Legislator Case Law & Legislation
C19920020810 DK

Vedr. ophævelse af grænsekontrol for Washington-konventionen/CITES enheder i forhold til andre EF-lande

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1992 208 Valid

Vedr. ophævelse af grænsekontrol for Washington-konventionen/CITES enheder i forhold til andre EF-lande

Skov- og Naturstyrelsen skal herved meddele, at den indre grænsekontrol i EF forsåvidt angår CITES ophører.

Det skal fremhæves, at der ikke herved sker ændringer i reglerne for indførsel af CITES enheder fra tredielande - heller ikke for sådanne sendinger, der har været i transit gennem andre EF-lande.

Ophævelsen af den indre grænsekontrol i EF træder i kraft den 1. januar 1993.

A. Dyr samt dele og produkter heraf

1. Ophævelse af grænsekontrollen

Dyr samt dele og produkter heraf omfattet af CITES, og som har T-2 status, dvs. enheder der er i fri omsætning i EF-området, kan således fremover transporteres over grænserne til og fra andre EF-lande uden forelæggelse af CITES certifikater for toldvæsenet ved grænsen.

Det bemærkes, at Told- og Skattestyrelsen samtidig pr. 1. januar 1993 har ophævet de regler i varereglementet, der kræver forelæggelse af CITES dokumentation ved Danmarks grænse til andre EF lande, når det drejer sig om varer, som er i fri omsætning i EF.

2. Hidtidige regler gælder fortsat

Det bemærkes, at bortset fra ovennævnte, er de hidtidige regler fortsat gældende. Det drejer sig om

- Rådets forordning (EØF) Nr. 3626/82 af 3. december 1982 om gennemførelse i Fællesskabet af konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter.

- Kommissionens forordning (EØF) nr. 3418/83 af 28. november 1983 om bestemmelser for ensartet udstedelse og anvendelse af dokumenter, nødvendiggjort af gennemførelsen i Fællesskabet af konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter.

- Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 23 af 25. januar 1984 om anvendelse af konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (Washington-konventionen/CITES).

Herudover vil veterinærlovgivning fortsat være gældende, ligesom politiets tilladelse til hold af en række arter fortsat kræves.

3. Forbud mod visse transaktioner med varer omfattet CITES

For arter, der er omfattet af liste I og bilag C del 1, er der således fortsat i henhold til Rådsforordningens artikel 6 et forbud mod udstilling i kommercielt øjemed samt alle former for salg og opbevaring samt transport med henblik på salg. Der kan dispenseres fra dette forbud, hvis de i bestemmelserne anførte betingelser er opfyldt. Dispensation foregår ved udstedelse af et CITES certifikat.

Forbudet i artikel 6 stk. 1 gælder endvidere for liste II og III enheder, som er indført til EF-området i strid med de gældende regler.

4. Dokumentation for CITES-vares lovlighed

Endvidere gælder fortsat for alle liste I, II og III arter, at Skov- og Naturstyrelsen til brug for enhedernes bevægelighed i Fællesskabet og til opfyldelse af Rådsforordningens artikel 6 kan stille krav om, at indehaveren dokumenterer, at dyrene eller dele og produkter heraf befinder sig her i landet i overensstemmelse med reglerne vedrørende CITES. Dokumentation kan ske ved forelæggelse af en genpart af en importtilladelse, et CITES certifikat eller ved forelæggelse af dokumentation for, at betingelserne for at opnå et certifikat er opfyldt. Der henvises til artikel 29 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3418/83 af 28. november 1983 om bestemmelser for ensartet udstedelse og anvendelse af dokumenter, nødvendiggjort af gennemførelsen i Fællesskabet af konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter.

Ved besiddelse af varer, som er omfattet af CITES, vil bevisbyrden for disses legalitet i almindelighed påhvile den, der ejer eller besidder disse.

I den forbindelse henledes, forsåvidt angår liste I og bilag C del 1, specielt opmærksomheden på forbudet i artikel 6, jf. det ovenfor nævnte.

Skov- og Naturstyrelsen vil imidlertid med hensyn til dokumentation tilråde, at man også i forbindelse med køb eller anden form for erhvervelse af liste II og III CITES enheder i andre EF lande ligeledes såvidt muligt kræver et egentligt CITES certifikat.

Dette samme gælder principielt for CITES liste II og III enheder, der transporteres herfra til andre EF lande.

Baggrunden herfor er, at det, når erhvervelsen sker i andre EF lande end det land, man er bosiddende i, ofte vil være vanskeligt at skaffe eventuel fornøden dokumentation efterfølgende.

5. Varer, der stammer fra før konventionen trådte i kraft

Det bemærkes i den forbindelse, at Danmark ikke som visse andre EF lande automatisk anerkender undtagelser med hensyn til omsætning af enheder, der stammer fra før konventionen trådte i kraft.

6. Skov- og Naturstyrelsens tilsyn

Skov- og Naturstyrelsen fører som hidtil tilsyn med overholdelse af reglerne vedrørende CITES. Kontrollen vil fremover ske i form af stikprøvekontrol i forbindelse med handlen med dyr eller dele og produkter heraf. Det gælder både kommerciel omsætning og handel mellem private.

B. Tømmer og lignende dele og produkter af træarter omfattet af CITES

Administrationen af CITES bestemmelserne i relation hertil forestås af Skov- og Naturstyrelsen og samme regler, som angivet under afsnit A, vil være gældende.

C. Planter

For planter og levende træer omfattet af CITES foregår der ikke nogen selvstændig grænsekontrol i forhold til de andre EF lande.

Nærmere oplysninger forsåvidt angår reglerne i relation hertil fås ved henvendelse til Landbrugsministeriets Plantedirektorat, Skovbrynet 20, 2800 Lyngby, tlf. 42 88 33 66, fax 45 93 33 66.

Med venlig hilsen

Birgith Sloth

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →