovens §§ 17 og 18. Desuden gælder de almindelige regler i forvaltningsloven, herunder reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger, og i ansøgningssager, jf. pkt. 26, tillige reglerne om udveksling af oplysninger mellem forskellige dele inden for samme forvaltning.

Tavshedspligt

18. De nærmere regler om tavshedspligt fremgår af forvaltningslovens § 27. Der kan henvises til Justitsministeriets vejledning af 1986 om forvaltningsloven og afsnit V i Socialministeriets vejledning af 11. december 1989 om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af fortrolige oplysninger m.v. inden for den sociale lovgivning.

Tavshedspligten i offentlig tjeneste eller hverv omfatter alle inden for den offentlige forvaltning. Også nævn og råd nedsat i tilknytning til den offentlige forvaltning er omfattet af tavshedspligten. Det samme gælder personer ansat ved offentlige dag- og døgninstitutioner på det sociale område. Tilsvarende omfatter tavshedspligten personale ved private dag- og døgninstitutioner med driftsoverenskomst med kommune/amtskommune. De opgaver, der varetages af opholdssteder, herunder plejefamilier, jf. § 66, hviler på aftale mellem opholdsstedet og kommunen. Opholdssteder og plejefamilier er således også omfattet af tavshedspligt, selv om deres virksomhed ikke kan betegnes som offentlig tjeneste eller hverv. Dette følger af straffelovens § 152 a, jf. § 152.

Tavshedspligten omfatter endvidere personer, der udfører offentlige hverv, varigt eller forbigående, lønnet eller ulønnet og hvad enten det beror på valg eller beskikkelse, fx medlemmer af bestyrelser og forældreråd ved døgninstitutioner. Tavshedspligten omfatter ligeledes deres stedfortrædere.

Tavshedspligten bortfalder ikke ved ophør af tjenesten eller hvervet.

19. Ifølge forvaltningslovens § 27 gælder tavshedspligten, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Disse interesser er uddybet i forvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 1 - 7. Størst praktisk betydning i sociale sager har bestemmelsen i forvaltningslovens § 27, nr. 6, om hensynet til enkeltpersoners interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige, herunder økonomiske forhold.

Tavshedspligten omfatter fortrolige oplysninger. Hvad der forstås herved fremgår af forvaltningslovens § 28, stk. 1, hvorefter det drejer sig om oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende. Der kan i øvrigt henvises til pkt. 25.

Begrænsninger i tavshedspligten

20. I følge straffelovens § 152 e foreligger der ikke en krænkelse af tavshedspligten efter forvaltningslovens § 27 i tilfælde, hvor den pågældende er forpligtet til at videregive oplysninger eller handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.

Underretningspligt

21. Efter § 19 kan socialministeren fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal

underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at en person har behov for social bistand.

Efter § 19, stk. 2, kan socialministeren fastsætte regler om under retningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning til hjælpeforanstaltninger efter bistandsloven.

I medfør heraf er der i § 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 889 af 11. december 1986 om underretningspligt over for det sociale udvalg (nu kommunalbestyrelsen) efter bistandsloven fastsat underretningspligt vedrørende børn og unge under 18 år.

Ifølge bekendtgørelsens § 2 foreligger pligten, når barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til sine daglige omgivelser, skolen eller samfundet, eller når barnet iøvrigt lever under utilfredsstillende forhold. Tilsvarende gælder, når barnet eller den unge har behov for hjælpeforanstaltninger på grund af et vidtgående fysisk eller psykisk handicap.

I bekendtgørelsens § 2, stk. 2, fastsættes, at såfremt det må antages, at de pågældende ikke gennem deres egen virksomhed i tjenesten eller hvervet har rimelig mulighed for at afhjælpe vanskelighederne, skal de unge eller børnenes forældre så vidt muligt orienteres om bistandslovens hjælpemuligheder, inden kommunalbestyrelsen underrettes.

I bekendtgørelsens § 3 fastsættes, at enhver læge skal rette henvendelse til vedkommende kommunalbestyrelse, når de i deres virksomhed bliver bekendt med forhold for børn og unge under 18 år, herunder børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, der må give formodning om, at barnet eller den unge har behov for social bistand.

22. Efter § 20 har den, der får kendskab til, at et barn under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, pligt til at underrette kommunalbestyrelsen.

Overtrædelse af § 20 kan straffes med bøde eller hæfte, jf. § 21.

23. Reglerne om underretningspligt har sammenhæng med, at det efter § 32, stk. 2, påhviler kommunalbestyrelsen at yde forældremyndighedsindehaveren eller andre, der sørger for et barn eller en ung, rådgivning og støtte, hvis barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til sine omgivelser eller i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold.

Den, der foretager underretning, bliver ikke part i sagen og kan ikke klage over de skridt, som kommunen vælger at foretage eller vælger ikke at foretage.

En underretning i medfør af §§ 19 eller 20 medfører ikke, at kommunen bliver forpligtet til at iværksætte foranstaltninger. I visse tilfælde vil henvendelsen nødvendiggøre, at kommunen som led i sin almindelige forpligtelse efter § 32, stk. 1, til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge lever under, må undersøge, om der er behov for støtte, fx ved at rette henvendelse til skole eller dagtilbud. Afhængig af indholdet af underretningen vil en sådan henvendelse fra kommunen kunne ske uden forudgående samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, men kommunen bør i videst muligt omfang sikre sig samtykke. Hvis der ikke foreligger et forudgående samtykke, bør forældrene orienteres om underretningen, og om hvilke oplysninger der eventuelt er indhentet som følge heraf. Dette gælder, hvad enten sagen henlægges eller giver anledning til overvejelser om iværksættelse af en egentlig undersøgelse efter § 32 c, eventuelt § 32 d, jf. pkt. 31 - 35. Også i de tilfælde, hvor kommunen ud fra sit forudgående kendskab til familien kan fastslå, at anmeldelsen er grundløs, bør kommunen samtidig underrette familien.

En egentlig pligt til at underrette familien vil afhænge af den konkrete sag, men kommunen må være meget opmærksom på, at familien inddrages så tidligt som muligt, hvis det kommer på tale at iværksætte undersøgelser og lignende.

Med hensyn til notatpligt kan der henvises til offentlighedslovens § 6, hvorefter der er notatpligt vedrørende faktiske oplysninger, der er af betydning for en sags afgørelse, i sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det karakteristiske for notatpligten er, at dens udstrækning beror på, hvilken funktion en oplysning har i forhold til kommunens behandling af sagen.

Et særligt problem foreligger, hvor der er tale om anonyme hen vendelser. Problemet kan opstå i 2 forskellige situationer. I den ene situation, hvor underretteren er anonym, også i forhold til kommunen, kan det være nødvendigt, at kommunen foretager en undersøgelse på baggrund af den anonyme henvendelse, men arten og omfanget må i høj grad afhænge af de konkrete omstændigheder, og der kan i sådanne tilfælde være særlig grund til straks at orientere familien om underretningen, og om at den er anonym. I den anden situation er kommunen bekendt med underretterens navn, men denne ønsker at være anonym i forhold til familien. Der er efter forvaltningslovens § 15 mulighed for at undtage navnet på underretteren fra aktindsigt, men kun når dette kan begrundes med et særligt hensyn til underretteren, og kun når dette hensyn klart overstiger hensynet til familiens behov for at få oplyst identiteten på underretteren.

Om adgangen til at rette henvendelse til det sociale ankenævn/Den Sociale Ankestyrelse i de tilfælde, hvor kommunen undlader at iværksætte nødvendige undersøgelser eller foranstaltninger, jf. § 36 a, henvises til pkt. 61.

Indhentelse og videregivelse af oplysninger

24. De nærmere regler om indhentelse af oplysninger og videregivelse er beskrevet i Justitsministeriets vejledning af 1986 om forvaltningsloven og i Socialministeriets vejledning af 11. december 1989 om tavshedspligt m.v.

For så vidt angår retningslinierne for udveksling af oplysninger i tilslutning til det kriminalitetsforebyggende arbejde (SSP), der forudsætter samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politiet, henvises til Justitsministeriets vejledning nr. 163 af 17. august 1990.

Fortrolige oplysninger

25. Ifølge forvaltningslovens § 28, stk. 1, må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed. Til denne hovedregel gælder følgende undtagelser, jf. bestemmelsens stk. 2

- Hvis der foreligger samtykke fra den, som oplysningerne vedrører, kan oplysningerne videregives. Det er en betingelse, at samtykket er skriftligt, og at det angiver, hvilke typer oplysninger det drejer sig om, til hvem og til hvilket formål.

- Hvis det følger af lov eller bestemmelser, der er fastsat i medfør af lov, at oplysningen skal videregives. Bistandslovens § 17, 2. pkt. hjemler en sådan undtagelse, idet den myndighed, der behandler en sag efter bistandsloven, kan afkræve andre (end ansøgeren), der har kendskab til forholdene, oplysninger, som må anses for nødvendige for sagen, herunder indhente sygehusjournaler eller udskrifter heraf.

- Hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelsen, herunder hensynet til den, oplysningen angår.

- Hvis videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

I forvaltningslovens § 28, stk. 3, fastsættes, at andre fortrolige oplysninger end dem, der er nævnt i stk. 1, udover de ovennævnte undtagelser, kun må videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.

Forvaltningsloven bygger således på en opdeling af oplysninger om rent private forhold, dvs. de meget følsomme oplysninger, som er omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1, og andre fortrolige oplysninger, dvs. almindelige fortrolige oplysninger som nævnt i bestemmelsens stk. 3. Ved fortrolige oplysninger forstås oplysninger, som er omfattet af tavshedspligt, jf. pkt. 19.

Ansøgningssager

26. For sager, der rejses efter ansøgning (ansøgningssager) gælder, jf. forvaltningslovens § 29, at oplysninger om rent private forhold ikke må indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed. Dette gælder dog ikke, hvis der er givet samtykke, eller hvis andet følger af lov, fx bistandslovens § 17. I de tilfælde, hvor der er særskilt lovhjemmel til indhentelse af oplysninger, er det i forarbejderne til forvaltningsloven tilkendegivet, at myndigheder, selv om de ikke formelt er forpligtet hertil, normalt bør indhente samtykke, medmindre de hensyn, der ligger bag den specielle regel taler imod. Endvidere kan der indhentes oplysninger (i ansøgningssager), uden at der foreligger samtykke, hvis særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.

Sager om bistand til børn og unge og deres familier vil i en række tilfælde være ansøgningssager og dermed omfattet af forvaltningslovens § 29.

Kommunen har imidlertid mulighed for selv at rejse en sag i kraft af den særlige forpligtelse til at sørge for, at et barns eller en ungs forhold undersøges, ligesom kommunen har adgang til at fortsætte en sag, der er startet som ansøgningssag. I så fald vil sagen ikke være omfattet af forvaltningslovens § 29, men derimod af denne lovs § 28, jf. pkt. 25.

Særligt om samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år

27. I de tilfælde, hvor der skal foreligge samtykke til indhentelse af oplysninger fra indehaveren af forældremyndigheden, bør der tillige indhentes et særskilt samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år, i det omfang oplysningerne vedrører denne.

Hvilke oplysninger er der behov for

28. Ved indhentelse af oplysninger er det vigtigt - uanset om det sker på grundlag af samtykke eller med hjemmel i lov eller anden særlig undtagelse - at det tydeligt angives, hvilke oplysninger der ønskes og til hvilket formål. Dette følger af forvaltningslovens § 32, hvori det fastsættes, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, ikke i den forbindelse må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver. Heri ligger også, at den myndighed, der videregiver oplysninger, ikke bør videregive oplysninger, som der ikke er behov for, i forbindelse med behandlingen af den konkrete sag. I tilfælde af tvivl må den rekvirerende myndighed anmodes om nærmere at angive, hvilke oplysninger der er behov for.

29. For så vidt angår videregivelse/indhentelse af oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder og - i ansøgningssager - fra andre grene inden for samme forvaltningsmyndighed henvises til Socialministeriets vejledning af 11. december 1989, afsnit VI og

VII.

Det børn og unge-udvalg, som er nedsat efter § 126, er en selvstændig forvaltningsmyndighed i forvaltningslovens forstand og dermed omfattet af reglerne om videregivelse i forvaltningslovens § 28. Da det imidlertid er en forudsætning for udvalgets virksomhed, at udvalget får de oplysninger, der er nødvendige for, at sagen kan afgøres i overensstemmelse med de i loven opstillede krav, er videregivelse af oplysningerne berettiget.

Generelt om sagsbehandlingen

30. Der må generelt stilles store krav til sagsbehandlingen i sager om bistand til børn/unge og deres familier, da der er tale om et meget følsomt område, hvor der i en sag ofte er meget personlige og private oplysninger. Desuden er der under visse betingelser mulighed for at træffe afgørelser, som kan gennemføres tvangsmæssigt over for forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Dette gør det særlig vigtigt, at sagsbehandlingen lever op til forvaltningslovens krav, og hvad der i øvrigt følger af god forvaltningsskik.

På enkelte punkter er der i bistandsloven fastsat nærmere regler i tilknytning til sagsbehandlingen, særligt vedrørende sager om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger Disse særlige regler er nærmere omtalt under pkt. 86 ff.

For så vidt angår reglen i § 125 om den særlige pligt til at gøre forældremyndighedsindehaveren og andre parter bekendt med retten til aktindsigt m.v. bemærkes, at der også uden for de tilfælde, der omfattes af § 125, kan være behov for, at kommunen aktivt medvirker til, at forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, bliver orienteret om de rettigheder, de har efter forvaltningsloven.

Af hensyn til familiens retssikkerhed er det vigtigt, at der i hele sagsforløbet sker en grundig orientering af familien, om de oplysninger, der ligger i sagen, samt om de overvejelser kommunen gør sig med hensyn til indhentelse af andre oplysninger og eventuelle overvejelser om nødvendige foranstaltninger.

En grundig orientering er imidlertid også en nødvendig forudsætning for, at der kan etableres et reelt samarbejde mellem familien og kommunen om at finde de løsninger, der bedst tilgodeser behovene, så familien kan bringes ud af vanskelighederne.

Det er således væsentligt, at familien medvirker aktivt til løsningen af problemerne, og dette kan kun ske, hvis familien undervejs bliver gjort bekendt med kommunens overvejelser og får mulighed for at fremkomme med kommentarer og eventuelle korrektioner til de oplysninger, der er i sagen.

Vigtigheden af, at der sker en løbende orientering gælder i hele sagsforløbet, men er særlig vigtigt, hvis sagen undervejs skifter karakter fra frivillig til tvangsmæssig, således at forældrene ikke føler, at samarbejdet har foregået på skrømt og efter en skjult dagsorden.

Det hører endvidere med til god forvaltningsskik, at det fremgår, hvem der har udfærdiget noteringer i journalen eller har udstedt erklæringer, udtalelser eller lignende til brug for sagen. Det er også vigtigt, at det i forbindelse med udfærdigelse af erklæringer fremgår, om disse er baseret på en egentlig undersøgelse af eller samtale med den, som erklæringen angår, eller om erklæringen er udfærdiget alene på allerede foreliggende skriftligt materiale.

Afsnit III.

Særlig støtte til børn og unge

Undersøgelser

31. Efter § 32 c, stk. 1, er kommunen forpligtet til at undersøge forholdene nærmere, når det på baggrund af foreliggende oplysninger må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte.

Igangsættende for kommunens undersøgelsesvirksomhed kan først og fremmest være en henvendelse fra familien eller barnet eller den unge selv om hjælp eller særlig støtte. Kommunen kan endvidere gennem underretningsreglerne i §§ 19 og 20 blive gjort opmærksom på, at hjælp eller støtte til et barn eller en ung er eller kan blive aktuel, jf. pkt. 21-23.

Privatpersoner med kendskab til familien kan ønske at afgive udtalelser eller erklæringer. Det kan fx være slægtninge eller andre, der står familien nær. Sådanne henvendelser må efter de almindelige forvaltningsretlige principper indgå i sagen og dermed også i kommunens beslutningsgrundlag.

Kommunen må dog være opmærksom på, at reglerne om tavshedspligt kan forhindre, at sagen drøftes med andre end parterne og deres eventuelle repræsentant. Dette bør imidlertid ikke føre til, at man afviser at modtage henvendelser eller lignende fra andre fx bedsteforældre.

32. Det må tillægges stor betydning, at kommunen foretager en grundig indledende undersøgelse. Det gælder om på så tidligt et tidspunkt som muligt at få en kvalificeret afdækning af, om der foreligger problemer, der bør resultere i iværksættelse af hjælpeforanstaltninger, og i bekræftende fald at få et grundlag for at kunne vurdere, hvilke foranstaltninger der vil være formålstjenlige ud fra karakteren af problemerne.

Et målrettet arbejde med de indledende undersøgelser må tillægges en betydelig værdi for sagens videre forløb.

Normalt vil kommunen selv kunne foretage den fornødne undersøgelse, men undertiden vil det være nødvendigt ved mere omfattende undersøgelser at indhente bistand fra særlige sagkyndige uden for forvaltningen. Kommunen skal, hvis det er påkrævet, lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en psykolog, eventuelt ved henvisning til amtskommunens rådgivningscenter, jf. § 32 c, stk. 1.

Beslutningen om en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal træffes i forståelse med forældremyndighedens indehaver og den unge, hvis denne er fyldt 15 år. I særlige situationer er der adgang til tvangsmæssig gennemførelse af undersøgelser, jf. pkt. 35.

Er der behov for at få barnet eller den unge undersøgt af en læge eller en psykolog, er det af hensyn til sagens forløb vigtigt at inddrage forældrene i forbindelse med valg af undersøgende læge eller psykolog.

Hvis forældrene ønsker en bestemt læge eller psykolog som undersøger, må det anbefales, at kommunen altid overvejer, om forældrenes ønske kan imødekommes, da det kan have betydning for forældrenes accept af det videre forløb, at de har tillid til undersøgeren.

Forældremyndighedsindehaverens forståelse for undersøgelsen må tillægges stor betydning, da undersøgelsen bør være indledning til et samarbejde mellem kommunen og indehaveren af forældremyndigheden om at løse de vanskeligheder for barnet eller den unge, som de foreliggende oplysninger tyder på.

33. En undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal være helhedsorienteret og skal beskrive ressourcer og udviklingsmuligheder. Foruden en undersøgelse af barnets eller den unges forhold er det således væsentligt at få afklaret, hvilke ressourcer familien selv er i besiddelse af til brug for afhjælpningen af barnets eller den unges problemer.

Det er væsentligt, at familiens egen opfattelse af problemerne og eventuelle forestillinger om, på hvilken måde disse kan afhjælpes, indgår i sagsoplysningen. Familiens aktive medvirken i en problemløsning kan få afgørende betydning for opnåelsen af et tilfredsstillende resultat.

Det bør indgå som et naturligt led i sagsoplysningen, at sagsbehandleren og andre, der udtaler sig i sagen, skaffer sig et førstehånds kendskab til familien og det eller de børn, som sagen drejer sig om.

Det er således også væsentligt, at barnets eller den unges egen mening kommer til udtryk gennem en samtale med de pågældende børn og unge. Der bør afsættes den fornødne tid til sådanne samtaler, også når det drejer sig om mindre børn. Samtalen må være så skånsom som muligt over for barnet eller den unge og bør, hvis forholdene tilsiger det, ske med sagkyndig bistand.

Der kan i denne forbindelse henvises til bestemmelsen i § 124 a, stk. 2, hvorefter der for børn under 12 år skal foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det.

34. § 32 c, stk. 3, præciserer, at en undersøgelse ikke må være mere omfattende, end formålet tilsiger, og at undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader det. Under hensyn til den belastning, som en undersøgelse kan udgøre både for familien og barnet eller den unge, må det løbende i undersøgelsesforløbet vurderes, hvor vidtgående undersøgelsen skal være.

Det er i denne forbindelse væsentligt, at kommunen nøje overvejer, hvilke oplysninger der er brug for i den konkrete sag, og alene indhenter disse.

Tvangsmæssig gennemførelse af undersøgelser

35. I tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, modsætter sig en undersøgelse af barnet eller den unge, og hvor forholdene tegner sig så alvorligt, at en undersøgelse må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget efter § 32 d beslutte at gennemføre en undersøgelse ved at indlægge barnet eller den unge på sygehus eller ved at anbringe det på en institution.

Bestemmelsen sigter især på de situationer, hvor der endnu ikke er grundlag for at fastslå, at en anbringelse er nødvendig, men hvor kommunen finder det absolut nødvendigt at få afklaret dette.

Efter bestemmelsen kan undersøgelsen ske ved anbringelse på institution eller indlæggelse på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. I sidstnævnte situation forudsættes undersøgelsen at skulle ske på en børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling. Indlæggelse til undersøgelse på sygehus forudsætter tilslutning fra afdelingens overlæge. Kravet om tilslutning fra den behandlende overlæge fremgår ikke direkte af bestemmelsen, men en sådan tilslutning må i almindelighed skulle foreligge forud for en indlæggelse.

Børn er ifølge lov om tvang i psykiatrien tillagt selvstændige rettigheder. Modsætter et barn eller en ung, der er omfattet af denne lovs særlige retssikkerhedsgarantier, sig en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, må kommunen følge den fremgangsmåde, der er fastsat i lov om tvang i psykiatrien.

Der er mulighed for både at lade barnet eller den unge undersøge ambulant og at lade barnet eller den unge døgnindlægge, således at barnet eller den unge må opholde sig på sygehuset eller institutionen, indtil undersøgelsen er tilendebragt. Forholdene i det enkelte tilfælde og især forældremyndighedsindehaverens holdning og indstilling må være afgørende for, hvilken fremgangsmåde børn og unge-udvalget beslutter at vælge i den konkrete situation. Viser forældremyndighedsindehaverens indstilling, at det vil være forsvarligt at gennemføre undersøgelsen ambulant, bør denne mulighed vælges, da en ambulant undersøgelse må anses for at være mest skånsom for barnet/den unge og familien.

At barnet eller den unge eventuelt kan tage hjem til familien om aftenen er ikke en hjemgivelse i lovens forstand, så længe undersøgelsen står på.

Af hensyn til familien og barnet eller den unge er der i § 32 d fastsat en frist for undersøgelsens maksimale varighed. Undersøgelsen skal således være afsluttet inden 2 måneder regnet fra børn og unge-udvalgets afgørelse om gennemførelsen af undersøgelsen.

Er behovet for at kunne iværksætte en undersøgelse så akut, at der må handles hurtigt af hensyn til barnet eller den unge, kan afgørelsen om iværksættelse af en tvangsmæssig undersøgelse træffes efter reglerne om foreløbige beslutninger, jf. § 32 d, stk. 2. 2-måneders fristen regnes fra udvalgets godkendelse af formandens beslutning.

Krav til redegørelsen for undersøgelsens resultater

36. I § 32 c, stk. 2, er det fastsat, hvilke krav der skal stilles til kommunens redegørelse for undersøgelsens resultater. Opregningen af disse krav i loven har til hensigt at understrege betydningen af en grundig undersøgelse og skal tillige tjene som retningslinie for kommunens virksomhed. Et målrettet arbejde med de indledende undersøgelser må tillæggges en betydelig værdi for sagens senere forløb.

Helt centralt er naturligvis, om undersøgelsen viser, at der er behov for at iværksætte en hjælpeforanstaltning, hvilket der må tages begrundet stilling til. Hvis dette ikke er tilfældet, bør der redegøres for de forhold, der fører til, at sagen kan henlægges.

Viser undersøgelsen, at der er behov for at iværksætte en hjælpe foranstaltning, må der på baggrund af den viden om barnet eller den unge, familien og omgivelserne, som er opsamlet gennem undersøgelsen, gøres rede for, hvilke af de mulige hjælpeforanstaltninger der må anses for at være den eller de bedste i det foreliggende tilfælde.

Familiens egne ressourcer og spørgsmålet, om disse med den fornødne hjælp kan styrkes, er af afgørende betydning for valget af hjælpeforanstaltninger. Der skal derfor tillige redegøres for de forhold i familien og hos barnet eller den unge, som kan bidrage til at klare vanskelighederne, og for på hvilken måde disse forhold vil kunne styrkes. Ud over familiens og barnets eller den unges forhold må der i denne forbindelse også redegøres for, om der i barnets eller den unges omgivelser i øvrigt, fx gennem støtte fra andre nære familiemedlemmer, er mulighed for at hente hjælp til overvindelse af vanskelighederne.

Med hensyn til valget af den rette hjælpeforanstaltning bør det tilstræbes, at barnet eller den unge kan forblive i hjemmet, jf. § 33, stk. 1. Der må dog samtidig lægges vægt på, at der så vidt muligt fra begyndelsen vælges den eller de foranstaltninger, som må anses for mest formålstjenlige i forhold til de afdækkede problemer. Den i § 33, stk. 2, foretagne opregning af mulige foranstaltninger skal ikke opfattes som en form for rangfølge, hvor det påhviler kommunen ud fra princippet om anvendelsen af det mindste indgreb at gennemløbe rækken af mulige foranstaltninger, eventuelt afsluttende med en anbringelse uden for hjemmet.

Ved valg af hjælpeforanstaltning er det derfor væsentligt, at princippet om det mindste indgreb ses i lyset af det overordnede princip om formålstjenlighed, således at der blandt de formålstjenlige foranstaltninger vælges den mindst indgribende.

Den indstilling, som forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge har til iværksættelse af en hjælpeforanstaltning, kan få stor betydning for sagens videre forløb. Et samtykke, der opnås fra forældremyndighedens indehaver uden at dække dennes reelle indstilling til den tilbudte hjælpeforanstaltning, kan give anledning til problemer i sagens videre forløb, fx i form af umotiverede begæringer om hjemgivelse. Disse problemer kan vise sig at være større end de problemer, som en tvangsfjernelse rejser.

En redegørelse for den indstilling, som forældremyndighedens inde haver og barnet eller den unge har til foranstaltningerne, må derfor have en fremtrædende plads i redegørelsen.

Redegørelsen bør ikke alene indeholder en angivelse af, hvilke muligheder inden for det sociale system der efter kommunens opfattelse vil kunne afhjælpe problemerne, men bør også inddrage andre muligheder, fx inden for skolesystemet.

Der bør således ske en beskrivelse af indsatsen og de formål, der søges opnået i alle tilfælde, hvor kommunen finder, at der er behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger, men efter loven stilles der alene krav om udarbejdelse af en egentlig plan og krav til dennes nærmere indhold, når hjælpeforanstaltningen skal bestå i en anbringelse uden for hjemmet, jf. pkt. 62-64.

Særligt om høring m.v. af barnet eller den unge

37. Det er i § 124 a, stk. 1, fastsat, at når børn er fyldt 12 år, skal der, forinden der træffes afgørelse i en sag om foranstaltninger efter bistandsloven, finde en samtale sted med barnet herom. Der er efter bestemmelsen således tale om en egentlig pligt for kommunen til altid at give barnet mulighed for en samtale. Kommunen skal ikke vurdere konkret, om barnet med nytte kan udtale sig om sagen. Derimod har barnet ret til at afslå at udtale sig. Oplysning herom vil i disse tilfælde opfylde lovens krav om, at der skal finde en samtale sted. Forældremyndighedens indehaver kan ikke modsætte sig, at kommunen giver barnet mulighed for en samtale.

Da børn, der er fyldt 12 år, er tildelt en egentlig ret til at blive hørt, bør barnets opfattelse tillægges betydning i den samlede vurdering vedrørende afgørelsen om foranstaltninger.

Efter § 124 a, stk. 2, skal der for børn under 12 år foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det. Det fremgår således direkte af loven, at kommunen skal inddrage mindre børns holdning, inden der træffes afgørelse om en påtænkt foranstaltning, der vedrører barnet. Det er forudsat, at oplysningerne om barnets holdning tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art. Da det drejer sig om børn under 12 år, er det vigtigt, at barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har forudsætninger for at tage stilling til.

Selv om der ikke er tale om en høringsregel som den, der gælder for børn, der er fyldt 12 år, vil det være en følge af bestemmelsen, at der også for børn under 12 år i videst muligt omfang lægges vægt på barnets mening. Heri ligger tillige, at barnets holdning skal fremgå af sagen.

Individuelle foranstaltninger

Betingelserne for at iværksætte foranstaltninger

38. Kommunen kan efter § 33, stk. 1, træffe beslutning om foranstaltninger efter stk. 2, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Hermed fastlægges det materielle kriterium for iværksættelse af frivillige foranstaltninger. Det tidligere benyttede udtryk "tarv" er erstattet af udtrykket "væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte". Det er imidlertid ikke ethvert behov, der udløser støtte efter § 33, stk. 2. Dette udtrykkes ved, at det skal være af væsentlig betydning og ved, at det skal være af hensyn til et særligt behov for støtte. Desuden ligger det forudsætningsvis i henvisningen til stk. 2, at vurderingen af, hvad der er væsentligt af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, relaterer sig til de foranstaltninger, der nævnes i stk. 2. Det må samtidig understreges, at det har været hensigten at udforme kriteriet så rummeligt, at det ikke afskærer kommunen fra at yde hjælp, når dette må anses for formålstjenligt udfra en vurdering af familiens situation sammenholdt med de hjælpemuligheder, som findes i loven.

39. Efter § 33, stk. 1, 2. pkt., bør det tilstræbes, at barnet eller den unge kan blive i hjemmet. Dette er dog ikke ensbetydende med, at der skal være prøvet enhver form for hjælp i hjemmet, før der kan ske en anbringelse. Som det fremhæves i pkt. 41, er opregningen ikke udtryk for en prioritering af de enkelte foranstaltninger. Da en anbringelse imidlertid indebærer mere vidtgående omvæltninger for barnet eller den unge end de øvrige foranstaltninger, er der af hensyn til ønsket om at tilgodese barnets eller den unges behov for kontinuitet, indsat en hensigtserklæring, hvorefter hjælpen bør sigte mod, at barnet eller den unge kan forblive i hjemmet. Bestemmelsen har iøvrigt nær sammenhæng med kravene i § 32 c om undersøgelse og kravene til redegørelsen for denne, idet det er vigtigt, at der allerede fra starten vælges den eller de foranstaltninger, der kan bidrage til mere varig løsning af problemerne fremfor hjælp, der alene sigter mod løsning af akut opståede problemer.

Det er en selvfølge, at hjælpen ikke skal gå udover, hvad der er brug for i den enkelte sag, men det er lige så vigtigt, at familien ikke som følge af en misforstået brug af det mindste indgrebs princip skal gennemgå en række foranstaltninger, der hver især er utilstrækkelige til løsning af problemerne. Det mindste indgrebs princip må ses i lyset af det overordnede princip om formålstjenlighed, således at der blandt de formålstjenlige foranstaltninger vælges den mindst indgribende.

Hvem skal give samtykke

40. Beslutning om iværksættelse af foranstaltninger efter § 33, stk. 2, træffes med samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. dog § 34. Er der fælles forældremyndighed skal begge forældre give samtykke, også selv om forældrene ikke bor sammen. Der henvises til pkt. 66 om fælles forældremyndighed. En beslutning om anbringelse uden for hjemmet kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år. For så vidt angår muligheden for tvangsmæssigt at gennemføre en anbringelse uden for hjemmet henvises til pkt. 70 ff.

I overensstemmelse med, at den unge, der er fyldt 15 år, tildeles partsstatus, vil en beslutning om anbringelse uden for hjemmet efter § 33, stk. 2, nr. 10, kun kunne gennemføres som en frivillig foranstaltning, når der foreligger samtykke fra både den unge og fra indehaveren af forældremyndigheden. Bestemmelsen om samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år, omhandler alene anbringelse uden for hjemmet, idet dette må anses for at være det mest vidtgående. Samme medvirken og motivation fra unge vil imidlertid være nødvendig i forhold til andre af de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 2. Det vil derfor også i disse tilfælde være vigtigt at inddrage den unge, når der påtænkes iværksat andre foranstaltninger.

De enkelte foranstaltninger

41. Ifølge § 33, stk. 2, kan kommunen beslutte

1) at yde konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold og kan herunder bestemme, at barnet eller den unge skal søge et dagtilbud, en ungdomsklub, et uddannelsessted, eller lignende,

2) at yde praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet,

3) at yde familiebehandling eller lignende støtte,

4) at etablere døgnophold for både forældremyndighedens indehaver, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien,

5) at etablere en aflastningsordning,

6) at udpege en personlig rådgiver for barnet eller den unge,

7) at yde økonomisk støtte til udgifter, der følger af foranstaltninger nævnt i nr. 1-5, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil,

8) at yde økonomisk støtte til udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, at en hjemgivelse kan fremskyndes, eller at støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for hjemmet,

9) at yde økonomisk støtte til ophold på kost- eller efterskole, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil, og

10) at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet, på en døgninstitution, i en plejefamilie eller andet godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov, jf. §§ 66 og 96.

Anvendelsen af de tilbud, der opregnes i § 33, stk. 2, forudsætter, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt. De enkelte foranstaltninger, som er beskrevet nedenfor, har hver især et indbygget formål - en kerne - men samtidig nogle fleksible ydre grænser, der gør, at foranstaltningerne overlapper hinanden, hvilket indebærer, at to eller flere foranstaltninger kan anvendes samtidigt eller i forlængelse af hinanden. Beskrivelsen af foranstaltningerne har til formål at gøre tilbudene mere gennemskuelige. Det er samtidig forudsat, at indsatsen kan udvikles inden for de givne rammer, således at opregningen ikke forhindrer udviklingen af nye tilbud.

Foranstaltningerne kan tilbydes enkeltvis eller i kombination med hinanden. Rækkefølgen af foranstaltningerne er derfor ikke udtryk for en tidsmæssig prioritering i et sagsforløb.

Ad § 33, stk. 2, nr. 1

42. Konsulentbistand kan tilbydes familier, når det må antages, at der over et vist forløb kan være behov for støtte til barnet/den unge eller familien. Der kan være tale om samlivsproblemer, opdragelsesproblemer, adfærdsproblemer, psykiske problemer eller kriminalitet. Særligt sagkyndige kan inddrages i sagsbehandlingen, eventuelt ved inddragelse af amtskommunens særlige ekspertise.

Tilbuddet om konsulentbistand efter nr. 1 adskiller sig således fra den almindelige rådgivning efter §§ 28 og 32 derved, at bistanden har karakter af en egentlig foranstaltning, som der træffes beslutning om at iværksætte, og at den tidsmæssigt vil strække sig over et vist forløb. Desuden vil der typisk i samarbejde med forældrene være opstillet nogle målsætninger for forløbet af samtalerne.

Forløbet af disse samtaler med familien og barnet eller den unge kan føre til, at der skønnes at være behov for at præcisere, at familien skal følge en bestemt fremgangsmåde, eventuelt i tilslutning til nærmere angivne foranstaltninger, fx at barnet skal søge en daginstitution eller lignende, eller at et barn eller en ung skal søge en skole eller andet uddannelsessted, en ungdomsklub eller lignende. Deltagelse i forskellige foreningsaktiviteter, fx sportsforeninger kan også være en fornuftig løsning ud fra en konkret vurdering.

Anvendelsen af foranstaltningen må som udgangspunkt bygge på barnets eller den unges og forældremyndighedsindehaverens motivation til samarbejde.

Beslutning om foranstaltningen kan træffes uden samtykke efter § 34, jf. pkt. 55.

Der vil kunne ydes støtte til udgifter, der følger af de givne anvisninger vedrørende barnet eller den unge, i det omfang forsørgeren ikke selv har midler dertil, jf. § 33, stk. 2, nr. 7.

Ad § 33, stk. 2, nr. 2

43. Denne foranstaltning tager primært sigte på forskellige former for støtte i hjemmet ("hjemme-hos" ordninger) med det formål at sørge for, at familien holdes samlet. Afhængig af familiens behov er de opgaver, der skal løses, mangeartede.

En støtte til familien kan fx bestå i at støtte familien i at strukturere hverdagen, at sørge for at børnene kommer i skole, til idræt eller lignende, at støtte forældrene i grænsesætning over for børnene, at motivere forældrene til aktiviteter og at støtte familien i kontakt til omgivelserne.

Støtten ydes i hjemmet af en person, der er ansat af kommunen med det formål at få familien til at fungere bedre. Støtten kan derfor være af såvel pædagogisk karakter som af praktisk art, eller hvad der i øvrigt måtte være behov for. Til at yde denne tøtte i hjemmet kan ansættes personer med de fornødne forudsætninger for arbejdet, herunder med pædagogisk, psykologisk eller social uddannelse. Afgørelsen hviler på en vurdering af, hvilken sagkundskab der skønnes nødvendig i forbindelse med behovet hos familien, samt en vurdering af problemets karakter.

Støtten kan ydes i meget varierende perioder fra nogle få måneder til flere år, og tilstedeværelsen af en støtteperson i familien kan variere fra flere timer dagligt til et besøg 1-2 timer n gang om ugen eller hver 14. dag alt efter, hvor stor en indsats en afhjælpning af problemerne må antages at kræve.

Også under barnets ophold uden for hjemmet kan der være brug for at yde støtte til familien af hensyn til sammenhængen i den samlede støtte, jf. pkt. 64 om de elementer der indgår i planen.

Ad § 33, stk. 2, nr. 3

44. Der er igennem de senere år udviklet en række familierettede projekter med det formål at bevare familien samlet. Familiebehandling eller anden lignende støtte over for hele familien kan ydes i hjemmet, som ambulant behandling eller i form af barnets eller den unges ophold i et dagbehandlingstilbud. For så vidt angår familiebehandling ved døgnophold henvises til pkt. 45.

Udgangspunktet for familiebehandling efter § 33, stk. 2, nr. 3, er, at problemer og mål beskrives og aftales i samarbejde med forældrene. Problem- og målformulering sker ud fra forældrenes opfattelse, og formuleringen revideres i løbet af behandlingen i takt med forældrenes ændrede forståelse af deres egen situation. Forældrene er fortsat de primært ansvarlige for opdragelsen og omsorgen for barnet under behandlingsforløbet. Endemålet med familiebehandlingen er at give familien mere hensigtsmæssige samspilsformer og indbyrdes relationer. Midlerne vil være forskellige, men vil typisk bestå i udførelse af praktiske dagligdags opgaver, lege og spil, suppleret med familie- og gruppesamtaler og individuel støtte. Behandlingsarbejdet tilrettelægges efter den enkelte families problemer og ressourcer.

Da det er afgørende for et sådant familiearbejde, at forældrene har praktisk og økonomisk mulighed for at forpligte sig til at deltage i det nødvendige antal hele eller halve dage, kan der ydes økonomisk støtte til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. pkt. 48 om § 33, stk. 2, nr. 7. Hjælpen efter denne bestemmelse er trangsbestemt.

Familiebehandling kan også tilbydes familien i tilknytning til, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 33, stk. 2, nr. 10.

Ad § 33, stk. 2, nr. 4

45. Bestemmelsen giver hjemmel til, at hele familien eller enkelte af dens medlemmer sammen med barnet eller den unge kan få ophold uden for hjemmet. Formålet med denne foranstaltning er at give familier et tilbud, der er langt mindre indgribende end døgnanbringelse af barnet eller den unge.

Opholdet vil oftest indgå som led i familiebehandling. Principperne herfor, jf. pkt. 44, gælder tilsvarende ved døgnophold for hele familien.

Loven stiller ikke krav om, hvor sådant et døgnophold for hele familien skal foregå. Den kommune, der etablerer et døgnophold, må imidlertid sikre sig, at dette foregår under betryggende forhold. Der er ikke noget til hinder for at benytte godkendte opholdssteder eller døgninstitutioner, jf. §§ 66 og 96.

Ad § 33, stk. 2, nr. 5

46. Bestemmelsen giver en særlig hjemmel til at iværksætte aflastningsophold, uden at aflastningen skal henføres under anbringelsesreglerne. Dette gælder, hvadenten aflastningen angår børn med fysisk eller psykisk handicap eller børn med sociale vanskeligheder. Der kan være flere formål med en aflastningsordning, fx aflastning af forældrene, støtte i opdragelsen af barnet eller forskellige former for optræning barnet. I alle tilfælde er der tale om en foranstaltning for et barn eller en ung med ophold i eget hjem. Tidsmæssigt kan de enkelte aflastningsophold strække sig fra 1 - 2 dage til 2 - 3 uger ad gangen, typisk week-ends og ferieperioder. Selve aflastningsordningen vil kunne fungere for en længere årrække, eventuelt under hele opvæksten.

I praksis bruges aflastningsophold også i kombination med døgnanbringelse på institution/opholdssted. I disse tilfælde er aflastningsopholdet en integreret del af døgnanbringelsen, jf. § 33, stk. 2, nr. 10.

Da der ikke er tale om en anbringelse uden for hjemmet, stiller loven ikke krav om, hvor aflastningsopholdet skal foregå. Den kommune, der etablerer et aflastningsophold, må imidlertid sikre sig, at denne foranstaltning foregår under betryggende forhold. Til aflastningsophold kan der derfor med fordel benyttes godkendte opholdssteder eller døgninstitutioner, jf. §§ 66 og 96.

Ad § 33, stk. 2, nr. 6

47. Der kan udpeges en personlig rådgiver for barnet eller den unge.

Beslutning om foranstaltningen kan træffes uden forældre myndighedsindehaverens samtykke efter § 34, jf. pkt. 55.

Foranstaltningen kræver i princippet ikke den unges samtykke, men beskikkelse af en personlig rådgiver for en ung, der udtrykkelig modsætter sig dette, vil dog som regel være udsigtsløst.

En personlig rådgiver kan udpeges for børn og unge, der skønnes at have behov for vejledning og rådgivning vedrørende fx arbejde, uddannelse, fritid eller som led i et vilkår ved tiltalefrafald.

Med den unges samtykke kan foranstaltningen opretholdes efter, at den unge er fyldt 18 år, dog ikke udover det fyldte 20. år, jf. pkt. 59.

Ad § 33, stk. 2, nr. 7

48. Bestemmelsen giver adgang til at yde støtte til dækning af udgifter som følge af de øvrige under § 33, stk. 2, nr. 1-5 nævnte foranstaltninger, fx tilskud til tabt arbejdsfortjeneste som følge af familiebehandling iværksat efter nr. 3 og 4.

Udgifterne kan ydes til forældremyndighedsindehaveren i det omfang, denne ikke har midler til afholdelsen. Det afgørende for bedømmelsen af trangen vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance. Hvis familiens økonomi er meget anstrengt, kan der også ydes hjælp til mindre udgifter.

Ydes der hjælp til betaling af dagtilbud udover, hvad der kan ydes efter Socialministeriets bekendtgørelse nr. 759 af 21. november 1991, som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 883 af 29. oktober 1992 om betaling for ophold i dagtilbud, afholdes udgiften hertil endeligt af kommunen, jf. pkt. 201.

Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at afholde udgifter i forbindelse med støttepersoner i dagtilbud eller lignende, da denne form for støtte må etableres inden for rammerne af det pågældende dagtilbud, og udgifterne hertil afholdes som driftsudgift (100 pct. kommunal udgift).

Ad § 33, stk. 2, nr. 8

49. Bestemmelsen giver mulighed for at yde økonomisk bistand som en formålsbestemt foranstaltning for at undgå et barns eller en ungs anbringelse eller fremme en hjemgivelse eller støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn under en anbringelse uden for hjemmet.

Hjælp i medfør af bestemmelsen er ikke trangsbestemt, men det er en forudsætning for støtten, at der er en klar sammenhæng mellem ydelsen af hjælp og muligheden for at undgå anbringelse/fremme hjemgivelse. Det er derfor af væsentlig betydning, at støtten indgår som et led i en samlet løsning af familiens problemer, og at støtten tilsigter at sætte familien i stand til selv at klare sine vanskeligheder. Bestemmelsen giver ikke mulighed for at yde en familie hjælp til løbende forsørgelsesudgifter.

Som eksempler på bestemmelsens anvendelsesmuligheder kan nævnes hjælp til bedre bolig, fx hjælp til istandsættelse, flytning og indskud, sanering af gæld eller betaling af mindre anskaffelser.

Bestemmelsen giver ligeledes mulighed for at yde hjælp til udgifter i forbindelse med forældremyndighedsindehaverens samvær med barnet eller den unge under anbringelsen.

Ad § 33, stk. 2, nr. 9

50. Bestemmelsen giver mulighed for at yde hjælp til dækning af forældrenes udgifter ved barnets eller den unges kost/efterskoleophold, uden at der skal ske en egentlig anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet. Bestemmelsen vil kunne anvendes i en række tilfælde, hvor barnet eller den unge har et særligt behov for støtte, jf. § 33, stk. 1, men hvor barnets/den unges problemer er mindre alvorlige end det, der danner grundlag for en anbringelse uden for hjemmet.

Den økonomiske støtte ydes i det omfang, forsørgeren ikke selv har midler dertil.

Om muligheden for at yde børnetilskud m.v. under opholdet henvises til Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december 1986 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Der vil fortsat være tilfælde, hvor der er behov for, at et ophold på en kost- eller efterskole sker som led i en anbringelse uden for hjemmet efter § 33, stk. 2, nr. 10, jf. pkt. 112.

Afgrænsningen må bero på, om der er behov for den opfølgning og hertil hørende beslutningskompetence for kommunen, som følger af en beslutning om anbringelse uden for hjemmet.

Skattemæssige konsekvenser af økonomisk støtte efter § 33, stk. 2, nr. 7 - 9

51. De beløb, der ydes til forældremyndighedsindehaveren efter § 33, stk. 2, nr. 7 - 9, er skattefri for denne og påvirker ikke personfradraget.

Ad § 33, stk. 2, nr. 10

52. Bestemmelsen giver hjemmel til at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet.

En anbringelse uden for hjemmet skal vurderes i sammenhæng med de øvrige foranstaltninger, som er nævnt i § 33, stk. 2, nr. 1-9. For at kunne opfylde formålet med anbringelsen, jf. § 66 b om udarbejdelse af en plan forud for anbringelsen, kan der derfor være behov for en kombination af foranstaltninger over for hele familien. Der kan her henvises til pkt. 64 om indholdet af planen og pkt. 108 og 109 om valg af opholdssted.

Unge forældre under 18 år

53. Hvis en ung under 18 år, der selv har et barn, anbringes uden for hjemmet sammen med barnet, betragtes opholdet som en foranstaltning for den unge og barnet under t. Der skal således ikke træffes en særskilt beslutning vedrørende barnet, sålænge barnet opholder sig sammen med den, der har forældremyndigheden.

Domfældte

54. Ifølge Justitsministeriets cirkulære af 6. januar 1985 kan der ske overførsel af domfældte i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, til behandlingsinstitutioner. Bistandslovens almindelige regler om visitation og finansiering af udgifter ved opholdet anvendes, bortset fra de særlige regler i cirkulærets § 7, stk. 4, om ydelse af løsladelsesgebyr. Det er en forudsætning for anvendelsen af bistandslovens regler om børn og unge, at den domfældte er under 18 år ved visitationen.

Bistandslovens § 34

55. Efter § 34 kan en beslutning efter § 33, stk. 2, nr. 1 og nr. 6, træffes, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke. Beslutning herom skal træffes i det udvalg, der efter § 2, stk. 2, i den sociale styrelseslov varetager det pågældende sagsområde. I kommuner med magistratsordning træffes beslutningen af vedkommende magistratsmedlem.

Bestemmelsen kan kun anvendes, når det kan anses for formålstjenligt at iværksætte en foranstaltning på trods af modstanden fra indehaveren af forældremyndigheden. Der skal således foreligge forhold, der sandsynliggør, at der vil kunne opnås et positivt resultat af foranstaltningen trods den udviste modstand. Herudover skal betingelsen i § 33, stk. 1, om, at foranstaltningen skal være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, være opfyldt.

Foranstaltningen kan i princippet iværksættes uanset barnets eller den unges modstand, men i forhold til større børn vil det normalt ikke være hensigtsmæssigt at træffe beslutning imod deres protest.

En beslutning efter denne bestemmelse vil ikke kunne gennemtvinges, hvis indehaveren af forældremyndigheden modsætter sig foranstaltningen.

Delegationsforbud

56. En beslutning efter § 34 skal træffes i et møde i det udvalg, der efter § 2, stk. 2, i den sociale styrelseslov varetager det pågældende sagsområde. I magistratskommuner træffes beslutningen af vedkommende magistratsmedlem. Kravet om, at beslutningen skal træffes i et møde (af vedkommende magistratsmedlem) betyder, at der i disse sager er et forbud mod at delegere beslutningerne til forvaltningen.

Barnets holdning til foranstaltninger

57. Efter § 124 a skal der, forinden der træffes afgørelse i en sag om foranstaltninger efter loven, finde en samtale sted med barnet herom, når barnet er fyldt 12 år.

For børn under 12 år skal der foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning i det omfang, barnets modenhed og sagens art tilsiger det.

Der henvises herom til pkt. 37.

Ophør af foranstaltninger

58. I § 36 fastsættes, at foranstaltninger efter §§ 33, 34 og 35 skal ophøre, når formålet er nået, eller når de ikke opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år.

59. Med den unges samtykke kan foranstaltninger i form af personlig rådgiver og døgnophold opretholdes, indtil den unge fylder 20 år, jf. § 36, stk. 1.

For så vidt angår iværksættelse af foranstaltninger for unge, der er fyldt 18 år, henvises til § 68 a, hvorefter der til denne gruppe kan tilbydes støtte i form af ophold i et godkendt opholdssted efter § 66, plads på en døgninstitution eller mulighed for dagbehandling på en institution efter § 96.

60. Bestemmelsen i § 36, stk. 1, er en lovfæstelse af det grund læggende princip, at en hjælpeforanstaltning skal ophøre, når der ikke længere er behov for den, eller når den ikke længere gør gavn. Heri ligger også et krav om, at kommunen af egen drift skal vurdere, om foranstaltningen fortsat opfylder sit formål.

Ved anbringelse uden for hjemmet vil dette indgå i den regelmæssige revision og opfølgning af planen, jf. pkt. 117 og 118.

Vedrørende hjemgivelse henvises til pkt. 130 ff.

Det sociale ankenævns og Den sociale Ankestyrelses beføjelser uden klage

61. Såfremt kommunen ikke foretager fornødne undersøgelser, kan det sociale ankenævn træffe beslutning om, at der skal iværksættes undersøgelse og pålægge kommunen at genemføre beslutningen, jf. § 36 a, stk. 1.

Hvis der er behov for foranstaltninger efter § 33, og kommunen undlader at iværksætte disse, kan nævnet pålægge kommunen at træffe afgørelse eller selv træffe en foreløbig afgørelse om foranstaltninger og pålægge kommunen at gennemføre beslutningen.

Den Sociale Ankestyrelse har efter § 36 a, stk. 3, samme beføjelser som nævnet og kan træffe beslutning efter §§ 32 d, 35 og 35 b og pålægge kommunen at gennemføre beslutningen.

Der er tale om en beføjelse for såvel det sociale ankenævn som Ankestyrelsen til af egen drift at tage en sag op, hvis en kommune undlader at foretage undersøgelser eller iværksætte foranstaltninger. Det er således ikke nødvendigt, at der foreligger en henvendelse om indgriben, selv om dette vil være det almindeligste. Der er ingen begrænsning med hensyn til, hvem der kan rette henvendelse om iværksættelse af undersøgelse eller foranstaltninger. Eksempelvis vil også et barn eller en ung kunne henvende sig. Oftest vil anledningen til at tage en sag op dog være en henvendelse fra andre myndigheder, et sygehus eller slægtninge.

Det sociale ankenævn og Ankestyrelsen må konkret vurdere, om henvendelsen giver grundlag for at tage sagen op over for kommunen.

Det er alene Ankestyrelsen, der har adgang til at træffe beslutning om tvangsmæssig iværksættelse af foranstaltninger.

For så vidt angår styrelseschefens adgang til at træffe beslutning om iværksættelse af foreløbige foranstaltninger henvises til pkt. 107.

Anbringelse uden for hjemmet. Udarbejdelse af planer og samtykke

Planer

62. I de tilfælde, hvor kommunens undersøgelse fører til, at den foranstaltning, som må anses for at være den mest formålstjenlige, er en anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet, stiller § 66 b særlige krav til kommunens videre behandling af sagen.

Efter § 66 b, stk. 1, skal der forud for en beslutning om anbringelse uden for hjemmet udarbejdes en plan for barnets eller den unges ophold. Dette gælder, hvad enten anbringelsen sker med samtykke eller iværksættes tvangsmæssigt efter § 35.

Udarbejdelse af en plan skal tjene til at gøre kommunens overvejelser målrettede og systematiske, og kravet om planlægning af indsatsen, før denne iværksættes, skal bidrage til en kontinuitet i børnesagerne, som må tillægges stor betydning.

Behovet for en anbringelse på frivilligt grundlag kan opstå så akut, at det ville være i modstrid med formålet med anbringelsen at lade denne afvente udarbejdelsen af en plan. Efter § 66 b, stk. 3, er det i sådanne tilfælde tilstrækkeligt med en kortfattet angivelse af formålet med anbringelsen. Kommunen skal da snarest muligt opstille en egentlig plan. Ved en akut anbringelse på frivilligt grundlag bør en sådan efterfølgende plan normalt foreligge senest 14 dage efter anbringelsen. For foreløbige anbringelser uden samtykke skal planen være opstillet, så den kan indgå i indstillingen ved sagens endelige forelæggelse for børn og unge-udvalget, dvs. senest inden 1 måned efter børn og unge- udvalgets godkendelse af den foreløbige beslutning efter § 35 c, stk. 3.

Planens enkelte elementer

63. I § 66 b, stk. 2, opregnes de elementer, som planen i alle tilfælde skal indeholde en beskrivelse af. Bestemmelsen stiller ikke krav om en bestemt grad af detaillering i planens beskrivelse af de enkelte elementer, men planen må på forståelig måde angive nogle tydelige rammer for indsatsen over for barnet eller den unge. Dette er nødvendigt for, at den eller de personer, der skal forholde sig til planen, har et rimeligt bedømmelsesgrundlag.

Sker anbringelsen af barnet eller den unge på frivilligt grundlag, er planen et centralt led i samtykket fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, og forståeligheden af planens enkelte dele er væsentlig for det forpligtende samarbejde med forældremyndighedens indehaver, som der bør sigtes på.

Finder kommunen, at der er grundlag for at anbringe barnet eller den unge tvangsmæssigt, indgår planen i kommunens indstilling til børn og unge-udvalget om, hvorvidt der skal træffes en sådan beslutning, og er derfor af væsentlig betydning for afgørelsen.

64. Planens centrale element er angivelsen af formålet med anbringelsen, uanset om anbringelsen er frivillig eller sker tvangsmæssigt. For en frivillig anbringelse efter § 33, stk. 2, nr. 10, er angivelsen af formålet tillige knyttet til bestemmelsen i § 66 c om det informerede samtykke, hvorefter samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, skal omfatte formålet med anbringelsen, jf. pkt. 65.

Planen skal således først og fremmest beskrive, hvad der ønskes opnået med anbringelsen uden for hjemmet, dvs. hvorfor en anbringelse må anses for at kunne løse de problemer og vanskeligheder for barnet eller den unge, som kommunens undersøgelse har klarlagt.

Det bør tillige beskrives, hvilken type af de forskellige opholdssteder - døgninstitutioner, familiepleje, socialpædagogisk kollektiv m.fl. - der menes egnet til at klare barnets eller den unges problemer. Der er ikke efter loven nogen foretrukken anbringelsesform. Må det forudses, at opnåelsen af formålet med anbringelsen vil indebære, at der kan blive tale om anvendelse af forskellige typer af opholdssteder i forlængelse af hinanden, fx døgninstitution efterfulgt af ophold i familiepleje, bør beskrivelsen omfatte dette forhold.

I planen skal der tages stilling til sådanne særlige forhold vedrørende barnet eller den unge, som den konkrete situation giver anledning til. Det kan dreje sig om forhold vedrørende barnets eller den unges pleje, behandling, undervisning eller videreuddannelse. Der bør således af kommunen søges givet en fyldig beskrivelse af så mange aspekter som muligt i den indsats over for barnet eller den unge, som kommunen forestiller sig er nødvendig for at opnå formålet med anbringelsen.

Planen skal endvidere angive anbringelsens forventede varighed. Selv om det kan være vanskeligt at angive tidsperspektivet ved en anbringelse, må det konkret overvejes, hvilken tid det vil tage at nå formålet. For forældrene er det vigtigt at kende resultatet af disse overvejelser, da varigheden må anses at være et væsentligt forhold for forældrene ved enhver anbringelse. Endvidere kan en angivelse af tidsperspektivet bidrage til at skabe en forståelse hos forældrene for, at anbringelsen må forløbe i overensstemmelse med den lagte plan, for at formålet kan opnås, og at hjemgivelsesbegæringer fra forældrene i utide derfor kan - omend ikke undgås - så dog formindskes.

Som følge af den helhedsorienterede indsats omfattende både barnet eller den unge og familien, som det er væsentligt, at der satses på, skal planen endelig beskrive, hvilke foranstaltninger der eventuelt påtænkes iværksat til støtte for familien, mens barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. Det er vigtigt, at der arbejdes videre med at støtte familien til en løsning af de problemer, som har været medvirkende til barnets eller den unges vanskeligheder.

Selv om anbringelsen forløber i overensstemmelse med den lagte plan, kan der efter hjemgivelsen af barnet eller den unge være behov for foranstaltninger i hjemmet til støtte for barnet eller den unge og familien. Det kan ved udarbejdelsen af planen forud for beslutningen om en anbringelse naturligvis være vanskeligt at forudse, hvilke foranstaltninger familien vil have behov for, når barnet eller den unge igen er i hjemmet, men hvis det er muligt, skal planen også indeholde en angivelse heraf.

Om revision af planen henvises til pkt. 117.

Samtykke

65. En beslutning efter § 33, stk. 2, nr. 10, om at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet kræver samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år.

Efter § 66 c skal samtykket fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til en anbringelse uden for hjemmet omfatte formålet med anbringelsen, jf. § 66 b, stk. 2, 1. pkt.

Med henvisningen til bestemmelsen i § 66 b om planen for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet opstilles der således kvalitative krav til det samtykke, der skal foreligge forud for en anbringelse på frivilligt grundlag. Der stilles ikke krav om samtykke til samtlige elementer i planen. Det er planens beskrivelse af formålet, dvs. hvad der kan opnås med en anbringelse, og hvad der skal ske undervejs, der danner grundlag for afgivelsen af samtykket fra forældremyndighedens indehaver og tillige fra den unge, når denne er fyldt 15 år.

Det bør imidlertid indgå som en vigtig del af sagsbehandlingen forud for en anbringelse, at forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge får en grundig orientering om alle de elementer, der indgår i planen.

Som nævnt under pkt. 63 og 64 er det væsentligt, at planen på forståelig måde angiver nogle tydelige rammer for indsatsen, og dermed fremstår som et rimeligt bedømmelsesgrundlag, således at det samtykke, der gives til en anbringelse, kan karakteriseres som et informeret samtykke.

Med opstillingen af kvalitative krav til samtykket er det hensigten, at indehaveren af forældremyndigheden i højere grad vil føle sig forpligtet af sit samtykke, og at forældremyndighedens indehaver med sin accept af formålet med anbringelsen, også vil acceptere at indgå i et konstruktivt samarbejde med kommunen om at få det bedste ud af anbringelsen til gavn for barnet eller den unge.

Der er ikke opstillet formelle krav til afgivelsen af samtykket, men det må anses for formålstjenligt, at samtykket afgives skriftligt. Den praktiske fremgangsmåde kan i øvrigt fastlægges af kommunen.

Særligt om fælles forældremyndighed

66. Det er forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke til anbringelsen. Reglerne om fælles forældremyndighed indebærer, at det vil blive hyppigere forekommende, at forældre, der ikke lever sammen, har fælles forældremyndighed over deres fælles børn. I sådanne tilfælde skal begge forældre give samtykke.

Dette gælder uanset, om barnet eller den unge bor fast hos den ene af forældrene.

Er forholdene hos den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, af en sådan karakter, at det er påkrævet, at barnet eller den unge ikke bliver boende d r, skal kommunen i samarbejde med forældrene undersøge, hvor barnet eller den unge kan bo. Da den anden af forældrene har del i forældremyndigheden og dermed pligt til at drage omsorg for barnet eller den unge, skal kommunen undersøge, om barnet eller den unge nu kan få ophold hos den anden af forældrene.

Kan forældrene blive enige herom, er der ikke grundlag for at iværksætte foranstaltninger i form af anbringelse uden for hjemmet.

Ønsker den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet og ikke hos den anden af forældrene, der er indstillet på at have barnet eller den unge boende, må denne kræve den fælles forældremyndighed bragt til ophør og forældremyndigheden tillagt sig, jf. myndighedslovens § 10. Ønsker den anden af forældrene ikke at benytte sig af sin adgang til at kræve den fælles forældremyndighed bragt til ophør, må der iværksættes foranstaltninger over for dem begge. Barnet eller den unge vil ikke af kommunen kunne anbringes hos den anden af forældrene, som har del i forældremyndigheden.

Er forholdene hos den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, sådanne, at der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, hvis barnet eller den unge bliver boende hos denne, kan en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter § 35 kun ske i forhold til begge forældre, der har del i forældremyndigheden. Har den anden af forældrene gode forhold, og er denne indstillet på at have barnet eller den unge boende, vil der normalt ikke være grundlag for at iværksætte en tvangsmæssig foranstaltning. Er den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, enig i, at barnet eller den unge kan bo hos den anden, kan barnet eller den unge blot flytte, hvorfor kommunen i almindelighed ikke behøver at iværksætte foranstaltninger for barnet eller den unge. Ønsker den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, imidlertid ikke at give slip på barnet eller den unge, mens den anden af forældrene ønsker at have barnet eller den unge boende, kan denne anlægge sag om at få forældremyndigheden alene, jf. myndighedslovens § 10. Er der behov for at få barnet eller den unge flyttet hurtigt, kan der træffes en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden efter myndighedslovens § 18. Er den anden af forældrene således indstillet på at opfylde den omsorgspligt, der ligger i at have del i forældremyndigheden, vil der som udgangspunkt ikke være grundlag for at iværksætte en tvangsmæssig anbringelse efter § 35.

Er der behov for øjeblikkelig indgriben, fx i tilfælde af akut omsorgssvigt, kan det være nødvendigt at gribe til en forløbig foranstaltning efter § 35 c. En sådan afgørelse har virkning over for begge forældre, der har del i forældremyndigheden, og begge forældre skal derfor inden 24 timer efter afgørelsen have skriftlig besked herom og tilbud om advokatbistand, jf. § 35 c, stk. 2. I forbindelse med en sådan foreløbig beslutning kan det forekomme, at der ikke har været den nødvendige tid til at kontakte den anden af forældrene. Det kan derfor forekomme, at der træffes en sådan tvangsmæssig foranstaltning over for denne, uanset om denne er egnet og villig til at have barnet eller den unge boende.

Viser det sig at være tilfældet, kan den foreløbige foranstaltning imidlertid ophæves, således at barnet eller den unge kan hjemgives. Dette sker derved, at forældrene bliver enige om, at barnet eller den unge flytter over til den anden af forældrene, eller at forældremyndigheden - eventuelt ved en midlertidig afgørelse - tillægges denne alene.

For så vidt angår spørgsmålet om opholdskommune ved fælles forældremyndighed henvises til Socialministeriets vejledning af 23. december 1985 om ændrede regler i bistandsloven og børnetilskudsloven som følge af fælles forældremyndighed.

Afsnit IV.

Foranstaltninger der kan gennemføres tvangsmæssigt

Afgørelser der træffes af børn og unge-udvalget

67. Som beskrevet i afsnit III er det ved iværksættelse af en foranstaltning, herunder en anbringelse uden for hjemmet, vigtigt, at der sker en grundig orientering af forældrene og barnet eller den unge, så de har mulighed for at tage stilling til den påtænkte foranstaltning. I tilfælde af anbringelse skal der således foreligge samtykke fra såvel forældremyndighedsindehaveren som den unge, der er fyldt 15 år. Dette samtykke skal gives på grundlag af den udarbejdede plan, jf. pkt. 65, og omfatte formålet med anbringelsen.

Kan der ikke opnås samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden og/eller den unge, der er fyldt 15 år, kan foranstaltningen kun gennemføres, hvis de særlige betingelser for en tvangsmæssig foranstaltning er opfyldt.

Beslutninger om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger ophører, når den unge fylder 18 år.

68. Børn og unge-udvalget træffer beslutning i følgende tilfælde

Beslutning efter § 32 d om at gennemføre en undersøgelse ved at anbringe barnet eller den unge på en institution eller ved indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling.

Beslutning efter § 35 om at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet i et godkendt opholdssted eller en døgninstitution, jf. § 33, stk. 2, nr. 10.

Beslutning efter § 35, stk. 2, hvorefter det - når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler derfor - kan besluttes at gennemføre en anbringelse efter stk. 1, selv om der foreligger et samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden.

Beslutning efter § 35, stk. 3, om anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år, uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, men med samtykke fra den unge.

Beslutning efter § 35 a om opretholdelse af en anbringelse i medfør af § 35 udover 1 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse.

Beslutning efter § 35 b om at gennemføre en lægelig undersøgelse eller behandling af barnet, hvis indehaveren af forældremyndigheden undlader at lade barnet eller den unge undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig invaliditet.

Beslutning om ændring af opholdsstedet, hvis der ikke foreligger samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden eller den unge, der er fyldt 15 år. I så fald forelægges sagen, jf. § 66 d, stk. 2, til afgørelse i børn og unge-udvalget efter § 35.

Godkendelse efter § 35 c, stk. 3, af foreløbige beslutninger, der træffes af formanden for børn og unge-udvalget.

Beslutning efter § 67, stk. 3, jf. stk. 4, om afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge samt om overvågning af samværet (for en periode udover 3 måneder), samt om anonymisering af opholdsstedet.

Beslutning efter § 14, stk. 7, om brev- og telefonkontrol under barnets eller den unges ophold i en døgninstitution.

Efter begæring kan der efter § 65, stk. 4, træffes beslutning om nægtet flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje.

For så vidt angår muligheden for at træffe foreløbige beslutninger om tvangsmæssige foranstaltninger henvises til pkt. 99 ff.

Undersøgelse

69. Efter § 32 d kan børn og unge-udvalget, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen ved anbringelse på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets afgørelse.

Bestemmelsen kan anvendes i de tilfælde, hvor indehaveren af forældremyndigheden modsætter sig, at barnet eller den unge undersøges, og hvor forholdene tegner sig så alvorligt, at det er nødvendigt med en undersøgelse for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, jf. i øvrigt pkt. 35.

Anbringelse uden for hjemmet

70. Efter § 35 kan børn og unge-udvalget, når der på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) vold eller andre alvorlige overgreb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge

er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe beslutning om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 33, stk. 2, nr. 10. Der kan kun træffes en beslutning efter 1. pkt., når det må anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

71. Det centrale kriterium for at gennemføre en anbringelse tvangsmæssigt er, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Herudover suppleres kriteriet med en udtømmende opregning af de forhold i hjemmet eller hos barnet eller den unge, som kan begrunde et tvangsmæssigt indgreb, og det er yderligere en betingelse, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Begrebet "åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling" afløser det tidligere anvendte "absolut påkrævet af hensyn til et barns velfærd". Formålet med den ændrede ordlyd er at give en mere dækkende beskrivelse af det, der er behov for at beskytte - om nødvendigt gennem en tvangsmæssig foranstaltning. Ved sundhed forstås i denne sammenhæng barnets/den unges almentilstand, hvori der indgår ikke blot helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets/den unges trivsel.

Begreberne "åbenbar risiko" og "sundhed eller udvikling" angiver endvidere, at der skal tages hensyn til såvel barnets/den unges øjeblikkelige tilstand som til dets fremtidige opvækstsbetingelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet/den unge er skadet i en grad, der gør det meget vanskeligt at hjælpe. Det kan derfor ikke gøres til en betingelse for tvangsmæssig anbringelse, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Bestemmelsen giver således adgang til tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. En sådan åbenbar risiko vil efter omstændighederne kunne foreligge, hvis det - på grund af forældremyndighedsindehaverens adfærd over for ældre søskende til barnet - kan fastslås, at denne er helt ude af stand til at tage vare på barnet.

72. Kravet om, at der skal foreligge åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, suppleres med en udtømmende opregning i § 35, stk. 1, nr. 1 - 4, jf. pkt 70. Formålet med denne opregning er at beskrive de forhold i hjemmet eller hos barnet/den unge og/eller familien, der kan begrunde en tvangsmæssig gennemførelse af en anbringelse. De under 1) - 4) opregnede forhold giver således ikke i sig selv grundlag for en beslutning om tvang. En bestemt diagnose eller lignende vedrørende indehaveren af forældremyndigheden kan heller ikke i sig selv begrunde en tvangsmæssig anbringelse. Det afgørende vil altid være, hvilken indflydelse en eventuel lidelse hos indehaveren af forældremyndigheden har på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Kun når de forhold, der er nævnt i nr. 1 - 4, fører til åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets/den unges sundhed eller udvikling, og når problemerne ikke kan løses under barnets/den unges fortsatte ophold i hjemmet, er betingelserne for tvangsmæssig anbringelse opfyldt.

Opregningen har imidlertid en selvstændig værdi ved at give en uddybning (kvalificering) af de forhold, der kan bevirke, at betingelserne for tvangsmæssig anbringelse er opfyldt.

Derudover indebærer opregningen, at de besluttende myndigheder udtrykkeligt må angive, hvad årsagen er til, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling. Opregningen er således udtryk for et krav om en udførlig begrundelse for den afgørelse, der træffes.

I forarbejderne til loven er det understreget, at den ændrede formulering først og fremmest skal ses som klarhedsskabende, idet den indholdsmæssige beskrivelse følger den praksis, der er udviklet i Ankestyrelsen og landsretterne på baggrund af den tidligere lovgivning. Der lægges således ikke op til en ændret praksis vedrørende anvendelsesområdet for tvangsmæssige anbringelser.

Utilstrækkelig omsorg, vold eller andre alvorlige overgreb

73. Som typiske situationer kan nævnes mishandling eller andre alvorlige overgreb, herunder seksuelle, samt svigtende omsorg, der dækker såvel egentlig vanrøgt som utilstrækkelig opfyldelse af barnets/den unges basale behov for fx mad, undervisning eller behandling. En særlig form for svigtende omsorg kan bestå i en adfærd fra forældremyndighedsindehaverens side, der udelukkende er styret af dennes behov, hvorved barnet/den unge udsættes for en ødelæggende omklamring, der forhindrer barnet eller den unge i at udvikle sig på normal vis. Årsagerne til, at et barn eller en ung udsættes for overgreb eller andre forhold, der udsætter barnet eller den unge for skade på sundhed eller udvikling, kan være forskellige, men vil ofte skyldes alvorlige problemer i familien i form af misbrug, sindslidelser eller svækket åndelig og følelsesmæssig udvikling. Disse forhold optræder ikke sjældent i kombination med andre belastende faktorer, såsom svagt socialt netværk, marginal arbejdsmarkedstilknytning, dårlig økonomi, eneansvar for barnet/den unge og ustabile forhold, måske med skiftende partnere.

Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge

74. I visse tilfælde er det barnet eller den unge, der selv udviser så betydelige vanskeligheder, at indgreb er nødvendigt. Her vil de konstaterede vanskeligheder hos barnet eller den unge i sig selv kunne begrunde indgrebet. Det vil typisk dreje sig om børn eller unge med misbrugsproblemer eller udtalte indlærings- og skoleproblemer samt børn med kriminel adfærd. Årsagerne vil ofte hidrøre fra forhold, der nævnes ovenfor, men dette er mindre afgørende - i relation til opfyldelsen af betingelserne for et tvangsmæssigt indgreb - når der hos barnet eller den unge kan konstateres de netop nævnte vanskeligheder. Derimod kan det naturligvis i behandlingsmæssigt øjemed være afgørende at få klarlagt årsagerne til problemerne.

Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge

75. I en del tilfælde er der tale om en samvirken af faktorer, der udsætter barnet eller den unge for en åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. Der vil ofte være tale om en kombination af utilstrækkelig omsorg og konstaterede problemer hos barnet eller den unge, men ikke så udtalte, at de i sig selv kan begrunde et tvangsmæssigt indgreb. Det karakteristiske for denne gruppe vil imidlertid være, at der hos barnet eller den unge kan påvises problemer af adfærdsmæssig, følelsesmæssig eller lignende art, og at hjemmemiljøet er ude af stand til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer.

Hjælpemulighederne i hjemmet skal være udtømt

76. Det er yderligere en betingelse for at træffe beslutning om tvangsmæssig anbringelse efter § 35, stk. 1, at det kan anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Denne betingelse skal ses i sammenhæng med kravene til redegørelsen for undersøgelsen, jf. pkt. 36.

I denne betingelse ligger også, at der inden beslutningen om at indstille til en tvangsmæssig anbringelse skal ske en grundig vejledning af forældremyndighedsindehaveren, og der skal gives oplysning om, hvilke andre muligheder for hjælp der findes.

Anvendelse af tvangsreglerne uanset samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden

77. Efter § 35, stk. 2, kan børn og unge-udvalget, når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, bestemme, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, giver samtykke til anbringelse efter § 33, stk. 2, nr. 10.

Det afgørende kriterium for at anvende bestemmelsen er, at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler derfor. Hermed tænkes på tilfælde, hvor det kan frygtes, at barnet eller den unge straks vil blive krævet hjemgivet, selv om der skønnes behov for en længerevarende indsats over for barnet/den unge og familien. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt samtykket er alvorlig ment, herunder om forældremyndighedsindehaveren fuldt ud har forstået retsvirkningerne af en anbringelse. I øvrigt forudsætter anvendelsen af bestemmelsen, at betingelserne i § 35, stk. 1, er opfyldt, jf. pkt. 71 - 76.

For forældremyndighedsindehaveren er konsekvensen, at barnet eller den unge ikke frit kan hjemtages. Derfor gælder de processuelle regler for en afgørelse efter § 35, stk. 1, fuldt ud ved en afgørelse efter stk. 2.

Genbehandling

78. Efter § 35 a forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 35 ud over 1 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet beslutning i udvalget. Er sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt for landsretten eller Højesteret, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom.

Ved genbehandlingen skal der tages stilling til, om de materielle betingelser i § 35, stk. 1, for tvangsmæssigt at opretholde anbringelsen er opfyldt.

Frister for genbehandling

79. Efter § 35 a, stk. 1, sidste pkt., kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling af sagen i udvalget.

Efter § 35 a, stk. 2, kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten undtagelsesvis fastsætte en længere frist for genbehandling. Denne mulighed kan kun benyttes i de tilfælde, hvor anbringelsen på forhånd må forventes at blive af længere varighed. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med stor sikkerhed må antages at vedvare udover den normale 1 års periode, og at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for, at fristen forlænges.

Ændring af opholdssted

80. Efter § 66 d, stk. 2, skal en beslutning efter stk. 1 om ændret opholdssted træffes efter § 35, hvis der ikke foreligger samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Dette indebærer, at flytningen, hvis der ikke kan opnås samtykke, ikke kan gennemføres, før sagen er afgjort i børn og unge-udvalget efter reglerne i § 35. Der vil dog være mulighed for at træffe en foreløbig beslutning efter § 35 c, hvis beslutningen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i udvalget. Der kan i øvrigt henvises til pkt. 119.

Særligt om anbringelse af den unge der er fyldt 15 år

81. Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge-udvalget, jf. § 35, stk. 3, uanset betingelserne i stk. 1, træffe beslutning om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. § 33, stk. 2, nr. 10, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov, og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Som nævnt i pkt. 67, vil en anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år, kun kunne gennemføres som en frivillig anbringelse efter § 33, stk. 2, nr. 10, hvis både indehaveren af forældremyndigheden og den unge giver samtykke.

For unge, der er fyldt 15 år, og som er enige i anbringelsen uden for hjemmet, er der en adgang for børn og unge-udvalget til at beslutte at anbringe den unge uden for hjemmet, selv om forældremyndighedsindehaveren protesterer. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at anbringelsen skal være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov. Denne betingelse er den samme, som gælder for iværksættelsen af foranstaltninger efter § 33 med samtykke. Der er således tale om et lempeligere kriterium end angivet i § 35, stk. 1. Om indholdet af kriteriet henvises til pkt. 38. Det er endvidere en betingelse for anvendelse af § 35, stk. 3, at problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Da en beslutning efter § 35, stk. 3, er frivillig i forhold til den unge, der er fyldt 15 år, men tvangsmæssig i forhold til indehaveren af forældremyndigheden, skal beslutningen træffes efter de samme procedureregler, som gælder for beslutninger om tvangsmæssig anbringelse.

Den unge kan selv rette henvendelse om anbringelse, men det er kommunen, der afgør, om sagen skal fremmes. Det er forudsat, at bestemmelsen ikke har som formål at løse de almindelige generationskonflikter, der opstår, når de unge gradvis frigør sig fra forældrene. På den anden side er der et antal tilfælde, hvor problemerne i hjemmet er af en sådan karakter, at forældrene ikke bør kunne hindre iværksættelsen af en i øvrigt velbegrundet foranstaltning, som den unge selv ønsker iværksat.

Den unge, der er fyldt 15 år, vil i øvrigt kunne klage på egen hånd, hvis kommunen ikke finder grundlag for, at den unge får ophold uden for hjemmet. Vedrørende klageadgang henvises i øvrigt til pkt. 197.

Særligt om gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling af barnet eller den unge

82. Ifølge § 35 b kan børn og unge-udvalget, hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eler en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig invaliditet, træffe beslutning om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.

I de tilfælde, hvor der udelukkende er behov for at sikre en lægelig undersøgelse eller behandling, er det således ikke nødvendigt at foretage en anbringelse af barnet eller den unge. Der vil efter bestemmelsen være mulighed for at lade behandlingen foregå ambulant, således at barnet eller den unge i øvrigt har ophold i hjemmet. En beslutning om lægelig behandling indebærer, at barnet eller den unge i fornødent omfang kan indlægges under behandlingen. Beslutningen vil også kunne omfatte tilfælde, hvor der er tale om flere på hinanden følgende behandlinger med kort tidsinterval, og hvor barnet eller den unge i de mellemliggende perioder kan opholde sig i hjemmet. Her vil beslutningen kunne træffes således, at den dækker det samlede behandlingsforløb.

Betingelserne for at iværksætte en lægelig undersøgelse eller behandling

83. Anvendelsen af § 35 b forudsætter ligesom ved indlæggelse på sygehus til undersøgelse efter § 32 d, at der foreligger tilslutning fra den behandlende overlæge. Det bør endvidere oplyses fra sygehus eller behandlende læge, hvilken behandling barnet eller den unge har behov for, og hvilke konsekvenser det vil få, hvis denne behandling undlades. Det må i øvrigt formodes, at initiativet til en beslutning efter § 35 b oftest vil udgå fra lægelig side, eksempelvis i forbindelse med et behov for blodtransfusion i tilslutning til anden behandling, som forældremyndighedsindehaveren ikke modsætter sig.

Bestemmelsen giver kun adgang til at træffe beslutning om lægelig undersøgelse eller behandling, hvis der foreligger en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for varig og betydelig invaliditet. Afgørelsen heraf vil i høj grad bero på den lægelige vurdering i hvert enkelt tilfælde. Afgrænsningen af især lidelser, der medfører varig og betydelig invaliditet, kan være vanskelig. Der bør imidlertid lægges vægt på, at der også ved risiko for varig og betydelig invaliditet foreligger en situation, hvor forældremyndighedsindehaverens ret til at træffe beslutning må vige til fordel for barnets eller den unges behov for nødvendig lægebehandling.

Barnets eller den unges stilling

84. Bestemmelsen i § 35 b angår alene adgangen til at tilsidesætte modstand fra indehaveren af forældremyndigheden. Hvis barnet eller den unge modsætter sig behandlingen, må det afgøres ud fra de retningslinier, der i øvrigt gælder om lægelig behandling imod patientens ønske, om behandlingen kan gennemføres.

I forhold til behandling på psykiatrisk afdeling gælder reglerne i lov om tvang i psykiatrien. De selvstændige rettigheder, der efter disse regler er tillagt barnet eller den unge, kan ikke tilsidesættes ved en beslutning efter § 35 b. Derfor må barnets eller den unges holdning til indlæggelsen indgå som en væsentlig del af beslutningsgrundlaget.

Tilfælde, der falder uden for § 35 b

85. Der vil være nogle tilfælde, hvor forældrenes modstand mod at lade barnet eller den unge få fornøden lægebehandling indgår som en del af et mere omfattende kompleks af overgreb eller manglende omsorg for barnet eller den unge. I så fald bør beslutningen ikke træffes efter § 35 b, da denne bestemmelse alene giver adgang til at foranstalte den lægelige behandling. Modstanden mod lægebehandling kan imidlertid indgå som et moment ved afgørelsen af, om der er behov for at træffe beslutning om anbringelse uden for hjemmet om nødvendigt ved tvang efter § 35. I tilslutning til en anbringelsesbeslutning efter § 35, jf. § 33, stk. 2, nr. 10, vil der kunne træffes beslutning om nødvendig lægebehandling, og en sådan beslutning vil i modsætning til beslutninger efter § 35 b, ikke være begrænset til livstruende eller invaliderende lidelser.

Fremgangsmåden ved foranstaltninger der gennemføres tvangsmæssigt

Børn og unge-udvalget

86. Beslutninger om at gennemføre foranstaltninger tvangsmæssigt træffes af børn og unge-udvalget, jf. pkt. 10 og 11 om udvalgets nedsættelse m.v.

Efter § 127, stk. 1, træffer børn og unge-udvalget i et møde afgørelse om

1) brev- og telefonkontrol efter § 14, stk. 7,

2) gennemførelse af undersøgelse efter § 32 d,

3) anbringelse uden for hjemmet efter § 35,

4) opretholdelse af anbringelse efter § 35 a,

5) gennemførelse af undersøgelse eller behandling efter § 35 b,

6) godkendelse af foreløbig beslutning efter § 35 c, stk. 3,

7) flytning eller hjemtagelse efter § 65, stk. 4,

8) ændring af opholdssted efter § 66 d, stk. 2, jf. § 35 og

9) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 67, stk. 3, jf. stk. 4.

De beføjelser, der er henlagt til børn og unge-udvalget, kan ikke varetages af andre, hverken i forvaltningen eller i andre udvalg i kommunen. Hvis beslutningen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i udvalget, kan formanden eller i dennes forfald næstformanden træffe en foreløbig beslutning efter reglerne i § 35 c, jf. pkt. 99 ff.

Aktindsigt m.v.

87. Forinden der træffes beslutning i en sag som nævnt i § 124, påhviler det kommunen, jf. § 125, at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og med retten til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse.

Forvaltningslovens regler gælder fuldt ud for de afgørelser, der træffes efter reglerne om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger, men der er fastsat en egentlig pligt for kommunen til at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med de rettigheder, der tilkommer denne efter forvaltningsloven, først og fremmest retten til aktindsigt samt retten til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse. Det bemærkes herved, at kommunen skal være særlig opmærksom på denne pligt i de tilfælde, hvor forældrene ikke ønsker at gøre brug af tilbuddet om advokatbistand.

Pligten efter § 125 gælder for alle de beslutninger, hvor indehaveren af forældremyndigheden skal have tilbud om advokatbistand.

I det omfang, der træffes beslutninger som nævnt i § 124, stk. 2-4, vedrørende den unge, der er fyldt 15 år, eller andre af de deri nævnte personer, gælder forpligtelsen efter § 125, stk. 1, tilsvarende.

Bestemmelsen er alene et pålæg til kommunen om gøre parten bekendt med de rettigheder, der følger af forvaltningsloven. Selve aktindsigten, herunder omfanget og formen, afgøres efter forvaltningsloven. Bestemmelsen er således ikke udtryk for, at der tillægges parterne en videregående adgang til aktindsigt, end hvad der følger af forvaltningsloven. Undtagelsesbestemmelserne i forvaltningsloven vedrørende aktindsigt finder således tilsvarende anvendelse. Dette kan få betydning i forhold til fx plejeforældrene i en sag om flytning/hjemtagelse efter § 65, stk. 4.

Advokatbistand

88. Efter § 124 skal kommunen tilbyde forældremyndighedens indehaver vederlagsfri advokatbistand i følgende tilfælde

1) under en sag om brev- og telefonkontrol, jf. § 14, stk. 7,

2) under en sag om gennemførelse af en undersøgelse som nævnt i § 32 d, stk. 1,

3) under en sag om anbringelse uden for hjemmet efter § 35,

4) under en sag om opretholdelse af en anbringelse efter § 35 a,

5) under en sag om gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 35 b,

6) under en sag om godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 35 c, stk. 3,

7) under en sag om ændring af opholdssted efter § 66 d, stk. 2, jf. § 35, og

8) under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 67, stk. 3, jf. stk. 4.

Efter stk. 2 skal såvel forældremyndighedens indehaver som pleje forældrene have tilbud om vederlagsfri advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse af et barn eller en ung i privat familiepleje efter § 65, stk. 4.

Efter stk. 3 skal en ung, der er fyldt 15 år, og som nægter at give samtykke i en sag som nævnt i stk. 1, nr. 2-7, have tilbud om vederlagsfri advokatbistand.

Under en sag om brev- og telefonkontrol efter § 14, stk. 7, og om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 67, stk. 3, jf. stk. 4, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne, jf. § 124, stk. 4, have tilbud om vederlagsfri advokatbistand.

Udgangspunktet for retten til advokatbistand er, at den, der er part i en sag om foranstaltninger, som den pågældende ikke giver samtykke til, har ret til vederlagsfri advokatbistand.

Loven fastsætter, at der skal gives et tilbud om advokatbistand, men det er forældremyndighedsindehaveren, den unge eller andre berettigede, der afgør, om de vil tage imod tilbuddet, og hvilken advokat de ønsker at lade sig bistå af. Kommunen kan ikke påtvinge forældremyndighedsindehaveren eller andre en advokat mod deres vilje. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at kommunen som en del af den almindelig vejledning opfordrer til at benytte sig af tilbuddet.

I de tilfælde, hvor der af fx forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, gives udtryk for ønske om at tage imod tilbuddet, men hvor den pågældende ikke selv er i stand til eller ikke selv ønsker at tage kontakt med en advokat, bør kommunen udfolde en aktiv indsats for at skaffe en advokat til den pågældende.

Loven stiller ikke krav om, at de, der er berettigede til advokat, skal vælge hver sin advokat. Af retssikkerhedsmæssige grunde bør det tilstræbes, at fx indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, får hver sin advokat.

Adgangen til advokatbistand udelukker ikke indehaveren af forældremyndigheden eller andre fra at benytte en bisidder, der kan være til støtte for den pågældende under sagen.

Der er ikke i loven fastsat et tidspunkt for, hvornår der skal gives et tilbud om advokatbistand. Det må imidlertid anses for afgørende for advokatens mulighed for at bistå under sagen, at advokaten får en rimelig tid til at sætte sig ind i sagen.

Advokatsalær

89. Efter § 124, stk. 5, gælder om salær og godtgørelse til advokater samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kap. 31.

Dommeren træffer beslutning om salær og godtgørelse for udlæg, jf. forretningsordenens § 6, stk. 3.

Om kommunens adgang til refusion for udgifter til advokatbistand henvises til pkt. 201.

Særligt om muligheden for en personlig støtte for barnet eller den unge (bisidder)

90. Begrebet bisidder bruges i daglig tale ofte, uden at det er helt afklaret, om der alene tænkes på personlig støtte, eller om der også menes en legal repræsentant, dvs. en person, der repræsenterer pågældende og kan handle på dennes vegne.

Når det drejer sig om børn og unge under 18 år, som er umyndige og står under forældremyndighed, er det imidlertid nødvendigt at sondre mellem en bisidder og en legal repræsentant. Den legale repræsentant for børn og unge under 18 år vil normalt være indehaveren af forældremyndigheden, som også er værge.

Den legale repræsentant må således ikke forveksles med en personlig støtte for barnet, en såkaldt bisidder. Ved bisidder forstås i denne sammenhæng alene en personlig støtte for barnet eller den unge, der under sagen kan give barnet eller den unge råd og vejledning eller blot ved sin tilstedeværelse indgyde barnet eller den unge tryghed.

Spørgsmålet om en personlig støtte (bisidder) for barnet eller den unge kan opstå, hvis barnet eller den unge selv fremsætter ønske herom. Det er således barnet eller den unge, der må afgøre, om der er behov for en bisidder, og hvem det i så fald skal være.

Efter gældende regler har såvel barn som forældre adgang til at benytte en bisidder som støtte under sagsbehandlingen. I forbindelse med adgangen til at udtale sig over for børn og unge- udvalget er adgangen til at benytte bisidder udtrykkelig nævnt, jf. § 127, stk. 2.

Også uden for disse tilfælde kan der benyttes bisidder, uden at der kan stilles krav om udtrykkelig lovhjemmel.

Udgangspunktet vil som nævnt ovenfor være, at barnet eller den unge selv afgør, om der er behov for en bisidder, og hvem det i så fald skal være. Da barnet eller den unge, der ikke er fyldt 15 år, ikke har selvstændige partsbeføjelser efter bistandsloven, men alene en ret til at udtale sig (høringsret) vil en eventuel bisidder for barnet eller den unge heller ikke have selvstændige beføjelser i forhold til sagen. Støtten til barnet eller den unge er alene af personlig art. Derfor vil der normalt ikke opstå problemer i forhold til forældremyndighedsindehaveren. Indehaveren af forældremyndigheden skal således ikke godkende barnets/den unges valg af bisidder.

Hvis indehaveren af forældremyndigheden imidlertid protesterer, kan der opstå en situation, hvor der må træffes en egentlig afgørelse vedrørende bisidderspørgsmålet. Det kan fx være tilfældet, hvis den af barnet/den unge valgte bisidder har repræsenteret andre parter i sagen og derved af forældremyndighedsindehaveren kan opfattes som modpart.

Opmærksomheden må være henledt på, at barnets eller den unges behov for en personlig støtte ikke skaber konflikter i forhold til forældremyndighedens indehaver.

Barnet eller den unge vil således ikke være tjent med, at der indsættes flere aktører i sagsforløbet, hvis deres tilstedeværelse i sig selv rummer en risiko for at være konfliktskabende i forholdet mellem barnet/den unge og forældrene.

Selv om barnet eller den unge ikke giver udtryk for et ønske om personlig støtte i forbindelse med orienteringen af barnet eller den unge om de påtænkte foranstaltninger, må sagsbehandleren være opmærksom på, om barnet eller den unge eventuelt har behov for personlig støtte fra en udenforstående. Sagsbehandleren bør i givet fald medvirke til, at barnet/den unge får den nødvendige støtte. Hvis der allerede i barnets/den unges omgivelser er en person, som barnet eller den unge føler sig tryg ved, og som er villig til påtage sig opgaven, vil dette være en oplagt løsning. En anden mulighed kan være formidling af samtaler med rådgivere uden for kommunen, fx i de særlige amtslige rådgivningscentre.

Forelæggelse for børn og unge-udvalget

91. I Socialministeriets bekendtgørelse nr. 889 af 30. oktober 1992 om forretningsorden for børn og unge-udvalgene er det bl.a. fastsat, at kommunalbestyrelsen sørger for, at sagen forelægges børn og unge-udvalget tillige med sagens akter og en indstilling, der bl.a. indeholder en redegørelse for sagen.

For så vidt angår sager om anbringelse efter § 35 fastsættes det i lovens § 123, at en indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 35 skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne i § 35 anses for opfyldt,

2) de foranstaltninger efter § 33, stk. 2, der har været iværksat, eller har været tilbudt familien og grundene til, at foranstaltninger af denne karakter nu må anses for utilstrækkelige,

3) de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet kan bidrage til at klare vanskelighederne,

4) den plan for anbringelsen, jf. § 66 b, stk. 2, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og

5) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.

Der opstilles hermed nogle basale krav til indstillingen om en tvangsmæssig anbringelse. Formålet hermed er at få en større gennemskuelighed med hensyn til beslutningsgrundlaget. Kravet til indstillingen har til formål at højne kvaliteten i sagsbehandlingen. For indehaveren af forældremyndigheden og dennes advokat betyder det, at de kan stille krav om, at disse oplysninger, der er omfattet af indstillingen, skal foreligge forinden mødet i børn og unge-udvalget.

De udtrykkelige krav til indstillingen gælder kun tvangsmæssig anbringelse efter § 35, da en sådan må betegnes som den mest vidtgående af de foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt.

Selv om kravene kun er lovfæstede for så vidt angår anbringelse efter § 35, vil der også i de øvrige situationer - forud for en afgørelse om et tvangsmæssigt indgreb - skulle udfærdiges en indstilling, der giver det bedst mulige grundlag for at træffe beslutningen. Dette følger imidlertid af de almindelige regler om god forvaltningsskik, og det påhviler dommeren at vurdere, om beslutningsgrundlaget er tilstrækkeligt, jf. § 127, stk. 2, og forretningsordenens § 6, som er omtalt i pkt. 95.

Elementerne i indstillingen

92. Opregningen i § 123 angiver de elementer, der som minimum skal indgå i indstillingen. Herudover kan der være behov for supplerende oplysninger under hensyn til den enkeltes sags særlige omstændigheder.

Kravet om, at indstillingen skal indeholde en redegørelse for, at betingelserne for en tvangsmæssig anbringelse er opfyldt, skal ses i sammenhæng med, at kriterierne for gennemførelse af en tvangsmæssig anbringelse er udførligt angivet i § 35, stk. 1, jf. pkt. 70.

Tidligere iværksatte foranstaltninger udgør et andet vigtigt element, når der skal tages stilling til en eventuel tvangsmæssig anbringelse. Det samme gælder årsagerne til, at sådanne foranstaltninger ikke længere anses for at være tilstrækkelige.

Netop i sager, hvor der indstilles til tvangsmæssig anbringelse, er det vigtigt ikke ensidigt at beskæftige sig med manglerne og svaghederne. Derfor skal der redegøres for de ressourcer, der findes i barnets/den unges familie eller i dennes omgivelser.

Den plan, der altid skal udformes, forinden et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, jf. § 66 b, skal ligeledes indgå i indstillingen.

Endelig skal det af indstillingen fremgå, hvorledes barnet eller den unge stiller sig til anbringelsen. Bestemmelsen fastsætter, at der altid bør ske en orientering af barnet eller den unge, forinden der træffes beslutning om tvangsmæssig anbringelse. Barnets/den unges reaktion herpå skal beskrives, og det er vigtigt, at denne pligt til at inddrage barnet eller den unge i processen ikke forveksles med et forsøg på at få barnet/den unge til at give samtykke. Derfor er der heller ikke fastsat en nedre aldersgrænse. Der vil naturligvis være tilfælde, hvor et barn er så lille, at det bliver meningsløst at beskrive dets holdning. Det må dog samtidig understreges, at selv ret små børn har behov for at få vide, hvad der skal ske med dem.

Barnet eller den unge må på ingen måde presses til at have en holdning. Hvis barnet eller den unge vægrer sig mod at udtale sig, vil oplysningerne herom være tilstrækkelige til at opfylde kravet i bestemmelsen.

93. Bestemmelsen i § 123 om indstillingen finder tilsvarende anvendelse ved genbehandling efter § 35 a med de modifikationer, der følger af, at der er tale om genbehandling og ikke en førstegangs forelæggelse. Således vil henvisningen til den i § 66 b, stk. 2, nævnte plan havde mindre betydning ved genbehandling, idet der med reglen i § 66 f, stk. 1, er sikret en regelmæssig opfølgning af planen.

Foretræde for udvalget

94. Inden der træffes beslutning, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedens indehaver eller barnet eller den unge, jf. § 127, stk. 2, have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Tilbud efter 1. pkt. til barnet eller den unge kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller det må antages at være til skade for barnet eller den unge.

I § 127, stk. 3, fastsættes, at inden der træffes beslutning efter § 14, stk. 7, og § 67, stk. 3, jf. stk. 4, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, finder § 127, stk. 2, tilsvarende anvendelse. Stk. 2 finder ligeledes anvendelse for plejeforældre inden en beslutning efter § 65, stk. 4.

Dommerens opgaver i børn og unge-udvalget

95. Ifølge § 126, stk. 5, leder dommeren forhandlingen og påser, at der er foretaget fornødne undersøgelser, og dommeren kan træffe beslutning om indhentelse af yderligere oplysninger, herunder forlange optaget et retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018. Dommeren yder i øvrigt vejledning med hensyn til lovens forståelse og anvendelse samt vurdering af foreliggende oplysninger. Dommerens opgaver er nærmere beskrevet i forretningsordenen, hvor det i § 6 bl.a. fastsættes, at dommeren kan beslutte, at andre end de i lovens § 127, stk. 2 og 3, nævnte personer skal have lejlighed til at udtale sig over for udvalget.

Endvidere påser dommeren, at indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, samt deres advokater har fået tilbud om at se sagens akter samt er gjort bekendt med retten til at udtale sig, forinden der træffes afgørelse.

Det er dommeren, der i udvalget leder forhandlingen, og dommeren kan af hensyn til mødets forsvarlige afvikling træffe beslutning om at begrænse antallet af bisiddere for de personer, der efter lovens § 127, stk. 2 og 3, skal have lejlighed til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse.

Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige

96. Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige yder udvalget vejledning med hensyn til, om der er indhentet de fornødne sagkyndige udtalelser og undersøgelser samt vejledning med hensyn til, hvilke foranstaltninger der ud fra en børnesagkyndig vurdering må anses for bedst egnede til at fremme barnets eller den unges udvikling.

I forretningsordenens § 4 er det for så vidt angår inhabilitet fastsat, at den pædagogisk-psykologisk sagkyndige ikke kan deltage i behandlingen, hvis den pågældende tidligere har udtalt sig i sagen eller på anden måde har deltaget i sagens behandling i forvaltningen. Samme krav gælder for stedfortræderen. Det fastsættes samtidig, at der kan ses bort fra kravet, hvis udvalget på grund af bestemmelsen i forretningsordenens § 4 mister sin beslutningsdygtighed, dvs. hvis både medlemmet og stedfortræderen er inhabile i sagen efter reglen i forretningsordenens § 4.

Sagens afgørelse i børn og unge-udvalget

97. Børn og unge-udvalget er kun beslutningsdygtigt, når såvel dommeren som den pædagogisk-psykologisk sagkyndige - eller deres respektive stedfortrædere - er til stede.

Til vedtagelse af beslutninger efter § 14, stk. 7, § 32 d, § 35, § 35 a, § 35 b, § 35 c, stk. 3, § 66 d, stk. 2, og § 67, stk. 3, jf. stk. 4, kræves, at mindst 4 af samtlige af børn og unge- udvalgets medlemmer stemmer for beslutningen. For at udvalget således er beslutningsdygtigt skal 4 af udvalgets medlemmer (incl. dommer og pædagogisk-psykologisk sagkyndig) være til stede, og vedtagelse af beslutningen kræver, at samtlige skal stemme for beslutningen, jf. forretningsordenens § 7, stk. 2.

Ved en beslutning efter § 65, stk. 4, er udvalget beslutningsdygtigt, når 3 af udvalgets medlemmer, herunder dommer og pædagogisk-psykologisk sagkyndig, er til stede. Beslutningen træffes i disse tilfælde ved almindelig stemmeflerhed, dvs. at et flertal af de fremmødte stemmer for beslutningen.

I forretningsordenens § 8 fastsættes, at ingen udover udvalgets medlemmer og protokolføreren må deltage i mødet under voteringen.

Beslutningen og begrundelsen herfor indføres umiddelbart efter voteringen i protokollen. Et medlem kan kræve tilført protokollen en kort begrundelse for sit standpunkt.

I § 127, stk. 5, fastsættes, at såfremt dommeren ikke er enig i den trufne beslutning, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.

Der skal gives skriftlig meddelelse om den trufne afgørelse snarest muligt. Kravene til udformningen af afgørelsen og begrundelsen herfor følger de almindelige regler i forvaltningsloven. Herom henvises til forvaltningslovens § 22 og Justitsministeriets vejledning fra 1986 om forvaltningsloven pkt. 126 ff.

Fuldbyrdelse af tvangsmæssige beslutninger

98. Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for, at de beslutninger, der træffes af børn og unge-udvalget eller af formanden efter reglerne i § 35 c, bliver ført ud i livet.

Efter § 36 b kan kommunen om fornødent forlange bistand af politiet til at gennemføre afgørelser efter §§ 32 d, 35 og 35 b.

Det er i alle tilfælde, hvor der er truffet beslutning om at gennemføre en foranstaltning tvangsmæssigt, væsentligt, at den trufne beslutning gennemføres på en måde, der belaster barnet eller den unge mindst muligt. Heri ligger, at der skal udvises så meget hensynsfuldhed og skånsomhed som muligt i det enkelte tilfælde. Dette gælder også i de tilfælde, hvor der skønnes behov for at bede om politiets bistand.

Henvendelsen til politiet bør så vidt muligt ske skriftligt, eventuelt ledsaget af en udskrift af protokollen vedrørende den trufne beslutning. Henvendelsen skal angive, hvilken bistand der ønskes, og hvorfor det anses for nødvendigt med politiets bistand. Kommunen kan endvidere anmode om, at politiet ikke optræder i uniform, såfremt dette ud fra en konkret vurdering må anses for at være en fordel.

Foreløbige foranstaltninger

99. Beslutninger, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget, træffes foreløbigt af formanden eller i dennes forfald af næstformanden for børn og unge-udvalget efter § 35 c.

Der kan træffes foreløbig beslutning om

- brev- og telefonkontrol, jf. § 14, stk. 7,

- gennemførelse af en undersøgelse, jf. § 32 d,

- anbringelse uden for hjemmet, jf. § 35,

- lægelig undersøgelse eller behandling, jf. § 35 b,

- forbud mod flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje, jf. § 65, stk. 4, og

- afbrydelse af forbindelsen og/eller anonymisering af opholdsstedet, jf. § 67, stk. 3, 2.pkt.

Der er normalt en 3-ledet behandling af foreløbige beslutninger i de tilfælde, hvor en foreløbig beslutning skal følges op af en beslutning om opretholdelse af foranstaltningen. For beslutninger om undersøgelse efter § 32 d og beslutninger efter § 65, stk. 4, gælder der særlige regler, jf. pkt. 105.

Betingelserne for at træffe en foreløbig beslutning

100. Betingelsen for at træffe en foreløbig beslutning er, at en beslutning om iværksættelse af den pågældende foranstaltning af hensyn til barnet eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente forelæggelse for børn og unge-udvalget. Herudover skal de betingelser i den bestemmelse, som den foreløbige beslutning angår, være opfyldt.

Behovet for foreløbige beslutninger kan opstå i en række forskellige situationer. Det kan således dreje sig om akut opståede behov for en ganske kortvarig foranstaltning men også situationer, hvor der - udover det øjeblikkelige behov - kan være eller vise sig at være behov for en længerevarende indsats. Det skal bemærkes, at der i denne forbindelse alene er tale om foreløbige foranstaltninger, hvortil der ikke kan opnås samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden. Om akutte anbringelser med samtykke henvises til pkt. 62.

Kompetencen til at træffe foreløbige beslutninger

101. En foreløbig beslutning efter § 35 c, stk. 1, træffes af formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes forfald næstformanden. Desuden har chefen for Den Sociale Ankestyrelse eller den af ankecheferne, som styrelseschefen bemyndiger, adgang til at træffe en foreløbig beslutning efter § 35 c, stk. 5, jf. pkt. 107.

Meddelelsen om den foreløbige beslutning

102. Ifølge § 35 c, stk. 2, skal forældremyndighedsindehaveren inden 24 timer efter iværksættelsen af den foreløbige beslutning have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri advokatbistand.

24 timers fristen for meddelelsen til forældremyndighedsindehaveren regnes fra iværksættelsen af den foreløbige beslutning. Tidspunktet for iværksættelsen vil være det tidspunkt, hvor beslutningen føres ud i livet. I de tilfælde, hvor beslutningen ikke umiddelbart kan effektueres, fordi barnet eller den unge holdes skjult, vil iværksættelsen være det tidspunkt, hvor kommunen tager skridt til iværksættelse af beslutningen, fx ved at anmode politiet om bistand til at få barnet eftersøgt.

I de tilfælde, hvor den foreløbige beslutning omfatter andre med partsstatus, herunder den unge, der er fyldt 15 år, jf. nærmere § 124, finder bestemmelsen i § 35 c, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

Godkendelse af en foreløbig beslutning

103. Den foreløbige beslutning skal efter § 35 c, stk. 3, snarest muligt og senest inden 7 dage forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt. Også 7-dages fristen for forelæggelse for børn og unge-udvalget regnes fra iværksættelsen, jf. ovenfor. Ved beregningen af 7 dages fristen medregnes dagen for iværksættelsen samt søn- og helligdage.

Godkendelsen efter § 35 c, stk. 3, skal alene dreje sig om den foreløbige beslutning, som formanden har truffet, og bedømmelsen sker med udgangspunkt i det beslutningsgrundlag, som forelå, da formanden traf sin afgørelse. Der skal således ikke på dette tidspunkt tages stilling til, om der er grundlag for at træffe en endelig afgørelse om fx barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet.

Ved godkendelsen skal udvalget tage stilling til, om betingelserne for den pågældende foranstaltning var opfyldt, og om foranstaltningen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kunne afvente, at der blev holdt et møde i børn og unge-udvalget.

Hvor længe gælder en foreløbig beslutning

104. Efter § 35 c, stk. 4, har en foreløbig beslutning, der er godkendt efter stk. 3, gyldighed i 1 måned. I dette tilfælde beregnes fristen fra beslutningen om godkendelsen i børn og unge- udvalget.

I de tilfælde, hvor foranstaltningen er ophørt inden udløbet af fristen i stk. 4, kræves der ikke fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget. Da formålet med at kræve sagen forelagt på ny er at tage stilling til barnets eller den unges fremtidige forhold, er der ikke grundlag for at kræve forelæggelse af sagen, hvis foranstaltningen er ophørt.

105. Der er imidlertid 2 undtagelser fra bestemmelsen om gyldigheds perioden for en foreløbig beslutning.

For det første beslutning om undersøgelse efter § 32 d. En sådan beslutning skal ikke forelægges udvalget inden 1 måned, da beslutningen om en undersøgelse efter § 32 d, jf. § 35 c, stk. 4, har gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet.

For det andet forbud mod flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje, jf. § 65, stk. 4. En sådan beslutning ændrer ikke, at der fortsat er tale om et privat plejeforhold, og beslutningen har gyldighed, indtil der træffes en ny beslutning om flytning eller hjemtagelse.

Klage over foreløbige beslutninger

106. Der er adgang til at klage over foreløbige beslutninger, jf. § 128. I det omfang, der ikke skal ske fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget inden 1 måned, er dette en selvfølge. Godkendelsen inden 7 dage er da den endelige afgørelse. Der er imidlertid også adgang til at indbringe børn og unge-udvalgets godkendelse af formandens foreløbige beslutning for Ankestyrelsen og dermed en mulighed for at få prøvet grundlaget for den foreløbige beslutning også i de tilfælde, hvor sagen påny forelægges udvalget til endelig afgørelse inden udløbet af gyldighedsperioden (1 måned) for den foreløbige beslutning.

For at undgå at sagen behandles flere steder samtidig er det fastsat, at klagen over den foreløbige afgørelse ikke kan behandles i Ankestyrelsen, sålænge der verserer en sag efter § 35 ved udvalget, dvs. at sagen ikke kan behandles før endelig afgørelse er truffet, eller barnet eller den unge er hjemgivet.

Ankestyrelsens kompetence vedrørende forløbige beslutninger

107. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse (eller den ankechef, der af styrelseschefen er bemyndiget hertil) har adgang til at iværksætte en foreløbig foranstaltning, jf. § 35 c, stk. 5. Derudover kan det undtagelsesvis bestemmes af Ankestyrelsen, at den foreløbige beslutning skal godkendes i Ankestyrelsen inden for 7-dages fristen i stk. 3.

Om Ankestyrelsens beføjelser til at gå ind i en sag, uden at der foreligger en klage, henvises til § 36 a og pkt. 61.

Afsnit V.

Døgnophold og retsstillingen under anbringelsen

Valg af opholdssted

108. Når det er besluttet at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, skal kommunen træffe beslutning om valg af opholdssted i overensstemmelse med den plan for barnets eller den unges ophold, der efter § 66 b og § 123 skal være udarbejdet forud for alle beslutninger om anbringelsen, jf. § 66 d. I tilfælde, hvor behovet for en anbringelse opstår så akut, at det ikke er forsvarligt at lade anbringelsen afvente udarbejdelsen af en plan, træffer kommunen beslutning om valg af opholdssted på det foreliggende grundlag.

Om krav til udarbejdelse af en efterfølgende plan for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet ved henholdsvis akut anbringelser på frivilligt grundlag og foreløbige anbringelser uden samtykke henvises til pkt. 62.

109. At kommunens beslutning om valg af opholdssted skal træffes i overensstemmelse med den lagte plan indebærer, at der ud fra det beskrevne formål med anbringelsen skal vælges den type opholdssted, der findes egnet til at yde den indsats over for barnet eller den unge, som er nødvendig for en opfyldelse af formålet. Formålet med anbringelsen er således styrende for valget af opholdssted.

Som nævnt under pkt. 63 og 64 om planens enkelte elementer, bør det i planen angives, hvilken type af de forskellige opholdssteder - døgninstitution, plejefamilie eller andet godkendt opholdssted, herunder kost- og efterskoler - der menes egnet til at klare barnets eller den unges problemer.

Valget af det konkrete anbringelsessted inden for den valgte type af opholdssteder tilkommer kommunen. Amtskommunen yder efter § 66 e kommunen vejledning og konsulentstøtte ved valg af anbringelsessted.

Ved valg af det konkrete opholdssted skal der lægges vægt på, hvad der vil give de bedste betingelser for opfyldelsen af formålet med anbringelsen. Afhængigt af dette formål bør muligheden for at vælge eventuel familie fx bedsteforældre som opholdssted indgå i overvejelserne. Opholdsstedet må under alle omstændigheder vælges ud fra, at det giver de bedste betingelser for barnets eller den unges trivsel og udvikling og må opfylde de krav til personlig omsorg, som må stilles efter barnets eller den unges alder og modenhed og bistandens karakter i det enkelte tilfælde. Der må samtidig lægges vægt på, hvad der gavner barnets eller den unges forhold til familien.

Hvis anbringelsen sker i et opholdssted, der er godkendt af den stedlige kommune, eller hører under andre offentlige myndigheder, jf. pkt. 136, er det særlig vigtigt, at den anbringende kommune foretager supplerende undersøgelser med henblik på, om barnet eller den unge vil være velplaceret i dette opholdssted. De supplerende undersøgelser tager udgangspunkt i den generelle godkendelse. Undersøgelserne vil herefter først og fremmest gå ud på en vurdering af, om de personlige ressourcer i opholdsstedet svarer til barnets eller den unges behov.

Kommunens opgaver ved den konkrete anbringelse

110. Anbringes barnet eller den unge i et opholdssted godkendt efter § 66, træffer kommunen aftale med opholdsstedet om anbringelsens forventede varighed og om de særlige forhold vedrørende barnets eller den unges pleje, behandling, uddannelse m.v., der er angivet i planen. Af aftalen bør fremgå, hvilken indsats der i det hele skal ydes af opholdsstedet.

Samtidig aftales arten og omfanget af kommunens bistand, herunder den fornødne faglige støtte under opholdet.

Endvidere aftales det nærmere, hvorledes og i hvilket omfang opholdsstedet skal indgå i et samarbejde med kommunen om barnets eller den unges samvær og kontakt med forældrene.

Det anbefales, at der indgås en skriftlig aftale med opholdsstedet.

Aftalen bør indeholde bestemmelser om opsigelsesvarsel for begge parter samt om opholdsbetalingen og eventuelt nærmere om de enkelte bestanddele af denne.

Sker anbringelsen i en døgninstitution, skal kommunen i samarbejde med institutionen tage stilling til, hvilken indsats der er påkrævet under hensyn til de i planen angivne forhold vedrørende barnet eller den unge.

111. Efter § 66 f, stk. 2, skal kommunen altid underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen, hvis opholdsstedet ligger i en anden kommune end den anbringende.

Der bør etableres et samarbejde med skolen og pædagogisk-psykologisk rådgivning inden modtagelsen af barnet eller den unge for at sikre, at barnets eller den unges skolemæssige behov kan opfyldes ved placeringen.

Endvidere må den anbringende kommune vurdere lokalsamfundets tilbud generelt, herunder pasnings-, uddannelses- og arbejdstilbud, idet der må tages hensyn til det forhold, at et mindre lokalsamfund kun inden for visse grænser har mulighed for at optage personer med vanskeligheder.

Kost- og efterskoler

112. Ved anbringelse efter § 33, stk. 2, nr. 10, på kost- og efter skoler træffer kommunen på baggrund af planen aftale med skolen om opholdet, herunder hvilke forpligtelser skolen påtager sig i forhold til barnet eller den unge, og hvilke forpligtelser kommunen påtager sig i forhold til skolen.

Kommunen må ved anbringelser i kost- og efterskoler være opmærksom på, at denne form for døgnophold er mest egnet for børn og unge, som kan acceptere et miljø med faste regler. Børnene og de unge må således være forberedt på, at den sociale udvikling i højere grad vil foregå i grupper af jævnaldrende end gennem kontakt med voksne.

Plejeanbringelse hos biologiske forældre

113. I de særlige tilfælde, hvor formålet med anbringelsen tilsiger, at barnet eller den unge anbringes i formidlet døgnophold hos den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, er der efter § 66 a ikke hjemmel til at yde plejeløn, idet forældrene har forsørgelsespligt overfor deres børn uafhængigt af forældremyndigheden, jf. § 6 og lov om børns retsstilling § 13.

Da barnet er anbragt uden for hjemmet i henhold til bistandsloven, udbetales der ikke børnetilskud eller børnefamilieydelse, jf. lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag samt lov om en børnefamilieydelse.

Hvis økonomisk hjælp er påkrævet i et sådant tilfælde kan der i givet fald ydes hjælp efter bistandslovens kontanthjælpsregler, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Plejeforældre får tillagt forældremyndigheden over plejebarnet

114. Såfremt plejeforældre får tillagt forældremyndigheden over plejebarnet, er barnet ikke længere anbragt uden for hjemmet, idet "hjemmet", således som dette udtryk anvendes i § 33, er ensbetydende med forældremyndighedens indehaver. I disse tilfælde er der således ikke tale om en anbringelse i medfør af § 33, stk. 2, nr. 10, og der kan ikke udbetales plejeløn til forældremyndighedens indehaver.

Det er dog kun de biologiske forældre, der har forsørgelsespligt over for deres børn, jf. § 6 og lov om børns retsstilling § 13.

I tilfælde, hvor forældremyndigheden ved forældremyndighedsinde haverens død tillægges en anden eller andre, der ikke har forsørgelsespligt over for barnet, er der efter § 46 c mulighed for at udbetale økonomisk hjælp. Hjælpen ydes efter en konkret vurdering af udgifterne ved barnets forsørgelse. Der kan kun ydes hjælp i de tilfælde, hvor barnets indtægter, herunder det særlige børnetilskud efter § 4, stk. 2, i børnetilskudsloven, ikke er tilstrækkelige til at dække udgifterne ved barnets forsørgelse. Hjælpen ydes uafhængigt af indtægterne hos den, der har fået tillagt forældremyndigheden.

Vurderingen af udgifterne til barnets forsørgelse kan ikke alene baseres på de vejledende satser, der er fastsat for kost og logi, lommepenge, beklædning m.v. for formidlet døgnophold, jf. pkt. 153. Ved vurderingen må der tillige tages højde for udgifter til fx skole, ferie og udgifter til andre helt sædvanlige anskaffelser til børn og unge under opvæksten.

For så vidt angår udgifter til dagtilbud efter bistandsloven henvises til, at da der i disse tilfælde ikke er tale om en forsørgelsespligt for forældremyndighedens indehaver, vil indtægtsgrundlaget for betalingen for opholdet være 0 kr., således at kommunen må træffe afgørelse om bortfald af betaling.

Ophold uden for Danmark

115. Efter § 1 er det en forudsætning for ydelse af hjælp, at modtageren opholder sig her i landet.

Der er derfor ikke hjemmel i bistandsloven til at finansiere børn og unges ophold i udlandet. Dette gælder, uanset om anbringelsen formelt sker på en her i landet beliggende institution, opholdssted eller lignende, der driver afdelinger eller andre projekter i udlandet. Der er heller ikke hjemmel til at dispensere herfra.

I denne forbindelse ses der dog bort fra almindelige ferieophold eller lejrskoler, der indgår i virksomheden i en her i landet beliggende institution, opholdssted eller lignende.

Tilsvarende er der heller ikke mulighed for at etablere døgnophold for børn og unge på Færøerne og i Grønland.

Der kan dog ydes støtte til ophold på et danske skib, der sejler i dansk eller udenlandsk farvand under forudsætning af, at skibsprojektet og fartplanen er godkendt af Statens Skibstilsyn, jf. pkt. 143 og 144. Opholdet på skibet anses i dette tilfælde for ophold på dansk territorium.

Kommunens opgaver under børns og unges ophold uden for hjemmet

Tilsyn med barnet og den unge

116. Kommunen (forældremyndighedsindehaverens opholdskommune) fører løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet og påser herunder, at den lagte plan for indsatsen følges op, jf. § 66 d.

Kommunen har pligt til at føre tilsyn med barnet eller den unge med regelmæssige mellemrum og opretholde personlig kontakt med barnet eller den unge og anbringelsesstedet. Dette gælder uanset hvilken type opholdssted barnet eller den unge er anbragt i. Tilsynet kan på kommunens vegne udøves af andre med særlige forudsætninger herfor, fx plejehjemsforeningerne, men det endelige ansvar for tilsynets udøvelse påhviler kommunen.

Det vil være en fordel, hvis tilsynet tilrettelægges således, at det bliver samme person, som har kontakten med barnet eller den unge, og som forestår rådgivnings- og vejledningsopgaver over for familien med henblik på barnets eller den unges tilbagevenden til hjemmet.

Revision af planen

117. Efter § 66 f, stk. 1, skal kommunen senest 3 måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, tage planen op til vurdering med henblik på en eventuel revision af denne.

Det bliver herved muligt at detaillere beskrivelsen af de særlige forhold vedrørende indsatsen over for barnet eller den unge, som i den oprindelig udarbejdede plan eventuelt alene er beskrevet i hovedlinier samt at medtage spørgsmål, som der ikke har kunne tages højde for i planen forud for anbringelsen. Endvidere kan selve anbringelsen, som er en radikal ændring af barnets eller den unges tilværelse, medføre, at nye eller ændrede behov viser sig med deraf følgende ændrede krav til indsatsen. Der kan eventuelt også være behov for, at kommunen foretager en nærmere tilrettelæggelse og koordinering af den indsats, der skal ydes fra det valgte anbringelsessteds side og fra kommunens side.

Det er vigtigt, at planen ikke låser indsatsen fast. Den skal tværtimod anvendes som et middel til at styrke indsatsen.

I den efterfølgende periode skal der ske en vurdering af planen med højst 6 måneders mellemrum, jf. § 66 f, stk. 1.

De i § 66 f, stk. 1, opstillede periodekrav til vurdering og eventuel revision af planen er minimumskrav. Kommunen er til enhver tid berettiget og forpligtet til at revidere planen, såfremt der viser sig forhold, der taler for dette.

Viser der sig behov for en revision af planen, må forældrene medinddrages, og en beslutning om revision skal så vidt muligt træffes i forståelse med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge. Spørgsmål om ændring af planen kan også rejses af forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år. Det er kommunen, der træffer beslutning om ændring af planen. Vedrørende klageadgang henvises til pkt. 197.

Opfølgning af planen

118. Under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet træffer kommunen om nødvendigt bestemmelse om ændret opholdssted, behandling, uddannelse m.v., jf. § 66 d, stk. 1.

Det præciseres i bestemmelsen, at de beslutninger, som det tilkommer kommunen at træffe vedrørende barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, skal angå forhold, som det under hensyn til formålet med anbringelsen må anses for nødvendigt at træffe bestemmelse om.

Retten til at bestemme over en række personlige forhold vedrørende barnet eller den unge vil også under en anbringelse tilkomme forældremyndighedens indehaver. Som typiske eksempler på spørgsmål, som det tilkommer forældrene at træffe bestemmelse om, kan nævnes spørgsmål om dåb (navngivning) og konfirmation.

Afgrænsningen mellem de forhold vedrørende barnet eller den unge, som henholdsvis forældrene og kommunen kan træffe bestemmelse om under opholdet uden for hjemmet, ligger således i formålet med anbringelsen.

De beslutninger, som kommunen kan komme til at træffe, kan angå såvel forhold, som udtrykkeligt er omhandlet i planen som forhold, der er nye eller uomtalte. En række praktiske spørgsmål om barnets eller den unges dagligdag kan ligeledes nødvendiggøre en egentlig beslutning fra kommunens side, såfremt der opstår konflikter med forældrene om disse spørgsmål.

Det følger af det vidtgående ansvar for barnet eller den unge, som kommunen overtager ved anbringelsen, at kommunen også om nødvendigt træffer beslutning om lægebehandling af barnet eller den unge, herunder beslutning om indlæggelse til behandling på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. Sådanne beslutninger bør dog så vidt muligt træffes i forståelse med forældremyndighedens indehaver.

Fremsætter forældremyndighedens indehaver anmodning om at få barnet eller den unge undersøgt for egen regning hos en læge, psykolog eller anden sagkyndig, som de selv vælger, træffer kommunen beslutning om, hvorvidt anmodningen kan efterkommes. En sådan anmodning bør som udgangspunkt efterkommes, medmindre ganske tungtvejende modstående hensyn gør sig gældende. Disse hensyn må vurderes i forhold til formålet med anbringelsen samt en eventuel risiko for, at den ønskede undersøgelse kan volde barnet eller den unge skade.

Vedrørende klageadgang for beslutninger under opholdet uden for hjemmet henvises til pkt. 197.

Ændring af opholdssted

119. En ændring af barnets eller den unges opholdssted kan af forældrene føles som en meget indgribende afgørelse. Kommunen kan derfor kun træffe beslutning om ændring af opholdsstedet, hvis der foreligger samtykke hertil fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år.

Kan der ikke opnås samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til en ændring af opholdsstedet, må sagen forelægges til afgørelse i børn og unge-udvalget efter § 35, jf. § 66 d, stk. 2. Bestemmelsen i § 66 d, stk. 2, gælder både de tilfælde, hvor der er givet samtykke til anbringelsen og de tilfælde, hvor anbringelsen er gennemført tvangsmæssigt.

I de tilfælde, hvor beslutningen om ændring af opholdsstedet på grund af manglende samtykke skal træffes efter reglerne om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger, kan flytningen ikke iværksættes, før børn og unge-udvalgets beslutning herom foreligger. Er behovet for en flytning så akut, at den ikke kan afvente en behandling efter reglerne om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger, vil en beslutning efter § 35 eventuelt kunne træffes som en foreløbig beslutning efter reglerne herom.

Vedrørende klageadgang henvises til pkt. 198.

Den særlige procedure i § 66 d, stk. 2, finder kun anvendelse på de egentlige flyttesituationer, hvor ændringen af opholdsstedet er bestemt af det formål, der søges opnået ved anbringelsen. Bestemmelsen omfatter således ikke de flytninger, der nødvendiggøres af udefra kommende begivenheder, såsom lukning af døgninstitutionen eller plejefamiliens ophør som plejefamilie. Ferieophold m.v. eller indlæggelse af barnet eller den unge på sygehus er heller ikke en ændring af opholdsstedet i bestemmelsens forstand, selv om der er tale om en fysisk flytning af barnet eller den unge.

Amtskommunens opgaver under børns og unges ophold uden for hjemmet

120. Det påhviler amtskommunen at yde kommunen vejledning og konsulentstøtte med hensyn til valg af det konkrete opholdssted, udførelsen af det løbende tilsyn med barnet eller den unge samt de beslutninger vedrørende barnets eller den unges forhold under opholdet, som det under hensyn til formålet med anbringelsen bliver nødvendigt at træffe, jf. § 66 e.

Samvær og kontakt

Samvær og kontakt med forældrene

121. Efter § 67, stk. 1, har forældrene og barnet eller den unge ret til samvær og kontakt under anbringelsen uden for hjemmet. Ret til samvær omfatter både en ret for forældrene til at besøge barnet eller den unge og en ret til, at barnet eller den unge kan besøge forældrene. Ret til kontakt omfatter også brev- og telefonkontakt. Udtrykket forældrene dækker både forældremyndighedens indehaver og den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, men som har en samværsret, der enten er aftalt mellem forældrene eller er fastsat af statsamtet.

Det er af stor betydning for barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, at kontakten med forældrene opretholdes, og efter § 67, stk. 1, påhviler det kommunen at sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige. Denne aktive forpligtelse for kommunalbestyrelsen vil især få betydning, når det drejer sig om svage forældre.

Særligt om samværsret der er aftalt eller fastsat efter myndighedsloven

122. En samværsret, der er fastsat af statsamtet i medfør af §§ 24 og 25 i myndighedsloven, for den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Statsamtets adgang til efter myndighedsloven at fastsætte eller ændre samvær berøres ikke af anbringelsen.

Efter bistandsloven kan der imidlertid, hvis betingelserne i § 67, stk. 2-4, er opfyldt, træffes beslutning om at regulere eller midlertidigt ophæve den af statsamtet fastsatte samværsret.

Udgangspunktet for samværet med barnet eller den unge vil for den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, være den af statsamtet fastsatte samværsret. Kommunen har således ikke kompetence til at tillægge den af forældrene, der har en samværsret, en videregående ret til samvær med barnet eller den unge end den, der til enhver tid er fastsat af statsamtet. Kommunen kan således ikke lempe et af statsamtet fastsat vilkår for samværet, fx om overvågning eller deponering af pas. Kommunen kan derimod inden for den af statsamtet fastsatte tidsmæssige ramme tilrettelægge den praktiske afvikling af samværet, fx fordele samværet over 2 dage.

Hviler en samværsret på en aftale forældrene imellem, er det den aftalte samværsret, der danner udgangspunkt for samværet mellem barnet eller den unge og den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden. Også i disse tilfælde kan der, hvis betingelserne i § 67, stk. 2-4, er opfyldt, i henhold til bistandsloven træffes beslutning om at regulere eller midlertidigt afbryde det aftalte samvær.

Regulering af samvær og kontakt

123. Samværsrettens afvikling kan rejse en række praktiske problemer. Retten kan naturligvis ikke udøves af forældrene uden hensyntagen til, at barnet eller den unge nu er i et nyt miljø, og at opholdsstedet, hvad enten det er en døgninstitution eller en plejefamilie, har sin tilrettelæggelse af dagligdagen, som må respekteres.

Kommunen har efter § 67, stk. 2, adgang til om nødvendigt at træffe beslutning om omfanget og udøvelsen af samværet eller kontakten mellem forældrene og barnet eller den unge. Det kan dreje sig såvel om tilrettelæggelsen af de gensidige besøg som om, hvorledes brev- og telefonkontakten skal foregå. Kommunen kan endvidere fastsætte nærmere vilkår for samværet, fx at en gennemførelse af samværet forudsætter, at forældrene ikke er påvirket af alkohol eller stoffer, eller at samværet skal foregå et bestemt sted, fx på institutionen.

Kommunens adgang til at regulere samværets praktiske afvikling har til hensigt at tilgodese barnet eller den unge, og det præciseres i bestemmelsen, at der ved beslutningen skal lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.

Loven sætter en grænse for, i hvilket omfang kontakt- og samværs retten kan begrænses efter § 67, stk. 2. Det følger af § 67, stk. 4, at enhver beslutning, som medfører, at samvær kun må finde sted mindre end en gang hver måned (kalendermåned), skal sidestilles med en beslutning om afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge og behandles efter reglerne herom.

Afbrydelse af forbindelsen m.v.

124. Forholdene ved anbringelsen kan være af en sådan art eller kan senere udvikle sig på en sådan måde, at det kan være nødvendig at regulere samværet på en mere indgribende måde end det er muligt efter § 67, stk. 2, eventuelt helt at afbryde forældrenes forbindelse til barnet eller den unge.

Må samværet med forældrene ligefrem antages at have en skadelig indvirken på barnet eller den unge, kan det være nødvendigt helt at afbryde forbindelsen. Der er tale om et meget alvorligt indgreb, og en beslutning om ikke at måtte have forbindelse med barnet eller den unge kan af forældrene føles som endog mere vidtgående end beslutningen om at anbringe barnet eller den unge uden deres samtykke. Det skal derfor være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling at træffe en sådan beslutning, jf. § 67, stk. 3.

En afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge angår i første række forældrenes kontakt til barnet eller den unge. Beslutningen bør derimod ikke automatisk medføre, at barnet eller den unge afskæres fra at sende breve til forældrene, idet barnet eller den unge uanset den skadelige virkning, som den gensidige kontakt medfører, kan have et væsentlig behov for at meddele sig til forældrene såvel positivt som negativt om situationen. En afskæring heraf bør kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i direkte modstrid med formålet med anbringelsen.

Under samme betingelser som for at træffe beslutning om at afbryde forbindelsen kan der træffes beslutning om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen (overvåget samvær).

En beslutning om overvåget samvær og en beslutning om afbrydelse af forbindelse mellem forældrene og barnet eller den unge skal angive, for hvilken periode den er gældende.

Bestemmelsen giver endvidere adgang til at beslutte, at barnets eller den unges opholdssted ikke må oplyses over for forældrene. Betingelserne for at træffe en sådan beslutning er de samme som for at træffe beslutning om overvåget samvær og om at afbryde forbindelsen.

125. En beslutning om overvåget samvær, der vedrører en periode ud over 3 måneder, en beslutning om at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge, uanset periodens længde, og en beslutning om ikke at oplyse barnets eller den unges opholdssted over for forældrene, skal træffes i et møde i børn og unge-udvalget efter reglerne i § 127, jf. § 67, stk. 4.

Er behovet for at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge eller for at holde barnets eller den unges opholdssted skjult for forældrene så akut, at der må handles hurtigt af hensyn til barnet eller den unge, kan disse beslutninger efter § 67, stk. 3, 2. pkt., træffes efter reglerne om foreløbige beslutninger, jf. § 67, stk. 4. Et sådant behov kan fx foreligge i forbindelse med en foreløbig beslutning om anbringelse uden for hjemmet.

Bestemmelsen fastsætter endvidere, som nævnt ovenfor, at enhver beslutning, som medfører, at samvær kun må finde sted mindre end en gang om måneden (kalendermåned) sidestilles med en beslutning om at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge.

Det følger af § 67, stk. 4, at en beslutning om overvåget samvær, der vedrører en periode på indtil 3 måneder, træffes af kommunen. Kommunen kan ikke træffe en ny beslutning om overvåget samvær hver 3. måned. Bliver den samlede tid, hvori samværet har været overvåget, på mere end 3 måneder, skal beslutningen træffes efter reglerne i § 67, stk. 4.

126. I § 67, stk. 5, henvises der til muligheden for efter § 14, stk. 7, at træffe beslutning om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler m.v. mellem forældrene og barnet eller den unge.

Kontrol med breve og telefonsamtaler kan alene ske, når betingelserne i § 14, stk. 7, er opfyldt, herunder at barnet eller den unge har ophold på en døgninstitution, men muligheden for brev- og telefonkontrol er angivet i § 67 for derved at give en fuldstændig oversigt over de reguleringer, der kan ske vedrørende forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge under anbringelsen.

En beslutning om brev- og telefonkontrol kan sammenlignes med en beslutning om overvåget samvær. I begge tilfælde gør hensynet til barnets eller den unges sundhed eller udvikling det ikke påkrævet helt at afskære kontakten med forældrene, men barnets eller den unges forhold tilsiger dog, at det er nødvendigt at have kendskab til, hvordan samværet eller kontakten forløber.

Vedrørende klageadgang for beslutninger efter § 67, stk. 2-4, henvises til pkt. 197 og 198.

Andre begrænsninger i samvær og kontakt

127. En døgninstitution eller et opholdssted, herunder en plejefamilie, vil i kraft af det såkaldte anstaltsforhold i enkeltstående situationer kunne forhindre samvær eller kontakt mellem forældrene og barnet eller den unge, hvis det er påkrævet af hensyn til orden og sikkerhed.

Institutionsledelsen og opholdsstedet må således have adgang til at afvise den forældre, der fx møder op for at besøge sit barn sent om aftenen efter børnenes sengetid eller møder op i stærkt påvirket tilstand. Der må ligeledes være adgang til at afvise den forældre, der i stærkt påvirket tilstand ønsker telefonisk kontakt med sit barn.

Er der ikke tale om et enkeltstående tilfælde, men derimod om situationer der gentager sig, må institutionsledelsen eller opholdsstedet rette henvendelse til kommunen, som om fornødent efter § 67, stk. 2, kan træffe beslutning om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og herunder kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten.

Samvær og kontakt med andre end forældrene

128. Kommunen skal være opmærksom på, at det er vigtigt for et barn eller en ung, der bliver anbragt uden for hjemmet, at fastholde relationerne til det hidtidige nære miljø, der omfatter langt flere personer end forældrene.

Bedsteforældre, andre nære pårørende, naboer og andre personer i barnets eller den unges dagligdag kan have haft tætte relationer til barnet eller den unge, som det kan være af stor betydning at opretholde under anbringelsen uden for hjemmet.

Kommunen skal således under hensyn til formålet med anbringelsen sørge for, at barnets eller den unges forbindelse med andre nærtstående end forældrene holdes vedlige i det omfang, det findes at være til gavn for barnet eller den unge. Kommunen må derfor være opmærksom på barnets eller den unges egne ønsker om kontakt med andre end forældrene.

Et særligt behov for at støtte kontakten til andre end forældrene kan opstå i situationer, hvor den ene af forældrene eller begge er fraværende eller selv ude af stand til at være sammen med barnet eller den unge, fx på grund af fængsling. Også i tilfælde, hvor barnets eller den unges anbringelse er begrundet i meget alvorlige overgreb fra forældrene, kan det være af væsentlig betydning for barnet/den unge at opretholde sit tilhørsforhold til hjemmemiljøet ved kontakt med andre nærtstående.

Barnets eller den unges kontakt med andre end forældrene er blandt de spørgsmål, det under anbringelsen vil være nærliggende at drøfte med indehaveren af forældremyndigheden. Kommunen må for at undgå konfliktsituationer, der kan skade barnet eller den unge, være opmærksom på tilkendegivelserne fra indehaveren af forældremyndigheden med hensyn til barnets eller den unges forbindelse med andre nære pårørende m.v.

Kommunens adgang efter § 66 d, stk. 1, til at træffe beslutninger om barnets eller den unges forhold under anbringelsen omfatter også spørgsmål om samvær eller kontakt med andre end forældrene. Dette gælder såvel de tilfælde, hvor kommunen - af hensyn til formålet med anbringelsen - mod forældremyndighedsindehaverens ønske træffer beslutning om, at en kontakt mellem barnet eller den unge og en pårørende eller en anden person skal opretholdes som de tilfælde, hvor der træffes beslutning om at begrænse eller afbryde en kontakt, som forældremyndighedens indehaver ønsker opretholdt.

I tilfælde, hvor det findes nødvendigt at afbryde forbindelsen mellem barnet/den unge og de pårørende, sker dette som en beskyttelse af barnet eller den unge. En sådan beslutning bør som udgangspunkt ikke medføre, at barnet/den unge afskæres fra at sende breve og postkort. Barnet eller den unge kan - uanset den skadelige virkning som den gensidige kontakt medfører - have et væsentlig behov for at sende en hilsen til sine nærtstående. En afskæring heraf bør kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i direkte modstrid med formålet med anbringelsen, jf. pkt. 124.

Vedrørende klageadgang henvises til pkt. 197.

Forældrenes og barnets eller den unges betaling

129. Regler om forældres og børns og unges betaling for døgnophold er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge. Ophold for børn med vidtgående fysisk eller psykisk handicap er gratis for forældrene, når anbringelsen har et udpræget behandlingssigte.

Forældrebetalingen opkræves af kommunen, og kommunen indtræder i retten til børnebidrag fra en eventuel bidragspligtig.

Hjemgivelse

130. En anbringelse uden for hjemmet skal som andre hjælpeforanstaltninger ophøre, når formålet med foranstaltningen er opnået, når foranstaltningen ikke længere er formålstjenlig, eller når den unge fylder 18 år, jf. § 36, stk. 1.

En anbringelse uden for hjemmet kan dog opretholdes, indtil den unge fylder 20 år, hvis den unge er indforstået hermed, jf. § 36, stk. 2.

Konstaterer kommunen under sin løbende opfølgning af en anbringelsessag, at det i planen angivne formål med anbringelsen er nået, skal foranstaltningen ophøre. Dette gælder både for frivillige og tvangsmæssigt gennemførte anbringelser.

Betydningen af, at betingelserne for anbringelsen ikke længere er opfyldt, er derimod forskelligt, alt efter om der er tale om en frivillig eller tvangsmæssig anbringelse.

Frivillige anbringelser

131. Er anbringelsen uden for hjemmet etableret med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan samtykket til enhver tid tilbagekaldes og barnet eller den unge kræves hjemgivet. Ved tilbagekaldelse af samtykket er betingelserne for den frivillige anbringelse ikke længere opfyldt.

Hjemgivelse kræver i denne situation ikke nogen beslutning fra kommunens side. Hvis hjemgivelse findes uforsvarlig, er der ikke andre muligheder end at fremme en anbringelse efter § 35, hvilket i praksis betyder, at der må træffes en foreløbig afgørelse efter § 35 c, når forældremyndighedens indehaver tilkendegiver at ville hjemtage barnet eller den unge.

Særligt om tilfælde med samtykke fra unge, der er fyldt 15 år.

132. Er forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, enige om at tilbagekalde det givne samtykke, gælder det oven for anførte. Anderledes stiller det sig i tilfælde, hvor der er uenighed mellem forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, om tilbagekaldelse af samtykket.

Ønsker forældremyndighedens indehaver at hjemtage den unge, mens den unge modsætter sig hjemgivelsen og opretholder sit samtykke til anbringelsen, bør kommunen overveje, om der er grundlag for at indstille til børn og unge-udvalget, at der træffes beslutning om at anbringe den unge efter bestemmelsen i § 35, stk. 3.

Er det den unge, der begærer sig hjemgivet, mens forældremyndighedens indehaver modsætter sig hjemgivelsen, må kommunen være opmærksom på, at en forsvarlig hjemgivelse forudsætter, at hjemmet er indstillet på at modtage den unge. I en sådan situation bør kommunen overveje, om der er grundlag for at indstille til børn og unge-udvalget, at der træffes beslutning om at anbringe den unge efter bestemmelsen i § 35, stk. 1.

Tvangsmæssigt gennemførte anbringelser

133. Er anbringelsen uden for hjemmet sket uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, fremsætte begæring om hjemgivelse, og kommunen må da behandle sagen med henblik på, om betingelserne for at opretholde den tvangsmæssige foranstaltning er opfyldt. Kommunen skal endvidere af egen drift påse, om betingelserne for at opretholde foranstaltningen er opfyldt, hvis den tvangsmæssige anbringelse skal opretholdes ud over 1 år, jf. reglen i § 35 a.

I § 36 er det præciseret, at det er kommunen, der har kompetencen til at træffe beslutning om hjemgivelse, når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet uden samtykke.

Er en tvangsmæssig anbringelse efter § 35 konverteret til en frivillig efter § 33, stk. 2, nr. 10, som følge af, at der over for kommunen efterfølgende er givet samtykke til foranstaltningen fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kræver en hjemtagelse af barnet eller den unge ikke en hjemgivelsesbeslutning fra kommunens side, jf. pkt. 131.

Bortset fra disse tilfælde kan der ikke ske hjemtagelse af tvangsmæssigt anbragte børn eller unge, før der foreligger en hjemgivelsesbeslutning fra kommunens side.

Beslutning om, at et barn eller en ung, der er anbragt uden samtykke, ikke kan hjemgives, træffes af børn og unge-udvalget. Nægtet hjemgivelse forudsætter, at betingelserne for at opretholde den tvangsmæssige anbringelse fortsat er til stede, jf. § 35. Sagen må derfor forelægges for børn og unge-udvalget, hvis en begæring om hjemgivelse ikke kan imødekommes af kommunen.

Sideordnet med kommunen og børn og unge-udvalget har Den Sociale Ankestyrelse og landsretten kompetence til at træffe beslutning om hjemgivelse. Hvis Ankestyrelsen eller landsretten ved sagens behandling efter § 35 a eller på baggrund af en hjemgivelsesbegæring fra indehaveren af forældremyndigheden eller den unge, der er fyldt 15 år, finder, at der ikke - eller ikke længere - er grundlag for anbringelsen efter § 35, er det denne beslutning, der danner grundlag for hjemgivelsen.

Den praktiske hjemgivelse

134. Det må tillægges betydelig vægt, at hjemgivelsen er ordentligt forberedt. Ved tilrettelæggelsen af hjemgivelsen bør kommunen være opmærksom på, at der er tale om et miljøskift for barnet eller den unge. Det er derfor vigtigt, at barnet eller den unge og familien forberedes på ændringen gennem besøg i hjemmet, fx week-endbesøg i en periode. Det samvær og den kontakt, der hele tiden bør have været mellem barnet eller den unge og familien, må intensiveres i takt med, at familiens problemer løses og situationen bedres.

Døgninstitutioner og opholdssteder kan i forbindelse med hjemgivelsen og i en periode herefter yde barnet eller den unge den fornødne støtte efter aftale med kommunen.

Der vil ofte være behov for opfølgning efter hjemgivelsen, enten i form af rådgivning og vejledning eller foranstaltninger til støtte for familien. Som nævnt under pkt. 64 skal planen angive eventuelle foranstaltninger til støtte for familien i tiden efter barnets eller den unges ophold uden for hjemmet.

Den støtte, som familien kan have behov for efter barnets eller den unges hjemgivelse, kan naturligvis være vanskelig at forudse ved udarbejdelsen af planen forud for anbringelsen. Støtten til familien efter en hjemgivelse er derfor et af de elementer i planen, som kommunen bør være opmærksom på ved de regelmæssige revisioner af planen. I de tilfælde, hvor anbringelsesforløbet får lov at blive realiseret i overensstemmelse med planen, bør det være muligt ved de seneste revisioner af planen at kunne forudse, om og i givet fald hvilke foranstaltninger der bør iværksættes som støtte til familien efter hjemgivelsen af barnet eller den unge.

Afsnit VI.

Godkendte opholdssteder, herunder familiepleje og døgninstitutioner

Forskellige typer af formidlet døgnophold

135. Anbringelse uden for hjemmet efter § 33, stk. 2, nr. 10, kan ske i følgende anbringelsessteder

- opholdssteder for børn og unge med fast budget, som er godkendt som egnede af den stedlige kommunalbestyrelse,

- andre opholdssteder for børn og unge, som er godkendt som egnede af den stedlige kommunalbestyrelse, herunder almindelige plejefamilier, egne værelser samt kollegier og kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder over sin bolig,

- opholdssteder, der er godkendt af anden offentlig myndighed efter reglerne herom, fx kost- og efterskoler,

- socialpædagogiske skibsprojekter med 1 ung ombord, når de med Statens Skibstilsyn aftalte regler følges,

- socialpædagogiske skibsprojekter med fast landbase med mellem 2 og 10 unge ombord, når de med Statens Skibstilsyn aftalte regler følges, og

- døgninstitutioner for børn og unge under amtskommunalt driftsansvar.

Opholdssteder for børn og unge

136. Efter § 66, stk. 1, skal opholdssteder for børn og unge være godkendt som egnede af den stedlige kommunalbestyrelse.

Godkendte opholdssteder dækker over en række - indbyrdes forskellige

- anbringelsesmuligheder mellem den mere traditionelle familiepleje og den egentlige døgninstitution.

Det er vigtigt at fastholde bredden i anbringelsesmuligheder mellem den mere traditionelle familiepleje og den egentlige døgninstitution.

Med godkendelsen udtrykker kommunen, at den anser opholdsstedet for egnet til, at det kan benyttes til ophold for et bestemt antal børn og unge. Foruden pladsantal skal godkendelsen nærmere angive de aldersgrupper samt særlige karakteristika hos de børn og unge, som stedet er fundet egnet til at modtage.

Opholdssteder, der hører under andre offentlige myndigheder, skal ikke godkendes af den stedlige kommunalbestyrelse, fx kostskoler og efterskoler m.v., der hører under Undervisningsministeriet, jf. § 66, stk. 1.

De opholdssteder, som skal vurderes, er meget forskellige. Der kan være tale om almindelige plejefamilier og plejefamilier, hvis hovedbeskæftigelse det er at have børn og unge i pleje, og som ofte har en faglig relevant uddannelse eller en særlig erfaring i dette arbejde. Hertil kan nævnes udvidede, utraditionelle familieplejer, ideologisk prægede fællesskaber, kollektiver med vægt på tilbud i nærmiljøet, kollektiver med vægt på internt arbejde og uddannelse og produktions- og arbejdstræningsprojekter.

Hvis en ung skal anbringes på et værelse og har brug for personlig støtte, skal kommunen godkende værelset som egnet opholdssted og føre tilsyn med den unge, jf. pkt. 116.

I kollegier eller kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder over sin bolig, anses den enkelte bolig for opholdssted, og disse opholdssteder skal derfor godkendes af den stedlige kommunalbestyrelse. Dette gælder, uanset om der er visse fælles faciliteter eller ydes en begrænset personlig støtte til de unge.

Selvom de fornødne undersøgelser på kommunens vegne fortages fx af en plejehjemsforening, træffes afgørelsen på det således tilvejebragte grundlag altid af den stedlige kommunalbestyrelse.

Forinden godkendelsen, indhentes med ansøgernes samtykke oplysninger om indtægtsforhold og straffeattest fra kriminalregisteret. De nærmere regler herom er fastsat af Justitsministeriet ved skrivelse af 28. december 1979, som senest ændret den 25. november 1988. Heraf fremgår, at straffeattest rekvireres af ansøgerens opholdskommune fra den politikreds, hvor ansøgeren bor. I begæringen skal angives, at straffeattesterne skal benyttes i forbindelse med en ansøgning om godkendelse af et opholdssted efter § 66.

Herudover bør ansøgerne i en helbredserklæring stå inde for, at de helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opgaven. Egentlige helbredsattester for ansøgerne indhentes, hvis kommunen finder behov herfor. Den kommune, der forlanger helbredsattest, afholder udgiften dertil.

137. Ved vurderingen af opholdssteder for børn og unge må der foretages en sondring mellem opholdssteder med fast budget og almindelige plejefamilier, egne værelser samt kollegier og kollegielignende opholdssteder m.v. Opholdssteder med fast budget kan have institutionslignende karakter og er dermed undergivet visse af de regler, der er gældende for døgninstitutioner.

Plejefamilier, egne værelser, kollegier m.v.

138. Kommunen skal vurdere opholdsstedstedet med henblik på at kunne give en generel godkendelse af egnetheden af såvel de fysiske rammer som af det socialpædagogiske indhold.

I kommunens vurdering bør indgå bl.a. antal voksne, samspillet mellem disse, herunder omfanget af udearbejde, eventuelt faglig relevant baggrund eller særlig erfaring fra beslægtede opgaver. Endvidere bør indgå antal og alder af eventuelle egne børn.

Opholdssteder med fast budget

139. Opholdsstedet vurderes som en helhed, hvilket indebærer en samlet vurdering af fx opholdsstedets socialpædagogiske tilbud, herunder antal medarbejdere og deres personlige/faglige ressourcer, sammenholdt med stedets fysiske rammer og de organisatoriske/økonomiske forhold. Endvidere må vurderingen omfatte de alders- og persongrupper, som opholdsstedet er indstillet på at modtage og den betaling, som kræves for opholdet.

140. Det forudsættes, at opholdsstedet har fastboende medarbejdere. For mindre børn er det desuden vigtigt, at de har fælles bolig med nogle medarbejdere.

For unge kan det være udviklende som en overgangsfase til en selvstændig tilværelse at få egen bolig eller bo i et fællesskab med afpasset støtte fra medarbejderne.

Modtages der børn i skolealderen, er det væsentligt, at opholdsstedet kan samarbejde med skolen, og at der kan sikres støtte til skolearbejdet, eventuelt i form af effektiv hjemmeundervisning.

Hvis opholdsstedet modtager større børn og unge, må opholdsstedet tilbyde meningsfulde og udviklende aktiviteter, herunder undervisning og social praktisk træning.

Mulighederne for at støtte børnene og de unge i tiden fra de forlader opholdsstedet, til de har fået fodfæste i den nye tilværelse, må indgå i vurderingen af opholdsstedet.

Det er ikke hensigten, at kommunen i sin egnethedsvurdering af opholdsstedet skal lægge samme kriterier til grund som en amtskommune ville gøre ved indgåelse af driftsoverenskomst med døgninstitutioner for børn og unge i henhold til bistandslovens § 96.

Det er således ikke forudsat, at opholdsstedernes organisatoriske og økonomiske forhold opstilles og vurderes ud fra de for amtskommunale døgninstitutioner gældende og kendte forhold.

Der bør fx ikke stilles så strenge krav til de fysiske rammer og faciliteter, men de myndighedskrav, der i øvrigt måtte være, må selvfølgelig overholdes. En kommunal godkendelse indebærer ikke, at kommunen har taget stilling til andre myndigheders krav. Opholdsstedet må forinden selv sikre sig de fornødne tilladelser fra andre relevante myndigheder samt sikre sig, at regler i anden lovgivning kan opfyldes.

Ved godkendelse af opholdsstedet efter bistandsloven er selve organisationsformen ikke afgørende, men opholdsstedet skal dog være en selvstændig juridisk enhed med særskilt økonomi. Der skal være regler om beslutningskompetence, hæftelse, regnskab, revision og budgettering.

Endvidere må der være bestemmelser om anvendelse af et eventuelt overskud, såfremt opholdsstedet som sådant nedlægges.

Ved vurderingen af privat ejede opholdssteder skal godkendelses myndigheden særligt være opmærksom på, at der ikke for offentlige midler foretages en formueopsamling i forbindelse med den socialpædagogiske virksomhed, eksempelvis afdrag på prioritetsgæld eller anden gæld.

Opholdsstedet bør have en vedtægt, hvoraf fremgår navn og hjemsted, formål, egenkapital, udpegning af ledelse og ledelsens opgaver og dispositionsret over for trediemand, hæftelse for gældsforpligtelser, hvorledes der skal forholdes med budgetlægning, regnskabsførelse og revision, vedtægtsændring og anvendelse af kapitalen i tilfælde af nedlæggelse.

Der bør ikke stilles krav om, at konteringsformen svarer til en kontoplan for en institutions drift, men budgetrammen vurderes som en helhed.

I forbindelse med den løbende opfølgning af opholdsstedets virksomhed foretager kommunen en vurdering af regnskabet.

Indholdet af kommunens godkendelsesbeføjelse

141. Resultatet af kommunens vurdering bør munde ud i en begrundet, skriftlig afgørelse. Et eventuelt afslag på godkendelse som egnet opholdssted kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 66, stk. 2.

I ganske særlige tilfælde kan det være rimeligt at forsyne op holdsstedet med en foreløbig godkendelse.

Kan ansøgning om generel godkendelse ikke imødekommes, bør kommunen nærmere begrunde afslaget.

Kommunen kan ikke på forhånd afvise at foretage en generel egnethedsvurdering, selv om der ikke lokalt er brug for de pågældende pladser.

Der er ingen begrænsning i adgangen til at benytte opholdssteder beliggende uden for egen kommune, når blot der forinden er foretaget en generel egnethedsvurdering og godkendelse af den stedlige kommune.

Opholdsstedet skal dog på forhånd kunne sandsynliggøre, at det vil blive anvendt af en kommune som anbringelsessted.

Det bør af godkendelsen fremgå, til hvilken nærmere beskrevet gruppe børn og unge opholdsstedet skønnes særligt egnet. Kommunen bør i forbindelse med godkendelsen (og ved eventuelt ophør) orientere amtskommunen af hensyn til den amtskommunale planlægning institutionsområdet.

Kommunen skal herefter følge udviklingen i opholdsstedet og påse, at der ikke modtages flere personer, end opholdsstedet er godkendt til. Kommunen foretager i øvrigt en løbende faglig støtte og vurdering for at sikre det socialpædagogiske indhold.

Forholdene på opholdsstederne kan ændre sig, fx ved udskiftning af medarbejdere, hvorved stedets pædagogiske ressourcer forøges eller formindskes, hvilket kan få konsekvenser for det antal eller den type børn og unge, der kan modtages.

Såfremt kommunen finder, at forholdene på opholdsstedet ikke længere er acceptable, og godkendelsen derfor må trækkes tilbage, skal de anbringende myndigheder underrettes herom, således at de kan sørge for, at børnene og de unge forlader stedet og får tilbudt andet opholdssted. Dette bør foregå på en måde og over en periode, der tager fornødent hensyn til dem, der har ophold på stedet.

Socialpædagogiske skibsprojekter

142. Ophold i socialpædagogiske skibsprojekter kan finde sted enten efter reglerne om døgninstitutioner for børn og unge i § 96 eller efter reglerne om formidlet døgnophold efter § 66.

Skibsprojekter for mellem 2-10 personer skal have en fast landbase, dvs, at projektet skal være en del af et godkendt opholdssted, jf.

(* 1) Bilag ikke vedlagt.

(* 2) Bilag ikke vedlagt.